Rejsen mod Europa – de seneste 200 år

GADS FORLAG DE 200SENESTEÅR JAKOB DANNESKIOLD-SAMSØE

Til mine børn og deres mødre.

JAKOB EDANNESKIOLD-SAMSØERejsenmoduropaDeseneste200år

GADS FORLAG

Rejsen mod Europa De seneste 200 år © 2022 Jakob Danneskiold-Samsøe og Gads Forlag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Anne Mette Palm Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsillustration: Rue de Paris, temps de pluie Maleri af Gustave Caillebotte. Art Institute of Chicago Grafisk tilrettelæggelse: Bech Grafisk Kort: Per Jørgensen Repro: Garn Grafisk Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina ISBN: Bogen978-87-12-06914-0erudgivetmedstøtte fra G.E.C. Gads Fond Kopiering fra denne bog må kunne finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

INDHOLD Forord 9 Wienerkongressen 11 Nationernes Europa 14 21. Romantik og nationalt fællesskab 17 Den tæmmede romantik 17 Staten 21 Opdagelsen af folket 23 Udviklingen af modersmålene 33 Magtens sprog og folkets sprog 51 22. Mod demokrati og nationalstat 57 Revolutionsåret 1848 57 Vesteuropas vej til demokrati 64 De nye stater på Balkan 67 Centraleuropa under dobbeltørnen 76 Viva Italia! 81 Tysklands samling 86 Folkestyre og nationalstat i Skandinavien 94 Industrialiseringen 104 23. Industrialiseringen 107 Landbrugsrevolutionen 108 Tekstilindustrien 110 Jernindustrien 113 Dampkraft 115

Patenter og risikovillig kapital 120 Udbredelsen af industrialiseringen 122 Standardisering og videnskab 125 24. Industrisamfundet 131 Frys, flygt eller kæmp 131 Den anden kolonisering 143 25. Jagten på Europas rødder 147 Konstruktionen af Europas rødder 151 Darwinismen 161 Civilisationsprojektet 173 Rædslernes århundrede 182 26. Moder niteten 185 De fantastiske tyskere 186 Oplyste boulevarder og tusmørkegyder 193 Hurtigere, højere, længere 204 27. Urkatastrofen 213 Vejen til katastrofen 214 Sopherl, Sopherl, stirb mir nicht 221 Mobilisering 223 Den tyske plan 227 Krigens gang 229 28. Pest over Europa 235 Den skæbnesvangre fred 237 Den fortabte generation 242 De russiske revolutioner 261 De fordømte 269 Vejen til fascismen 277

29. Nazismen 295 Demokratier under pres 305 Vejen til Auschwitz 329 Ragnarok 350 30. Dagen derpå 363 Det, som gik tabt 363 Opdelinger og opgør 368 Retsopgøret i de besatte lande 372 Fortielser og løgne blandt Aksemagterne 387 31. Den Kolde Krig 403 Jerntæppet 403 Enden på Europas dominans 417 32. Det delte Europa 423 Drømmen om det gode liv 424 Ungdomsoprøret 427 Fra Kul- og Stålunion til Romtraktaten 432 De første udvidelser 442 Afslutningen på Den Kolde Krig 446 Tysklands genforening 467 Det europæiske hus og dets spøgelser 470 33. Visioner og spøgelser 473 Den jugoslaviske borgerkrig 474 Fra fællesmarked til union 481 “Vi fik vores sjæl igen” 486 Stemmer, der rystede Europa 491 34. Good evening, Europe! 497 Vedvarende sproglig mangfoldighed 498 EU som genkendeligt demokrati 499 Regionernes Europa 504

“Ikke så højt. Hvem ved, måske er De pervers?”

35. På gengroede stier 509 Videnskab og rationalitet 509 Tanken om fremskridt og demokrati 510 Nationalstat og fredslyst 511 Internationalt samarbejde 512 Dorte og de kloge hoveder 513 Litteratur 523 Illustrationer 528 Personregister 529 “Selv væggene i vores søde pariserhotel er konstrueret sådan, at man altid er i kontakt med dem, der bor ved siden af én. Af Dem kender jeg hele kunstværker af drømme, som De ofte synger eller græder hen imod nattens ende. Jeg skelnede engang ordet Europa. Er det en kvinde?”

