Mord efter bogen

ANN CLEEVES

EN VERA STANHOPE-KRIMI

MORD EFTER BOGEN

“En af Storbritanniens bedste krimiforfattere” DAILY EXPRESS

GADS FORLAG

Af samme forfatter på dansk

I serien om Vera Stanhope: Kragefælden

I løgnenes spor Skjulte dybder Tavse stemmer

I serien om Matthew Venn: Døden på stranden Hejrens skrig

Mord efter bogen

Oversat af Line Beck rasmussen

GADS FORLAG

Mord efter bogen er oversat fra engelsk efter

The Glass Room

Copyright © Ann Cleeves, 2012

På dansk ved Line Beck Rasmussen

Dansk udgave © Gads Forlag, 2024

Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency

Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet

Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Omslagsfotos: Alamy og Shutterstock

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-06852-5

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til min søster Sue

Tak til alle, der hjalp med at skrive denne bog, især Julie, Helen, Naomi og Catherine hos Macmillan og Sara Menguc og hendes team verden over.

Jeg er Paul Rutman taknemmelig for ideen, og Brenda, David, Wunmi og Elaine for at hjælpe med at bringe Vera ud til en bredere læserskare.

Vera Stanhope klatrede ud af Hectors ældgamle Land Rover og mærkede, hvordan hendes knæ uundgåeligt gav sig. Hectors Land Rover. Hendes far havde været død i årevis, men hun tænkte stadig på bilen som hans. Hun standsede et øjeblik for at nyde udsigten over dalen. Endnu en ting, hendes far have efterladt hende: dette hus. Skide være med alt det andet, tænkte hun. Måske skulle hun tilgive ham alene på grund af dette hus. Det var oktober, og lyset var på vej væk. En duft af brænderøg og is hang i luften. De fleste af træerne var allerede nøgne, og sangsvanerne var vendt tilbage til søen.

Hun var stoppet ved supermarkedet uden for Kimmerston på vej hjem fra arbejde, og der var indkøbsposer stablet op på passagersædet. Hun kastede et skyldbetynget blik rundt for at sikre sig, at der var fri bane. Hendes økokrigeriske naboer afskyede brugen af plastikposer, og efter en dag på kontoret magtede hun ikke en forelæsning om at redde planeten, hvor korrekt den end måtte være. Et par høns pirkede omkring i et ukrudtsbed. Ingen lyde, og hvis Jack arbejdede i laden, ville der have været høj rockmusik. Eller inderlig blues. Hun løftede poserne ud af Land Roveren og satte dem på dørtrinnet for at lede efter sine nøgler.

Men døren var allerede åben. Hun mærkede en kuldegysning af anspændthed, men også af spænding. Hun kunne på ingen måde være gået på arbejde uden at låse den. Hun havde aldrig troet på det romantiske pis om, at folk på landet ikke behøvede at låse deres døre. Landlige samfund oplevede også kriminalitet. Hun havde læst rapporterne og vidste, at der var lige så mange stoffer i omløb på de pæne middelklasse-high schools i Northumberland som på dem i storbyen. Det var bare lærerne, der var bedre til at dysse det ned. Hun

skubbede døren op med albuen og tænkte, at det sidste, hun havde brug for, virkelig var et indbrud. Hun havde ikke meget, der var værd at stjæle. Enhver tyv med respekt for sig selv ville rynke på næsen ad hendes stangtøj, hendes ynkelige computer og hendes ti år gamle fjernsyn. Men hun hadede tanken om, at nogen skulle have været i huset. Og hun ville blive nødt til at tilkalde kriminalteknikerne, og de ville efterlade stedet i kaos med fingeraftrykspulver på alle overflader. Så ville de vende tilbage til kontoret med historier om den elendighed, hun boede i.

På trods af sin betydelige vægt bevægede hun sig stille. En evne, hun havde lært som barn. Hun standsede i entreen og lyttede. Der var ingen, der bevægede sig inde i huset. Medmindre de var lige så stille, som hun var. Men der var en lyd af knitrende brænde, af gnister. Der var tændt op. Duften af brænderøg kom fra hendes hjem, ikke fra hytterne i dalen, som hun først havde troet. Men det var helt sikkert ikke en ild, der var ude af kontrol. Der var ingen røg, der drev gennem resten af huset. Ingen rasende flammer. Ingen varme der, hvor hun stod.

