Ovids metamorfoser

OVIDS Metamorfoser

UDVALGTE FORTÆLLINGER

Ovids Metamorfoser udvalgte fortællinger

Gads Forlag

Ovids Metamorfoser, udvalgte fortællinger

© 2023 Forfatteren og Gads Forlag

Forlagsredaktion: Anette Stoffersen

Projektledelse: Henrik Sebro

Korrektur: Hans Ørbæk, Errata

Omslag og design: Lene Nørgaard, Le bureau

Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: LaserTryk

Forsidebillede: Narcissus er forgabt i sit eget spejlbillede, mens Echo fortvivlet ser hen mod sin elskede. Malet af J.W. Waterhouse (1903). Walker Art Gallery, Liverpool. Alamy Stock Photo.

Illustrationer i øvrigt: Side: 8 og 121 er stillet til rådighed af Universitets-Jubilæets danske Samfund. Kobberstik, Det Kgl. Bibliotek. Side: 44, 53, 61, 71, 79, 86, 93, 103, 106: Alamy Stock Photo.

ISBN: 978-87-12-06517-3

1. udgave, 1. oplag

Printed in Denmark

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Bogen er udgivet med støtte fra Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Kobberstik fra Matthias Moths utrykte oversættelse af Metamorfoserne til illustration af fortællingerne i 3. sang om Cadmus’ grundlæggelse af Theben efter dragedrabet. Man ser i forgrunden Cadmus selv, og bag ham vokser der mænd op fra jorden. Dragens tænder blev sået ud og spirede til kæmper, som efter tur dræbte hinanden. Kun fem overlevede. Resten af stikket illustrerer Thebens voldsomme historie, hvoraf historien om Cadmus’ sønnesøn Actaeon er den eneste, som er taget med i denne bogs tekstudvalg (s. 54 ff.). Omtrent midt i billedet ses Actaeon (med hjortehoved), netop da han uforvarende kommer til at se Diana og hendes nymfer bade nøgne i kilden. Forvandlingen til hjort er allerede i gang, men vi forskånes for at se hundene sønderrive deres herre. >

Forord

Alle udgivelserne i Latinerkvarteret har til formål at udbrede interessen for latin og latinsksproget litteratur. I overensstemmelse hermed er det håbet, at denne udgivelse dels kan åbne en dør ind til et af verdenslitteraturens mesterværker, Ovids Metamorfoser eller Forvandlinger, og dels kan støtte interessen for latin og for den romerske kultur, som har haft så stor betydning for vores egen kultur og kunst, og hvoraf sporene stadig er tydelige. Til det første formål bringes et udvalg fra min afdøde mand Otto Steen Dues fuldstændige oversættelse af Metamorfoserne fra latin til dansk, til det andet har jeg skrevet en indføring, der placerer værket i digterens liv og produktion og i antik litteratur, samtidig med at den belyser senere tiders reception.

Otto Steen Dues oversættelse er en kunstnerisk transformering af Ovids latin, der uden falsk beskedenhed ønsker at gøre Metamorfoserne til en del af den danske litteratur. Den er foretaget ud fra strenge principper om ikke at lægge noget til, som ikke er i originalen, men er som alle oversættelser udtryk for valg. Det er derfor oplagt i enkelte passager at give mulighed for at studere originalteksten og sammenligne den med den danske fortolkning i det håb, at det kunne skabe interesse for andet og mere.

Ideen til udgivelsen kom fra en henvendelse fra formanden for Societas Latina Daniae (Latinselskabet), professor Ditlev Tamm, som jeg med glæde tog imod, og som har givet mig lejlighed til at genopleve oversættelsens tilblivelse med alle dens overvejelser og diskussioner. Jeg takker både ham og hele bestyrelsen og især professor, dr.phil. Marianne Pade for gode kommentarer og forslag.

