Pompeji

Andre bøger pü dansk af Mary Beard: SPQR. Det antikke Roms historie (2018) Kvinder og magt. Et manifest (2018)

Pompeji.indd 2

02.11.2020 13.43

Pompeji Livet i en romersk by

Mary Beard

PĂĽ dansk ved Anders Nygaard

Pompeji.indd 3

02.11.2020 13.43

Pompeji Livet i romersk by Af Mary Beard Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Mary Beard: Pompeii: The Life of a Roman Town Copyright © 2008, 2018 Mary Beard Dansk udgave: Copyright © 2020 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06278-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Tekstredaktion: Jon Voss Konsulent: Merete Harding Forlagsredaktion: Martin Gylling Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Fresko fra Pompeji/Alamy Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Tryk: ScandBook Original English language edition first published in 2008 by PROFILE BOOKS LTD, 29 Cloth Fair London EC1A 7JQ For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Pompeji.indd 4

02.11.2020 13.43

Indhold

Byplan over Pompeji Prolog: Et afbrudt liv Kapitel 1: Kapitel 2: Kapitel 3: Kapitel 4: Kapitel 5:

7 9

Kapitel 6: Kapitel 7: Kapitel 8: Kapitel 9:

Livet i en gammel by 40 Gadeliv 74 Hus og hjem 109 Male- og dekorationsarbejde 158 At tjene til dagen og vejen: bageren, bankmanden og garum-producenten 197 Hvem styrede byen?

241 Kropslige glæder: Mad, vin, sex og bade 278 Lege og spil 322 En by fuld af guder 353

Epilog:

De dødes by

394

Videre læsning 403 Takord 427 Liste over figurtegninger 429 Illustrationer 432 Register 438

Pompeji.indd 5

02.11.2020 13.43

Pompeji.indd 6

02.11.2020 13.43

N

100 meter

Nolaporten

Vesuvporten

17

REGION V

8

9

13

23

11

5

Havporten

6

34

B ’AB LL DE

24

16

SIGNATURFORKLARING HUSE

Aramantus’ Hus – se Aramantus’ Bar 22 Lucius Caecilius Jucundus’ Hus (V.1.26) 37 Casca Longus’ Hus (I.6.11) 38 Ceiernes Hus (I.6.15) De Dydige Elskeres Hus – se De Dydige Elskeres Bageri 24 Lægens Hus (VIII.5.24) 34 Epidius Rufus’ Hus (IX.1.20) 7 Huset med Den Etruskiske Søjle (VI.5.17–18) 5 Fabius Rufus’ Hus (VII.16[ins.occ.].22) 15 Faunens Hus (VI.12.2) 4 Det Gyldne Armbånds Hus (VI.17[ins.occ.].42) 42 Den Indiske Statuettes Hus (I.8.5) 45 Polybius’ Hus (IX.12.1–3) 51 Venus’ Hus (III.3.3) 36 Marcus Lucretius Frontos Hus (V.4a) 40 Menanderhuset (I.10.4) 50 Octavius Quartios Hus (III.2.2) 21 Orpheushuset (VI.14.20) 44 De Arbejdende Maleres Hus (IX.12) 18 Fyrsten af Neapels Hus (VI.15.7–8) 9 Den Tragiske Digters Hus (VI.18.3–5) 27 Tricliniumhuset (V.2.4) 3 Umbricius Scaurus’ Hus (VII.16 [ins.occ.].12–15) 48 Den Bikiniklædte Venus’ Hus (I.11.6) 1 Vestalindernes Hus (VI.1.7) 19 Vettiernes Hus (VI.15.1) 8 Insula Arriana Polliana (VI.6) 52 Julia Felix’ Praedia (Ejendom) (II.4.2)

Pompeji.indd 7

28

25

VIA

rum

3 2

NA

REGION VII

Fo

10

ST AB

IA

12

4

VI

A

15

44 45 REGION 43 IX 42 41

ON

D

37

ZA AN

38

46

47

49

40

REGION VIII

30 33 31 35

29

48

32

REGION I Ikke udgravet

et atr

14

26

e fit

7

22 21

51

Am

1

20

50

REGION II

a

Til Mysterievillaen

19

Ikke udgravet

27

Vinmark

52

str lae Pa

Herculaneumporten

REGION III

39

36

18 REGION VI

Sarnoporten

REGION IV

Ikke udgravet

Nuceriaporten

Stabiske Port

BARER, KROER OG FORRETNINGSEJENDOMME 43 De Dydige Elskeres Bageri (IX.12.6) 46 Amarantus’ Bar (I.9.11–12) 41 Asellinas Bar osv. (IX.11.12) 47 Euxinus’ Bar (I.XI.10–11) 14 Bar på Via di Mercurio (VI.10.1) 20 Salvius’ Bar (VI.14.36) 25 Sittius’ Bar (VII.1.44–5) 23 Bordel (VII.12.18–20) 49 Garum-butik(I.12.8) ANDRE OFFENTLIGE BYGNINGER OSV. For bygninger omkring Forum, se Figur 14 35 Overdækkede Teater 31 Store Teater 32+39 Gladiatorernes boliger/kaserne 17 Vandborg TEMPLER 10 Apollotempel 13 Fortuna Augusta-tempel 30 Isistempel 11 Templet for Jupiter, Juno og Minerva 29 Templet for Minerva og Herkules (Trekantede Forum) 6 Venustempel 33 Templet for ‘Jupiter Meilichios’ BADE 26 12 16 28 2

Centrale Bade Forum-badene Sarno-badene De Stabiske Bade Forstadens Bade

02.11.2020 13.43

Pompeji.indd 8

02.11.2020 13.43

Prolog

Et afbrudt liv

I morgentimerne den 25. august 79 e.Kr. begyndte askeregnen, der faldt over Pompeji, at stilne af. Det virkede som et godt tidspunkt til at forlade byen og søge sikkerhed. En gruppe på mere end 20 flygtninge, som havde søgt ly indenfor murene, mens den forfærdelige askeregn havde været på sit højeste, greb chancen og bevægede sig mod en af byens østlige porte i håb om at finde en vej ud af rækkevidde for det vulkanske bombardement.

Nogle få andre havde forsøgt sig ad den samme rute tidligere. Et par var flygtet, og havde kun taget en lille nøgle (de håbede formodentlig på, at de kunne vende tilbage til det, de havde låst af – et hus, en lejlighed, en kiste eller solid æske) og en enkelt bronzelampe med sig (Ill. 1). Den kan næppe have gjort den store forskel i nattemørket og askeregnen. Men det var en kostbar og fornem genstand, formet som en sort afrikaners hoved – et varsel om de (for os) foruroligende former for opfindsomhed, vi ofte støder på i Pompeji. Parret klarede det ikke. De bukkede under for askeregnen og blev i 1970 fundet hvor de var faldet, ved siden af en af de pompøse grave, der stod langs denne vej, ligesom ved de andre, der førte ud af byen.

De omkom ved siden af et storslået gravmæle for en kvinde, der var død måske omkring 50 år forinden, Aesquillia Polla, hustru til Numerius Herennius Celsus. Hun var blot 22 år gammel (som vi stadig kan læse på stenen), og må have været mindre end halvt så gammel som sin rige ægtemand, der var medlem af en af Pompejis mest fremtrædende familier, som havde gjort tjeneste i den romer9

Pompeji.indd 9

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

1. Små lamper med form som men­ neskehoveder (eller fødder) var po­pulære i det 1. århundrede e.Kr. Her blev olien hældt ned i hullet i hans pande, og flammen brændte ved munden. Medregnet håndtaget, som formes af blomsterblade, er den blot 12 centimeter lang.

ske hær og som to gange var blevet valgt til den højeste post i byens lokalregering.

Askelaget var blevet flere fod dybt da den anden gruppe forsøgte at slippe væk i den samme retning. Det var vanskeligt at gå, og det gik langsomt. De fleste af disse flygtninge var unge mænd, mange af dem bar intet med sig, enten fordi de ikke havde noget, de kunne tage med, eller fordi de ikke længere kunne nå frem til deres værdier.

