Naturvidenskabens ildsjæle

NATURVIDENSKABENS ILDSJÆLE

Selskabet for Naturlærens Udbredelse gennem 200 år

Naturvidenskabens ildsjæle

– Selskabet for Naturlærens Udbredelse gennem 200 år

Cecilie M.K. Pedersen, Charlotte Koldbye, Anja C. Andersen, Martin Bech, Hans Buhl, Henning Haack, Erik Høg, Anja Skaar Jacobsen, Mogens Høgh Jensen, Helge Kragh, Poul R. Kruse, Rosa Nan Leunbach, Gregers Mogensen, Kristian Hvidtfelt Nielsen, Anita Kildebæk Nielsen, Dorte Olesen, Jens Olaf Pepke Pedersen, Annette Buhl Sørensen, Laila Zwisler

© 2024 Forfatterne og Nord Academic

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Billedredaktion: Therese Boisen Haas

Omslag og grafisk tilrettelægning: Helle Rindom

Tryk: PNB Print, Letland

Printed in Latvia 2024

1. udgave, 1. oplag 2024

ISBN 978-87-12-07637-7

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne publikation er udgivet med støtte fra Carlsbergs Mindelegat

Torkil Holms Fond

Nord Academic – en del af Gads Forlag.

Læs om Nord Academics klimakompensering af vores bogproduktion på nordacademic.dk

Illustrationen på bogens forside forestiller bagsiden af H.C. Ørsted Medaljen, som Selskabet for Naturlærens Udbredelse indstiftede i 1908. Den blev modelleret af Gunnar Jensen fra Den Kgl. Mønt og uddelt første gang i 1909.

Dedikeret til Selskabets protektor gennem 52 år

H.M. Dronning Margrethe 2.

1. Fra udbredelse af naturlæren til forskningskommunikation ......................... 12

2. Selskabets første 100 år ............................................................................... 50

3. En lovende start på Selskabets andet århundrede, 1924-1939 .................... 90

4. Selskabet under 2. Verdenskrig, 1940-1945 ................................................

5. Interessen for naturvidenskab vokser overalt i samfundet, efterkrigstiden 1945-1965 ..........................................................................

6. En br ydningstid med nye udfordringer, 1966-1976...................................... 169

7. Mere fokus på de unge, 1976-1987 ............................................................... 207

8. Nyt liv i Selskabet, 1987-1999 ......................................................................

9. Nye veje, nye

FORORD

Denne bog er blevet til for at fejre Selskabet for Naturlærens Udbredelses 200-års jubilæum. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt, at SNU, der blev stiftet af videnskabsmanden H.C. Ørsted tilbage i 1824, stadig kører på fuldt blus med det uændrede formål at udbrede kendskab til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse.

Kendskabet til den videnskab, vi baserer mange af vores dagligdags gøremål på, udgør et vigtigt fundament for udviklingen siden H.C. Ørsteds tid. Forskning og forskningsbaserede uddannelser øger det generelle vidensniveau og bidrager til at skabe en dygtigere og mere innovativ arbejdskraft. Men formidling af forskningens resultater rækker videre end det; en større fælles viden kan i sidste ende forbedre den demokratiske dialog og dermed ideelt set de politiske beslutninger.

Siden sin oprettelse har SNU afholdt foredrag om de vigtigste fremskridt på fysikkens, kemiens og de tilgrænsende videnskabers område. Derudover har SNU siden 1902 stået for udgivelse af et populært videnskabeligt tidsskift for fysik og astronomi, der i dag har navnet KVANT, siden 1909 for uddeling af H.C. Ørsted Medaljer i guld, sølv og bronze og siden 1941 for uddeling af Kirstine Meyer Legater til lovende unge forskere.

Som led i fejringen af jubilæumsåret 2024 har SNU uddelt to guldmedaljer for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysik og kemi. Medaljerne blev overrakt af Kong Frederik 10. til professor Jens Kehlet Nørskov fra Danmarks Tekniske Universitet og professor Morten Meldal fra Københavns Universitet, og det kan man læse mere om i efterordet eller på vores hjemmeside snu.dk. Derudover er der uddelt en bronzemedalje til den inspirerende grudskolelærer Louise Ibsen fra Sluseholmen Skole, og der vil blive uddelt flere medaljer og et Kirstine Meyer Legat. Udover denne jubilæumsbog og den omfattende medaljeuddeling står SNU i 2024 også for udstillingen “Fra forsker til folk” i Rundetaarn. Den har, ligesom denne bog, fokus på, hvordan Selskabet gennem sine 200 år har dannet ramme om formidling af naturvidenskab og teknologi til brede kredse af den danske befolkning. Men sideløbende fortælles der også om, hvordan videnskabelig forskning har affødt ændringer i vores hverdag – fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetisme, der gav os elektricitet overalt i samfundet og i dag muliggør effektive vindmøller og elbiler, til Niels Bohrs atommodel, der har ført til nye diagnosemetoder i lægeverdenen, atomkraft og den moderne elektronik, vi omgiver os med. Bogen belyser SNUs historie gennem otte kapitler, der hver dækker forskellige tidsperioder. De fortæller historien om, hvordan Selskabet har udviklet sig i sammenhæng med det omliggende samfund, og belyser gennem et væld af korte artikler nogle af de mange personer, der har tegnet SNUs virke gennem årene eller

har været guldmedaljemodtagere. Det er værd at bide mærke i, at flere af de ildsjæle, der præsenteres her, delvis er gået i glemmebogen, selvom de har ydet betydelige bidrag til både dansk forskning og erhvervsliv i deres levetid. Derfor er jeg særlig glad for, at de får plads her som del af Selskabets historie, så vi alle kan lære dem at kende. Og jeg vil gerne takke alle bidragyderne til denne bog, rammefortællerne, der har skruet hovedfortællingen sammen, såvel som de øvrige forfattere til bogens mange tekster. Uden deres begejstring og ildhu ville meget af Selskabets historie ikke være blevet gravet frem til glæde for os alle.

