ONDT BARN
Sederqvist
& Morgenthaler
Ondt barn
EN VAN DEEN-KRIMI
GADS FORLAG
Ondt barn
© Forfatterne og Gads Forlag, 2024
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Forfatterfoto: Simon Klein-Knudsen
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-12-07396-3
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
1.
Emily satte farten ned. Ingen løben på biblioteket. Heller ikke the big boss lady. Som regel nød hun, hvordan augustsolens gyldne lys gav læsesalen et magisk skær, men nu bed den dårlige samvittighed hende i hælene og tvang hende til at haste igennem lokalet. Hun havde ellers troet, at det ville blive lettere for hende ikke at hente Manne sent, når han startede på “hendes” skole. Men nu var hendes søn kommet i 2. klasse, og hun havde stadig ikke fundet balancen mellem at være leder af bibliotekets folkeskoleteam og at være enlig mor. Og igen i dag var klokken blevet næsten halv fem.
Forpustet nåede hun bibliotekets personalerum og fiskede skuldertasken ud af sit skab. Hun lod fingrene glide gennem rodet i tasken: nøgler, mobiltelefon, pung. Alt var der. Hendes blik blev fanget af en tegning på indersiden af skabslågen, som hun havde fået af en pige i 1. klasse. “Emily”, stod der inde i et hjerte. Eller “Eimly”, stod der egentlig, men der var point for forsøget. Under hjertet havde pigen tegnet en tændstikkvinde, og selvom det ikke var et flatterende portræt af hende, måtte Emily alligevel tage hatten af for måden, hvorpå det var lykkedes den unge kunstner at indfange hendes udseende. Tynd, med kommunefarvet hår og et blegt, smalt ansigt med to stirrende, grågrumsede øjne. Selv hendes fregnede næse, som var en smule skæv efter et dårligt sammenvokset brud, havde pigen fået med. Men den sande genistreg
ved tegningen var nu alligevel det aktive fravalg af hudfarve. Det matte hvide kopiark ramte hendes teint spot on. Emily smilede stramt. Hun lignede sin mor, havde hun fået fortalt. Hun huskede hende ikke tydeligt, men når hun så på gamle billeder, var hun ikke i tvivl om, at sammenligningen måtte være en høflig løgn. Hendes mor havde været en vaskeægte American Beauty, med kridhvidt tandsmil, strålende blå øjne og brintoverilteblegede lokker. Hvis hun lignede nogen, så var det nok nærmere hendes rottelignende far.
Emily slog skabsdøren i og fór sammen, da et vanvittigt grin og en hjelm af røde krøller pludselig materialiserede sig få centimeter fra hendes ansigt. Skuldertasken ramte gulvet med et klask.
“Sasha, for helvede, du gav mig et chok!”
Emily daskede irriteret efter den farvestrålende kvinde med Ronald McDonald-looket og begyndte at samle nøgler og tamponer op fra gulvet. Hun havde meget svært ved at se komikken i at få folk til at sjatpisse i bukserne af skræk på den måde.
Sasha kiggede rundt i rummet. Hun lod til at være fuldstændigt upåvirket af Emilys mangel på begejstring. Da hun havde sikret sig, at de var alene, smilede hun hemmelighedsfuldt.
“Kan vi tale, mens vi går? Jeg skal hente Manne.”
Emily kunne ikke overskue hendes sladderhistorier lige nu.
Sasha undgik rutineret at opfatte det som en afvisning og småløb efter Emily i sine høje hæle for at holde trit med kollegaens lange, energiske skridt.
“Okay, så du ved godt, at jeg skal finde min egen afløser, ikke?”
Emily prøvede at virke deltagende, men hun kunne ikke slippe tanken om, at pædagogerne i SFO’en med garanti ville “komme til” at sladre til Jonas om, at Manne endnu en gang var blevet hentet sent.
“Hvis ansøgning tror du så ligger øverst i bunken?”
Sasha så på hende med et smil, der vibrerede af skandale.
“Sorry, jeg er blank.”
Indrømmelsen havde samme effekt som at trække fingeren ud af et hul i et dige. Med en overvældende detaljerigdom forklarede Sasha, at den nye ansøger for år tilbage havde været hendes instruktør. Hun sagde ikke i hvad, men formentlig i hvad tidens trend i fitness havde dikteret i form af krav maga, spinning, maratonløb eller yoga. Han havde malet et gigantisk portræt af hende, som nu hang hjemme i Sasha og mandens stue – selvfølgelig uden at manden vidste, at det kom fra en beundrer – og staklen havde efter sigende været håbløst forelsket og utåleligt stalkeragtig, fortalte hun. Emily var ikke overrasket, Sasha havde altid et utal af bejlere, og dette lød som en ny variant af en historie, hun havde hørt før.
