Når violerne blomstrer

Af samme forfatter: Alle blomsterne i Paris

NaĚŠr violerne blomstrer_TRYK.indd 2

13.03.2020 13.15

SARAH JIO

R O MA N

På dansk ved Ulla Oxvig

GADS FORLAG

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 3

13.03.2020 13.15

Når violerne blomstrer er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter The Violets of March Copyright © Sarah Jio 2011 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-06022-2 1. udgave, 1. oplag Omslag: Imperiet Omslagsfoto: Shutterstock, Arcangel Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 4

13.03.2020 13.15

Til mine bedstemødre, Antoinette Mitchell og, nu afdøde, Cecelia Fairchild, som nærede min kærlighed til kunst og bøger og en fascination af 1940’erne.

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 5

13.03.2020 13.15

NaĚŠr violerne blomstrer_TRYK.indd 6

13.03.2020 13.15

“Og flodbredden bruser af marts måneds vand/ Lette af lykke betræder vi forårets land.”

Fra “Waters of March”af Antonio Carlos Jobim

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 7

13.03.2020 13.15

NaĚŠr violerne blomstrer_TRYK.indd 8

13.03.2020 13.15

KAPITEL 1

J

amen så er der vel ikke mere?” sagde Joel og stak hovedet ind ad døren til vores lejlighed. Hans blik gled rundt, som om han forsøgte at indprente sig hver en detalje i den hundrede år gamle toetagers lejlighed i New York, som vi fem år tidligere havde købt og sat i stand sammen – i lykkeligere tider. Der var flotte detaljer: entreen med det hvælvede loft, den gamle kaminhylde, vi havde fundet i en antikvitetshandel i Connecticut og bugseret hjem som en kostbar skat, og de mørke vægge i spisestuen. Vi havde længe været i tvivl om farven, men valgte til sidst en marokkorød, der var både vemodig og dramatisk. Den mindede nok en smule om vores ægteskab. Da den først var kommet op på væggene, mente han, at den var alt for orange. Jeg syntes, den var helt perfekt.

Et kort øjeblik mødtes vores blikke, men jeg kiggede hurtigt ned på tapeholderen, jeg havde i hånden, rev robotagtigt en strimmel af og lukkede hurtigt den sidste kasse med Joels ejendele, som han var kommet for at hente. “Vent,” sagde

“

9

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 9

13.03.2020 13.15

jeg, da jeg kom i tanke om den blå, læderindbundne bog, jeg tidligere på formiddagen havde fået et glimt af i den nu forseglede flyttekasse. Jeg så anklagende på ham. “Har du taget mit eksemplar af Og årene går: en kvindes liv?”

Jeg havde læst bogen på vores bryllupsrejse til Tahiti seks år forinden, selvom det ikke var mindet om turen, jeg ønskede at genoplive mellem dens slidte sider. Jeg aner stadig ikke, hvordan en Pulitzer-vindende roman fra 1931 af afdøde Margaret Ayer Barnes var endt i en støvet stak bøger til fri afbenyttelse i feriestedets lobby, men da jeg samlede den op og knækkede dens spinkle ryg, mærkede jeg en dyb genkendelse, som jeg havde svært ved at forklare. Bogen fortalte en bevægende historie om kærlighed, sorg og accept, om hemmelige lidenskaber og betydningen af ens inderste tanker, og den ændrede for altid den måde, jeg opfattede mit eget forfatterskab på. Måske var den endda årsagen til, at jeg holdt op med at skrive. Joel havde aldrig læst bogen, og det var jeg glad for. Den var simpelthen for intim til at dele med nogen. At læse den var som at læse min egen uskrevne dagbog.

Joel stod og så på, at jeg trak tapen af, åbnede kassen og rodede rundt i indholdet, til jeg fandt den gamle roman. Da jeg tog den op, udstødte jeg et dybt og udmattet suk.

“Undskyld,” sagde han forlegent. “Jeg vidste ikke, at den betød så meget for dig …”

Der var meget, han ikke vidste om mig. Jeg holdt bogen tæt ind mod min krop og satte igen tape på kassen. “Jeg tror, det er det hele,” sagde jeg og rejste mig igen.

10

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 10

13.03.2020 13.15

Han så afventende på mig, og denne gang gengældte jeg hans blik. Nogle få timer endnu – i hvert fald indtil jeg senere samme eftermiddag underskrev skilsmissepapirerne – ville han stadig være min ægtemand. Men det var svært at se ind i de mørkebrune øjne og vide, at den mand, jeg havde giftet mig med, nu forlod mig for en anden. Hvordan var vi endt her?

