Pebermø

PEBERMØ

Pebermø.indd 1

18/06/2019 10.06

MALIN LINDROTH

PEBERMØ ET OPGØR MED SKAMMEN

GADS FORLAG

Pebermø.indd 3

18/06/2019 10.06

Pebermø Et opgør med skammen Af Malin Lindroth Oversat fra svensk af Marie Kopp Nuckan © Malin Lindroth, originaludgave udgivet af Norstedts, Sverige, i 2018. Published by agreement with Norstedts Agency.

Dansk udgave: Copyright 2019 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05891-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forfatterfoto: Ines Sebalj

Gads Forlag

Pebermø.indd 4

18/06/2019 10.06

FORORD

Jeg har hørt et sted, at skam er en af de få menneskelige følelser, som ikke har et genkendeligt ansigtsudtryk. Man kan genkende et vredt menneske overalt i Vesten, og også et lykkeligt. Men hvordan genkender vi den, der skammer sig? Ud over måske et bortvendt blik og røde pletter på halsen, som kan tolkes på mange måder, findes der ikke meget, som røber skammen. Måske er det derfor, skammen er så svær at indfange med ord. Den er for hemmelig, for marineret i generationers tavshed. Det kræver et drastisk tiltag at komme den til livs. En reclaiming.

At kalde sig lesbisk, bøsse eller evnesvag er i dag socialt accepteret i de fleste sammenhænge. Men nogle få skældsord lever endnu. Med denne bog vil jeg tage det ord tilbage, som passer bedst til et 52-årigt, barnløst, ufrivilligt enligt menneske, som aldrig har følt sig hjemme i de fortællinger om livet som enlig, som kulturen har budt på. Jeg vil tage ordet pebermø tilbage.

5

Pebermø.indd 5

18/06/2019 10.06

For 50-60 år siden brugte man pebermøen som skræm­ meeksempel over for unge kvinder. ”Pas på! Ellers ender du som pebermø!” I dag drømmer jeg om en pebermø, der springer ud af skammens skab, står ved sin rolle og tager ejerskab over sin egen historie.

Først og fremmest kommer bogen til at handle om min egen vej hen mod at blive pebermø. Men nogle pebermøer fra fortiden vil også dukke op. Når jeg sammenligner mig med dem, mærker jeg en stor taknemmelighed over, at de orkede at leve med al den ensomhed og den sociale stigmatisering, som mange af dem var tvunget til.

At de bar skammen og håndterede den på den måde, som var mulig dengang, er en nødvendig forudsætning for moderne pebermøers skamløshed. Uden liv som deres havde liv som mit været umuligt.

Jeg ser mig omkring og tænker, at det må være pebermøens tid nu. Historisk set er det på høje tid, at vi holder op med at gøre grin med den uknaldbare og ser hende som det, hun er: en bærer – ikke af et stigma – men af en stemme. At erobre den stemme er for mig ensbetydende med at erobre rollen som pebermø.

Malin Lindroth

Pebermø.indd 6

18/06/2019 10.06

IKKE DIG

FØRSTE GANG JEG blev spået en fremtid som pebermø, var jeg seksten år og udvekslingsstudent i USA. Det var i 1981. I den lille flække på grænsen mellem Arizona og Californien havde man aldrig set sådan en frisure, som de klippede i Salong Alt Wien derhjemme, og heller ikke jeans af mærket Mac Free. At jeg desuden ikke forstod vigtigheden af at barbere ben, var nok til, at jeg blev betragtet som et fremmed væsen.

Da en ven af familien, jeg boede hos, kom på besøg, følte hun sig kaldet til at give mig en instruktion i det amerikanske pigeliv.

Vi sad i en blomstret sofa, og det hele var frygtelig amerikansk, lige fra kvindens polyesterbukser til saftevandet i vores Tupperware-glas. Hun holdt foredrag, og jeg lyttede åndsfraværende. Først da hun begyndte at forklare, hvordan en date med en amerikansk dreng foregik, blev jeg for alvor interesseret. Det lød dejligt at holde i hånd i biografen. Også

7

Pebermø.indd 7

18/06/2019 10.06

at kæle lidt. Så dejligt, at jeg slet ikke bemærkede, at min selvudnævnte datingcoach så undersøgende på mig og hele tiden smilede syrligt, imens hun talte.

Eller rettere sagt, jeg så det, men jeg ville ikke se det.

Da kvinden pludselig tav og begyndte at grine, var jeg slet ikke forberedt på det næste, der kom. Det var som at få en skudsalve i baghovedet. ”But don’t you worry, honey! Nobody will ever want to date you!”

Bare rolig, skat. Ingen vil have dig. Nogensinde.

