PROVOKUNST
PROVOKUNST
Gads Forlag
PROVOKUNST
Fra hesteofring til skamstøtte
© Forfatteren og Gads Forlag A/S, 2024
Forlagsredaktion: Stine Friis Møller
Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Ditte Vejlstrup
Forside: Fra Hesteofringen af Bjørn Nørgaard, foto Jørgen Schytte
Forfatterfoto: Jon Henriksen
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: Scandbook AB 978-87-12-07573-8
1.udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Udgivelsen er støttet af Arne V. Schleschs Fond og VELUX FONDEN.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.
www.gad.dk
”Den provo, guderne elsker, dør aldrig.”
Jørgen Nash ved Jens Jørgen Thorsens begravelse, 2004.
INDHOLD
Når kunst provokerer 10
Kunstneriske aktioner 16
Hesteofringen 18
Eks-skolen 21
Den kvindelige Kristus på Børsen 23
Man gør det, man gør, fordi det på det tidspunkt
man gør det, er nødvendigt
– Samtale med Bjørn Nørgaard 27
Provokér 32
Hætsjj 35
Mediet var budskabet 37
100 års provokationer 42
Provokunstens historie. En skitse 44
Den folkelige provokunstner PH 53
Provoer af Guds nåde 54
Havfruemorderen 56
Jesus vender tilbage 62
Oprøret breder sig 70
Provolærerne 72
Cæsar på Strøget 75
Trilles trusser 80
Rindal mod Rifbjerg 81
Var Rifbjerg provo? 85
Provokation som metode, lidenskab og skæbne 88
Julemandshæren 90
Barrikadeforvirringsteater
– Samtale med Britta Lillesøe 94
Allotria 101
Idioten Lars von Trier 104
Da Dan Turèll blev til Onkel Danny 112
Laserlyset på Vestkysten 118
Hornsleth, en poppet plattenslager 125
Sammenstød 128
Onkel Reje 130
Han tog pengene og løb 131
Jorns overlimede ælling 135
Dommen i Viborg 139
PS 141
Frederik 5. 142
Den flyvende feminist
– Samtale med Simone Aaberg Kærn 146
Et sammenstød mellem værk og verden
– Samtale med Esben Weile Kjær 155
Beskueren beriger værket
– Samtale med Firoozeh Bazrafkan 166
Klimakunst 172
Han råber verden op 176
Kendt, men ikke anerkendt 178
Skamstøtten i Hong Kong 181
#DenmarkStandsWithHongKong 184
En lille lortekunstner i Odense
– Samtale med Jens Galschiøt 185
Samfundslim 202
Det tredje sprog
– Samtale med Julie Rokkjær Birch 204
Det er kunstens væsen at provokere og konfrontere
– Samtale med Marie Nipper 214
Kunsten genfortryller samfundet
– Samtale med Mikkel Bogh 221
Hvad skal vi med provokunst? 236
Kunstneren er blevet sin egen reklamesøjle 238
Skrivefrækheden og facitlisten 241
Der, hvor samfundslimen bliver rørt sammen 245
Tak 250
Tidslinje 252
Kilder 262
Firoozeh Bazrafkan: Protest mod koranloven foran Christiansborg, 2023.
NÅR KUNST PROVOKERER
Billedhugger og happeningmager Bjørn Nørgaard skabte i 1969 sammen med kunstneren Lene Adler Petersen Den kvindelige Kristus på Børsen i København. Adler Petersen blev filmet vandrende nøgen gennem Børsen, bærende på et kors, mens børsmæglere forbløffede så på. Det var godt stof i medierne.
Året efter udførte de to kunstnere Hesteofringen på en mark i Kirke Hyllinge i Nordsjælland. Nørgaard slagtede en hest og agtede at udstille det parterede dyr som sit bidrag til udstillingen Tabernakel på Louisiana, museet for moderne kunst i Humlebæk. Jeg var selv 15 år dengang og husker endnu avisbillederne fra marken i Kirke Hyllinge. Det var bare for meget at udstille den parterede hest i syltetøjsglas i Louisianas udstillingsrum i 1970. Men efterhånden begyndte omverden at opfatte Hesteofringen som mere end en provokation for provokationens egen skyld. Det var jo i hvert fald også en mediehappening, der viste, hvordan vores virkelighed defineredes af medierne. Hesteofringen fik os til at forstå, at medierne kunne få os til at gå mere op i en hesteslagtning i Nordsjælland end i krigen i Vietnam. Måske handlede Nørgaards rituelle happening nok så meget om proportioner, og om hvordan vi opfattede virkeligheden? I dag må jeg erkende, at Hesteofringen har sat sig som noget, jeg ikke glemmer. Ligesom værket er et tilløbsstykke, når det udstilles.
