Robinson Kruso

13mm

145mm

145mm

GADS LETTE KLASSIKERE

DANIEL DEFOE

sine evner og opfindsomhed for at overleve – ikke mindst da det går op for ham, at øen måske alligevel ikke er helt øde.

Den engelske forfatter DANIEL DEFOE (16601731) levede et spændende liv som handelsmand, Kruso inspireret af en beretning af sørøveren Alexander Selkirk, der efter et skænderi med sin kaptajn var blevet efterladt på en ubeboet ø, hvorfra han først blev reddet efter næsten fem år.

9 788762 736979 >

ROBINSON KRUSO

journalist og endda spion. Han skrev Robinson

DANIEL DEFOE

Robinson Kruso på en øde ø. Han må bruge alle

245mm

EFTER ET SKIBSFORLIS strander den unge

ROBINSON KRUSO

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 2

22.12.2020 09.15

GADS LETTE KLASSIKERE

DANIEL DEFOE

ROBINSON KRUSO

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 3

22.12.2020 09.15

TITLER I SERIEN: Baskervilles hund Børnene i Nyskoven En verdensomsejling under havet Frændeløs Heidi Jorden rundt i 80 dage Robinson Kruso Skatteøen Robinson Kruso © 2021 Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Oversat af Else Schiøler Omslag: Mikkel Henssel Indgår i serien Gads lette klassikere 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Robinson Crusoe Lix: 24,6 – ml=13,7 lo=24,6 ISBN 978-87-627-3697-9 Trykt i Sverige, 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 4

22.12.2020 09.15

1. KAPITEL Robinson sejler ud For mange år siden levede der i Hamborg en rig købmand ved navn Kruso. Han havde haft tre sønner, men de to var døde, og nu havde han kun én tilbage, der hed Robinson. Det var hans højeste ønske, at Robinson engang skulle blive så dygtig, at han kunne hjælpe ham i hans forretning.

Men Robinson, der nu var 17 år gammel, brød sig kun om at drive omkring i havnen. Han ville allerhelst ud at sejle. Han ville rejse til de varme lande og opleve spændende eventyr.

Det ville hans far og mor dog ikke give ham lov til. Han måtte ikke rejse ud, før han havde lært noget rigtigt.

En dag gik Robinson nede i havnen og så på de mange skibe. Her mødte han en kammerat, hvis far var kaptajn på et af skibene.

“Du skulle sejle en tur med til London,” sagde han til Robinson.

5

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 5

22.12.2020 09.15

“Det får jeg aldrig lov til af min far og mor,” svarede Robinson. “Og jeg har heller ingen penge.”

“Det gør ingenting. Rejsen skal ikke koste dig noget, og vi er hjemme igen om tre uger.”

Robinson betænkte sig lidt. Hvad ville hans far sige?

Men lysten var for stærk.

“Jeg rejser med,” sagde han beslutsomt. “Men først vil jeg sende bud til min far og mor, for at de ikke skal blive nervøse. Og lad os så komme om bord så hurtigt som muligt.”

Snart efter sejlede skibet ud af Hamborgs havn.

Vinden fyldte sejlene, og vejret var smukt.

Allerede næste dag var de ude på det åbne hav. Men den tredje dag blev himlen mørk af skyer.

Det begyndte at lyne og tordne. Regnen strømmede ned, og det var mørkt som midt om natten.

Uvejret tog til. Bølgerne blev høje som huse. Det ene øjeblik gyngede skibet oppe på toppen af en bølge, og i næste øjeblik sank det ned i en dyb afgrund. Snart lå det på den ene side, snart på den anden.

Alle om bord måtte klamre sig til master og tove for ikke at blive skyllet væk, og Robinson blev så søsyg, at han troede, han skulle dø.

“Ak, mine forældre, mine stakkels forældre!” jamrede 6

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 6

22.12.2020 09.15

han. “Jeg får dem aldrig mere at se. Hvor kunne jeg dog volde dem sådan en sorg?”

Pludselig lød der et brag.

“Hvad er der sket?” spurgte Robinson.

“Et lyn har ramt masten. Skibet har fået en læk, og vandet står højt nede i lasten.”

Robinson blev så bange, at han blev stående uden at kunne røre sig. Alle de andre styrtede til pumperne for at holde skibet oven vande.

Lidt efter kom en matros hen og ruskede i Robinson.

“Hvad står du dér for, mens vi andre kæmper for at redde livet?”

Robinson tog sig sammen og gav sig til at arbejde ved en af pumperne.

Kaptajnen lod et skud fyre af for at prøve at kalde andre skibe til hjælp. Alt imens steg vandet højere og højere i lasten.

