Nye horisonter

100 mm

2,75

175 mm

36 mm

Steffen

100 mm

Nye horisonter

Helt afgørende blev humanismen i denne periode en fælles kulturel norm for hele det kristne Europa. Humanismen har trods religiøse og nationale skel lige siden 1500-tallet bundet Europa sammen i et værdifællesskab.

S t e f fe n H e i b e r g har med NYE HORISONTER skrevet en ny, stor europæisk kulturhistorie, som kommer rundt i hele samfundet, men skrevet med et formidabelt overblik. Vi kommer med på farefulde rejser og til ødsle hoffester, ser ind i usle hytter og uhumske bymiljøer. Vi møder Leonardo da Vincis fantasier, Machiavellis magtanalyser, spanske conquistadorer, Shakespeares dramaer og meget, meget mere.

gad.dk

Nye horisonter Europas kulturhistorie i renæssancen

9

788712

053187

246 mm

Omslagsbilledet er Pieter Bruegel den ældres maleri af dansende bønder i forbindelse med en kermesse eller høstfest, ca. 1568. Tydeligt berusede landsbyboere slår sig løs, flere af personerne har svært ved at fokusere. Det er ikke kun en folkelivsskildring, billedet er fyldt med moralske pointer og metaforer, bl.a. advares mod dødssynder som fråseri, vrede og vellyst. Men Bruegels billeder fortæller også om noget karakteristisk for Europa: de mange tusinde småbyer, hver især var de ubetydelige, men tilsammen rummede de et stort økonomisk potentiale. De var Europas rygrad. En af forudsætningerne for Europas succes var den i forhold til andre kulturkredse udtalte politiske og økonomiske decentralisering. De store og velbyggede huse vidner om solid velstand.

Kunsthistorisches Museum, Wien.

Heiberg

Men der var også uro og usikkerhed. Luthers reformation splittede kirken, og den militære ødelæggelseskapacitet mangedobledes. Det endte med den forfærdelige Trediveårskrig, der lagde store dele af Tyskland øde.

historiker, forfatter, anmelder m.m. og tidl. forskningschef ved Frederiksborgmuseet.

Han har bl.a. skrevet Christian 4. (2006), Enhjørningen Corfitz Ulfeldt (1993) samt et stort antal historiske og kulturhistoriske artikler. Steffen Heiberg har for sit forfatterskab modtaget en række priser og legater, bl.a. Dansk Forfatterforenings faglitterære pris i 2001. For En ny begyndelse – Europas kulturhistorie i Middelalderen (2008), som er forløberen til nærværende bog, tildeltes han H.O. Lange-prisen.

2,75

Steffen Heiberg

I NYE HORISONTER beretter Steffen Heiberg om, hvordan Europa blev verdens centrum og med afsæt i de store opdagelser kunne underlægge sig det meste af verden.

Men de nye horisonter var ikke kun geografiske. Skydevåben, bogtrykkerkunst og perspektivisk maleri forandrede krigsførelse, kommunikation og kunst, og andre nybrud revolutionerede handel og administration. Kopernikus, Kepler og Galilei banede vejen for en ny forståelse af universet, hvor Jorden ikke længere var omdrejningspunkt.

Steffen Heiberg, født 1945, er

175 mm

170.0 x 240.0 mm

170.0 x 240.0 mm

STEFFEN HEIBERG

NYE HORISONTER EUROPAS KULTURHISTORIE I RENÆSSANCEN

170.0 x 240.0 mm

170.0 x 240.0 mm

Indhold Forord 6 Europa. Ide og fysisk realitet 14 Levevilkår 43 Memento mori – husk, du skal dø Senmiddelalderlig krise? 113 Myten om Rom 143 Humanisme og høvisk kultur 157 Gamle og nye verdener 222 Universelt og nationalt 265 Tro og identitet 304 Den katolske reformation 350 Magtens anatomi 377 Fornuft og følelse 448 Afslutning 481 Litteratur 484 Register 500 Billedleverandører 534

69

170.0 x 240.0 mm

6

Forord Nye Horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen er en fortsættelse af min bog En ny begyndelse. Europas kulturhistorie i middelalderen, der udkom i 2008. Nye horisonter hentyder naturligvis til de store opdagelser, begyndelsen til den globalisering, der indtil midten af 1900-tallet foregik på europæiske præmisser. Men de nye horisonter var ikke kun geografiske. Skydevåben, bogtrykkerkunst og perspektivisk maleri forandrede krigsførelse, kommunikation og kunst, mens brugen af papir og introduktionen af dobbelt bogholderi revolutionerede handel og administration. Nikolaus Kopernikus, Tycho Brahe, Johannes Kepler og Galileo Galilei banede vejen for en ny forståelse af universet. Jorden mistede sin centrale position i verdensbilledet, og dog blev den meget større. Men der var også uro og usikkerhed. Martin Luthers reformation splittede kirken, religionskrigene Europa.

Renæssancen eller rettere forestillingen om renæssancen er en af europæisk kulturs grundlæggende myter. Myten har rod i renæssancen selv, i en italiensk selvforståelse, hvor man i 1500-tallet brugte udtrykket rinascita, genfødsel om samtidens italienske kunst, dvs. Leonardo da Vinci, Rafael, Michelangelo osv.

Med betegnelsen blev det markeret, at italiensk kunst nu havde nået samme høje niveau som oldtidens.

I dag bruger vi imidlertid ordet renæssance, dvs. den franske form, ikke den italienske. Det skyldes den franske 1800-tals historiker Jules Michelet (17981874), der i en stor Frankrigshistorie løftede begrebet ud af den italienske sammenhæng og betegnede alle tekniske og videnskabelige fremskridt fra slutningen af 1400-tallet til midten af 1600-tallet som renæssance. Michelet ændrede indholdet: renæssancen var ikke kun en kunstnerisk guldalder, det var begyndelsen til fremskridtets epoke, det var de store opdagelser og de tekniske og videnskabelige landvindinger, der gjorde Europa til noget særligt.

Andre historikere byggede oven på, så renæssancen kom til at fremstå som en periode, hvor åndslivet frigjorde sig fra religiøse autoriteter, epoken, hvor man gjorde op med middelalderens kollektive tankegang. Ikke blot kunst og videnskab vristede sig ud af kirkens greb, mennesket selv blev sat fri. Renæssancen har været udgangspunkt for utallige kultureksistentielle refleksioner over europæisk kulturs grundlæggende karakter og særlige værdier. Individets Forord

170.0 x 240.0 mm

frihed, sekularisering, teknologiske fremskridt, videnskabelig udvikling, dette og meget mere er blevet gjort til en arv fra renæssancen.

Mange af de kulturelle og eksistentielle generaliseringer er særdeles luftige. Den svenske historiker Michael Nordberg har betegnet forestillingerne om en ny individualisme og menneskets frigørelse som “udsøgt nonsens”.

Dertil kommer, at renæssancen jo er andet og mere end kunstnergenier som Leonardo da Vinci og Shakespeare. Slaveriets genkomst, udryddelsen af en stor del af den amerikanske urbefolkning og hekseforfølgelser er blandt de mørke sider.

Renæssancen er besværlig. Vi bruger ordet til at betegne en tidsalder, hvis afgrænsning der i øvrigt er uenighed om, men også til at karakterisere bestemte intellektuelle strømninger og desuden som stilbetegnelse inden for kunst og arkitektur. Samtidig er renæssancen tidsmæssigt sammenfaldende med andre identitetsbærende fænomener som humanisme og reformation, der heller ikke er nemme at få styr på. Den uklarhed, der er knyttet til renæssancebegrebet betyder, at mange foretrækker den neutrale betegnelse “nyere tid”, evt. “tidligt moderne” efter det engelske “Early Modern” om tiden efter 1500. “Nyere tid” er intetsigende, mens “tidligt moderne” sprogligt er noget akavet. Trods flertydigheden er der langt mere identitet knyttet til begrebet renæssance. Derfor vil det blive brugt her. Den tidsmæssige ramme er fra pesten, den sorte død, til Trediveårskrigen, fra midten af 1300-tallet til første del af 1600-tallet.

Renæssancen er kun en lille del af en lang europæisk historie. Perioden har som enhver anden sit eget ansigt, men i renæssancen møder vi også fænomener og forestillinger, som er karakteristiske for Europa i de 13 århundreder, der forløb mellem Det Vestromerske Riges fald og den franske revolution, tidsrummet mellem antikken og moderniteten. Særlig for Europa var den udtalte økonomiske og politiske decentralisering, et fænomen som allerede Machiavelli var opmærksom på i en velkendt sammenligning mellem Frankrig og Osmannerriget. De små politiske og økonomiske enheder skabte en permanent konkurrence, der fremmede rationalisme og foretagervirksomhed, et forhold, som Adam Smith i 1776 i The Wealth of Nations så som en vigtig forudsætning for Europas succes. Hvis en europæisk stat skulle klare sig i konkurrencen med naboerne, var det nødvendigt at udnytte ressourcerne så effektivt som muligt. Allerede i 1400-tallet møder vi omrejsende militære entreprenører, der tilbyder fyrsterne diverse militærtekniske projekter. I virkeligheden hørte også Columbus til gruppen af rejsende entreprenører, selv om hans projekt var af en anden karakter. Flere fyrster havde afvist ham, inden det i 1492 lykkedes ham at få finansiel og materiel støtte fra det spanske

7

170.0 x 240.0 mm

8

kongepar. Firs år tidligere havde meget tydet på, at det var Kina, der ville komme til at beherske verdenshavene. På kejserligt bud var store flådeekspeditioner sendt ud for at opdage verdenen, nogle nåede så langt som til Østafrika og Det Røde Hav. Men i 1432 betød et magtskifte ved kejserhoffet i Beijing, at ekspeditionerne blev stoppet og deres arkiver tilintetgjort. Netop det var forskellen på det decentraliserede Europa og Kina. I Kina afhang alt af kejseren og embedseliten, i Europa kunne den enkelte fyrste afvise et projekt, men han kunne i reglen ikke hindre andre i at forsøge at virkeliggøre det.

Europas decentraliserede politiske struktur har sin oprindelse i det romerske sammenbrud i 400-tallet, hvor germanske stammer etablerede sig på romersk territorium. Det kristne vest fik to politiske traditioner. På den ene side arven fra Romerriget, forestillingen om universalriget, der i princippet omfattede alle kristne, på den anden den germanske fyrstestat baseret på fyrstens og folkets ret til et bestemt territorium. Modsætningen mellem disse to traditioner er et stadigt tilbagevendende tema i Europas historie de sidste 1.500 år, fra senantikken til i dag. Historisk set er det universelle princip knyttet dels til Romerkirken, dels til det universelle kejserdømme, der med mellemrum blev fornyet, først med Karl den Stores kejserkroning år 800, siden Det Tysk-romerske Rige, der eksisterede helt til 1806. Også aktuelt oplever vi modsætningen mellem de to principper i diskussionen om, hvor meget magt de enkelte stater skal afgive til EU. Spændingen mellem det universelle og det nationale kom til udtryk i humanismen, et begreb, hvis betydning er omdiskuteret og uklar. Snævert defineret er humanismen, der i udgangspunktet er italiensk, men som hurtigt fik fodfæste nord for Alperne, betegnelsen for studiet af antikkens historie og filosofi, i Nordeuropa suppleret med interesse for den nationale historie.

Men humanisme forstås ofte som et særligt europæisk menneskesyn baseret på bestemte etiske og moralske værdier. Uklarheden hænger sammen med udgangspunktet. Studiet af antikken havde i Italien et patriotisk perspektiv.

Italien var politisk fragmenteret, identiteten var knyttet til den romerske fortid og dermed også til latin, der blev anset for at være et nationalt sprog. Men de lærde fokuserede ikke kun på den forsvundne politiske og militære storhed, man søgte dennes forudsætninger i bestemte moralske og karakterdannende egenskaber, som man fandt hos antikke forfattere som Cicero og Seneca.

