Pige A

Pige A_TRYK.indd 2

01.07.2021 14.46

ABIGAIL DEAN

Pige A ROMAN

Oversat af Claus Bech

GADS FORLAG

Pige A_TRYK.indd 3

01.07.2021 14.46

Pige A er oversat fra engelsk af Claus Bech efter Girl A Copyright © Abigail Dean 2021 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06586-9 1. udgave, 1. oplag Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Pige A_TRYK.indd 4

01.07.2021 14.46

Til mor, far og Rich

Pige A_TRYK.indd 5

01.07.2021 14.46

Pige A_TRYK.indd 6

01.07.2021 14.46

1

Lex (Pige A) Du kender mig ikke, men du har set mit ansigt. På de ældste fotos har de sløret vores ansigtstræk med pixelering helt ned til taljen; selv vores hår var for karakteristisk til at blive vist. Men efterhånden blev både historien og dens beskyttere trætte, og det blev nemt at finde os i internettets klamme afkroge. Yndlingsfotoet blev taget foran huset på Moor Woods Road sent en septemberaften. Vi troppede ud og stillede op på række og geled, alle seks, ordnet efter højde, og Noah i Ethans arme, mens Far organiserede kompositionen. Små blege gespenster, der vendte og vred sig i den overrumplende skarpe sol. Bag os stod huset i dagens sidste lys med skygger foran vinduerne og døren. Vi stod helt stille og kiggede ind i kameraet. Billedet burde være blevet perfekt. Men lige inden Far trykkede på knappen, klemte Evie min hånd og vendte ansigtet op mod mig; på fotografiet skal hun lige til at sige noget, og mine læber begynder at kruse sig i et smil. Jeg husker ikke, hvad hun sagde, men jeg er sikker på, at vi kom til at undgælde for det senere.

Jeg ankom til fængslet midt på eftermiddagen. På vejen derop havde jeg lyttet til en gammel playliste lavet af JP, Have a Great Day, og uden musikken og motorstøjen blev der pludselig meget

7

Pige A_TRYK.indd 7

01.07.2021 14.46

stille i bilen. Jeg åbnede døren. Trafikken på motorvejen var ved at tage til, og støjen lød som et hav.

Fængslet havde offentliggjort en kort udtalelse, som bekræftede, at Mor var død. Aftenen før havde jeg på nettet læst nogle overfladiske artikler, der alle sammen mundede ud i en variation af den samme lykkelige slutning. Gracie-børnene, hvoraf nogle har givet afkald på at være anonyme, formodes at have det godt.

Jeg sad indsvøbt i et håndklæde på en hotelseng omgivet af alt det, jeg havde bestilt hos roomservice, og lo højt; Mor var på forsiden sammen med en artikel om et knivoverfald på en Wimpy Burger. En stille og rolig dag.

Værelsesprisen inkluderede en stor morgenmad, og jeg blev ved med at spise helt til det sidste, da servitricen lod mig vide, at køkkenet var begyndt at gøre klar til frokosten.

“Spiser folk frokost her?” spurgte jeg.

“Ja, tro det eller lad være,” svarede hun. Hun så undskyldende ud. “Frokost er ikke inkluderet i prisen for værelset.”

“Det er okay,” sagde jeg. “Tak. Det smagte virkelig godt.”

Da jeg begyndte at arbejde, sagde min mentor Julia Devlin, at jeg før eller siden ville blive træt af gratis måltider og spiritus, at min fascination af fade med fantastiske pindemadder ville falme, og at jeg ikke længere ville stille vækkeuret for at få hotellets morgenmad. Devlin havde ret i alt muligt, men ikke lige i det.

Jeg havde aldrig før været i et fængsel, men det var ikke så meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. På den anden side af parkeringspladsen var der hvide mure med pigtråd øverst, der fik mig til at tænke på en prøve i et eventyr, som helten skulle bestå. Bag muren var der fire tårne, der overvågede en voldgrav af beton med et gråt fort i midten. Mors lille verden. Jeg havde parkeret for langt væk og måtte gå tværs over et hav af tomme

8

Pige A_TRYK.indd 8

01.07.2021 14.46

pladser med hvide streger, som jeg fulgte, hvor jeg kunne. Der var kun ét andet køretøj parkeret, og i det sad der en gammel kone og knugede om rattet. Da hun så mig, løftede hun hånden, som om vi kendte hinanden, og jeg vinkede tilbage.

Asfalten begyndte at klæbe til mine skosåler. Da jeg nåede hen til indgangen, kunne jeg mærke sved i bh’en og i nakken. Mit sommertøj befandt sig i et klædeskab i New York. Jeg huskede de engelske somre som grå og kolde, og hver gang jeg gik udenfor, overraskede det mig, at himlen var blå. Om morgenen havde jeg været længe om at finde ud af, hvad jeg skulle tage på, mens jeg kiggede på min halvt påklædte skikkelse i klædeskabets spejl; jeg havde faktisk ikke en kjole til alle årstider. Jeg havde valgt en hvid skjorte, et par løse jeans, helt rene kondisko og et par hæslige solbriller. Er det for tøset? spurgte jeg Olivia, da jeg sendte et foto med en sms, men hun var i Italien til et bryllup på Volterras mure og svarede ikke.

Der var en receptionist som på ethvert andet kontor. “Har De en aftale?” spurgte hun.

“Ja,” svarede jeg. “Med fængselsinspektøren.”

“Med direktøren?”

“Ja, okay. Med direktøren.”

“Hedder De Alexandra?”

“Det er mig, ja.”

Fængselsinspektøren havde sagt ja til at mødes med mig i forhallen. “Der er ikke så meget personale lørdag eftermiddag,” havde hun sagt. “Og ingen besøgende efter klokken femten. Der er mere fredeligt.”

“Det lyder godt,” sagde jeg. “Tak.” “Jeg burde måske ikke sige det,” sagde hun, “men det her er det helt rigtige tidspunkt til den store flugt.”

9

Pige A_TRYK.indd 9

01.07.2021 14.46

Nu kom hun gående hen ad gangen og fyldte den ud. Jeg havde læst om hende på nettet. Hun var landets første kvindelige inspektør i et højsikkerhedsfængsel, og hun havde givet et par interviews efter udnævnelsen. Hun havde ønsket at blive politibetjent på et tidspunkt, da der stadig var regler om legemshøjden, og hun var fem centimeter for lille. Senere havde hun opdaget, at hun var høj nok til at blive fængselsbetjent, hvad der strengt taget var ulogisk, men helt i orden med hende. Hun var klædt i et stålblåt jakkesæt – jeg genkendte det fra fotografierne til interviewet – og et par underlige sarte sko, som om nogen havde fortalt hende, at de kunne mildne helhedsindtrykket. Hun troede – uden forbehold – på rehabiliteringens magt. Hun så mere træt ud end på fotografierne.

“Hej, Alexandra,” sagde hun og gav mig hånden. “Det gør mig ondt, at du har mistet din mor.”

“Det gør ikke mig ondt,” svarede jeg. “Så det skal du ikke tænke på.”

Hun pegede bagud mod det sted, hun var kommet fra. “Jeg sidder derhenne ved besøgsområdet,” sagde hun. “Hvis du vil være så venlig?”

Gangen var malet i en lunken gullig farve, fodpanelerne var skrammede, og væggene var dekoreret med lasede plakater om graviditet og meditation. For enden var der en skanner og et transportbånd til personlige ejendele. Stålskabe helt op til loftet.

“Formaliteter,” sagde hun. “Men heldigvis ikke kø.”

“Ligesom i en lufthavn,” sagde jeg. Jeg tænkte på kontrollen i New York for to dage siden – min bærbare og mobilerne i en grå bakke og den rene plasticpose med makeup, som jeg stillede ved siden af. Der var særlige baner til passagerer, der fløj meget, og jeg behøvede aldrig at stå i kø.