En mand havde bevæbnet sig med en dolk i en elegant skede (han havde også en anden skede med sig, der var tom, måske fordi han havde tabt eller bortlånt det våben, det havde rummet). De få kvinder i gruppen havde lidt mere. En af dem bar på en lille statuette af lykkens gudinde Fortuna siddende på en trone, samt en håndfuld guld- og sølvringe – en af dem med en lille sølvfallos på en kæde, måske som en lykkeamulet (og en anden type genstand, vi ofte kommer til at støde på i denne bog). Andre havde deres eget lille lager af kostelige sager: en medicinæske af sølv, en lille platform til en (manglende) statuette og et par nøgler, alt sammen proppet ned i en tøjpose, et smykkeskrin af træ med en halskæde, ørenringe, sølvske – og flere nøgler. De havde desuden medbragt alle de kontanter, det var muligt. For nogle af dem var det blot nogle småpenge, mens det for andre var det, de havde lagt til side derhjemme eller indtjeningen fra deres forretning. Men det var ikke meget. Alt i alt havde gruppen 10

Pompeji.indd 10

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

tilsammen knap nok 500 sestertser – hvilket i pompejansk sammenhæng svarer nogenlunde til prisen på et enkelt muldyr.

Nogle fra denne gruppe kom lidt længere end det tidligere par.

Omkring 15 af dem var nået frem til det næste store gravmæle, omkring 20 meter længere nede ad vejen, Marcus Obellius Firmus’ grav, da det, vi nu betegner som den ‘pyroklastiske bølge’ fra Vesuv dræbte dem – en dødbringende, brændende kombination af gasser, vulkansk materiale og smeltet klippe, der bevægede sig med høj fart og som intet kunne overleve. Deres lig er blevet fundet, nogle af dem blandet med grene fra træer, som det ser ud som om de stadig klynger sig til. Måske forsøgte nogle af de stærkeste iblandt dem at søge dækning mellem træerne, der omgav gravene, i et håbløst forsøg på at redde sig; det er dog mere sandsynligt, at bølgen, der dræbte flygtningene, også fik træerne til at vælte ned over dem.

Obellius Firmus’ gravmæle klarede sig noget bedre. Han havde også været en højtstående pompejaner, som var død nogle få årtier forinden, men for tilstrækkelig lang tid siden til, at siderne på gravmælet var blevet anvendt som tavler til at skrive meddelelser på.

Vi kan stadig læse annoncer for gladiatorforestillinger, og masser af skriblerier begået af nogle lokale dagdrivere: ‘Hallo Issa, fra Habitus’, ‘Hallo Occasus, fra Scepsinianus’, og så videre (Habitus’ venner svarede tilsyneladende med en stor fallos og testikler samt budskabet ‘Hallo Habitus, fra dine kammerater alle steder’). Derover erklærede den formelle gravskrift over Obellius Firmus, at hans begravelse var blevet betalt af det lokale råd, med et beløb på 5000 sestertser – med yderligere 1000 sestertser lagt oveni af nogle andre embedsmænd til røgelse og ‘et skjold’ (formentlig et portræt på et skjold, en særlig romersk type gravmæle). Disse begravelsesomkostninger var med andre ord et godt stykke over ti gange så meget som det beløb, hele gruppen af flygtninge havde kunnet skrabe sammen under deres forsøg på at flygte i sikkerhed. Pompeji var en by med rige og fattige.

Vi er i stand til at spore mange andre fortællinger om flugtforsøg. Der er blevet fundet næsten 400 lig i askelagene og tættere på 11

Pompeji.indd 11

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

2. Gipsafstøbningerne af ofrene udgør en konstant påmindelse om deres menneskelighed – at de var ligesom os. Denne uforglemmelige afstøbning af en døende mand, der holder hænderne til hovedet, er blevet anbragt til opbevaring i et lokalt lagerrum. Det ser nu ud som om han sørger over sin egen indespærring.

700 i de nu solide rester efter den pyroklastiske strøm – mange af disse indfangede manende deres dødsøjeblik i kraft af en teknik, der blev opfundet i 1800-tallet, hvor man fyldte det hulrum, der var tilbage efter det nedbrudte kød og klæderne, med gips, så man kunne afsløre de optrukne tunikaer, de formummede ansigter og ofrenes makabre udtryk (Ill. 2). En gruppe på fire personer, der blev fundet i en gade i nærheden af Forum, var formentlig en hel familie, der forsøgte at undslippe. Faderen gik forrest, en kraftig mand med store, buskede øjenbryn (som det kunne ses på gipsafstøbningen).

Han havde trukket sin kappe op over hovedet for at beskytte sig mod faldende aske og sten, og bar på nogle guldsmykker (en enkel fingerring og nogle få ørenringe), et par nøgler og, i dette tilfælde, et rimeligt pengebeløb, næsten 400 sestertser. Hans to små døtre fulgte 12

Pompeji.indd 12

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

efter, mens moderen gik bagerst. Hun havde trukket sin kjole op for at gøre det nemmere at gå, og bar på flere værdigenstande fra husholdningen i sin lille pose: familiesølvet (nogle skeer, et par bægre, en medaljon med et billede af Fortuna, et spejl) og en lille firskåren figur af en dreng, som er viklet ind i en kappe, med fødderne stikkende ud for neden (Ill. 3). Det er et primitivt arbejde, men det er skåret ud i rav, som må have rejst mange hundrede kilometer fra den nærmeste kilde i Østersøområdet, hvorfor det havde høj status.

Andre fund kan fortælle os om andre liv. Der var lægen, som flygtede med sin kasse med instrumenter, blot for at bukke under i den dødbringende bølge, mens han krydsede palaestra (det store åbne rum eller træningsområde) i nærheden af amfiteatret, på vej mod en af byens sydlige porte; der var slaven, som blev fundet i haven ved et stort hus, hvis bevægelser må være blevet hæmmet af jernbåndene omkring hans ankler, der var præsten for gudinden Isis (eller måske en tempeltjener), som havde pakket nogle af templets værdigenstande ind for at tage dem med sig på flugten, men som ikke kom længere end 50 meter før han også blev dræbt. Og så var der selvfølgelig også damen med de kostbare smykker, som blev fundet i et af rum på gladiatorernes kaserne. Det er ofte blevet fremstillet som et eksempel på de romerske overklassekvinders forkærlighed for muskelsvulmende gladiatorer. Her, lader det til, blev en af dem fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvor hendes utroskab er blevet udstillet for historiens blik. I virkeligheden er det en langt mere uskyldig scene end som så. Det er næsten helt sikkert, at kvinden overhovedet ikke var på et stævnemøde, men havde søgt ly på kasernen, da forholdene blev for vanskelige under flugten ud af byen. Eller hvis det virkelig var et stævnemøde, så var det et stævnemøde hun delte sammen med 17 andre og et par hunde – hvis rester alle blev fundet i det samme lille rum.

De døde fra Pompeji har altid udgjort nogle af de stærkeste billeder og attraktioner i den ødelagte by. Under de tidlige udgravninger i 1700- og 1800-tallet blev der meget belejligt ‘opdaget’ skeletter når kongelige eller andre værdighedspersoner var på besøg (Ill. 4).

13

Pompeji.indd 13

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

3. En eller andens kostbare ejendom?

Denne firskårne lille figur, skåret ud i rødt rav fra Østersøen, blev fundet hos en af de ulykkelige flygtninge.

Den er blot 8 centimeter høj og skulle muligvis forestille en af standardskikkelserne fra de romerske komedier, som var populær underholdning i Pompeji (s. 256).

Romantiske rejsende svømmede hen ved tanken om den grufulde katastrofe, der havde ramt de arme sjæle, hvis jordiske rester, de havde overværet, for ikke at tale om de mere generelle overvejelser over menneskeeksistensens skrøbelighed, som hele oplevelsen satte i gang. Hester Lynch Piozzi – en engelsk forfatter, hvis efternavn skyldtes hendes ægteskab med en italiensk musiklærer – indfangede (og parodierede en lille smule) disse reaktioner efter et besøg på stedet i 1786: ‘Hvor forfærdelige er de tanker et sådant syn fremmaner! Hvor forfærdelig er visheden om, at sådan en scene kan udspille sig atter en gang i morgen. Og at de som i dag er tilskuere, kan blive stillet til skue for rejsende i et senere århundrede, som måske kan forveksle vore bene med neapolitanernes, og føre dem med sig tilbage til deres egne lande.’

