Mynthes drøm © 2019 Dorte Roholte og Gads forlag A/S
Første udgaver af Mærkelige Mynthe udkom 2013, Mere mærkeligt med Mynthe og Meget mærkeligt, Mynthe! udkom i 2014. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. 1. oplag, 2. udgave ISBN 978-87-627-3266-7 Trykt i Polen Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
Mynthes_drøm_01_ins.indd 2
10/07/2019 10.52
MæRkEligE MynTHe 1-2-3
DORTE ROHOLTE gaDs fORlag
Mynthes_drøm_01_ins.indd 3
10/07/2019 10.52
Mynthes_drøm_01_ins.indd 4
10/07/2019 10.52
del 1 1.
Fliserne i køkkenet er blanke og blå og grønne. Der er et lille klapbord, som er fastgjort til væggen og derfor kun har tre sider. Mynthe sidder ved den ene side og har ryggen mod et stort køleskab. Hun spiser yoghurt af en lille krystalskål. Når skeen rammer skålen, lyder der et pling. Mynthes mor sidder for enden af bordet og drikker kaffe af en lyseblå kop med en hvid kant. Overfor sidder Jokum i sin høje stol og spiser nogen lunde pænt af sin havregrød. Hans ben er blevet for lange til fodstøtten. Han spilder næsten ikke. Mynthe rejser sig. “Jeg går nu.” Mynthes mor ser på uret oppe på væggen over døren ind til stuen. Uret sidder i en ramme af teaktræ. Den er i den retrostil, moren elsker. “Vi skal også snart af sted. Hav en god dag i skolen, Mynthe. Gider du købe to liter minimælk med hjem?” “Okay.” Hun stiller skålen ned i vasken, for der er ingen opvaske maskine i køkkenet. Døren til badeværelset er lige over for knagerækken ude i gangen. Mynthe smutter hurtigt derud og tjekker, om hun ser ud, som hun skal. Men hun kan ligesom ikke se sit eget spejlbillede helt tydeligt.
5
Mynthes_drøm_01_ins.indd 5
10/07/2019 10.52
Hendes rygsæk står under knagerækken. Hun tager den og stikker i støvlerne, snor det lange tørklæde om halsen og går ud. Det blæser. Udenfor sidder der en pige på Jokums plastiktraktor. Da hun rejser sig, er hun lidt højere end Mynthe. “Troede aldrig, du kom!” Pigen har mørkt hår ligesom Mynthe. Men hun har krøller og olivenfarvet hud. “Hej,Yasmin!” Det er Mynthes mor, der stikker hovedet ud ad døren og lader den stå åben. Mynthe kan høre hende sige til Jokum, at de skal skynde sig hen i vuggestuen. Yasmin stikker armen ind under Mynthes, og de griner og tager lange, ens skridt på fortovet. Mynthe lægger hovedet tilbage og lukker øjnene. “Du tænker på Markus, gør du ikke også?” spørger Yasmin drillende. “For du sætter farten op, ha, ha!” “Lidt,” indrømmer Mynthe og har sommerfugle i maven. Hun åbner øjnene og vender sig om og kigger undrende tilbage mod huset, lige inden de drejer om hjørnet. Jokum går da i dagpleje, ikke i vuggestue. Der er også noget andet mærkeligt. Det er noget med huset. Det er et rækkehus i gule mursten. Der er kun en lille bitte have foran. “Se!” hviner Yasmin i hendes øre. “Der er han!” Mynthe glemmer huset og kigger. Markus kommer
6
Mynthes_drøm_01_ins.indd 6
10/07/2019 10.52
cyklende mod dem på det ældgamle, rustne lig af en cykel, han altid kører på. Bag ham kan hun se skolens store, firkantede bygning. Han har mørkt hår, men ikke helt så mørkt som Yasmins, og det er længere end Mynthes og rører ved skuldrene. Hans øjne har en helt særlig blå farve, som nogle gange får folk til at spørge ham, om han har farvede kontaktlinser på. Han er den flotteste, lækreste, dejligste fyr i hele verden. Han bærer altid sine skolebøger i en pose fra Netto, og han passer sin lillesøster næsten hver dag og er enormt sød ved hende. Første gang, Mynthe snakkede med ham, var på legepladsen, hvor hun for en sjælden gangs skyld havde taget Jokum med hen. Markus var der med sin lillesøster og sagde, at han kom der meget tit. Og så spiller han guitar, og hans hår dufter altid så godt. Det ved Mynthe, fordi de har kysset. Fire gange. “Hej Mynthe,” siger han og holder næsten stille ud for dem. “Er jeg blevet usynlig?” spørger Yasmin. Mynthe smiler til Markus og kan næsten ikke få luft. Hun vil spørge, hvorfor han kører væk fra skolen, men hun kan ikke få ordene frem. Mynthe vågnede med et spjæt og fornemmelsen af at have noget siddende fast i halsen. Hun måtte være kommet til at trække dynen op over hovedet i løbet af natten. Hun hev