10

Pige A_TRYK.indd 10

01.07.2021 14.46

“Sådan, ja” sagde hun. “Lige præcis.”

Hun tømte lommerne ud på båndet og gik gennem skanneren.

Hun havde et id-kort, en lyserød vifte og en tube solcreme til børn. “Hele familien er rødhåret,” sagde hun. “Vi er ikke skabt til vejr som i dag.” På id-fotoet lignede hun en teenager, der var ivrig efter at begynde på sin første arbejdsdag. Mine lommer var tomme; jeg fulgte lige efter hende igennem.

Indenfor var der heller ingen mennesker. Vi gik igennem besøgsområdet, hvor plasticborde og gulvmonterede stole ventede på næste besøgstid. For enden af lokalet var der en ståldør uden vinduer, og et eller andet sted på den anden side af den var Mor, gik jeg ud fra, og grænserne for hendes lille verden. Jeg rørte ved en stol, idet vi gik forbi, og tænkte på mine søskende, som ventede i det ildelugtende lokale, hvor Mor skulle præsenteres for dem. Delilah havde siddet her mange gang, og Ethan havde besøgt hende en enkelt gang, men kun for at demonstrere sit ædelmod. Han havde bagefter skrevet en artikel i The Sunday Times med overskriften “Tilgivelsens problemer”, som der var mange af, og som var forudsigelige.

Inspektørens kontor lå bag en anden dør. Hun lagde kortet mod væggen og klappede sig på brystet for at finde den sidste nøgle. Den lå i en lomme over hendes hjerte, fastgjort til et plasticfoto af rødhårede børn. “Ja,” sagde hun, “så er vi her.”

Det var et simpelt kontor med skrammede vægge og udsigt til motorvejen. Det havde hun åbenbart indset, og så havde hun besluttet, at det ikke var godt nok og anskaffet et seriøst skrivebord af træ og en kontorstol og desuden fundet plads på budgettet til to lædersofaer beregnet til vanskelige samtaler. På væggene hang hendes diplomer og et kort over United Kingdom.

“Jeg er klar over, at vi ikke har talt sammen før,” sagde

11

Pige A_TRYK.indd 11

01.07.2021 14.46

inspektøren, “men der er noget, jeg vil sige til dig, inden advokaten kommer.”

Hun pegede på sofaerne. Jeg kunne ikke fordrage formelle møder i behagelige møbler; man vidste aldrig, hvor man skulle sidde. På bordet foran os var der en papæske og en tynd, brun konvolut med Mors navn på.

“Jeg håber ikke, du synes, det er uprofessionelt,” sagde fængselsinspektøren, “men jeg kan huske dig og din familie fra nyhedsudsendelserne dengang. Mine børn var stadig små. Siden da har jeg tænkte meget på de overskrifter, også før jeg fik den her stilling. Man kommer ud for lidt af hvert i mit job. Både det, der når frem til pressen, og det, der ikke gør. Og selv så lang tid efter er der nogle af de ting – nogle ganske få – der stadig overrasker mig. Folk siger: Hvordan kan det være, at du stadig bliver overrasket? Svaret er, at jeg er parat til at blive det.”

Hun tog viften op af jakkelommen. Tættere på så den ud til at være håndlavet af et barn eller måske en indsat. “Dine forældre overraskede mig,” sagde hun.

Jeg kiggede forbi hende. Solen glimtede i den ene side af vinduet, parat til at kaste sit lys ind i lokalet.

“Det var forfærdeligt, hvad der skete med dig,” sagde hun.

“Alle os her på stedet – vi håber oprigtigt, at du vil kunne finde fred.”

“Skal vi ikke tale om, hvorfor du har bedt mig komme?” sagde jeg.

Advokaten stod på spring udenfor som en skuespiller, der ventede på sit stikord. Han var klædt i en grå habit og et humørfyldt slips, og han svedte. Læderstolen knirkede, da han satte sig. “Bill,” sagde han og rejste sig op igen for at give mig hånden.

Skjorteflippen var begyndt at få skjolder på overkanten og var

12

Pige A_TRYK.indd 12

01.07.2021 14.46

også grå nu. “Jeg forstår,” sagde han med det samme, “at du også er advokat.” Han var yngre, end jeg havde forventet, måske yngre end mig; måske havde vi ligefrem studeret samtidig.

“Ja, erhvervsadvokat,” sagde jeg og tilføjede for at få ham til at føle sig bedre tilpas: “Jeg ved ingenting om testamenter.”

“Det er derfor, jeg er her,” sagde Bill.

Jeg smilede opmuntrende.

“Okay!” sagde Bill. Han slog på papæsken. “Det her er de personlige effekter,” sagde han. “Og det her er dokumentet.”

Han skubbede konvolutten hen over bordet, og jeg åbnede den. I testamentet stod der skrevet med Mors rystende håndskrift, at hun, Deborah Gracie, udpegede sin datter, Alexandra Gracie, som eksekutor af nærværende testamente; og at hendes, Deborah Gracies, tilbageværende ejendele bestod af for det første de effekter, der befandt sig i statsfængslet Northwood; for det andet af tyve tusind pund sterling, som hun havde arvet fra sin ægtemand, Charles Gracie, efter hans død; og for det tredje ejendommen på Moor Woods Road 11 i byen Hollowfield. Disse ejendele skulle deles ligeligt mellem hendes, Deborah Gracies, efterladte børn.

“Eksekutor,” sagde jeg.

“Hun var meget sikker på, at du ville være den rigtige til opgaven,” sagde Bill. Jeg lo.

Jeg ser Mor i hendes celle, hvor hun leger med sit lange, lange lyse hår, der når hende ned til knæene; det er så langt, at hun kan bruge det at sidde på det som et selskabsnummer. Hun tænker over sit testamente, som gennemgås af Bill, der har ondt af hende, og som med glæde vil hjælpe hende og også på det tidspunkt sveder. Der er så meget, han gerne vil spørge om. Mor holder kuglepennen og dirrer af påtaget fortvivlelse. At være

13

Pige A_TRYK.indd 13

01.07.2021 14.46

eksekutor, forklarer Bill, er et tillidshverv. Men det er også en administrativ byrde, og der skal kommunikeres med de forskellige begunstigede. Mor, med cancer boblende i maven og kun et par måneder tilbage til at røvrende os i, ved nøjagtigt, hvem hun skal udpege.

“Du er ikke forpligtet til at påtage dig hvervet,” sagde Bill, “hvis du ikke vil.”

“Det er jeg klar over,” svarede jeg, og Bill trak på skulderen.

“Jeg kan hjælpe dig gennem grundprincipperne,” sagde han.

“Det drejer sig om ganske få aktiver. Det burde ikke kunne tage ret meget af din tid. Det vigtigste – det, jeg vil lægge størst vægt på – er, at du hele tiden holder dine søskende orienteret. Uanset hvordan du beslutter at håndtere aktiverne, skal du først have dine søskendes samtykke.”

Jeg havde en billet tilbage til New York dagen efter om eftermiddagen. Jeg tænkte på den kølige luft i flyet og de små måltider, der blev serveret lige efter starten. Jeg kunne se mig selv sætte mig til rette til turen, efter at de foregående tre dage var mere eller mindre glemt takket være drinksene i loungen. Jeg vågnede først op til den lune aften i New York og en sort bil, der ventede på at køre mig hjem.

“Jeg er nødt til at tænke over det,” sagde jeg. “Tidspunktet passer mig dårligt.”

Bill rakte mig en lap papir med sit navn og nummer skrevet på lyse, grå linjer. Visitkort var der ikke plads til i fængselsbudgettet.