Ordene gik rent ind, og de sidder der den dag i dag. Det er med dem, som det er med kugler, som er trængt for langt ind i en skudramt hjerne. De sidder alt for kritisk til, at de kan bortopereres. Jeg burde være brudt ud i gråd, have reageret, være løbet ud af rummet, men jeg var lamslået. Det eneste, jeg kunne gøre, var at tage imod ordene og fornemme, hvordan de smeltede sammen med alt det, jeg i forvejen tænkte om mig selv. Selvfølgelig! Jeg vidste det jo godt inderst inde. Jeg var for mærkelig til at få en kæreste, og det havde jeg altid været. Der fandtes ikke nogen udvej for mig. Der var ikke noget, der havde ændret sig, bare fordi jeg var rejst til USA. I begyndelsen virkede det muligt. I hvert fald lige så muligt for mig som for alle andre. Der var en til alle. Sådan var det bare, og ingen havde sagt noget om undtagelser fra reglen. Spørgsmålet var kun, hvornår og hvordan det skulle ske.

Den første, jeg faldt for, hed Ulf. Han havde en 8

Pebermø.indd 8

18/06/2019 10.06

brun polotrøje på og det tykkeste hår af alle i børnehaven. Nogle gange, når mit blik faldt på hans hårpragt, mærkede jeg en stærk trang til at røre ved det, samle håret i totter, pynte det med spænder og sløjfer, frisere det så hårdhændet, at han skreg. Men først og fremmest var kærligheden til Ulf et spørgsmål om tankevirksomhed. Jeg havde hørt et sted, at den, der var rigtig forelsket, hele tiden gik og tænkte på sin udkårne. Man skulle have kærligheden ’på hjernen’.

Eller endnu bedre: inde i hjernen, og helst så langt inde blandt hjernevindingerne, at personen aldrig kunne slippe ud derfra igen. Jeg forstod det sådan, at kærligheden varede lige så længe, jeg tænkte på Ulf. Hvis jeg stoppede med at tænke på ham, bare et sekund, ville kærligheden straks ophøre.

Nogle gange kom jeg faretruende tæt på grænsen. Når jeg var optaget af kassen med legetøjsbiler eller legede i puderummet og rullede rundt og gemte mig i en hule af madrasser, var jeg lykkeligt opslugt af legen, og Ulf forsvandt fra mine tanker. Når jeg så opdagede, hvad der var sket, blev jeg forskrækket – var kærligheden allerede forbi? – og måtte kompensere med dobbelt så intensive tanker. Det år tænkte jeg så meget på Ulf, at mit hoved føltes ømt, drømt i stykker.

At elske på lav- og mellemstadiet var anderledes.

At spørge direkte, om han var interesseret, og om vi skulle være kærester, var alt for sofistikeret for mig.

Derimod havde jeg en svaghed for top-ti-lister. ”Top9

Pebermø.indd 9

18/06/2019 10.06

ti-drenge” var selvfølgelig meget bedre end ”Top-tiispinde”. Udvælgelsen gjorde mig magtfuld og grusom. Jeg studerede klassebilledet som en maharaja, der var på udkig efter et harem. Ikke dig, ikke dig, ikke dig. Jeg vidste det selvfølgelig ikke dengang, men disse stunder var et glimt af frihed i et liv, hvor jeg snart skulle lære, at beslutningen ikke lå i mine hænder, men i drengenes.

Hvornår kommer indsigten? Jeg forestiller mig, at den kommer snigende i det skjulte i løbet af min skoletid. Der skal trækkes en skillelinje mellem Rigtige piger og Forkerte. Allerede i tredje eller fjerde tegnes de første tynde linjer, og jeg fornemmer allerede, nej jeg ved, at jeg står på den forkerte side af grænsen.

Jeg har bøjle og et uregerligt hår med hvirvler i alle retninger. Derudover er jeg dårlig til det meste af det, piger regnes for at være gode til.

Det værste er, når vi skal være kreative. Jeg forestiller mig nogle påskekyllinger og mærker en begejstring og planlægger alle mulige detaljer. Måske skal kyllingen have hat på. Måske shorts med seler ligesom den syngende Trapp-familie i The Sound of Music. Men når jeg så efterfølgende sidder der med en uformelig bolle af fjer, lim og flamingokugler mellem hænderne, bliver jeg dybt frustreret. Der findes mærkelige børn, som de voksne synes godt om, rebelske børn, hvis selvstændighed og styrke hele tiden fremhæves som et ideal, men jeg er ikke nogen Pippi.