Faktisk var en af de berømteste genstande fra de første fem års udgravninger aftrykket af et kvindebryst, der blev fundet i et stort hus (den såkaldte Diomedes’ Villa) lige udenfor bymuren i 1770’erne.

Næsten hundrede år før det lykkedes at perfektionere teknikken 14

Pompeji.indd 14

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

til at fremstille hele gipsafstøbninger af udhulingerne efter ligene, gjorde det faste vulkanske materiale det muligt for udgraverne at se de dødes hele form, deres beklædning, ja, selv deres hår, formet ind i lavaen. Den eneste del af dette materiale, det lykkedes for dem at tage ud, var dette ene bryst, som blev udstillet på et museum i nærheden og som hurtigt blev en turistattraktion. Det kom også snart til at inspirere Théophile Gautiers berømte novelle fra 1852, Arria Marcella. Den handler om en ung franskmand, som, fascineret af det bryst, han så på museet, vender tilbage til oldtidsbyen (i en foruroligende kombination af tidsrejse, ønsketænkning og fantasi) for at finde, eller genopfinde, sin elskede – hans drømmekvinde, en af de sidste romerske beboere i Diomedes’ Villa. Trods sin berømthed er brystet selv desværre simpelthen forsvundet, og en større jagt efter det i 1950’erne fik ikke afsløret dets skæbne. En teori går ud på, at de mange invasive prøver, de nysgerrige videnskabsfolk i 1800-tallet udsatte det for, til sidst fik det til at gå i opløsning: fra aske til aske, så at sige.

De døde fra Pompeji fascinerer også i vores tid. Primo Levis digt ‘Pigen fra Pompeji’ tager en gipsafstøbning af en lille pige, der blev fundet klyngende sig til sin mor (‘Som om, da middagshimlen blev sort / Du ville trænge ind i hende igen’) som udgangspunkt for at reflektere over Anne Franks skæbne og en anonym skolepige fra Hiroshima – ofre for menneskeskabte snarere end naturlige katastrofer (‘De lidelser, himlen sender os, er nok / Før din finger presser sig ned, stands op og tænk’). To afstøbninger spiller endda en lille rolle i Roberto Rossellinis film fra 1953, Rejse i Italien – fremhævet som ‘det første værk inden for moderne filmkunst’, selvom den kommercielt var en katastrofe. De to ofre for Vesuv, der klynger sig til hinanden, elskende stadig i døden, tjener som en påtrængende og ubehagelig påmindelse for to moderne turister (Ingrid Bergman – på det tidspunkt selv i et haltende ægteskab med Rossellini – og George Sanders) om hvor fjernt og tomt deres eget forhold var blevet. Men det er ikke kun de menneskelige ofre, der er bevaret på denne måde. En af de berømteste og mest suggestive afstøbninger er 15

Pompeji.indd 15

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

4. Berømtheder, der besøgte Pompeji fik udgravninger genopført for deres skyld. Her, i 1769, undersøger kejseren af Østrig et skelet, der blev fundet i et hus, som nu er opkaldt efter ham som ‘Kejser Josef 2.s Hus’. Damen i selskabet reagerer med en mere åbenlys interesse.

af en vagthund, de blev fundet stadig bundet til sin pæl i huset hos en velhavende valker (vaskeriejer og klædearbejder). Den omkom, mens den desperat forsøgte at slippe fri af sin kæde.

Voyeurisme, medlidenhed og en lettere morbid lystfølelse bidrager helt sikkert til det fascinerende ved afstøbningerne. Selv de mest hårdhudede arkæologer kan komme med makabre beskrivelser af deres dødskamp eller af den pyroklastiske strøms indvirkning på menneskelegemet (‘deres hjerner kogte …’). For de besøgende på selve stedet, hvor nogle af afstøbningerne stadig udstilles i nærheden af findestedet, frembringer de noget, der minder om den ‘egyptiske mumieeffekt’: Små børn presser næserne mod glasskabene mens de udstøder rædselsskrig, mens de voksne griber fat i kameraerne – om end de har svært ved a skjule deres lige så makabre fascination over disse rester efter de døde.

Men det morbide er ikke hele historien. Indtrykket af ofrene (uanset om de er fuldstændig støbt i gips eller ej) stammer også 16

Pompeji.indd 16

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

fra den følelse af umiddelbar kontakt med oldtidsverdenen, som de giver, de menneskelige fortællinger, de giver os mulighed for at genskabe, såvel som de valg, beslutninger og forhåbninger hos virkelige mennesker, vi kan have indføling med på tværs af årtusinderne. Vi behøver ikke at være arkæologer for at forestille os, hvordan det ville føles at skulle forlade vores hjem, og kun tage det med os, vi selv kan bære. Vi kan føle for lægen, som valgte at bringe sit fags værktøj med sig og næsten dele hans ærgrelse over det, han ville have været nødt til at efterlade. Vi kan sætte os ind i den forgæves optimisme hos dem, der lagde gadedørsnøglen i lommen før de begav sig på vej. Selv den grimme lille ravfigur får en særlig betydning, når vi ved, at den var en eller andens kæreste eje, som hurtigt blev samlet op da de forlod deres hjem for sidste gang.

Moderne videnskab kan føje yderligere til disse individuelle livshistorier. Vi kan bedre end tidligere generationer klemme alle mulige former for personlig information ud af selve de bevarede skeletter, fra så forholdsvis simple kalibreringer som befolkningens højde og statur (oldtidens pompejanere var, om noget, en lille smule højere end moderne napolitanere) via spor efter sygdomme i barndommen og brækkede knogler til antydninger om familieforhold og etnisk oprindelse, som er begyndt at blive muligt med DNA-analyser og andre biologiske undersøgelser. Det er formentlig at gå for vidt, hvis man hævder, sådan som nogle arkæologer har gjort det, at en bestemt udvikling hos en teenagedrengs skelet er tilstrækkeligt til at påvise, at han havde tilbragt en stor del af sit korte liv som fisker, og at sliddet på hans tænder i mundens højre side blev forårsaget af, at han bed i snoren, der holdt hans fangst. Men der er andre steder, hvor vi er på mere sikker grund.

For eksempel blev der i to bagrum i et stort hus fundet rester efter 12 personer, ejeren, formodentlig, med sin familie og slaver.

Seks børn og seks voksne, som omfattede en pige i slutningen af teenageralderen, som havde været ni måneder henne ved sin død, med knoglerne fra fostret stadig til stede i underlivet. Det kan meget vel have været hendes sene graviditet, som fik dem alle til at søge ly 17

Pompeji.indd 17

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

indenfor og håbe på det bedste, i stedet for at risikere en hastig flugt.

Skeletterne er ikke blevet specielt omhyggeligt bevaret siden opdagelsen af dem i 1975 (det forhold at, som en videnskabsmand for nylig har meddelt, at ‘de nederste forkindtænder [i et af kranierne] fejlagtigt var blevet limet ind i de øverste midterste fortænders tandhuler’ er ikke et eksempel på klodset tandlægearbejde i antikken, men på klodset moderne restaurering). Men ikke desto mindre, ved at stykke de forskellige spor sammen, der er tilbage – ofrenes alder i forhold til hinanden, de kostbare smykker på den gravide pige, det forhold, at både hun og en niårig dreng led af den samme mindre alvorlige genetiske rygradssygdom – er vi i stand til at stykke et billede sammen af den familie, der boede i huset. Et ældre par, han var i tresserne og hun omkring 50, var højst sandsynligt husets ejere, såvel som forældre, eller bedsteforældre, til den gravide pige.

Ud fra den mængde smykker, hun bar, kan vi være rimeligt sikre på, at hun ikke var en slave, og det fælles rygproblem tyder på, at hun var blodsbeslægtet med familien snarere end forbundet med den via ægteskab – i og med at den niårige dreng var hendes lillebror.