Interessen for de antikke forfattere betød fokus på sproget. Heri var intet nyt. Men i modsætning til traditionel middelalderfilosofis begrebsanalytiske og dialektiske tilgang, forstod humanisterne, at sproget også havde en retorisk og en historisk dimension. Denne indsigt bidrog til udviklingen af den filologiskhistoriske metode, der fortsat er grundlaget for de humanistiske videnskaber.

Forord

170.0 x 240.0 mm

Til gengæld er moral og videnskabelig objektivitet begge en integreret del af de humanistiske fag. Vi kan ikke forestille os en historievidenskab, der ikke fordømmer slaveriet, hekseprocesserne eller holocaust.

Humanismen blev i 1500-tallet fælles kulturel norm for hele det kristne Europa, en ny universalisme. Det skyldtes i høj grad, at lærde fra hele Europa kommunikerede med hinanden både via breve og trykte bøger. Den lærde kommunikation og de lærdes netværk skabte en ny kulturel universalisme, der afløste den traditionelle kirkelige internationalisme. Humanismen og den kulturelle universalisme har trods religiøse og nationale skel siden 1500-tallet bundet Europa sammen i et værdifællesskab. Det er sket, at politiske ledere har vendt humanismen ryggen, men den har altid været udgangspunkt for det efterfølgende opgør med tyranni og umenneskelighed.

Et hovedtema i al kulturhistorie er vekselvirkningen mellem materiel og åndelig udvikling. Det bringer spørgsmålet om kommunikation i centrum, hvordan spredes ideer? Omkring 1500 kommunikerede man i Europa hurtigere og mere effektivt end 200 år tidligere. Det gjaldt den fysiske kommunikation med bedre transportmidler og bedre organisation i form af kroer og posttjenester. Der var flere på vejene, landevejen blev et litterært tema. Den egentlige kommunikationsrevolution var dog knyttet til brugen af papir, bogtrykkerkunst og billedkommunikation i form af træsnit og senere kobberstik.

Papir gjorde det let at lave koncepter til breve og regnskaber, der kunne laves arbejdstegninger, man kunne tage kopier osv. Trykte bøger og grafiske billeder muliggjorde spredning af viden, ideer, normer og underholdning i hidtil ukendt omfang. På tværs af landegrænser og religiøse skel kommunikerede en intellektuel elite via breve og bøger og skabte dermed et vidensnetværk, der var forudsætningen for spredningen af de mange nye indsigter og på længere sigt for 1600-tallets videnskabelige revolution i Europa.

Derimod vandt den trykte bogkultur før 1800 stort set ikke indpas som kommunikation og middel til spredning af viden uden for det kristne Europa, hverken i den muslimske verden eller i Kina. En nærliggende forklaring er nervøsiteten for synspunkter og indsigter, der stred mod officielle forskrifter.

Frygten var bestemt også til stede i Europa, stort set alle stater fik en form for censur. Europas decentraliserede økonomiske og politiske struktur betød imidlertid, at det i modsætning til de asiatiske storriger reelt var umuligt at undertrykke viden og ubekvemme synspunkter, det var næsten altid muligt at finde en bogtrykker i en anden by eller på den anden side af en landegrænse, der mod betaling, og hvis det i øvrigt var rentabelt, var villig til at trykke kontroversielle skrifter.

Som noget karakteristisk for Europa har man fremhævet en kvantitativ

9

170.0 x 240.0 mm

10

tilgang til omverdenen: måle, veje, inddele, kategorisere i stedet for en ensidig spekulativ religiøs eller filosofisk fortolkning af naturlige fænomener, der er blevet betegnet som kvalitativ. Eksempler på en kvantitativ tilgang er ure, noder, perspektivtegning, dobbelt bogholderi osv. Kommunikationsrevolutionen med den udbredte brug af papir og siden de muligheder, som fulgte med bogtryk og grafisk kunst, har i høj grad lettet kvantitative analyser – det er praktisk at kunne lave beregninger på bagsiden af et stykke papir.

Omvendt var kvalitative spekulationer på ingen måde fraværende i Europa.

Reformationen var et typisk udtryk for kvalitative religiøse spekulationer, der gennemsyrede samfundet på alle niveauer. Afgørende var det, at religion og naturstudier, det kvalitative og det kvantitative, normalt ikke blev anset for modsætninger. Formentlig har det spillet en rolle, at man så det som erkendelse på to forskellige niveauer, som derfor ikke behøvede at komme i modstrid med hinanden, selv om det skete i enkelte tilfælde.

Størstedelen af 1400-tallets og det tidlige 1500-tals humanister afviste relevansen af naturstudier. Moral og kristen etik var vigtigere. Antikkens anseelse havde aldrig været større end omkring 1500. Den var læremesteren inden for alle områder: politik, sprog, jura, litteratur, arkitektur og kunst. Men hvor renæssancen og humanismen løftede antikken til hidtil ukendt anseelse, var det de store opdagelser, der skubbede oldtiden ned fra piedestalen. Opdagelserne viste, at der eksisterede en verden med mennesker, dyr, planter osv., som antikken ikke havde kendt. Man indså antikkens begrænsninger, autoriteten blev undermineret. Den tekniske udvikling virkede i samme retning. Antikken havde hverken kendt til skydevåben, bogtrykkerkunst eller grafisk kunst.

Erkendelsen af antikkens begrænsninger fik konsekvenser. “Grækernes tid er forbi”, sådan blev det formuleret af den danske konge Frederik 2.s livlæge Peder Sørensen (ca. 1540-1602). Peder Sørensen, også kendt som Petrus Severinus, mente, at direkte iagttagelse af et naturfænomen var vigtigere, end hvad en antik forfatter havde skrevet om samme emne. Opdagelserne underminerede ikke kun antikkens videnskabelige autoritet. De indebar også etiske udfordringer. Den brutale behandling af den amerikanske urbefolkning chokerede. Man måtte spørge, om ikke indianerne havde bestemte naturlige rettigheder i kraft af at være mennesker, selv om de ikke var kristne. Kritikken udgik især fra humanistisk indstillede spanske gejstlige, der ved at stille spørgsmålet om menneskers naturlige rettigheder uanset afstamning og religion som de første i nyere tid formulerede en form for universelle menneskerettigheder, måske den vigtigste arv fra renæssancen. Der er dog en forbindelse til antikken, idet også Cicero var inde på spørgsmålet om menneskets umistelige rettigheder.

Forord

170.0 x 240.0 mm

Humanismens fokus på moralske værdier var med til at udløse reformationen. Ligesom renæssancen har reformationen givet anledning til kultureksistentielle refleksioner. Velkendt er tesen om en sammenhæng mellem protestantisk etik og kapitalistisk mentalitet, dertil kommer, at reformationen er blevet gjort til forudsætning for den moderne velfærdsstat, i øvrigt er det i høj grad de samme fænomener, f.eks. sekularisering, individualisme, videnskabelig udvikling osv., der tilskrives reformationen som renæssancen.

Renæssance og reformationstid var også de litterære utopiers tid – bedst kendt er Thomas Mores Utopia fra 1516. I modsætning til Martin Luther og andre reformatorers skrifter havde utopierne næppe betydning som konkret politisk eller social inspiration. Ganske vist var mange af reformationens åndelige og politiske ledere fyldt med håbet om noget andet og bedre, men disse forestillinger var enten messianske, drømmen om Guds rige på Jorden, eller også var de retrospektive og tilbageskuende, fortiden var idealet, det var bedre i gamle dage. Men selv om utopierne var abstraktioner uden forbindelse til virkeligheden, vidner de om troen på, at et samfund kan indrettes på en anden måde end den kendte. Thomas More fokuserede på den sociale ulighed, idealet var tryghed, frigørelsen bestod i en eliminering af frygten for sult, fattigdom, social vold osv. Det var det ensrettede regulerede samfund, tryghed på bekostning af frihed. Francis Bacons 110 år yngre New Atlantis (1626) var en anden form for utopi, her møder vi tanken om videnskaben som forudsætning for en bedre tilværelse. Thomas More var den klassiske humanist, der anså naturstudier for ligegyldige, social moral var vigtigere, mens Francis Bacon ville befri menneskeheden for arbejdstvang og sygdom ved hjælp af videnskab. Den sociale utopi og troen på videnskaben som befrier og forudsætningen for en bedre verden er to hovedspor i europæisk politisk tænkning siden renæssancen.

Med udgangspunkt i humanismen gennemspillede renæssancen de temaer, som dukker op i senere europæisk historie, inden for stort set alle områder, politik, teologi, kunst, litteratur m.m. Renæssancen er både rationalisme og romantik, den er oplysning og religiøs fanatisme, vi møder billedkunst på dens mest sublime niveau, men også ikonoklasme, angreb på billeder af religiøse årsager. Renæssancens europæere brændte hekse og var skånselsløse i udbytning og forfølgelse af urbefolkningen i Amerika og andetsteds, men det var også i renæssancen, at styrkede den oprindeligt klassiske tanke, at ethvert menneske uanset race og religion havde bestemte naturlige rettigheder.

Man dyrkede følelsen og samtidig fornuften, vi møder den mest ekstreme individualisme, men også uhørt social kontrol, gerne i religiøs sammenhæng.

Politisk universalisme krydsede klinger med nationalstaten. Politisk har det

11

170.0 x 240.0 mm

12

universelle projekt altid haft svært ved at hamle op med de mange nationale og regionale identiteter, kulturelt er europæisk civilisation i høj grad universel og knyttet til den udformning, humanistiske og kristne værdier fik mellem 1400 og 1650.

Den engelske historiker Tim Blanning understreger i sin bog The Pursuit of Glory. Europe 1648-1815 fra 2007, at kommunikation er afgørende for den menneskelige eksistens. Det gælder for en hvilken som helst tidsalder.

Men i få perioder har vilkårene for eksistens i den grad forandret sig som følge af ny kommunikation som i renæssancen. Den nye billedkunst, arkitektur, vidensspredning gennem trykte bøger, de store opdagelser, humanismen, reformationen, magtudøvelse og -iscenesættelse, det matematisk beskrevne verdensbillede osv. havde som fælles forudsætning nye kommunikationsformer. Kommunikation i alle ordets betydninger er derfor et hovedtema i denne bog, der er et forsøg på at biografere renæssancens Europa – Europa forstået som den vestlige kristenhed, som reformationen splittede. Som i En ny begyndelse har jeg bestræbt mig på at indkredse de identitetsskabende myter og forestillinger, der lå til grund for sociale og kulturelle processer.

Støtte og opmuntringer har jeg modtaget fra mange sider. Takket være et toårigt forskningsstipendium fra Carlsbergfondet fik jeg lagt fundamentet til bogen. Også fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Augustinus Fonden har jeg modtaget generøs støtte under udarbejdelsen.

Augustinus Fonden har desuden ydet bidrag til udgivelsen. Det samme har Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Alfred Good’s Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Jeg beder alle modtage min ærbødige tak.

En særlig tak til Det Kongelige Bibliotek, der tog imod mig som domicileret forsker – den lette adgang til bibliotekets ressourcer har været af uvurderlig betydning. Det Kongelige Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen har fulgt bogens tilblivelse med interesse og engagement. Jeg takker for gode diskussioner og nyttige kommentarer til manuskriptet. Professor emer., dr.theol.