“En gammel luder!” sagde jeg leende. “Jeg skændes tit med hende, fordi hun insisterer på at ligge i min seng, og jeg har svært ved at blive fri for hende. Skriger jeg?”

– Fra Yvan Goll, Eurobacillen (1927)

9 FORORD

Jakob Danneskiold-SamsøeSøborg·Juli2022

Her følger anden etape af Rejsen mod Europa – første bind udkom i april 2022. Formålet er at give et overblik over den udvikling, der har ført til det Europa, vi har i dag. Det er altså de brede udviklings træk, ikke kun begrænset til politisk historie, men i høj grad også det, man kalder kulturhistorie.

Jeg har forsøgt at se udviklingen i fugleperspektiv og foretaget nogle skarpe til- og fravalg, som forhåbentlig giver mening. Det har ikke været nemt, når vi kommer ind i vores egen levetid, for histo rie forstås nu engang bedst på afstand. Ligeledes er forskningen og kildematerialet enormt, men ligesom i første bind har jeg bestræbt mig på at skrive så meget som muligt, der ikke er tilgængeligt andre steder. Bagerst i bogen er forslag til yderligere læsning. Med imperialisme, nationalisme, kommunisme, to verdenskrige, holocaust og EU er mange af emnerne kontroversielle, men forhå bentlig fremstår tingene klarere, når du har vendt sidste side. God fornøjelse.

Wienerkongressen indledes i september 1814 og har delega tioner fra næsten 200 europæiske stater, byer, fyrstehuse og orga nisationer. Tallet indbefatter udsendinge fra enkelte klostre såvel som en delegation fra den tyske forlagsbranche, og i den forstand har kongressen lidt karakter af et folkemøde, om end der er ganske anderledes stil over den. Man kan ikke befri sig fra den tanke, at Europas overklasser ønsker at vise det revolutionære Europa, hvad de virkelig formår. Skal man tro deltagernes erindringer, er det en flimrende kæde af baller, koncerter og teaterforestillinger, en hvir vel af smukke kvinder og elegante kavalerer. Selv den festglade rus siske zar, Aleksander 1., er overvældet, efter at han i en hel måned har danset i timevis hver aften. For zaren er der ellers nok at gøre, for mens de fleste deltagere kan forlyste sig, er det sejrherrerne Rusland, Storbritannien, Østrig og Preussen, der sætter dagsordenen. De ser det som deres hovedop gave at rulle revolutionen tilbage, ikke bare i Frankrig, men i hele Europa. Derfor skal ideer om “politisk frihed” og “national sam Wienerkongressen efter maleri af Jean-Baptiste Isabey, 1819.

11 WIENERKONGRESSEN

I 1814 er Napoleon besejret. De store europæiske krige, som har raset næsten uafbrudt siden 1792 mellem Frankrig og forskellige koalitioner, er overstået. I omegnen af tre millioner soldater og lige så mange civile er døde på slagmarker fra Portugal til Rusland. Fyr ster er styrtet, og stater tilintetgjort, og Europas herskere mødes i Wien for at rydde op efter Den Franske Revolution og dens ideer.

Kongressen skaber et europæisk “sikkerhedsråd”, som holder jævnlige konferencer og består af Rusland, Preussen, Østrig og Stor britannien. En tid styrer det Europa, især for at imødegå nye revo lutioner, men efterhånden løber det ud i sandet. Det er en skam, for i sidste ende kunne eksistensen af et sådant råd muligvis have hindret udbruddet af Første Verdenskrig hundrede år senere.

Ellers er udfaldet af kongressen ærkekonservativt. Man lader fuldstændig hånt om tanken om “national samhørighed” og flytter rundt på europakortet, som man lyster. Østrig sætter sig på hele