Min kollega Gorm Tortzen har fra start til slut været en stor støtte og sparringspartner. Det er også ham, der har fremskaffet billedmate-

rialet og skrevet billedteksterne. Jeg takker også Gyldendal, der har givet tilladelse til at bruge dele af den fulde oversættelse, samt Anette

Stoffersen og Henrik Sebro fra Gads Forlag, der har været henholdsvis redaktør og projektleder på udgivelsen.

København februar 2023

Bodil Due

Introduktion

Ovids Metamorfoser eller Forvandlinger, som denne bog bringer et udvalg fra, er et hovedværk i deres digters produktion, i den romerske litteratur og et af de mest indflydelsesrige værker i verdenslitteraturen. I lange perioder var Metamorfoserne det mest læste værk ved siden af Bibelen, og de har kontinuerligt givet inspiration til så godt som alle kunstarter, til billedkunst generelt, maleri og skulptur, til drama, til musik og litteratur og gør det den dag i dag. Inden for litteraturen er det faktisk svært at finde et større forfatterskab, der ikke er påvirket af Ovids værker generelt og af Metamorfoserne specielt. I stedet for en længere opremsning af navne har jeg i forbindelse med præsentationerne af de enkelte passager valgt at give eksempler på, hvordan netop den passage har inspireret senere litteratur.

Der er mange årsager til, at værket fascinerer. Først og fremmest skyldes det de mange spændende historier, der fortælles med stor psykologisk indsigt, men også den elegante form og raffinerede sprogbrug, værkets balance mellem komedie og tragedie, munterhed og alvor, Ovids evne til at lade en situation stå så visuelt levende, at man ser den for sig, og ikke mindst værkets almengyldighed i sin beskrivelse af næsten alle tænkelige menneskelige forhold og følelser. Terents-citatet: ”Homo sum: humani nil a me alienum puto” eller på dansk: ”Jeg er et menneske; derfor kan intet menneskeligt være mig fremmed” (Selvplageren v. 77) kan med stor ret bruges om Ovid i Metamorfoserne. Gennem de mange forskellige fortællinger giver det overordnede tema,

forvandlinger, digteren mulighed for at inddrage og behandle de helt store spørgsmål som menneskets plads i verden, meningen med livet, dødens uundgåelighed, kultur versus natur, frihed versus undertrykkelse – og læserne mulighed for at tænke over dem.

Ovid afslutter Metamorfoserne med stolt at hævde, at værket vil være uforgængeligt over for Jupiters vrede, ild, jern eller tidens tand, og at han selv vil opnå evigt ry – og det har vist sig at være ikke spor for vidtløftigt. Værket står den dag i dag som et bevis på kunstens betydning og uforgængelighed.

Ovids liv og værker

Metamorfoserne kan læses og nydes uden særlige forudsætninger, men viden om baggrunden, tiden og digteren gør udbyttet anderledes og større. Om tiden er det vigtigt at vide, at baggrunden for kejser Augustus’ magt og den ro, velstand og stabilitet, han havde formået at skabe i Rom og i Italien, var blodig og brutal. Først var der mordet på hans adoptivfar, Gajus Julius Cæsar, og derefter en voldsom borgerkrig, som først sluttede i 31 f.Kr. med sejren over Antonius og dronning Kleopatra. I erindring om borgerkrigens rædsler og i frygt for nye oprør var Augustus til stadighed på vagt og hurtig til at skride ind, når han følte sig selv, sin politik og sine planer for rigets fremtid truet. Landsforvisninger var en hyppig reaktion, også når det gjaldt medlemmer af hans egen familie. Det fik også Ovid at føle. Epilogens stolte ord og dens fremhævelse af kunstens betydning og rolle får således større dybde, hvis man inddrager digterens egen skæbne, hans egen metamorfose fra fejret og populær digter til ensom og deprimeret landflygtig.