“Jeg venter, til jeg hører fra dig,” sagde han. “Hvis det ikke bliver dig, er det en god idé at tænke på andre muligheder. Måske en af de andre begunstigede.”

Jeg overvejede at foreslå det for Ethan, Gabriel eller Delilah.

“Måske,” svarede jeg.

14

Pige A_TRYK.indd 14

01.07.2021 14.46

“Til at begynde med,” sagde Bill og løftede håndfladen med papæsken, “det her er alle hendes ejendele her i Northwood. Jeg kan overdrage dem til dig i dag.” Æsken var let.

“Der er ikke noget af værdi, desværre,” sagde han. “Hun havde et antal tilgodehavender for god opførsel og den slags – men de har ikke nogen værdi uden for fængslet.”

“Sikken skam,” sagde jeg.

“Det eneste andet udestående,” sagde fængselsinspektøren, “er liget.”

Hun gik hen til skrivebordet og tog et ringbind med plasticlommer, der hver især indeholdt en brochure eller et katalog.

Som en tjener med et spisekort åbnede hun bindet foran mig, og jeg så højtidelige skrifttyper og et par forlegne ansigter.

“Tilbud,” sagde hun og bladede. “Hvis du synes om dem.

Begravelsesforretninger. Nogle af dem er lidt mere omfattende, hvad angår gudstjenesten, kisten og så videre. Og de er alle i lokalområdet – inden for en radius af firs kilometer.”

“Der må vist være sket en misforståelse,” sagde jeg. Inspektøren lukkede ringbindet på en brochure for en kiste med leopardskindsmønster.

“Vi ønsker ikke at få liget udleveret,” sagde jeg.

“Nå,” sagde Bill. Hvis det kom bag på inspektøren, skjulte hun det godt.

“I så fald,” sagde hun, “bliver din mor begravet i en anonym grav, som det er praksis i den slags tilfælde. Har du noget imod det?”

“Nej,” svarede jeg. “Det har jeg ikke noget imod.”

Mit andet møde var med fængselspræsten, som havde ønsket at tale med mig. Hun havde bedt mig om at møde hende i

15

Pige A_TRYK.indd 15

01.07.2021 14.46

gæstekapellet, som lå ved siden af parkeringspladsen. En af fængselsinspektørens assistenter fulgte mig over til en lav bygning.

Der var monteret et trækors over døren og hængt farvet silkepapir op i vinduerne. En barnlig udgave af glasmosaikvinduer.

Seks bænkerækker var stillet op foran et interimistisk podium med en ventilator og en talerstol samt en model af Jesus midt i korsfæstelsen.

Præsten sad og ventede på den anden bænkerække. Hun rejste sig for at hilse på mig. Alt ved hende var rundt og fugtigt: hendes ansigt i halvmørket, den hvide blusekjole, de to små hænder, der knugede mine.

“Alexandra,” sagde hun.

“Hej.” “Du må have undret dig over, hvorfor jeg vil tale med dig,” sagde hun.

Hun havde en form for mildhed, som kræver en del øvelse.

Jeg kunne se hende for mig i konferencesalen på et billigt hotel, hvor hun udstyret med et navneskilt overværede et foredrag om betydningen af pauser – af at give folk plads til at udtrykke sig.

Jeg ventede.

“Jeg talte meget med din mor i hendes sidste par år,” sagde hun. “Jeg havde arbejdet med hende i meget længere tid end det, forstår du, men i hendes sidste år blev jeg opmærksom på forandringer i hende. Og det er mit håb, at du her i dag kan finde trøst i de forandringer.”

“Forandringer?” sagde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at smile.

“Hun skrev til dig mange gange i de år,” sagde hun. “Både til dig, Ethan og Delilah. Jeg hørte om jer alle sammen. Også om Gabriel og Noah. Sommetider skrev hun til Daniel og Evie. En

16

Pige A_TRYK.indd 16

01.07.2021 14.46

mor, der mister sine børn, uanset hvilke synder hun har begået – hun havde mistet meget. Hun viste mig alle brevene, så jeg kunne tjekke, at hun havde stavet rigtigt og anført de rigtige adresser.

Hun blev ved med at tro, at adresserne var forkerte, når I ikke svarede.”

Silkepapiret kastede et rødligt kødskær hen ad midtergangen.

Jeg var gået ud fra, at vinduerne havde været et projekt, der skulle aktivere de indsatte, men nu kunne jeg se fængselspræsten for mig balancerende på en stol efter arbejdstid for at udsmykke sit kongerige.

“Jeg ville tale med dig,” sagde hun, “fordi jeg gerne vil tale om tilgivelse. Hvis man tilgiver andre mennesker, når de begår en synd mod én, bliver man også tilgivet af den himmelske fader.”

Hun lagde en hånd på mit ene knæ. Varmen sivede lige igennem mine jeans, som om hun havde spildt noget på dem. “Men hvis man ikke tilgiver andre deres synder,” fortsatte hun, “tilgiver Vorherre os ikke vores synder.”

“Tilgivelse,” sagde jeg. Ordets form satte sig på tværs i min hals. Jeg smilede stadig.

“Fik du dem?” spurgte præsten. “Brevene?”

Jeg fik dem, ja. Jeg bad min far – min rigtige far, vel at mærke, ikke råddenskaben i mine knogler – om at destruere dem, når de kom. Det var nemt at genkende dem; de var blevet lagt ned i en ny konvolut og havde fået et advarende stempel om, at det var et brev fra en indsat i statsfængslet Northwood. Kort tid efter min enogtyveårs fødselsdag, da jeg var hjemme på ferie fra universitetet, kom min far med en tilståelse og en skotøjsæske med alle de forbandede breve i. “Jeg tænkte bare,” sagde han, “at du engang i fremtiden måske – bliver nysgerrig –” Det må have været i vinterferien, for grillen stod i haveskuret; han hjalp mig

17

Pige A_TRYK.indd 17

01.07.2021 14.46

med at bære den udenfor, og så stod vi der med frakke på, han med en pibe i munden, jeg med en kop te, og sendte alle brevene ned i flammerne.

“Jeg tror, du er kommet ind i den forkerte fortælling,” sagde jeg til fængselspræsten. “Der findes en fortælling – man hører den tit – som lægger op til et fængselsbesøg. Der sidder en person i fængsel og venter på at få besøg. Venter på at blive tilgivet. Den besøgende har grublet over det i årevis, men kan ikke blive enig med sig selv. Til sidst tager han eller hun afsted på sit besøg. Som regel drejer det sig om en forælder og et barn eller måske om en gerningsmand og et offer – det skifter. Men den pågældende tager på besøg. Og de har en samtale. Og selv om den besøgende ikke tilgiver den indsatte, får de alligevel noget ud af det. Men, forstår du – min mor er død. Og jeg besøgte hende aldrig.”

Jeg fik en ydmygende følelse af, at jeg var på nippet til at græde, og trak solbrillerne ned for at skjule det. Præsten blev et uformeligt, hvidt spøgelse i mørket. “Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe dig,” sagde jeg fuldkommen meningsløst og gik snublende tilbage hen ad midtergangen. Solen var langt om længe begyndt at falme en smule, og nu var det på tide at få en drink. Jeg tænkte på en hotelbar og vægten af det første glas, og hele min krop føltes tung. Inspektørens assistent ventede på mig.

“Er vi så færdige?” spurgte hun. Vores skygger var lange og sorte på asfalten, og da jeg nåede hen til hende, blev de til ét stort, mærkeligt dyr. Hendes vagt var sandsynligvis forbi.

“Ja,” svarede jeg. “Jeg skal videre nu.”

I bilen tjekkede jeg min mobil. Er det muligt, havde Olivia sms’et, at være for tøset?