Hvis det var tilfældet, så boede hun og hendes mand (formodentlig en mand i tyverne, hvis hoved, antyder skelettet, havde en udtalt, vansirende og uden tvivl smertefuld hældning mod højre) enten hos hendes familie, eller også var de flyttet til hendes families hjem i anledning af den forestående fødsel, eller måske var de simpelthen blot tilfældigvis på besøg den skæbnesvangre dag. De andre voksne, en mand i tresserne og en kvinde i trediverne, kan lige så vel have været slaver som slægtninge.

Et nærmere blik på deres tænder, uanset om de er limede eller ej, giver yderligere detaljer. De fleste af dem har en række afslørende ringe i emaljen, der stammer fra gentagne anfald af smitsomme sygdomme i barndommen – en god påmindelse om hvor farligt det var at være barn i den romerske verden, hvor halvdelen af de, der blev født, ville være døde før de fyldte 10. (Den gode nyhed var, at hvis man klarede den til man blev 10, kunne man forvente at leve i yderligere 40 år eller længere). De tydelige tegn på karies, selvom det 18

Pompeji.indd 18

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

lå under det moderne vestlige niveau, peger mod en diæt med godt med sukker og stivelse. Af de voksne var det kun manden til den gravide pige, som ikke havde tegn på karies. Men efter hans tænder at dømme, led han til gengæld af fluorforgiftning, idet han antagelig var vokset op uden for Pompeji i et område med et usædvanligt højt niveau af naturligt fluor. Det mest slående er, at hvert eneste skelet, selv børnenes, havde udviklet omfattende – i nogle tilfælde et par millimeter – tandsten. Årsagen er selvindlysende. Der kan meget vel have været tandstikker, og endda nogle smarte midler til at polere og blege tænderne med (kejser Claudius’ private læge beskriver i en bog med farmakologiske opskrifter den blanding, der skal have givet kejserinde Messalina sit flotte smil: brændt hjortetak med harpiks og stensalt). Men det var en verden uden tandbørster. Pompeji må have været en by med meget dårlig ånde.

EN BY I SAMMENBRUD Kvinder, der skulle til at føde, hunde, som stadig var bundet til deres pæl, og en kraftig omgang dårlig ånde … Det er uforglemmelige billeder af en normal dagligdag i en romersk by, som pludselig afbrydes midt i det hele. Der er meget mere: brødene, der blev fundet i ovne, som blev forladt under bagningen, en gruppe malere, der flygtede midt i arbejdet med at dekorere et rum, hvor de efterlod deres potter med maling og en spandfuld frisk puds højt oppe på et stillads – da stilladset faldt ned under vulkanudbruddet, plaskede indholdet af spanden ud over den omhyggeligt behandlede mur og efterlod en tyk skorpe, som kan ses den dag i dag (se s. 158-164).

Men hvis man kradser lidt i overfladen, finder man, at historien om Pompeji er mere kompliceret og gådefuld end som så. Pompeji er på mange måder ikke oldtidens modstykke til Marie Céleste, skibet, som i 1800-tallet blev forladt under mystiske omstændigheder, med de kogte æg (fortælles det) stadigvæk på morgenbordet. Det er ikke en romersk by, som simpelthen er frosset fast midt i dagligdagen.

19

Pompeji.indd 19

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

For det første havde befolkningen i Pompeji set advarselstegnene flere timer om ikke flere dage forinden. Den eneste øjenvidneberetning om udbruddet, vi er i besiddelse af, er et par breve, som blev skrevet et kvart århundrede efter begivenhederne til historikeren Tacitus af hans ven Plinius den Yngre, som havde opholdt sig ved Napolibugten den dag, katastrofen indtraf. De blev uden tvivl skrevet under påvirkning af såvel bagklogskab som fantasi, men gør det klart, at det stadig var muligt at flygte, selv efter at en sky ‘som en parasolgran’ strømmede ud fra Vesuvs krater. Plinius’ onkel, udbruddets mest berømte offer, døde kun fordi han var astmatiker og fordi han tappert, eller tåbeligt, besluttede, at han hellere måtte se nærmere på, hvad det var der foregik, i videnskabens interesse.

Og hvis der, sådan som mange arkæologer nu mener, havde været en række rystelser og mindre jordskælv i dagene eller månederne inden den endelige katastrofe, ville det også have fået folk til at forlade området. For det var ikke kun selve Pompeji, der blev truet og til sidst opslugt, men et stort landområde syd for Vesuv, herunder byerne Herculaneum og Stabiae.

Og mange forlod byen, hvilket antallet af lig, der er blevet fundet i byen, bekræfter. Omkring 1100 er dukket frem under udgravningerne. Vi er nødt til at tage højde for dem der stadig ligger i den ikkeudgravede del af byen (omkring en fjerdedel af oldtidens Pompeji er stadig uudforsket) og for de menneskelige levn, man har forbigået under tidligere udgravninger (knogler fra børn kan nemt forveksles med dyreknogler og således blive kastet bort). Ikke desto mindre virker det ikke sandsynligt, at mere end 2000 af indbyggerne mistede livet i katastrofen. Uanset hvor stor den samlede befolkning var – og skønnene varierer fra omkring 6400 til 30.000 (afhængigt af hvor tæt pakket sammen, vi forestiller os at disse mennesker boede, eller hvilket moderne sammenligningsgrundlag, vi vælger) – var dette en lille, eller meget lille, andel.

De folk, der flygtede i regnen af aske og pimpsten, tog sikkert kun det med sig, de umiddelbart kunne tage og bære med sig. Dem med mere tid ville have medbragt flere af deres ejendele. Vi må forestille 20

Pompeji.indd 20

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

os en masseudvandring fra byen med æsler, kærrer og trækvogne, da flertallet af befolkningen forlod byen, belæssede med så mange af deres husholdningsgenstande, de kunne have med sig. Nogle af dem tog en forkert beslutning og låste deres kosteligste ejendele væk, med henblik på at vende tilbage, når faren var overstået. Det er forklaringen på nogle af de fornemme skatte – imponerende samlinger af sølv, for eksempel (se s. 282), der er blevet fundet i huse i og i nærheden af Pompeji. Men for størstepartens vedkommende var det, der lå tilbage til arkæologerne, en by efter at indbyggerne i hast havde pakket sammen og forladt den. Det kan bidrage til at forklare, hvorfor husene i Pompeji virker så sparsomt møblerede og så ‘rene’. Det var muligvis ikke fordi at den dominerende æstetik i det 1. århundrede e.Kr. var en form for modernistisk minimalisme.

En stor del af husholdningernes ting og sager var højst sandsynligt blevet kørt væk i vognlæs af deres hengivne ejere.

Det hurtige opbrud kan måske også forklare nogle af de mærkværdigheder, vi finder i byens huse. Hvis, for eksempel, en bunke haveredskaber dukker op i det, der tilsyneladende er et rigt spiserum, så kan det være – selvom det kan forekomme overraskende for os – at det var der, de i reglen blev opbevaret. Det kan også være, at ejendelene i forvirringen under afrejsen blev samlet sammen, og at der blev valgt ud, hvad man skulle tage med og hvad man skulle lade blive, og det er der, skovlen, lugejernet og børen tilfældigvis endte. Selv hvis en del af befolkningen blev ved med at udføre deres daglige gøremål, så var det ikke en normal by, der fortsatte sine daglige rutiner. Det var en by på flygt.

I ugerne og månederne efter udbruddet kom mange af de overlevende også tilbage efter det, de havde efterladt, eller for at redde (eller plyndre) materiale, som kunne bruges igen, som for eksempel bronze, bly eller marmor, fra den begravede by. Det var muligvis ikke helt så dumt, som det nu forekommer, at have låst sine værdigenstande ned i håb om at få dem tilbage senere. For i mange dele af Pompeji er der tydelige tegn på, at man har haft held til at trænge igennem det vulkanske materiale. Uanset om det var de rette ejer21

Pompeji.indd 21

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

mænd eller røvere og skattejægere, der tog chancen, så gravede de tunneler ind til de rige huse, og efterlod undertiden et lille spor af huller i væggene, når de gik fra det ene blokerede rum til det næste.

