Ovartaci Vild, visionær, verdenskunstner
Anne Valbjørn Odgaard
Skab eller rejs
alle I, håb i billeder i kunst i poesi i skrift.
Og I bliver frie, oprigtige og lykkelige.
Ridende, således skrivende til sidst, sandheden.
- Ovartaci
Jeg vil gerne dedikere bogen til Ovartaci - uden denne vidunderlige kunstner, ingen bog. Tak til mændene i mit liv: Mikkel, Jakob og Anton.
Mand kvinde, insider outsider
1: Mød Ovartaci
2: Overtossen melder sin ankomst. Dalstrup i 1930’erne
3: Ovartacis univers – den levende og personlige kunst
Intermezzo: Ovartacis rum
4: Multikunstneren Ovartaci
5: Hospitalets verden
Intermezzo: Så sker det, at min sjæl opstår: genfødsel, frelse og forvandlinger
6: Jeg bliver nu også en flamme – kvinder, fugle og frihed
Intermezzo: Den dag, du fuldstændigt kan flyve, da lukker jeg vinduet op
7: Undtagelsen Ovartaci. Særbehandling og venskaber
8: Ovartaci og modernismen
9: Den gale kunst
10: Ånden i kunsten − Ovartaci i dialog med samtiden
11: Ovartaci – liv, død og eftermæle
Tiger of Danmark
Tak
Noter
Litteratur
Register
Illustrationer
FORORD ANNE VALBJØRN
Ovartaci (1894-1985) er en ener, en kultfigur inden for kunsten og dele af psykiatrien og en åndemaner af det 20. århundrede, der bringer os til verdener, vi ikke vidste fandtes. Han malede lige ind i sin tid og langt ud over sin tid og i det hele taget hinsides en tid, vi kan måle og indrette vores liv efter.
Ovartaci var indlagt på psykiatriske institutioner i hele 56 år med en skizofrenidiagnose, som han fik, efter han vendte hjem fra en rejse til Argentina i 1929, og det var under disse institutionelle rammer og skiftende faser af sin sygdom, at han skabte sin kunst. Når man betragter værkerne, finder man et alsidigt udvalg af materialer, udtryk og stilarter, hvor der udfolder sig en detaljeret motivverden af kvinder og dyr, intrikate landskaber og bygninger, sprogtegn og kuriøst sammensatte væsener og forskellige stadier af forvandlingsprocesser. I hans værker er identiteter i en konstant glidende transformation: mænd og kvinder, dyr og mennesker, krop og ånd flyder sammen i et væk. Ofte i et billedsprog, der er farvet af elementer fra ægyptisk kunst, buddhisme og shamanisme, og som giver værkerne mystisk og åndelig karakter. Ovartaci havde et eksistentielt forhold til kunst, og temaer og motiver går på raffineret vis i dialog med kunstnerens eget liv, hvor de flydende identiteter afspejlede hans egen queer identitet. Kunsten var hans sprog, hans terapi, hans vilkår for at være i verden.
I 1952 mødte Ovartaci Cobrakunstneren Asger Jorn. Jorn så med det samme, at Ovartacis kunst passede ind i
vigtige temaer og tilgange til værkerne med henblik på at give en bred introduktion til kunstneren og mennesket Ovartaci.