Da Emilys chef ansatte Sasha som pædagogisk vejleder i biblioteksteamet, fattede Emily ikke, hvad han så i hende. Men da Sasha for et par år siden var udlånt til en skole i Jylland i en hel måned, opdagede Emily, at biblioteket faktisk føltes tomt og sjælsforladt uden kollegaens evindelige pludren. Da Sasha kom tilbage, voksede et venskab frem mellem de to, og Emily måtte til sin overraskelse erkende, at Sashas umiddelbare begejstring for stort set alting gav hendes egen sociale analfabetisme lidt blødere kanter. At Sasha nu havde sagt op, gjorde Emily oprigtigt trist. Hun håbede faktisk, at kollegaen mente det, når hun sagde, at de skulle holde kontakten fremover. Inderst inde var hun klar over, at det sandsynligvis ikke ville ske. Det med varige relationer var ikke Emilys stærke side.
Sasha var holdt op med at tale, og Emily opdagede, at hun ikke havde hørt historiens finale, så hun spærrede øjnene op og rystede vantro på hovedet.
“Wow, det er jo for vildt!” udbrød hun og håbede, at det var en passende reaktion.
Sasha grinede euforisk.
“I know! Det er for sindssygt!”
Emily nikkede undskyldende hen mod døren.
“Du, jeg er nødt til at løbe, men vi ses i morgen!” 2.
Emily småløb tværs gennem den store legeplads, som lå mellem biblioteket og skolen. Begge institutioner var del af en storstilet vision for Københavns nye vækstcenter, Vestamager. En skizofren bydel, som var delt i to af en gammel sluse. På den ene side af Slusen lå Ørestaden med megashoppingcentret Field’s, metroen og de vanvittigt dyre nybyggerier med vinduer fyldt med ‘til salg’-skilte, der flaksede som øjenvipper og flirtede med potentielle købere, men som gang på gang måtte affinde sig med at blive udlejet til bofællesskaber bestående af influencere og telefonsælgere. På denne side lå også Ressourcecentret, Ørestad Skole og Gymnasium, Sundhedshuset, Borgerservice samt det kombinerede Skoleog Kommunebibliotek, hvor Emily arbejdede. På den anden side af Slusen lå Tårnbys parcelhuskvarterer, hvor tiden var gået i stå, og hvor beboerne aktivt protesterede mod fremskridt og æstetik. Langs Kongelundsvej tronede de mange kolonihaveforeninger, og lige ved Slusen lå H/F Engvang, hvor Emily ved et svineheld for ti år siden havde fået fingre i et faldefærdigt kolonihavehus. Gemt bag en nidkært trimmet ligusterhæk og et ucharmerende Ishøj-hegn lå kolonihaveforeningen, i ly af det fyrtårn af et højhus, som Ferring
Pharmaceuticals havde ladet opføre omkring årtusindskiftet. Det sorte træhus med de hvide vinduer og døre var hendes store stolthed. Utallige gør-det-selv-løsninger vidnede om, at Emily gennem årene havde udviklet tilstrækkelige håndværkerevner til at skabe både badeværelse, børneværelse, redskabsskure og et lillebitte tårn med kig op til stjernerne. For Emily var huset indbegrebet af hjem, og i dag kunne hun mærke en fysisk længsel efter at være der. Solidt plantet med en kop kaffe på terrassen og med Manne siddende ved siden af sig, småsludrende om de insekter, han havde fundet og nu skulle identificere ved hjælp af nørdeappsene på sin iPad.