12 hørighed” manes i jorden. Målet er at vende tilbage til “fyrsternes Europa”, og det kommer til at bestemme grænserne for især Euro pas multietniske imperier. Ud over denne konservative dagsorden kan man ikke blive enige om ret meget andet, og de allierede ryger snart i totterne på hinanden. Især frygter man det stadig mægtigere Rusland, som med sejren over Napoleon for alvor træder ind på den europæiske scene. Rus land bliver en vigtig del af den europæiske sikkerhedsorden eller “koncert”, som man kalder det. Landet bliver ikke kun politisk integreret i resten af Europa, men også kulturelt. En stor mængde russere kommer til Vesteuropa i forbindelse med krigene og bliver inspirerede af, hvad de oplever. Siden Peter den Store har zarerne forsøgt at gøre det russiske aristokrati og kulturliv europæisk. Den Store Nordiske Krig 1700-21 har for alvor bragt Rusland ind i euro pæisk sikkerhedspolitik, men det er først langt ind i 1800-tallet, at russiske forfattere og komponister begynder at vinde indpas i resten af Europa. Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij bliver læst og værdsat, det samme gør dramatikere som Ivan Turgenev og kom ponister som Pjotr Tjajkovskij, hvis balletter bliver en central del af det fælleseuropæiske kulturgods. Mens man i Wien er i færd med at intrigere og danse, kommer der pludselig bud om, at Napoleon er vendt tilbage, og at en stor del af franskmændene har sluttet sig til ham. Som bekendt ender eventyret brat efter godt 100 dage ved Waterloo i juni 1815, og kon gressen kan fortsætte sit arbejde.

Norditalien, mens Syditalien kommer i hænderne på en gren af Bourbon-familien, og paven kan vende tilbage til Rom. Italien er, som den østrigske statsmand fyrst Metternich udtrykker det, “et rent geografisk begreb”. Det meste af Polen genoprettes ikke, men forbliver delt mellem Preussen, Rusland og Østrig. Det lille polske fyrstedømme, man opretter, kommer i personalunion med Rusland og bliver dermed både formelt og reelt en russisk lydstat. Nederlan dene, Luxembourg og det, der i dag er Belgien, forenes til Kongeri getNorgeNederlandene.kommer

i personalunion med Sverige. Det er ikke noget, svenskerne egentlig har ønsket, og da slet ikke nordmændene, som i 1814 har udformet deres egen Eidsvoll-forfatning, der skal danne grundlag for en selvstændig norsk stat. Planen er derimod udtænkt af den nye svenske konge, Jean-Baptiste Bernadotte, der er en af Napoleons frafaldne marskaller og i lommen på zaren. Et af motiverne er ønsket om at stække fremtidig dansk flådemagt.

I bytte får russerne Finland, der har været en del af Sverige siden østersøkorstogene i middelalderen, igen imod både svenskeres og finners ønsker.

Da deltagerne tager hjem til hver sin del af Europa, kan de ikke bare glæde sig over, at de har fået deres livs fest, men også over, at de har fået rullet Den Franske Revolution tilbage. Imidlertid bliver mange af dem så gamle, at de når at opleve, at det konservative Europa, de har kæmpet for, bryder sammen.

I løbet af 1800-tallet opstår mange af de nationalstater, som i dag kendetegner Europa. Det betyder, at folk og stat i prin cippet er ét. Samtidig vinder demokratiet frem flere steder på kontinentet. Udviklingen af nationalstaten og demokratiet er forbundne, men de er ikke det samme. Man kan godt kæmpe for en nationalstat uden at være demokratisk, og man kan være demokratisk uden at gå ind for en nationalstat. Vi er nået til en af de mest komplicerede og stadigt aktuelle dele af vores rejse. Vi kommer vidt omkring, så det gælder om at holde tungen lige i munden.

NATIONERNESEUROPA

Den traditionelle opfattelse er, at den kulturperiode, vi kalder oplys ningstiden, afløses af romantikken, som især kommer fra Tyskland. Da jeg gik i skole, lærte vi, at romantikken var en reaktion mod oplysningstiden – et følelsernes oprør mod salontænkernes kolde rationalitet. Imidlertid så vi i første bind, at Rousseau priser det naturlige frem for det opstyltede og taler om “almenviljen”, og at Diderot og d’Alembert i Encyklopædien gør meget ud af håndværk og folkeliv. Hvorom alting er, kommer der fra sidst i 1700-tallet en voldsom opvurdering af det naturlige og oprindelige. Groft sagt opdager akademikerne folket. Nogle vil sige, at de ligefrem opfin der folket. Den tæmmede romantik Mens oplysningstiden vægter den rationelle analyse, vægter roman tikerne fantasien og lidenskaberne. Fra slutningen af 1700-tallet beskriver tyske digtere som Johann Wolfgang von Goethe og Fried rich Schiller stormfuld kærlighed, men også følelser som tungsind, gru og frihedstrang. Goethes digt “Erlkönig” fra 1782 beskriver et døende barns rædsel, som den voksne ikke forstår. Det satte Schubert Thomasine Gyllembourg, maleri af Jens Juel, 1795.