Det meste af det, vi ved om ham, ved vi fra ham selv, især fra hans eksildigtning, hvor han konstant forsvarer sit liv og sin digtning. Om det alt sammen er ganske sandt eller tilpasset det billede, han ønskede at give sine læsere af sig selv, af digterens persona, kan vi ikke vide med sikkerhed. Han har i eksildigtene et motiv til at fremstille sin sag

og sin digtning på bedst mulig måde, men ville også ved at afvige for meget fra sandheden ødelægge sine chancer for rehabilitering.

Sikkert er det, at Publius Ovidius Naso blev født i 43 f.Kr. i Sulmo (nu Sulmona) stik øst for Rom som yngste søn i en rig provinsfamilie med gode forbindelser til det højeste aristokrati i Rom. Hans far havde ambitioner på familiens og sine to sønners vegne og sendte dem derfor i en tidlig alder til Rom, for at de kunne få den bedst tænkelige uddannelse, herunder undervisning i retorik og i jura. Målet var en embedskarriere i statsapparatet og til sidst en plads i senatet. Det gik anderledes. Ovids bror døde ung, og Ovid selv takkede efter et par mindre embedsposter, umiddelbart før det blev alvor, nej til embedsvejen og valgte poesien.

Det var uden tvivl en kilde til irritation for kejser Augustus, der gerne samlede klienter fra provinserne omkring sig til konsolidering af sin magt og derfor havde ventet sig en del af Ovid og hans bror. Værre blev det, da Ovid i stedet for patriotisk, højstemt digtning i forlængelse af Vergil og Horats valgte den erotiske elegi efter Catul, Tibul og Properts som sit medie og hurtigt fik vældig succes med sin første digtsamling Amores (Eskapader). Værre endnu, da Ovid udvidede sit repertoire og forstærkede sin succes med en desværre nu tabt tragedie, Medea, og med Heróides (Heltinder), fiktive breve fra mytologiske personer, mest kvinder, og værst af alt, da han i år 1. f.Kr. forfattede et parodisk læredigt, en håndbog i elskov, Ars Amatoria (Elskovskunst), og bagefter, igen på skrømt, skrev et modsvar, en replik hertil, Remedia Amoris (Midler mod elskov), for at rette op på den forargelse, håndbogen havde vakt i magthaverens kreds.

Det var alt sammen ikke digtning, der kunne bidrage til Augustus’ ønske om efter mange års borgerkrig at skaffe fred, ro og orden og genetablere de gamle romerske dyder, ja, det var digtning, der gik stik imod kejserens forsøg på med lovgivning at højne specielt overklassens mangel på (seksual)moral og respekt for ægteskabet. Rom var under Augustus officielt en republik, men i realiteten var styret enevæl-

digt og diktatorisk med en dygtigt orkestreret kulturpolitik. Litteratur var en vigtig del af denne politik, men litteraturen skulle være til nytte, ikke kun til fornøjelse. Ovid var selv klar over, at han udsatte sig for misbilligelse, og han prøvede humoristisk at afbøde kritikken i Ars Amatoria, i første bogs første digt, hvor han hævder, at hans værk bestemt ikke er beregnet for ærbare matroner, et forsvar, han senere gentager fra sit eksil i Tristia II, 243 ff. og 347. Trods kritikken holdt Ovid fast i sin ret til at digte frit, ja, lovede næsten truende i Remedia Amoris vv. 390 ff., at hans ærgerrighed var vokset, og at man kunne vente sig mere. Han sammenligner selvbevidst sin indsats på elegiens område med Vergils for eposset.