En f rivillig forening som Selskabet for Naturlærens Udbredelse er kun noget i kraft af sine medlemmer og alle dem, som gennem årene har stillet frivilligt op som del af Selskabets aktiviteter. Til alle dem skal også lyde et kæmpe tak!

Ud over sin interesse i naturvidenskab var H.C. Ørsted også optaget af at forbedre det danske sprog med nye ord. En del af Ørsteds ord er siden gået i glemmebogen, men ét af dem vil det måske være passende at hente frem her, da det på bedste vis beskriver SNUs medlemmer: visdomselskende. For det er lige netop det, medlemmerne er.

Et andet af H.C. Ørsteds ord, der bedst beskriver det Selskab, som han grundlagde for nu 200 år siden, er ordet udødelighedshåb. For han fik startet et Selskab, hvis lange levetid og fortsatte eksistensberettigelse skyldes, at de skiftende foredragsrækker, som direktionen planlægger hvert år, hele tiden peger fremad mod nye landvindinger i forskningen. Og altid, helt i H.C. Ørsteds ånd, med et blik for, hvad der kan blive interessant for dansk erhvervsliv.

Uanset om du, kære læser, er et trofast medlem af SNU eller først stifter bekendtskab med Selskabets eksistens gennem denne bog, så håber jeg, at bogen vil øge din viden, vække din nysgerrighed og give anledning til spørgsmål. Tag gerne dine spørgsmål med dig til et af SNUs foredrag – så kan de måske blive besvaret eller som minimum blive vendt, for forundring og nysgerrighed er noget, vi med fordel deler med hinanden i SNU.

God fornøjelse!

Anja C. Andersen

Præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse Juni 2024

Maleriet ”Industriens mænd” forestiller åbningen af det nyopførte Østre Elværk ved Trianglen på Østerbro. Det blev bestilt af G.A. Hagemann, som på det tidspunkt var nyudnævnt direktør for Poly-

teknisk Læreanstalt, medejer af Øresunds chemiske Fabrikker samt bestyrelsesformand for både B&W og De danske Sukkerfabrikker og medlem af SNUs direktion. Maleri af P.S. Krøyer (1903-04).

Kapitel 1

FRA UDBREDELSE AF NATURLÆREN TIL FORSKNINGSKOMMUNIKATION

Af Kristian Hvidtfelt Nielsen

Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet i 1824 til fremme af oplysning, dannelse og erhvervsudvikling. Disse ideer, fremsat af H.C. Ørsted, er stadigt aktuelle og bliver i dag, 200 år senere, suppleret af demokratisk dialog og debat om naturvidenskab.

Inspiration fra England

Hans Christian Ørsted havde en fornøjelig og behagelig tur fra Dover til London torsdag d. 1. maj 1823. Han var ankommet til Dover dagen før med dampskib fra Calais i det skønneste vejr. På sejlturen havde han mødt Arnould Humblot-Conté, fransk politiker og direktør for blyantsfabrikken Conté, hvis datter var gift med kemikeren baron Louis Jacques Thénard, der var kendt for sine arbejder med farvestoffer, særligt koboltblå.

I sine rejsebreve skriver Ørsted, at han og Humblot-Conté i diligencen på vej mod London førte ”vidtlöftige Samtaler” om fransk litteratur, kemi og fysik. Turen gik hurtigt, kun ti timer for de 120 km, og vejen var ”som et Stuegulv”, fandt Ørsted. De vidtløftige samtaler blev kun afbrudt af ”en meget artig englænder”, Smith, der tålmodigt øvede Ørsted, Humblot-Conté og de øvrige passagerer i at tale engelsk.

H.C. Ørsted var på triumftog til Europas videnskabelige centre efter sin opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Allerede i 1821 var han blevet optaget som udenlandsk medlem af Royal Society, egentlig Royal Society of London for Improving Natural Knowledge, et af verdens første og mest anerkendte videnskabelige selskaber, dengang som nu. Han havde tidligere på rejsen besøgt Berlin og Paris, og nu var turen altså kommet til London. Her fik han formelt indskrevet sit navn i Royal Societys medlemsbog ved et møde den 8. maj 1823.

Charles Dickens’ foredrag afholdt i Liverpool Mechanics’ Institution den 22. februar 1844 om aftenen.

Det London, som Ørsted oplevede, summede af teknologi, videnskab og oplysning. Efter sejren i Revolutions- og Napoleonskrigene 1792-1815 stod Storbritannien tilbage som verdens førende stormagt. Industrialiseringen var i fuld gang, og med den skete der store omvæltninger i hele samfundet. Da Ørsted ankom til London, var byen præget af liberale og demokratiske ideer, ledsaget af en udpræget lyst til at eksperimentere, gøre nye opfindelser og lave reformer inden for politik, økonomi, teknologi og videnskab. Utilitarismen, altså nyttetænkning og nytteetik, var den førende ideologi, og videnskab blev set som et vigtigt redskab for at gøre nytte i samfundet og ikke bare for de herskende klasser. Ørsted besøgte mange fremtrædende videnskabsfolk og ingeniører, og han bemærkede ”de skjönne Mindesmærker, Englænderne hvert År sætter flere af, for deres Almenaand og stigende Interesse for Videnskaberne”.