Hun åbnede døren ind til den lille stue og fik øje på Jack, hendes nabo, der sad i den mest behagelige lænestol. Den stol, hvor Hector altid havde siddet. Han havde tændt op i pejsen og stirrede ind i flammerne. Chokket og lettelsen, der kom, da anspændtheden, hun havde følt, da hun kom ind i huset, slap, gjorde Vera vred. Skide hippier! Hun havde givet dem en nøgle til nødstilfælde, ikke så de kunne vade ind i hendes hus, når som helst de havde lyst. De havde ingen respekt for personlige grænser.

“Hvad helvede tror du, du har gang i?”

Jack kiggede op på hende, og hun så, at tårer løb ned ad hans kinder. Hun bandede lavmælt. Hvad var der nu i vejen? En krise derhjemme? Et dødsfald i familien? Det havde været en fejl at lære disse folk at kende. Hvis man lader folk komme ind i ens liv, begynder de at blive krævende. Hun hadede folk, der var krævende.

Så huskede hun de gange, Jack og Joanna havde skovlet sneen væk fra grusvejen, så hun kunne komme ned ad bjerget til arbejde. De aftener, hvor hun uinviteret var gået ind i deres hus for at stjæle

en flaske hjemmebrændt, når hun desperat havde brug for en drink. Aftener med god mad ved deres køkkenbord, hvor de tre lo af en dum vittighed.

Han nikkede mod ilden. “Undskyld,” sagde han. “Her var skidekoldt. Og da jeg først havde besluttet mig for, at jeg ville tale med dig, kunne jeg ikke holde ud at vente derhjemme.”

“Hvad er der i vejen, Jack? Hvad er der sket?”

Han rystede på hovedet. “Det er Joanna. Jeg ved ikke, hvor hun er.”

Jack var fra Liverpool, blød og sentimental. Han havde engang været i handelsflåden, rejst verden rundt, havde historier nok til at holde en underholdt fra aftensmaden til en tidlig fordrukken morgenstund. Senere blev han besat af drømmen om det gode liv, og da han nåede de fyrre, havde han købt det lille husmandssted ved siden af Veras hus. Som en dreng fra byen havde hans eneste erfaring med landlivet været den årlige pilgrimstur til Glastonbury Festival, men alligevel forsøgte han sig. Arbejdede fra solopgang til solnedgang og nogle gange længere end det. Ofte, når Vera kom hjem tæt på midnat efter en besværlig vagt, kunne hun se ham i laden og stak hovedet ind ad døren for at sige godnat. Og den minimale kontakt lod hende tro på, at hendes kollegaer tog fejl. Hun havde venner. Hun havde et liv uden for jobbet.

“Hvad mener du?” Vera forsøgte at lyde tålmodig, selvom der var noget ved den grædende mand, der gav hende lyst til at slå ham.

“Hun har været væk i to dage. Ikke et ord. Jeg tror, hun er syg. Hun vil ikke snakke om det.”

“Hvilken slags sygdom?” Vera tav. “Cancer?” Hendes egen mor var død af cancer, da Vera var barn. Der var stadig noget ildevarslende ved at sige ordet.

Han rystede på hovedet. Det grånende hår var trukket tilbage i en hestehale. “Jeg tror, at det er nerverne. Depression. Hun tog afsted i mandags, mens jeg var på markedet i Morpeth. Hun må have taget en taxi. Hun sagde, at hun havde brug for lidt tid for sig selv.”

“Advarede hun dig om, at hun tog afsted?”

Han rystede igen på hovedet. “Næh, hun efterlod en seddel.” Han trak en lap papir op af bukselommen og lagde den på det lille bord

ved siden af sig og flyttede så en kop med fem dage gammelt kaffebundfald, så Vera kunne se den.