De to happenings – Den kvindelige Kristus og Hesteofringen – var begivenheder, der fik danskerne til at standse op og spørge: ”Hvor går grænsen for den kunstneriske ytringsfrihed?” Der er ingen tvivl om, at de satte spørgsmålstegn ved vores værdier og mulige dobbeltmoral. For heste, køer og grise slagtes jo hver eneste dag på autoriserede slagterier i Danmark, ligesom kristendommen prædikes i kirken og ikke på Børsen.
I de år blev provokation et virkningsfuldt værktøj for samtidskunsten. Provokationer kunne noget, når det kom til medier, berømmelse og folkelig kommunikation, opdagede kunstnere, der ville mere end bare at blive anerkendt på parnasset. Provokationen blev en metode til at få kunsten ud til folket i en tid, der var præget af nye elektroniske medier og massekultur.
Den Lille Havfrue på Langelinie i København havde allerede i 1964 fået savet sit hoved af. Det var noget, man snakkede meget om dengang. Der var jo tale om et nationalklenodie. Den Lille Havfrue vedkom hele nationen, vores nationale selvforståelse så at sige. Men statuen blev endnu mere et nationalt anliggende, da kunstneren Jørgen Nash et par år senere forvandlede kriminalsagen om havfruen til en medieføljeton om drabet på havfruen. Først påstod Nash, at han kendte gerningsmanden, senere at det måske var ham selv, der havde skåret havfruens hoved af. Så blev han indkaldt til forhør hos politiet, men sagen blev aldrig opklaret.
Siden da har vi oplevet teatergruppen Solvognens Julemandshæren, der stjal varer i Magasin og uddelte dem gratis til børn i julen 1974. I dag er aktionen en del af den danske kulturkanon.
Jens Jørgen Thorsens seksuelt frivole film Jesus vender tilbage havde premiere i 1992. Christian Lemmerz udstillede døde, sammensyede grise, Michael Brammer fremviste udstoppede hunde, Marco Evaristti blendede fisk, og så var der Jens Galschiøt. Han råbte verden op med spektakulære, stærkt provokerende værker som Min indre svinehund (1993), Survival of the Fattest (2002) og Skamstøtten, der siden 1996 er blevet opført otte forskellige steder. Især opsætningen af Skamstøtten i Hong Kong til minde om ofrene for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 skabte verdensomspændende opmærksomhed og gjorde Galschiøt til Danmarks måske mest berømte nulevende kunstner.
På tværs af kunstarter lader en rød tråd sig ane, som et spor af grænseoverskridende kunstnere, der strunter i borgerligheden og anvender provokation som værktøj og metode. Der er tale om flere generationer af danske provokunstnere, der bevidst bryder grænserne for, hvad der er god smag.
Selv om provokationer i 100 år har spillet en betydelig rolle i dansk billedkunst, film, teater, musik, litteratur og diverse blandingsformer, er provokunsten i al sin mangfoldighed endnu ikke blevet beskrevet og fortolket i bogform. Med denne bog forsøger jeg at indhente det forsømte. Det gør jeg ved at fortælle historien
om, hvordan provokunst på tværs af kunstarter har påvirket, rykket grænser og været med til at forny og udvikle vores måde at tænke og se på. Provokunstnerne leger med vores tabubelagte forhold til død, sex, nøgenhed, religion, dyremishandling, dobbeltmoral m.m. Ved at benævne og tematisere tabuiserede områder af livet ændrer de vores syn på verden og dermed – om end ofte langsomt – den måde, vi lever og tænker.