Et fint glimt af deres aktiviteter kan ses i de to ord, der blev kradset ved hoveddøren i et rigmandshus, som blev fundet næsten tomt, da det blev afdækket af udgravere i 1800-tallet. Der står: ‘Hus gennemgravet’, ord, som næppe var blevet skrevet af ejeren, så det var antagelig en besked fra en plyndringsmand til resten af hans bande, for at fortælle dem, at dette her var blevet ‘ordnet’.

Vi ved stort set ingenting om hvem disse tunnelgravere var (men det forhold, at beskeden, selvom den var på latin, var skrevet med græske bogstaver, er et rimeligt tydeligt tegn på, at de var tosprogede, en del af det græsk-romerske samfund i Syditalien, som vi skal se nærmere på i Kapitel 1). Vi ved heller ikke præcis hvornår de foretog deres togt: Der er blevet fundet romerske mønter fra efter udbruddet, som daterer sig fra slutningen af det 1. århundrede til begyndelsen af det 4. Men uanset hvornår, og af hvilken grund, senere romere besluttede at grave ned til den begravede by, drevet af forhåbninger om at genfinde en betydelig del af familiens rigdom eller om at slippe afsted med en stor mængde plyndringsgods, var det en særdeles farlig aktivitet. Tunnelerne må have været livsfarlige, ubehagelige og snævre, og sine steder – hvis man skal dømme efter størrelsen på hullerne i nogle af væggene – kun farbare for børn. Selv hvor det var muligt at gå mere frit, i lommer, der ikke var blevet fyldt op af det vulkanske materiale, ville vægge og lofter have været i konstant fare for at bryde sammen.

Det er ironisk, at nogle af de skeletter, der er blevet fundet, næsten helt sikkert ikke stammer fra ofre for udbruddet, men fra nogle af dem der risikerede at vende tilbage til byen i månederne, årene eller århundrederne, der fulgte. For eksempel er der i et fint rum ud for gårdhaven til Menanderhuset – et moderne navn, efter maleriet af den græske dramatiker Menander, der findes der (Ill. 44) – fundet resterne efter et lille selskab på tre personer, to voksne og et barn, udstyret med en hakke og et hakkejern. Var de, som nogle arkæo22

Pompeji.indd 22

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

loger mener, en gruppe beboere, måske slaver, der forsøgte at slå sig vej ud af huset mens det blev dækket til, og mistede livet under forsøget? Eller var det, som andre mener, ubudne gæster, der var ved at slå sig ind, og som måske blev dræbt da deres skrøbelige tunnel brød sammen over dem?

Dette billede af en by i sammenbrud kompliceres yderligere af en tidligere naturkatastrofe. 17 år før Vesuvs udbrud, i 62 e.Kr., var byen blevet alvorligt beskadiget af et jordskælv. Ifølge historikeren Tacitus, ‘faldt en stor del af Pompeji sammen’. Og denne begivenhed er næsten helt sikkert afbildet i et par udhuggede paneler, der blev fundet i et hus, der tilhørte en pompejansk bankmand, Lucius Caecilius Jucundus. De viser to områder af byen, der blev ramt af jordrystelsen: Forum og området omkring den nordlige byport, der vendte mod Vesuv. På det ene hælder Templet for Jupiter, Juno og Minerva sig foruroligende mod venstre, og rytterstatuerne på begge sider af templet ser næsten ud som om de kommer til live, med rytterne løst i sadlen (Ill. 5). På det andet tager Vesuvporten et ildevarslende ryk mod højre, og skilles fra det store vandreservoir til venstre for den. Denne katastrofe rejser nogle af de vanskeligste spørgsmål vedrørende Pompejis historie. Hvad betød den for livet i byen? Hvor lang tid tog det for byen at komme sig? Eller boede pompejanerne i 79 e.Kr. stadig mellem ødelæggelserne – hvor Forum, templerne og badene, for ikke at nævne mange private huse, endnu ikke var blevet restaureret?

Der har været mange teorier. En idé går ud på, at en samfundsrevolution ramte Pompeji efter jordskælvet. Mange medlemmer af det traditionelle aristokrati besluttede at forlade byen en gang for alle, uden tvivl til familieejendomme andetsteds. Deres afrejse efterlod ikke alene vejen åben for at forhenværende slaver og nyrige kunne komme til, men indledte desuden ‘forfaldet’ i nogle af Pompejis mere elegante huse, som i hast blev omdannet til valkerier, bagerier, kroer og anden kommerciel eller industriel brug. Faktisk kunne dyngen af haveredskaber i spisestuen også være et tegn på en sådan ny anvendelse: en tidligere fornem bolig var blevet trukket 23

Pompeji.indd 23

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

5. Prægningen på det ene af et par skulpturpaneler, der næsten er en meter langt, afbilder jordskælvet i 62 e.Kr. Til venstre kan man se, at Templet for Jupiter, Juno og Minerva på Forum tydeligt vakler. Til højre er en ofring i gang. En tyr bliver ført frem til alteret, mens man rundtomkring kan se offerværktøjerne – en kniv, skåle og offerfade.

voldsomt ned af de nye beboere, som havde omskabt den til en base for en havevirksomhed.

Det er meget muligt. Og vi kan her have endnu en grund til at betragte byens tilstand som alt andet end ‘normal’, da den blev overvældet i 79. Og dog kan vi ikke være sikre på, at alle disse forandringer var en direkte følge af jordskælvet. Nogle af de industrielle ombygninger skete formentlig før katastrofen. Nogle – om ikke mange – udgjorde næsten helt sikkert en del af et regelmæssigt mønster med hensyn til forandringer inden for velstand, anvendelse og prestige, som kendetegner historien i alle byer, antikke som moderne. For slet ikke at tale om anstrøget af ‘officersklassefordomme’ hos mange moderne arkæologer, som med stor selvsikkerhed har sat lighedstegn mellem social mobilitet og fremkomsten af nye penge med revolution eller forfald.

Et andet stort postulat går ud på, at Pompeji i 79 endnu ikke havde afsluttet den langvarige reparationsproces. Så vidt vi kan se ud fra de arkæologiske vidnesbyrd, er Tacitus’ påstand om, at ‘en stor del af Pompeji faldt sammen’ lidt af en overdrivelse. Men at mange af de offentlige bygningers forfatning (for eksempel var blot et enkelt sæt af offentlige bade i brugbar stand i 79), og det forhold, som vi skal se, at så mange private huse havde igangværende dekorationsarbejde omkring tidspunktet for udbruddet, kunne tyde på, at skaderne ikke alene havde været betydelige, men at de endnu ikke var blevet udbedret. At en romersk by gennemgik 17 år med de fle24

Pompeji.indd 24

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

ste offentlige bade ud af drift, flere af de vigtige templer ubrugelige, og dens private huse i uorden, tyder enten på alvorlig pengemangel eller på en alarmerende grad af institutionel dysfunktion, eller begge dele. Hvad i alverden havde byrådet foretaget sig igennem næsten to årtier? Lænet sig tilbage og set til, mens byen forfaldt?

Men heller ikke her er alt, hvad det ser ud til at være. Kan vi virkelige være sikre på, at alt reparationsarbejdet, der var i gang da udbruddet kom, havde at gøre med jordskælvet? Hvis vi ser bort fra den helt åbenlyse pointe, at der næsten altid foregår en masse byggearbejde i enhver by (reparations- og byggeindustrien står helt centralt i bylivet, både i oldtiden og i dag), så er det spørgsmålet, om der var ‘et jordskælv eller flere?’, som har delt arkæologerne, der studerer Pompeji. Nogle af dem holder stædigt fast i synspunktet om, at der blot var et enkelt, ødelæggende jordskælv i 62, og – ja – byen var stadig i en sådan tilstand, at meget af reparationsarbejdet stadig var uafsluttet år senere. Nu er der flere der lægger vægt på den række af rystelser, der må have været i dagene, og måske månederne, der ledte frem til udbruddet. Det er hvad man vil forvente før en kraftig vulkansk eksplosion, forsikrer vulkanologerne, og det er også det, Plinius beskrev: ‘Igennem mange dage forinden’, skrev han, ‘havde der været jordrystelser’. Hvis der fandt en masse maleog dekorationsarbejde sted, lyder argumentet, så er det meget mere sandsynligt, at man lappede på de skader, der lige var sket, og ikke at det var et sent og dårligt timet forsøg på at rydde op efter 17 års rod.

