Om fodbold

Om fodbold.indd 2

28.09.2021 08.33

ASKER HEDEGAARD BOYE

OM FODBOLD

Om fodbold.indd 3

28.09.2021 08.33

Om fodbold Af Asker Hedegaard Boye Copyright © Asker Hedegaard Boye og Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06642-2 Omslag: Bjørn Ortmann Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook, Sverige Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Om fodbold.indd 4

28.09.2021 08.33

Indhold Velkommen 7 Hvad fodbold kan 9 Hvordan det hele begyndte 41 Hvor vi står nu 73 Hvad vi (måske) kan forvente 105 Afrunding 133 Litteratur 135

Om fodbold.indd 5

28.09.2021 08.33

Om fodbold.indd 6

28.09.2021 08.33

Velkommen

D

er er ikke noget, jeg har brugt mere tid på i mit liv end fodbold. En både vidunderlig og skræmmende sætning ...

Vidunderlig, fordi min optagethed af det gamle spil oplagt har givet mig mange store oplevelser, men måske først og fremmest fordi det har udgjort en konstant vældende meningsfylde fra børneårene gennem ungdommen og det unge voksenliv og ind i min nuværende middelalder.

Skræmmende, fordi de færreste mennesker vel bliver mere interessante af at bruge alt for meget tid på én flig af tilværelsen.

Jeg vil imidlertid gerne stå ved begge dele: Fodbol7

Om fodbold.indd 7

28.09.2021 08.33

dens evne til at gøre livet både større og mindre, blomstrende perspektivrigt og gungrende banalt. ”Fodbolden kræver ofre og redder liv,” skriver den svenske journalist Ekim Çaglar i Fotboll i krig och fred (2020).

Det personlige mellemværende er afgørende for mig. Lidenskaber kommer altid gennem bagdøren.

Så hvis spørgsmålet lyder ”hvad kan fodbold?”, da kan svaret ikke være én sammenhængende, rationel forklaring, men altid flere brudte fortællinger.

Vi hører sommetider, at spillet er en metafor for livet selv, at man her lærer om moral, fællesskab, mod, sorg, glæde, uheld og meget mere ved at spille og overvære fodbold på alle niveauer. Og det lyder jo godt og betryggende, ikke mindst for alle os, der bruger så uforholdsmæssigt meget tid på fænomenet.

Men det er kun den halve sandhed.

Fodbolden har sine begrænsninger og blinde vinkler, og også dem har jeg ønsket at vise midt i den fortvivlede kærlighedserklæring, som denne bog helt uundgåeligt måtte være.

Om fodbold.indd 8

28.09.2021 08.33

Hvad fodbold kan

D

et ville være upræcist, men ikke forkert at påstå, at min interesse for fodbold blev vakt hjemme hos Birthe og Kurt, mine forældres venner.

Der var noget eksotisk over at besøge dem oppe i Randers. Her boede de i et rigtigt parcelhus, som de ejede, med have og drivhus. Deres børn, som var på min søsters og min alder, havde almindelige navne som Martin og Maria.

De havde parabol, lædersofa og altid is i fryseren.

Børnene havde farvefjernsyn på værelset. Det var her, i et trygt, borgerligt hus langt fra min spraglede hverdag i bofællesskabet Væksthuset med fællessang, fælleshus, arbejdsweekender og fællesspisning (alt hed 9

Om fodbold.indd 9

28.09.2021 08.33

noget med arbejds- eller fælles-), at jeg en oktoberdag i 1992 stiftede bekendtskab med Blackburn Rovers Football Club.

Klubben fra det nordvestlige England var lige rykket op i den nystartede Premier League og havde fået en flot start med seks sejre og bare ét nederlag i de første ti kampe. Men Norwich, der ellers var spået en svær sæson, havde vist sig endnu stærkere og lå i top før Tipslørdag-opgøret på Ewood Park i Blackburn.

Jeg husker ikke kampen i detaljer, kun at Sherwood, Cowans og Ripley scorede; at Shearer og amerikanske Wegerle lavede to hver; og at kampen endte 7-1. Og så husker jeg begge holds dragter. Norwichs kanarie­ fuglefarvede fastelavnskostumer – fnys! – over for Blackburns perfekte trikot: blå strømper, hvide shorts og delt blå-hvid trøje med rødt tal og navn på ryggen.