7
Mynthes_drøm_01_ins.indd 7
10/07/2019 10.52
efter vejret og skubbede dynen væk, mens hjertet hamrede. Hvad var det for en skør drøm? Den havde føltes så virkelig, men de boede ikke i sådan et rækkehus, og deres køkken så da heller ikke sådan ud. Vejen var også helt forkert, og det samme var skolen. Hun gik da heller aldrig, hun cyklede, og der var meget længere til skole end i drømmen. Mynthe lagde sig om på ryggen og havde det, som om drømmen var et klæbrigt edderkoppespind, hun stadig hang lidt fast i. Hvem var den sorthårede pige med krøllerne? Hun kendte da ingen, der hed Yasmin. Hendes veninde hed Klara. De var verdens bedste veninder og havde svoret hinanden evigt venskab. Mynthe så Klaras lyse ansigt med fregnerne hen over næsen for sig og fik næsten dårlig samvittighed, selvom det bare havde været en drøm. For Mynthes indre blik forsvandt Klara, og i stedet prøvede hun at huske ham Markus fra drømmen helt præcist. Hun havde været vildt fortabt i ham, men det var også helt vanvittigt, for hun var jo forelsket i Klement, Klaras storebror, som var femten. Der lød dæmpede stemmer ude fra køkkenet. Det var hendes mor og far, der talte sammen meget lavt. Endelig følte hun sig helt vågen og næsten normal igen. Det var hendes fødselsdag i dag. Hun blev tretten. Og de var selvfølgelig ved at forberede den sædvanlige bakke med morgenmad, lys, flag og gaver på, som de skulle
8
Mynthes_drøm_01_ins.indd 8
10/07/2019 10.52
komme ind og overraske hende med. Mynthe skyndte sig at vende sig om på siden. Hun trak dynen lidt op og lukkede øjnene. Det ville ødelægge det hele, hvis hun var vågen. Nu kunne hun også høre Jokum, han råbte det eneste ord, han kunne. “Bil! Bil, bil, bil!” “Shh, ti nu stille,” kom det dæmpet fra moren. “I dag er det Mynthes dag!” “Mynthes morgen,” lød det med farens stemme. Moren svarede ikke på det. De var lige uden for døren nu. Noget metal blev slået hårdt mod døren. Mynthe kendte lyden og vidste, at det var en af Jokums små biler. Så blev døren åbnet, og de kom ind. “Til lykke med de tretten, Mynte, kæmpestort til lykke,” sagde moren med smil i stemmen. “God-mynthe-morgen,” sagde faren, som han altid gjorde. “Nej, for resten, i dag må det jo være god-fødselsdags-Mynthe-morgen. Eller god-Mynthemorgen-fødselsdag. Eller …” “Hold nu op med det, Peter,” afbrød moren. Mynthe lod, som om hun vågnede, rullede om på ryggen, smilede og strakte armene op over hovedet. Faren bar Jokum, og moren bar bakken. Der var flag og lys på bakken, som der skulle være, og der var også et stort glas af den tropejuice, Mynthe elskede.
9
Mynthes_drøm_01_ins.indd 9
10/07/2019 10.52
“Hurra, hurra, hurra, nu er du teenager,” grinede moren. “Sig hurra, Jokum!” “Bil!” råbte Jokum og kylede den lille bil efter Mynthes hoved. Hun nåede at flytte sig, så den ramte væggen bag hende. “Jokum, så stopper du!” sagde moren. Hun satte sig på sengekanten med bakken på knæene, og Mynthe satte sig op i sengen og tog juiceglasset. “Din gave er ude i køkkenet,” sagde moren. “Det er morgenmaden også, så skal vi ikke sætte os derud og hygge os sammen?” “Din gave kan nemlig ikke komme ind gennem døren, så stor er den,” sagde faren. “Mormor og morfars gave kommer nok med posten i dag,” sagde moren. “Det spanske postvæsen kan være lidt langsomt.” Lidt efter trak Mynthe en stor T-shirt over hovedet og gik med ud i køkkenet. På gulvet ved siden af hendes plads stod en kæmpestor kasse, som var pakket ind i rødt gavepapir med hvide prikker. En stor, hvid kuvert var stukket ind under det røde gavebånd, og der stod “Til Mynthe” udenpå med morens blokbogstaver. Flaget og lyset stod foran Mynthes dækkeserviet. Jokum sad i sin høje stol og spiste på sin sædvanlige måde, hvilket betød, at det meste af hans havregrød landede på gulvet eller på bordet. Mynthe så pludselig et billede fra drømmen.
