Paradais

PARADAIS

Af samme forfatter på dansk Sæson for orkaner

Paradais_TRYK.indd 2

16.11.2023 11.15

Fernanda Melchor

PARADAIS ROMAN

På dansk ved Maria Catalina Heitmann

GADS FORLAG

Paradais_TRYK.indd 3

16.11.2023 11.15

Paradais er oversat fra spansk af Maria Catalina Heitmann efter Páradais Copyright © 2021 Fernanda Melchor Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2024 Published by arrangement with Michael Gaeb Literary Agency, Berlin 1. udgave, 1. oplag Omslag: Oliver Munday Dansk version: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-07272-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Tak til Statens Kunstfond for støtte

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Paradais_TRYK.indd 4

16.11.2023 11.15

Til Luis Jorge Boone Til Darío Zalapa

Paradais_TRYK.indd 5

16.11.2023 11.15

Paradais_TRYK.indd 6

16.11.2023 11.15

Hvad kommer der til at ske? Intet. Det er umuligt, at noget skulle ske. Hvad kan man gøre? […] Forelske sig, vel vidende at alt er tabt, og at der ikke er noget håb.

José Emilio Pacheco, Las batallas en el desierto

I hear those sirens scream my name.

David Lynch, “Up in flames”

Paradais_TRYK.indd 7

16.11.2023 11.15

Paradais_TRYK.indd 8

16.11.2023 11.15

Det hele var den tykkes skyld, det ville han sige til dem. Det hele var Franco Andrades skyld, ham og hans latterlige besættelse af Señora Marián. Polo havde ikke gjort andet end at adlyde ham, han havde bare fulgt de ordrer, der var blevet udstukket. Tyksakken havde fået hovedet fordrejet godt og grundigt af den kvinde, og Polo havde jo været vidne til, hvordan han over de sidste par uger ikke havde talt om andet end at knalde med hende, at gøre hende til sin egen for enhver pris; den samme sang om og om igen, som en ridset plade, med et fortabt blik og øjnene blodskudte af alkohol og osteklistrede fingre, som svinet først slikkede rene, når han havde tømt hele posen – family size – med chips. Først boller jeg hende sådan her, bøvsede han, efter at have kæmpet sig på benene for enden af bådebroen; jeg knalder hende sådan her, og så skubber jeg hende ned på alle fire og boller hende sådan her, og så tørrede han savlet af sin hage med bagsiden af hånden og smilede fra øre til øre med sine enorme tænder, der var kridhvide og snorlige som i en tandpastareklame og nu presset anspændt

9

Paradais_TRYK.indd 9

16.11.2023 11.15

sammen, mens hans geleagtige krop skvulpede i den grove imitation af et samleje, og Polo kiggede væk med et påtaget grin og udnyttede, at den tykke var travlt optaget, til at tømme flasken og tænde endnu en cigaret og blæse røgen, så hårdt han kunne, op mod mangrovens angrebslystne myg.

Det hele havde bare været tyksakken, der snakkede lort, hans forskruede forestilling om en sjov aften, rent fuldemandsævl, når flaskerne blev taget frem. Det var i hvert fald det, han havde troet i starten, når de sad og drak på platformen i den mørkeste ende af den lille bådebro af træ, der løb parallelt med floden, lige præcis der, hvor lyset fra terrasserne ikke kunne nå dem, og hvor figentræernes grene kastede skygger, der skjulte dem for områdets nattevagt og de nysgerrige beboere, især Francos bedsteforældre, som ifølge ham selv ville få et hjerteanfald, hvis de så deres lille dreng drikke alkohol og ryge cigaretter og Gud ved hvilke andre forkasteligheder, og værst af alt, i selskab med et medlem af staben – som den idiot til Urquiza plejede at kalde de ansatte i bebyggelsen – ingen ringere end områdets gartner endda, det ville være en skandale uden lige, et totalt tillidssvigt, som ville komme til at koste Polo hans job. En ting, der i virkeligheden ikke ville betyde så meget, for han ville med glæde forlade den rådne rigmandsbebyggelse og aldrig komme tilbage; problemet var, at

10

Paradais_TRYK.indd 10

16.11.2023 11.15

han før eller siden ville være nødt til at tage hjem og se sin mor i øjnene, og selvom udsigterne til dét var uattraktive, angstprovokerende faktisk, så kunne Polo ikke stå for fristelsen. Han kunne ikke sige nej til den dovenkrop, når han gjorde tegn til ham fra vinduet; han havde ikke lyst til at gøre en ende på deres drukseancer på bådebroen, selvom idioten irriterede ham grænseløst, og han allerede var træt af hans samme gamle pis og hans evige besættelse af naboen, som tyksakken var blevet håbløst forelsket i ved første blik en eftermiddag i slutningen af maj, da Maroño-familien ankom til Paradais for at modtage nøglerne til deres nye sted, alle fire ombord i en hvid Grand Cherokee med señora Marián selv i førersædet.