Vera genkendte skriften. Joanna kommunikerede ofte via sedler. Lilla blæk og sirlig og smukt formet skråskrift. “Septiktanken er tømt.” “Pakke i laden.” “Lyst til at komme til middag i aften?” På denne stod der: “Taget væk i et par dage. Har brug for alenetid. Suppe i gryden. Du skal ikke været bekymret.” Ingen underskrift, ikke engang J. Intet X.

“Et par dage,” sagde Vera. “Hun kommer tilbage. Eller hun ringer.”

Han så dystert på hende. “Hun har ikke taget sin medicin.”

“Hvilken medicin?” Vera vidste, at Jack røg hash. Deres hus lugtede af det. Nogle gange efter et par øl for meget rullede han en joint, når han var hjemme hos hende, uden overhovedet at overveje, at hun ville kunne få problemer. Engang havde han endda rakt den til hende. Hun havde været fristet, men havde takket nej. Hun vidste, at hun havde let ved at blive afhængig af ting, så det var bedst at holde sig til lovlige uvaner. Hun var gået ud fra, at Joanna også røg, men kunne ikke huske at have set det. Rødvin var Joannas gift, drukket af et stort Bristol Blue-glas. “Mit eneste arvestykke,” havde hun engang sagt og holdt glasset op i lyset. “Det eneste, jeg har tilbage fra mit hjem.”

“Piller,” sagde Jack. “Litium. For ligesom at holde hende på ret køl.”

“Og det er derfor, du er så bekymret?”

“Jeg har været bekymret i ugevis. Hun har opført sig mærkeligt. Ikke talt. Og nu er hun forsvundet.”

Fra det øjeblik Vera havde set parret første gang, havde det været tydeligt, at Jack tilbad Joanna. Han sneg sig til at se på hende, solede sig i hendes nærhed. Hun var kraftigt bygget med langt kornfarvet hår bundet i en fletning ned ad ryggen. Dramatiske øjenbryn. En bred mund og store brune øjne. Alle hendes træk var store og fyldige –hænder og fødder matchede. Hun gik i røde fodformede lædersko og patchworkoveralls, håndstrikkede sweatere i stærke farver. Hvis Vera var blevet bedt om at beskrive hende med et ord, ville det have været “munter”. Hun havde aldrig overvejet, at Joanna kunne være deprimeret. Måske nærmere det modsatte. Hun kunne nogle gange le for højt og var altid den sidste til at gå fra en fest, kram og kys hele vejen rundt. Ikke på en sexet måde, men flamboyant. Vera tænkte, at

Joanna kunne have været skuespiller eller kunstner i et tidligere liv. Eller adelsfrue. Hun talte som en aristokrat med den type stemme, man hørte på BBC i tresserne. Men livet før Jack blev aldrig nævnt.

Vera gik tilbage til poserne, der stadig stod på dørtrinnet, og tog et par øl op. Der lå en øloplukker på sofabordet ved siden af koppen. Der røg den aften med husligt arbejde: skifte sengetøj, smide et par håndklæder i vaskemaskinen.

“Fortæl mig så det hele,” sagde hun.

“Jeg har aldrig forstået, hvad hun så i mig.” Hans stemme var tynd, og Liverpool-accenten endnu mere udtalt.

“Lad være med at fiske efter komplimenter!” bed Vera. “Jeg har ikke tid til julelege.”

Han så chokeret på hende. Han havde tydeligvis forventet sympati og forståelse.

“Hvor mødte du hende?” Vera var ikke sikker på, hvor relevant spørgsmålet var, men hun var nysgerrig og tænkte, at det ville få ham til at tale.

“Marseilles,” sagde han. “En cafe på havnen. Jeg havde arbejdet derfra, havde lige afsluttet en kontrakt med shippingfirmaet og havde penge på lommen. Hun sad alene, halvvejs gennem en flaske vin. Hun drak for at blive fuld, ikke fordi hun nød et glas til sin fiskeret. Hun hørte mig tale med tjeneren, indså, at jeg aldrig ville kunne gøre mig forståelig, og oversatte for mig. Hun har altid ført sig lidt frem. Vi faldt i snak, du ved.”

“Hvad lavede hun i Marseilles?”