Alligevel gik der otte år, før kejseren skred ind. De nærmere omstændigheder er aldrig blevet klarlagt, men en indblanding på en eller anden måde i eller en viden om en skandale i kejserens egen familie, knyttet til hans datter Julia (Major eller d. ældre) eller nok snarere hans datterdatter Julia (Minor eller d. yngre), fik bægeret til at flyde over, og Augustus sendte i 8 e.Kr. digteren i eksil i Tomis (nu Constant , a i Rumænien) ved Sortehavet. På det tidspunkt var Ovid mere eller mindre færdig med Metamorfoserne, jf. Tristia II, 65 ff. og 554 ff. Han påstod senere i Tristia I, 1, 117 f. og Tristia I, 7, 35 ff. – måske som en implicit sammenligning med Vergil og dennes påbud om at brænde den ufærdige Aeneide – at han havde kastet dem ufærdige på bålet inden sin afrejse, men han havde åbenbart forinden ladet afskrifter cirkulere. Enkelte vers kunne tyde på en redaktion, men det er ikke sikkert. Han havde også, som det fremgår af Tristia II, 549 ff., skrevet de første seks sange af et planlagt stort værk på 12 sange om den romerske festkalender, Fasti. Hvis kejseren havde håbet, at eksilet og fjernelse af Ovids værker fra de offentlige biblioteker ville lukke munden på digteren og sænke ham og hans digtning ned i glemsel, så tog han fejl. Ovid blev ved med at skrive og sende digte hjem til Rom til venner, der delte dem med andre venner; så han blev stadig husket og læst. Under eksilet blev det til fem samlinger digte med titlen Tristia (Bitterligheder) og fire samlinger digte

med titlen Epistulae ex Ponto (Breve fra Sortehavet) plus et sprænglærd niddigt, Ibis, om en falsk ven og et digt om fiskefangst, Halieutica. Fasti (Festkalenderen) blev aldrig færdiggjort som oprindelig planlagt. Det blev ved seks sange – men alle de skrevne værker, bortset fra Medea, er overleveret til trods for kejserens forsøg på at undertrykke dem.

Det er, som nævnt, især fra denne eksildigtning, vi kender så meget til hans liv og hans tanker. Tristia IV, 10 fortæller smukt om hans familie og ungdom, og anden bog af Tristia er ét langt digt om hans liv og digtning og grunden til hans ulykke, som han aldrig helt forklarer, men kalder en error, en fejl. I de første digte i første bog af Tristia skildrer han meget dramatisk afrejsen fra Rom, den tårevædede afsked med sin hustru og den farefulde færd mod Tomis.

Forvisningen var teknisk set en relegatio og ikke et exilium, hvilket betød, at Augustus ikke havde fradømt Ovid hans borgerrettigheder eller beslaglagt hans betragtelige formue. Hans hustru blev derfor i Rom for at pleje hans interesser og virke for hans sag. Men trods mange bønner og mange mere eller mindre oprigtige forsøg på at mildne magthaverens vrede, gennem hvad der for os i dag måske nok tager sig ud som underdanig smiger, men som samtidig stædigt fastholder digterens ret til at skrive, som han vil, lykkedes det ikke at formilde hverken Augustus eller hans efterfølger Tiberius. Ovid døde i 18 e.Kr. i Tomis fjernt fra Italien og Rom. Hans grav er aldrig fundet. Den bøn, han i Tristia III, 3, 65 ff. beder, om at hans støv i det mindste efter hans død måtte komme hjem i en urne og blive begravet uden for Rom, blev ikke opfyldt. I samme digt vv. 73 ff. ønsker han nedsat en marmorplade med letlæselige, store bogstaver og følgende gravskrift i elegisk versemål:

HIC EGO QVI JACEO TENERORUM LUSOR AMORUM

INGENIO PERII NASO POETA MEO

AT TIBI QVI TRANSIS NE SIT GRAVE QVISQVIS AMASTI

DICERE NASONIS MOLLITER OSSA CUBENT.

HERUNDER HVILER OVID, DE LEGENDE LETTE EROTERS

DIGTER HVIS EGET TALENT BRAGTE HAM DØD OG EKSIL.

DU DER PASSERER, VÆR IKKE FOR FIN, IFALD DU HAR ELSKET, TIL AT DU SIGER: ”OVID, HVIL DU I FRED I DIN GRAV!”

