Person

Tekster

101 Cecilie Nørgaard

Man er ikke født, men bliver, et moderne menneske

111 Merete Pryds Helle

Sukkerstangen

117 Drude Dahlerup

Jeg – en drengepige

129 Nazila Kivi

Heksen som nomade: et queer perspektiv

145 Ingrid Baraka og Naima Yasin

Det er nu!

153 Natalia Rogaczewska

Brev til Paula

165 Henriette Laursen

8 ud af 10 bestyrelsesforkvinder er mænd

175 Shëkufe Tadayoni Heiberg

Tale til en person på denne jord

186 Efterskrift: Lyt og giv lyd

190 Bogens forfattere og redaktører

198 Tak

Hvem udfylder og udvikler vores fælles samfundsbærende institutioner? Hvordan formes vi af sproget – og kan vi frisætte fordelingen af samfundsroller og magtstrukturer ved at udvide forestillingen om medborgerskab gennem sproget? Og hvem dækker begrebet “vi” over?

Disse spørgsmål løber som en rød tråd gennem bogen her. En bog, der præsenterer 14 taler, som hver er skrevet ud fra stærke, personlige og faglige erfaringer, og som ønsker at bidrage til forandring. Målet er en øget nuancering af herskende strukturer og forestillinger om krop, ligeværd og medmenneske, og at mangfoldighed og inklusion sikres i alle beslutningsrum i det danske samfund.

Med Person: Tekster om ligeværd, sprog og magt er intentionen at starte en samtale om den aktuelle udvikling inden for ligestilling og ligeværd, der rækker helt ind i sproget – et sprog, der bør afspejle befolkningen på alle parametre fra køn, seksualitet og handicap til etnicitet. Teksterne danner et flerstemmigt perspektiv på spørgsmålet om inklusion og fordelingen af samfundets roller og slår en nuanceret tone an gennem forfatternes varierede stemmer, skriftlige greb og faglige vinkler. For derigennem at insistere på, at samtalen om inklusion

altid er kompleks, og at det handler om mennesker. Mennesker med sammensatte identiteter og livsoplevelser, hvis erfaringer alle bør indgå i udformningen af vores fælles samfund.

Bogen tager konkret afsæt i en tale skrevet af billedkunstner Marie Thams, som hun holdt i Statens Kunstfonds Repræsentantskab i 2020. Talen dannede efterfølgende udgangspunkt for filmværket person (Marie Thams, 2022), der blev vist på en rejse gennem det ganske land. I både værk og tale undersøger Thams betegnelsen “forperson” versus “formand” og tager fat på, hvordan det kønnede ord føjer sig ind i en sproglig tradition, som er med til at fastholde begrænsende forestillinger om køn og magtfordeling. Thams skriver:

Lad os i stedet fremhæve der, hvor vi ligeligt mødes – nemlig som personer. Personer i vores uanede variationer. Personer, der indgår i institutioner, såsom sproget. Og lad os sørge for, at den institution, det sociale produkt, som vi både tager til os, fører videre og formes af, matcher virkeligheden og sikrer mangfoldighed. Lad os være med til at udvide den institution, så den reelt vedkommer alle subjekter og identiteter i forsamlingen.

Under et studio visit i Maries atelier tilbage i 2020 tog projektet sin spæde begyndelse, men vi ønskede at løfte blikket videre op og at udvide kaldet på ligestilling mellem køn til et langt bredere spørgsmål om ligeværd. At skubbe på for reel inklusion i samfundet er en forandringsproces, hvor flere faktorer spiller ind – mange oplever at blive marginaliseret på forskellige måder og i forskellige grader. Vi tror derfor på, at når der tales om ligestilling mellem køn, skal der i samme åndedrag inddrages langt flere parametre.

Vores samarbejde førte til det rejsende projekt person – i bevægelse, der udfoldede sig på tværs af Danmark i 2022-23 på Rønnebæksholm i Næstved, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Nord i Aalborg og i Kunsthal Aarhus. Det bestod af en række udstillinger med visning af Marie Thams’ film person og performative samtaler mellem et skiftende udvalg af bogens forfattere på de fire kunstinstitutioner. Forfatterne var inviteret til at skrive og levere en tale med afsæt i Thams’ film og tale. Talerne blev fremført for det inviterede publikum og efterfølgende indgik forfattere og bogens redaktører i en fælles samtale, hvor også publikum deltog, i en fælles bearbejdelse og belysning af sprogets magt og betydning.

