Oprør

MIKKEL FØNSSKOV OPRØR

OPRØR

En fortælling om frihed, sandhed og vrede mænd

© Mikkel Fønsskov og Gads Forlag A/S, 2023

Forlagsredaktion: Rikke Kensinger

Omslagsillustration: Vinteraften ved Susåen, olie på lærred, dateret 1838-1910, af Frederik Vermehren. SMK, Public Domain

Illustrationerne s. 14, 20-21, 56-57 og 146-147 er fra P.A. Wedels notesbog (1806). Det Kgl. Bibliotek

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Demuth Grafisk

Bogen er sat med Sabon og Cera

Tryk og indbinding: ScandBook

ISBN: 978-87-12-07278-2

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden, 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Bogen er udgivet med støtte fra:

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

”At være præst for at forvrøvle min menighed noget tørt og dogmatisk sludder har aldrig været min sag. Nej! Gør først din menighed til gode og lykkelige mennesker på jorden, så vil himlen åbne sig selv for dem.”

Peter August Wedel, amtsprovst, dr.phil.

”Når vi bad mennesker om hjælp, så svarede de, at nu var vi jo blevet hellige, så fik vi ingen hjælp hos dem, og når vi bad Vorherre om at hjælpe os, så var det, som om han ikke hørte det. Vi var forladt af både mennesker og Gud.”

Johan Nielsen, vækkelsesprædikant

DEL III: Fædreland. Danmark 1826-1867 146

Fejden 148

Ensom blandt mennesker 154

Opdagelsen 164

Opmarch 174

Det lysner over agre 184

Stækkede vinger 191

Sidste træk 201

Over isen 207

Et levende land 218

Afgørelsen 227

Vi vil fred her til lands 235

En mands himmerig 242

Epilog: Undervejs til os selv 248

Note til arkivmaterialet 251

Kilder 253

Tak 256

PROLOG: TUSINDE SIDER MED GOTISK HÅNDSKRIFT

Det hele begyndte med en slidt bog. En regnfuld efterårssøndag for nogle år siden befandt jeg mig i en gammel stald fyldt med antikviteter og ragelse. I de lange fodertrug lå billedrammer, og længst nede stod reoler med bøger. Jeg måtte knibe øjnene sammen, for noget dagslys var der ikke, og en metallampe i loftet tilbød heller ikke meget hjælp. Derfor var det et held, at jeg satte mig på hug og lod mine øjne glide hen over en række slidte bøger og tilfældigvis tog én af dem ud fra hylden: Vækkelsernes Frembrud i Danmark. Den var gullig, og i papiret hang lugten af gammel kælder. Jeg bladrede gennem de stive sider, og pludselig løsnede bogryggens sammenhæftning sig. Et par sider, der var syet sammen med tynd tråd, rykkede sig nogle millimeter. Jeg tog fat i dem, læste, bladrede og læste lidt videre. Og så gik jeg i stå, eller faldt i staver, for pludselig stod jeg dér og kiggede ret ud i luften. Jeg fik klappet bogen sammen og skyndte mig så at betale den tyver, der var indikeret med blyantskrift på indersiden af omslaget, kørte fra loppemarkedet og satte mig hjem til mit skrivebord.

Over ganske få sider stod fragmentet af en historie, der både rystede mig og gjorde mig nysgerrig. For i hænderne havde jeg konturerne af to mænds historie og deres årelange konflikt. I sig selv ikke noget, der hverken burde føre til indvortes rystelser

eller anspore nogen nysgerrighed, og jeg havde nok ladet bogen blive i reolen, hvis ikke det havde været, fordi historien havde udspillet sig i den lille by, jeg selv er vokset op i, og hvor der ellers ikke rigtigt er foregået noget spændende. Men lang tid før min egen familie skulle slå sig ned på det sydligste Fyn, levede der tilsyneladende to mænd – Johan og Peter August – der kæmpede så indædt mod hinanden, at det blev en historie i hele Danmark. Oplysningerne i bogen var sparsomme, for det var mere et opslagsværk med noter om diverse religiøse beretninger fra Danmark i 1800-tallet. Men brudstykkerne var akkurat nok til at pirre min nysgerrighed, og de var i store træk sådan:

Johan Nielsen voksede op i fattige kår på Fyn, sled i marken og tjente småpenge på sin violin. Han morede sig til gilder, dansede og drak brændevin, indtil den dag han mødte Gud. Det var sådan, det begyndte. Ludfattig greb han ud efter Bibelen, blev hellig, overgav sig til Herren og kæmpede for at sprede hans ord. Han travede rundt fra hus til hus for at tale troens sag, men dengang var det ulovligt at prædike uden for kirken og samles i private hjem med religiøse formål. Han gjorde det alligevel, og det gav ham fjender – særligt én.