Ét af disse ”mindesmærker”, som Ørsted var særligt interesseret i, var London Institution. Det var en uddannelsesinstitution, der var oprettet i 1806 med det formål at gøre naturvidenskabelig oplysning og dannelse tilgængelig for en større del af befolkningen. I 1815 var institutionen rykket ind i fornemme omgivelser ved Finsbury Circus. Efter sit besøg i maj 1823 beskrev Ørsted London Institution ”som en Bygning, der vel kunde gaae for et Slot; det har prægtige Læsesahle og andre videnskabelige Indretninger; blandt andet har man der en fortrinlig

Samling af physiske Instrumenter”. Derudover havde London Institution et stort bibliotek og gennemførte offentlige forelæsninger for både mænd og kvinder til ”Udbredelse af brugbar Viden”. Institutionen var oprettet med inspiration fra Royal Institution i Londons West End, som Ørsted også besøgte, mens han var i London, og som også havde hjemme i en fornem bygning.

Ørsted rejste videre fra London til Edinburgh med dampskib og derfra tilbage igen med stop i nogle af Nordenglands større byer. I Liverpool mødte han den britiske læge og kemiker Thomas Stewart Traill, der i samme måned, som Ørsted var på besøg, nemlig juli 1823, grundlagde Liverpool Mechanics’ Institute. Det havde til formål at udbrede kendskabet til de tekniske og naturvidenskabelige fagområder. Et par måneder efter blev der oprettet et tilsvarende institut i London, og de efterfølgende år blev disse Mechanics’ Institutes meget populære, så ved 1800-tallets midte var der omkring 700 tilsvarende institutter rundt om i hele Storbritannien og Irland med over 120.000 medlemmer.

Ørsted var fascineret af de mange britiske initiativer. Han indså, at disse nye institutioner ikke bare virkede til at udbrede naturvidenskab til bredere kredse i samfundet, men også var med til at fremme naturvidenskaben selv. Såvel London som Liverpool havde fx ikke noget universitet på dette tidspunkt, og mulighederne for naturvidenskabelig undervisning og forskning var derfor stærkt begrænsede. Det var institutioner som Royal Institution, London Institution og Liverpool Mechanics’ Institute, og ikke Royal Society, der havde instrumenterne og laboratorierne til at udføre egentlig forskning. At forskning her blev kombineret med offentlig foredrags­ og forevisningsvirksomhed, gav mulighed for at finansiere de videnskabelige udstyr gennem en form for abonnementsordning, og ikke – sådan som Ørsted havde forsøgt i Danmark gennem en årrække – med støtte fra kongen.

De britiske Mechanics’ Institutes var særligt målrettet håndværkere og teknikere, der ikke havde modtaget meget formel uddannelse og selv ønskede at videreuddanne sig. I realiteten var det dog snarere folk fra det bedre borgerskab, der dominerede medlemslisterne og tilskuerrækkerne. Trods navnet – ordet ”mechanics” hentyder mere til de tekniske videnskaber – var der ofte fokus på grundlæggende naturvidenskabelig teori og simple naturvidenskabelige eksperimenter, og foredragene handlede typisk om emner inden for fysik, kemi, geologi, og nogle gange også matematik. Både foredragsholdere og organisatorer var af den opfattelse, at formidling af naturvidenskab ville gøre den bredere befolkning til mere rationelt tænkende og dermed mere nyttige samfundsborgere.

H.C. Ørsted var helt på linje med det ideologiske grundlag for disse forsknings- og formidlingsinstitutioner. Her blev naturvidenskaberne for første gang institutionaliseret som en kulturbærende værdi for den voksende borgerlige middelklasse. Udbredelse af naturvidenskaberne var et (fredeligt) opgør med aristokratiets konservative tankegang, ifølge hvilken samfundets privilegier på forhånd tilhørte en begrænset elite. Tilegnelsen af en naturvidenskabelig tilgang til verden, til samfundet og ens eget liv betød en frisættelse fra etablerede samfundsstrukturer og åbnede muligheden for at skabe noget nyt og nyttigt – for sig selv som enkelt-

person og for det samfund, som man var en del af. De institutioner, som Ørsted stiftede bekendtskab med på sin rejse, var selve legemliggørelsen af denne faste tro på naturvidenskabernes samfunds- og individforbedrende funktion.

Et selskab for landets velfærd

Turen havde givet Ørsted inspiration til at forfølge de selvsamme målsætninger i Danmark, hvor tiden for et fremstød for naturvidenskabernes udbredelse var ved at være moden. Englænderkrigene i 1801 og 1807-14 havde påført Danmark svære tab, og der var et udtalt og udbredt ønske om en genrejsning af landet. Englændernes terrorbombardement af København i 1807 havde forvandlet store dele af hovedstaden til en brandruin og efterladt indbyggerne med frygt og fortvivlelse. Med statsbankerotten i 1813 kulminerede den svære økonomiske situation, som de øgede militærudgifter og svigtende toldindtægter havde medført for landet. Ved Kielerfreden i 1814 måtte Danmark afgive Norge til Sverige, og selvom man til gengæld fik hertugdømmet Lauenburg, var kongeriget Danmark dermed reelt reduceret til en småstat uden større udenrigspolitisk betydning.

Efterfølgende handelsblokader og lave priser på landbrugsprodukter betød, at det efter freden var vanskeligt for Danmark at eksportere sig ud af krisen. Langt de fleste af Københavns store handelshuse, der var vokset frem i 1700­tallets florissante periode, gik fallit eller var på fallittens rand. Handelsmænd søgte i stigende grad mod Hamborg, der nu overtog rollen som Nordeuropas førende metropol fra København. Situationen stabiliserede sig i nogen grad i løbet af 1820’erne, og fra 1830’erne var der igen økonomisk fremgang at spore på landet og i byerne, hvor også den tidlige industrialisering så småt begyndte at tage fart.