Jeg sad med Mors papæske på skødet og løftede låget. Et roderi

18

Pige A_TRYK.indd 18

01.07.2021 14.46

af ejendele. Der var en Bibel, som man kunne have forudset. Der var en hårbørste. Der var to udklip, stadig med tape på, som var blevet revet ud af ugeblade – det ene var en reklame for badeferier i Mexico, det andet for bleer med en lille række rene, glade børn liggende på et hvidt tæppe. Der var et avisudklip om Ethans velgørenhedsarbejde i Oxford. Der var tre chokoladestænger og en næsten opbrugt læbestift. Som sædvanlig røbede hun sig ikke.

Sidste gang jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kunne kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. I det brunlige lys kan man se det to meter brede Territorium mellem sengene, som Evie og jeg kender bedre end nogen andre. Vi har drøftet navigationen fra min seng til hendes i mange måneder – og nu ved vi, hvordan vi skal komme over de bulede bjerge af plasticposer, der bugner af ting, vi ikke længere kan huske; vi ved, at man skal bruge en plasticgaffel for at komme igennem Skålsumpene, som er sorte og størknede, tæt ved at tørre ud; vi har drøftet den bedste måde at komme over Polyesterbjergene på,

19

Pige A_TRYK.indd 19

01.07.2021 14.46

hvis man vil undgå det værste svineri, og om man skal vælge de høje bjergpas og udsætte sig for elementernes rasen eller kravle ind i tunnelerne af råddent affald under dem og risikere det, der venter på én dernede.

Jeg havde tisset i sengen igen i løbet af natten. Jeg bøjede og strakte tæerne, drejede anklerne og sparkede med benene, som om jeg svømmede, og det havde jeg gjort hver eneste morgen de seneste måneder. To, måske tre. Jeg sagde til værelset, hvad jeg ville sige til det første menneske, jeg mødte, når jeg var fri: Jeg hedder Alexandra Gracie, og jeg er femten år gammel. Vær venlig at ringe til politiet. Og så vendte jeg mig om for at se på Evie, som jeg gjorde hver morgen.

Engang havde vi været lænket i samme retning, så jeg kunne se hende hele tiden. Nu var hun bundet, så hun vendte væk fra mig, og vi var begge to nødt til at vride os rundt for at se hinandens øjne. Nu kunne jeg kun se hendes fødder og knoglerne i hendes ben. Huden borede sig ned i fordybningerne, som om den ledte efter varme dernede.

Evie sagde mindre og mindre. Jeg forsøgte at lokke hende og råbte ad hende; jeg beroligede hende og sang de sange for hende, som vi havde hørt, da vi stadig gik i skole. “Din tur,” sagde jeg.

“Er du parat til din tur?” Det virkede ikke. I stedet for at lære hende tallene, sagde jeg dem højt til mig selv. Jeg fortalte hende historier i mørket, men hørte hende ikke le eller spørge eller vise overraskelse; der var kun det stille rum i Territoriet og hendes korte åndedræt, der nåede mig hen over det.

“Evie,” sagde jeg. “Evie. I dag sker det.”

Jeg kørte tilbage til byen i det begyndende tusmørke. Et tæt, gyldent lys trængte ned mellem træerne og over de åbne marker,

20

Pige A_TRYK.indd 20

01.07.2021 14.46

men skyggerne i landsbyerne og ved gårdene var allerede mørke.

Jeg overvejede at køre hele natten og ankomme til London før solopgang. Mit jetlag fik landskabet til at virke lyst og mærkeligt.

Det endte sikkert med, at jeg lagde mig til at sove i en vejkant i Midlands; det var nok den bedste idé. Jeg standsede på en rasteplads og bestilte et hotelværelse i Manchester, hvor der var ledige værelser og klimaanlæg.

Det første dårlige år talte vi kun om at flygte. Det var i Bindetiden, hvor vi kun blev bundet om natten, men forsigtigt og med bløde, hvide snore. Evie og jeg sov i samme seng med det ene håndled bundet fast til sengestolpen og det andet frit, så vi kunne holde i hånd. Mor og Far var hos os hele dagen, men vi passede vores lektier (med en overvægt af bibellæsning og en hel del tvivlsom verdenshistorie) og gymnastik (løbeture i haven i undertrøje og bukser; engang listede nogle af børnene i Hollowfield igennem brændenælderne i baghaven bare for at glo på os og grine), og måltiderne (vand og brød på en god dag) fandt også sted i frihed. Vores berømte familiefoto blev taget sidst i denne periode, inden Lænketiden begyndte, og vi ikke længere var portrætegnede, ikke engang efter mine forældres begreber.

Vi talte om at bide snorene over eller liste en kniv fra køkkenbordet ned i en kittellomme. Vi kunne sætte farten i vejret, når vi løb i haven, og så blive ved med at løbe, men nu ud ad havelågen og hen ad Moor Woods Road. Far havde en mobiltelefon i lommen; det ville være nemt at hugge den. Når jeg tænker på den tid, bliver jeg grebet af en stor forvirring, som det aldrig lykkedes doktor K – trods alle hendes argumenter – at udrede. Jeg så den også i ansigtet på politibetjente, journalister og sygeplejersker,

21

Pige A_TRYK.indd 21

01.07.2021 14.46

selv om ingen af dem nogensinde turde stille spørgsmålet. Hvorfor stak I ikke bare af, når I havde chancen?

Sandheden er, at det ikke var så slemt endda. Vi var glade for at være sammen. Vi var trætte, sommetider var vi sultne, og indimellem slog Far os så hårdt, at et øje var blodskudt en hel uge bagefter (Gabriel), eller der kom et dybt sår lige under hjertet (Daniel). Men vi vidste ikke ret meget om, hvad der var på vej. Mange nætter har jeg ligget og gennemgået minderne, som var jeg en studerende på et bibliotek, der støvede gamle bøger af og undersøgte alle hylderne, for at finde lige præcis det øjeblik, da jeg burde have vidst det: Der, ja – lige der – da skulle jeg have gjort noget. Men den bog kan jeg ikke finde. Den blev udlånt for mange år siden og aldrig leveret tilbage. Far underviste os, når vi sad ved køkkenbordet, og forvekslede underdanighed med kærlighed, og Mor kiggede ind til os sidst på aftenen for at sikre sig, at snorene var på plads.

Tidligt om morgenen vågnede jeg ved siden af Evie, og hendes kropsvarme lunede omkring mig. Vi talte stadig om fremtiden.

Det var ikke så slemt.

Jeg talte først med Devlin og bad om lov til at arbejde i London i en uge. Måske længere.

“Testamentedrama,” sagde hun. “Hvor spændende.” Det var tidligt på eftermiddagen i New York, men hun havde svaret med det samme, allerede bedugget. Jeg kunne høre en summen fra en civiliseret frokost omkring hende, eller måske var det en bar.

“Det er jeg nu ikke helt sikker på, at jeg vil kalde det,” sagde jeg.

“Bare giv dig god tid. Vi finder et skrivebord til dig i London.

Og sikkert også noget arbejde.”

Min mor og far sad sikkert og spiste nu, og de kunne vente.

22

Pige A_TRYK.indd 22

01.07.2021 14.46

Ethans forlovede tog telefonen; han var til fernisering i et kunstgalleri og kom først hjem meget senere om aftenen. Hun havde hørt, at jeg var i landet – jeg måtte love at besøge dem – de ville meget gerne se mig. Jeg indtalte en besked på Delilahs mobil, men tvivlede på, at hun ville ringe tilbage. Til sidst talte jeg med Evie. Jeg kunne høre, at hun var udendørs, og at der stod nogen ved siden af hende og lo.

“Nå,” sagde jeg. “Det ser ud til, at heksen er død.”