Især trøjen fangede mig.

Jeg kendte til ensfarvede trøjer, de fleste røde eller hvide, og stribede trøjer som FC Barcelonas og AaB’s, sågar horisontalt stribede som Queens Park Rangers’.

Men designet med en hvid højre halvdel og en blå venstre havde jeg aldrig set før. Jeg var solgt, før målene begyndte at regne ind bag den stakkels Norwich-­ keeper, Bryan Gunn.

10

Om fodbold.indd 10

28.09.2021 08.33

Jeg har ofte tænkt, om det ville være blevet Blackburn, hvis ikke vi havde besøgt Birthe og Kurt den lørdag for snart 30 år siden.

Spilledragten spillede ind, ingen tvivl om det. Og havde modstanderen ikke været Norwich, der stillede op i grønne shorts, men for eksempel Chelsea i de lækre, hvide udebanetrøjer med slanke, røde, vertikale striber eller Nottingham Forests røde med sarte, hvide linjer og ølproducenten Labatt’s skriftsnit, da ville Blackburn-spillerne måske ikke have taget sig helt lige så smukke ud.

Havde jeg været hjemme, alene, ville jeg nok også have set kampen, men næppe lige så intenst som sammen med Martin, der godt nok ikke var vildt interesseret i fodbold, men elskede mål. 1-0, 2-0, 3-0 ... 4-1, 5-1, 6-1, 7-1!

Den tempererede fordeling af scoringerne – én i kampens første fjerdedel, derefter et par hurtige omkring den halve time, så Shearers mesterlige vip over Gunn kort før pausen, Cowans’ omkring en time og endnu to før det sidste kvarter – gav os en fornemmelse af frihed. Bliver det her ved? Det gjorde det søreme.

Efter kampen befandt Martin og jeg os i en tilstand 11

Om fodbold.indd 11

28.09.2021 08.33

af eufori. Ham Shearer, vild spiller, ham måtte vi undersøge nærmere.

Jeg havde medbragt mit samlealbum, som vi forsøgte at tappe for oplysninger om dette nye fænomen.

Der var desværre ikke meget at komme efter: Født i Newcastle upon Tyne. Angriber.

Pludselig kiggede Martin på mig. ”Har du set hans fødselsdag?” ”Nej, hvad med den?” ”Han har …”

Han tøvede, vantro over sin opdagelse. ”Der står 13. august!” ”Og …?” ”Ja, den dag har jeg også!”

Jeg kan stadig mærke den rislende fornemmelse ned ad ryggen. Jeg undlod at svare, nikkede blot et nederlagets nik. Havde han fødselsdag samme dag som Shearer? Havde Martin fødselsdag samme dag som Alan Shearer?! Det stod lige der. Jeg har aldrig været mere misundelig.

Efter kampen skulle vi spise sammen med vores forældre og søskende. Jeg kunne ikke få en bid ned. 13. august. Martin og Shearers dag. Bedre blev det ikke af, at min egen fødselsdag, 13. september, ifølge en særlig 12

Om fodbold.indd 12

28.09.2021 08.33

kalenderlogik var så frygtelig tæt på, og alligevel milevidt fra.

Da vi kom hjem om aftenen, fandt jeg mit Serie A-album frem. Der måtte være en spiller, der fejrede sin fødselsdag samme dato som jeg. Jeg bladrede og bladrede, men høsten var skuffende: To Napoli-­ spillere, den uruguayanske forward Daniel Fonseca og en ukendt teenager, Fabio Cannavaro, kunne det blive til.

Når jeg alligevel tøver med at tidsfæste min interesse for fodbold til 7-1-sejren hos Birthe og Kurt, så er det, fordi jeg allerede tre og et halvt år forinden, i en alder af seks, overværede en kvartfinale i Pokalvindernes Europa Cup på Aarhus Idrætspark. Mægtige Barcelona med spillere som Zubizarreta, Amor, ­Bakero, ­Begiristain, Salinas og Lineker var på besøg, og jeg stod på Ebeltoft-tribunen med min far og nogle af hans venner.

Jeg kan ikke genkalde mig Gary Linekers sejrsmål 20 minutter før tid, heller ikke Marc Riepers drabelige dueller med Salinas. Men jeg kan stadig dufte cigaretterne. Dengang var stadion en røgmaskine af Prince og Cecil.