“Hun var stukket af fra sin mand,” sagde Jack. “Et rigt røvhul.” Han ændrede sin stemme, så han kom til at lyde som en fra overklassen:

“Han var leder af kontoret i Paris. En forretningsmand. Eller bankmand. Eller idiot. Marseilles var cirka det længste væk, hun kunne komme fra ham.”

“Hvorfor rejste hun ikke tilbage til England?” Vera tænkte, at man gerne ville have venner, endda familie, omkring sig, hvis man forlod sin mand.

“Der var intet i England for hende. Hun er familiens sorte får. De truede med at få hende indlagt, hvis hun forlod sin mand. Du ved,

låst inde på en tosseanstalt.” Han holdt en pause. “Hun forsøgte at begå selvmord. Hun har et ar på sit håndled. Jeg så det allerede den første gang, da vi sad i solen uden for cafeen i Marseilles. Det er der stadig. Hun kalder det sin krigsskade.”

“Det har jeg aldrig lagt mærke til.”

“Det er derfor, hun altid går med alle de armbånd. Men uanset hvad, så er det længe siden. Jeg hjalp hende med at få styr på det. Sørgede for, at hun kom til lægen. Hun har det fint, hvis hun tager sine piller. De sagde, at hun havde en bipolar lidelse. Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg ville også være blevet skør, hvis jeg havde været igennem det, hun havde. “

“Men hun er stoppet med at tage pillerne?”

“Ja. Hun siger, at hun har det okay nu og ikke har brug for dem.” Han tav igen og så direkte på Vera. “Jeg tror, at hun har en anden mand. Jeg tror, at hun gerne vil mærke opturen ved at være forelsket. At det er derfor, hun stoppede med at tage litium.”

“Hvor skulle hun have mødt en anden mand?” Vera mente, at han lod fantasien løbe af med sig. “Hvem møder hun udover Chris på pubben og dyrlægen Arthur?”

“Hun har sine egne venner,” sagde Jack. “Sine egne interesser. Det var aftalen helt fra begyndelsen. Jeg ville ikke styre hendes liv.” Han tøvede. “Sidste uge talte hun i telefon og lagde på, da jeg kom ind. Hun ville ikke sige, hvem det var.”

“Så hvor tror du, at hun er taget hen?” Det gik op for Vera, at hun havde drukket sin øl. Hun tænkte, at hun gerne ville slippe af med Jack, før hun åbnede den næste. Så hun ville kunne nyde den i fred og ro.

“Det ved jeg ikke,” sagde han. “Hvis jeg vidste det, ville jeg hente hende hjem.”

“Selvom du ikke vil styre hendes liv?” Vera så på ham, udfordrede ham til at komme med et fornuftigt svar. “Måske er det bare, som hun skriver på sedlen, at hun har brug for et par dage for sig selv.” Hun tænkte, at det ville være let nok for hende at finde ud af, hvor Joanna var stukket af til. Der var kun et enkelt taxiselskab i en radius af femten kilometer fra gården, og alle brugte det. Hvis hun fik en lille snak med Tommy Wooler, ville hun snart få styr på, hvor Jo

gemte sig. Hvis Jack ikke havde været så bekymret, ville han have fået samme tanke.

“Hun er stoppet med at tage pillerne,” sagde han igen og lænede sig frem for at sikre sig, at Vera forstod alvoren af hans ord. “Hun har været svingende i dagevis: det ene minut højt oppe at flyve, syngende og leende, det næste vred og råbende som en gal. Hun er ikke sig selv. Jeg vil ikke slæbe hende tilbage mod hendes vilje. Tror du, at jeg ville bo med hende, hvis hun ikke ville være sammen med mig? Tror du, at jeg ville tvinge hende til at være ulykkelig? Hør her, jeg ved, at du synes, jeg er en blødsøden stodder, men jeg ville dø for Joanna Tobin.” Han tav et øjeblik. “Jeg er bekymret for hende, for hvad hun kunne finde på at gøre ved sig selv.”

“Du spekulerer på, om hun kunne finde på at forsøge selvmord igen?”

“Ja,” sagde han. “Det er det, jeg frygter. Hvis det ikke lykkes for hende. Hvis, hvad end det er, hun drømmer om, ikke sker.”