“Så du liget?”

“Gud, nej. Det bad jeg ikke om.”

“Nå – men kan vi så være sikre?”

“Jeg er helt sikker.”

Jeg fortalte hende om huset på Moor Woods Road. Om vores store arv.

“Havde de tyve tusind? Det er noget nyt.”

“Mener du det? Efter vores overdådige barndom?”

“Man kan lige se Far for sig. Når han puger og puger. ‘Vorherre opfylder alle jeres behov’ – hvad det så end var.”

“Men huset,” sagde jeg. “Jeg fatter ikke, at det stadig står der.”

“Findes der ikke mennesker, der elsker den slags? Der findes i hvert fald rundture – i Los Angeles, tror jeg – til steder, hvor nogen er blevet myrdet, berømtheder og lignende. Det lyder vildt sygt.”

“Hollowfield ligger vist lidt for isoleret til en rundtur. Det er jo heller ikke det samme som Black Dahlia.”

“Vi er ikke helt så salgbare.”

“Nej, de kan dele billetterne ud gratis.”

“Nå,” sagde Evie. “Men hvis der kommer en rundtur, så skal vi da med. Vi vil kunne bidrage med et par fede højdepunkter. Der er faktisk en karriere i det, hvis det ikke går så godt med juraen.”

23

Pige A_TRYK.indd 23

01.07.2021 14.46

“Jeg tror, Ethan allerede har sat sig på det marked,” svarede jeg. “Men hør lige. Hvad fanden skal vi stille op med det hus?”

Der var en, der lo igen. Tættere på denne gang. “Hvor er du henne?” spurgte jeg.

“På stranden. Der er en slags koncert i eftermiddag.”

“Så skal du da tage med.”

“Ja. Jeg savner dig. Og huset –” Det blæste op, der hvor hun var, solen blev drevet hen over havet.

“Noget med glæde i,” sagde Evie. “Det skal være noget med glæde i. Det ville i den grad have irriteret Far.” “Det er en god idé.”

“Okay. Jeg slutter nu.”

“Nyd koncerten.”

“Det er fint, det du har gjort i dag.”

Planen var følgende: Som et par hemmelige agenter havde vi skygget Far. I Bindetiden skrev vi noter i vores Bibel med en blyantsstump (1. Mosebog 19:17; vi havde stadig smag for melodrama dengang). Da vi ikke længere kunne få fat i bogen, huskede jeg Fars dag udenad efter det system, som miss Glade havde lært mig, da jeg stadig gik i skole. “Tænk på et hus,” sagde hun. “I alle husets værelser er der noget, du gerne vil huske. Franz Ferdinand ligger i entreen – han er lige blevet skudt. Du går ind i dagligstuen og kommer forbi Serbien på vejen ud, og du løber. De er skrækslagne: Der bliver krig. Du finder Østrig-Ungarn i køkkenet, hvor det sidder omkring bordet med de andre centralmagter. Hvem er det?”

Og Far fyldte vores hus; det gjorde det nemmere at afkode hans dage. Efter så mange måneder i et enkelt værelse kendte jeg

24

Pige A_TRYK.indd 24

01.07.2021 14.46

lyden af hvert eneste gulvbræt, hver eneste lyskontakt. Jeg kunne se hans skikkelse bevæge sig gennem stuerne.

Vi havde ligget på lur i vores senge adskillige gange hele natten, så vi vidste, at han vågnede sent. Også om vinteren var det allerede lyst, når vi hørte hans første, langsomme skridt gennem huset. Vores værelse lå helt henne for enden af gangen, og hans værelse to døre længere henne, så et forsøg om natten kunne ikke lade sig gøre; han sov let og kunne være efter os i løbet af få sekunder. Sommetider når jeg vågnede, stod han uden for vores dør eller sad på hug ved siden af min seng, fordybet i tanker. Uanset hvad han overvejede, fandt han altid en løsning, og det varede ikke så længe, før han vendte sig bort og forsvandt i mørket.

Om formiddagen var han sammen med Mor og Noah nedenunder. Lugten af deres måltider bredte sig i hele huset, og vi hørte dem bede eller le over et eller andet, som vi ikke kunne tage del i. Når Noah græd, gik Far ud i haven. Køkkendøren blev smækket i. Han gjorde gymnastik: Hans grynt nåede helt op til vores vindue. Sommetider besøgte han os lige før frokost i strålende humør og med fugtig, rød hud som en barbar, der lige havde været i kamp og nu svingede med håndklædet, som var det en fjendes afhuggede hoved. Nej, formiddagen duede heller ikke: Hoveddøren var altid låst, og hvad enten vi gik ned ad trappen og ud gennem køkkenet eller kravlede direkte ud ad vinduet, ville Far vente på os.

Det var noget, som Evie og jeg var uenige om. “Vi må gennem huset,” sagde hun. “Vinduet er for højt oppe. Du har glemt, hvor langt ned der er.”

“Så er vi nødt til at bryde låsen op. Vi er også nødt til at gå gennem hele huset. Forbi Ethans værelse. Forbi Mor og Far. Forbi

25

Pige A_TRYK.indd 25

01.07.2021 14.46

Gabe og D. Ned ad trappen. Noah ligger og sover dernede – det gør Mor også sommetider. Der er ingen vej ud.”

“Hvorfor er Gabriel og Delilah ikke flygtet?” spurgte Evie. Og hviskede: “Det er nemmere for dem.”

“Jeg er ikke sikker,” svarede jeg. Der havde været en aften for mange måneder siden, da jeg havde hørt noget tavst og forfærdeligt i den modsatte ende af gangen. Et mislykket forsøg. Evie havde sovet, og jeg havde aldrig fortalt om det. Nu hvor håbet var så skrøbeligt mellem os, mente jeg ikke, at jeg burde fortælle hende det.

Efter frokost sad Far i dagligstuen og var helt stille. Det var vores chance, mente jeg. Når Far var i ro, drog hele huset et lettelsens suk og slappede af. Delilahs hvisken sneg sig hen ad gangen. Der var dage, hvor Ethan bankede på væggen, som han havde gjort, da vi var helt små og ville lære morse. Der var andre dage, hvor Mor besøgte os. Engang havde jeg tryglet hende om at gribe ind, men nu reagerede jeg på hendes bekendelser uden at sige noget og vendte bare ansigtet bort.

“Det er den eneste mulighed,” sagde jeg til Evie. “Når han først vågner, er det umuligt.”

“Okay,” svarede hun, men jeg vidste, at hun opfattede det som en leg i lighed med de andre historier, jeg fortalte hende for at få tiden til at gå.

Vi havde allerede talt om vinduet. På grund af pappladen var det umuligt at se, hvad vi foretog os. “Det kan lukkes op,” sagde jeg. “Passer det ikke?” Jeg kunne ikke se skydelåsen for mig, eller om jorden nedenfor var græs eller beton. “Måske har jeg glemt det,” sagde jeg.

“Jeg tror ikke, det kan,” sagde Evie. “Og det er flere år siden, det sidst har været åbnet.”

26

Pige A_TRYK.indd 26

01.07.2021 14.46

Vi løftede hovedet for at se hinanden tværs over Territoriet.

“Hvis vi er nødt til at smadre vinduet,” sagde Evie. “Hvor langt væk kan vi så nå at komme?”

“Det vil tage ham en hel del sekunder at regne ud, hvad der er sket,” svarede jeg. “Og flere endnu at nå ud til trappen. Lad os sige ti sekunder hen til vores dør. Og så skal han også have låst op.”

Jeg havde ondt i nakken. Jeg lagde mig ned igen. “Tyve sekunder i alt,” sagde jeg. Det ringe antal sekunder blev hængende i luften mellem os. Evie sagde noget andet, men for lavmælt til at jeg kunne høre det.