Dramaet om vores forliste kærlighed kørte som en tragisk film i mit hoved, som det havde gjort en million gange, siden vi var blevet separeret. Det startede en regnfuld morgen i november. Jeg stod og tilberedte røræg krydret med tabasco – hans livret – da han fortalte mig om Stephanie. At hun fik ham til at le. Hvor godt hun forstod ham. Hvor tæt forbundne de var. Af en eller anden grund fik det sidste mig til at tænke på to legoklodser, der sættes sammen, og jeg begyndte at ryste. Det er sært: når jeg tænker tilbage på den morgen, kan jeg stadig lugte de brankede æg og tabascoen.

Hvis jeg havde vidst, at duften ville komme til at markere afslutningen på mit ægteskab, havde jeg nok valgt at bage pandekager i stedet.

Jeg så endnu engang på Joels ansigt. Hans blik var trist og usikkert. Jeg vidste, at hvis jeg rejste mig og kastede mig i hans arme, ville han måske omfavne mig kærligt, som en undskyldende ægtemand, der alligevel blev hos mig i stedet for at afslutte vores ægteskab. Men, nej, sagde jeg til mig selv.

Skaden var sket. Vores skæbne var beseglet. “Farvel, Joel,” sagde jeg. Mit hjerte ville gerne være blevet, men min hjerne vidste bedre. Han skulle ud af mit liv.

Joel virkede såret. “Emily, jeg …”

11

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 11

13.03.2020 13.15

Håbede han på at blive tilgivet? På at få en chance mere?

Jeg vidste det ikke. Jeg rakte hånden frem for at forhindre ham i at sige mere. “Farvel,” sagde jeg. Det krævede al min styrke.

Han nikkede alvorligt og vendte sig mod døren. Jeg lukkede øjnene og lyttede, da han forsigtigt lukkede den efter sig.

Han låste den udefra, og det stak i mit hjerte. Han bekymrer sig stadig om mig … i hvert fald for, om jeg er i sikkerhed. Jeg rystede på hovedet og mindede mig selv om, at jeg skulle have låsen skiftet. Så lyttede jeg til hans fodtrin, der blev stadigt svagere, indtil de forsvandt i larmen fra gaden.

Senere ringede min telefon, og da jeg rejste mig for at besvare opkaldet, gik det op for mig, at jeg havde siddet på gulvet og været opslugt af Og årene går: en kvindes liv, lige siden Joel forlod lejligheden. Var der gået et minut? En time?

“Kommer du?” Det var Annabelle, min bedste veninde.

“Du lovede mig, at du ikke ville underskrive skilsmissepapirerne alene.”

Jeg så forvirret på uret. “Undskyld, Annie,” sagde jeg og fumlede i min taske efter nøglerne og den ubehagelige brune kuvert. Vi havde aftalt at mødes på restauranten for tre kvarter siden. “Jeg er på vej.”

“Godt,” sagde hun. “Jeg bestiller en drink til dig.”

The Calumet, der var vores favorit, når det gjaldt frokoststeder, lå fire blokke fra lejligheden, og da jeg ankom ti minutter senere, gav Annabelle mig et knus.

“Er du sulten?” spurgte hun, da vi havde sat os.

Jeg sukkede. “Nej.” 12

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 12

13.03.2020 13.15

Annabelle rynkede panden. “Kulhydrater,” sagde hun og rakte mig brødkurven. “Du har brug for kulhydrater. Nå, hvor er papirerne? Lad os nu få det overstået.”

Jeg trak kuverten op af min taske og lagde den forsigtigt på bordet, som om den var fyldt med dynamit.

“Du ved godt, at det alt sammen er din egen skyld, ikke?” sagde Annabelle med et skævt smil.

Jeg sendte hende et arrigt blik. “Hvad mener du med min skyld?”

“Man gifter sig ikke med mænd, der hedder Joel,” fortsatte hun med en tydelig misbilligende stemme. “Ingen gifter sig med mænd, der hedder Joel. Man dater dem, lader dem købe drinks og små pæne ting fra Tiffany, men man gifter sig ikke med dem.”

Annabelle var ved at skrive en ph.d. i social antropologi og havde brugt to år på at analysere data om ægteskab og skilsmisse ud fra en temmelig utraditionel teori. Ifølge hendes resultater kan man forudsige, hvor længe ægteskabet holder ved at se på mandens fornavn.