17 21. ROMANTIK OG NATIONALT FÆLLESSKAB

18

siden musik til og indledte dermed den tyske Lied tradition. Her i Ole Klitgaards oversættelse fra 1994-95: Mein Vater, mein Vater, und siehst du nicht dort Erlkönigs Töchter am düstern Ort? –

En tilsvarende revolutionsbegejstring kan vi finde hos den en gelske billedkunstner William Blake omkring Den Franske Revolu tion i 1789, som blander oprørskhed mod den mekaniske fornuft og faderligt tyranni med revolutionsbegejstring og religiøs mystik, og især gør sig gældende i billedbøger.

En anden engelsk digter, Percy Bysshe Shelley, hvis hustru, Mary, for øvrigt skriver Frankenstein, er fra sin tidligste tid en balladema ger, som bliver smidt ud af universitetet i Oxford og i 1812 skriver

Der er de, der er de, du ser dem jo der! Elkongens døtre i dunkelt skær! Min søn, min søn, jeg ser det så sandt: de ældgamle piles grålig’ gevandt.

Mein Sohn, mein Sohn, ich seh‘ es genau: Es scheinen die alten Weiden so grau.

De tidlige romantikere udfordrer vedtagne borgerlige normer for selvbeherskelse, faderlig dominans og sociale normer. I en tid, hvor selvmord både er strengt tabu og ulovligt, lader Goethe i Den unge Werthers Lidelser fra 1774 sin hovedperson ende med at tage gift. Bogen bliver forbudt i Danmark og mange andre lande. Mange af de tidlige romantikere knytter sig til de frihedsidea ler, som Den Franske Revolution kommer til at stå for. Ikke ud fra kølige overvejelser, men stormfuldt og lidenskabeligt. Især Schiller udtrykker i mange af sine dramaer begejstring for frihed og repu blik samt kritik af det bestående samfund og alle former for hykleri, herunder religiøst. Det er også ham, der i 1785 skriver “Ode an die Freude”, en hyldest til menneskeligt broderskab, som med melodi af Beethoven i dag er blevet hymne for både Europarådet og EU.

Det er inden for disse rammer, man lader fantasien få frit løb. Romantikken beskæftiger sig med temaer som angst, gru, død og fantasi, der lå de fleste oplysningstænkere fjernt. Det fortsætter med E.T.A. Hoffmanns og H.C. Andersens eventyr, hele den såkaldt goti ske genre med romaner som Frankenstein og Dracula, en begejstring for middelalderen samt smægtende historier om stormende kærlig hed og heltemod. Det kommer også til udtryk i malerkunst, opera og musik. Romantikken har været, og er, en central del af europæisk kultur.

I tiden efter Wienerkongressen opstår der imidlertid rundtom i Europa en reaktion mod Den Franske Revolution. Kirken bliver i endnu højere grad en garant for samfundsordenen, og mens fyr ster før revolutionen har flirtet med forskellige oplysningstanker såsom presse- og religionsfrihed, bliver de nu anset for at være far lige – revolutionære – og de fleste steder bliver frihedsrettigheder rullet tilbage. Censur, ordensmagt og politispioner præger mange europæeresRomantikken,hverdag.som

dominerer Europas kulturliv i årtierne efter Wienerkongressen, bliver også mere pæn, socialt borgerlig og poli tisk ufarlig. Digtere som Adam Oehlenschläger udtrykker stærke følelser i sine digte, men politisk set er de gerne reaktionære eller politisk tandløse og ender med at etablere sig inden for pæne bor gerlige rammer.

I flere af sine digte hylder han også politiske frihedsidealer, eksem pelvis i digtet “Ode to the West Wind” fra 1819, der kan læses som et digt om naturen, men som i lige så høj grad kan læses som et digt om revolutionen: “Wild Spirit, which art moving everywhere; Destroyer and preserver; hear, oh hear!”