“Hvad?”

“Så okay da,” sagde hun.

“Okay.”

Vores næste forhindring var kæderne, som engang havde været min største bekymring. Men Far var klodset. Efter opdagelsen af Myterne og det, der skete bagefter, tændte han ikke mere for lyset, når han gik ud af værelset. Jeg ville helst tro, at han ikke kunne holde ud at se på mig, men han var sandsynligvis bare for fuld til at ramme kontakten; det var under alle omstændigheder lige meget nu. Jeg havde spredt fingrene så meget som muligt, så han skubbede håndjernene på uden om mine tommelfingre og lillefingre i stedet for om håndleddene. Derfor skulle det være mig, og det skulle ikke vente for længe. “Han klokkede i det,” hviskede jeg til Evie, da jeg var sikker på, at alle andre i huset var faldet i søvn. Hendes ånde lød fornærmet gennem værelset, men hun reagerede ikke. Jeg havde ventet for længe. Hun var faldet i søvn.

Jeg kiggede ud på aftenen. Det var mørkt, men stadig lunt udenfor. Jeg ringede til roomservice, bestilte to gin & tonics og drak

27

Pige A_TRYK.indd 27

01.07.2021 14.46

dem, mens jeg lå nøgen på sengen. Jeg havde overvejet at løbe en tur, men der var motorveje på alle sider af hotellet, og jeg havde ikke lyst til at finde vej imellem dem. Jeg ville hellere drikke og finde nogen at være sammen med. Jeg skiftede til en sort kjole og skindstøvler og bad receptionen om at ringe efter en taxa og give mig en gin & tonic til.

I taxaen tænkte jeg, at det var en lovende situation: allerede tre drinks helt alene, Mor var død, og den fremmede by var over og omkring mig. Jeg åbnede bilruden helt. Folk stod i kø foran mørke indgange og sad på fortovene for at drikke. “Der er stormvarsel,” sagde chaufføren. Han sagde også noget mere, men vi holdt ved et trafiklys, og det gik tabt i et stormvejr af snakkende stemmer.

“Hvad siger du?”

“En paraply,” sagde han. “Har du en paraply med?”

“Hør lige,” sagde jeg, “jeg har boet her engang.”

Han fangede mit blik i bakspejlet og lo.

“Det er et ja?”

“Det er et ja.”

Jeg havde bedt ham om at sætte mig af et sted, hvor der var lokalt liv og glade dage. Han standsede foran et andet hotel, tydeligvis i den billigere klasse, og nikkede. Klubben lå i hotellets kælder ned ad en smal trappe, og der var et dansegulv i den fjerne ende og en tom scene bagved. Der var en hel del mennesker. Jeg tog en plads ved baren og bestilte en vodka & tonic, mens jeg så mig om efter en, der ville være glad for at tale med mig.

Engang havde Devlin og jeg rejst så meget, at jeg sommetider glemte, hvilken verdensdel jeg befandt mig i. Og når jeg vågnede op på et hotelværelse, gik jeg den forkerte vej ud til toilettet, fordi jeg troede, at jeg stadig opholdt mig i min lejlighed i New York.

28

Pige A_TRYK.indd 28

01.07.2021 14.46

Når jeg vågnede op i en lounge i en lufthavn, måtte jeg læse mit boardingpas – virkelig læse det – for at finde ud af, hvor jeg nu skulle hen. Det var altid en vis trøst at sidde i en bar; de var ens over hele verden. Der var ensomme mænd med de samme historier at fortælle, og mennesker, der så ud til at være mere trætte, end jeg var.

Jeg sendte en gin ned til en mand seks barstole henne ad disken; han havde en skjorte på med en forgyldt nål med et par vinger og ledte efter sin tegnebog. Han blev tilsyneladende glad for at få en drink på den måde, også overrasket; lidt efter lagde han en hånd på min skulder og smilede. Han var ældre, end jeg umiddelbart havde troet. Det var kun godt.

“Hej. Tak for glasset.”

“Det er i orden. Er du ude at rejse?”

“Jeg er fløjet fra Los Angeles i dag.”

“Det lyder dramatisk.”

“Det er det ikke. Det er fast rutefart. Du er vist heller ikke lokal?”

“Nej. Ikke mere. Er du pilot?”

“Ja.” “Er du kaptajn eller andenpilot?”

Han lo. “Jeg er kaptajn,” svarede han.

Han fortalte om sit arbejde. Det er som regel kedeligt at høre folk fortælle om deres arbejde, men han var anderledes. Han var oprigtig. Han talte om sin uddannelse i Europa og om den første gang, han fløj alene. Han rakte hænderne ud efter styregrejet i luften imellem os, og når diskolyset ramte dem, kunne jeg se de små muskler, der flyttede sig under huden. Arbejdet gjorde en til vagabond, sagde han, men en velhavende vagabond. I de første år havde han levet i kronisk angst og altid tænkt på den næste

29

Pige A_TRYK.indd 29

01.07.2021 14.46

landing, og bare tanken fik adrenalinet til at pumpe rundt i hans årer, når han lå en hotelseng. Nu var han blevet så arrogant, at han sov uden problemer.

“Kaptajn,” sagde han stadig leende. “Nå. Hvad så?”

Vi dansede lidt, men var ældre end de andre kroppe omkring os, og ingen af os var fulde nok. Jeg blev fascineret af en lille flok piger ved siden af mig, som hele tiden gled ind og ud mellem hinanden. De var klædt i en variation af den samme kropsnære kjole og lo som et mangehovedet væsen. Jeg berørte uvilkårligt den trætte hud på min hals og i øjenkrogene. Piloten dansede lige bag mig med fingrene mellem mine ribben.

“Du må gerne komme med hen til mit hotel.”

“Jeg flyver tilbage i morgen. Jeg kan ikke blive.”

“Det er okay.”

“Jeg vil ikke skuffe dig. Sommetider –” “Jeg bliver ikke skuffet.”

Det havde regnet, som taxachaufføren havde sagt, at det ville.

Gaderne var skinnende blanke og mere stille, og neonlys flimrede i vandpytterne. Der var kun taxaer på gaderne, men ingen af dem standsede; vi måtte finde en mere trafikeret gade. Jeg betragtede byens lys, som gled over hans ansigt, og tog ham i hånden. “Der er visse ting, jeg har behov for,” sagde jeg. “Hvis det skal være godt.”

“Er der?” sagde han. Han havde vendt ansigtet bort for at spejde efter en vogn, men jeg så hans kæbeparti løfte sig og vidste, at han smilede.

På mit værelse åbnede jeg minibaren for at tage et par flasker frem, men han bremsede mig og satte sig på sengen. Jeg tog kjolen af og lod trusser og bh falde ned på gulvet, hvorefter jeg

30

Pige A_TRYK.indd 30

01.07.2021 14.46

lagde mig på knæ foran ham. Han kiggede nonchalant på mig, præcis som jeg havde håbet, at han ville.

“Du skal ydmyge mig,” sagde jeg.

Han sank noget.

“Jeg håber du forstår det,” sagde jeg, “det skal gøre ondt.”

Det rykkede i hans fingre. Jeg mærkede den sædvanlige varme i kussen som en ny puls. Jeg lagde mig til rette på sengen ved siden af ham med maven nedad og hovedet hvilende på armene.

Han rejste sig og gik om på min side af sengen med ansigtet fuldt af idéer. Nogen havde redt sengen til mig, og der lå chokolade på hovedpuden.

