Nora eller Brænd Oslo Brænd

Nora_TRYK.indd 2

19/07/2019 15.15

Johanna Frid

NORA eller BRÆND OSLO BRÆND

På dansk ved Nanna Lund

GADS FORLAG

Nora_TRYK.indd 3

19/07/2019 15.15

NORA eller BRÆND OSLO BRÆND er oversat fra svensk efter NORA eller BRINN OSLO BRINN Copyright © Johanna Frid 2018 by Agreement with Grand Agency Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2019 ISBN: 978‑87‑12‑05895‑3 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfoto: Unsplash og Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Oversættelsen er støttet af

Citatet side 46 er fra Agneta Pleijels roman En vinter i Stockholm (1997) Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Efter ønske fra forfatteren er enkelte replikker ikke oversat fra svensk.

Dansk oversættelse forefindes bagerst i bogen.

Nora_TRYK.indd 4

19/07/2019 15.15

Jeg har sagt sĂĽ meget men det har ikke hjulpet Thomas Tidholm: Meningen (2001)

Nora_TRYK.indd 5

19/07/2019 15.15

Nora_TRYK.indd 6

19/07/2019 15.15

1 Mit sprog i din mund

Alt begyndte i et billede.

Det var en våd juliaften, og Emil og jeg var ved at pakke.

Dagen efter skulle vi med toget til Odense og besøge hans forældre. Jeg var nervøs og rastløs og havde en murrende smerte i kroppen. Nogle uger før havde jeg fået at vide, at jeg havde en ufarlig cyste på æggestokken, og den optog mig. Den og så morgendagen. Jeg havde mødt Emils foræl‑ dre før, men ikke så mange gange, og jeg talte meget dårligt dansk. Jeg var efterhånden blevet bedre til at forstå, hvad folk sagde, men når jeg svarede på svensk, så danskerne helt blanke ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, hvordan jeg skulle opføre mig, knap nok hvad jeg skulle pakke. Emil sad ved computeren, og uden for vinduet larmede Amager Boulevard af udrykninger, den vedholdende regn og blæ‑ sten, der altid fik København til at hyle og tude. Jeg lagde 7

Nora_TRYK.indd 7

19/07/2019 15.15

tøj sammen uden systematik, gik i stå, stirrede længe på en blå trøje, fortabt i fantasier om cyster og Emils forældre.

Hvad nu, hvis de faktisk hadede mig?

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Emil kaldte på mig og sagde, der var noget på computeren, jeg skulle se, en oprørende debatartikel i Politiken om den danske lyrik‑ bølge. Jeg læste og skulle lige til at sige noget, da jeg fik øje på et billede på skærmen, den del af Facebook, hvor man kan se, at man har fået en besked. Det var et sort-hvidt profilbillede. Hun strålede, det kunne man se, selv om bil‑ ledet var lille. Hun var måske tyve, og hun smilede lige ind i kameraet. Billedet var beskåret, så ansigtet fyldte det hele, lutter kindben og fregner og det der vidunderlige smil. Hun havde kunnet hedde Synnøve eller Wenche eller Ragnhild, men Nora var et helt normalt navn. Norsk og normalt.

Det var en mavepuster. Jeg glemte, hvad jeg ville have sagt om Politikens litteraturanmelder Lilian Munk Rösing og blev ubehageligt bevidst om min krop, mine hænder.

Nora var Emils ekskæreste. Jeg vidste ikke, at de stadig havde kontakt. Det brændte i kinderne. Ordløsheden vok‑ sede, blev til en følelse af skam. Jeg mumlede et eller andet og lod, som om jeg ikke havde set noget smukt og privat.

Jeg mærkede et nyt, fremmed landskab tage form indeni.

Vi havde kendt hinanden i snart et år og været kærester i nogle måneder. Vi var efterhånden blevet bedre til at forstå, 8