Med hensyn til byens tilstand mere generelt, og især de offentlige bygninger, viser spørgsmålet omkring den senere plyndring sig at være en faktor, som gør det mere kompliceret. Det er ret tydeligt, at nogle af de offentlige bygninger var ruiner i 79. Et stort tempel, der stod ved havet og som regel antages at have været viet til gudinden Venus, var stadig en byggeplads – om end det ser ud som om, at restaureringen var planlagt til at være endnu mere storslået end det, den erstattede. Andre var i høj grad funktionsdygtige igen. Tingene var for eksempel som de skulle være i Isistemplet, som var blevet 25

Pompeji.indd 25

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

6. Isistemplet var et af de højdepunkterne for de tidlige turister, og det inspirerede forfattere og musikere fra den unge Mozart til Edward Bulwer-Lytton, forfatteren til Blomsterpigen eller Pompeiis sidste dage. Dette stik viser templets hovedbygning i midten, og til venstre det lille murindhegnede indelukke til et bassin, der rummede vand, som blev anvendt til Isisritualerne.

rekonstrueret og rigt udsmykket med hvad der i dag er nogle af de kendteste malerier fra byen (Ill. 6).

Tilstanden på Forum omkring tidspunktet for udbruddet er imidlertid en noget større gåde. Et synspunkt går ud på, at det var en halvvejs opgivet ruin, som stort set ikke var blevet restaureret overhovedet. Hvis det var tilfældet, ville det allermindst være et tegn på, at pompejanernes prioriteter havde bevæget sig bort fra det fælles liv, for at sige det mildt. I værste fald kunne det tyde på et fuldstændigt sammenbrud af de borgerlige institutioner, en tilstand der (som vi skal se) ikke passer godt med andre vidnesbyrd fra byen. Der er på det seneste rettet en anklagende finger mod bjærgning eller plyndring efter udbruddet. Meget af Forum, hævder dette synspunkt, var blevet repareret eller endda forbedret. Men de lokale kendte til al den kostbare marmorbeklædning, som var blevet installeret kort 26

Pompeji.indd 26

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

forinden, og gravede sig ned for at redde den, ikke længe efter at byen var blevet begravet; de fjernede det fra murene, som kom til at se ud som om de var ufærdige eller simpelthen var forfaldne.

Bjærgningsholdene ville naturligvis også have været efter de mange kostbare bronzestatuer, der besmykkede pladsen.

Disse debatter og uenigheder er fortsat emner ved de arkæologiske konferencer. De udgør materiale for forskernes diskussioner og de studerendes opgaver. Men uanset hvordan de til sidst vil blive løst (hvis de da nogensinde bliver det), står én ting helt klart: ‘Vores’ Pompeji er ikke en romersk by, hvor dagligdagen forløb helt normalt, hvorefter tiden simpelthen ‘frøs fast’, sådan som så mange guidebøger og turistbrochurer påstår. Det er et meget mere udfordrende og interessant sted. Det blev afbrudt og forstyrret, evakueret og plyndret, og bærer mærker (og ar) efter alle mulige forskellige historier, som vil udgøre en del af denne bog, og som udgør fundamentet for det, vi kan kalde for ‘Pompejiparadokset’: at vi på én gang ved en hel masse og meget lidt om livet der i oldtiden.

Det er sandt nok, at byen giver os mere levende glimt af virkelige mennesker og deres virkelige dagligliv end stort set alle andre steder i romernes verden. Vi støder på forsmåede elskende (‘Væveren Successus er forelsket i en barpige ved navn Iris, og hun er bare ligeglad’, som der står i en indprentet graffiti) og skamløse sengevædere (‘Jeg pissede i sengen, jeg lyver ej, jeg var dum / men, kære vært, der var ingen potte i mit rum’, lyder et rim på væggen af et herberg).

Vi kan følge sporene efter Pompejis børn, fra det lille barn, som må have moret sig med at sætte et par mønter fast i det friske puds i midterrummet, eller atriet, i et fint hus, og som efterlod mere end 70 aftryk lige over gulvhøjde (og dermed også utilsigtet kom til at efterlade et fint dateringsvidnesbyrd for dekoreringen), til de børn, som i kedsomhed kradsede en række tændstikmænd i børnehøjde ved indgangen til en række bade, hvor de måske havde ventet på at deres mødre blev færdige i dampbadet. For ikke at nævne hesteseletøjet med deres små klokker, de grumme lægeredskaber (Ill. 7), det ejendommelige køkkenudstyr, fra æggekogere til mousseformer, 27

Pompeji.indd 27

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

7. Der er nogle forbløffende ligheder mellem vore egne gynækologiske specula og denne oldtidsversion fra Pompeji. Selvom nogle af delene mangler, er det tydeligt, at instrumentets ‘arme’ blev åbnet ved at dreje det T-formede håndtag.

hvis det da er det, de er (Ill. 78), eller de irriterende tarmparasitter, man stadig kan finde spor af på en toiletkant efter 2000 år – som alt sammen bidrager til at indfange synet, lydene og følelsen af tilværelsen i Pompeji.

Men selvom detaljer som disse er vidunderligt suggestive, er den større helhed og mange af de mere grundlæggende problemer omkring byen særdeles vanskelige at gennemskue. Det samlede antal indbyggere er ikke den eneste gåde, vi står overfor. Byens forhold til havet er en anden. Alle er enige om, at havet var nærmere ved Pompeji i oldtiden end det er i dag (hvor det er to kilometer væk). Men til trods for de moderne geologers dygtighed, er det stadig usikkert, hvor meget nærmere. Særlig ejendommeligt er det, at der lige ved siden af byens vestport, den vigtigste moderne indgang for besøgende, er et parti af muren med noget som i høj grad ligner fortøjningsringe til både, som om havet nåede næsten helt op til byen på det sted (Ill. 8).

Det eneste problem er, at der er blevet fundet romerske strukturer længere mod vest, det vil sige mod havet, og de var næppe blevet 28

Pompeji.indd 28

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

8. Dette ligner helt åbenlyst fortøjningsringe til både i muren i nærheden af Havporten. Det er næsten helt sikkert, at kystlinjen ændrede sig igennem de seneste 100 år af byens eksistens, og efterlod ringene langt fra kysten.

bygget under vandet. Den bedste måde at forklare det på, er ved igen at vende tilbage til den konstante seismiske aktivitet. Kysten og havniveauet må her – ligesom ved den nærliggende by Herculaneum, hvor bevægelsen kan dokumenteres meget tydeligt – have ændret sig dramatisk igennem de sidste par hundrede år af byens historie.

Endnu mere overraskende, så er der også en debat om de helt fundamentale datoer – ikke kun om datoen for det store jordskælv (som lige så godt kan have fundet sted i 63 som i 62), men også for selve udbruddet. Jeg vil anvende den traditionelle datering, den 24. og 25. august 79 igennem denne bog, som er det, vi i dag kan læse i Plinius’ beretning. Men der er gode grunde til at mene, at katastrofen fandt sted senere på året, om efteråret eller vinteren. Hvis man som en begyndelse går tilbage til de forskellige middelalderlige håndskrif29

Pompeji.indd 29

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

9. Allierede bombninger i 1943 forårsagede forfærdelige skader på Pompeji og ødelagde mange større bygninger. Her ses Trebius Valens’ Hus efter angrebene.

Mange af de bombede bygninger blev genopbygget så dygtigt efter krigen, at man aldrig ville gætte, at de praktisk talt var blevet ødelagt igen.

10. En udgravning i 1930’erne. Pompejanske huse dukker ikke frem fra jorden i uberørt tilstand. Rent faktisk betød kraften fra udbruddet, at de mere eller mindre ser ud som om at de var blevet bombet. Her er det malede puds fra den øvre etage faldet ned i rummene nedenunder.