På trods af krisen blomstrede kulturlivet i København. Der var en rivende udvikling inden for kunst, arkitektur, filosofi og videnskab, som stod i skarp kontrast til landets økonomiske og politiske udfordringer. Den dominerende tankegang var romantikken med sin søgen efter harmoni og en højere mening med tilværelsen. Senere begyndte man at bruge betegnelsen ”den danske guldalder” om perioden i første halvdel af 1800-tallet. Betegnelsen er blevet stående som udtryk for en tid, der var med til at skabe og definere en dansk selvforståelse centreret om natur, fædreland og familie.

Selve ordet guldalder kan dog let komme til at dække over, at det var en svær tid for Danmark med dybe politiske splittelser og langvarig økonomisk krise. Enevælden kom i stigende grad under pres fra liberale og demokratiske bevægelser i byerne, mens godsejernes position på landet var svækket som følge af landboreformerne i anden halvdel af 1700-tallet. Landbrugets økonomiske udfordringer i begyndelsen af 1800-tallet ramte særligt større landbesiddere og fremskyndede bøndernes krav om fortsættelse af reformerne. I 1831 besluttede Frederik 6.s regering at indføre stænderforsamlinger for hhv. Holstein, Slesvig, Jylland og Øerne. Her blev der fremsat en række krav om øget kontrol med statsfinanserne, trykkefrihed og øget liberalisering af erhvervslivet.

H.C. Ørsted var som mange andre overbevist om, at naturvidenskaberne kunne indtage en vigtig rolle i genopbygningen af Danmark. Op gennem 1700-tallet var naturvidenskaberne i stigende grad blevet organiseret og institutionaliseret til nytte for landets produktion, handel og regering. Der var blevet etableret en række lærde selskaber og akademier, som i forskellig grad virkede til at fremme naturvidenskaberne for at udnytte viden og resultater inden for særligt landbrug, men også erhverv og statsmagt. Ørsted fungerede selv som underviser ved universitetet såvel som ved militære akademier og landbrugsinstitutter, og han så oplysning og undervisning som vigtige redskaber for den praktiske udnyttelse af naturvidenskaberne. Naturvidenskab var det fornemste eksempel på, hvad man som borger kunne udrette med en teknisk-eksperimentel tilgang til verden og ens egen fremtid.

H.C. Ørsted havde allerede på en udlandsrejse i 1810’erne set, hvordan naturvidenskab understøttede en række forskellige erhverv og industrier. Med henvisning til Frankrig og Preussen skrev han i et brev til sin bror, Anders Sandøe Ørsted, at naturvidenskab og særligt udbredelsen af kendskabet til naturvidenskab havde haft betydning for udviklingen af de to landes kemiske industri. Det gjaldt alt lige fra produktion af svovlsyre, salmiak og sæbe til præparation af farvestoffer og destillation af likører og stærkere alkohol. Derved havde landene ikke bare sikret sig en højere grad af selvforsyning med vigtige varer, men også etableret nye eksportmarkeder. Og den bagvedliggende årsag til disse industrieventyr var, ifølge Ørsted, en række offentlige forelæsninger om naturvidenskab, som ikke bare var blevet understøttet i hovedstæderne, men også havde bredt sig til provinserne. På et møde den 26. marts 1824, altså kort efter sin hjemkomst fra Storbritannien, aftalte H.C. Ørsted med Prins Christian Frederik, den senere Christian 8., at denne ville påtage sig rollen som patron for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU). Over for prinsen havde Ørsted bl.a. fremført følgende som argument for selskabets formål:

Selskabet for Naturlærens Udbredelse i Danmark har den allerede ved dets Navn tilkendegivne Hensigt hos os at udbrede Kundskab i den eksperimentelle Naturvidenskab, saavel i dens mekaniske og kemiske Del. Idet man herved aabner en lettere Adgang til en af de ædleste Bestanddele af Menneskets Dannelse, vil man tillige med største Iver stræbe at befordre den for Fædrelandet saa vigtige Anvendelse af Naturlæren på alle Erhvervsgrene.

Citatet afspejler Ørsteds karakteristiske blanding af et romantisk, religiøst og praktisk syn på naturvidenskab. For Ørsted var udbredelsen af naturvidenskab en åndelig dannelsessag med dybe religiøse rødder, for gennem naturvidenskab fik man indsigt i naturens, dvs. skaberværkets sande sider. Kendskab til naturlovene gav tilværelsen en højere mening eller fornuft, som var med til at danne det

enkelte individ og knytte det til et værdifuldt fællesskab baseret på udforskning og erkendelse af den dybere sammenhæng i naturen. Samtidig kunne udbredelsen af naturvidenskab være en udmærket og fornuftig foranstaltning for landet, for den ville bidrage til, at naturvidenskab i højere grad ville finde praktisk anvendelse inden for ”alle Erhvervsgrene”. Gennem opbygning af institutioner som SNU skulle naturvidenskab så at sige væves ind i samfundets stof, sådan som videnskabshistorikeren Morris Berman har udtrykt det om Royal Institution, en af de britiske inspirationskilder.

Mellem teori og praksis

H.C. Ørsteds tanker om naturvidenskabernes potentielle betydning for det danske erhvervsliv var påvirket af udviklingen i Europa. I Storbritannien var industrialiseringen allerede i fuld gang, men kom dog først for alvor til Danmark, først København, i begyndelsen af 1800-tallet. Her udviklede iværksættere og ingeniører nye produktionsformer, energikilder og infrastruktur. Dermed opstod en egentlig industriel produktion baseret på en høj grad af mekanisering af arbejdsprocesserne med brug af mange nye maskiner og materialer. Samtidig skete der en generel befolkningsvækst, og mange mennesker søgte mod byerne, København og de større købstæder, hvor nye virksomheder, oftest fabrikker, og nye kvarterer voksede frem.