Man kan tage til Argentina og prøve at finde frem til de steder og de mennesker, Ovartaci mødte på sin rejse, og den livsanskuelse og naturopfattelse, han her oplevede. Man kunne også rejse til det gamle Ægypten og forundres over de tydelige paralleller, der er mellem den oldægyptiske kunst og Ovartacis værker. Vi møder begge steder en animeret kunstopfattelse, der kredser om religion og efterliv, og hvor værker er levende og kan have en konkret effekt i menneskers liv. Man kunne tage til det gamle Kina og betragte de sprogtegn og drager, som Ovartaci gerne inddrog i sine universer, eller til Indien og dykke ned i buddhistiske praksisser, tilværelsesforståelser og tanker om genfødsel og nirvana. Man kunne tage til USA i 1950’erne og møde Christine Jorgensen, som var en af de første i verden til at få en vellykket kønsskifteoperation – i øvrigt udført i Danmark – der ganske givet har inspireret Ovartaci. Eller man kunne blive i nutidens København og møde kunstneren Kathrine Ærtebjerg, hvis værker med deres svævende kvinder, mystiske eventyrrum og spirituelle temaer taler samme sprog som Ovartaci. Som prismets glas, der bryder en solstråle og spalter den ud i mange farver, vil jeg lade forskellige fortællinger og sider af kunstneren spille ind. Der synes at være mange vinkler og muligheder, men på en måde glider de også sammen og går i dialog, giver mening på
Cobrabevægelsens idealer om et frit fantasiflow, noget ægte, spontant og vildt, en visualisering af det underbevidste med et personligt, privatmytologisk billedsprog – og først og fremmest noget, der var opstået ud fra en ægte, indre nødvendighed. Jorn ville have Ovartaci med til Paris, for som han sagde, kunne hans gallerist gøre Ovartaci til millionær på en dag. Men Ovartaci takkede pænt nej tak, for han drømte ikke om at blive millionær og havde det godt, hvor han var, som overtossen på det psykiatriske hospital i bydelen Risskov i Aarhus.
Dele af Ovartacis værk taler sammen med fortidig og samtidig kanoniseret kunst. Man kan finde tilgange, stiltræk og motiver, der tydeligt minder om surrealisme, ligesom kunstnere i dag bygger videre på hans billedverden. Men størstedelen af Ovartacis værk er fuldstændig unik, taler for sig selv og sætter spørgsmålstegn ved kunstnerens rolle, kunstens kommunikationskanaler og dens forhold til samfundet.
Fokus i denne bog vil ligge på Ovartacis liv og værk. Den rummer langtfra alle svarene på gåden Ovartaci, og den rummer heller ikke en fuldstændig dokumentation og gennemgang af hans samlede kunstneriske praksis. Det ville blive for omfattende, når mennesket Ovartaci også kræver sin plads. Bogen er ikke forskningsbaseret og går ikke i dybden med kunstanalyser eller anlægger én bestemt vinkel på eller læsning af kunstneren Ovartaci. Hensigten med bogen er tværtimod at skildre hans liv gennem en række nedslag og at undersøge
kryds og tværs med en grobund i Ovartacis yndlingstemaer fantasi, forvandling og genfødsel.
Bogen er, så vidt det har været muligt, opbygget kronologisk med tematiske nedslag, og den tager afsæt i mit eget møde med Ovartacis kunst og i min fascination af ham. Min interesse for kunstneren går tilbage til årene 2010-2011, hvor jeg var tilknyttet Museum Ovartaci som formidler og blev indfanget af denne komplekse kunstner, der har sat sit helt eget præg på, hvordan vi tænker bl.a. psykiatri, køn, traditionelle kunstkategorier og spiritualitet. Interessen for Ovartaci er i disse år stigende, og hans kunst synes mere relevant end nogensinde. Den taler tydeligt ind i vores nutid, hvor køn, identitet og vilkår i psykiatrien fylder i den offentlige debat. Her har vi en kunstner, der ikke passede ind i samfundet eller systemerne, de gængse kunstbegreber eller kønsdefinitioner. Hans syn på identitet var påfaldende forud for sin tid, ligesom kunsten nærmest er førmoderne, universel, men også hamrende aktuel. Det blev især tydeligt med den internationale kunstudstilling Venedig Biennalen, som under temaet ”The Milk of Dreams” udstillede 28 værker af Ovartaci i 2022. Værkerne høstede stor international anerkendelse, og udstillingen markerede et højdepunkt i Ovartacis kunstneriske karriere og efterliv. Det er mit håb, at denne bog vil skabe fornyet opmærksomhed om en unik kunstner med en helt unik livshistorie og bringe Ovartaci mere frem i lyset. Forhåbentligt vil bogen klæde læseren på til mødet med Ovartaci.
1. Metalfolie, gips, papmaché, vandfarve, 28x5 cm.
2. Vandfarve på papir, 59x42 cm.
3. Gouache på papir, udklip, dobbeltsidet, 24x12,5 cm.
4. Gouache på papir, 19,5x13 cm. — Tegning af Ovartacis værelse.
5. Olie på lagenlærred, dobbeltsidet, for- og bagside, 350x50 cm.
— De cyklende kvinder er formodentligt selvportrætter.