Vera fik sig selv på benene. Der var frostvarer i poserne, som snart ville tø op. “Så hvad er det, du vil have mig til at gøre?”

Han så på hende, som om hun var skør. “Finde hende, selvfølgelig. Sørge for, at hun er i sikkerhed.”

“Og så?”

“Bare det.” Han rejste sig også, og de gik hen mod fordøren. Udenfor var det isnende koldt, og himlen var overstrøet med stjerner. “Bare sørge for, at hun er i sikkerhed.”

Åh Gud, tænkte Vera. Hvis nogen af de andre overvejede det her – at gå freelance, lege privatdetektiv – ville jeg give dem en ordentlig skideballe. Hun stod i skuret og lagde indholdet af indkøbsposerne i fryseren. Det var en kummefryser, alt for stor til hende, når hun boede alene. For første gang indså hun, at den havde præcis samme størrelse som den, Hector havde opbevaret alle sine døde dyr og fugle i, dem, der var kernen i hans illegale udstopningsvirksomhed. Hun skaffede sig af med den, da han døde. Den stank. Så hvorfor havde hun købt en anden præcis mage til? En psykolog ville sikkert gøre et stort nummer ud af det. Eller beslutte, at hun var et intetsigende fjols uden fantasi.

Og hvorfor var hun gået med til at gøre, som Jack bad om, og jagte hele egnen rundt efter Joanna? Fordi jeg i virkeligheden er blød som smør. Fordi jeg holder af lykkelige slutninger og gerne vil føre parret sammen igen, som en stor fed cupido i gummistøvler. Fordi det ville være forbandet ubelejligt at bo her uden dem ved siden af.

I køkkenet åbnede hun endnu en øl, lagde en skinketærte og en tomat på en tallerken med et stykke brød og smør, der stadig var i pakken, og bar det hele ind i stuen på en bakke. Ilden var svag, og hun smed et par stykker brænde mere på. Det runde ur fra 1930’erne, der stod på kaminhylden, fortalte, at klokken var ni. Hun måtte hellere forsøge at få fat på Tommy Wooler nu. Han ramte som regel Percy Arms i Sallyford et par timer før lukketid for at få en fyraftensøl.

Han genkendte hendes telefonnummer. “Hvor er du? Fuld og ubehjælpelig og har brug for et lift hjem?”

“Mine læber har ikke rørt så meget som en dråbe, Tommydreng. Eller i hvert fald ikke nok til, at man ville bemærke det, og jeg befinder mig trygt og godt hjemme, tak. Jeg er ude efter noget information.”

“Hvilken slags information?” Nu var han i defensiven. I sine yngre dage havde han været lidt af et brushoved. Ikke ondsindet, bare en smule vild og dum. Han hang ud med et par af de dårlige knægte, han havde mødt i ungdomsfængslet i Castington. Vera havde aldrig spurgt ham om dem, men det var den måde, hans hjerne fungerede på.

“Du hentede Joanna Tobin for to dage siden.” En konstatering, ikke et spørgsmål.

“Ja, det stemmer.” Der var intet tegn på mistænksomhed i hans stemme. Han var bare lettet over, at hun ikke spurgte ind til ham og hans gamle utiltalende bekendtskaber. Vera spekulerede på, hvad de mon havde gang i, og hvorfor han var så nervøs. Hun skrev sig bag øret, at hun skulle tjekke dem efter. Eller få Holly til at gøre det.

“Hvor var det nu, du kørte hende hen?” Som om hun faktisk vidste det, men bare ikke lige kunne huske det.

Tommy var ligeglad. Han ville bare gerne ind på pubben.

“Ud til kysten. I retning af Howick.”

“Hvor præcis, Tommy?” Hun mærkede, hvordan hendes mave rumlede, følte, at tærten kaldte på hende.

“Jeg ved ikke præcis hvor. Hun var nødt til at vise mig vej. Ud midt i ingenting. Hun havde ikke postnummeret, så jeg kunne ikke finde det på GPS’en. Mareridt!” Han gjorde en pause. “Hun kaldte det Forfattergården. Underligt navn.” Han tøvede igen. “Hvad skal du i grunden med hende?”