Industrialiseringen byggede kun i ringe grad på naturvidenskabelig teori eller metode. Omvendt fik de mange nye maskiner og energikilder stor betydning for naturvidenskabens udvikling senere i 1800-tallet med fremkomst af nye forskningsområder som termodynamik, elektromagnetisme og organisk kemi. Dog var der på Ørsteds tid et idemæssigt og socialt slægtskab mellem industri og naturvidenskab. Både industrifolk og naturvidenskabsmænd værdsatte oplysning og videnskab som grundlag for samfundsmæssigt fremskridt, og begge grupper var fortalere for en eksperimenterende tilgang til opfindelse, opdagelse og udvikling. Samtidig blev der fra overklassens og den fremvoksende middelklasses side gjort mange tiltag til at fremme uddannelse og oplysning af arbejdere, håndværkere og teknikere, ikke mindst inden for naturvidenskab.

Også i Danmark blev der i begyndelsen af 1800-tallet oprettet en række selskaber og taget en række initiativer til at fremme bøndernes, de erhvervsdrivendes og håndværkernes uddannelsesniveau. Her var naturvidenskabelig teori eller metode heller ikke umiddelbart anvendelige. Undervisningen måtte være praktisk og problemorienteret, for deltagerne manglede de uddannelsesmæssige forudsætninger for en mere teoretisk indføring i naturvidenskab. Naturvidenskabens rolle i sådanne sammenhænge var derfor primært moralsk. Ved at undersøge naturen videnskabeligt ville man få større ærefrygt for Gud og hans skaberværk og dermed blive et bedre menneske. Det var tanken. Om ikke andet, brugte man tiden på noget fornuftigt i stedet for lediggang eller det, der var værre.

Som andre lignende selskaber måtte SNU finde en balance mellem det teoretiske og praktiske. I vedtægterne finder man således både en henvisning til grundlæggende naturvidenskabelig teori og praktiske anvendelser heraf. Ørsteds oprindelige tanke var, at udbredelsen af naturvidenskab, primært fysik og kemi, ville have en effekt på handels­ og erhvervslivet, ikke mindst den stadigt lille, men dog lovende industri. Der skulle nedsættes en videnskabelig komite i selskabet til at varetage denne funktion. Derudover havde flere af de folk, der deltog på mødet den 26. marts 1824, efterspurgt en anden komite til at stå for kontakten til erhvervslivet, en industrikomite, eller, som det senere kom til at hedde, en handelskomite. Handelskomiteen skulle sikre den mere praktisk orienterede side af selskabet.

Forskellen mellem teori og praksis blev altså institutionaliseret i SNUs to komiteer: den fysisk-kemiske og handelskomiteen. Jonas Collin, højtstående embedsmand i enevældens finansvæsen og præsident for Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab, gjorde ved forhandlingerne om SNUs vedtægter i 1824 opmærksom på, at selskabet ikke kunne – og ikke skulle – gøre sig forhåbninger om at give direkte anvisninger til de praktiske industrierhverv. Som eksempel nævnte han klædefarvning. På det tidspunkt var der kun to farvere i hele Danmark, som forstod at lave og bruge den blå klædefarve fremstillet af indigoplanten. Ifølge Collin lå den teknik eller kunnen ”udenfor Videnskaben i dens høje, om jeg maatte sige, videnskabelige Betydning”.

Da SNU var kommet i gang og havde afholdt sin første forelæsningssæson i 1824-25, udtrykte Collin en vis skepsis i forhold til selskabets aktiviteter, særligt de forelæsninger der blev afholdt i provinsen. I et brev til Ørsted skrev han, at forelæsningerne var ”uhensigtsmæssige, da den Klasse af Mennesker, den egentligen producerende, for hvilke de dog er bestemte, paa denne Maade ikke bringes videre”. For Collin ville det give mere mening at spørge ”solide Praktici [praktikere] i Provinserne” og videnskabeligt uddannede teknikere og håndværkere til råds, når det gjaldt indhold og form af undervisningen.

Ørsted svarede Collin, at han var vant til at høre kritiske bemærkninger om naturvidenskab fra folk inden for de praktiske fag. Baggrunden for kritikken var ifølge Ørsted, at praktikerne var fokuseret på specifikke produkter eller teknikker og derfor ikke så sagens større sammenhæng. Ørsted tilstod Collin, at mange af tilhørerne til SNUs forelæsninger ikke efterfølgende ville kunne gøre rede for den naturvidenskabelige teori eller de eksperimenter, som de var blevet præsenteret for. Men der var blevet sået et frø af tænksomhed og nysgerrighed, hævdede Ørsted, og det kunne være en anledning til en ny aktivitet eller udvikling, som videnskabsmanden, der gav forelæsningen, ikke selv kunnet have forudset.

En folkelig vækkelse for naturvidenskab

Som antydet i udvekslingen mellem Collin og Ørsted var SNU fra starten en eksklusiv forening bestående af personer fra Københavns kulturbærende elite. I de første tre år rummede medlemsskaren stort set udelukkende statsansatte em-

H.C. Ørsted taler ved det nordiske naturforskermøde den 14. juli 1847 under en udflugt til Roskilde. Maleri af Erik Henningsen i Københavns Universitets festsal.

bedsmænd, akademikere og militærfolk samt førende næringsdrivende fra de vigtigste erhverv. Trods det elitære præg var selskabet en vigtig del af den bevægelse for en bredere folkeoplysning, der prægede Danmark gennem det meste af 1800tallet. Almueskoleloven fra 1814 havde åbnet op for aftenundervisning for unge, der ønskede at tilegne sig færdigheder i regning, skrivning og andre nyttige fag. Den første højskole blev etableret i 1844 som følge af, at det var blevet mere almindeligt at se folkeoplysning som grundlag for et velfungerende samfund. Med Grundloven i 1849 og (gen)indførelsen af trykkefriheden øgedes efterspørgslen efter folkeoplysning, også hvad angik naturvidenskab og ny teknologi.