Da han var gået, bestilte jeg roomservice og tænkte på JP. Det var, som om han havde ventet på min opmærksomhed hele dagen, tålmodigt, lige uden for synsvidde. En drink til, så havde jeg måske ringet til ham. Jeg havde hans arbejdsnummer, som han altid svarede på. Jeg kunne have været ked af det efter Mors død, og alene som jeg var her i Manchester uden nogen at støtte mig til. “Og jeg er i London i næste uge,” ville jeg sige som en eftertanke. “Måske længere endnu.”

Jeg havde hørt, at han nu boede i en forstad med en ny kæreste og en lille hund. “Eller en lille kæreste og en ny hund,” havde Olivia sagt. “Det kan jeg ikke lige huske.” Jeg tænkte på den dag, han forlod vores lejlighed. Jeg havde regnet med, at han ville leje en varevogn eller bede en god ven om hjælp, men han stoppede alle sine ejendele ned i to kufferter og et antal papkasser, hvorefter han gik ned på gaden og ventede på en taxa. Det regnede, men han nægtede at komme op i lejligheden igen, som om nærheden imellem os kunne have fået ham til at ombestemme sig. Det skete ikke. Ingen af os kunne gøre noget for at ændre situationen. Jeg

31

Pige A_TRYK.indd 31

01.07.2021 14.46

løftede benene op til brystkassen og følte efter på arrene på mit knæ, hvor huden var glattere. Så berørte jeg arrene efter de andre operationer. Mine fingre fulgte deres sædvanlige rute. Arrene var lydefri; i svagt lys kunne man slet ikke se dem. Da jeg viste JP dem, interesserede de ham ikke: “Jeg har aldrig lagt mærke til dem,” sagde han, og det kunne jeg godt lide ham for. Nej, der var ikke noget, vi kunne have gjort. For at tænke på noget andet gav jeg mig til at spekulere på, om Evies fest var forbi. Det var sent og endnu senere der, hvor hun var. Jeg slukkede lyset og stillede vækkeuret til morgenmaden.

“Evie,” sagde jeg. “Det er i dag, det sker.”

Morgenen strakte sig foran os som en ørken af tid, flad og gold. Jeg havde levet med den underlige smerte indvendig i flere uger, men denne dag føltes det værre; blodet lugtede anderledes.

Det var også svært at skelne smerten fra forestillingen om den, for den vred og vendte sig i min mave som små dyr på vej ud af æg.

Jeg efterprøvede håndjernene, som jeg havde gjort det hver eneste dag siden Fars fejltagelse. Min venstre hånd gled let igennem, men den højre sad fast lige under knoerne. “Er det varmere i dag?” spurgte jeg. Jeg prøvede igen, men nu var det endnu sværere. Mine fingre svulmede op af anstrengelse. Jeg fik en anden idé af en slags, som Ethan, der engang havde elsket at læse om det vilde vesten, ville have kaldt en sidste duel i solnedgangen. Men den idé kunne kun føres ud i livet én gang, og hvis Far besøgte os før frokost, var jeg nødt til at være lænket. Jeg måtte vente.

Jeg lyttede, mens Far vågnede. Han luntede langsomt ned ad trappen, og jeg spekulerede på, om vi havde taget fejl. Måske skulle det hellere ske nu. Så nåede han ned i køkkenet, og jeg

32

Pige A_TRYK.indd 32

01.07.2021 14.46

hørte dagens mumlende, første samtale, ord blandet med lyden af morgenmaden og en stille bøn. Jeg havde for længst opgivet Fars gud, men jeg lukkede alligevel øjnene og bad til ældre og vildere guder. Jeg bad i nogle minutter.

Jeg vågnede igen midt på formiddagen. Jeg havde været nede på et tæt, mørkt sted lige under bevidsthedens overflade. Det klirrede af bestik nede i køkkenet. Duften af Mors bagning trængte op ad trappen og bugtede sig ind i vores værelse og hen over gulvet. Der kom et par dråber mundvand frem i min mund.

“Dit første måltid uden for huset,” sagde jeg til Evie; det var en diskussion, der som regel eskalerede hurtigt.

“Te på Ritz?” spurgte jeg. “Eller den græske taverna?”

Hun trak benene længere op mod brystet og hostede uden at sige noget, og jeg lagde mærke til, hvor underlige hendes fødder så ud, alt for store for enden af de skelettynde skinneben ligesom et par klovnesko.

Jeg havde efterhånden lært ikke at forestille mig mine forældre, når de spiste, men det var den sidste dag, så derfor gav jeg mig selv lov til det. De sad hånd i hånd ved køkkenbordet.

Noah betragtede dem udtryksløst fra sin stol. Mor havde bagt en æbletærte og rejst sig for at skære den ud. Skorpen var gylden, drysset med sukker, og der var bløde fordybninger de steder, hvor æblerne var boblet igennem. Kniven hang fast i skorpen, og Mor trykkede hårdere. Da hun brød igennem, bredte damp og lugten af varm frugt sig rundt om bordet. Hun skar Fars stykke ud og serverede det på en varm tallerken, og inden hun selv tog et stykke, så hun på, at han spiste. Den sprøde dej og dens fugtige fyld bevægede sig omkring i hans mund. Hans nydelse frydede hende.

Den dag spiste de en lang frokost, og Noah ville ikke falde til

33

Pige A_TRYK.indd 33

01.07.2021 14.46

ro. Det var midt om vinteren, gættede jeg på, og da dagligstue­ døren blev lukket, var lyset, der trængte gennem pappet, blevet svagere. Der var stille i huset.

“Okay,” sagde jeg. “Okay.”

Inden jeg havde tid til at tænke mere over det, trak jeg i kæderne og strammede dem.

Min venstre hånd vred sig ud af jernet og var fri. Den højre var for ophovnet til at klemme sig igennem, uanset hvor hårdt jeg trykkede tommelfingeren mod håndfladen.

Den sidste duel.

“Se den anden vej,” sagde jeg til Evie; selv efter så lang tid var der visse nedværdigende handlinger, jeg ikke ønskede, at hun skulle se.

Da Delilah var ni eller ti, pressede hun Mors vielsesring fast på sin tommelfinger, hvor den satte sig fast. Delilah var sjældent uartig, og jeg var henrykt. Jeg satte mig ude på gange på det øverste trappetrin og overværede situationen, der udspillede sig på badeværelset. Delilah sad grædende på kanten af badekarret, og Mor lå på knæ foran hende og gnubbede et fugtigt stykke sæbe mellem hendes fingre. Med skuffende effektivitet gled ringen ud over Delilahs kno og landede med en lille klirren på badeværelsesgulvet.

Jeg trak hånden gennem jernet, helt indtil den satte sig fast, og gav mig til at vrikke den fra side til side. Der var i forvejen en fordybning efter morgenens anstrengelser; huden var rød, og der var ved at gå hul på den. Jeg bed i lagnet og vrikkede hånden hurtigere. Til forskel fra Delilah havde jeg ikke i sinde at tude. Samtidig med at der gik hul på min sortrøde og våde hånd, masede jeg den igennem.

Jeg lo og trykkede hånden mod brystet. Evie havde et forskrækket udtryk i øjnene, men hun smilede og stak en tommeltot

34

Pige A_TRYK.indd 34

01.07.2021 14.46

i vejret. Jeg lagde mig på knæ på sengen og stak den anden hånd ud i Territoriet for at finde noget, der var hårdt nok til at slå glas i stykker. Mine fingre stødte på varme, dybe klumper og ting, der lod til at bevæge sig. Jeg bed tænderne sammen og blev ved med at lede. Gammel mad og små rådne sko, mug på siderne af vores børnebibler. Det var alt sammen blødt og ubrugeligt.

Evie pegede, og jeg stivnede, fordi jeg troede, at Far stod uden for døren. Hun rystede på hovedet og pegede igen, og jeg fulgte hendes blik ind under min seng. Under den – hele min arm rystede – lukkede mine fingre sig om noget hårdt. Det var en træstok, fedtet af gammelt blod og al den tid, den havde ligget i Territoriet. Jeg så på den et øjeblik og huskede, hvorfor den lå der.