Hvis man gifter sig med en Eli, er det fryd og gammen i gennemsnitligt 12,3 år. Med en Brad? 6,4. Hedder han Steve, er det allerede slut efter blot fire år. Og Annabelle er overbevist om, at man aldrig – som i aldrig nogensinde – skal gifte sig med en Preston.

“Hvad er det nu, dine data fortæller om en Joel?”

“7,2 år,” svarede hun med neutral forskerstemme.

Jeg nikkede. Vi havde været gift i seks år og to uger.

“Du skal ud og lede efter en Trent,” fortsatte hun.

13

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 13

13.03.2020 13.15

Jeg skar en grimasse. “Jeg kan overhovedet ikke lide navnet Trent.”

“Hvad så med en Edward eller en Bill eller – nej, en Bruce,” sagde hun. “Det er alle sammen navne, der er forbundet med langvarige ægteskaber.”

“Okay,” sagde jeg sarkastisk. “Måske skulle du tage mig med ud og vælge en ægtemand på et plejehjem.”

Annabelle var høj og slank og smuk – Julia Roberts-smuk med langt, bølget kastanjebrunt hår, porcelænshud og intense mørke øjne. Hun var 33 og havde aldrig været gift. Hun sagde selv, at det skyldtes jazzmusik. Hun havde ikke haft held med at finde en mand, der holdt af Miles Davis og Herbie Hancock i samme grad som hun selv.

Hun vinkede til tjeneren. “Vi vil gerne have to mere af dem her.” Han strøg afsted med mit Martini-glas, der havde efterladt en fugtig ring på den brune kuvert.

“Det er nu,” sagde hun dæmpet.

Min hånd rystede en smule, da jeg stak den ind i kuverten og trak en stak papirer på halvanden centimeters tykkelse frem. Min advokats assistent havde markeret tre steder til underskrift med hidsigt pink post-it-sedler.

Jeg fandt en pen i min taske og fik en klump i halsen, da jeg satte mit navn på den første, den anden og den tredje side. Emily Wilson med et langstrakt y og et markant n.

Det var sådan, jeg havde skrevet mit navn siden 5. klasse.

Så noterede jeg sjusket datoen, 28. februar 2005, dagen for vores ægteskabs ophør.

“Dygtig pige,” sagde Annabelle og skubbede en frisk 14

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 14

13.03.2020 13.15

Martini over mod mig. “Har du så tænkt dig at skrive om Joel?” Fordi jeg er forfatter, mente Annabelle og alle andre, jeg kendte, at den bedste hævn ville være at skrive en nøgleroman om mit forhold til Joel.

“Du kan udtænke en hel historie om ham, men ændre hans navn en smule,” fortsatte hun. “Måske skulle du kalde ham Joe og fremstille ham som en total idiot.” Hun tog en bid mad og fik den i den gale hals, fordi hun spiste og lo på samme tid. “Nej, en total idiot med rejsningsproblemer.”

Det eneste problem var, at selv hvis jeg havde haft planer om at skrive en hævnroman om Joel – hvilket jeg bestemt ikke havde – ville det være blevet en virkelig ringe bog. Teksten – hvis jeg da overhovedet ville være i stand til at producere sådan en – ville blive ganske fantasiløs. Det ved jeg, fordi jeg hver morgen de sidste otte år havde sat mig ved skrivebordet og stirret på en blank skærm. Af og til fandt jeg på en rigtig god sætning eller måske endda et par udmærkede sider, men så kom der ikke mere. Og når først jeg var løbet tør for ord, var der intet at gøre.

Min terapeut, Bonnie, kaldte det sygelig (som i uhelbredelig) skriveblokering. Min muse var blevet syg, og prognosen for hendes helbredelse så ikke god ud.

For otte år siden skrev jeg en bestsellerroman. For otte år siden var jeg i den syvende himmel. Jeg var slank – ikke at jeg er fed nu (okay, måske en lille smule på lårene) – og mit navn stod på New York Times’ bestsellerliste. Og hvis New York Times havde haft en liste over folk, der levede det fedeste liv, ville mit navn også have stået på den.