Martin Schwarz Lausten, Københavns Universitet, leder af H.M. Dronningens Håndbibliotek, ph.d. Mikael Bøgh Rasmussen, lektor, ph.d. Sebastian Olden-Jørgensen, Københavns Universitet, university lecturer Juliette Roding, Universiteit Leiden, min hustru cand.mag. Lis Heiberg og min søn professor, dr.phil. Morten Rievers Heiberg, Københavns Universitet, har alle læst manuskriptet i forskellige versioner. Med indsigt og dømmekraft har de slået ned på fejl og uklarheder, men er samtidig kommet med gode forslag til forbedringer, som jeg har fulgt i langt de fleste tilfælde. Desuden tak til lektor, Forord

170.0 x 240.0 mm

ph.d. Louise Kallestrup, Syddansk Universitet, som kyndigt responderede på mit oplæg ved et møde i Center for Renæssancestudier ved Københavns Universitet i oktober 2014. For godt samarbejde og udvist langmodighed med en sendrægtig forfatter med stor trang til at skrive om i sidste øjeblik takkes Gads Forlag, ikke mindst redaktionschef Henrik Sebro og forlagsredaktør, ph.d. Grethe Jensen.

Sorø den 13. september 2016 Steffen Heiberg

13

170.0 x 240.0 mm

14

Europa. Ide og fysisk realitet

Verdens dronning I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse. Af Zeus, som havde omskabt sig til en hvid tyr, blev hun ført til Kreta, hvor hun blev moder til kong Minos. Bortførelsen var et yndet motiv i antik kunst; i reglen blev Europa afbildet som en nøgen kvinde hvilende på tyrens ryg. Motivet blev genopdaget af renæssancens kunstnere og brugt af bl.a. Albrecht Dürer, Tizian og Rembrandt.

Europa var ikke kun en mytologisk figur. Det var også betegnelsen for landmassen vest og nord for Bosporus og Sortehavet, således hos kirkefaderen Augustin (354-430). I 799 blev den frankiske konge Karl den Store i et panegyrisk digt hyldet som Europas fader, Pater Europae. For første gang blev Europa brugt til at udtrykke en identitet og et politisk program. Den politiske brug af Europabegrebet blev ikke fulgt op. Normalt blev identiteten knyttet til kristendommen; i 1100-tallet brugte John af Salisbury betegnelsen Respublica Christiana, den kristne stat eller verden. Europa blev dog fortsat brugt som geografisk betegnelse, bl.a. af den islandske historieskriver Snorri Sturluson (dansk: Snorre Sturlason) i Heimskringla omkring 1220. Det var uden tvivl tysk patriotisme, men geografisk ikke urimeligt, da astronomen Johann Müller, kendt som Regiomontanus, i 1471 fastslog, at Nürnberg, Tysklands økonomiske dynamo, også var Europas midtpunkt.

Med renæssancen vender Europa tilbage som udtryk for politisk og kulturel identitet. Kardinal Enea Silvio Piccolomini (1405-64), senere pave Pius 2., opfordrede Europa til korstog mod tyrkerne for at redde Konstantinopel.

Piccolominis Europabegreb er politisk og kristent og inkluderer Byzans.

I en hyldesttale i anledning af freden mellem Frankrig og Spanien i CateauCambrésis i 1559 udtrykte den franske humanist og historiker Louis Le Roy håbet om, at freden mellem Henrik 2. af Frankrig og Filip 2. af Spanien ville indlede en ny, lykkelig æra, hvor dyd og lærdom ville triumfere, mens laster E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

Europas bortførelse, ca. 1495. tegning af albrecht dürer. Zeus i skikkelse af en hvid tyr bortfører den fønikiske kongedatter Europa. Et yndet motiv i antikken, som blev genopdaget i renæssancen. graphische sammlung, albertina, Wien.

VErdEns dronnIng

170.0 x 240.0 mm

16

og uvidenhed ville forsvinde. Særligt understregede Le Roy nødvendigheden af fred mellem de kristne som forudsætning for at kunne forsvare sig mod troens fjender. Le Roy fremhævede det paradoksale i, at Europa trods opdagelser og opfindelser var mere truet end nogensinde før. Store områder i Nordafrika og Balkan, der tidligere havde været kristne, hørte nu under de sejrende tyrkere, der også havde belejret Wien i 1529. Som svar på muslimske bønner blev Europa badet i sit eget blod. Højstemt hedder det, at hvis man ikke vil lytte til ham, skal man lytte til Moder Europas hellige stemme: “Jeg, som i de sidste hundrede år har gjort så mange opdagelser, som var ukendte for de gamle (dvs. antikken): nye have, nyt land, nye menneskeracer, nye indsigter og med spansk hjælp har jeg fundet og erobret en ny verden. Men hvor stort dette end er, lige så snart tanken om krig opstår, bliver kunsten tavs, så snart er jeg omgivet af flammer og bliver sønderrevet. Red mig fra mere af dette: ær fredens kunst, lærdom og håndværk, og du vil blive husket med taknemmelighed af menneskeheden … Lyt til Europas hellige stemme.”

Le Roy er et karakteristisk udtryk for såvel selvbevidsthed som frygt. Selvbevidstheden var knyttet til nye opdagelser. Opdagelserne var dels geografiske, Amerika, den nye verden, dels ny viden og nye indsigter som bogtrykkerkunsten. For 1300- og 1400-tallets humanister havde antikken været det store forbillede og uopnåelige ideal. Nu følte man, at man i viden og indsigt havde overhalet de gamle, dvs. antikken. Samtidig er Europa truet af tyrkerne.

De indbyrdes krige giver den ydre fjende let spil. Man skal holde fred, så vil Europa blomstre.

Reformationen splittede Europa konfessionelt; kristenheden var ikke længere noget entydigt begreb. Men en fælles kultur bandt sammen. Den katolske kirke så sig traditionelt som forsvarer af civilitas, dvs. kulturelle og civilisatoriske værdier med rødder i antikken. Ingen protestanter fornægtede antikken; derimod mente man, at kirken havde korrumperet arven, derfor ville man tilbage til oldtiden og oldkirken for at komme bag om Romerkirkens påstande og standpunkter. De originale tekster ville styrke den evangeliske sag, derom var man overbevist. Den konfessionelle splittelse betød på ingen måde tvivl om europæisk kulturs forankring i antikken.

Le Roy havde udtrykt frygt for, at interne modsætninger ville føre til Europas undergang. Også den italienske forfatter Matteo Bandello, hvis historier Shakespeare brugte som kilde til bl.a. Helligtrekongersaften, Romeo og Julie og Stor ståhej for ingenting, beklagede sig over, at tyrkerne som følge af uenigheden mellem europæerne havde reduceret kristenheden til en begrænset E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

del af Europa. Til gengæld blev Osmannerriget ikke opfattet som europæisk i Vesten. Det fremgår af et symbolsk Europakort i Sebastian Münsters udbredte rejsehåndbog Cosmographia (1544). Europa er afbildet som dronning. På hovedet bærer hun den (tysk-)romerske kejserkrone. Hovedet er dog ikke Tyskland, men Spanien, hermed fortælles det, at Spanien var hovedmagten, der styrede Europa. En særlig pointe er, at da Sebastian Münsters bog udkom, var den spanske konge og den tyske kejser en og samme person, nemlig Karl 5. Armene er Italien og Danmark, kroppen fastlandsstaterne Frankrig, Tyskland, Polen, Litauen, Ungarn, Rusland m.fl.

Kortet udtrykker europæisk selvforståelse. Selv om Balkan, næsten hele Ungarn og betydelige dele af Sydrusland var en del af Osmannerriget, er der ingen henvisning til tyrkerne. Balkan betegnes som Graecia – Grækenland – med Konstantinopel som hovedby.

Bogtrykkerkunsten gjorde forestillingen om Europa mere konkret end kunstnernes mytologiske figurer. Så tidligt som 1493 udgav Hartmann Schedel i Nürnberg den såkaldte Nürnbergerkrønike, en blanding af bibelhistorie og verdenshistorie, det sidste reelt nyere europæisk historie. Bogen er illustreret med træsnit, dels af bibelske begivenheder, dels prospekter af en række europæiske byer, bl.a. Nürnberg, Prag, Krakow, Ulm, Breslau (i dag Wrocław) og Konstantinopel samt det ældste eksisterende prospekt af Jerusalem. Desuden er der fortællende billeder med historiske motiver, bl.a. af Senecas død. For at opnå størst mulig udbredelse blev værket trykt både i en latinsk og en tysk version. Schedels krønike fik mange efterligninger i de følgende årtier.

Markedet for historiske og topografiske værker var betydeligt. Et ambitiøst projekt var fembindsværket Civitates Orbis Terrarum med detaljerede kobberstukne prospekter af alle større europæiske byer, trykt af Georg Braunius i Köln (1572-1617). Foruden store byer som Paris, London, Rom, Milano, Wien, Firenze, Krakow osv. er en stribe danske og holstenske småbyer som bl.a. Kolding, Segeberg, Odense, Helsingborg, Lund og Itzehoe kommet med.

Det har sin egen forklaring, idet værket til dels blev finansieret af den holstenske adelsmand Henrik Rantzau. Den dansk-holstenske overrepræsentation afspejler mæcenens patriotisme. Stikkene blev også solgt som løstryk og desuden kopieret i form af billige træsnit.

Kobberstikkeren Matthäus Merian udgav fra 1629 Theatrum Europaeum, en årbog (de enkelte bind omfattede dog flere år) på mange hundrede sider, der beskrev de vigtigste begivenheder i de pågældende år med hovedvægten på politik og krig samt sociale begivenheder inden for eliten som kroninger, fyrstebryllupper osv. Sproget er tysk, perspektivet europæisk. Theatrum Europaeum rummer mange informationer, som ikke kendes fra andre kilder, VErdEns dronnIng

17

170.0 x 240.0 mm

18

og er derfor en vigtig kilde til Trediveårskrigen og Ludvig 14.s krige. Værket var illustreret med kobberstik, både portrætter, byprospekter og slagbilleder.

Det udkom helt til 1738, dog uregelmæssigt. Derimod blev ældre bind i flere tilfælde genoptrykt.

Værker som Civitates Orbis Terrarum og Theatrum Europaeum bidrog til at skabe en form for europæisk identitet i en tidsalder, der ellers var præget af splittelse. I 1623 brugte den engelske filosof Francis Bacon udtrykket Nos Europaei, vi europæere, i det latinske skrift De augmentis scientiarum (Om at fremme videnskaberne).

Betegnelsen “europæere” var bekvem, fordi Bacon, som understreget af den tyske historiker Heinz Gollwitzer (1917-99), derved kunne henvende sig til både protestanter og katolikker. Efter reformationen var begreber som kristenhed og kristendom ikke længere entydige; derimod var Europa velegnet som fælles kulturel referenceramme, knyttet sammen af intellektuelle, der på tværs af nationale skel korresponderede om historiske og videnskabelige emner, og hvad der var endnu vigtigere: præsenterede ny viden i trykte bøger.

Bogtrykkerkunsten knyttede lærde sammen i et intellektuelt fællesskab på tværs af nationale og konfessionelle grænser og styrkede latins position som fælleseuropæisk kommunikationsmiddel.

Opdagelserne ændrede synet på Europas position i verden; i sammenhæng hermed blev også emblematikken, sindbilledsproget, forandret. Da kejser Karl 5. og sønnen Filip 2. i 1549 holdt deres indtog i Antwerpen, blev de på vejen mødt af tre knælende kvindefigurer, der symboliserede Europa, Asien og Afrika. Selv om man på dette tidspunkt var klar over, at Amerika var en verden for sig og ikke forbundet med den gamle verdens tre kontinenter, valgte man at holde sig til antikken. De tre verdensdele var en traditionel fremstilling af verdensherredømmet med rødder i antikken.