10
Mynthes_drøm_01_ins.indd 10
10/07/2019 10.52
“Jeg drømte sådan noget underligt noget,” sagde hun og trak køkkenstolen ind under sig. “Det var bare så virkeligt. På en måde, altså, og på en anden måde ikke. Jokum var større og spildte slet ikke, og køkkenet så helt anderledes ud.” “Skal du ikke åbne din pakke?” spurgte faren. “Lad hende nu selv bestemme tempoet, ikke?” sagde moren og lo lidt, men ikke helt nok. Faren lod, som om han ikke hørte det. “Du har fem minutter,” blev han ved. “Så skal jeg køre, og eftersom jeg er så grusomt forfærdeligt barnlig, vil jeg altså meget gerne have, at du lukker gaven op, ikke?” “Okay, så.” Mynthe smilede til ham, og satte sig ned på knæ foran pakken. Jokum var blevet træt af at sidde i stolen, han vred sig i sædet og begyndte at klynke. Ud gennem øjenkrogen så Mynthe, at moren tog ham op og lod ham sidde på sin arm. Han ville selvfølgelig være med til at rive papiret af, men Mynthe kunne mærke, at hendes forældre gjorde et nummer ud af, at lillebroren ikke skulle bestemme farten i dag, som han ellers plejede at gøre. Hun skubbede prøvende til gaven. Den var meget tung, og ønskesedlen flaksede gennem hendes hoved. Hun havde ønsket sig inliners mage til Lærke fra klassens. Det kunne måske passe med størrelsen, men var de så tunge? Egentlig havde hun også troet, at hun ville få dem af sin farmor, for de kostede over tusind kroner,
11
Mynthes_drøm_01_ins.indd 11
10/07/2019 10.52
og farmoren plejede at give den dyreste gave. Men hvad kunne det så være? Hun havde da ikke ønsket sig noget, som var så tungt. Jokum ville ikke sidde hos moren mere. Han vrælede og opførte sig, som om han ville tage et hovedspring ned på gulvet. Moren var ved at tabe ham og miste balancen. Hun skar en grimasse og var nødt til at sætte ham ned. På et splitsekund var han henne ved gaven og rev i papiret. “Jokum!” sagde moren og greb ham i armen. “Ej, lad ham bare,” sagde Mynthe. Selvfølgelig var hun spændt på gaven, men ikke så meget, som hun ville have været før i tiden. For ikke ret længe siden, faktisk. Dengang Jokum blev født, var hun elleve et halvt, og de allerfleste, som kom for at se Jokum på sygehuset og bagefter herhjemme, havde også en gave med til hende. Dengang ville hun være blevet tosset, hvis hun ikke havde fået lov at pakke dem op i fred. Men sådan havde hun det ikke mere. Hun var meget mere spændt på at komme i skole og finde ud af, om Klement vidste, det var hendes fødselsdag. “Kan du gætte, hvad det er?” spurgte faren, mens Jokum flåede små stumper af gavepapiret. “Det er et gavekort til centeret.” Ordene røg lige ud af Mynthes mund, uden at hun overhovedet havde tænkt tanken først. “Hvad?” sagde moren med skuffet stemme.
12
Mynthes_drøm_01_ins.indd 12
10/07/2019 10.52
“Jamen, Mynthe, hvordan …?” begyndte faren. Mynthe rejste sig og lod, som om hun slet ikke havde sagt det. Hvorfor skulle hun også få et gavekort til centeret? Det havde de da aldrig givet hende før, og de brød sig heller ikke om at give gavekort til andre. Hun flåede alt papiret af oversiden af gaven. Papkassen var klistret til med en masse tape. “Nej, nu ved jeg det! Det er den rumdeler til mit værelse!” sagde hun, selvom hun godt vidste, det ikke passede. “Hold da op, kan den virkelig være i sådan en kasse? Så bliver det et kæmpe arbejde at samle den. Må jeg få en saks?” Moren tog saksen fra skuffen, og Mynthe sagde til Jokum, at han skulle passe på fingrene. Hun sprættede tapen op og løftede flapperne på kassen. Indeni var der en masse avispapir og noget hårdt og meget tungt, som også var pakket ind i det samme gavepapir. Hun løftede det op af kassen og smilede til moren og faren, som om hun næsten ikke kunne vente, men på en måde, som hun ikke selv kunne forstå, var hun bare stadig sikker på, at det var et gavekort. Helt, helt sikker. “Uh, hvad mon det kan være?” kom det fra faren. “En flise?” udbrød Mynthe, da hun fik revet hul på papiret. “En haveflise?” Hun dykkede ned i kassen igen og pakkede to fliser mere ud. Jokum syntes ikke længere, det var spændende.