10

Pebermø.indd 10

18/06/2019 10.06

Jeg er bare dårlig til at leve op til det, som forventes af en pige i 1970’erne. I frikvartererne undgår jeg at hoppe i elastik eller sjippe i bue. Jeg sidder helst oppe på klippen inde i skoven sammen med en kammerat og kigger på begravelser nede på kirkegården eller arbejder på den falske helleristning, som vi håber vil forvirre fremtidens arkæologer. (”Hvad for noget! Et stenalderskib fra 1973,” skal de udbryde. ”Hvordan kan det lade sig gøre?”). Når der skal udvælges terner til luciaoptoget, ved jeg, at jeg ikke har det, der skal til. Ni år gammel gør jeg det forbudte: Jeg skriver mit eget navn på stemmesedlen.

Impulsen er stærk og uimodståelig. Hånden med pennen bevæger sig af sig selv. Som om den allerede ved noget om min fremtid og så længe som muligt vil udskyde det, der venter. Jeg forsøger at gøre håndskriften grim og skæv som en drengs. Måske vil de andre tro, at jeg har en hemmelig beundrer, en, som ser noget i mig, en sødme, måske, som ingen andre ser. Da jeg folder stemmesedlen sammen og lægger den på katederet sammen med de andre, mærker jeg en susen for ørerne af panik, men dybt inde i panikken er der en dirrende forventning. Måske er en enkelt stemme nok til at blive en af dem, som senere får plads bag på drengenes knallerter.

Jeg kan stadig se det for mig. Pigenavnene oppe på tavlen. Mit navn i bunden og den enlige streg. Min stjålne plads i inderkredsen. Det er, som om mit liv som pebermø begynder dér.

11

Pebermø.indd 11

18/06/2019 10.06

I det antikke Grækenland forestillede man sig, at de første mennesker blev født med to ansigter, fire ben og fire arme, og at de blev kløvet midt over af guden Zeus og idømt en livslang søgen efter deres mistede halvdel. Et par tusind år senere, da jeg begynder i udskolingen, er lignende forestillinger fortsat på mode. Lærernes stemmer bliver ivrige og grødede, når de taler om det nye, voksne, der ligger foran os.

Som om de længe har gået og ventet på at dele dette store med os. Hvornår kommer det til at ske for mig?

Jeg anstrenger mig til det yderste for at mærke de der følelser, de siger, at vi alle sammen mærker nu, men det eneste, jeg mærker, er ængstelsen for, at jeg mærker forkert.

Da biologilæreren tvinger os til at sende kondomer og præventionsskum rundt i klassen, gør jeg det så klodset, at han bliver vred. Jeg skal holde ordentligt på p-skummet, brøler lærer Anders. Et ordentligt greb! Ikke ryste på hånden, som om jeg holdt en flaske med gift. P-skum er helt normalt, mener han.

Også klamydia! Petting! For tidlig sædafgang! Der er intet mærkeligt ved det!

I tre år venter jeg intenst på, at det normale også skal ske for mig. Men der sker ikke rigtig noget. Skillelinjen imellem os udvider sig til en afgrundsdyb kløft. Jeg har bumser, jeg er genert, jeg er socialt akavet og styrtdykker i hierarkiet. At interessere mig for drengene i skolen er udelukket. Med min plads i hakkeordenen har jeg ikke lov til at nærme 12

Pebermø.indd 12

18/06/2019 10.06

mig de lokale drenge, ikke engang i tankerne. I stedet lever jeg indkapslet i en fantasi om Nogen, som skal komme Et Andet Sted Fra. I mine yndlingsfantasier hedder drengen altid Bosse og kommer fra en større by, oftest Göteborg. Måske er han danser eller på vej til, i en alder af seksten år, at blive en stjerne i Moskva – eller også er han bare rar og klædt i en duffelcoat. I det øjeblik han dukker op, bliver jeg den, jeg er inderst inde.

Bliver vi snydt? Når jeg tænker tilbage på de her år i folkeskolen, føles det virkelig sådan. Det var slemt nok, at de voksne dengang ikke sagde et ord om al den kærlighed, der fandtes ud over hetero-normen.

Endnu værre blev det, når tosomhed blev beskrevet som en naturlov på linje med tyngdekraften. Det var, som om vi fik et løfte. Ikke så meget af voksenverdenen, men af selve livet. Løftet lød sådan her: Der findes én til alle. Alle bevæger sig imod hinanden i en stor koreografi. Du kan ikke se det endnu. Men et sted i verden findes en særlig person, der har rejst sig fra sin plads og er begyndt at bevæge sig i retning af dig, på samme måde som du bevæger dig i retning af ham.

Når du en dag står foran ham, ved du, hvem han er.

Det var helt fint at tale om ulykkelig kærlighed, så længe alting løste sig til sidst. Men hvem havde lyst til at tale om livet som enlig? Alle insisterede på, at romantikken nok skulle komme. På den måde lærte vi, at der findes en tilstand så forfærdelig, at den ikke engang blev beskrevet med ord.