19 en radikal menneskerettighedserklæring, som hævder, at kristne, jøder og muslimer er lige, og at intet menneske skal hyldes for andet end dets dyder og talenter. Da han ikke kan få erklæringerne trykt i det revolutionsforskrækkede England, sender han dem på små træskibe ud på det åbne hav og i silkeballoner op mod himlen.

kan vi se det komme til udtryk i forbindelse med familien Heiberg i København. Humanisten Peter Andreas Heiberg er præget af oplysningstankerne, især Voltaire, og udvikler sig sidst i 1700-tallet til en skarp og uforfærdet satiriker af enevældens dan ske samfund. Han hudfletter mange bærende institutioner og er berømt for ordene “ordener hænger man på idioter” fra et af sine syngespil.Tilatbegynde med indskrænker man sig til at give ham bøder, for myndighederne er stadig sympatisk indstillet over for oplys ningsidealer. I lyset af Den Franske Revolution begrænser regerin gen imidlertid ytringsfriheden og slår hårdere ned på dissidenter. Juleaftensdag 1799 bliver Heiberg landsforvist, slår sig ned i det revolutionære Paris og genser aldrig Danmark. Han efterlader hustruen Thomasine og sønnen Johan Ludvig. Hun lader sig i 1801 skille fra sin landsforviste ægtemand og kaster sig ud i en stormende forelskelse og et svensk ægteskab, der giver hende efternavnet Gyllembourg. Det er en skandale i datidens Dan mark. Under pseudonym bliver hun en af Danmarks første kvinde lige forfattere, mens sønnen Johan Ludvig Heiberg bliver dramati

Romantiske forestillinger ligger også til grund for vores ændrede opfattelse af synet på naturen og store dele af den økologiske bevæ gelse. To tidsaldre Da romantikken bliver mindre revolutionær, mere borgerlig, i begyndelsen af 1800-tallet, fører det mange steder til en generati onskløft – et omvendt “ungdomsoprør”, hvor den ældre generation er præget af revolutionstiden, mens den unge generation er konser vativ.IDanmark

20

Den har aldrig været forsvundet fra Europa, men er undertiden kommet til markante udbrud. Det gælder eksempelvis i forbindelse med ungdomsoprørets slagord “Fantasien til magten” og senest med opkomsten af fantasygenren i bøger, film og computerspil.

Et pænt borgerligt hjem er naturligvis udstyret med en nydelig børneflok, og her er det oplagt, at bedstemor træder til, når foræl drene har travlt. Der er imidlertid det problem, at bedstemor Tho masine jo har været gift med den “revolutionære” Peter Andreas, besmittet af revolutionens tanker og dertil skilt. Forældrene fryg ter, at hun skal have en skadelig virkning, så de prøver ihærdigt at undgå, at Thomasine skal være alene med børnebørnene. Denne generationskløft har Thomasine Gyllembourg blandt andet beskre vet i romanen To Tidsaldre fra 1845. Her holdes revolutionstidens erotiske og politiske idealisme op mod samtidens pæne borgerlige moral, og man er ikke i tvivl om, hvilken af tidsaldrene hun fore trækker. Staten

21 ker og teaterdirektør, redaktør, litteraturkritiker og smagsdommer gennem 40 år og gift med den yndige skuespillerinde Johanne Luise.

Johan Ludvig Heiberg er anderledes konservativ end sine for ældre. Den kultur, han repræsenterer, er pæn og borgerlig, og det samme er det hjem, han og Johanne etablerer. Det bliver mødested for forfattere, skuespillere og teaterkritikere, blandt andre kommer H.C. Andersen her.