15

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 15

13.03.2020 13.15

Da min bog, Calling Ali Larson, var blevet udgivet, opfordrede min agent mig til at skrive en efterfølger. Læserne ville gerne have en fortsættelse, forklarede hun mig. Og forlaget havde allerede tilbudt at fordoble mit forskud på den næste bog. Men uanset hvad jeg gjorde, havde jeg ikke mere at skrive, ikke mere at sige. Til sidst holdt min agent op med at ringe. Forlaget rykkede ikke. Læserne mistede interessen.

Det eneste bevis på, at mit tidligere liv havde været andet end ren indbildning, var de royaltychecks, som med jævne mellemrum landede i min postkasse, og lejlighedsvise breve fra en lettere sindsforvirret læser ved navn Lester McCain, der mente, at han var forelsket i Ali, min romans hovedperson.

Jeg kan stadig huske det gib, det gav i mig, da Joel kom hen til mig under udgivelsesfesten, der blev holdt på Madison Park Hotel. Han var til et cocktailparty i et tilstødende lokale, da han fik øje på mig gennem døråbningen. Jeg var klædt i en Betsey Johnson-kjole, som i 1997 var topmålet af elegance: en sort, stropløs sag, som jeg havde spenderet et pinligt stort beløb på. Men jo, den var alle pengene værd.

Den hang stadig i mit klædeskab, og jeg fik pludselig lyst til at gå hjem og brænde den.

“Du ser fantastisk ud,” havde han sagt temmelig ligefremt, inden han overhovedet havde præsenteret sig. Jeg kan huske, hvordan jeg reagerede, da jeg hørte ham sige de ord. Sætningen kunne være hans sædvanlige scorereplik, og lad os nu være realistiske: Det var den sikkert. Men han fik mig til at føle mig som en million. Og det var så typisk Joel.

Et par måneder forinden havde mandebladet GQ trykt et 16

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 16

13.03.2020 13.15

stort tema om de mest attraktive, “almindelige” ugifte mænd i USA – nej, ikke den sædvanlige liste, hvor man kan være sikker på, at George Clooney er med hvert andet år. Her gjaldt det en surfer fra San Diego, en tandlæge fra Pennsylvania, en lærer i Detroit og, jo, en advokat i New York. Joel.

Han lå på top-10. Og på en eller anden måde var det mig, der scorede ham.

Og mistede ham.

Annabelle viftede med hænderne foran mit ansigt. “Jorden kalder Emily,” sagde hun.

“Undskyld,” sagde jeg og gøs. “Nej, jeg kommer ikke til at skrive om Joel.” Jeg rystede på hovedet, skubbede papirerne tilbage i kuverten og lagde den tilbage i min taske. “Hvis jeg nogensinde skriver noget igen, bliver det helt anderledes end alle de andre historier, jeg gennem tiderne har skrevet.”

Annabelle sendte mig et forvirret blik. “Hvad med efterfølgeren til din bestseller? Har du ikke tænkt dig at gøre den færdig?”

“Ikke længere,” sagde jeg og foldede en papirserviet halvt og derefter halvt over igen.

“Hvorfor ikke?”

Jeg sukkede. “Jeg kan ikke længere finde ud af det. Jeg formår ikke at tvinge 85.000 middelmådige ord frem, selv hvis de kunne skaffe mig en bogkontrakt. Selv hvis de kunne få tusinder af mennesker til at tage den færdige roman med på ferie og ligge og læse den på stranden. Nej, hvis jeg nogensinde skriver noget igen – hvis jeg overhovedet kommer i gang – bliver det helt anderledes.”

17

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 17

13.03.2020 13.15

Annabelle så ud, som om hun havde lyst til at rejse sig op og klappe. “Hvor er det godt,” sagde hun og smilede. “Du lyder, som om du gør fremskridt.”

“Det gør jeg bestemt ikke,” svarede jeg vrangvilligt.

“Det gør du da helt bestemt,” gav hun igen. “Lad os lige analysere det her lidt mere.” Hun slog hænderne sammen.

“Du sagde, at du vil skrive noget helt anderledes, men det, jeg hører dig sige, er, at dit hjerte ikke var rigtig med i den sidste bog.”

“Det kan der måske være noget om,” sagde jeg og trak på skuldrene.

Annabelle fiskede en oliven op fra sit Martini-glas og stak den i munden. “Hvorfor skriver du ikke om noget, der er rigtig betydningsfuldt for dig?” sagde hun et øjeblik efter. “Det kan være et sted eller et menneske, som har inspireret dig.”

Jeg nikkede. “Er det ikke det, alle forfattere forsøger at gøre?”