En ung præst fra København havde slået sig ned i den fynske provins. Peter August Wedel troede knapt sine egne øjne, da han bosatte sig ude på landet i slutningen af 1700-tallet og fandt et sogn fuldt af uvidende bønder. Ingen kunne regne, stave eller læse, og her på egnen regerede overtro og gamle skrøner. Han var oplysningsmand og ville ændre verden med fornuft og undervisning, og var der noget, han hadede, var det sekteriske mennesker som Johan Nielsen. Hellige som ham skulle udryddes fra sognet, og i stedet burde kristendommen baseres på fornuft.

Peter August Wedel opbyggede et af landets første seminarier for at komme uvidenheden til livs, og han gik i krig mod opvak-

te mennesker som Johan Nielsen. Fronterne mellem præsten og den fattige daglejer var trukket hårdt op. I breve til biskoppen skriver Peter August Wedel i 1830’erne blandt andet:

De kalder sig ’de hellige’ … Der er tale om en sekt … De er strenge pietister … Der er forbud mod musik og spiritusnydelse … De er fanatikere, disse mennesker … Vores virke som præster bliver undermineret … De skal udryddes … Det her kan ende med en religionskrig.

I 1867, det år, han dør, ser Johan Nielsen tilbage på sit liv og den modstand, han har mødt:

Præsterne sover … Det er vantro præster … Forfølgelsen er hård, men der er flere gudelige forsamlinger end nogensinde … Folk råber efter os og kaster sten ind ad vinduerne … Jeg har ikke tillid til læreren … Provsten stoler jeg ikke på, mine børn bliver konfirmeret udensogns.

Hvad var det her for et Danmark? I hvert fald ikke et, jeg havde hørt om, men tilsyneladende et Danmark på kanten af en religionskrig og med tydelige kløfter mellem ”sekteriske og fanatiske mennesker” og ”vantro præster”. Det meste i bogen fra loppemarkedet var overskrifter, men jeg forstod, at de to mænds kamp stod på i årtier i 1800-tallet. Den ene blev mobbet, hånet og beskyldt for at være sektleder. Der var trusler om udstødelse og fængselsstraf, og skandalen chokerede både Fyns biskop og kongen og sendte rystelser gennem hele landet. Lige pludselig var der oprør i Danmark. Hundredvis af mennesker rundt om i landet gik op mod myndighederne, fordi de ikke ville finde sig i at blive undertrykt. Bevægelsen havde tusindvis af sympatisø-

rer, men mange turde ikke stå åbent frem af frygt for bøder og fængselsstraffe. Fælles for disse mange mennesker var, at de ville have lov til at tro på Gud på deres egen måde. De havde fået nok af staten og dens præster og var parate til at gå i fængsel for deres sag – kampen for frihed. Men hvad var det for et oprør? Og hvem var den fattige daglejer og præsten?

Det gik op for mig, at de to mænds livsbaner var forbundet med en enestående udvikling i Danmark. For 200 år siden skyllede gudelige vækkelser ind over hele landet, en religiøs bevægelse, der rystede nationen i sin grundvold, men samtidig markerede begyndelsen på de demokratiske strømninger, der senere resulterede i grundloven. Oprørske fattigfolk og egenrådige bønder på Fyn og Sjælland og i Jylland trodsede enevælden og styret i hovedstaden. Denne ”religionskrig” var tæt på at splintre det danske rige, men endte tilsyneladende med at skabe fundamentet for den demokratiske styreform, vi kender i dag.