“For bonden var staten noget, der var lige så fjernt og fremmed som følelsen af at tilhøre en stor nation. Hans tanker og følelser var begrænset til den umiddelbare øvrighed […] Kun gennem betaling af skatter og hæren havde han kontakt med staten.” Sådan skriver den østrigske bondeleder Hans Kudlich i sin selvbiografi i 1873. Og siger noget væsentligt. For det store flertal af europæere, som lever på landet i 1800-tal let, er staten noget fjernt og egentlig ikke særlig behageligt. Staten er skatter og udskrivning af soldater, uden at man får ret meget igen. Stort set alt andet af betydning foregår i nærmiljøet. Det, vi i dag vil kalde myndighederne, og som datiden kaldte øvrigheden, er

den lokale præst og skolemesteren samt den lokale herremand og foged for landboer; borgmesteren og politimesteren for byboer. De fleste europæere er endnu forankret i et lokalt samfund, hvor man har sine konflikter og sine overgreb, men hvor man også har sit sikkerhedsnet. Det er i dette nærmiljø, ens identitet ligger. Fællesskabet er familien, naboerne og menigheden, selv om sidst nævnte også optræder som et hierarki i mange landsbykirker, hvor herremanden og andre “fornemme folk” optager de første bænke eller ligefrem sidder i et særligt galleri. Dertil er det måske landsby fællesskabet, købstaden, håndværkslavet og så videre. Omverdenen er nabosognet og den nærmeste købstad, uagtet at de måske ligger i en anden stat.

22

sagt, at kongen, zaren, kejseren, eller hvem der nu udgør toppen af samfundet, ikke tillægges nogen positiv betyd ning. Helt fra middelalderen er konger eller regerende dronninger omgivet af et mytisk skær. De er udvalgt af Gud, og kroninger, hof ceremoniel og kongelige begravelser er omgivet af ritualer til at forstærke denne mystik. I middelalderen bliver de franske og engelske konger anset for at have helbredende evner, især i forhold til den kirtelsyge, der kaldes skrofler, og som englænderne derfor kalder king’s evil. Da englæn derne henretter Charles 1. i 1649, er der til parlamentets irritation en sværm af rygter om, at kongens blod har helbredt blinde og syge, og så sent som i 1775 berører Louis 16. efter sin kroning 2.400 ofre for Forskrofler.defleste er kongen en fjern, uvirkelig skikkelse, der ligesom Vorherre til tider giver håb, til andre forvolder kvaler. Det er i hvert fald ikke noget, man har indflydelse på. Magten kommer fra oven.

I den forstand udgør staten ikke et fællesskab, og selv om både skolelærere og præster indskærper lydighed over for staten, er der for de fleste europæere vage forestillinger om et nationalt fælles skab. Verden er konkret, de fleste forholder sig til det, de kan mærke på egen krop – vejr og vind, høstudbytter, fødevarepriser, skatter og hvervninger.Dermedikke

Man kan identificere sig som eksempelvis den danske eller svenske konges undersåt, men det har egentlig ikke noget med etnisk til hørsforhold, nationalitet, at gøre. Imidlertid vokser der i tidens løb en klasse af embedsmænd frem, såvel borgerlige som adelige, for hvem staten ikke er fjern. De er staten. De er lønnet af staten, de udmønter statsmagtens vilje og beslutninger, og såfremt de er ministre, rådgivere og så videre, deltager de også i det, man kan kalde statsprojektet. Det er især fra denne gruppe, at oplysningstankerne udgår i praksis, og det er også denne gruppe, der ender med at tage forestillingen om folket til sig. Ideen om folket, der udvikler sig i romantikken fra sidst i 1700-tallet, er en akademisk forestilling, som udgår fra borgerska bet i byer og præstegårde; som er knyttet til sprog og egentlig tager udgangspunkt i sange og digtning, og som først efterhånden kobles til Rousseaus tænkning og begreber om folkestyre og statsdannelse. Det er en forestilling, som på godt og ondt har haft enorme konse kvenser for Europa.

23

Opdagelsen af folket Tanker om folket og drømme om folkestyre går hånd i hånd under romantikken i årtierne efter Wienerkongressen. Med inspiration fra Rousseau har de franske revolutionære talt om det “nationale fællesskab” for at mobilisere franskmændene til kamp mod de hære, der vælter ind over Frankrig for at knuse revolutionen. Mange forskere mener, det er revolutionskrigene, der skaber fransk nationalitetsfølelse. Mænd fra Bretagne, Bourgogne og Dordogne begynder at kæmpe side om side under krigene bundet sammen af ideen om en fransk skæbne. Men det nationale er først og fremmest en tysk idé.