Nora_TRYK.indd 8

19/07/2019 15.15

hvad hinanden sagde, trods sprogforbistringen. Man skal ikke bare lære et andet menneske og et andet skandinavisk sprog at kende, men også hvordan det menneske taler sit eget skandinaviske sprog. Dansk blev langsomt mere begri‑ beligt for mig i Emils mund, og han talte også mere svensk nu. Første gang vi mødtes – en septemberdag på en bænk i solen – fattede jeg ikke et ord. Jeg sad og pulsede på en cigaret i måske et halvt minut, før jeg forstod, at Emil gerne ville låne min “lighter”. Vi studerede sammen, og jeg følte mig enormt dum over ikke at kunne skelne noget som helst i ordstrømmen. Da Emil og den anden danske studerende sagde noget den første studie­dag, holdt jeg simpelthen op med at høre efter. Det var værre end en radio, der er indstil‑ let mellem to stationer, mere som at forsøge at skylle ris i et dørslag med for store huller eller læse i kaffegrums. Emil havde boet i Sverige i et år og havde et rudimentært greb om sproget – han kunne godt dechifrere den overordnede mening, men tog somme tider fejl af detaljer (under en forelæsning havde han engang understreget ordet kotte i den tekst, der blev drøftet, og hvisket: Hvad betyder det der?). Selv om de andre på holdet også syntes at have svært ved at kommunikere med ham og den anden dansker, lod det ikke til at gøre noget indtryk på dem. Måske var det nok, at de forstod hinanden. Måske var afstanden simpelthen for stor, til at man kunne slå bro over den. Hvordan det end var, så forstod Emil mig bedre, end jeg forstod ham, når 9

Nora_TRYK.indd 9

19/07/2019 15.15

vi sad sammen og røg i pauserne, hvilket gjorde samtalen underligt haltende. Det var første gang, jeg kom i kontakt med det ansigtsudtryk, som jeg senere lærte er standard, når skandinaver mødes – en skrækslagen stivnen og en uvilje mod at indrømme, at man faktisk ikke forstår noget.

De fleste foretrak at lade sprogforbistringen og forvirrin‑ gen vokse, så samtalen efterhånden løb ud i sandet. Der på bænken var det en triumf, at jeg til sidst kunne række ham min tändare. Det hedder jo trods alt også lighter på engelsk. At lære mig selv at forstå dansk var en meget aktiv beslutning. Den gradvise forståelse, som jeg troede gjaldt for nabolandene, fandtes overhovedet ikke; det krævede Google Translate, sved og lange diskussioner om tolkninger med min kammerat Peter, der havde boet i København i lang tid. Det efterår faldt det mig ikke ind, at der skulle være noget romantisk i at lære et sprog for en andens skyld.

Både romantisk i en slags idealistisk forstand, en forfæn‑ gelig ide om faktisk at kunne forstå noget af et andet men‑ neskes verden, men også romantisk, som når man giver et andet menneske blomster eller tømmer opvaskemaskinen.

Noget meget konkret og samtidig symbolsk. Selv om svensk og dansk er nabosprog, er der store lydlige forskelle og afgørende ord og sætningskonstruktioner, der adskiller sig markant. Med andre ord er det et ambitiøst arbejde.

Men det var ikke forelskelse, der fik mig til at beslutte at trænge ind i disse forskelle. Der var ingen særlig grund, 10

Nora_TRYK.indd 10

19/07/2019 15.15

bare en pludselig målbevidsthed. I december syntes jeg, at jeg beherskede sproget godt nok til at mødes med Emil på tomandshånd. Han var kun i Stockholm et par dage til noget undervisning, og vi aftalte at drikke en øl. Han fore‑ slog i en mail, at vi jo kunne skrive små sedler til hinanden, hvis samtalen blev for svær. Hen over julen blev vores mails længere, og vi sås igen et blæsende døgns tid i København i begyndelsen af januar. Vores forhold udviklede sig i takt med min forståelse af det danske. I marts kunne jeg forstå Skønlitteratur på P1, og Emil spurgte, om vi var kærester.

Nu var det juli, og i slutningen af august skulle Emil flytte til Stockholm. Tre måneder er ikke særlig lang tid at være sammen, men længe nok til at etablere noget, som føles både trygt og smukt. En veninde sagde, at Emil havde hjer‑ ter i øjnene, når han så på mig. Jeg kunne selv ikke se det, men somme tider kunne jeg mærke på hans blik, at hun havde ret. Jeg havde stor tillid til ham, så stor, at det over‑ raskede mig. Men billedet af Nora fik mig til at vakle. Jeg undskyldte mig og låste mig inde på toilettet og sad længe på wc-brættet og stirrede på fliserne. Jeg var varm i ansigtet, hjertet bankede. Jeg sad i bundløst pis og forvirring. Hvor godt kendte jeg Emil? Jeg vidste, at han var trofast over for sine venner, at han var sød over for sine søstre, at han skrev sine digte med rørende pligtfølelse. Han var hjælpsom, meget opmærksom – men han havde også en anden side, 11

Nora_TRYK.indd 11

19/07/2019 15.15

noget andet … Da jeg et par måneder forinden havde fået en visdomstand opereret ud, havde jeg skrevet til ham, at jeg havde lyst til at skrige. Han svarede: Skrig. Af en eller anden grund blev jeg overrasket over det. Måske forelsket.