Emily åbnede lågen ind til mylderet af endnu uafhentede indskolingsbørn og blev som altid slået af ligheden mellem SFO’en og en myretue. Små, nærmest identisk udseende undermålere styrtede tilsyneladende tilfældigt rundt med målrettede blikke. De fleste af dem fandt stor mening i at tæske løs på en busk med en kæp eller at gå frem og tilbage i rundkreds på stylter. Hun havde aldrig selv gået i nogen form for institution, men Manne lod til at være glad nok for det. Det var noget andet med medarbejderne. De indkaldte konstant til samtale om de mindste bagateller. Så havde Manne kaldt et andet barn dumt, så gad han ikke komme ind til samling, sådan noget. Den ene gang var det, fordi han havde pillet fjerene af en død fugl. Pædagogerne var meget oprørte og virkede helt uforstående over for, at Manne bare ville se, om det var rigtigt, at et fugleskelet lignede et dinosaurskelet. Emily prøvede at vende stemningen med en opløftende kommentar om, at Manne jo ikke ligefrem havde slået fuglen ihjel. Eller dinosaurerne for den sags skyld. Hun erfarede hurtigt, at den slags betragtninger ikke faldt i god jord, og efterfølgende var hun blevet mødt med skepsis. Hun rullede med øjnene ved tanken. Hvis du møder mere end to mennesker om dagen, som er idioter, så er der måske noget, der taler for,
at problemet ligger på din egen banehalvdel, havde Emilys psykolog insisteret. En af de mange grunde til, at hun så sig nødsaget til at holde op med at komme der. Den slags selvindsigt er der virkelig ingen, der har brug for. Faktisk var det ikke kritikken af hende som mor, der irriterede hende mest. Det var måden, hvorpå de satte Jonas op på en piedestal. Jonas, den guddommelige fader, som aldrig blev tillagt nogen indflydelse på de mere kulørte sider af Mannes personlighed. Som om han og Camila var perfekte. Camila. Med ét l. Det var som negle på en tavle, hver gang hun hørte det navn. Det kunne godt være, at Jonas’ nye kæreste var fra Chile, men behøvede selv hendes navn at være eksotisk og spændende? Uretfærdigheden fik Emily til at fnyse indigneret.
Emily spejdede rundt på SFO’ens legeplads, men kunne ikke få øje på Mannes lyse krøller. Da hun forgæves havde været hele vejen rundt om bygningen, gik hun indenfor. Der lugtede af prut og makrel. Den universelle institutionslugt. Manne var heller ikke herinde. Der var ingen vej udenom: Utjekket mor søger pædagogisk medarbejder. Lone, souschefen, stod sammen med de andre ansatte ved computeren. Hende magtede hun ikke at tale med. Desværre var følelsen ikke gensidig, for i samme øjeblik Lone fik øje på Emily, satte hun sin tunikaklædte krop i bevægelse og trampede langsomt, men målrettet hen mod hende. En Grand Canyon-dyb bekymringsrynke kom til syne mellem hendes overplukkede øjenbryn.
“Hej Emily,” sagde hun undrende. “Hvad vil du mon?”
Emily prøvede at ryste irritationen af sig og smilede kunstigt.
“Jeg prøver at hente Manne, men jeg kan ikke finde ham.”
Lone sendte hende et forlorent smil.
“Nå, men det er måske, fordi han holder fri i dag. Du har selv skrevet på Aula, at han ikke kom.”
Emily så forundret på hende, mens Lone kastede et blik hen
mod de andre voksne for at se, om de fik det hele med. Intrigante kost.
“Jeg er ret sikker på, at jeg ville vide, hvis jeg havde skrevet, at vi holdt fri. Og det har jeg ikke. Så måske kunne I have lyst til at hjælpe mig med at finde ham?” smilede Emily og tvangsinddrog de andre medarbejdere i samtalen.
Lone støttede sig nonchalant op ad væggen.
“Altså, han er her ikke.”
“Men det er han jo.”
Emilys smil var nu så stramt, at plomberne truede med at poppe ud af tænderne.
Med et opgivende suk vendte Lone sit betydelige korpus mod den iPad, der var hængt op lige inden for døren, og som børnene skulle tjekke sig ind og ud på. Efter et par indtastninger viste hun triumferende, at Manne stod som “holder fri”, og at beskeden var sendt fra Emilys bruger. En følelse af ubehag løb igennem hende.
“Men … Jeg har ikke skrevet det. Jeg har … Det forstår jeg ikke.”
Hun så forvirret på pædagogerne.
“Men så … Har han slet ikke været her?”
Lone rystede på hovedet.
“Jamen … Hvor er han så henne?” udbrød hun.
Lone så for første gang med antydningen af medfølelse på Emily, som tydeligvis var ude af balance.
“Det ved jeg ikke. Men er det ikke bare en misforståelse, tror du? Mon ikke Jonas har hentet ham efter skole?”