13
Mynthes_drøm_01_ins.indd 13
10/07/2019 10.52
Han var gået ind i stuen og slog hårdt på sin legexylofon, der lød, som om den var ved at blive smadret helt. “Der er noget dernede,” sagde Mynthe og fiskede en hvid kuvert frem. “Ej … tusind tak for det!” Det var et gavekort til centeret. På 750 kroner. “Mange tak, det er jeg virkelig glad for,” sagde Mynthe. Det var sandt, det var virkelig fedt at kunne bruge løs af penge i butikkerne i centeret. Klara skulle selvfølgelig med. De kunne få den fedeste dag. Måske kunne de gøre det allerede på lørdag? “Tak, mor, og tak, far!” Hun krammede dem hurtigt efter tur, først faren, fordi han allerede havde kigget på uret to gange og skulle have været kørt. Han arbejdede som lærer på en efterskole, og det tog en halv time i bil. Mynthe mærkede, at hendes far duftede anderledes. Ny deodorant, tænkte hun. “Selv tak, skattebasse,” sagde han. “Mor og jeg blev enige om, at det var bedst med et gavekort, selvom vi ikke er … ja, du ved. Men ellers skulle du jo bare have besvær med at bytte det hele, ikke? Hej-hej, vi ses i eftermiddag! Hej, Mette, og hej-hej, Jokum!” Så snappede han sin taske fra gulvet og var ude ad døren, mens Jokum stadig sad på gulvet i stuen og vinkede med en plastikhammer. Moren skænkede sig et halvt krus kaffe.
14
Mynthes_drøm_01_ins.indd 14
10/07/2019 10.52
“Det var selvfølgelig fars idé med fliserne og snyde pakken og alt det,” sagde hun. “Cool,” sagde Mynthe. “Eller fjollet,” mumlede moren og så på Mynthe over kanten af koppen. “Hvordan vidste du, hvad det var? Bare et godt gæt, eller har du hørt os diskutere om det? Jeg troede faktisk slet ikke, vi havde diskuteret det, mens du var hjemme.” “Jeg vidste det da heller ikke, så det var vel bare et gæt,” svarede Mynthe. “Går på badeværelset, ikke?” “O.K.” Hun tog den gamle skål med blomsterne i bunden, som hendes farmor havde malet engang, og som hun altid spiste yoghurt af om morgenen. Da hun åbnede opvaske maskinen for at sætte skålen på den øverste trådnethylde, så hun fire store, lyseblå kopper med en smal, hvid kant. De stod på rad og række inde i opvaskemaskinen, og der var også fire underkopper, som passede til. Hun havde aldrig set dem før. Eller jo. Det havde hun, bare ikke i virkeligheden. Mynthe tog den ene op i hånden og følte sig mærkeligt tilpas. Koppen var helt ren. “Mor … hvad er det her for nogle kopper?” “Det er nogle, jeg har købt billigt af en kollega på kontoret, faktisk lidt af et kup. Stellet hedder Sonja. Det er egentlig tekopper. De blev lavet på en fajancefabrik, som
15
Mynthes_drøm_01_ins.indd 15
10/07/2019 10.52
hed Aluminia, og de var topmoderne i tresserne og igen nu.” “Fajance,” gentog Mynthe. “Fajance er ikke helt så hårdt som porcelæn, og faktisk har det ikke særlig godt af opvaskemaskinen, men en enkelt gang skader nok ikke, og så bliver de bare ligesom helt rene, ikke?” Mynthe satte forsigtigt koppen på plads igen. “Jeg synes, jeg har set dem før.” “Ikke her i huset,” sagde moren. “Medmindre du har åbnet opvaskemaskinen i nat. For jeg havde dem med hjem i går, og jeg pakkede dem først ud sent i går aftes, fordi jeg ikke gad høre på alt fars sædvanlige pladder om, at han hader retro og teaktræsmøbler og alt det. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at samle på det stel, ikke?” Mynthe sagde ikke noget. Hun lukkede opvaske maskinen og gik ud på badeværelset og så sig i spejlet. Modsat i drømmen kunne hun se sit eget ansigt helt tydeligt, og hun var faktisk lidt bleg. Hun havde da ikke været i køkkenet i nat. Det var mærkeligt med de kopper. Mærkeligt, at hun først så dem i drømmen og bagefter også i virkeligheden. Hun gav sig til at plaske vand i hovedet. Der måtte vel være en eller anden fornuftig forklaring på det.
Mynthes_drøm_01_ins.indd 16
10/07/2019 10.52