Opdagelsen af Amerika gjorde, som Le Roy understregede, Europa til noget særligt. Efter 1550 forsvinder den traditionelle fremstilling af den gamle verden. I loftet over Audienssalen på Frederiksborg Slot sidder ikke tre, men fire malerier, der forestiller verdensdelene Europa, Asien, Afrika og Amerika (Australien var endnu ikke kendt). De er udført omkring 1685 af den norske maler Peder Andersen. Billederne er symbolske, idet de fire kontinenter er personificeret ved hver sin kvindefigur. Afrika er en sort kvindelig kriger, der hviler sammen med en løve, desuden ses en skorpion, mens Amerika er repræsenteret ved en indianer, en amazone med fjerprydelse, den amerikanske dyreverden med en bison. Asien er en turbanklædt kvinde, desuden ses en kamel, mens Europa er en kronet kvindefigur med en kirke i hånden. Hun er omgivet af faner, kroner, bøger, bl.a. Bibelen, musikinstrumenter; desuden E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

er der hjelme og en stridshest, en jordglobe samt vindruer. Audienssalens malerier følger anvisningerne i italieneren Cesare Ripas Iconologia fra 1603, en håndbog i metaforer og allegorier, der ifølge titelbladet henvendte sig til talere, prædikanter, digtere, malere, billedhuggere, tegnere og andre, der havde brug for at udtrykke sig i billeder. Ifølge Ripa skulle Europa afbildes som en kvinde med krone for at vise, at Europa var verdens dronning og på grund af sin frugtbarhed overgik alle andre dele af verden. I hånden skal hun have en kirke som symbol på, at kristendommen var den sande religion, alle andre overlegen. Med den anden hånd udpeger hun kroner og sceptre for at vise, at verdens mægtigste herskere er i Europa. Hun skal være omgivet af heste og våben, visdommens ugle, bøger og musikinstrumenter, “fordi Europa altid har været alle andre dele af verden overlegen med hensyn til militærvæsen, litteratur og kunst”. Uglen mangler på Peder Andersens billede; ellers følger han Ripa. Vinrankerne fortæller om frugtbarhed, mens jordgloben symboliserer Europas herredømme over resten af Jorden.

De fire verdensdele var et yndet motiv i 1500- og 1600-årene, bl.a. Rubens malede dem. Det er verden efter de store opdagelser, en verden med Europa i centrum. I Abraham Ortelius’ verdensatlas fra ca. 1570 hedder det, at skønt Europa er mindre af udstrækning og omkreds end andre verdensdele, blev det med sit tempererede klima og sin frugtbare jord, sine byer og landsbyer og som følge af indbyggernes og folkeslagenes kvaliteter af alle klassiske forfattere regnet for den bedste del af verden. Den franske humanist Guillaume Postel (1510-81) anførte, at kristendommen og den gamle verden var blevet forynget i kraft af opdagelserne.

Ortelius’ fremstilling fortæller om Europas triumf over resten af verden.

Inspirationskilden er den traditionelle fremstilling af Venedig som havets dronning. Og det var egentlig et præcist billede. Europas globale position var baseret på herredømmet over oceanerne, ganske som Venedig engang havde behersket Middelhavet.

Le Roy havde peget på det paradoksale i, at Europa trods opdagelserne og nye indsigter var mere truet end tidligere. Det tyrkiske Osmannerrige kontrollerede Balkan og dele af Sydrusland. Samtidig var Venedigs traditionelle magtstilling i det østlige Middelhav gået tabt. Trods sine store europæiske besiddelser blev Osmannerriget betragtet som asiatisk. Europæiske kort anførte ikke, at Grækenland og Konstantinopel var under tyrkisk herredømme.

Man brugte konsekvent betegnelsen Graecia, mens Asien på alle emblematiske fremstillinger blev afbildet som en tyrkisk kvinde med turban, ganske som i Audienssalen på Frederiksborg.

Ved siden af Europa som ide var der en europæisk virkelighed, en fysisk VErdEns dronnIng

19

170.0 x 240.0 mm

20

og geografisk realitet. Både i by og på land er der bevaret mange bygninger fra 1400- og 1500-tallet: kirker, borge, paladser, borgerhuse og også et enkelt bondehus hist og her. Men ofte, især i byerne, ligger de som isolerede øer klemt inde af den moderne verden. Hvor vi endelig har større sammenhængende bebyggelser, har den nødvendige restaurering og moderne brug af husene hyppigt resulteret i et sterilt og kedeligt præg, fortiden er blevet til kulisser for kunstgallerier, eksklusive antikforretninger, restauranter og tarvelige turistboder.

Lidt hjælp får vi af renæssancens billeder. 1400-tallet er det første moderne gennembrud i europæisk kunst; fra 1430’erne er billederne tredimensionale, de har perspektiv, og personer, bygninger og landskaber gengives naturalistisk med optisk præcision. Motiverne er i langt de fleste tilfælde religiøse, men baggrunden for religiøse og mytologiske scenerier er ofte landskaber og realistisk udførte prospekter af flamske og italienske gader og bymiljøer, vi ser også ind i stuerne. Larmen fra skrumlende vogne hen over den ujævne stenbro, stanken fra latriner og skarnkister, råbende torvekoner, gadeslagsmål, alle fortidens udfordringer af sanserne, det må vi overlade til fantasien. Hjælp får fantasien dog af de mange rejseberetninger, der efter 1400 er bevaret i stort tal. Det er naturligvis ikke alt, hvad rejsende fortæller, der er troværdigt.

De praler, husker forkert, misforstår informationer og ser verden gennem religiøse og kulturelle fordomme. Vi oplever rejsens besværligheder, dårlige veje, røvere, kroer af meget vekslende kvalitet, nidkære toldere, kommer på besøg i badstuer og slotte. Endelig var det lidt af en kunst at undgå at ende i en krig, for det decentraliserede Europa vrimlede med væbnede konflikter.

Alle veje fører til Rom I 1497 udgav Erhard Etzlaub, en bogtrykker fra Nürnberg, et kort over Tyskland og Mellemeuropa, nord-syd strækker kortet sig fra Viborg til Salerno. I modsætning til et moderne kort er syd opad. Anledningen var det tilstundende jubelår 1500, hvor pilgrimme fra alle dele af Europa i tusindvis ville søge til Rom for at modtage syndsforladelse af paven.

Naturligvis har Etzlaubs kort ikke et moderne atlas’ nøjagtighed. Særlig upræcis er gengivelsen af Danmark; blandt andet er København placeret i

Europa på sin trone som verdens dronning. titelblad til abraham ortelius’ theatrum orbis terrarum, et verdensatlas trykt i antwerpen 1570. titelblad og tekst udtrykker europæisk selvforståelse. Europa prises for sit milde klima og sin frugtbarhed, sine prægtige byer og landsbyer, for indbyggernes dygtighed osv. det kongelige Bibliotek, københavn.

E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

allE VEjE FørEr tIl rom

170.0 x 240.0 mm

22

”romwege” – Veje til rom. kort over Europa fra danmark til Italien. syd er opad. trykt hos Erhard Etzlaub i nürnberg formentlig i 1497, antagelig som vejledning for pilgrimme, der ville til rom i jubelåret 1500. det kongelige Bibliotek, københavn.

E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

albrecht dürer: prospekt af nürnberg, mellemeuropas økonomiske centrum, hvor en række vigtige handelsveje mødtes. Byen var kendt for sine ure og metalarbejder. kunsthalle, Bremen.

Skåne. Men for Tysklands og Mellemeuropas vedkommende giver kortet en fornemmelse af, hvordan byer og steder er placeret i forhold til hinanden.

Om kortet virkelig blev solgt til pilgrimme, og om det var til nogen nytte, vides intet. Etzlaub kaldte sit kort for Romwege, en illustration af det middelalderlige mundheld “alle veje fører til Rom”. Udtrykkets ophavsmand kendes ikke, men det bruges omkring 1400 af Geoffrey Chaucer, ikke i de berømte Canterbury Tales, men i en afhandling om at finde vej.

En af dem, som rejste til Italien, var Etzlaubs bysbarn, maleren Albrecht Dürer. Etzlaubs kort har han ikke brugt, da han rejste i 1494, dvs. før Romwege blev trykt; til gengæld har Dürer i en række fine akvareller gengivet byer og landskaber, han så undervejs. Han tegnede bl.a. prospekter af Innsbruck og Trento med den højtliggende borg samt af snoede veje over Alperne. Prospekterne virker umiddelbart realistiske, men Dürer har måske styrket det dramatiske udtryk ved at overdrive borgenes størrelse.

Også hjembyen Nürnberg blev fastholdt i et prospekt af Dürer. I forgrunden ser vi vejen sno sig omkring byen ind mod byporten, i baggrunden ses det stadig eksisterende kejserpalads, til venstre den åbne bebyggelse i omegnen.

Det er en jordvej, hvor hjulene er kørt fast i vådt føre, mens støv og sand har plaget den vejfarende i tørkeperioder.

Albrecht Dürers stemningsfulde akvareller mere end antyder, at det har krævet tålmod og udholdenhed at færdes på vejene. I Vest- og Mellemeuropa allE VEjE FørEr tIl rom

170.0 x 240.0 mm

24

var vejsystemet fortsat bygget op omkring de gamle romerveje, men mange steder var de ikke blevet vedligeholdt i tusind år. De germanske kongeriger, der efterfulgte Romerriget, havde hverken økonomi eller organisation til selv de nødtørftigste reparationer. Regn og frost gjorde belægningen ujævn; græs og buske skubbede stenene i vejret. Æsler og muldyr kunne måske klare det, vogne væltede let. Enkelte romerveje var dog fortsat i brug, bl.a. dele af Via Cassia i Mellemitalien, der nu indgik i Via Francigena, den franske vej, som fra Nordfrankrig førte til Rom. Middelalderen vrimlede med vejfarende, bønder, der skulle til marked, købmænd med varerne på heste- eller muldyrryg, pilgrimme på vej til en valfartskirke, fyrster og aristokrater med et ofte stort følge på vej mellem borge og slotte. Nordeuropæiske pilgrimme kunne søge mod fjerne destinationer som Rom og Santiago de Compostela; de fleste mål var dog nærmere.

Overalt var der valfartskirker, som rummede relikvier eller på anden måde havde betydning for den kristne identitet. Selv små landsbykirker kunne tiltrække pilgrimme. Kippinge Kirke på Falster var en typisk valfartskirke.

Den lå ved en gammel hedensk helligkilde; dens betydning som valfartsmål skyldtes kirkens fornemste relikvie: nogle dråber af Kristi blod.

På landevejen mødtes mennesker fra alle samfundslag. Hovedpersonerne i Canterbury Tales er pilgrimme på landevejen mellem London og Canterbury på vej til Thomas Beckets grav, et af de store pilgrimsmål. Pilgrimmenes betydning for økonomien var betragtelig. De skulle spise og overnatte undervejs. Det gav omsætning for de lokale. Logi blev tilbudt af kroer og klostre – en række af Europas største og rigeste klostre lå langs vejene til Rom og Santiago de Compostela. Hyppigt blev der afholdt markeder i tilknytning til valfartskirkerne. Kirkerne tjente på handelen; desuden fik de rige gaver, selv mindre kirker kunne friste pengeforlegne fyrster. Kippinge Kirkes formue blev således beslaglagt af Christian 2., i princippet som lån.

I det politisk og økonomisk fragmenterede Europa påhvilede vedligeholdelsen af vejene i reglen lokale myndigheder, typisk en greve eller fyrstelig lensmand. Standarden kunne derfor veksle over korte afstande, nogle steder blot en trampet sti, andre steder var der brolægning eller fast underlag, så en vogn kunne skramle af sted.

Specielle behov kunne betyde veje af bedre kvalitet. I 1100-tallet begyndte man at bryde salt ved Lüneburg i Nordtyskland. De største aftagere var hansestæderne, først og fremmest Lübeck, der havde behov for store mængder, bl.a. til nedsaltning af sild fra Skånemarkedet. Saltet blev transporteret til Lübeck ad den såkaldte Alte Salzstrasse. Saltblokke var tunge, og det stillede krav til vogn og vej. I Nordtyskland, der ikke havde romerveje, blev saltvejene E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

vigtige for varetransport over større afstande. I dag er de gamle saltveje i mange tilfælde udlagt som turiststier til glæde for vandrere og cyklister.

