Penge på lommen

Scandinavian Star. Del 1

Asta Olivia Nordenhof

Af samme forfatter:

Et ansigt til Emily (2011) det nemme og det ensomme (2013)

Djævlebogen (2023)

Asta Olivia Nordenhof

Penge på lommen

Scandinavian Star. Del 1

Penge på lommen. Scandinavian Star. Del 1

Copyright © Asta Olivia Nordenhof, 2020

Denne udgave © Asta Olivia Nordenhof og Gads Forlag, 2023

Værket er tidligere udkommet hos Basilisk

Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency

Omslag: Paw Poulsen efter originaldesign af Albert Madsen med et maleri af kredsen omkring Hans Goderis. Foto af maleriet

venligst stillet til rådighed af Schuler Auktionen i Zürich

Bogen er sat med Granjon og Fugue og trykt hos ScandBook

2. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-06677-4

Tak for råd og opmuntring undervejs

Emil, Pernille, Morten, Sigurd, Elisabeth.

Tak til Peter for at være min redaktør. Tak til Statens Kunstfond for støtte.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores

bogproduktion på gad.dk

DRØMMEANSIGT

Jeg var med bussen på vej et sted hen på Fyn. Bussen holdt ind til siden og uden for ruden stod en hvidhåret mand og kiggede ind på mig. Jeg kan ikke forklare hvorfor, han lignede så mange andre mænd, men da bussen satte i gang igen, havde jeg en uhyggelig følelse af at transportere noget med videre, som tilhørte ham. Den følgende tid fik jeg stadig sværere ved at koncentrere mig om noget andet. Jeg kunne ikke lade være, jeg forsøgte at kalde hans ansigt frem. Det føltes som noget fra en drøm, stod helt tydeligt for mig uden jeg kunne udlede en eneste detalje. Fra hans drømmeansigt opstod anelsen om en gård. Det var en trelænget gård, og jeg forestillede mig, hvordan muren stod glat og stille om natten. Jeg ville gerne have glemt ham, men han blev ved

at sitre underligt omme fra min ryg. Jeg blev forfulgt, men det var mere end det, forfølgeren var trådt ind i mig og spejdede bagud efter sig selv. Det stod på i nogle uger, så indså jeg, at jeg måtte tage tilbage til det sted, jeg først havde set ham.

Fra Nyborg station gik jeg ad den øde allé ned mod byen. Jeg købte en øl på et pizzaria og satte mig på en plads overfor slottet og drak den. Det var varmt. Der var kun få mennesker ude. De gik omkring i mindre grupper eller satte sig i mindre grupper med deres is. Det lave vand i voldgraven stod meget stille, nok til at man kunne se, at guldsmeden bragte det i bevægelse med sin landing.

Et kuld ællinger lå tæt op ad hinanden på en solvarm sten. Så hankede jeg op i mig selv, gik afsted for at finde den bus jeg i sin tid havde taget.

Jeg så ham selvfølgelig ikke igen. Jeg kørte hele vejen til endestationen. Chaufføren drejede overkroppen bagud mod de ellers tomme sæderækker og sagde, at jeg forstod at få det bedste ud af en varm dag, da det gik op for ham, at jeg havde tænkt mig at køre med tilbage mod Nyborg.

Vi var næsten hele vejen tilbage, da jeg pludselig måtte fægte op og bede ham standse. Der var en gård derinde, jeg skulle af her.

Inde på gårdspladsen ringede jeg på døren. Ingen svarede. Anne-Mette, Henrik, Emma og Lukas, stod der på dørskiltet, men ingen af de navne stemte med noget af det, der sitrede i mig og gjorde mig bange. Hvordan kunne jeg være sikker på, at det var gården fra mine syner? Jeg satte mig ned på en bænk og lukkede øjnene, så begyndte tingene at komme hjem. Derovre må laden have ligget, den er siden revet ned. Og derovre må hesten have gået, Turner. Kurt, sådan hedder han, må have været arbejdsgiver, men han må være blevet det forholdsvis sent i livet, for rollen er ikke rigtig trængt ind i ham, men ligger skinger og truende på overfladen. To ansatte, Lars og Fatih. Om natten er murene glatte og stille, myggene sværmer, busserne er i laden. Kurts Busservice, sådan hedder hans firma helt enkelt. Om natten står busserne i laden, der er en, der ligger vågen, det er Maggie.

Det er hen på morgenen. Kurt er alene på kontoret. Der er hedt. På væggen hænger en kalender fra et dyrt undertøjsmærke. Maggie fik den i en butik og vidste ikke andet, end at give den videre til Kurt, som på sin side ikke vidste, hvad han skulle gøre, andet end at hænge den op. Han forstår ikke billederne, han synes de er kolde, og det forvirrer ham at tænke på, hvad Maggie tænker, at han tænker om dem. Var det hendes oprigtige mening at gøre ham glad eller bare vise sig fra en generøs side? Skulle han forstå det som et tegn på ringeagt og blive stødt? Skulle han have afvist gaven? Var det ment som et spørgsmål og hvilket? Han glemmer at skifte måned, har januar hængende helt ind i maj, og fumler sig så frem til den rette kvinde med et distræt hastværk,

klar til at vende sig og svare nogen, at han ikke selv ved, hvad han laver, at han er uskyldig i denne sag.

Så tager han telefonen og forklarer for fjerde gang en vis Henrik Mikkelsen, at han først behøver betale ved ombordstigning og godt kan reservere de forreste sæder. Kurt er altid urolig omkring telefonen. Når den ringer, føles det som en metaltråd op langs rygraden, og når den ikke ringer, venter han. Han snakker meget højt ind i røret, rejser sig og bevæger sig frem og tilbage i den lillebitte halvcirkel ledningen tillader, trækker næsten telefonen med sig udover bordkanten og fumler den på plads igen. Han har tillagt sig den vane at banke i bordet med flad hånd efter endt samtale, det er nødvendigt for at forstå, at samtalen har fundet sted. Det er let fuldstændig at miste orienteringen, bytte rundt på navne og tider. Det er sket, at han efter en samtale må konstatere, at han ikke kan huske et ord af, hvad der blev sagt. Så må han ringe tilbage, beklage meget, at han fik væltet en kop kaffe udover sine papirer, eller, hvis han helt har glemt at høre efter hvem der ringede og hvilket nummer de gav, må han bare satse på, at det går.