Men Vera svarede ikke. Hun havde lagt telefonen fra sig, og munden var allerede fuld af tærte.

Næste morgen lå Jack på lur på gårdspladsen og ventede på at fange hende på vej til Kimmerston. Hun var tidligere på den end sædvanligt og tænkte, at hun måske på den måde ville kunne undgå ham. Hvor længe havde han været derude? Han lod, som om han arbejdede på sin gamle traktor, men Vera vidste udmærket, at han ventede på at tjekke, hvor langt hun var kommet i eftersøgningen. Hun gik hen til ham og stillede sig i bredstående med hænderne i siden og tillagde sig den bistre stemme, hun lejlighedsvist brugte for at vise sit team, at hun mente det alvorligt.

“Jeg har lovet, at jeg vil lede efter hende. Men jeg gør det på min måde, og når det passer mig. Jeg giver dig besked, så snart der er nyt i sagen.”

Han nikkede, men sagde intet, og Jack – der ellers altid talte meget og længe, og hvis liv bestod af en række af historier – fik stilheden til at larme øredøvende. Hun steg ind i Land Roveren og kørte væk, bevidst om, at han så efter hende hele turen ned ad grusvejen.

På kontoret googlede hun Forfattergården og fandt det øjeblikkeligt. Det lod ikke til, at der var noget skummelt ved stedet. Ikke medmindre man opfattede digtere og romanforfattere som uhyggelige. Det var et refugium for alle typer forfattere, og i løbet af året blev der afholdt en række internatkurser for forfattere med forskellige niveauer af erfaring. Hvad havde hun forventet? Et gotisk tårn, hvor Joanna blev holdt fanget af en galning, der havde overtalt hende til at forelske sig i ham? Billederne på hjemmesiden viste en stor hvidkalket hovedbygning. Dele af gården var ifølge teksten meget gamle og befæstet mod skotterne, der var kommet på plyndringstogter over grænsen. Et af billederne viste faktisk en stenmur med skydeskår. Og der var et lille mørkt kapel. Men indvendigt var det meget smagfuldt og ikke spor gotisk. Klinker på køkkengulvet, blotlagte bjælker, afsyrede trædøre. Lave sofaer og lette stole, af og til et flipboard for at vise, at det ikke var et privat hjem. Stedet blev tilsyneladende drevet af et firma med samme navn, der blev ledet af en person ved navn Miranda Barton.

Der var billeder af underviserne, og selv Vera genkendte et par navne: en digter, der af og til optrådte på tv og talte om den britiske kulturs forfald, og en skuespilforfatter.

Deltagergebyrerne virkede eksorbitante på hende og i hvert fald langt over Joannas pengepungs formåen. Medmindre Joanna havde en hemmelig reserve fra sit tidligere ægteskab. Store røde bogstaver bekendtgjorde, at der var stipendier til forfattere, der viste talent, og det slog Vera, at Joannas forsvinden ikke var mere foruroligende end det: Hun så sig selv som forfatter. Måske havde hun fået et af stipendierne, men havde været for flov til at fortælle Jack, hvad hun havde gang i. Måske ville hun vente, til hun havde færdiggjort en tekst, før hun fortalte ham det.

Der var begyndt et kursus, den dag Joanna tog fra Myers Farm: “Short Cuts. Kunsten at skrive nutidige kriminalnoveller”. Hun havde netop klikket på linket, da hun hørte skridt uden for sit kontor: hendes kriminalassistent, præcis på minuttet til deres daglige morgenmøde. Hun slukkede for computeren og mærkede en svag følelse af skyld uden helt at vide hvorfor.

Midt på eftermiddagen gik hun igennem det åbne kontorlandskab, hvor Joe sad og udfyldte sin overarbejdsseddel.

“Jeg smutter,” sagde hun. “Tager lidt af den tid, jeg har til gode efter Listersagen.”

“På vej til træningslokalet?” Et finurligt lille smil. Han vidste, at hun havde fået besked på at tabe sig.

“Åh, hold kæft!” Men der var ingen fjendskab i det. Efter en uge med strategimøder og evalueringer så hun frem til lidt tid væk fra kontoret. Det var stadig klart og lyst, og køreturen mod øst forbi de nypløjede marker, hvor den lave sol kastede lange skygger fra træerne langs vejen foran hende, fik hende til at føle sig mere optimistisk, end hun havde gjort i en evighed. Siden den sidste store efterforskning.