13

Om fodbold.indd 13

28.09.2021 08.33

Der var kun siddepladser på langsiderne, grønne sæder på den pæne og overfor de rød/orange sæder, hvor fanklubben, bevæbnet med flag og fyrværkeri, havde plads. Endetribunerne bestod af smågrus på cement i stigende niveauer. Den aften var vi 22.000 mennesker, flere end til nogen anden hjemmekamp siden 2-0sejren over Vejle Boldklub fem år tidligere.

En af mine bekendte fra min opvækst i Skødstrup, nord for Aarhus, var stor AGF-fan. Nej, altomsluttende. Det er næppe en overdrivelse at hævde, at ’GF-Thomas’ verden kredsede om AGF. Han, der var byens Orla Frøsnapper, stod stolt ­registreret som fanklubbens 16. medlem, og selv om han var nogle år ældre end mig og min bedste ven, Iver, ­inviterede han os ind på sit værelse, som havde karakter af et sanktuarium. Her var plakater, VHSbånd med højdepunkter, autografer, flag og masser af de halstørklæder, der var så populære i begyndelsen af 1990’erne. Alt i hvidt og mørkeblåt.

Og så sad vi der, to 5.-klasseselever, med store øjne, som forsøgte at indoptage passionen. Vi prøvede, men kunne ikke. Vildt, så meget han gik op i det, men vi var der ikke selv. Så vi gjorde grin med ham i stedet. ”Brøøøndby, Brøøøndby!” råbte vi, mens vi løb med 14

Om fodbold.indd 14

28.09.2021 08.33

ham i hælene. Han hvæsede og skar ansigter og fik orange-røde øjne. Mere end én gang lykkedes det os at få ham til at græde.

Iver og jeg kunne bedst lide Sampdoria og var altid Vialli og Mancini, når vi spillede efter skole. Når holdet spillede på TV 2, så vi med, men egentlige fans blev vi aldrig.

Jeg er heller ikke, trods et helt liv inden for kommunegrænsen, blevet AGF-fan, ikke rigtigt i hvert fald. Min far har altid holdt med Randers, hvor han selv spillede på det bedste ynglingehold i 1970’erne.

Jeg selv er vel det, man kalder en medløber.

Når det går godt, tager jeg på stadion i Aarhus med min gode ven, Mads, som er ægte fan, og drikker en fadøl, spiser en pølse og råber med. Når det går skidt, brokker jeg mig over, hvorfor i alverden landets næststørste by ikke kan mønstre et bedre mandskab. På den måde ligner jeg de fleste aarhusianere.

Et par år efter Linekers scoring i Aarhus spillede et andet dansk hold, Brøndby IF, i UEFA Cup-semifinalen mod Roma. Første kamp i Danmark var endt 0-0, og efter godt en times spil i returkampen på Stadio Olimpico fik brøndbyerne udlignet til 1-1 med hjælp fra italienske Sebastiano Nela.

15

Om fodbold.indd 15

28.09.2021 08.33

I en snes minutter havde Brøndby et resultat, der ville sende klubben i finalen som den første danske klub nogensinde.

Jeg så kampen med min far på det stadig ret nye 20-tommers farvefjernsyn (indkøbt til VM i Italien året forinden). Første halvleg tilbragte vi i vores violette sofa, men efter pausen måtte jeg op at stå.

Efter Nelas selvmål skælvede jeg af nervøsitet, og da Rudi Völler, det dumme svin, trykkede bolden under Peter Schmeichel til 2-1 to minutter før tid, brast jeg i gråd og løb ud af huset. Jeg satte mig på en kold bænk, og min far fulgte efter.

Så tæt på, og nu skulle der spilles forlænget spilletid, to gange 15 minutter, eftersom udebanemål heldigvis ”talte dobbelt”: 0-0 + 1-2 måtte give 2-2 og forlænget spilletid. Men den gik ikke, kunne min far fortælle. Udebanemål gav kun en fordel, i tilfælde af mållighed, 1-1 for eksempel. Roma var i finalen, dansk fodbold var ude.