De medvirkende forfattere blev alle inviteret til at skrive ud fra egen faglige og levede erfaring. De skaber et vigtigt tværsnit mellem det litterære og det kunstneriske samt den aktuelle forskning og erhvervslivet.

Flere har speciale i sprog, kønsteori og ligestilling i dansk kontekst, ligesom de alle har markeret sig som vigtige stemmer i samtalen om inklusion og ligeværd.

Sammensætningen af bogens forfattere skete med et ønske om at insistere på, at arbejdet med ligestilling altid bør være intersektionelt funderet – det vil sige funderet på den præmis, at menneskers identitet er flerdimensionel og rummer flere identitetsmarkører, med risiko for flersidet diskrimination og forskelsbehandling til følge.

I det rejsende projekt, person – i bevægelse, bidrog også social aktivist og forkæmper for et racismefrit samfund samt kvinders rettigheder og empowerment

Mary Consolata Namagambe, og feministisk aktivist, kønspolitisk konsulent og forfatter Emma Holten, som udover kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller, var moderatorer ved hver sin performative samtale. Digter

Caspar Eric medvirkede desuden som taler i Kunsthal Aarhus med digtet RELAX, der kan læses i digtsamlingen Nye Balancer: handikapdigte, udgivet af Gyldendal i 2023.

Denne bogs samling af tekster spænder fra helt personlige erfaringer med sexisme, racisme, marginalisering og eksklusion over politisk opråb og ønsker om opgør med eksisterende samfundsstrukturer til italesættelse af de større politiske magtdynamikker mellem det globale syd og det globale nord. Dynamikker, som viser sig i den hverdag, vi lever i, det forbrug, vi har, og de valg, vi foretager. Valg, som hurtigt bliver til ubevidste vaner. Vaner, der kan diskriminere, men som kan udvikle sig – forandre sig til i stedet at bidrage til opgøret med undertrykkende mekanismer, ulige vilkår og skæv værdisætning af mennesker.

For at rykke os kræver det, at vi lytter til dem, der er direkte berørt af den ekskludering, der finder sted, og tager dem alvorligt. Her kommer taleformatet ind i billedet – som en kommunikationsform, der muliggør, at man tager ordet, står frem for en forsamling og deltager aktivt i, hvilke stemmer der er med til at forme den pågældende kontekst og det pågældende rum.

Det at skrive og at holde en tale til og i en forsamling rummer en vigtig forbindelse mellem talerens personlige materiale og forsamlingens raison d’être – om det så er bestyrelser, rådsmøder, private sammenhænge

eller mere politisk ladede rum. Taler rummer ofte en holdning og et direkte budskab. Tonen i en tale og den stemme, der leverer den, bærer et personligt udgangspunkt og en menneskelig nødvendighed frem. Ligesom taler også henvender sig direkte til de mennesker, der er til stede i rummet og til den dagsorden, som rummet er defineret af – heriblandt hvad forsamlingen mødes om, hvad der er mandat til at beslutte, hvem der er og ikke er til stede.

I Person: Tekster om ligeværd, sprog og magt er køn, etnicitet, alder, seksualitet og kønsidentitet i fokus. Samlingen af perspektiver er ikke udtømmende, men vi håber, at du vil kunne se dig selv eller nogen, du kender, i en eller flere af talerne. Vi håber, at du som læser og taler ser dig omkring – og med et nuanceret og åbent blik ser ud over dig selv og din egen kontekst ved at invitere flere varierende personer ind i de rum, du deltager i og er medskaber af.

Vi drømmer om, at ubalancen i repræsentation af køn, etnicitet, kropskapabilitet, alder og seksualitet i politik, erhvervsliv, kunst, kultur og videnskab udlignes. Tiden for diskriminerende sprogbrug og samfundsstrukturer er forbi, og både den enkeltes og den fælles forestillingsevne og muligheder bør i stedet sættes fri. Vi har alle en rolle i arbejdet med at skabe større

tilgængelighed og flerstemmighed i magtens rum. Og vi har et ansvar for at dele retten til indflydelse med andre end dem, som ligner os selv.

Ordet kan tages af nogen, og ordet kan gives til nogen.