“Det er det vel,” sagde hun og verfede tjeneren af med et vi-har-det-fint-og-nej-tak-vi-skal-ikke-have-regningen-blik.

Så vendte hun igen sit intense blik mod mig. “Men har du nogensinde prøvet? Jeg mener, din bog var fantastisk … det var den virkelig, Em … men var der noget i den, som var, øh, sådan rigtig dig?”

Hun havde ret. Det var en udmærket historie. Den var for pokker da blevet en bestseller. Så hvorfor havde jeg så svært ved at være stolt af den? Hvorfor følte jeg mig ikke forbundet med den?

“Jeg har kendt dig længe,” fortsatte hun, “og jeg ved, det 18

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 18

13.03.2020 13.15

ikke var en historie, der voksede ud af dit liv og dine erfaringer.”

Det var rigtigt. Men hvad kunne jeg trække på i mit liv?

Jeg tænkte på mine forældre og bedsteforældre og rystede så på hovedet. “Det er netop problemet,” sagde jeg. “Andre forfattere har så meget at gøre godt med … onde mødre, misbrug, eventyrlige barndomsoplevelser. Mit liv har været helt og aldeles almindeligt. Ingen dødsfald. Ingen knuste hjerter. Ikke engang et dødt kæledyr. Min mors kat, Oscar, fylder snart 22. Der er intet at bygge en fantastisk historie på … jeg har overvejet det hele.”

“Nu tror jeg, du er lidt hård ved dig selv,” sagde hun. “Der må være et eller andet. En gnist, der har sat noget i gang.”

Denne gang tillod jeg mine tanker at vandre helt frit, og jeg kom som det første til at mindes min tante Bee, som egentlig var min mors moster, og hendes hjem på Bainbridge Island i staten Washington. Jeg savnede hende lige så meget, som jeg savnede øen. Hvorfor havde jeg dog ladet så mange år gå siden mit sidste besøg? Bee, der var 85, men virkede som en på 29, havde aldrig fået børn, så min søster og jeg var i mangel af bedre blevet hendes erstatningsbørnebørn.

Hun sendte os fødselsdagshilsner med nye 50-dollarsedler, julegaver, der faktisk var ret cool, og slik til Valentinsdag, og når vi tog ned fra vores barndomshjem i Portland, Oregon, og besøgte hende om sommeren, sneg hun sig altid til at stikke et stykke chokolade ind under vores hovedpuder, inden vores mor nåede at råbe: “Nej, de har lige børstet tænder!”

Bee var bestemt ikke, som folk er flest. Men der var også 19

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 19

13.03.2020 13.15

noget lidt mystisk ved hende. Hun talte for meget. Eller for lidt. Hun var på en gang hjertelig og irritabel, gavmild og egoistisk. Og så var der hendes hemmeligheder. Dem elskede jeg hende for.

Min mor sagde altid, at når folk lever det meste af deres liv alene, bliver de blinde for deres egne særheder. Den teori var jeg måske ikke helt enig i, nok mest fordi jeg var bekymret for selv at ende som gammel og alene. Så indtil videre holdt jeg bare øje med tegnene.

Bee. Jeg kunne straks se hende sidde ved køkkenbordet på Bainbridge Island. I alle de år, jeg har kendt hende, har hun spist det samme til morgenmad: ristet surdejsbrød med smør og pisket honning. Hun deler den gyldenbrune skive i fire små kvarter og arrangerer dem på et stykke køkkenrulle, hun på forhånd har foldet halvt over. Hvert stykke får et lag smør så tykt som glasur på en cupcake og til sidst en rigelig portion honning øverst. Som barn så jeg hende gennemføre ritualet hundredvis af gange, og når jeg i dag bliver syg, virker ristet surdejsbrød med smør og honning som den bedste medicin.

Bee er ikke nogen smuk kvinde. Hun er højere end de fleste mænd og har et ansigt, der på en eller anden måde er for bredt, skuldre, der er for store, og tænder, der fylder for meget i munden. Og alligevel afslører de sort-hvide fotografier fra hendes ungdom en særlig friskhed, som alle kvinder udstråler i 20’erne.

Jeg var meget optaget af et ganske særligt billede af hende fra netop den alder. Det hang i en muslingepyntet ramme højt oppe på væggen i entreen i mit barndomshjem. Ikke 20

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 20

13.03.2020 13.15

ligefrem en hædersplads, eftersom man blev nødt til at stå på en trappestige for at se det rigtigt. Det gamle fotografi med tungekant viste Bee, som jeg aldrig havde kendt hende.