Ørsted var som nævnt stærkt optaget af at sikre naturvidenskaberne en plads i folkeoplysningen og almendannelsen. I 1814 protesterede han mod N.F.S. Grundtvigs anklager om naturvidenskabernes ugudelighed, som for Grundtvig gjorde naturvidenskab uegnet til folkeoplysning. Helt overordnet handlede striden mellem Ørsted og Grundtvig om forholdet mellem tro og viden, religion og videnskab, og der var ingen tvivl om, at Grundtvig var særligt kritisk over for naturvidenskaberne, særligt når disse ifølge Grundtvig forsøgte at frigøre sig fra kristendommen. Ørsted var enig med Grundtvig i, at naturvidenskab skulle dyrkes på et kristent grundlag, men han insisterede på, at naturvidenskaberne havde en egen værdi og selvstændig position i forhold til religionen. Ifølge Ørsted var der behov for naturvidenskabelig vækkelse. Den skulle ikke bare levere korrekt viden om naturen , altså skaberværket. Naturvidenskab og særligt de eksperimenterende naturvidenskaber ville have en moralsk virkning på folk, mente Ørsted, for naturvidenskab fordrede en ydmyghed og en arbejdsdisciplin, der udsprang af omhyggelige og systematiske undersøgelser af virkelige, dvs. testbare, årsagssammenhænge. Den naturvidenskabelige etik var for Ørsted og hans samtidige funderet i et fungerede praksisfællesskab, der udstak retningslinjer for en fælles videns- og erfaringsopbygning. Fællesskabet havde både både konservative og progressive elementer. Det var et konservativt fællesskab fordi det søgte at bevare og konsolidere eksisterende viden, og progressivt, fordi det også søgte efter ny og bedre viden. For det enkelte individ betød det en respekt for det eksisterende, kombineret med et ønske om en gradvis, progressiv (selv)forbedring. Fra begyndelsen afholdt SNU to typer af forelæsninger: de offentlige forelæsninger og søndagsforelæsninger for medlemmerne. Der blev også afholdt kvartalsmøder for medlemmerne. De offentlige forelæsninger foregik som regel om aftenen for at gøre dem mere tilgængelige. Der var offentlige forelæsninger både i København (frem til slutningen af 1800-tallet) og større provinsbyer (frem til 1842). Efter oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt i 1829 blev der indgået en aftale om, at SNU til gengæld for støtten til Læreanstaltens drift kunne udvælge nogle af Læreanstaltens forelæsninger som offentlige foredrag i København. Her kunne man opleve en blanding af mere grundvidenskabelige forelæsninger, fx om almen kemi, kemisk fysik eller jordklodens fysik, og mere tekniske eller praksisorienterede forelæsninger, fx om garveri og farveri, maskinlære, byggematerialer og lignende.

I en indstilling fra november 1827 gav Ørsted klart udtryk for sin ide om forelæsningernes dannende karakter. Forelæsningerne skal, fremhævede han, gøre folk i stand til at tænke kritisk og konstruktivt over deres egne fremgangsmåder og derved udvikle nye. Det er ”den store Tjeneste”, som videnskabsmanden kan gøre for håndværkere og erhvervsfolk. ”Hertil kommer”, fortsatte han, ”at en klar Kundskab om de vigtigste almindelige Naturlove, […] giver et Menneskes hele Tænkning en ny Virksomhed og Retning, der er af flere følger, end de fleste selv i Begyndelsen mærker”.

Hvad Ørsted ikke nævnte var, at SNU-forelæsningerne i forskellig grad gav mulighed for social sammenkomst mellem mere videnskabeligt og mere erhvervsmæssigt interesserede personer fra samfundets højere lag. Til den sidstnævnte gruppe hørte brygger Chresten Jacobsen. Han havde arbejdet sig op fra arbejdskarl til meddirektør i Kongens Bryghus og i 1826 etableret sit eget bryggeri. Han var et af Selskabets første medlemmer og tog sin søn, J.C. Jacobsen, med til SNUforelæsningerne. J.C. Jacobsen stiftede som bekendt Carlsberg i 1847, og det var et mere industrielt og videnskabeligt orienteret bryggeri end farens. I et foredrag om bryggeri-industriens fremskridt gav J.C. Jacobsen i 1884 udtryk for, at SNU-forelæsningerne havde været til fælles gavn for naturvidenskabsog industrifolk. Sidstnævnte fik øjnene op for betydningen af kendskab til naturvidenskab og en naturvidenskabelig tilgang til udforskning og forståelse af verden; førstnævnte begyndte i stigende grad at interessere sig mere indgående for undersøgelse af ”de specielle Retninger, som vedkommer Industrien”. Herved blev der opbygget en fælles forståelse, som kunne komme begge parter til gode.

Naturvidenskab i den unge nationalstat

To år efter, at Danmark i 1849 overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki, døde H.C. Ørsted. Om nogen havde han præget og fremmet naturvidenskaberne i første halvdel af 1800-tallet. Sammen med en række andre fremtrædende naturvidenskabsmænd havde Ørsted været med til at styrke naturvidenskab som et selvstændigt, videnskabeligt hovedområde og gøre mange danskere bevidst om naturvidenskabernes betydning. Hvor naturvidenskaberne tidligere havde været værdsat på grund af deres nytte for statsøkonomien, primært kongemagten, blev de nu set som et vigtigt og værdifuldt mål i sig selv. Oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt og senere udskillelsen af de matematisk-naturvidenskabelige fag fra Det Filosofiske Fakultet som et selvstændigt fakultet i 1850 var tydelige tegn på naturvidenskabernes styrkede, selvstændige position.