Rebekka Elisabeth Anker-Møller og Marie Thams, september 2024

Bogens tekster

Bogens første tale, Fra kønnet krop til person, er skrevet af Marie Thams, hvis alsidige kunstneriske virke behandler aktuelle kulturelle strukturer og værdier.

Talen kalder på frisættelse af kønnene i sproget og henvender sig til beslutningstageres brug af rollebetegnelser, som vi ser det i store som små bestyrelser, foreninger, råd, politiske partier mv. Talen bærer et direkte forslag til opdatering af det danske sprog, der ikke kan se sig fri fra at fastholde kønnede strukturer og positioner gennem den gængse brug af fx ord som bestyrelsesformand. I talen peger Thams derfor på den sociale og ritualiserede konstruktion, som sproget er.

Talens centrale budskab – at det er muligt at frisætte kønnene gennem et neutralt sprog og dermed udvide den enkeltes forestillingsevne og råderum – sættes i et større perspektiv gennem nutidige og historiske nedslag i den vestlige ligestillingshistorie.

Herefter følger Moussa Mchangama, medstifter af rådgivnings- og forskningsplatformen In Futurum og tidligere forperson i Mino Danmark. Mchangama er en vigtig stemme i spørgsmålet om inklusion og mangfoldighed i erhvervs- og kulturlivet. Han pointerer blandt andet, at spørgsmål om ligestilling handler om meget mere end køn, hvilket er stærkt forbundet med

fundamentet for hele projektet og bogen her. I talen, Jeg spørger dig, udfordrer Mchangama den gængse forestilling om tingenes naturlige tilstand og peger på, hvordan værdier og verdenssyn aldrig er universelle, men altid kommer fra en tid, et sted, et specifikt perspektiv. Vi er bærere af og formes af køn, såvel som kulturel identitet, økonomisk realitet og af, om vi lever med sygdom eller handikap, af vores etniske baggrunde, statsborgerskab, skolegang mv. Samtalen om køn skal holdes stor og rumme hele det komplekse netværk, vi mennesker består af, og det er helt nødvendigt, at vi alle deltager i rejsen og forandringsprocessen.

Forfatter Ida Marie Hede skriver undersøgende og stemningsfuldt. Hede har en særlig evne til at navigere i sociale relationer og i kompleksiteten i livsoplevelser samtidig med, at hun udfordrer skriftens form og sprogets muligheder. I Hedes tale, Om at være alene og være sammen, kommer vi helt tæt på – tæt på fire kvinder i et køkken, tæt på deres oplevelser med patriarkatets vold, tæt på deres spørgsmål og undren over netop denne volds nuancer og effekter, tæt på deres intime alliance, tæt på deres kroppe og dirrende nervesystemer, deres indignation, deres skam og deres længsel. Med sit vibrerende sprog og skarpe observationer lader Hede os forstå alvoren af voldens væsen, dens mange navne og dens forbundethed med magt og med

omsorg. Og hun viser, hvordan volden sniger sig helt ind under huden på den enkelte, overleveres uden omtanke og ender med at sætte grænser for vores bevægelse i verden, i livet.

I sit arbejde som teaterinstruktør og kunstnerisk leder v. Husets Teater tager Liv Helm fat i de dominerende og begrænsende fortællinger om identitet og krop, med et særligt feministisk fokus. I sin tale, Aforismer om omsorg, sætter hun samspillet mellem arbejdsliv og moderskab under lup. Hun drager os ind i forsøget på at skabe balance og ind i tvivlen – om den plads, moderskabet tager i livet, og om det at identificere sig med sit arbejde og ikke nødvendigvis med forældrerollen. Ind i oplevelsen af at dele barslen lige med børnenes far, og at insistere på, at omsorg er bærende i hendes rolle som leder. “Kunne vi indrette et samfund med omsorg som det styrende princip?” spørger Helm, ligesom hun efterspørger, at der skabes rum for skrøbelighed og sårbarhed. Hvordan kan mindsettet fra privatlivet, hvor omsorgen tydeligt sker, smelte mere sammen med den måde, arbejdslivet struktureres på?