“Ja,” sagde jeg. “Ja. Perfekt.”

Jeg rejste mig usikkert og listede hen til vinduet. Far havde ikke gjort sig ret meget umage med at sætte pappet fast, og det tape, der holdt det på plads, var begyndt at falde af. Jeg fjernede de sidste stykker lidt efter lidt, indtil det kun var mig, der holdt papladen på plads. “Parat,” sagde jeg og stillede den ned på gulvet. Lyset bragede ind i værelset. Evie skjulte ansigtet bag armene.

Jeg kunne ikke komme til at vende mig om og se værelset i dagslys. Det var på tide at tage af sted. Jeg kravlede tværs over Territoriet; efter al vores navigation var der kun tre korte skridt over til Evies seng. Jeg tog hendes hånd, som jeg havde gjort det, da vi sov i samme seng i de foregående år, da forholdene ikke var så slemme. Hun var stadig ubevægelig, og nu kunne jeg se hendes rygrad og de blottede steder på hendes isse – hvert eneste åndedrag var besværligt for hende. Jeg vidste, at så snart jeg slog vinduet i stykker, ville sekunderne – vores ganske få sekunder, som vi havde brugt flere måneder på at planlægge – begynde at tikke.

35

Pige A_TRYK.indd 35

01.07.2021 14.46

“Jeg kommer tilbage efter dig,” sagde jeg. “Evie?”

Hendes hånd rørte sig svagt i min.

“Vi ses snart igen,” sagde jeg.

Jeg løftede træstokken op over skulderen. “Hold hænderne op for ansigtet,” hviskede jeg; så var stilheden forbi, og jeg svingede træstokken mod vinduets nederste hjørne. Ruden revnede, men gik ikke itu; jeg svingede en gang til, hårdere denne gang, og ruden splintrede. Nedenunder lød der et skrig fra Noah.

Jeg kunne også høre skridt lige under vores værelse og Mors stemme. Der var allerede nogen på vej op ad trappen. Jeg forsøgte at skubbe glasskårene væk fra vindueskarmen, men et af dem satte sig fast i min håndflade. Der var for mange glasskår og ikke tid nok. Jeg løftede det ene ben op i karmen og trak det andet med op, og så sad jeg i vinduet og kiggede ud. Der var nogen ved døren; låsen bevægede sig. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville kigge ned. Jeg drejede mig, og et kort øjeblik hang jeg halvt inde i værelset og med benene ude i vinterluften. “Vi bliver nødt til at sænke os ned,” havde jeg sagt til Evie, “indtil vi hænger i armene, så selve faldet bliver så kort som muligt.” Døren gik op, og jeg fik et glimt af Far. Hans skikkelse i døråbningen. Jeg sænkede mig, men var ikke stærk nok til at blive hængende i armene, som vi havde planlagt det, og så snart armene var strakte, faldt jeg.

Græsset var vådt, men jorden under det var frossen. Idet jeg landede, var der noget i mit højre ben, der sank sammen, ligesom en bygning falder ind i sig selv, når fundamentet sprænges væk. Den knasende lyd gav genlyd i haven. Jeg faldt forover, og sammenstødet med jorden skubbede glasskåret dybere ind i min håndflade. Luften var så kold, at jeg ikke kunne trække vejret, og jeg græd, det vidste jeg. “Gode gud, rejs dig nu op,” hviskede jeg.

36

Pige A_TRYK.indd 36

01.07.2021 14.46

Langsomt rettede jeg mig op og trak T-shirten ned mod knæene, og lige foran mig i køkkendøren stod Mor. Jeg ventede på, at hun skulle løbe efter mig, men det gjorde hun ikke. Hendes mund bevægede sig, men jeg kunne ikke høre andet end blodet i mine ører. Vi så på hinanden i et langt sidste sekund, før jeg vendte mig om og løb.

Havelågen var ikke låst. Jeg humpede rundt om huset, mens jeg støttede mig til murene, og fortsatte ud på vejen, hvor jeg fulgte de hvide striber i midten. Det var en kold, mørkeblå aften.

Her var de omgivelser, jeg huskede: Moor Woods Road og nogle stille huse med stor afstand imellem. Vinduerne lyste som helligdomme i tusmørket. Far måtte være et sted bag mig. Jeg kunne ikke tillade mig at bruge energi på at løbe hen til en af dørene, han ville indhente mig, inden beboerne kunne nå at lukke op. Jeg kunne næsten mærke vægten af hans hænder på mine skuldre.

Jeg skreg i et forsøg på at få dem til at komme ud fra dagligstuerne, op af sofaerne, væk fra aftennyhederne. Der var hængt lyskæder op i træerne og over hoveddørene som for at byde beboerne velkommen, og jeg tænkte åndssvagt: Det er jul.

Vejen bugtede sig ned ad bakke, benene gav efter under mig, og jeg styrede ind i en mur langs vejen og greb ud efter de våde sten. Jeg rettede mig op og løb videre, nu ude af skyggen, med fødderne trampende i frosne blade og vinterlange pytter. Smerterne var ikke ret langt væk, det var ligesom at vågne; jeg var lige på randen, og når den først ramte mig, ville jeg ikke kunne lade som ingenting igen.

Jeg kunne se enden på Moor Woods Road. Lidt længere væk var der et par forlygter, der passerede forbi. Jeg løb lige hen mod dem med hænderne løftet som tegn på fredelige hensigter, og bilen bremsede, lige før den kørte ind i mig. Motorhjelmen føltes

37

Pige A_TRYK.indd 37

01.07.2021 14.46

varm mod håndfladerne, og jeg havde efterladt mig rustrøde aftryk de steder, hvor jeg havde rørt ved den. Ejeren var ved at stige ud, og jeg så hende i silhuet; hun gik varsomt hen mod mig og ind i lygternes lys. Hun var klædt i et jakkesæt og havde en mobiltelefon i hånden, og hun virkede på en eller anden måde meget lys og ren som en besøgende fra en fager ny verden.

“Du gode gud,” sagde hun.

“Jeg,” sagde jeg, “jeg hedder Alexandra Gracie –” Resten kunne jeg ikke få sagt. Jeg så mig tilbage hen ad Moor Woods Road; vejen var stille og livløs. Jeg satte mig ned på vejen og rakte en hånd ud mod hende, og mens hun ringede til politiet, lod hun mig holde hende i hånden.

Jeg vågnede i løbet af natten, fordi klimaanlægget fik mig til at fryse, og trak dynen højere op. Det var allerede lyst udenfor, men jeg kunne ikke høre nogen trafik. Det var rart at vågne på den måde, flere timer før det var morgen. Når det blev morgen, ville jeg få det bedre.

Lige da jeg var ved at falde i søvn, gav det et sæt i min krop.

Jeg havde tænkt på faldet fra vinduet for femten år siden. Sammenstødet med jorden, som jeg halvt drømte, halvt huskede. Et genfærd af smerte strøg gennem mit knæ. Mor i køkkendøren.

Jeg vendte mig om. Jeg stod i haven i vintermørke i min beskidte T-shirt og intet andet. Mit ben slæbte efter mig som en fodlænke med kugle. Det havde været meget nemt for hende at standse mig. Denne gang, i drømme, lyttede jeg; jeg kunne høre hende på trods af mit bankende hjerte. “Løb,” sagde hun. Et sted længere nordpå var man ved at grave hendes grav med skovle i den varme, lyserøde solopgang, så hun kunne blive begravet, inden solen var stået helt op. Hun sagde: “Løb.”

38

Pige A_TRYK.indd 38

01.07.2021 14.46