Nytteaspektet af naturvidenskab var dog stadigt fremherskende, såvel på det retoriske som på det praktiske niveau. Rent praktisk blev der i anden halvdel af 1800-tallet og først i 1900-tallet oprettet en række forskellige institutioner til at opbygge forbindelserne mellem det danske erhvervsliv og naturvidenskaberne (her medtaget matematik og statistik). Det gjaldt særligt inden for landbrug og fiskeri, som fortsat var Danmarks hovederhverv helt frem til midten af 1900­tal-

let, men også inden for andre sektorer som industri, byggeri og anlæg, finansverden og statsadministration. Samtidig blev naturvidenskab i stigende grad knyttet til det hastige teknologiske og industrielle fremskridt, akkurat som det havde været Ørsteds pointe.

Efter nederlaget i 1864 fik nytteaspektet ved naturvidenskaberne atter fornyet kraft i den unge nationalstat. Afståelsen af de tre tyske hertugdømmer, Slesvig, Holstein og Lauenburg, betød ikke bare, at landet (igen) var blevet reduceret, men medførte også et farvel til landets andet universitet i Kiel, beliggende i den mest driftige og fremsynede del af kongeriget. Ergo måtte man kigge indad for at vinde nyt land og ny fremdrift. Ved Industri- og Kunstudstillingen i København 1872 blev der fremstillet en mønt præget med udsagnet ”hvad udad tabes, må indad vindes”. Det var industrien, der blev tænkt på. Udtrykket er ofte blevet tilskrevet medstifter af Det danske Hedeselskab Enrico Dalgas, men det er en myte. Dalgas kan dog sagtens have gjort sig akkurat samme tanker, da han efter 1864 søgte politisk opbakning til hedesagen, dvs. opdyrkningen af den jyske hede.

SNU havde taget initiativ til mindre landbrugs- og industriudstillinger allerede i 1830’erne. De store udstillinger i 1872 og 1888 blev afholdt af Industriforeningen, og SNU blev nævnt som inspirationskilde i kataloget til 1872-udstillingen. Selv om naturvidenskaberne ikke var direkte repræsenteret på de danske industriudstillinger, sådan som det var tilfældet på de fleste af de populære verdensudstillinger, var de alligevel til stede som en forudsætning for eller ledsager til hele den industrielle udvikling. Det fremgår af følgende uddrag af forfatteren Christian Richardts digt skrevet til Industriudstillingen i 1888:

Stil Dig i Glødelampens Straaler, der helder Dag i Mulmets Skaaler – en hastig Fart til Midnatssolens Land!

Hør Telefonens Summen, Togets Susen, see Skibet løfte sig i Slusen og trodse med sin Skrue Vind og Vand, – da sander Du, Promethevs-Gnisten har under Ørsteds Haand og Ericssons og mangen anden nordisk Forsker-Aands trods Sneen fænget – ja paa Kvisten den skjuler sig, selv i en Tændstik-Æske.

Industriudstillingen var nordisk med bidrag fra danske, norske og svenske virksomheder, så derfor omtales H.C. Ørsted sammen med den svenske industrimand og opfinder Lars Magnus Ericsson, der i 1879 – kort efter Alexander Bells opfindelse – var begyndt at producere telefonudstyr. Tændstikæsken, der nævnes i digtets sidste linje, var en henvisning til den svenske kemiker Gustaf Erik Paschs opfindelse af sikkerhedstændstikken i 1844, der gjorde teknikken mere

sikker og dermed alment tilgængelig. Budskabet i digtet var klart: Bag teknikken og industrien – fra glødelamper til telefoner, transport og tændstikker – lå naturvidenskaben og forskerånden. Den var ofte skjult, men den var der.

Den naturvidenskabelige offentlighed

Industriudstillingerne var med til at koble naturvidenskab til genstande, som de fleste kunne forholde sig til, nemlig teknologi og industriprodukter. Samme tilgang, bare med dyr, planter og mineraler, havde Zoologisk Have (grundlagt 1859), Zoologisk Museum (åbnet i nye bygninger i 1870), Botanisk Have (1874) og Geologisk Museum (1893). Rationalet bag disse institutioner var dels at sikre plads til samlinger af indsamlede eksemplarer, dels at formidle naturvidenskab til en bredere offentlighed. Akkurat som SNUs forelæsninger betød disse nye institutioner, at mange flere kunne tilgå naturvidenskab som del af det borgerlige fritidsliv, der opstod sammen med industrialiseringen i den unge nationalstat.

Tidligere havde arbejdsfri tid været forbeholdt en lille elite, for alle andre var fuldt beskæftiget med at tjene til dagen og vejen og sikre sig mad på bordet. Med det lønnede industriarbejde opstod en mere skarp opdeling mellem arbejde og fritid. Ideen om otte timers arbejde, otte timers søvn og otte timers fritid blev allerede formuleret i begyndelsen af 1800-tallet, men udviklede sig først senere til et krav fra arbejderbevægelsen. For at fritiden ikke skulle være helt spildt, måtte den gode samfundsborger finde noget fornuftigt at tage sig til, og at bruge fritiden på naturvidenskab, fx ved at gå til foredrag eller på museum, var både meningsfulde og underholdende fritidsaktiviteter.

Naturvidenskab kom dermed til at spille vigtig og tiltagende rolle i den fremspirende borgerlige offentlighed. Det blev understøttet af, at der i det unge og endnu ikke fuldendte demokrati blev taget en række initiativer til en offentlig samtale om samfundsrelevante problemstillinger. Eftersom naturvidenskab blev set som et grundlag for den teknologiske og samfundets udvikling, fandt naturvidenskab vej til de mange forskellige medier, der blev grundlaget for den spirende demokratiske samtale – og naturvidenskabsfolk og andre interesserede udviklede deres egne kanaler for populærvidenskab.