Hun sad sammen med en flok veninder på et strandtæppe og virkede i den grad sorgløs. Ja, hun smilede faktisk temmelig forførende. En af de andre kvinder lænede sig ind mod hende og hviskede et eller andet i hendes øre. En hemmelighed. Bee holdt på en perlekæde, der hang og dinglede omkring hendes hals, mens hun så ind i kameraet med et blik, jeg aldrig havde set hende sende onkel Bill. Jeg overvejede, hvem der mon havde befundet sig bag kameraet den dag for alle de år siden.

“Hvad sagde hun?” spurgte jeg som lille pige min mor, da jeg en dag stod og kiggede op på fotografiet.

Mor så ikke op fra den bunke vasketøj, hun var ved at bugsere gennem entreen. “Hvad sagde hvem?”

Jeg pegede på kvinden ved siden af Bee. “Den smukke dame, der hvisker i tante Bees øre.”

Mor rettede sig straks op og kom over og stillede sig ved siden af mig. Hun rakte op og tørrede støvet af rammeglasset med ærmet af sin sweater. “Det får vi aldrig at vide,” sagde hun og stirrede på billedet. Der var en tydelig beklagelse i hendes stemme.

Min mors afdøde onkel Bill var en flot soldaterhelt fra Anden Verdenskrig. Det hed sig, at han havde giftet sig med Bee for pengenes skyld, men det er en teori, jeg har svært ved at få til at stemme overens med virkeligheden. Gennem min barndoms sommerferier havde jeg set, hvordan han kyssede 21

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 21

13.03.2020 13.15

hende, hvordan han lagde armen om hendes liv. Han havde elsket hende – det var der ingen tvivl om.

Og alligevel kunne jeg høre på min mor, at hun misbilligede deres forhold, at hun mente, at Bill kunne have gjort et bedre parti. I hendes øjne var Bee for anderledes, for ukvindelig, for anmassende. På alle måder for meget.

Men vi besøgte Bee sommer efter sommer. Også efter at onkel Bill døde, da jeg var ni år gammel. Stedet var nærmest af en anden verden med havmågerne, der gled frem og tilbage på himlen, de frodige, vildtvoksende haver, duften af Puget Sound, det store køkken med vinduerne, der vendte ud mod det grå vand og det evige brus af bølger, der blev brudt mod kysten. Min søster og jeg elskede øen, og til trods for min mors følelser over for Bee, ved jeg, at hun også elskede den. Bainbridge Island havde en beroligende virkning på os alle sammen.

Annabelle sendte mig et sigende blik. “Du har jo allerede en historie i hovedet, ikke?”

Jeg sukkede. “Måske,” sagde jeg forbeholdent.

“Hvorfor tager du ikke ud og rejser en tid?” foreslog hun.

“Du har brug for at komme væk. For at tænke på noget andet.”

Jeg rynkede på næsen ved tanken. “Hvor skulle jeg dog tage hen?”

“Et sted langt bort herfra.”

Hun havde ret. The Big Apple er et lunefuldt sted. Der er både højt at flyve og dybt at falde i storbyen.

“Vil du med?” Jeg forestillede mig allerede, hvordan vi ville ligge og drikke cocktails pyntet med små parasoller på en tropisk palmestrand.

22

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 22

13.03.2020 13.15

Hun rystede på hovedet. “Nej.” “Hvorfor ikke?” Jeg følte mig som en hundehvalp, en skræmt og fortabt hundehvalp, der kun ønskede sig, at nogen ville give den halsbånd på og sige, hvor vi skulle hen, hvad vi skulle lave, og hvordan den skulle klare sig.

“Jeg kan ikke tage med, for det her er noget, du har brug for at klare helt selv.” Annabelles ord ringede i mine ører. Hun så mig ind i øjnene, som om det var livsvigtigt, at jeg lyttede til hvert et ord, hun skulle til at sige. “Em, dit ægteskab er slut, og du har endnu ikke fældet en eneste tåre.”

På vejen hjem til min lejlighed tænkte jeg over det, Annabelle havde sagt, og mine tanker vendte igen tilbage til tante Bee. Hvorfor havde jeg ladet så mange år gå uden at besøge hende?