Johan og Peter August var tydeligvis ikke de eneste, der havde ligget i krig på den tid. De gudelige vækkelser havde sat gang i konflikter over hele landet. Men jeg manglede i den grad brikker til puslespillet. For kunne det virkelig passe, at vi i Danmark havde haft en religionskrig? En åndelig krig om sjæle, og en krig, der ikke var foregået mere end nogle hundrede år tilbage? Hvor havde den i så fald sin rod, og hvilke spor trækker den op til i dag?

Jeg begyndte at lede. Først læste jeg bøger om pietisme, vækkelser og religiøse strømninger. Der var masser af stof, men ikke noget om den lokale fejde fra min hjemby. Jeg kontaktede det lokalhistoriske arkiv, og imens jeg ventede på svar, viste det sig, at der lå en bog på Rigsarkivet. Den havde tilhørt Peter August Wedel, og jeg skyndte mig ind på Den Sorte Diamant i København.

På Rigsarkivets læsesal fik jeg udleveret en brun kasse, og da jeg åbnede den, så jeg en lille bog, ikke meget større end en proper næve. I stilheden begyndte jeg at studere den sorte notesbog. Den var slidt, og der hang løse tråde ud fra det sorte omslag. På bagsiden var et lille rundt symbol med bogstaverne D – S – T syet med orange, gul og grøn tråd. Det forestillede et våbenskjold af en art med en trekant inde i cirklen, hvor der var indsyet det, der lignede en flamme, en gren og en slange. På indersiden var syet ”P. A. Wedel, den 26. januar, anno 1806” med en skriggrøn farve.

Det var en notesbog uden nogen synderlig struktur. I Rigsarkivet var den registreret som ”Optegnelsesbog for P.A. Wedel og Visitatsbog over skoler”, men da jeg begyndte at stave mig frem i de gotiske bogstaver, blev jeg ikke umiddelbart klogere: Hvem var han? Hvorfor havde han erklæret krig mod en fattig daglejer? Bogen var fyldt med notitser og små essays og lod ikke til at have noget med skoler at gøre overhovedet. Derimod var flere af siderne fyldt med præstens forsøg på at skrive forskellige bogstaver og sjove kruseduller. Han havde tilsyneladende også ladet sine tanker flyve, for flere steder dukkede små tegninger op af mænd i profil. Der var også interessante bogstavskrøller, små digte og rim. Jeg gik i gang med at scanne bogens sider, så jeg altid kunne følge op og nærstudere materialet. For det ville med garanti kræve, at jeg kom tilbage og fik læst mig igennem alle de gotiske ord.

Alligevel gik jeg fra Rigsarkivet med en sær følelse. Jeg havde læst et fragment af en konflikthistorie mellem to mænd i en tid fyldt med brydninger – gudelige vækkelser, pietisme, enevælde og krav om frihed. Jeg kiggede efter i mit loppemarkedsfund endnu en gang og studerede kilderne. Jeg kunne nok finde stof om de store linjer, men det var umuligt at støve noget større ma-

teriale op om de to mænd, som var historiens akse: Johan Nielsen og Peter August Wedel. Efterhånden mistede jeg troen på, at der overhovedet eksisterede et materiale, der gemte på flere detaljer om religionskrigen på Sydfyn. Materiale, der kunne lade daglejeren og præsten træde frem og fortælle hver deres version af den kamp, som havde været ved at rive landet over. Men jeg kunne ikke få historien ud af hovedet.

En dag tikkede en mail ind. Det lokalhistoriske arkiv i min sydfynske hjemby havde brugt tid på at lede og havde været i gemmerne. Her havde de fundet nogle gamle kasser med efterladenskaber om en præst. Arkivaren mente nok, at det var den præst, jeg ledte efter, men om der også var noget om daglejeren, kunne han ikke love. Jeg var under alle omstændigheder velkommen til at besøge arkivet. Det var tid til at vende tilbage til den by, jeg forlod som 19-årig. *

Fyn ligger bag sunde, bælter og et fredeligt øhav og rejser sig midtvejs inde i riget med sine bakkede marker delt af syrener og tjørnehegn. Bemærkelsesværdigt og samtidig så dansk. På den sydligste del af øen ligger en landsby med haver og små parcelhuse. Her er underligt stille. Et gammelt gadekær og nogle få stråtækte bondehuse vidner om en svunden tid. Engang var her jernbanestation, landbrugsskole, kommunekontor, bibliotek, kro, mejeri og seminarium. Selv posthuset er lukket. I en periode var der frisør i lokalerne, nu står de tomme. Bageren laver ikke brød, men rullekebab, og den tidligere tankstation serverer take away-pizzaer. Byens nerve er den lokale brugs. To mænd i overalls er faldet i snak og taler så fynsk, at det synger i kølediske og hylder. Ved kassen råbes ”farveller” efter kunderne.