Med rotationspressen og nye teknikker til farvetryk blev det i anden halvdel af 1800-tallet muligt at udgive aviser, ugeblade og tidsskrifter i langt større omfang end tidligere. Det var i første omgang naturvidenskabsfolk, der påtog sig rollen som formidlere og debattører, men også folk fra andre faggrupper som skolelærere, journalister og forfattere fattede interesse for populærvidenskaben. Indholdet bestod primært af oplysende artikler om specifikke naturvidenskabelige emner fra astronomi til zoologi. Nogle emner, fx Charles Darwins evolutionslære, blev dog også del af en mere almen politisk og kulturel debat.

Den store folkelige interesse for naturvidenskab sås i de illustrerede ugeblade, der blev lanceret i anden halvdel af 1800-tallet. Illustreret Tidende, som kom på gaden første gang den 2. oktober 1859, bragte en fast klumme om nye tekniske

fremskridt, men havde også artikler om fremtrædende naturvidenskabsfolk samt indvielser og begivenheder relateret til naturvidenskab. I 1871 optrådte Charles Darwin på forsiden med en to siders lang artikel om hans liv, levned og værk. Anledningen var Darwins bog fra samme år om menneskets afstamning. Artiklens anonyme forfatter konkluderede: ”Nu har Mesteren talt, og i ovennævnte Værk [om menneskets afstamning] har han godtgjort, at Mennesket har været og fremdeles er underkastet ganske den samme Udviklingslov som alle andre Dyrearter, og at det lidt efter og skridtvis er udviklet af lavere Hvirveldyr og nærmest af abelignende Pattedyr”. I de efterfølgende årtier blev netop den konklusion genstand for en dyb kontrovers mellem fortalere for et kulturradikalt menneske- og samfundssyn og forsvarere af konservatisme og kristendom. Langt de fleste populærvidenskabelige artikler var dog ikke kontroversielle eller særligt populære. De udkom i relativt dyre månedstidsskrifter forbeholdt en snæver, veluddannet læserskare i det mere velstillede borgerskab. Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaberne var i 1854 det første eksempel på den nye populærvidenskabelige litteratur, der blev udgivet fra midten af 1800-tallet og frem. Redaktionen bestod af kendte forskere fra museums- og universitetsverdenen. Artiklerne var lange og grundige. Tidsskriftet udkom i perioden 185483, hvorefter redaktørerne, zoologen Christian Lütken og botanikeren Eugen Warming, måtte indse, at konkurrencen om et lille marked fra andre populærvidenskabelige tidsskrifter, illustrerede ugeblade og aviser var blevet for stor.

SNU levede, hvad idehistorikerne Casper Andersen og Hans Henrik Hjermitslev har kaldt en ”hensygnende tilværelse” i den blomstrende naturvidenskabelige offentlighed i anden halvdel af 1800­tallet. En åbenlys grund hertil var selvfølgelig H.C. Ørsteds død i 1851, for SNU havde været båret af Ørsteds engagement og status. Efter hans død var der ikke en tilsvarende kapacitet i selskabet, som kunne skabe initiativer og samarbejder. Det har sikkert også spillet ind, at der nu var flere og flere tilbud om populærvidenskab og teknisk­naturvidenskabelig (ud)dannelse til en forholdsvis lille kreds af naturvidenskabeligt interesserede personer. Interessen var der, og den var voksende, men markedet var ved at være mættet. Ved indgangen til 1900-tallet var det igen en blanding af personlige og samfundsmæssige forhold, der gjorde, at SNU oplevede en opblomstring.

Naturvidenskab i det moderne Danmark

Industriudstillingerne i 1872 og 1888 havde indvarslet den moderne tid bygget på teknologi, industri og en underliggende anerkendelse af naturvidenskabernes store betydning for samfund og økonomi. De havde været med til at tænde ”Prometheus-gnisten”, som Christian Richardt havde digtet om, og som for mange symboliserede begyndelsen på fremskridt og civilisation. Teknologien og videnskaben blev set katalysator for ny erkendelse, nye færdigheder og en ny tro på fremtiden. Intellektuelle og forfattere som Georg Brandes og Johannes V. Jen-

sen hyldede fremkomsten af et moderne gennembrud, som frisatte individer og samfund gennem oplysning og udvikling. Videnskaben og særligt naturvidenskaben blev set som et pejlemærke eller referencepunkt for menneskets uanede muligheder for erkendelse og handlekraft.

Ved Verdensudstillingen i Paris i år 1900 fungerede Johannes V. Jensen som Socialdemokratens reporter. Han skrev i begejstrede vendinger om elektriciteten, der oplyste udstillingshallerne, gaderne og selve Eiffeltårnet i byernes by; om maskinerne, der snart ville gøre industriproduktionen lettere og mere effektiv og frembringe helt nye varer; om Valdemar Poulsens telegrafon, der kunne optage, gemme og gengive lyd; og om den moderne lægevidenskab, der havde kureret mange af de sygdomme, som tidligere havde plaget menneskeheden, fx læge Niels Finsens lysbehandling mod hudtuberkulose. For Jensen var det alt sammen udtryk for den moderne tid, en ”dyb og endelig Renæssance” for mennesker, samfund og videnskab.

Valdemar Poulsen ses her i sin station for trådløs telegrafi og telefoni på Radiomarken ved Bagsværd Sø. Billedet er fra en kort dokumentarfilm fra 1912. Han var medlem af SNUs direktion 1916-42.