Jeg blev opmærksom på en skinger lyd, der umiskendeligt stammede fra metal mod metal, og kiggede op. En vindfløj udformet som en and snurrede larmende rundt i vinden på taget af en nærliggende cafe. Den var lavet af kobber, som efterhånden havde fået en smuk grågrøn patina.

Mit hjerte hamrede, mens jeg stirrede på det velkendte syn. Hvor havde jeg set det før? Så slog det mig. Maleriet. Bees maleri. Indtil det øjeblik havde jeg glemt alt om det 13 x 18 centimeter store lærred, hun havde foræret mig, da jeg var en lille pige. Dengang malede hun af og til, og jeg huskede den store ære, jeg følte, det var at blive valgt til at passe på hendes kunst. Jeg havde kaldt billedet et mesterværk, og mine ord fik hende til at smile.

Jeg lukkede øjnene og så tydeligt oliemaleriet for mig: 23

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 23

13.03.2020 13.15

vindfløjen, der sad på taget af det gamle sommerhus, og parret, som gik hånd i hånd i vandkanten.

Skyldfølelsen vældede op i mig. Hvor var maleriet blevet af? Jeg havde pakket det væk, da Joel og jeg flyttede ind i lejligheden – han syntes ikke, det passede sammen med vores indretningsstil. Præcis som jeg havde lagt afstand til øen, jeg havde elsket som barn, havde jeg gemt minderne om min fortid væk i kasser. Hvorfor? Af hvilken grund?

Jeg satte farten op, indtil jeg nærmest løb afsted. Jeg tænkte på Og årene går: en kvindes liv. Var maleriet også endt i en af Joels flyttekasser ved et uheld? Eller – og det ville være endnu værre – havde jeg ved en fejl lagt det i en af poserne med bøger og tøj, der ville blive hentet af en genbrugsorganisation? Jeg nåede hoveddøren til lejligheden og stak hurtigt nøglen i låsen, hvorefter jeg sprang op ad trappen til soveværelset og rev døren til garderobeskabet op på vid gab. På den øverste hylde stod to kasser. Jeg trak den ene ned og rodede gennem indholdet: et par sovedyr fra min barndom, en æske med gamle Polaroid-fotos og en del notesbøger fulde af udklip fra de to år, jeg skrev for collegeavisen. Men intet maleri.

Jeg rakte op efter den anden kasse, kiggede i den og fandt en kludedukke, en æske med små breve fra kærester i 8. og 9. klasse og min elskede lyserøde dagbog med lås fra grundskolen. Det var det.

Hvordan havde jeg båret mig ad med at miste maleriet?

Hvordan kunne jeg have været så sløset? Jeg rejste mig og gennemgik skabet en ekstra gang. En plasticpose, der var skubbet langt ind i et af de bageste hjørner, fangede pludselig 24

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 24

13.03.2020 13.15

min opmærksomhed. Mit hjerte hamrede af spænding, da jeg trak den ud i lyset.

Nede i posen omviklet med et badehåndklæde i turkise og pink farver lå maleriet. Det gjorde ondt et sted dybt i mig, da jeg igen sad med det i hænderne. Vindfløjen, stranden, det gamle hus. Det hele var, som jeg huskede. Bortset fra parret.

Noget var anderledes. Jeg havde altid tænkt, at det forestillede Bee og onkel Bill. Kvinden var helt sikkert Bee med de lange ben klædt i de sædvanlige babyblå capribukser. Hun kaldte dem altid “mine sommerbukser”. Men manden var ikke onkel Bill. Nej. Hvordan kunne jeg have overset det?

Bill havde lyst, sandfarvet hår. Men manden på maleriet havde mørkt, krøllet hår. Hvem var han? Og hvorfor havde Bee malet dem sammen?

Jeg lod rodet ligge på gulvet og gik med maleriet i favnen nedenunder for at finde min adressebog. Jeg trykkede det velkendte nummer på min telefon og trak vejret dybt, mens jeg lyttede til ringetonen en gang og derefter en gang mere.

“Hallo?” Hendes stemme var den samme – dyb og kraftig med bløde kanter.

“Bee, det er mig, Emily,” sagde jeg. Min stemme knækkede lidt over. “Jeg er ked af, at det er så længe siden. Det er bare, fordi ….”

“Pjat med dig, søde ven,” sagde hun. “Det behøver du ikke undskylde. Har du fået mit postkort?”

“Dit postkort?”

“Ja, jeg sendte det i sidste uge, da jeg hørte nyheden.”