Hun havde printet et kort ud fra Forfattergårdens hjemmeside og måtte standse for at tjekke kørselsvejledningen. Det var ikke arbejde, ikke rigtigt, så hun var tilbage i Hectors Land Rover. Ingen GPS. Hun følte en vidunderlig frihed, som om hun pjækkede. Da hun rundede en bakketop, havde hun udsigt over Alnmouth med de kønne malede huse og bugten og drejede så mod nord forbi militærflyvepladsen i Boulmer med dens tårne og hangarer. Og så, efter en række sving og smalle grusveje, fik hun øje på huset. Det lå i en stejl dal, der førte til kysten, i læ af træer inde på land. Det gamle forstærkede landsted med en nyere tilbygning. Kapellet udgjorde den ene side af gårdspladsen. Hun kørte ind gennem porten for at orientere sig og beslutte sig for, hvilken taktik hun skulle bruge over for Joanna. Nu, hvor hun var her, var hun ikke så sikker på, hvordan hun skulle gribe sagen an. Hvad nu, hvis gruppen var midt i en intens diskussion af meningen med litteraturen og livet? Vera så for sig, hvordan de sad rundtom i lokalet, som hun havde set på internettet, med skriveblokke på knæene og

en koncentreret rynke i panden. Hun var sikker på, at alle ville nyde dramaet ved afbrydelsen: Vera, der trådte ind og krævede at tale med Joanna. Alle bortset fra Joanna, der ville være ydmyget. Lidt taktfølelse, om jeg må bede

Der må være nogle medarbejdere, tænkte Vera. En sekretær, en kok, nogen, der redte sengene og gjorde rent på toiletterne. Folk, hun kunne tale med for at få en fornemmelse af stedet. Hvis ofrene for svindlen betalte så meget for en uge i vildnisset, forventede de at blive serviceret. Hun besluttede sig for at efterlade bilen, hvor den stod, og fortsætte til fods, få et indtryk af området, vente til en given gruppeaktivitet eller workshop var forbi, så hun kunne få Joanna på tomandshånd.

Lyset forsvandt hurtigt nu, og temperaturen faldt. Da hun gik østpå ned ad grusvejen mod dalen, var hun nu fuldstændig i skygge. Om morgenen ville huset være fyldt med lys, men nu havde stedet et dystert udtryk. Træerne i krattet havde tabt bladene, og vejen var dækket af dem. På et tidspunkt var hun lige ved at glide. Hun ankom til lågen til Forfattergården. Der var et professionelt malet skilt med logoet af en fjerpen, som hun genkendte fra hjemmesiden, og bag det en stor have. Efter huset blev vejen lidt efter lidt til et hjulspor, der ikke var meget andet end en gangsti. Den førte stejlt ned til den lille stenstrand, hun havde set fra bilen. Der var ingen andre bygninger i nærheden. Hvis man ønskede et sted at skrive uden distraktioner, ville dette være et glimrende valg. Men det slog Vera, at det ville være en lang gåtur til pubben.

Da hun nærmede sig huset, følte hun sig nervøs. Her var hun godt uden for sin komfortzone. Hun kunne ikke vifte med sit skilt og kræve respekt og opmærksomhed. Der var ikke begået nogen forbrydelse. Og hun var aldrig rigtig kommet godt ud af det med kunstneriske typer: folk, der brugte store ord, men ikke havde noget virkeligt at sige. Hun var mere tryg i selskab med skurkene, som hun sendte i retssalen.