30

Pompeji.indd 30

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

ter af Plinius’ Breve, finder man, at de giver alle mulige forskellige datoer for udbruddet (for romerske datoer havde ofte en tendens til at blive fejlagtigt kopieret af middelalderens skrivere). Det er ligeledes tilfældet, at der er findes en mistænkeligt stor mængde efterårsfrugter mellem ruinerne, og at mange af ofrene tilsyneladende bærer kraftige uldklæder, som ikke er det mest passende udstyr til en varm italiensk sommer – om end det, folk valgte at iføre sig da de forsøgte at flygte igennem nedfaldet fra et vulkanudbrud, muligvis ikke er den bedste indikation for årstidens vejr.

Et mere betydningsfuldt vidnesbyrd findes i form af en romersk mønt, fundet i Pompeji i en sammenhæng, hvor den ikke kunne være blevet tabt af plyndringsfolk. Specialisterne mener, at det tidligste tidspunkt denne mønt kunne være slået, var september 79.

Fakta er, at vi ved både en hel del mere og en hel del mindre om Pompeji, end vi tror.

POMPEJIS TO LIV Der er en gammel arkæologisk vittighed som fortæller, at Pompeji er død to gange: første gang var den pludselige død forårsaget af vulkanudbruddet, mens de anden er den langsomme død, byen har lidt siden man begyndte at afdække den i midten af 1700-tallet.

Et besøg på stedet vil vise lige netop hvad det er, denne anden død indebærer. Trods den heroiske indsats fra Pompejis arkæologiske tjeneste er byen ved at falde fra hinanden, ukrudt vokser over mange af de steder, hvor publikum ikke har adgang, nogle af de engang så klare malerier, der er blevet efterladt hvor de blev fundet på væggene, er nu falmet så meget, at de næsten er usynlige. Det er en gradvis forfaldsproces, der forværres af jordskælv og masseturisme, og som fik en ekstra hjælpende hånd af de grove metoder, de tidlige udgravere anvendte (men hvis man skal være ærlig, så har mange af de fine vægmalerier, de hakkede ud og anbragte på museer, klaret sig bedre end dem, der blev efterladt i deres oprindelige kontekst), 31

Pompeji.indd 31

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

af de allierede bombekampagner i 1943 (Ill. 9), som ødelagde flere dele af byen (de fleste besøgende er ikke klar over, at betydelige dele af for eksempel Det Store Teater og af Forum samt af nogle af de kendteste huse blev næsten fuldstændig bygget op på ny efter krigen, eller at restauranten på stedet blev placeret i et område med særligt kraftige bombeødelæggelser), og af tyve og hærværksfolk, for hvem det arkæologiske område, som er stort og vanskeligt at overvåge, udgør et fristende mål (i 2003 blev et par nyudgravede freskoer fjernet fra deres mur, for at blive fundet et par dage efter hos en lokal håndværker).

Men byen har på samme måde haft to liv: det ene i oldtiden, og det andet den moderne genskabning af oldtidens Pompeji, vi besøger i dag. Denne turistlokalitet forsøger at bevare myten om oldtidsbyen, som ‘frøs fast i tiden’, som vi kan vandre rundt i, som om det var i går. Det er faktisk slående, at selvom det romerske Pompeji ligger flere meter under nutidens jordoverflade, er indgangene til stedet arrangeret sådan, at vi ikke får nogen særlig fornemmelse af, at vi vandrer ned til den; oldtidsfolkenes verden kombinerer sig næsten umærkeligt med vores egen. Men hvis vi ser nøjere efter, ser vi, at den befinder sig i et mærkeligt ingenmandsland mellem ruin og rekonstruktion, oldtid og nutid. For det første er meget af den kraftigt restaureret, og ikke kun efter bombeskaderne fra krigen.

Det kommer som noget af et chok, når man ser fotografierne af bygningerne, da de blev udgravet (Ill. 10), og bemærker, i hvilken dårlig forfatning de fleste af dem blev fundet i. Men andre er blevet frisket op, deres mure er blevet lappet og genopbygget, så de kan bære nye tage – først og fremmest for at beskytte strukturen og udsmykningen, men besøgende forveksler dem ofte med mirakuløse levn fra romertiden.

Byen er ydermere blevet givet en ny geografi. Vi orienterer os nu i Pompeji ved hjælp af en række moderne gadenavne, heriblandt Via dell’Abbondanza (den vigtigste øst-vest-gennemfartsrute, der fører direkte til Forum, opkaldt efter figuren af gudinden Abundantia, der var udskåret på en af gadens fontæner), Via Stabiana (der gennem32

Pompeji.indd 32

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

skærer Abbondanza og fører sydpå mod byen Stabiae), og Vicolo Storto (Snoede Stræde, som den kaldes af indlysende årsager). Vi har stort set ingen anelse om, hvad disse gader blev kaldt i den romerske verden. En bevaret indskrift antyder tilsyneladende, at det, vi kalder Via Stabiana, dengang var Via Pompeiana, mens der også refereres til to andre gader (Via Jovia, det vil sige Jupiter Gade, og Via Dequviaris, muligvis med forbindelse til byrådet, eller decuriones), som ikke kan stedfæstes. Men det kan meget vel være, at de ikke havde specifikke navne i den moderne forstand. Der var i hvert fald ikke nogen gadeskilte, og intet system hvorved man kunne anvende gadenavne og husnumre til at stedfæste en bestemt adresse. Folk anvendte i stedet lokale kendetegn: En krovært fik for eksempel sine vinkrukker leveret således (hvilket vi stadig kan læse rundtomkring toppen på en af dem): ‘Til Euxinus [hvilket mere eller mindre kan oversættes som ‘hr. Gæstfrihed’], kroholderen, i Pompeji, nær amfiteatret’.

Vi har ligeledes givet byportene moderne navne, og opkaldt dem efter det sted eller den retning, de vendte mod: Nolaporten, Herculaneumporten, Vesuvporten, Havporten (mod havet), og så videre. I dette tilfælde har vi en noget klarere idé om, hvad oldtidens navne kan have været. Det, vi kalder for Herculaneumporten, for eksempel, var for de romerske indbyggere Porta Saliniensis eller Porta Salis, altså ‘Saltporten’ (efter de nærliggende saltværker).

Vores Havport kan meget vel være blevet kaldt Forumporten, eller det antyder nogle få stumper vidnesbyrd fra oldtiden, kombineret med en portion plausibel moderne deduktion i hvert fald; den vendte sig ikke alene mod havet, men var tillige den nærmeste port ved Forum.

I fraværet af oldtidsadresser anvender de moderne stednavnefortegnelser over byen et system fra slutningen af 1800-tallet til at referere til de enkelte bygninger. Den selv samme arkæolog, som perfektionerede teknikken til at afstøbe lig, Giuseppe Fiorelli (en tidligere revolutionær politiker, og den mest betydningsfulde direktør for de pompejanske udgravninger nogensinde), opdelte Pom33

Pompeji.indd 33

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

peji i ni forskellige områder eller regiones; derefter nummererede han hver eneste husblok inden for disse områder, og gik videre til at give hver eneste dør ud mod gaden et eget, individuelt nummer.

Med andre ord, ifølge denne stenografi, som nu er blevet standarden, vil ‘VI.xv.1’ betyde den første dør i den 15. blok i region 6, som ligger i byens nordvestlige del. For de fleste kendes VI.xv.1 imidlertid bedre som Vettiernes Hus. For ud over den spartanske moderne nummerering har i det mindste de fleste af de større huse samt kroerne og barerne fået mere stemningsvækkende betegnelser. Nogle af disse går tilbage til omstændighederne omkring deres første udgravning. For eksempel blev Hundredårshuset (Casa del Centenario) afdækket præcis 1800 år efter ødelæggelsen af byen, i 1879; Sølvbryllupshuset, udgravet i 1893, blev opkaldt efter kong Umberto af Italiens 25-års bryllupsjubilæum, som blev fejret det samme år – ironisk nok er huset nu bedre kendt end det kongelige ægteskab. Andre navne afspejler særligt mindeværdige fund: Menanderhuset er sådan et, Faunens Hus et andet, opkaldt efter den berømte dansende bronzesatyr, eller ‘faun’, der blev fundet der (Ill. 12), (dets tidligere navn, Goethes Hus, gik tilbage til sønnen af den berømte Johann Wolfgang von Goethe, som overværede noget af udgravningen i 1830, kort før han døde – men hans triste historie viste sig noget mindre mindeværdig end den åndfulde skulptur).