“Ved du det allerede?” Jeg havde ikke fortalt ret mange 25

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 25

13.03.2020 13.15

mennesker om bruddet med Joel. Hverken mine forældre i Portland – ikke endnu i hvert fald – eller min søster i Los Angeles med hendes perfekte børn, tilbedende mand og økologiske køkkenhave. Ikke engang min terapeut. Og alligevel overraskede det mig ikke synderligt, at rygtet allerede var nået til Bainbridge Island.

“Ja,” sagde hun. “Og jeg tænkte, at du måske har lyst til at komme på besøg herude?” Hun holdt en pause. “Øen er et vidunderligt sted at komme sig over et knust hjerte.”

Jeg lod min finger glide langs kanten af maleriet. Der var ikke noget sted, jeg hellere ville være lige nu – på Bainbridge Island, i Bees store, lune køkken.

“Hvornår kommer du?” Bee er altid meget ligefrem.

“Er i morgen for tidligt?”

“I morgen,” sagde hun, “er det den første marts, søde ven.

Det er den måned, hvor sundet er smukkest. Alting lever.”

Jeg vidste straks, hvad hun mente. Det frådende grå hav.

Tang og alger og muslinger. Jeg kunne næsten smage den salte luft. Bee troede på, at Puget Sound lægede alle sår. Så snart jeg ankom, ville hun opfordre mig til at tage skoene af og vade rundt i vandet, selv hvis det var over midnat, eller temperaturen lå under seks grader. Hvilket den uden tvivl gjorde.

“Og Emily?”

“Ja? “Der er noget vigtigt, vi skal tale om.”

“Hvad?”

“Ikke nu. Ikke over telefonen. Når du ankommer, søde ven.”

26

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 26

13.03.2020 13.15

Da jeg havde lagt på, gik jeg nedenunder og tømte postkassen, som indeholdt en kreditkortsregning, et katalog fra Victorias Secret – adresseret til Joel – og en stor, kvadratisk kuvert. Jeg genkendte returadressen, og det tog mig kun et øjeblik at huske, hvor jeg havde set den før: på skilsmissepapirerne. Jeg havde i øvrigt også googlet den ugen forinden.

Det var Joels nye byhus på 57. gade – som han delte med Stephanie.

Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i kroppen, da det gik op for mig, at det måske var Joel, der forsøgte at række en hånd ud til mig. Måske sendte han mig et brev eller et kort – nej, en romantisk start på en skattejagt: en invitation til at møde ham et sted ude i byen, hvor der ville være endnu et spor, og efter fire mere ville han pludselig stå foran det hotel, hvor vi mødtes for første gang. Og han ville holde en rose i hånden – nej, et skilt og der ville stå UNDSKYLD. JEG ELSKER DIG. TILGIV MIG. Sådan ville det være. Det ville være den perfekte afslutning på en tragisk kærlighedshistorie.

Giv os nu en og-de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-endeslutning, Joel, hviskede jeg, da jeg fulgte kuvertens kant med fingeren. Han elsker mig stadig. Han har stadig varme følelser for mig.

Men da jeg åbnede kuverten og forsigtigt trak det guldrandede kort ud, eksploderede drømmesynet i tusind stykker.

Jeg kunne ikke andet end at stirre.

Det kraftige papir. Den flotte kalligrafi. Det var en bryllupsinvitation. Hans bryllupsinvitation. Klokken 18. Middag. Dans. Fejring af deres kærlighed. Oksekød eller kylling.

27

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 27

13.03.2020 13.15

Kommer meget gerne. Må desværre melde afbud. Jeg gik ud i køkkenet, gik roligt forbi kurven med genbrugsaffald og vippede i stedet den lille gyldne stak papir i skraldespanden til restaffald, hvor den landede oven på en kinaboks med muggen kylling-chow mein.

Jeg stod og fumlede så meget med resten af posten, at jeg tabte et magasin, og da jeg bøjede mig ned for at samle det op, opdagede jeg postkortet fra Bee. Det var gledet ind mellem siderne på The New Yorker. På forsiden var der et billede af en hvid færge med grønne kanter og pyntelister, som var på vej ind i Eagle Harbour. Jeg vendte kortet og læste: Kære Emily, Øen har det med at kalde en tilbage, når det er tid. Kom hjem. Jeg har savnet dig, min kære.

Kærlig hilsen Bee Jeg trykkede postkortet ind mod brystet og sukkede dybt.

Når violerne blomstrer_TRYK.indd 28

13.03.2020 13.15