13

Pebermø.indd 13

18/06/2019 10.06

Skrækken for at havne dér sad længe som en kvælende løkke om alle mine tanker. Alt, hvad jeg tænkte på og sagde, var mærket af denne skræk. Da jeg lige efter niende rejste til USA med ny frisure, var jeg fast besluttet på, at noget skulle forandres. Nu var det min tur. Nu ville han komme. Men den eneste, jeg mødte, var en usædvanlig ondskabsfuld kvinde, som af grunde, jeg aldrig kommer til at forstå, følte trang til at lade al sin opsparede foragt gå ud over en ensom sekstenårig, der var langt væk hjemmefra.

But don’t you worry, honey! Nobody will ever want to date you!

På de kurser i dramaturgi, som jeg senere kommer til at følge, lærer jeg, at dette møde burde være endt til min fordel. Det burde have været pigen – mig! – der mødte den store kærlighed, og den onde stedmoder, der skulle danse i glødende tøfler til min bryllupsfest.

Men livet er ikke et eventyr, og heller ikke en film fra Paramount Pictures. Jeg vil helst ikke indrømme det.

Men når det gælder mit tosomme liv, fik min amerikanske heks mere ret, end jeg frygtede dengang.

I fire år i 1980’erne lykkes det mig faktisk at leve i tosomhed, helt i overensstemmelse med de forventninger, der er til en ung heterokvinde. Jeg har kæreste og forlovelsesring. En svigerfar og en svigermor. Et skab fyldt med køkkenmaskiner. Alle tegnene på, at jeg er med i inderkredsen. Da jeg treogtyve år gammel tager ringen af og flytter fra min eks, er jeg klar 14

Pebermø.indd 14

18/06/2019 10.06

til at finde en ny kærlighed og begynde forfra. Men naturloven går i stå. Jeg bliver ikke nogens kæreste og har ikke været det i snart tredive år.

Der har ikke manglet mænd i mit liv. Tværtimod har mine nærmeste venner næsten altid været mænd.

Jeg har drukket kaffe og snakket i tusindvis af timer.

Jeg har oplevet stor nærhed og fælles forståelse, haft tilfældig sex med triste konsekvenser, rådgivet ved køb af skjorter og jakkesæt. Men aldrig i rollen som livsledsager, altid som bedste veninde. Resultatet?

Femten gange har jeg forelsket mig siden 1989. Alle mændene har sagt nej. Selv har jeg ikke sagt nej til nogen. Jeg har aldrig haft muligheden.

Nogle gange tænker jeg: Hvordan ville det være at få besøg af mig selv i en anden alder? Lad os sige, at mit seksårige jeg dukkede op på mit arbejdsværelse på Stigbergsliden i Göteborg. Hvad ville hun synes om det liv, jeg har tilrettelagt for os? Pigens første reaktion vil sikkert være lettelse. Bare det at få lov at sidde ved et skrivebord og nørkle med en tekst hver dag må virke som en drøm for hende, som glemte tid og sted, når hun som barn sad og legede med lykketrold-figuren. Samtidig ved jeg også, hvordan pigen tænker. Når jeg har vist hende rundt i rummet og fortalt hende om alle fordelene ved livet som freelance-skribent, bliver hun alligevel ikke glad. ”Men hvor er din mand henne?” vil hun spørge. ”Han kom vel til 15

Pebermø.indd 15

18/06/2019 10.06

sidst og havde vel det hele med? Sølvhjertet med indgraveringen! Et foto til tegnebogen! Børnene! Vielsesringen! Frem med det! Jeg vil se beviserne!”

I en sådan situation ville jeg være tvunget til at bede mit unge jeg om at sætte sig ned. Og dernæst vælge mine ord med stor forsigtighed, vel vidende at den drøm, jeg nu skulle til at knuse, er en drøm, som det kan være svært at leve uden.

Hvis jeg siger, at der aldrig dukkede nogen op. Hvordan vil hun så tage det? Faktum er, at jeg er bekymret for pigen. Når hun forstår, hvordan det hænger sammen, skulle det ikke undre mig, om hun blev grebet af panik og skreg højt, bare skreg og skreg, sådan som hun skreg, da hun var fire år og følte, at hun holdt op med at eksistere, at hun bare blev et skrig med et pigenavn. Måske kommer hun til at miste lysten til at leve, inden livet overhovedet er gået i gang.

Billedet gør mig ilde til mode. Når jeg ser det der skrigende barn, opløst af tårer og snot, vil jeg bare gerne have, at hun skal vide, at alting bliver godt. ”Vi begynder forfra nu,” vil jeg sige. ”Glem alt, hvad de har sagt til dig. Kærligheden var aldrig der, hvor de påstod, at den var.”

Pebermø.indd 16

18/06/2019 10.06