I højmiddelalderen mangedobledes vareomsætningen. Det skabte behov for bedre veje. Allerede i 1100-tallet blev der bygget en ny vej fra Pisa til Lucca. I 1233 var Pisa begyndt at reparere den gamle romervej Via Aurelia, og efter 1286 begyndte man at brolægge en helt ny vej til Rom parallelt med Via Aurelia. Det gik dog langsomt; i 1308 var man nået 40 kilometer fra Pisa.

Også omkring Siena og Firenze blev der bygget nye veje, der forbedrede de lokale transportmuligheder og forbandt byerne indbyrdes. Den danske historiker Johan Plesner (1896-1938) har brugt udtrykket “vejrevolution” om det intensive vejbyggeri i Norditalien. Men der blev også bygget veje nord for Alperne; den tysk-romerske kejser Karl 4. anlagde i 1340’erne en ny vej opkaldt efter ham selv, Via Carolina, fra Prag, hans residens, til Nürnberg, Mellemeuropas økonomiske dynamo.

Større italienske byer, bl.a. Firenze og Siena, ansatte særlige vejmestre til at overvåge vejes og broers tilstand og til at forestå anlægget af nye. Vejmestre havde man også andre steder; Bruxelles fik i 1326 en chef-villes, der skulle have opsyn med vejene. Vedligeholdelsen blev finansieret af afgifter, der skulle betales for brugen af vejene. Det tætbefolkede Flandern havde nogle af Europas bedste veje. Flamske miniaturer fra 1400-tallet viser håndværkere i gang med brolægning af broer og veje. Brolægningen var dog tit partiel og midlertidig, typisk på steder, hvor der opstod dybe, vandfyldte hjulspor. En fint anlagt jordvej ses på Rogier van der Weydens maleri af Jomfru Marias besøg hos Elisabeth fra ca. 1440. De to højgravide kvinder står på en vej støttet af faskiner. Brugen af faskiner til at hindre vejkassen i at skride er en teknik, der endnu anvendes ved anlæg af skov- og markveje, især i fugtige områder. Brolægning var især et byfænomen, den castilianske adelsmand Pero Tafur roser således den fine brolægning i byer som Basel, Strasbourg, Mainz og Köln. I dag forbinder vi brolægning med sten, men træbrolægning var ikke ualmindelig.

En af Albrecht Dürers topografiske akvareller viser en unavngivet sydtysk landsby ved en flod med en bro og vandmøller. Det er en spinkel træbro, stabil ser den ikke ud, det er let at forestille sig, hvordan en sådan konstruktion er blevet skyllet bort, når floden gik over sine bredder. Til gengæld kunne den let genskabes. Landskabet var mere vandlidende end i dag, systematisk bortledning af vandet forekom sjældent, bortset fra marskegnene ud mod Nordsøen, hvor der var gammel tradition for store digearbejder og dræning. Ofte måtte vandløb krydses i båd eller på en tømmerflåde, enten fordi broen var skyllet væk, eller fordi der ikke var nogen. Det tog vognenes konstruktion højde for. allE VEjE FørEr tIl rom

25

170.0 x 240.0 mm

26

De var sat sammen uden brug af spigre og bolte og kunne skilles og samles hurtigt. Af anderledes solid beskaffenhed end Dürers spinkle træbro er den stadig bevarede Ponte Vecchio i Firenze fra 1345. Den afløste en forgænger fra 1100-tallet, som vandmasserne havde revet bort i 1333. Ponte Vecchio, “den gamle bro”, over Arnofloden er med sine påklistrede boder og huse et malerisk skue. Forretningerne er i den dyre ende, det er guldsmede og juvelerer, der præsenterer sig for publikum. Det er ikke her, gennemsnitsturisten lægger sine penge; postkort, souvenirs og falske mærkevarer kan man derimod købe hos de gadehandlere, der trods forbud har anbragt deres tarvelige artikler på små tæpper oven på stenbroen.

Også på Dürers tid var broen klistret til med huse og boder. Placeringen var bekvem; i 1442 fik byens slagterlav monopol på at handle på broen. Så gamle er de nuværende huse ikke, de fleste er fra 1600-tallet. På det tidspunkt var slagterne forvist fra broen. Det hang sammen med det galleri, hertug Cosimo i 1563-64 havde bygget langs broens østside, så han kunne bevæge sig uset fra residensen i Palazzo Pitti syd for floden til regeringskontorerne i Uffizierne på nordsiden og også uden at blive generet af regn eller stærk sol.

Man fandt det ikke foreneligt med broens anseelse, at der blev solgt fødevarer.

Guldsmede passede sig bedre.

Trods hertug Cosimos regelrette renæssancekorridor og de dyre forretninger er der en stemning af middelalder over Ponte Vecchio og det omgivende sceneri. Broens huse og boder er i dag noget særligt, det ses ikke mange andre steder i Europa. Engang var det anderledes. I senmiddelalderens og renæssancens byer var boder og endog beboelse på broerne et almindeligt syn. Både Pont Notre Dame i Paris og London Bridge var overlæsset med huse. Begge steder blev de revet ned i 1700-tallet, dels af sanitære grunde, dels fordi man frygtede, at broerne skulle bryde sammen under vægten af de mange fire-femetages huse.

Ponte Vecchio er kun en af mange nye broer fra 1300-tallet. Af stadig eksisterende broer blev Ponte Scaligero i Verona fuldført i 1356, året før Karlsbroen i Prag. Fra samme tid er Valentrée-broen i Cahors. En af Europas største broer førte over Rhône ved St. Esprit nord for Lyon. Den spændte over ikke mindre end 24 buer. Den stod færdig i 1309 og var bygget af et gejstligt broderskab, ikke af hensyn til handelsfolk, men for at lette rejsen for fromme pilgrimme.

Ofte var broerne som i Cahors forsynet med befæstede tårne, ikke kun for at beskytte handel og færdsel, men også for at opkræve told eller beskyttelsespenge. Brotårne kontrollerede i reglen både trafikken over og under broen.

De fleste større europæiske byer lå ved en flod eller å, og flodpramme E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

pieter Bruegel: Barnemordet i Betlehem, ca. 1567. den bibelske scene er henlagt til en flamsk landsby med store velbyggede gårde. Billedets underforståede motiv er den brutale spanske undertrykkelse af oprøret i nederlandene (soldaterne). royal Collection trust / © Her majesty Queen Elizabeth II 2016.

havde større kapacitet end en vogn. En stor pram kunne bære adskillige ton, desuden kunne kasser og tønder stables hensigtsmæssigt. En pakhest kunne højst bære 400 lispund, knap 200 kg, muldyr og æsler, der var almindeligt brugt i Sydeuropa, endnu mindre. En tohjulet vogn med to eller tre forspændte heste kunne transportere tre-fire gange så meget. De største firhjulede vogne kunne, trukket af seks heste, transportere 1.300-1.500 kg. Så store vogne havde de færreste råd til, seks heste var dyre i foder. En landevejstransport med pakæsler er afbildet på Benozzo Gozzolis berømte fresko af de hellige tre konger i Palazzo Medici i Firenze.

Flodtransport og kystsejlads var, hvor det var muligt, billigere, og transportkapaciteten større. Ulempen var, at der gerne var mange borge langs floderne, hvorfra fyrster og aristokrater opkrævede told af skibe og pramme.

Det kunne blive dyrt, og da toldbehandlingen hyppigt var langsommelig, allE VEjE FørEr tIl rom

170.0 x 240.0 mm

28

bidrog det til, at mange købmænd foretrak den besværlige og ikke ufarlige landtransport.

Røvere De mange mennesker på vejene tiltrak røvere og stimænd. Vej gennem skov var altid farlig; særligt berygtet var egnen omkring Paris, her var både røvere og ulve. Der var heller ikke trygt omkring London. Det tomme hedeland langs den gamle romervej Watling Street omkring Greenwich øst for London var risikabelt, og landevejen mod Cambridge blev kun anset for sikker frem til Potter’s Bar, 30 km nord for London. Selv på tæt trafikerede pilgrimsveje kunne det gå galt; den engelske dronnings bror blev i 1476 nord for Rom frarøvet juveler og andre kostbarheder, selv om selskabet bestod af en jarl, en baron, en knægt, fire riddere og et stort antal tjenere. Da den bøhmiske adelsmand Leo Rozmital fra 1465 til 1467 rejste i Vesteuropa, havde han et følge på 60 personer, normalt tilstrækkeligt til at holde almindelige røverbander fra livet.

Ikke kun penge var røverne ude efter. Varer kunne omsættes, og det var almindeligt, at røverne afsatte stjålne sager på det nærmeste marked. Det samme gjorde plyndrende soldater. Kvæg røvet i landsbyerne blev gerne drevet til nærmeste købstad og solgt.

En fornemmelse af de plager, lokalbefolkningen led under, giver en række af Pieter Bruegel den ældres billeder fra omkring 1560. Ganske vist er der tale om bibelske motiver som barnemordet i Betlehem, men scenerne er henlagt til nederlandske landsbyer. Fremstillingen af landsbymiljøet er hovedsagen, det bibelske motiv sekundært. Herodes’ soldater er i samtidige harnisker, dermed antydede Bruegel en parallel mellem to tyranner, Herodes og Filip 2., mellem barnemordet og den brutale undertrykkelse af de nederlandske protestanter.

De landsbymiljøer, Bruegel malede, havde næppe ændret sig meget siden 1400-tallet, og bortset fra klædedragten er det folkeliv, han skildrer, f.eks. det berømte Bondebryllup, heller ikke meget anderledes end 100 år før.

Huse af den type, som Bruegel malede, kunne man også have fundet et århundrede tidligere, men næppe meget længere tilbage i tiden. Vi ser normalt kun husene udefra, men da de i de fleste tilfælde har en overetage, kan vi formode, at der er tale om huse med en differentieret ruminddeling, hvilket først blev almindeligt efter 1350. De landsbyboere, der fylder billederne, er malet med den yderste realisme; i modsætning til officielle portrætter af eliten, hvor modellerne altid har en fast lukket mund, og ansigterne er om ikke E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

29

pieter Bruegel den ældre: dansende bønder i en af Europas mange tusinde småbyer, i sig selv ubetydelige, men tilsammen rummede de et betydeligt økonomisk potentiale og var samfundets rygrad. maleriet er ikke kun en skildring af folkelivet, det er fyldt med moralske pointer og metaforer. Bl.a. advares der imod de syv dødssynder. Fråseri, vrede og vellyst ses således omkring bordet i venstre side. kunsthistorisches museum, Wien.

udtryksløse, så dog karakteriseret med vægt på det værdige og kontrollerede, er almuebefolkningen ofte skildret stirrende med grove, skæve og snavsede fjæs, hvor enkelte tilbageblivende tænder stritter ud af en halvåben mund.

Der sorteres ikke blandt figurerne, krøblinge og andre usle eksistenser fra samfundets bund har møvet sig ind i billederne; trods den bibelske staffage er det realistisk reportage. Visuelt kommer vi ikke nærmere på mennesker og deres dagligdag for 500 år siden. Stanken fra deres legemer og beskidte, lasede klæder må vi forestille os.