Polo kunne tydeligt huske den dag; han havde moret sig over synet af, at ægtemanden var forvist til passagersædet, mens hans kone sad bag rattet, da vinduet blev rullet ned med en summen og et pust af iskold luft fra aircon’en ramte hans svedige ansigt. Kvinden bar et par mørke solbriller, der fuldstændigt skjulte hendes øjne, og i hvis overflade Polo kunne se sig selv reflekteret, mens hun forklarede ham, hvem de var, og hvad de lavede der; hendes mund var malet skarlagensrød, hendes nøgne arme var dækket med sølvarmbånd, der klirrede som vindharper, da Polo til sidst hævede bommen, og hun løftede hånden til tak. En kvinde

11

Paradais_TRYK.indd 11

16.11.2023 11.15

som så mange andre, ikke noget at skrive hjem om.

For ham var hun ikke forskellig fra de andre damer, der boede i områdets hvide villaer med tage af imiteret tegl; altid gemt bag mørke solbriller, altid friske og velplejede bag de tonede ruder i deres gigantiske firhjulstrækkere, altid med glattet og farvet hår og ulasteligt manicurerede negle, men de var aldrig noget særligt, når man så dem tæt på; hun var i hvert fald hundrede procent ikke noget at tabe sutten over, som det var sket for tyksakken – helt ærligt, hun var totalt ligegyldig.

I ville sikkert have set billeder af hende; hendes mand var berømt og havde et eller andet program på TV. Familiens fire medlemmer dukkede jævnligt op i sladderspalterne – ham, en lav skaldepande, altid klædt i skjorte og jakke på trods af den forbandede varme, deres to velfriserede børn og så hende, der stjal opmærksomheden med sine røde læber og de her glimtende øjne, der så ud til at smile lydløst til én, snart legende, snart ondskabsfuldt, og med øjenbrynene koket løftet i et udspekuleret ansigtsudtryk. Som regel iført høje hæle, der løftede hende et godt stykke op over ægtemanden, en hånd på hoften, håret løst over skuldrene og halsen dekoreret med iøjnefaldende kæder. Det var ordet, der beskrev hende bedst; snarere end smuk var hun iøjnefaldende, slående, som om hun var skabt kun med det formål at tiltrække sig

12

Paradais_TRYK.indd 12

16.11.2023 11.15

blikke, der skulle klistre sig til hendes former, sirligt udhugget i træningscentret, og hendes ben, bare til midt på lårene, klædt i nederdele af råsilke eller blege hørshorts, der stod i kontrast til den bronzefarvede glød fra hendes altid solbrune hud. En acceptabel røv, bevares, hver sin smag, en udmærket øse, der stadig kunne skjule sit kilometertal, sine rynker og strækmærkerne fra at have båret to børn – den ældste var allerede en ung mand – med cremer, dyrt designertøj og hendes gang, hendes hofter, der svingede som en metronom under fuld kontrol, uanset om hun gik i hæle eller sandaler eller med bare tæer hen over græsplænen, og som fik halvdelen af bebyggelsens beboere til at vende sig om og se efter hende, når hun gik forbi. Præcis som hun ville have det, ikke? At de så på hende med længsel og begær, at hun fremkaldte beskidte tanker i deres små hjerner. Det var tydeligt at se på hende, at hun elskede det, og hendes æggehoved af en ægtemand ligeså. Når Polo så dem sammen, havde klovnen altid en hånd plantet et eller andet sted på hendes krop, på hendes lænd, om hendes hofter eller på hendes balle, med et smørret grin som én, der afmærker sit territorie og fremviser sit trofæ, alt imens hun bare smilede og åd opmærksomheden råt, og det var præcis derfor, Polo altid modstod fristelsen til at kigge på hende. I stedet tvang han sig selv til at undertrykke den instinktive

13

Paradais_TRYK.indd 13

16.11.2023 11.15

spænding, der opstod i nakken, det træk, der nærmest mekanisk satte musklerne i rotation, så hans hoved ville følge med de lystigt gyngende baller rundt i bebyggelsens gader. Først og fremmest fordi han ikke ville have, at nogen – hverken hende, hendes mand, deres børn eller for den sags skyld Urquiza, men frem for alt hende, den ko – skulle se ham stå og glo, skulle tage ham i at knibe øjnene sammen og stirre med savlet hængende fra sin åbne mund ligesom den åndssvage tyksak, når han betragtede hende på afstand. Han var så åbenlyst forgabt i hende, og der var intet, han kunne gøre for at skjule det. Selv Polo havde ikke kunnet undgå at lægge mærke til det, og på det tidspunkt, dengang i maj, da Maroño-familien flyttede ind i nummer syv, havde Polo ikke engang hængt ud med Franco Andrade endnu; festen for den forkælede Micky var endnu ikke blevet annonceret, og de to havde ikke udvekslet så meget som et ord. Men den tykke var umulig at overse, når man rendte ind i ham på en af hans ture gennem de brolagte gader i Paradais. Han slentrede altid dvaskt rundt alene med sin store vom og sit rosenkindede ansigt, der var dækket med bumser, og så de her blonde krøller, der tilføjede et vist komisk element til hans fremtræden, som en overfodret kerub, en monstrøs mandebaby, hvis udtryksløse øjne kun viste tegn på liv, når de så på señora Marián, som han havde