Men ubøjelig og provokerende til det sidste lader han sit ønske ledsage af en henvisning til Antigone, der som skildret i Sofokles’ tragedie af samme navn, satte sig ud over tyrannen Kreons edikt, begravede sin bror og betalte med sin død: Sørg i det mindste dog for at mit støv kommer hjem i en urne, Så at jeg ikke som død stadig skal være forvist!

Det kan dog ingen forbyde: Antigone jorded sin faldne broder og satte sig ud over tyrannens edikt.

Ovid bruger ordet rex (konge), der i romersk sammenhæng ofte har samme negative konnotation, som tyran har på dansk.

Sådanne mere eller mindre subtile hentydninger til tingenes virkelige tilstand er der mange af i eksildigtene. Disse giver på raffineret vis ved siden af den overdrevne smiger netop digtene en helt særlig tone.

Eksilet ændrede ikke blot Ovids liv, men også hans digtning. Han udmaler sin nye tilværelse i helt mørke toner og erklærer i Tristia V, 1, 1 ff., at hans digte nu er bitre og triste, at hans poesis emne nu er ham selv, og at han skriver til offentligheden for ikke at blive glemt. Han er, så at sige, blevet sin egen biograf, og det er derfor klogt at øve en vis kildekritik over for det, han siger. Digtene udtrykker det, der for ham var sandheden, eller det, han ville have, at hans læsere skulle se som sandheden, men det er næppe hele sandheden. Som det altid forholder sig med autofiktion, er Ovids synsfelt begrænset til hans egen rolle.

Metamorfoserne, et anderledes epos

Metamorfoserne er uden sidestykke i litteraturen både før og efter og vanskelige at definere og genrebestemme. De er skrevet i det episke

versemål, heksameteret, men ligner ikke de andre store eper, hverken de græske, Homers Iliaden eller Odysseen eller Apollonios Rhodios’ Argonautertogtet eller det romerske nationalepos, Vergils Aeneiden. Værket er mere beslægtet med den digtning, der fra ca. 300 f.Kr. opstod i Alexandria omkring byens bibliotek, hvortil man indsamlede, studerede og kommenterede den græske litteratur. Denne såkaldte alexandrinske digtning var således præget af en næsten videnskabelig interesse for at søge til bunds i forskellige emner. Et eksempel, som uden tvivl har påvirket Ovid, er Kallimachos’ store digt Aitia eller Årsager til at verden ser ud, som den gør i dag

Metamorfosernes emne, forvandlinger, er på en gang mere snævert og mere omfattende end indholdet i andre eper. Ovid kalder det, som vi skal se, et carmen perpetuum, et uafbrudt digt, og beskriver det som intet mindre end fortællingen om verden fra skabelsen og frem til digterens egen tid. Den bedste betegnelse er derfor nok et universaldigt, et digt om altings omskiftelighed eller foranderlighed og menneskelivets uberegnelighed og uforudsigelighed.

Netop det universelle og almengyldige har gjort det muligt for læsere gennem skiftende tider at finde forskellige meninger i digtet. En læser medbringer altid, om end ikke altid bevidst, sine egne forudsætninger og fordomme i mødet med et digterværk. Metamorfoserne har derfor været læst og fortolket på mange forskellige måder. Augustus læste tilsyneladende meget bogstaveligt og målte et litterært værk på, hvorvidt det var i overensstemmelse med hans politiske mål og propaganda og kunne bidrage hertil. Samtiden og den umiddelbare eftertid inddrog sandsynligvis på samme måde egne sym- eller antipatier begrundet i såvel politiske som litterære og etiske holdninger. Quintilian har fx kritiske bemærkninger om både formen, som han fandt for løs (Institutio oratoria IV, 1, 77), og indholdet, som han (VIII, 3, 47) fandt for umoralsk. Han roser dog (X, 1, 98) Medea og siger, at tragedien viser, hvor vidt Ovid kunne have drevet det, hvis han havde kunnet holde sit talent i ave!

Metamorfoserne, et anderledes epos