Nürnberg, Dürers by og en af Europas vigtigste handelsbyer, indgik omkring 1500 aftaler om eskorte af handelen med en række andre byer samt hen ved 100 sydtyske herremænd. Det sidste var uden tvivl klogt, adelsmænd var potentielle røvere. Pero Tafur fra Sevilla, der rejste i Europa og Mellemøsten mellem 1435 og 1439, fortæller, at han og hans følge uden for Wien blev forfulgt af røvere. Med nød og næppe slap de inden for byens porte røVErE

170.0 x 240.0 mm

30

og reddede derved formentlig livet. Stor var Tafurs overraskelse, da han om aftenen på det værtshus, hvor han var indlogeret, mødte nogle af de samme røvere. Da han foreholdt dem det slette i deres forehavende, forsvarede de sig med, at de var fattige adelige, der også skulle leve. Når selv en rigmand som Tafur kunne få problemer, er det indlysende, at faren for jævne rejsende var meget stor. Den siden så berømte danske teolog Niels Hemmingsen blev i 1537 på vej til Wittenberg, hvor han var immatrikuleret ved universitetet, overfaldet af røvere, der stjal den fattige students få ejendele. Heldigvis havde han landsmænd i Wittenberg, som kunne hjælpe ham med det mest nødvendige.

Rejsende var i det hele taget lette ofre. For ikke at blive snydt hyrede mange en lokal rejsefører, der skaffede heste, sørgede for forplejning og indkvartering.

Der var mange måder at miste sine penge på. Den franske renæssancehumanist Michel de Montaigne blev i 1581 udsat for et tricktyveri på Gianicolohøjen i Rom, mens italieneren Antonio de Beatis i 1517 fik stjålet en pung på en kro i Frankrig; måske derfor hans vrede mod franskmændene, som han kalder dovne og ondskabsfulde.

Der var andre farer. Krig var indtil 1815 en slags europæisk normaltilstand, og rejsende kunne uforvarende befinde sig midt i en konflikt. De danske brødre Mogens og Falk Gøye var så uheldige at opholde sig i Paris under Bartholomæusnatten i 1572, hvor huguenotter (franske protestanter) i stort antal blev myrdet. Brødrene turde ikke gå ud i 14 dage og skilte sig af med deres evangeliske bøger; det lykkedes dem dog til sidst at få pas til Strasbourg, så de kunne slippe ud af Paris.

Et stort problem var aftakkede soldater, der kunne slå sig sammen i store bevæbnede bander. I 1388 under våbenstilstanden mellem Frankrig og England erobrede og plyndrede et kontingent afskedigede soldater byen Montferrand i Midtfrankrig. Selv om den militære disciplin og organisation forbedredes i de følgende århundreder, var soldater, der plyndrede på egen hånd, et stort problem endnu i 1600-tallet, ikke mindst i Tyskland i Trediveårskrigens slutfase, hvor samfundet mange steder var gået i opløsning.

Ikke kun kriminelle elementer var et problem, lokalbefolkningen viste sig ofte at være fjendtligt indstillet. Montaigne, der rejste gennem tætbefolkede egne i Centraleuropa og Italien, hvor befolkningen var vant til fremmede, anbefalede, at man ikke skilte sig ud med hensyn til klædedragt – det var vigtigt ikke at tiltrække opmærksomhed. Mere ubehageligt var det at rejse i egne, hvor fremmede var sjældne. Gabriel Tetzel fra Nürnberg, der ledsagede Leo Rozmital på rejsen til Nederlandene, England, Frankrig og Spanien i 146567, brød sig ikke om Catalonien. Landskabet var vildt og øde, den trykkende E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

hede uudholdelig, vejene elendige, desuden måtte man jævnligt krydse rivende vandløb uden broer. Endvidere var rejsen præget af skænderier med emsige embedsmænd og toldere. Flere i følget var indstillet på at sætte hårdt mod hårdt og ikke finde sig i urimelighederne. Det afviste Rozmital trods det 60 mand store væbnede følge – satte man sig op mod myndighederne, ville ingen i selskabet slippe levende ud af Catalonien.

I en kro ved kysten blev Rozmital og hans følge advaret om, at det var farligt, hvis de gik ud to-tre personer ad gangen. Man risikerede at blive taget til fange af pirater, der førte fangerne til et skib og solgte dem som slaver.

Hvis man ville udenfor, måtte hele selskabet følges ad. Ballade undgik man dog ikke. Kroen blev angrebet af lokale bevæbnede med spyd. Der var ikke andet at gøre end at kæmpe for livet, og den beslutsomme modstand stoppede da også angrebet. Der kom en forhandling i gang, hvor angriberne blev spurgt om grunden til deres aggressive fremfærd. Svaret var, at de ledte efter en mand, som havde forført en kvinde og gemt sig på kroen. Det troede ingen i Rozmitals selskab på, en af deltagerne noterer, at nok var catalonierne kristne, men derudover var de værre end nogen hedninge.

Rozmitals selskab var ikke ene om dårlige oplevelser i Spanien. Arnold von Harff, der i 1497-98 havde været på pilgrimsfærd til Santiago de Compostela, kristenhedens fornemste pilgrimsmål efter Jerusalem og Rom, blev på vejen til Burgos overfaldet af banditter. To af hans ledsagere blev dræbt, han selv og en anden måtte flygte til fods til Burgos.

Catalonien var fremmedartet for Leo Rozmitals bøhmisk-tyske selskab.

Det blev selvfølgelig endnu mere udtalt, hvis man kom uden for den kristne verden. Flamlænderen Ogier de Busbecq, der i 1554 og 1556 stod i spidsen for et kejserligt gesandtskab til den osmanniske sultan i Konstantinopel, beklagede sig over, at han ikke kunne få vin, det normale middel mod søvnløshed.

Fyrsterne bestræbte sig på at beskytte pilgrimme og handelsfolk; det var dog ikke altid, den fyrstelige autoritet var tilstrækkelig. I 1521 klagede tyske købmænd over, at usikkerheden på vejene betød en fare for købmændenes liv, ejendom og varer. Problemet var, at eskorte var dyr, fyrsterne forlangte, at købmændene selv betalte. Beskyttelsespenge blev hurtigt en vigtig indtægt for fyrster og aristokrater. Handelsfolk blev tvunget til at købe eskorte, også når de ikke selv fandt det nødvendigt. Toldafgifter blev hyppigt begrundet med udgifterne til beskyttelse, selv om det egentlige formål var beskatning.

Det kunne være vanskeligt for den rejsende at forsvare sin ejendom. Da Pero Tafur i 1437 ankom til Venedig efter næsten to års rundrejse i det østlige Middelhavsområde, fik han beslaglagt alt sit gods inklusive gaver fra røVErE

31

170.0 x 240.0 mm

32

orientalske fyrster samt to slaver, han havde købt på slavemarkedet i Kaffa (i dag Feodosija) på Krim. Han henvendte sig straks til dogen og forlangte sit gods udleveret. Dogen oplyste, at det var forbudt udlændinge at indføre gods fra Sortehavet til Venedig – byens egne købmænd havde monopol på handelen – men loven gjaldt kun købmænd, ikke en adelig som Tafur. I øvrigt fik han kompensation for besværlighederne i form af konfekt og vin, der blev sendt til hans logi.

Det er indlysende, at forbuddet skulle give Venedigkøbmændene monopol på Sortehavshandelen. En parallel situation havde Tafur oplevet to år tidligere i Genova. Her nægtede byens købmænd og banker at indfri hans veksler. Der var næppe noget suspekt ved dem, men det var altid svært for udlændinge at få deres ret. Ligesom Venedig havde også Genova en doge, som Tafur appellerede til, og også her fik han medhold. Var det ikke lykkedes, havde han formentlig været nødt til at sælge eller pantsætte kostbarheder, hvad Leo Rozmital blev tvunget til. Efter to års rejse var Rozmitals driftskapital sluppet op, og han måtte pantsætte et armbånd i Wiener Neustadt for 1.200 kroner, selv om det ifølge en af hans rejsefæller var mindst 10.000 værd. Han var dog så tæt på sin bøhmiske hjemstavn, at det ikke blev nødvendigt med flere dårlige forretninger.

Når Tafur fik sin ret i Genova og Venedig, skyldtes det hans sociale status. Hans slægtsnavn fortæller, at han var af gotisk afstamning, idet Tafur-familien var en sidegren til Guzman-slægten. Der var prestige i gotisk og germansk afstamning, og mange spanske adelsslægter brugte navnet Guzman (Guzman skal være afledt af en gotisk ærestitel: god mand), men Tafurs familie inkluderede en berømthed som Domingo de Guzman (Sankt Dominicus), grundlæggeren af dominikanerordenen. Tafurs økonomiske status fremgår af, at han kunne rejse rundt i Europa og Mellemøsten i fem år uden at komme i bekneb for penge. Desuden kunne højadelige som Leo Rozmital og Pero Tafur i kraft af deres status henvende sig direkte til fyrsterne i de lande, de besøgte. Fem års rundrejse i Europa og Orienten bragte Pero Tafur i personlig kontakt med en række af tidens mægtigste fyrster og magthavere, bl.a. paven, den tysk-romerske kejser og den byzantinske kejser, derudover kongen af Polen, kongen af Ungarn, kongen af Cypern, johanniterstormesteren på Rhodos, dogerne af Venedig og Genova, ærkebisperne af Köln og Mainz, hertugen af Milano og tidens måske rigeste fyrste, hertugen af Burgund.

Han kom ikke kun i forbindelse med kristne fyrster og magthavere; han blev modtaget af den ægyptiske mamluksultan i Cairo og af den osmanniske sultan. Tilsvarende blev Leo Rozmital modtaget af ærkebiskoppen af E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

Köln, hertugen af Burgund samt kongerne af England, Frankrig, Aragonien, Castilien og Portugal samt den fordrevne konge af Sicilien, der levede i eksil i Frankrig.

Forbindelserne var ikke alene nyttige, hvis der som i Genova og Venedig var problemer med embedsmænd og toldere. Ofte blev Tafur indkvarteret hos fyrsterne, der også kunne lette rejsen på anden måde, bl.a. gav hertugen af Urbino ham væbnet eskorte gennem sit territorium fra Urbino til Rimini.

Kroer og herberger De usikre veje skabte et marked for en privat beskyttelsesindustri, bl.a. i form af ridderlige broderskaber, der organiserede både beskyttelse og overnatning. Således drev Tau-ridderne i Norditalien et meget besøgt herberg ved Altopascio i et bjergpas i nærheden af Lucca i Toscana. Privat beskyttelse af denne karakter henvendte sig især til udsatte individuelle rejsende som f.eks. pilgrimme eller bissekræmmere, der rejste med varerne lastet på et muldyr eller æsel.

Traditionelt var herbergsvirksomhed knyttet til klostre og barmhjertige organisationer. Aristokrater kunne dog ofte få herberg hos standsfæller, ligesom det var almindeligt, at man kunne bo hos landsmænd i en fremmed by.

Omkring 1500 var der italienske kolonier i næsten alle større vesteuropæiske byer, blandt andet i Augsburg, Ulm, Ravensburg, Nürnberg, Trento (tidligere Trient), Brügge, Antwerpen, London, Paris, Rouen, La Rochelle, Lyon, Montpellier, Avignon, Marseille, Barcelona, Valencia, Sevilla, Lissabon og Genève.

Var man italiener, kunne man næsten altid overnatte hos landsmænd. Fra 1100-tallet blev landevejskroer almindelige i Nord- og Vesteuropa. En dansk forordning fra 1396 bestemte, at der skulle være en kro for hver fjerde mil, dvs. ca. 30 km, hvad der blev regnet for en dagsrejse.

Større italienske købmandshuse, bl.a. Medicierne fra Firenze, byggede fra 1400-tallet egne kroer i udenlandske byer. Det drejede sig ikke kun om overnatning. Kroværterne organiserede også videre transport, sørgede for heste osv. Det var ikke kun persontransport, kroholderne tog sig af. De fungerede også som speditører og shippingmen og sørgede for lagerplads samt assistance i forhold til lokale myndigheder. En sådan kro var Ter Beurse i Brügge, navnet hentyder til, at kroen – siden 1200-tallet – blev drevet af familien van der Beurse. Kroen har givet navn til ordet børs; her mødtes købmænd, og aftaler blev indgået.