Forfatter og dramatiker Elias Sadaq udfordrer de dominerende og begrænsende fortællinger om identitet, køn, tilhørsforhold og magt i sine tekster og manuskripter. I en personlig og direkte tale, Carte Blanche, fortæller

Sadaq, hvordan han i sin opvækst lærer, at homoseksualitet er forkert, at kvinder ikke er til at stole på, og at hvide mennesker aldrig vil acceptere brune mennesker som en del af dem selv, uanset hvor meget de brune ofrer sig. Sadaq peger på, hvordan racisme og diskrimination sker i dagens Danmark, og beskriver, hvordan han, pga. sin etnicitet, religion og sociale baggrund, har oplevet konstant at blive identificeret som stående udenfor normen i skolelivet. Også som voksen oplever han at blive politiseret og ikke blive taget alvorligt, og at hans følelsesliv som ung brun queermand delegitimeres. Sadaq peger på, at manglende indsigt og evne til at sætte sig i andres sted er med til at ekskludere mennesker, og at der skal dybere historisk og strukturel forståelse til for at kunne skabe rum for gensidig anerkendelse.

Ehm Eg Miltersen er lingvist, forfatter og kunstner. Miltersens sprogvidenskabelige arbejde har særligt fokus på pronomener og på sproget som magt og som en organisk størrelse, der ændrer sig over tid. I talen, Grammatikken på kroppen, gennemgår Miltersen de seneste 80 år i de danske kønsinklusive pronomeners historie sammenflettet med egen erfaring og identitet. Herved tegner hen et billede af en udvikling, der går langsomt, hvor fokus på kønsneutrale og nonbinære pronomener i fx mediebilledet er alarmerende lille

og unuanceret, og hvor transpersoner, nonbinære og andre, som kønsneutrale pronomener bærer frem, ikke bliver hørt. Som hen skriver, “[Hen] er et ord, der kan omtale nonbinære personer og skrive os ind i diskursen. Hvis ordet findes, findes vi også.” Men pronomenet hen er fortsat ikke at finde i Den Danske Ordbog, og Miltersens studier viser, at den offentlige samtale om kønsinklusive pronomener domineres af negative og til tider latterliggørende indlæg, der vidner om, at al afvigelse fra den heteronormative verdensorden fortsat ses som en trussel.

For ja, verden er i forandring – også i de nordiske demokratier, som uddannelses- og kønssociolog og forfatter Cecilie Nørgaard skriver i sin tale, Man er ikke født, men bliver, et moderne menneske. Nørgaards værdifulde indsigt i kønnenes udfoldelsesmuligheder gennem tiden og på tværs af generationer dækker også over pronomener, identitetsoplevelser og kunst. I talen skriver hun om, hvordan forestillinger om identitet udvikler sig, men at vores samfund stadig er struktureret ud fra fastlåste forestillinger og kategorier. Og hun spørger, om vi gør nok som samfund for at sikre queers, mennesker med handicap, ældre eller racialiserede mennesker, der falder udenfor de dominerende kategorier. Nørgaard peger på, hvordan sociale transformationer i tiden ikke mindst kræver noget af de privilegerede – dvs. dem, der

er inde i varmen allerede, dem, som har en stemme i den offentlige samtale, dem, der har økonomien i orden. Hvilket både kræver ro og at tro på sig selv, og at man ser sine privilegier i øjnene og tager medansvar i arbejdet for ligestilling – socialt, økonomisk, mellem køn, mellem identiteter.

Forfatter Merete Pryds Helle har i sit omfattende forfatterskab udvist et særligt øje for køn, samfundsstrukturer, historiens tråd og perspektiv og har stor evne til at navigere i sociale konventioner. I talen, Sukkerstangen, fremhæver Pryds Helle, hvordan kvinder læses, og hvilke forventninger vi har til den unge pige såvel som til den ældre kvinde, der har stor betydning for, hvilke muligheder kvinder nu og i fremtiden har, hvilke døre de vil opleve åbne sig, og hvilke roller de kan se sig selv i. I sin personlige tale gør hun op med de begrænsende billeder af den sukkersøde, bløde pige og kvinde, som portrætteres i den danske sangskat, film og litteratur. Med afsæt i egne oplevelser fra barndom og voksenliv fremsætter hun et klart ønske om at vride vores kønnede opfattelser af krop og sind fri fra forestillingen om, at piger og kvinder skal være føjelige. Kvinder skal tillades at være skarpe og vrede – og ses som hele subjekter, frigjorte for, hvad der anses for useriøs sødme.