Nu kunne hun se stedet mere detaljeret: en stor hovedbygning og så et gammelt udhus, måske en stald, der var blevet ombygget til en hytte. Begge vendte ud mod et asfalteret område, der engang måtte have været en gårdsplads. Til højre lå det lille kapel, der måtte have

været benyttet af den udvidede familie, der engang havde boet her. I huset havde de tændt lys, men gardinerne var endnu ikke trukket for. Dette var Veras yndlingstid på dagen. Hun havde altid været nysgerrig, elskede glimtene af andre menneskers hjemlige liv, når hun gik rundt i gaderne. Og var det at være efterforsker i bund og grund ikke bare at snage i andre menneskers liv? Der var en stor hoveddør, men hun undgik den. Det så ud, som om den låste automatisk indefra, og hun ønskede ikke at ringe på messingklokken, der hang udenfor. Ikke før hun vidste, om Joanna stadig var derinde, og hun havde en ide om, hvad der foregik.

Hun gik rundt til siden af det store hus, undgik grusstien og holdt sig til kanten af græsset, der løb langs muren. Hun lavede ikke en lyd. Da hun ankom til det første vindue, standsede hun med ryggen til huset. Det slog hende pludselig, at hun måtte se latterlig ud. Hvis nogen længere oppe ad skråningen – et par fuglekiggere med kikkerter for eksempel – så ned, ville de tro, hun var blevet skør eller var en klodset indbrudstyv. Mens hun stod tæt på muren, så hun ikke kunne ses indefra, sneg hun sig til at kaste et blik ind. Køkkenet. En ung mand i hvidt kokketøj stod med ryggen til hende og rørte i en gryde. Der stod en tepotte på bordet og to blå krus. En ældre kvinde sad ved bordet og læste i et printet manuskript. Hun virkede ret glamourøs med farvet blondt hår. Fingeren, der bladrede, var rødlakeret. Var det Miranda Barton? Uanset hvad var der intet spor af Joanna, og Vera fortsatte i hug, så hun var lavere end vindueskarmen.

Det næste rum var tomt. Det lignede et bibliotek, væggene var dækket af bogreoler. Der var et par små borde og nogle stole med lædersæde. Nu var Vera drejet om endnu et hjørne og befandt sig på en flisebelagt terrasse med udsigt ud over havet. På græsset nedenfor stod et par kunstfærdige foderautomater fyldt med nødder og frø. Hun kunne se fyrtårnet på Farne Islands mod nord og Coquet Island mod syd. Om sommeren måtte dette være et fantastisk sted at sidde, drikke dyr vin og udveksle ideer. Og posere. Hvorfor følte hun denne trang til at vrænge ad det hele? Fordi mennesker, der talte om bøger eller billeder eller film, fik hende til at føle sig uvidende. Hun var standset lige på hjørnet, fordi det meste af muren, der

vendte ud mod havet, var lavet af glas. Der var to høje vinduer, der gik næsten fra gulv til loft, og mellem dem en dobbelt glasdør. Et langt, lyst rum. Stedet var afbilledet på hjemmesiden med sofaerne og lænestolene. Og der var mennesker derinde. Det virkede på Vera, som om de netop var brudt op. De stod rundtom i smågrupper og småsnakkede. Der måtte være blevet serveret te, for de holdt alle kopper og underkopper og balancerede scones på papirservietter. Nu var det næsten helt mørkt udenfor, og Vera tænkte, at der ikke var særlig stor risiko for, at hun blev set. Menneskerne indenfor var optaget af deres eget. Deres ansigter var livlige. Der var seks, men døren, der førte videre ind i huset, stod åben, så det var muligt, at nogle mennesker allerede havde forladt lokalet. Der var i hvert fald intet tegn på Joanna.

Vera blev stående et øjeblik og overvejede, hvordan Joanna ville passe ind i denne gruppe. Joanna med sine store hænder og fødder, hendes larmende latter og beskidte negle. Hendes farvestrålende hjemmesyede tøj. Hvis hun var her, var hun så allerede stukket af til sit eget værelse, skræmt af de andre gæsters selvsikkerhed?

Vera havde besluttet, at det var tid til at gå tilbage til hoveddøren, ringe på og bede om at tale med Joanna. Hun havde en dækhistorie klar. Der ville være en krise i hjemmet: En slægtning var syg, hvilket Joanna burde vide besked om. Så hørte Vera en lyd, der chokerede menneskerne på den anden side af glasset i deres selvoptagede samtaler. Et skrig. Det virkede nærmest umenneskeligt og uden alder eller køn: højt og gennemtrængende og rædselsvækkende.