På et andet skib havde de hørt skuddet. De kom derfor nærmere og satte en båd i vandet. Hvert øjeblik var den ved at kæntre. Den blev kastet rundt på bølgerne som en nøddeskal.

Endelig nåede båden dog helt hen til det synkende skib og fik alle mand om bord.

De havde kun roet et lille stykke, da de så deres 7

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 7

22.12.2020 09.15

skib synke i bølgerne lige for øjnene af dem, men de nåede frelst hen til det andet skib, hvor de blev venligt modtaget.

Få dage efter var de i London. Robinson glemte hurtigt alt, hvad han havde døjet af ondt, og ønskede nu kun at komme i land og se sig om i den store by.

Men hvad skulle han stille op her uden penge og uden venner?

Det varede ikke længe, før han gik ned til havnen igen for at finde et skib, han kunne komme hjem til Hamborg med.

Her fik han at vide, at der ikke gik noget skib til Hamborg de første uger. I sit stille sind glædede han sig over det, for nu kunne han i stedet prøve at finde et skib, der ville tage ham med ud i verden.

Han traf en kaptajn, der netop skulle til Afrika. Da han hørte, at Robinson gerne ville ud at sejle, foreslog han ham at tage med på den lange tur.

Robinson tænkte sig lidt om. Skulle han alligevel ikke hellere tage tilbage til Hamborg til sin far og mor?

Men den fremmede kaptajn lovede ham fri rejse og fortalte ham endda, at han kunne tjene mange penge i Afrika.

“Hvordan det?” spurgte Robinson.

8

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 8

22.12.2020 09.15

“Du kan handle med de indfødte dernede. Vi tager varer med hjemmefra, og dem bytter vi med guld og elfenben og andre kostbare sager.”

“Jeg har ingen penge at købe for.”

“Du kan låne nogle af mig,” sagde kaptajnen.

“Hvad skal jeg så købe?”

“Bare småting – knive, sakse, glasperler og sådan noget. Alt det elsker de sorte, og de giver dig ting i bytte, der er hundrede gange mere værd.”

Robinson var nu fyr og flamme. “Jeg rejser med,” udbrød han og skyndte sig ud i byen for at købe ind, som skipperen havde rådet ham til.

Et par dage efter lettede de anker. Uden det mindste uheld nåede de ud i Atlanterhavet, og i flere dage sejlede skibet rask mod vest. Men pludselig brød et heftigt uvejr løs. I seks dage stormede det fra nordøst, og skibet blev slået ud af kurs, så hverken kaptajn eller styrmand vidste, hvor de var.

Den syvende morgen råbte en matros: “Land forude!”

Alle løb op på dækket for at se, hvad det kunne være for et land, men i det samme lød et brag, og et stød rystede hele skibet, så ingen kunne stå fast.

Hvad var der sket?

9

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 9

22.12.2020 09.15

Skibet var stødt på en klippe, og i næste øjeblik væltede vandet ind over dækket. Der var ingen tid at spilde. De måtte i redningsbåden.

Da de alle var kommet derned, lå båden så dybt, at den næppe var en halv alen* over vandet.

Stormen drev dem ind mod land, og de roede af alle kræfter.

De troede allerede, at de var frelst, da en tårnhøj bølge nærmede sig udefra. Den kom nærmere og nærmere. Der var intet at gøre. Den væltede sit hvide skum ind over dem, og båd og mandskab forsvandt i det oprørte hav.

Også Robinson blev skyllet over bord. Den vældige bølge greb ham og rev ham med sig. Han blev slynget op på land og ramte klippen så hårdt, at han mistede bevidstheden.

Længe lå han dér, og da han endelig slog øjnene op, var der intet at se, hverken skib, båd eller mandskab.

Han var den eneste overlevende!

* En alen = 62,8 centimeter

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 10

22.12.2020 09.15

2. KAPITEL På en øde ø

Robinson så sig omkring til alle sider. Der var ingen spor af mennesker eller dyr.

Han var helt alene.

Tanken var forfærdelig, men han blev endnu mere bange, da det slog ham, at der måske skjulte sig dyr og vilde mennesker, som han ikke kunne vide sig sikker for.

Han turde ikke røre sig ud af stedet. Den mindste lyd gjorde ham bange. Tørsten plagede ham dog så meget, at han til sidst blev nødt til at gå lidt ind i landet for at lede efter en kilde eller en bæk. Han fandt hurtigt en klar kilde og drak af hjertens lyst.

Det var ved at være aften. Robinson var træt og ville gerne sove. Han var så udmattet, at han næsten ikke kunne støtte på benene. Men hvor skulle han sove? På jorden under åben himmel?