Men hvor meget vidste jeg egentlig? I mine øjne skin‑ nede han, han blændede. Jeg kunne ikke se ham ordentligt.

Nora_TRYK.indd 12

19/07/2019 15.15

2 Plassen min

Dagen efter sad vi punktligt i toget. Vejret var slået om; nu var der hedebølge, og temperaturen lå et godt stykke over de tredive. Varmen var trykkende, og DSB uddelte vandflasker og skabte dermed lidt hygge midt i dette forvarsel om Jordens undergang. Emil læste E.T.A. Hoffmann, som så frygtelig kedelig ud. Jeg bladrede ligegyldigt i Ulysses og tænkte, at den måske engang kunne bruges til at lægge under et bordben eller tætne et vindue. Landskabet udenfor var smukt og grønt.

“Hörs ni ofta,” sagde jeg lige ud i luften, apropos ingen‑ ting. Emil så op. Et øjeblik så det ud, som om han faktisk troede, det var Hoffmanns musekonge, jeg tænkte på. Nej, ikke sådan vildt meget, en gang imellem måske …

“Du och Nora,” sagde jeg og bøjede mig ned mod taskerne, ramt af en uimodståelig trang til at flytte på posen ved mine fødder.

13

Nora_TRYK.indd 13

19/07/2019 15.15

“Nej,” sagde han.

Et ældre par ved siden af forsøgte at løse henholdsvis sudoku og krydsord uden større entusiasme. Sveden drev i togvognen. Den prikkede på overlæben og i armhulerne.

“Hun bor jo i Oslo,” sagde Emil, som om det skulle være en forklaring. Oslo lød mistænkeligt meget som arsle, røv‑ hul. Orschlo. Hun bor jo i Arsle, oversatte jeg.

Jeg sagde ikke noget om de lige, hvide tænder eller om håret, ikke engang om de fantastiske øjne, men jeg kunne ikke lade være med at sige, at jeg havde set, hvad hun havde skrevet. At jeg havde set det ved en fejl. “Det var inte med flit.”

Emil rynkede panden.

“Vi skriver en gang imellem,” sagde han, “ringer til hin‑ anden nogle gange.”

Han lød helt upåvirket. Mine tarvelige spørgsmål rørte ham ikke det mindste. Jeg ventede på, at han skulle sige noget mere, men det gjorde han ikke. Pludselig følte jeg mig banal og virkelig, virkelig åndssvag. Emil bladrede højlydt i Hoffmann.

Men billedet af Nora var ikke banalt. Det blev siddende i mig, ætsede sig fast, det sved og slog i vinden som et flag.

Jeg stirrede ud ad vinduet, på det ældre par. Bogen gled ud af hånden på mig. Tænderne, håret, munden. Jeg forsøgte at samle, hvad jeg vidste om hende, rekonstruere brudstykker 14

Nora_TRYK.indd 14

19/07/2019 15.15

af samtaler, detaljer registreret i forbifarten. Hun arbejdede i en børnehave. Hun købte tøj for sin løn.

Emils blik var som klistret fast til bogen.

Jeg vidste, at de havde været sammen i godt et år, at hun var et par år yngre end os begge to, og at de havde mødt hinanden på en højskole i København. Mens de var ved at etablere et liv sammen i København, blev Emil optaget på en uddannelse i Sverige et par uger efter semesterstart, fordi der blev en plads ledig, planerne blev ændret, og Nora flyttede hjem til sin far i Oslo. Tanken var, at Emil skulle komme senere, men så slog hun op, til dels med den begrundelse at hun “ville rejse”. Emil fortalte mig om det en vinterdag, da vi gik tur langs Årstaviken, og jeg havde moret mig lidt over, at han lød så vred, og hun så ung. Nu føltes det ikke længere særlig sjovt.