Som så mange andre provinsbyer er Skårup delt af en trafikeret landevej. Kun et par trafikchikaner tvinger bilister til at slippe speederen og lade blikket glide ned ad små stikveje. Men ligesom de forbifarende er noget dramatisk aldrig rigtig standset her. Og sådan skal det måske være. De cirka 1.800 indbyggere nyder idyllen og hygger sig ved tanken om, at byens største drama udspiller sig på fodboldbanerne i idrætsforeningen, når det lokale oldboyshold stiller op i pokalturnering og håber at vinde en præmiecheck sponsoreret af Albani Bryggerierne.

På toppen af byens bakke ligger en hvidkalket kirke med rødt tegltag. Den er så typisk, som en dansk kirke kan være, med klokketårn, skib og våbenhus. Foran kirken står grupper af grønne taks og ved indgangen et par opstammede lindetræer. Bag gitterporten løber gange mellem gravstederne. Gruset er sirligt revet, tilrettelagt efter kalenderen, for det er søndag og om lidt begynder gudstjenesten. Jeg cirkler omkring kirken og kan ikke undgå at støde ind i et stort, fritstående gravmæle i støbejern. Her hviler Peter August Wedel. Gravmælet er mandshøjt og går op i en gavl med et lille guldmalet kors på toppen. På monumentet er indgraveret en cirkel med en trekant inddelt i felter med relieffer af et brændende alter, en blomstrende gren og en slange, der bider sig selv i halen. Motiverne er ledsaget af bogstaverne D – S – T, og omkring cirklen står ”coelvm vndiqve et vindiqve coelvm.” Jeg hiver min telefon op af lommen. Bag det latinske gemmer sig de danske ord ”himlen overalt og overalt himlen”, og med mobilen i hånden går der kun et par minutter, før det går op for mig, at det er et våbenskjold, og at de tre bogstaver står for Deus, Sanitas, Tempus – altså de samme ord, som stod i præstens lille notesbog inde på Rigsarkivet. Og der er mere:

D – Deus – Deum Sancte Timeto – Frygt Gud på hellig vis

S – Sanitas – Sanitatem Tuere Diligenter – Pas vel på sundheden

T – Tempus – Tempus Dispensa Sapienter – Brug tiden klogt.

Våbenskjoldet stammer fra den kendte historiker Anders Sørensen Vedel (1542-1616), som altså må have en forbindelse med Peter August Wedel. I hvert fald er gravmælet udsmykket, så ingen kan være i tvivl om, at der under helligdommen ligger en vigtig person: dr.phil. Peter August Wedel, seminarieforstander og provst. Født 1768, død 1842. Gravmælet har relieffer, buste, søjle og små figurer. Herfra er der udsigt til en gul bygning, der engang var et stort seminarium. Peter August Wedels gamle seminarium, som han oprettede i 1803. Det er lukket for længst, og bygningerne forfalder. Få havde efterhånden lyst til at læse til lærer i en ubetydelig provinsby, og i 2010 var økonomien så dårlig, at uddannelsen lukkede.

Klokken er ved at være 10. Et sted her på kirkegården hviler også støvet af Johan Nielsen. Lidt utålmodigt går jeg ned bagerst på kirkegården, men bliver i tvivl om, hvorvidt hans grav overhovedet eksisterer. Jeg når til et hjørne i den nordlige ende af kirkegården. Her står containere og skraldespande, men overfor dem også Johan Nielsens beskedne gravsten. Født 1789, død 1867. Sammen med sin hustru Johanne er denne formodede sektleder begravet i et hjørne langt fra provstens prominente plads.