Gennem en række nedslag i billedkunst, film, teater, musik og litteratur, der anvender provokation som virkemiddel og metode, forsøger jeg at vise, hvordan provokationer er blevet en del af vores kulturarv, indgår i vores hverdagsliv og som sådan har været med til at skabe det Danmark, vi lever i. Mere end en snæver kunsthistorie vil jeg fortælle en dramatisk og spraglet kulturhistorie. Jeg håber på den måde at byde en bredere sammensat skare indenfor end dem, der i forvejen befolker den danske kunstscene. Bogen vil vise, hvordan kunst kan påvirke samfundet, og hvordan provokunsten har udvidet ytringsfrihedens grænser herhjemme.
Tilbage står spørgsmålet om, hvilke provokunstnere der vil blive stående i kunsthistorien, og hvilke der blot opnår et øjebliks opmærksomhed med deres provokationer. Det håber jeg, bogen vil skabe debat om. Provokunst kalder nemlig på stillingtagen og måske revurdering værk for værk, så sandt som en kunstnerisk genre kan indeholde både skidt og kanel.
Det er tankevækkende, at mens Bjørn Nørgaard i dag hædres med kors og bånd med stjerner på, er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og skaber gobeliner til Dronning Margrethe, så er Jens Galschiøt ikke repræsenteret på et eneste dansk museum.
Hvorfor anerkendes den ene, mens den anden forsøges retoucheret ud af kunsthistorien? Hvor stor betydning har tankeindholdet i et værk for dets kunstneriske værdi? Er provokationerne også kunst, når chokeffekten har lagt sig? Har provokunst i det hele taget en blivende værdi, eller er provokationer i
samtidskunsten tidsspecifikke og dømt til glemsel i den rastløse, globale medielabyrint?
Forfatteren Ole Grünbaum definerer i Provokér (1967) provoer som ”mennesker, der af personlige grunde er kommet i modsætningsforhold til samfundet”. Provokationer opfatter Grünbaum som en sammensmeltning af aktivisme og kunst. ”Provokationen er en kunstnerisk forestilling, et politisk maleri, et digt i rummet,” skriver han. ”Jo stærkere den er kunstnerisk, jo stærkere vil den aktivere en bevidsthed om forandring. På den måde bliver provokationen på én gang en bevægelse og et instrument til ny erkendelse.” Det er i den ånd, jeg vil undersøge provokunsten i Danmark. Jeg vil forsøge at finde ud af, hvilke spor havfruens afhuggede hoved, Hesteofringen og Skamstøtten har sat sig i os som folk og nation. Kan provokunsten kort sagt være et instrument til nye erkendelser?
Blandt andre Esben Weile Kjær og Bjørn Nørgaard har svært ved at forbinde sig selv med begrebet ”provokunst”. ”Der er fandens til forskel på gode og dårlige provokunstnere,” sagde én til mig. ”Jeg vil ikke rubriceres sammen med typer som Kristian von Hornsleth,” sagde en anden. Kunsthistorikere anvender af og til begreber som konfronterende og grænseoverskridende om den provokerende kunst. Alligevel har jeg erfaret, at folk umiddelbart forstår, hvad jeg mener, når jeg bruger ordet ”provokunst”.
Når jeg anvender begrebet, er det, fordi jeg forsøger at skrive en kulturhistorisk dokumentation af dansk kunst, der har provokeret, udfordret og overskredet grænser siden 1920’erne. Jeg begynder med forbuddet mod Broby-Johansens digtsamling Blod fra 1922 og slutter med Firoozeh Bazrafkan, der rev koranen i stykker med et rivejern foran den iranske ambassade i København i 2023. Undervejs forsøger jeg at vise, hvilke debatter og bevægelser provokunsten har skabt i samfundet. I sidste ende håber jeg, at bogen vil inspirere til overvejelser om kunstens betydning for samfundsudviklingen. Har provokunsten gjort vores velfærdsdemokrati lidt mere rummeligt?
Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. Den kvindelige Kristus på Børsen i København, 1969.
KUNSTNERISKE AKTIONER
Hesteofringen
Henad klokken 10 om formiddagen den 30. januar 1970 ankom Bjørn Nørgaard (f. 1947) iført skind og et rødt pandebånd til en mark i Nordsjælland. Med sig havde han hoppen Røde Fane, eller Tulle, som den tidligere ejer havde døbt den. Røde Fane var klædt i røde og sorte silkestoffer, som symboler på anarkisme og socialisme. Bjørn Nørgaards kone, kunstneren Lene Adler Petersen, mødte op med et stort kors, og komponisten og billedkunstneren Henning Christiansen spillede på en grøn violin. Aktionen blev foreviget af Danmarks dengang største dagblad, Ekstra Bladet. ”Jeg behøvede et offentligt rum,” fortalte Bjørn Nørgaard senere til DR. ”Vi blev så enige om, at det skulle foregå i Ekstra Bladet.” På den måde blev det en mediehappening.