Det var Jonas, der havde afleveret Manne i morges, så måske havde han også hentet ham? Irritationen brusede atter op i Emilys mave. Det var rart. Den kunne hun bedre forholde sig til end den lammende uvished, der havde sneget sig ind på hende lige før. Selvfølgelig var det Jonas. Han havde bare hentet Manne uden at
sige noget. Hun nikkede til Lone. En svag følelse af fryd bredte sig i hende. Nu kunne de måske se, at den hellige Sankt Jonas ikke var ufejlbarlig.
3.
Efter tre forsøg tog Jonas endelig telefonen. “Det er Jonas.”
Noget brast i Emily, da hun hørte hans stemme, og hun blev overvældet af en følelse af afmagt.
“Hvor er Manne?” væltede det ud af hende. “Hvorfor henter du ham bare uden at give besked?”
“Hvad taler du om?” spurgte han irriteret.
“Jeg stod nede i SFO’en og lignede en idiot. Det er simpelthen ikke i orden!”
“Øh, jeg aner ikke, hvad du taler om. Det er dig, der henter Manne i dag.”
Jonas lød komplet uforstående, og det gik op for hende, at det virkelig ikke var ham, der havde hentet Manne. Hun blev svag i knæene og måtte sætte farten ned.
“Okay. Så … Hvem har så hentet ham?”
Hendes indignerede tone var nu erstattet af en angstfyldt ydmyghed.
“Prøv lige at køle ned,” beroligede Jonas. “Jeg er slet ikke med. Hvad taler du om?”
Emily trak vejret dybt.
“Manne var ikke i SFO’en, da jeg kom for at hente ham. Men … Vi er enige om, at du afleverede ham i skole i morges, ikke?”
Jonas lod tavsheden hænge mellem dem, før han tøvende
indrømmede, at han havde haft travlt. Det passede bedre, at Camila afleverede. Det føltes som et slag i solar plexus, og Emily fnøs.
“Vi har en klar aftale om at sige det, hvis eventuelle nye partnere begynder at tage ansvar for Manne. Det er simpelthen for langt ude, at du ikke fortæller mig sådan noget.”
Jonas sukkede. “Det kan godt være, men jeg magtede bare ikke, at du gik amok over det. Manne og Camila har det fint sammen, og hun kan altså sagtens aflevere ham.”
“Ja, det kan hun så tilsyneladende ikke, for vores barn er væk, Jonas!” råbte hun og standsede så brat op, at en ældre dame nær havde påkørt hende med sin rollator. Hun nikkede undskyldende til damen, før hun skyndte sig videre.
Emily drejede om hjørnet og nåede indgangen til kolonihaveforeningen. Hun tog telefonen væk fra øret og lod Jonas hænge i røret, mens hun studerede perlegruset for fodspor. Hun løftede telefonen op til øret igen.
“Ved du hvad,” sagde hun, “jeg er næsten hjemme nu. Jeg ringer tilbage lige om lidt.”
“Men du kan da ikke bare …”
Hun lagde røret på og gav sig til at kalde på Manne, så højt hun kunne. Hun blev mødt af en mur af tavshed. Det var, som om selv fuglene holdt vejret, og da hun nærmede sig deres egen havegang, satte hun i løb. Han var ikke i forhaven. Hun løb rundt om huset. Ingen. Ind i legehuset. Det var lige så tomt, som hun frygtede. Fortvivlet råbte hun igen hans navn, mens hun låste sig ind i huset, selvom hun vidste, at han ikke havde en nøgle og umuligt kunne være derinde. Hun ledte overalt, men der var ingen spor af Manne. Grebet af rædsel slog hun hoveddøren op igen og styrtede ud ad havelågen.
Emilys desperate kalden genlød i havegangene. Ingen reagerede.
Bare de dog boede i en af de gammeldags kolonihaveforeninger. En af dem, hvor pladsen foran marketenderiet var fyldt med tandløse alkoholikere på overførselsindkomster og elscootere. Så ville hun kunne brøle: “Hey, Buller, har du set Manne?” og Buller ville svare: “Ja, jeg stak ham en tyver til den enarmede.” Og hun ville finde knægten inde hos marketenderen med en alt for stor slushice, saligt trykkende på knappen, som fik rullerne til at tage endnu en omgang med citroner og klokker og guldbarrer. Men det gjorde de ikke. H/F Engvang var en af-amagerficeret del af byen, overtaget af Københavns kreative klasse. De fleste oprindelige kolonihavehuse var revet ned, og i stedet var der opført arkitekttegnede kopier. Bygget af bæredygtige materialer og genbrugsfund, som havde kostet det tredobbelte af deres funktionelle værdi, men til gengæld gav ejeren overskud på den grønne goodwill-konto. Der var intet tilbage af den oprindelige ånd, ingen plads til originaler og skæve eksistenser. Hvilket egentlig også var årsagen til, at Emily i sin tid havde forelsket sig i stedet. Ingen højlydte havefester, borede knallerter eller slagsmål på havegangene. Med andre ord: Det var helt perfekt for hende. Bare ikke nu. Nu var det ubrugeligt, stedet var øde. Hvis et rumskib landede her, ville de invaderende rumvæsner ikke observere noget som helst, der tydede på intelligent liv. Satans.