Kirkeklokkerne ringer. Mine skridt efterlader dybe spor i gruset, da jeg lunter op mod kirkens indgang. Jeg finder en plads bagerst ved orglet. Ligesom tusindvis af andre steder i landet er kirken her synonym med byen. De to fletter sig så nøje sammen, at man ikke kan adskille sognets historie fra dengang i 1319, hvor en pavelig skrivelse i Avignon første gang vidnede om kir-

kens eksistens. Folk rejser sig. Fadervor gik rent igennem, men nu breder en sagte mumlen sig, da præsten begynder på trosbekendelsen. Solen står i sydøst, og lyset falder ind i kirken, netop som præsten uddeler oblater og hælder vin op i små glas.

Efter gudstjenesten går jeg ud mellem de to lindetræer, der tilsammen danner en port ind til den hvidkalkede middelalderkirke. Jeg går til venstre ned ad Kirkebakken. Ved vejens ende begynder en ny. Jeg kigger op på vejskiltet: P.A. Wedels Vej. Lige her lå engang bibliotek og kro. Dette må have været byens kerne med kirke, seminarium, skole og gadekær inden for en minimal radius. Helt glemt er præsten ikke, når han stadig har sin egen vej, men hvad med Johan Nielsen? Jeg googler igen og ender på et kort i Rudkøbing. Den fattige daglejer har altså også sit eget vejnavn, så han må jo have sat sine aftryk i historien. Men hvorfor på Langeland?

Jeg går gennem Skårup og kommer ned til byens sportshal. På førstesalen ligger det lokalhistoriske arkiv, og her har jeg en aftale med arkivlederen. Han tager mig med ind i et lille lokale fyldt med ringbind, brune kasser og gamle sort-hvide billeder på væggene og åbner døren ind til nok et rum med reoler fyldt med papirer. Døren står på klem, og jeg kan se ham rode på en hylde. Hængslet piber en smule, da han skubber døren til side med favnen fuld af kasser.

”Her er de så. Det er alt sammen en masse gamle ting fra ham præsten,” siger han og placerer kasserne på bordet. En smule støv løfter sig fra lågene.

”Har det stået her altid?” hoster jeg.

”Nej, du er heldig. Det blev fundet på et loft et sted på Sjælland tilbage i 1980’erne. En mand havde haft dem stående og ville smide det hele ud. Men så kontaktede han arkivet, fordi han kunne tyde byens navn i noget af det, der var skrevet.”

Jeg åbner forsigtigt låget på kasserne. Her er hundredvis af sider med gamle breve, dagbøger og gulnede papirer. Det er alt sammen skrevet med gotisk håndskrift og har tilhørt Peter August Wedel.

”Jeg har også hans gamle taske,” siger arkivaren og stiller sig op på en stol for at tage en brun lædertaske ned fra en hylde.

Jeg stryger mine fingre hen over den mørnede mappe. 200 år eller mere. Jeg sætter mig tilbage til bordet. Papirerne er porøse, men intakte. Jeg holder et ark op foran mit ansigt.

”Der er også den her kasse med materiale om ham Johan Nielsen, som du bad mig lede efter. Har de to mænd noget med hinanden at gøre?”

Jeg er en smule ængstelig, for hvad nu, hvis det hele smuldrer – ikke bogstaveligt – men hvad nu, hvis der ikke er nogen historie? Jeg trækker vejret dybt, læner mig ind over materialet og går i gang med at læse. Årstallene flyver gennem mit hoved som blade i en efterårsstorm. Navne, byer, mennesker. Et tilfældigt besøg på et loppemarked har bragt mig ind på et spor, der måske kan fortælle en historie, der ikke bare handler om to mænds konflikt i min gamle landsby, men om noget større og noget, der fletter sig sammen med et stykke af vores fælles historie, og som vi har glemt. For måske rummer denne konflikthistorie, disse mystiske gudelige vækkelser med oprøret mod autoriteterne, i virkeligheden svaret på, hvem vi er blevet. For hvis der har været en religionskrig, må det have trukket sine spor.

Allerførst må der kronologi over materialet. Derfor begynder historien langt fra Fyn, og længe før krigen mellem præsten og daglejeren bryder ud, og hele landet er fanget i en åndelig kamp. Den begynder i 1700-tallets København, hvor den ene af de to rivaler vokser op i en beskidt og fattig del af den danske hovedstad.