Bjørn Nørgaard opfattede aktionen som en protest imod USA’s krig i Vietnam. ”Vi kunne ikke begribe, at de her amerikanere, der ellers var vores helte, brugte teknologien til at hælde bomber ned i hovedet på nogle risbønder i Vietnam. Vi mente, at den teknologi skulle bruges bedre,” sagde han 50 år efter aktionen.
I dagene og ugerne efter skabte Hesteofringen så voldsom debat, at Bjørn Nørgaard måtte forlade sin lejlighed i København og gemme sig på grund af trusler. Folk var rasende over, at en kunstner kunne finde på at slagte et dyr, og nok så meget, at han havde den frækhed at kalde Hesteofringen for kunst.
Efter seancen i Kirke Hyllinge blev den parterede hoppe lagt i syltetøjsglas stykke for stykke, og det var meningen, at glassene skulle indgå i en udstilling på kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Bjørn Nørgaard ville have opstaldet Røde Fane på museet, før den skulle ende i formaldehyd og udstilles i syltetøjsglas. Det var også den oprindelige ide, at Hesteofringen skulle udføres på Louisiana, hvor Bjørn Nørgaard deltog i udstillingen Tabernakel. Her havde han opstillet et telt midt i udstillingslokalet, hvor han boede i udstillingsperioden. Men Louisiana ønskede ikke at lægge museum til selve hesteslagtningen. Derfor endte Hesteofringen med at foregå på
en mark i Kirke Hyllinge – og de danske kunstnere med at udvandre fra Louisiana med Bjørn Nørgaard i spidsen.
I antologien Dengang i 60’erne (1978) fremhæver forfatteren Ebbe Kløvedal Reich Hesteofringen. ”Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen er offerpræst og offerpræstinde, og han læser teksten over den hest, de lige har ofret på kunstens og virkelighedens alter, og som senere blev udstillet i syltetøjsglas,” skriver Kløvedal. ”Blandt virkningerne af dette sære ritual var, at dyrevenner blev modstandere af Kunstfonden. For præsteskabet selv var offeret et farvel til ’kunsten’. De begyndte i stedet på et helt hæderligt erhverv som arbejdere i et produktionskollektiv, Eks-Skolens Trykkeri.”
Da DR i 2020 spurgte Nørgaard, om han fortrød Hesteofringen, der gjorde ham landskendt som ”hesteslagter”, svarede han: ”Jeg opfatter intet af det, jeg har foretaget mig, som småskørt. Den happening var en logisk konsekvens af de tanker, vi havde om kunst og samfund på det tidspunkt.”
I løbet af fem årtier havde den kunstneriske aktion nærmest opnået kultstatus som en skelsættende begivenhed i samtidskunsten. Syltetøjsglassene var nu en del af samlingerne på kunstmuseet ARoS i Aarhus og Statens Museum for Kunst i København. I dag er det nemmere at se, at Hesteofringen var en happening, der bl.a. tydeliggjorde den magt, massemedierne havde erobret i 1960’erne. Mediet var budskabet, som den indflydelsesrige canadiske medieforsker Marshall McLuhan proklamerede. Hesteofringen afslørede også det dobbeltmoralske i, at mens vores allierede USA førte blodig krig i Vietnam, kunne “hesteslagteren” provokere hele velfærdsstaten med sin kunstaktion. Og så var Hesteofringen et oprør mod den pænhed, der låste kunsten inde i et elfenbenstårn fjernt fra folket. Bjørn Nørgaard overskred med sin aktion grænserne for den borgerlige kunst og bragte kunsten ud til hele befolkningen.
Det var altså både en mediehappening, en protest mod dobbeltmoral og krig – og en redefinering af kunstens rolle i det borgerlige samfund. Til de formål brugte Bjørn Nørgaard en hest, Ekstra Bladet og provokationen som middel og metode.