Det gav ikke nogen mening, det her, og det var manglen på logik, der mere end noget andet skræmte hende. For der måtte jo være en årsag. Og når hun fik øje på den årsag, så ville hun føle sig latterlig over at have overreageret.
Telefonen ringede. Det var Jonas.
“Har du talt med Camila? Ved hun noget?” spurgte hun desperat.
“Nej.” Jonas lød anspændt. “Var han ikke derhjemme?”
“Nej.” Emilys stemme knækkede, og hun kunne ikke holde tårerne tilbage. “Der er noget helt galt, Jonas. Det her er …”
Hun kunne ikke fuldføre sætningen, og gennem telefonen kunne hun mærke, at Jonas endelig havde forstået situationens alvor.
“Hvad hvis han er gået med nogen hjem? Jeg ringer til Marianne,” sagde han med en for ham sjælden beslutsomhed.
Det var en god idé at ringe til klasselæreren. Måske var han for en gangs skyld taget med en kammerat hjem. Men hun vidste inderst inde godt, at det ikke passede. Manne kunne ikke lide at være hjemme hos andre. Hun holdt vejret, mens Jonas tilføjede klasselæreren til samtalen. Marianne tog den hurtigt, men det korte gruppeopkald gjorde bare Emily endnu mere skrækslagen. Manne havde slet ikke været i skole.
“Hvad fanden gør vi?”
Jonas’ stemme dirrede, og Emily kunne høre, at han travede frem og tilbage på sit kontor.
“Jeg ringer til politiet,” afgjorde Emily.
Manne var forsvundet, og det var ikke bare en misforståelse. Indre billeder af blå blink og folk i uniformer fik rædslen til at skylle igennem hende.
“Åh gud,” hviskede hun. “Han er væk. Han er rigtigt væk!”
Emily lagde på, og med bankende hjerte ringede hun 112.
Politiet havde taget anmeldelsen meget seriøst, og Emilys lille hus var nu fyldt med mennesker med gravalvorlige miner. Jonas og
Camila var ankommet i en taxi, og tre betjente havde hænderne fulde med at danne sig et overblik over situationen. Jonas blev afhørt i køkkenet af en ung, kvindelig betjent. En mandlig betjent havde lige afhørt Emily og var nu sammen med en ældre kollega i gang med at gennemsøge Mannes værelse. Emily betragtede Jonas. Med sit røde hår var han i forvejen ikke begavet med meget pigment, men nu var hans ansigt decideret gennemsigtigt. Han stammede sig igennem sin forklaring til betjenten: “Han … Han havde en blå trøje på. Og sine blinkesko …”
Emily kunne se, hvordan han gjorde sig umage for at huske alle detaljer. Som om han var bange for at glemme lige den ting, der kunne være afgørende for, at de fandt Manne. Betjenten rynkede brynene, da Jonas fortalte, at Manne åbenbart slet ikke var mødt i skole i morges. Han måtte være forsvundet et sted mellem parkeringspladsen og klasselokalet.
“Jeg forstår bare ikke,” blandede Emily sig og så vredt på Camila, “hvorfor du ikke fulgte ham ind i klassen?”
Camila så beklagende på hende.
“Jeg ved godt, at du følger ham helt op, men han bad mig om at lade være,” sagde hun med sin dybe, melodiske stemme.
Den kvindelige betjent rettede sin opmærksomhed mod Emily. Indtil videre havde hun kun talt med betjentens mandlige modstykke. De to kunne have været søskende. Blonde, veltrænede og sunde, groet af den jyske muld og drak med garanti deres mælk hver dag.
“Kan du ikke forklare mig, hvad det var, der skete, da du kom for at hente jeres søn?”
Emily vippede utålmodigt på tæerne.
“Alt det har jeg allerede fortalt din kollega. Prøv at høre, vi spilder tiden, når vi bare står og siger det samme igen og igen i stedet for at komme i gang med at lede.”