Ganske mange, for eksempel Vettiernes Hus, er blevet opkaldt efter deres romerske beboere, som en del af et meget større projekt med at genbefolke oldtidsbyen og med at passe de materielle levn sammen med de virkelige mennesker, der engang ejede dem, anvendte dem eller boede i dem.

Det er en spændende, om end undertiden problematisk tilgang.

Der er tilfælde, hvor vi kan være sikre på, at vi har fået det passet rigtigt sammen. Huset, der tilhørte bankmanden Lucius Caecilius Jucundus, for eksempel, er næsten blevet helt sikkert identificeret ved hjælp af hans bankarkiv, som var blevet opbevaret på loftet.

Aulus Umbricius Scaurus, den mest succesfulde lokale producent af garum (det karakteristisk romerske sammenkog af gæret fisk og 34

Pompeji.indd 34

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

skaldyr, som eufemistisk oversættes med ‘fiskesovs’), satte sit mærke og sit navn på sin egen elegante ejendom – med en række mosaikker, der viser krukker med substansen, med slogans som ‘Fiskesovs, bedste kvalitet, fra Scaurus’ fabrik’ (Ill. 57). Vettiernes Hus, med de fornemme freskoer, er med rimelig sikkerhed tilskrevet et par (formentlig) forhenværende slaver, Aulus Vettius Conviva og Aulus Vettius Restitutus. Det er på grundlag af to seglstempler og en signetring med disse navne, som blev fundet i indgangen, samt et par valgplakater, eller i det mindste deres oldtidsmodstykke, der var malet på ydersiden af huset (‘Restitutus agiterer for … Sabinus til at blive ædil’) – og på en formodning om, at et andet seglstempel, der blev fundet i en anden del af huset, denne gang med navnet Publius Crustius Faustus, tilhørte en lejer, der boede i overetagen.

I mange tilfælde er beviserne langt mere flygtige, og baserer sig måske på en enkelt signetring (som, når alt kommer til alt, lige så godt kunne være blevet tabt af en besøgende som af ejeren), et navn malet på en vinkrukke, eller et par graffiti signeret af den samme person, som om graffitikunstnere altid vælger at skrive på deres egne mure. En særligt desperat deduktion kom frem til navnet på den mand, der ejede byens bordel, og højdepunktet for mange moderne såvel som uden tvivl oldtidsromerske besøgende: Africanus. Det er et argument, som for en stor dels vedkommende er baseret på en trist besked, kradset, utvivlsomt af en kunde, på væggen i en af pigernes båse. ‘Africanus er død’ (bogstaveligt ‘er døende’), står der.

‘Underskrevet unge Rusticus, hans skolekammerat, der sørger over Africanus.’ Africanus kan meget vel have været en lokal beboer, eller det kan vi i hvert fald tillade os at formode, ud fra det forhold, at på en mur tæt ved havde en person med det navn lovet at støtte Sabinus (den samme kandidat, der havde fået Restitutus’ stemme) ved det lokale valg. Men der er ingen grund til at tro, at den unge Rusticus’ udtryk for postcoital sørgmodighed, hvis det da var det, det var, rummede nogen som helst hentydning til bordellets ejer.

Det endelige resultat af dette og andre sådanne overoptimistiske forsøg på at opspore oldtidens pompejanere og anbringe dem i 35

Pompeji.indd 35

02.11.2020 13.43

POM PEJ I

deres rette huse, barer og bordeller, er tydeligt: I den moderne fantasi er en masse pompejanere endt på det forkerte sted. Eller, for at formulere det mere generelt, der eksisterer en stor kløft mellem ‘vores’ oldtidsby og den by, der blev ødelagt i 79 e.Kr. Jeg vil i denne bog konsekvent anvende kendetegnene, pejlemærkerne og terminologien fra ‘vores’ Pompeji. Det ville være forvirrende og irriterende at kalde Herculaneumporten ved dens oldtidsnavn ‘Porta Salis’.

Nummereringen, der blev indført af Fiorelli, gør det muligt for os hurtigt at stedfæste en lokalitet på en plan, og jeg vil anvende den i referenceafsnittene. Og selvom nogle af dem kan være nok så forkerte, så er de berømte navne – Vettiernes His, Faunens Hus, og så videre – langt den nemmeste måde at huske et bestemt hus eller en lokalitet på. Men jeg vil også undersøge den kløft mere detaljeret og overveje, hvordan oldtidsbyen er blevet forvandlet til ‘vores’ Pompeji samt reflektere over de processer, vi anvender til at få mening i de levn, der er blevet afdækket.

Ved at understrege disse processer er jeg både helt ajour, samtidig med at jeg på en måde vender tilbage til en mere 1800-talsagtig oplevelse af Pompeji. De besøgende fra 1800-tallet nød naturligvis, ligesom deres modparter i det 21. århundrede, illusionen om, at man trådte tilbage i tiden. Men de var også betagede af de måder, hvorved fortiden blev lagt frem for dem: et ‘hvordan’ såvel som et ‘hvad’ vi ved om det romerske Pompeji. Det kan vi se ud fra konventionerne i deres mest populære guidebøger til stedet, først og fremmest Murrays Handbook for Travellers in Southern Italy, som blev udgivet første gang i 1853 for at imødekomme begyndelsen af masseturismen (i stedet for blot overklasseturister) på stedet. Jernbanelinjen var åbnet i 1839 og blev det foretrukne transportmiddel for de besøgende, og de blev betjent af en kro i nærheden af stationen, hvor de kunne spise frokost efter deres anstrengelser mellem ruinerne. Kroen havde et vekslende omdømme (i 1853 havde den angiveligt ‘en meget høflig og tjenstvillig vært’, mens læserne i 1865 blev anbefalet ikke at lange til fadet uden at være kommet til ‘enighed med hensyn til betalingen på forhånd med den gæve krofatter’), 36

Pompeji.indd 36

02.11.2020 13.43

Et afbru dt li v

men den var kimen til en kolossal industri med snacks, frugt og især vand på flaske, som nu dominerer udkanten af lokaliteten.

Murrays Handbook engagerede de victorianske besøgende med fortolkningsproblemer og beskrev de forskellige konkurrerende teorier om, hvad formålet var med nogle af de store offentlige bygninger, der var blevet opdaget. Var den bygning, vi kalder for macellum (marked) på Forum virkelig et marked? Eller var den et tempel?

Eller var den en kombination af en helligdom og en café? (Som vi skal se, er mange sådanne spørgsmål endnu ikke blevet løst, men de moderne guidebøger har en tendens til at snyde deres læsere – de vil sikkert sige skåne dem – for problemerne og uenighederne.) De er endda omhyggelige med at notere, sammen med beskrivelsen af hver enkelt oldtidsbygning, datoen for og omstændighederne omkring dens genopdagelse. Det er som om at disse tidlige besøgende forventedes at holde to kronologier i gang i deres hoveder på en gang: på den ene side selve oldtidsbyens kronologi, og på den anden historien om Pompejis gradvise genopdukken i den moderne verden.

Vi kan endda forestille os, at de berømte episoder, hvor lig eller andre bemærkelsesværdige fund bekvemt blev ‘opdaget’ netop som besøgende dignitarer kom forbi, var et andet aspekt af den samme optagethed. I dag har vi det med at le af disse numre og af deres publikums godtroenhed (kunne de kongelige besøgende virkelig have været så naive, at de troede, at sådanne vidunderlige opdagelser rent tilfældigt fandt sted netop som de selv ankom?). Men som så ofte, så afslører turistbranchens tricks i lige så høj grad de besøgendes forhåbninger og forventninger som de lokales durkdrevenhed. De besøgende her ville ikke kun se selve fundene, men også de udgravningsprocesser, der bragte fortiden frem i lyset.

Det er nogle af de spørgsmål, jeg gerne vil bringe tilbage i fokus.

37

Pompeji.indd 37

02.11.2020 13.43