Større kroer var også knudepunkter i vareomsætningen. Eksport af engelsk uld til Firenze gik i 1300-tallet normalt via Libourne i Gascogne (her var kroEr og HErBErgEr

33

170.0 x 240.0 mm

34

den engelske konge hertug), hvor en kromand mod betaling organiserede landtransporten, herunder toldafgifter og beskyttelse, til Montpellier, hvor en anden kromand dirigerede transporten videre til havnebyen Aigues-Mortes ved Middelhavet. Herfra gik det med skib til Pisa og siden med flodpramme op ad Arno eller ad landevejen videre til Firenze.

Pero Tafur, der besøgte Köln i 1438, fandt, at byens kroer ydede en service, der var en konge værdig; han fortæller, at tyske kroer ofte blev drevet som anpartsforetagender af rige adelige, der hver indskød et bestemt beløb og delte overskuddet i forhold til indskuddet. Kroernes standard var så høj, at adskillige adelsmænd, der på deres ældre dage ønskede at leve roligt med god forplejning, lejede et værelse med seng og boede som faste pensionærer på kroen med to store og to små måltider om dagen resten af livet. Kroen blev et alternativ til klostret som ramme omkring de sidste år af et højadeligt liv.

Standarden var endnu højere i Mechelen i Flandern. Når hertug Filip den Gode af Burgund var i byen, boede han på kroen, som ifølge Tafur var så glimrende, at den ikke alene passede sig for hertugen, men for den største fyrste på jorden. Kroen i Mechelen hørte formentlig til en lille gruppe værtshuse, der havde specialiseret sig i at betjene samfundets elite, som Tafur tilhørte. Andre kroer var mere jævne. Flertallet var indrettet i toetageshuse med krostuen forneden, mens der i overetagen var et stort sovekammer med flere senge, som værtens familie delte med gæsterne. Nogle kroer var indrettet med store senge, hvor fire-fem mennesker lå ved siden af hinanden. I 1385 havde kroen i Arezzo i Toscana med fire senge 180 overnattende gæster på 19 dage. Den travleste nat blev de fire senge delt af 15 personer.

Kroernes standard vekslede naturligvis, men flere rejsende er enige om, at den var særlig lav i Spanien. Arnold von Harff beklager sig i 1498 over, at der skulle betales ekstra for alt lige fra sengelinned, dækketøj til møbler og endog for at besørge sin nødtørft. Kroerne kommenteres løbende i Montaignes dagbog fra hans rejse i 1580-81 til Italien (for den tyske del af rejsens vedkommende er dagbogen ført af hans sekretær). Standard og indretning var næppe meget anderledes end på Tafurs tid 150 år tidligere og formentlig heller ikke meget forskellig fra den, danske rejsende som Oehlenschläger og H.C. Andersen oplevede i Tyskland og Italien i første halvdel af 1800-tallet.

Først med de store turist- og jernbanehoteller i århundredets anden halvdel forbedredes standard og indretning afgørende.

Montaigne er især tilfreds med kroerne i Tyskland og Schweiz, som han finder bedre end de italienske. Kroen i Baden (Schweiz) var aldeles fortræffelig, hvad der sikkert hang sammen med, at det var en god forretning med omkring 300 spisende gæster dagligt. At det også var et fornemt klientel, E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

fremgår af, at væggene var dækket af våbenskjolde for de adelige, der havde besøgt herberget. Kroen i Châlons med det forpligtende navn La couronne (kronen) i Frankrig var heller ikke at foragte; her spiste man af sølvtallerkener. Men det var ikke alle steder, det var lige godt – heller ikke i Tyskland. I Konstanz boede Montaigne på Ørnen, som han fandt dårlig, måske på grund af en konflikt med værten, som gav en prøve på “tysk, barbarisk uregerlighed”. Man flyttede derfor til Spyddet, hvor alt var meget bedre. I Basel var maden og vinene fremragende; også de fine fælles spisesale vinder Montaignes bifald, derimod var soveværelserne elendige. Sengene var uden forhæng, og der stod altid tre-fire ved siden af hinanden. Værelserne var uden kamin og heller ikke ordentlig renholdt; i stedet for hvide lagener til at dække sig var der kun en snavset fjerdyne. Snavset på værtshuset i Basel stod i modsætning til den renlighed, han ellers møder i det tysktalende område. I øvrigt kan man notere sig, at navnene på kroer og værtshuse er af samme type som i dag: Stadthof, Ørnen, Kronen, Bjørnen, Enhjørningen osv.

Kroer blev mest anvendt til kortere ophold. Ved længere ophold søgte mange privat indkvartering, hvilket dog ofte var problematisk. Konflikter mellem værter og gæster, f.eks. om betaling, var sædvanlige, og i reglen stod gæsterne svagt, hvis deres vært mobiliserede myndighederne.

Post Der var ikke noget offentligt postvæsen i højmiddelalderen, men en stor kirkelig korporation som cistercienserklostrene havde deres eget kurersystem.

Det samme havde universiteterne og naturligvis mange fyrster. Men det var behovet for regelmæssig kommunikation mellem de store italienske handelshuse og deres agenter, der for alvor satte skub i udviklingen. Kroerne, hvoraf mange blev drevet af italienske handelshuse, var naturlige knudepunkter i kurertjenesterne, der i anden halvdel af 1300-tallet udviklede sig til en egentlig postservice.

I 1357 gik 17 florentinske handelshuse sammen om en fælles kurerservice; otte år senere var der fast kurerfart mellem Lucca og Venedig. I begyndelsen af 1400-tallet var der regelmæssig kurerforbindelse mellem Firenze og vigtige vesteuropæiske handelscentre som Barcelona og Brügge. Der var to hovedruter til Brügge, den ene over Milano-Paris, den anden over MilanoBasel-Köln. Rinaldo degli Albizzi, florentinsk udsending ved pavehoffet i 1425-26, brugte personlige kurerer til særligt vigtige sager og ellers den almindelige post, som ankom til Rom om fredagen og søndag påbegyndte returrejsen til Firenze. Giovanni da Uzzano noterede i 1424, at en kurer fra post

35

170.0 x 240.0 mm

36

Firenze brugte fem-seks dage på turen til Rom (300 km), mens det tog 1112 dage at nå til Napoli (500 km), 20-22 dage til Paris, 25 dage til Brügge og en måned til Sevilla.

1489 er et afgørende år i europæisk kommunikationshistorie. Det var året, da Taxis-familien af den senere kejser Maximilian 1. fik overdraget postbesørgelsen mellem Østrig og Nederlandene. Der blev organiseret poststationer med ca. 30 kilometers mellemrum; det muliggjorde hyppig udskiftning af kuske og heste og betød højere hastighed end tidligere, helt op til 200 km om dagen. Derimod var det dyrt. Maximilian måtte betale 5.000 gylden årligt for den effektive postservice. I århundreder var Taxis-familien, senere adlet Thurn und Taxis, ansvarlig for postbesørgelsen i store dele af Mellemeuropa.

Familien har givet navn til moderne taxibefordring, for med tiden transporterede posten både breve og personer. I Nordeuropa blev postbesørgelse en statsopgave. Fra 1624 var der et organiseret dansk postvæsen; hovedruterne var Hamborg-København og København-Christiania. Frankrig havde fået et kongeligt postvæsen allerede i 1477, men det havde ikke monopol; indtil 1719 havde universitetet i Paris sit eget kurervæsen.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor effektiv postbesørgelsen har været, i hvor høj grad nåede kurererne frem? Også de kunne udsættes for røveriske overfald. I 1581 blev en kurer for Europas største handelshus, Fuggerne i Augsburg, overfaldet og plyndret på vejen fra Antwerpen til Köln, alle brevene blev taget fra ham, en del blev åbnet, andre ødelagt og efterladt på marken.

Det store antal bevarede breve vidner dog om, at størstedelen er nået frem.

Arkivet efter storkøbmanden Francesco Datini i Prato, der døde i 1410, rummer omkring 50.000 breve afsendt fra 264 forskellige byer fra Bristol i nord til Mekka i syd. Selv om Datini var rig, havde han ikke som en fyrste mulighed for at lade sin post eskortere militært. Det store antal bevarede breve viser, at størstedelen er nået frem, systemet har under normale forhold været både effektivt og sikkert.

Også andre end fyrster og handelshuse brugte posttjenesterne. Europæiske lærde førte allerede i 1500-tallet en omfattende korrespondance på tværs af landegrænser, der er således bevaret 3.000 breve til og fra Erasmus af Rotterdam, 7.000 til og fra filologen Justus Lipsius og ikke mindre end 10.000 til og fra Philipp Melanchthon. Erasmus sendte ikke kun breve med posten; i 1517 bestilte han et portræt af sig selv hos den nederlandske maler Quentin Metsys. Maleriet blev sendt med posten fra Antwerpen til hans ven Thomas More i London, i sig selv et vidnesbyrd om, at man har stolet på sikkerheden.

Billedet eksisterer stadig; det tilhører i dag den engelske dronning.

Erasmus’ omfattende korrespondance viser, at også privat brevveksling E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

havde et større omfang end tidligere. Papir og en effektiv kurer- eller postservice var årsagen. Takket være den velfungerende postservice har vi fra 1500-tallets Europa en række meget store private brevsamlinger. Brevene betyder, at vi kommer meget tættere på personerne end for middelalderens vedkommende, hvor det stort set kun er officielle eller juridiske aktstykker, der er bevaret. Fra midten af 1500-tallet har vi en mængde privatbreve fra danske adelige, bl.a. fra familier som Bille, Gyldenstierne og Gøye. Da vi er i samfundets top, er der også i privatbrevene ganske meget om politiske og administrative emner, men vi bliver også præsenteret for hverdagens problemer med sygdom, penge, familieanliggender osv. 1500-tallets adelige breve er ofte meget umiddelbare og samtidig præcise i formen i modsætning til den litterære, overlæssede brevstil, som var almindelig i lærde miljøer.

Hvad ærinde man end rejste i, det var vigtigt at sove godt, for selve rejsen kunne være voldsomt strabadserende. Bedst var det uden tvivl at kunne ride; det var hurtigst og mest behageligt, i hvert fald for rutinerede ryttere, og det var de fleste. Rejsetempoet varierede efter vejenes beskaffenhed, topografien og vejrliget, men afstanden fra København til Storebælt, 15 danske mil, regnede man for to dagsrejser.

I vogn gik det for det meste langsommere, og det kunne være ganske ubehageligt. Transporten foregik i reglen i bondevogne med sæder. Vognkassen var normalt ophængt i tovværk eller lærredsstrimler, det har måske dæmpet de værste stød, men har sikkert befordret en ulidelig køresyge. Erasmus af Rotterdam skrev om sin rejse i vogn fra Köln til Aachen i 1518, at han ankom udmattet af vognens rystelser; det havde været en sådan prøvelse, at det havde været bedre at ride. Først i 1600- og 1700-tallet, da både vogne og veje var af bedre kvalitet, blev rejserne hurtigere og mere behagelige. Endnu omkring 1700 tog rejsen fra London til Edinburgh mere end 10 dage, formentlig det samme som i middelalderen, i begyndelsen af 1800-tallet tog det kun to en halv dag (før jernbanerne). Det var en dramatisk forbedring, men det var først og fremmest i Nord- og Vesteuropa, især England, Nederlandene og også Danmark, at vejene blev bedre i 1700-tallet; andre steder skete der ingen forbedringer overhovedet. Det betød, at forskellene i rejsekomfort og -hastighed mellem nord og syd og mellem vest og øst var langt mere iøjnefaldende omkring 1800 end 100-150 år tidligere.