Vi var over halvvejs til Odense nu. Sudoku-parret var stået af i Slagelse. Vi kørte over broen, hvor Karl XII havde marcheret, eller altså, dengang var der jo ingen bro. Emil havde fortalt mig, at der langt ind i 90’erne kun var færger mellem Sjælland og Fyn. Vi kørte over Storebæltsbroen og krydsede samtidig en grænse. Pludselig slog tanken ned i mig: Hvor skulle jeg tage hen, hvis det ikke gik? Emil plejede at tage hjem til sine forældre en uge hver sommer, hvilket som regel faldt sammen med forældrenes årlige besøg på et badehotel i Jylland. Han tog altid sin kæreste med. Han havde været der to somre med Nora – den første 15

Nora_TRYK.indd 15

19/07/2019 15.15

var de kærester, den anden var et par måneder, efter at det var forbi. Anden gang havde med andre ord været en bolleferie, der for Emils vedkommende endte med sviende smerter, tissetrang og en klamydiadiagnose (Nora havde givet den gas i Oslos natteliv i de måneder, de ikke havde set hinanden).

Nu var det min tur til at opleve Odense i sommerskrud og lægge yderligere en farve til Emils skandinaviske flag‑ guirlande. Jeg spekulerede på, om han mon ville gøre den komplet med et finsk flag, men spurgte ikke. Varmen gjorde sædet klæbrigt, en fugtighed, som man ikke kunne tørre af, for alt andet var også vådt af sved og vand. Toget luntede af sted. Jeg vidste intet om Danmark. Hvad skulle man gøre i en nødsituation, ringe 911? Tænk, hvis min pung og min mobil blev stjålet – hvordan skulle jeg så nogensinde komme hjem igen? Hvis jeg døde i en ulykke, ville mine organer så blive doneret? Eller ville danskerne bare brænde dem? Emil lagde bogen fra sig.

“Hun skal til København her lige om lidt.”

“Ska ni ses,” sagde jeg, og det var knap nok et spørgsmål.

Der var noget i min hals, der mindede mig om, da jeg var barn og brækkede mig hver søndag aften, fordi første time om mandagen var idræt.

“Ja,” sagde han. Med et skuldertræk. Ikke nonchalant, bare sorgløst. De skulle ses og snakke om gamle dage, om hvad de laver nu, komme ajour. Han ville have fortalt 16

Nora_TRYK.indd 16

19/07/2019 15.15

mig det, måske havde han glemt det, det vidste han ikke rigtig.

“Men nu ved du det jo.”

Nu vidste jeg det jo.

Jeg sad, hvor jeg sad.

Hvad lavede jeg her? På det her tog, med den her per‑ son, som pludselig ikke lignede en person, jeg kendte. Ikke andet end krop og ben. Mænd er så store. Store hænder, store fødder, kroppe, som kan vælte ting eller gøre betyde‑ lig større skade end som så. Han havde kunnet tage Nora med. Hun havde kunnet sidde her, hvor jeg nu sad, med sin glatte, norske hud. Et frisk eksemplar med fejlfri ind‑ volde. Modstandsdygtig og hele tiden småsnakkende på syngende Oslomål (arslemål?). Hun ville have klaret det her, hun havde gjort det to somre i træk. Nora, det er tid til dit hattrick! Hvordan konkurrerer man med en vinder?

En tofoldig mester? Mit ansigt kunne ikke hamle op med hendes. Det ville være en ren walkover. Hvis hun alligevel skulle til København, hvorfor tog hun så ikke bare med her‑ over? Hvis nu hun dukkede op i gangen mellem sæderne og høfligt sagde: “Unnskyld, jeg tror du sitter på plassen min,” så ville jeg nok rejse mig med det samme, uden forbehold.

Jeg tænkte igen på billedet af hendes ansigt, gennemgik det i erindringen og prøvede at forstå, nøjagtig hvilken del af det der gav mig den trykkende følelse i brystet. Det måtte kunne lade sig gøre at pille billedet fra hinanden, bid for bid, 17

Nora_TRYK.indd 17

19/07/2019 15.15

hver eneste pixel. Det måtte indeholde noget, der gjorde det muligt at afvæbne det og få det hele til at spredes for vinden. Puf. Røg og spejle. Men det gik ikke. Jeg fandt ikke det manglende led, og nu var vi i Odense.

Nora_TRYK.indd 18

19/07/2019 15.15