Jeg holdt ikke med Brøndby, ikke i det daglige, tværtimod, de var jo AGF’s ærkerival og fra Djævleøen. Men når dette fremragende fodboldhold mødte udenlandsk modstand, var jeg først og fremmest dansk.

16

Om fodbold.indd 16

28.09.2021 08.33

Året efter Brøndbys exit – og året før Shearers opvisning mod Norwich – måtte selv en skoledreng forholde sig til international politik.

Den 31. maj 1992 kunne Søndagssportens Karin Palshøj, som jeg i flere år var hemmeligt forelsket i, fortælle, at FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget en række ”vidtgående sanktioner” mod det borgerkrigsramte Jugosla­vien. Sanktionerne indebar ”en total handelsboykot og afbrydelse af enhver form for kulturelt og sportsligt samkvem”.

Dagen efter fulgte det europæiske fodboldforbund UEFA’s officielle henvendelse til Dansk Boldspil-­ Union. Det danske landshold blev bedt om at stille op ved EM 1992 i Sverige. Meldingen gjorde os helt forfjamskede. Det var lige om lidt!

Danmark havde godt nok været reserve og muligheden for at indtræde som såkaldt erstatningsnation havde eksisteret i flere uger, men nu skete det sgu. 10 dage senere skulle Richard Møller Nielsens mandskab spille første kamp mod England på Malmö Stadion. ”Selvfølgelig har det været svært at være jugoslavisk fodboldspiller og befolkning i Jugoslavien,” indrømmede Peter Schmeichel i Danmarks Radio. ”Men det har også været svært at være os. Jeg er 17

Om fodbold.indd 17

28.09.2021 08.33

på ferie, og jeg skulle ligesom planlægge, hvordan min ferie med min familie skulle være. Det har været helt umuligt! Den ene dag havde vi ferie, og den anden dag skulle vi spille. Det har været meget forvirrende ...”

Ja, det var vitterlig hovedkulds, og nej, det var bestemt ikke nemt for nogen, hverken de sønderrevne jugoslaver eller de ferieglade danskere. Men nøj, hvor vi glædede os.

England, Sverige, Frankrig. En skræmmende gruppe, men ikke så hård som den anden med de tyske verdensmestre, Hollands europamestre, postsovjetiske SNG og Skotland med Gough, McStay, McCoist og McClair.

Men med lidt held kunne det måske lade sig gøre.

Ligesom mine klasse- og fodboldkammerater Brix, Peter, Munk og Søren Salling var jeg fuld af fortrøstning. Og hvis ikke Danmark klarede den, håbede vi på Ruud Gullit og Marco van Bastens Holland.

I vores bofællesskab, der bestod af et dusin små, sammenhængende huse og oceaner af udendørsarealer, var vi ikke nationalister.

Faktisk var vi det modsatte: socialister med lange uddannelser, stort udsyn, moderne børnesyn og spændende rejsemål med rygsæk. Vi børn var mest til fod18

Om fodbold.indd 18

28.09.2021 08.33

bold, kaniner og improviserede højdespringskonkurrencer i puderummet på fælleshusets overetage.

Men der var to ting, som kunne rokke ved selvforståelsen: fodboldlandsholdet og EF. Her var det, som om forholdet mellem det nationale og det internationale vendtes på hovedet eller rettere lod sig overtrumfe af et andet vigtigt politisk skel mellem den lille, tapre David og den store, ubegavede Goliat.

Dagen efter Danmarks billet til EM fejrede vi nejet til Maastricht-traktaten. 50,7 procent var alt rigeligt.

At også fascisterne i Fremskridtspartiet og nogle af de fromme ovre i Kristeligt Folkeparti jublede, kunne vi virkelig ikke tage os af.

Hos os var SF og Folkebevægelsen mod EU de sande vindere (der skal nok have været nogle jasigere og socialdemokrater, men lad os bare sige, at de holdt lav profil), og nejet gav os et rygstød forud for europamesterskabet.

Således kunne Ole, Ole, Svend, Jens, min far og de fleste andre mænd og kvinder fint have ild i øjnene, når Danmark spillede. Vi var de små, og modstanden større. Ricardo var ikke populær i Væksthuset. Landstrænerens sprog var groft, og hans stil for defensiv og simpel. Men et EM var nu engang et EM. 19

Om fodbold.indd 19

28.09.2021 08.33