Seværdigheder Allerede i 1200-tallet var man begyndt at udarbejde såkaldte itinerarier, der angav de mest hensigtsmæssige rejseruter og anslåede afstande mellem større s E Væ r d I g H E d E r

37

170.0 x 240.0 mm

E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

byer. Fra ca. 1400 stammer den såkaldte Itinéraire de Bruges, der angiver rejseruter fra Flandern til Norditalien. Fra samme tid er en venetiansk håndbog Tavola per riconoscere tutte le terre e loughi (Håndbog i at genkende alle lande og steder). I 1500-tallet blev trykte rejsevejledninger almindelige; samtidig fik de i højere grad karakter af egentlige turisthåndbøger med oplysninger om, hvad der var værd at se på rejsen. En af de mest udbredte var skrevet af tyskeren Sebastian Münster. Det er karakteristisk, at Montaigne ærgrede sig over, at han ikke havde fået Münsters bog med på sin rejse til Italien.

Oplevelsesturisme er et moderne udtryk, men Venedig havde officielle guider, der kunne bistå turisterne med at finde logi, indkøb og orientere om byens seværdigheder. De fleste rejsende havde et formål med turen som f.eks. pilgrimme og købmænd; Montaigne rejste for sit helbreds skyld, men var meget opmærksom på, hvad han så undervejs. Især antikke mindesmærker interesserede ham, men også kirker og nyere arkitektur havde hans bevågenhed. Han er betaget af det stadig eksisterende Palazzo Farnese i Caprarola, også kirkerne i Siena og Pisa imponerer ham. Piazza del Campo i Siena er den smukkeste plads, han har set. Om Firenze noterer hans sekretær i dagbogen, at byen har kvaliteter, men at den i skønhed er Venedig meget underlegen.

Derimod er han overvældet af den landskabelige skønhed omkring Firenze.

Andre rejsende foretrak Firenze. Pero Tafur, der besøgte byen i 1435 og 1439, betegner den som den mest vidunderlige i kristenheden, fuld af smukke huse, fornemme gader og gode kroer, ren og velordnet. Firenzes arkitektur imponerer ham, særlig fremhæves domkirken med Baptisteriet, hvis mosaikker berømmes. Enestående i hele verden var byens hospitaler.

Rejsebeskrivelser fra 1400-tallet fokuserer som senere tiders på kirker, slotte og andre seværdigheder. I Venedig omtaler Pero Tafur både Dogepaladset og Markuskirken. I Genova beundrer han det endnu eksisterende fyrtårn, efter at det antikke fyrtårn i Alexandria var blevet ødelagt ved et jordskælv i 1300-tallet det mest imponerende i Middelhavsverdenen. Det er velkendt, at ikke to rejsende ser og oplever det samme. Det har vi et konkret udtryk for i forbindelse med den rejse, Leo Rozmital 1465-67 gennemførte i Vesteuropa: Rhinlandet, Nederlandene, England, Frankrig og Spanien, dvs. kongerigerne Aragonien og Castilien. To af deltagerne i rejsen, Gabriel Tetzel fra Nürnberg

anton af Burgund, malet af rogier van der Weyden. anton var uægte søn af hertug Filip den gode, og hans officielle titel var ”storbastarden af Bruxelles”. om halsen den gyldne Vlies, den ridderorden, hans fader havde indstiftet i 1429. ordenstegnet hentyder til det græske sagn om jason og det gyldne skind.

Efter Burgunds fald blev ordenen overtaget af habsburgerne. ordenen uddeles stadig af den spanske konge. musées royaux de Beaux-arts de Belgique, Bruxelles.

s E Væ r d I g H E d E r

39

170.0 x 240.0 mm

40

og Rozmitals tjekkiske landsmand Wenzel Schaseck, skrev hver sin beretning om, hvad de så. Tetzel lagde vægt på turens sociale aspekter: Hvem mødte man, arrangementer, f.eks. turneringer og banketter, mens Wenzel Schaseck var optaget af kirkelige seværdigheder, ikke mindst relikvier, og dem var der mange af i Europas kirker. Det betyder ikke, at han er kostforagter – ved en banket hos den burgundiske hertug blev han så fuld, at han led den tort at blive smidt op på en kæmpemadras for at sove rusen ud sammen med andre i samme situation.

Både Tafur og Tetzel noterer pragtudfoldelsen ved det burgundiske hof.

En ekstra oplevelse fik Rozmitals selskab i Brügge, hvor de blev modtaget i Anton af Burgunds palads. Anton var hertugens uægte søn og kendt som Storbastarden af Burgund. Anton havde til anledningen inviteret Brügges smukkeste kvinder til de mandlige gæsters behagelige adspredelse. Både Tafur og Rozmital fik forevist hertugens skatkammer, som ifølge Tetzel med hensyn til antallet af ædelsten og perler langt overgik, hvad man kunne se i Venedig. Ifølge Tetzel kunne ingen af Europas konger med hensyn til rigdom og fornem hofholdning konkurrere med hertugen af Burgund. Rozmital så også kongen af Castiliens skatkammer på slottet (Alcazar) i Segovia. Her var man dog mere skeptisk over for de besøgende, der kun blev lukket ind i små hold, fem ad gangen. Både Tetzel og Schaseck var betagede af Segovias Alcazar, ikke mindst gulvene, der var af alabast, samt de udskårne forgyldte portrætter af de spanske konger. I øvrigt er Segovias Alcazar forbillede for slottet i Walt Disneys eventyrfilm Askepot.

Ikke kun fyrster, også kirker havde skatkamre til både relikvier og kostbarheder. Pero Tafur omtaler normalt ikke relikvier; dog nævner han, at han i San Lorenzo-kirken i Genova havde fået forevist den hellige gral, bægeret, som Kristus og disciplene drak af ved den sidste nadver, og som senere blev brugt til at opsamle hans blod under Korsfæstelsen. Ifølge Tafur var den udskåret af en enkelt smaragd. Bægeret er stadig i San Lorenzo – det er udført i grønt glas og er antagelig et syrisk arbejde fra ca. 800, der på ukendt vis er kommet til Genova i middelalderen. Besøgende får stadig bægeret præsenteret som den hellige gral. San Lorenzo var langtfra ene om at forevise den hellige gral. Leo Rozmital fik den nemlig også forevist i Skt. Martins Kirke i Angers i Frankrig, hvor man desuden fremviste Skt. Martins hoved, Skt. Filips hoved og Skt. Agnes’ arm. På slottet i Angers så Rozmitalfølget desuden de berømte Dommedagstapeter, udført til den franske konges bror Ludvig af Anjou mellem 1373 og 1387. Tapeterne, der hører til de største, der nogensinde er udført, er stadig på slottet, hvor der i dag er tapetmuseum.

Pero Tafur skriver henført om Firenzes bygninger og Brügges handel, men E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t

170.0 x 240.0 mm

nævner ikke med et ord den nye malerkunst, som i begge byer manifesterede sig omkring 1430. Hundrede år senere var malerkunst ofte et must på overklassens rejser. I 1500-tallet bliver malerkunst omtalt på linje med relikvier; man kan sige, at det er den nye tids relikvier. Sebastian Münsters rejsehåndbog fremhæver, at figurerne på van Eycks berømte altertavle i St. Baaf-kirken i Gent synes at være levende. I 1517 kalder italieneren Antonio de Beatis på baggrund af proportionerne, farverne og livagtigheden samme værk for det fineste maleri i kristenheden. Antonio de Beatis besøgte også Leonardo da Vinci i Amboise i Frankrig og så nogle af de værker, Leonardo havde under udarbejdelse, bl.a. nævner han et portræt af en florentinerinde, uden tvivl det billede, som i dag er kendt som Mona Lisa.

Rejste man i officielt anliggende, var det sandsynligt, at man ville få forevist det bedste, værtslandet havde at byde på. Udenlandske diplomater i Danmark efter 1600 fik således gerne forevist Kronborg, Frederiksborg og Roskilde Domkirke. Men det er ikke altid seværdighederne, der får de besøgendes opmærksomhed. En engelsk rejsende anfører, at frugt og grøntsager på torvet i de danske købstæder var så fordærvede, at enhver engelsk torveinspektør omgående ville kassere varerne. Den slags betragtninger er subjektive, men det er karakteristisk for mange rejsende, at de af patriotiske grunde ofte rakker forholdene i værtslandet ned til fordel for hjemlandet.

Ikke sjældent støder man på den opfattelse, at sansen for landskabelig skønhed er et relativt nyt fænomen, knyttet til 1700- og 1800-tallets sværmeri for det naturlige og oprindelige. Rejsende i 1400-tallet kunne dog udmærket give udtryk for begejstring over naturscenerier. Pero Tafur kalder kysten omkring Genova, den nuværende italienske riviera, for det smukkeste syn i hele verden. Han er også meget betaget af landskabet omkring Rhinen med borge og byer.

Forskellene i adfærd og vaner mellem de forskellige dele af Europa var betydelige; Erasmus af Rotterdam beklager sig ved et besøg hos sin forlægger i Venedig over, at han fik serveret blade, der svømmede i olie – salat var ikke hverdagskost i Nordeuropa. Omvendt undrede sydeuropæere sig over det friere samkvem mellem de to køn i Vesteuropa. Italieneren Poggio Bracciolini var forbløffet over den særlige badekultur, han stødte på i Basel i 1417, især over at mænd og kvinder badede sammen og klædte sig af i hinandens påsyn. Også Pero Tafur undrede sig over badekulturen i tyske og flamske byer, der ikke alene havde et hygiejnisk, men i høj grad også et socialt aspekt. De badende indtog ofte måltider sammen, nogle badeanstalter var camouflerede bordeller.

Ved habsburgerhofferne i Wien og Innsbruck blev vin blandet med vand s E Væ r d I g H E d E r

41

170.0 x 240.0 mm

42

og mådehold anset for en dyd. Sådan var det ikke i Nordeuropa, hvor man fyldte sig med øl og vin, der typisk var rørt op med honning; senere blev det almindeligt at tilsætte sukker. Sydeuropæiske diplomater undrede sig over det overdrevne drikkeri ved nordeuropæiske hoffer. Maden var ofte en prøvelse.

Fabio Chigi, pavelig udsending ved fredskongressen i Münster 1648, var ingen ynder af pumpernikkel og andre typer groft brød, som var almindelig kost i Tyskland. Andre rejsende var mere åbne over for det fremmede og forsøgte at forstå. Det gjaldt Arnold von Harff fra Köln, der 1496-99 tog på pilgrimsfærd til bl.a. Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela. Han gjorde indgående optegnelser om de sproglige forhold, han stødte på undervejs.

Hans rejsedagbog indeholder små ordbøger, hvor han anfører, hvad en række almindelige dagligord og vendinger på tysk hedder på bl.a. kroatisk, albansk, græsk (talesproget, ikke klassisk græsk), arabisk, hebraisk, tyrkisk, ungarsk, baskisk og bretonsk.

Når man som Pero Tafur i 1430’erne og Montaigne 150 år senere var på rejse i årevis, er spørgsmålet, hvordan man i praksis organiserede rejsen.

Kontanter var også dengang besværlige og farlige. Desuden vejede guld- og sølvmønter godt til, der skulle mange til. Tafur havde da også en del af rejsevalutaen i veksler, problemet var, at de skulle veksles til sølv- og guldmønt, hvilket kunne give problemer, som da købmænd og banker i Genova nægtede at indfri hans veksler. I kraft af sine forbindelser fik Tafur indfriet dem, men hans besværligheder er udtryk for, at fremmede altid stod svagt, selv om brugen af veksler på dette tidspunkt var almindelig praksis, en del af det moderne forretningsliv, der var vokset frem i Italien i 1200- og 1300-tallet.

E u r o pa . I d E o g F y s I s k r E a l I t E t