14

Paradais_TRYK.indd 14

16.11.2023 11.15

stalket, lige siden familien flyttede ind. Man skulle være blind eller dum som en dør for ikke at lægge mærke til den ulykkelige grisebasses desperate forsøg på at være tæt på hende. Hver gang hun gik ud i forhaven for at lege med sine børn, minimalt påklædt i et par lycrashorts og en sports-bh, som hurtigt kom til at sidde klistret til hendes hud efter hende og børnenes vandkamp, så gik der ikke to sekunder, før den fedtede blegfis kom løbende ud for at lade, som om han vaskede sine bedsteforældres bil, en opgave, som han hadede som pesten, men som nu blev løst helt frivilligt, og uden at de gamle behøvede at råbe ad ham eller true med at inddrage hans computer eller telefon. Og sikke et tilfælde, hver gang señora Marián gik ud på terrassen i badedragt for at slikke sol, så materialiserede den selvsamme kæmpe af en dreng sig tre minutter efter, klædt i et par badebukser, hvis knaphed stod i kontrast til hans telt af en T-shirt, der skulle dække den overhævede dejmasse, der var hans mave, og mørke solbriller for at skjule, at hans blik var næsten tvangsagtigt låst til kvindens solbrune krop, som hun lå dér to liggestole fra ham, fuldstændigt uvidende om hans våde åndedrag og hans lejlighedsvise fumlen, når han prøvede at skjule sin lille stådreng. Men det mest patetiske af det hele var hans gentagne forsøg på at gøre sig venner med hendes afkom, den ranglede Andrés

15

Paradais_TRYK.indd 15

16.11.2023 11.15

og skrigeballonen Miguel, blandt naboerne bedre kendt som Andy og Micky, en absurd opvisning af smagløshed aktivt opfordret til af Maroño-parret, guderne må vide hvorfor, ud over ren ananas i egen juice, for de havde ikke en dråbe gringo i sig; og endnu mere latterligt var det, når den tykke kaldte på dem tværs over legepladsen, når de var ude at lege, og han stønnede og prustede som en bøffel efter bolden, når Andy gang på gang driblede uden om ham, eller når han bukkede og skrabede for den forkælede Micky, alt sammen blot for at optjene retten til at blive inviteret til te hos naboerne for på den måde, selvom det kun var i glimt, at kunne nyde nærværet af sin drømmekvinde, dronning og hovedperson i hans mest beskidte seksuelle fantasier, herskerinden over den slimede strøm, som det klamme kryb pressede ud hver aften uden undtagelse og til tider natten igennem, mens han tænkte på hende og hendes liderlige læber, hendes imponerende røv, hendes svulmende bryster, søvnløs af uroen forårsaget af denne kvindes eksistens, den brand, hun havde startet i ham, da han første gang så hende stige ud af sin hvide firhjulstrækker, en boblende fornemmelse, der mindede ham om den champagne, hans bedsteforældre drak til nytår, og som han smugdrak, når de kiggede væk; en svimmelhed, der i hendes fravær forvandlede sig til uro og tomhed, en tektonisk kløft, der

16

Paradais_TRYK.indd 16

16.11.2023 11.15

åbnede sig i hans sjæl uden varsel hver eftermiddag, når han allerede burde være smuttet fra naboernes hus, fordi señor Maroño kom hjem fra arbejde, og børnene skulle i bad og lave deres lektier, og señora Marián med sin sødeste og varmeste stemme spurgte, om han ikke skulle til at gå hjemad, at det allerede var sent, og om ikke hans bedsteforældre undrede sig over, hvor han var, og så ville hun give ham et let klap på ryggen og leende følge ham ud til døren, og så var der ikke andet for end at gå hjem til sig selv med halen mellem benene og duften af señora Marián – ifølge tyksakken en blanding af Carolina Herrera, mentolcigaretter og sveddråberne i hendes kavalergang – hængende i næsebor­ ene. Den kløft forsøgte han til sine bedsteforældres store misbilligelse at lukke med reality-tv, profane tegnefilm og bjerge af småkager og wienerbrød fra supermarkedet og gigantiske portioner af morgenmadsprodukter druknet i mælk, for efterfølgende at flygte op til sit værelses aircondition for at prutte og se porno på sin nye bærbare, som de gamle havde givet ham i fødselsdagsgave, og hvis hukommelse allerede var tæt på at være fyldt og næsten udelukkende bestod af de beskidte film, Franco downloadede fra internetfora og udvalgte hjemmesider, billeder af patter og skræv og røve, som allerede var ved at kvæle ham, men som han alligevel kiggede på, i timevis, af ren og skær vane.

17

Paradais_TRYK.indd 17

16.11.2023 11.15