Det var alt for farligt.

Så var det bedre at klatre op i et træ. Han fandt et, 11

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 11

22.12.2020 09.15

der havde tykke grene, hvor han kunne sidde bekvemt.

Her bad han sin aftenbøn og faldt hurtigt i søvn.

Han sov ikke ret længe, men blev siddende i træet, til solen stod op. Dagen før havde han været alt for udmattet til at føle sult, men nu begyndte han at tænke over, hvordan han skulle få noget at spise.

Her var intet af, hvad han var vant til at spise, hverken kød eller brød, smør eller mælk. Ild havde han heller ikke, og ingen gryder eller kar.

Hvor skulle han få mad fra? Han løb fortvivlet omkring i håb om at finde frugter, bær eller nødder.

Men overalt så han kun træer og buske uden frugter og ellers græs og sand.

“Skal jeg da dø af sult?” klagede han. “Så havde det været bedre at dø i bølgerne.” Han kastede sig med ansigtet mod jorden og græd højt.

Da han løftede hovedet, så han en falk hæve sig op i luften med en fisk i kløerne, og ved dette syn fik hans tanker en ny retning. Han fattede mod og satte sin lid til Gud. Når fuglen kunne finde føde, ville der nok også blive sørget for ham.

Han gik endnu en gang rundt langs kysten for at spejde efter noget spiseligt. Og pludselig fik han øje 12

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 12

22.12.2020 09.15

på nogle østers. Han løb hen for at undersøge dem, og til sin store glæde fandt han så mange levende østers, at han kunne stille sin sult. Det næste, han måtte sørge for, var at finde et leje for natten og i det hele taget en bolig, hvor han kunne være i sikkerhed for vilde dyr og mennesker.

Endnu anede han ikke, om han befandt sig på en ø, eller om han var på fastlandet. Han klatrede derfor op på en klippe for at se sig om.

Da han nåede toppen, kunne han se milevidt til alle sider. Han var virkelig på en ø. Langt ude i det fjerne kunne han skimte endnu et par små øer, men ellers var der kun hav og atter hav, så langt øjet rakte.

“Jeg arme menneske!” klagede Robinson. “Mon jeg nogensinde slipper herfra? Skal jeg aldrig se mine forældre igen, så jeg kan bede dem om tilgivelse? ” Han kastede sig på knæ og bad til Gud, og snart følte han sig så styrket, at han havde kræfter til at gå ud og se sig om efter en bolig.

Længe søgte han uden held, men endelig kom han til en klippe, der gik stejl som en væg ned mod stranden.

Da han undersøgte klippevæggen nærmere, viste det 13

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 13

22.12.2020 09.15

sig, at der var en hule med en temmelig smal indgang.

Her ville han bo! Men hvordan skulle han beskytte sig mod angreb udefra?

Han lagde mærke til, at mange af de træer, der voksede i nærheden, lignede de piletræer, han kendte hjemmefra, og han vidste, at de let lader sig flytte og vokser hurtigt. Han bestemte derfor, at han ville plante en tæt kreds af disse træer uden om hulens indgang.

Når de vokser til og breder sig, vil jeg kunne sove lige så sikkert her som i et hus, tænkte han.

Til sin store glæde fandt han også en frisk kilde tæt ved hulen, og efter at have slukket sin tørst gik han i gang med at grave træer op af jorden.

Redskaber havde han ikke, så han måtte med møje og besvær grave hvert træ op med sine hænder, og når han kom hen til hulen, måtte han også med hænderne grave huller i jorden til at plante dem i.

Det gik altsammen meget langsomt, og da det blev aften, havde han kun fået flyttet seks træer.

Nu drev sulten ham ned mod kysten, hvor han ville samle nogle flere østers. Om morgenen havde det været ebbe, men nu stod vandet højt, og han så til sin skuffelse, at hele stranden var overskyllet. Han fandt ingen østers og måtte gå sulten i seng.

14

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 14

22.12.2020 09.15

Hvor skulle han sove? Han havde ikke noget valg.

Han måtte overnatte i det samme træ som natten før, men for at sidde bedre fast, bandt han ved hjælp af lange slyngplanter sin overkrop fast til den tykke gren, han havde lænet sig op ad.

Tidligt næste morgen løb han ned til stranden for at finde østers. Men denne gang valgte han en anden vej end sidst, og her fik han øje på et træ, der bar store frugter.

Det var en kokospalme. Robinson slog en nød ned af træet.

Først tog han det yderste lag af. Det lignede trevler af hamp. Derefter kom en tyk, blød skal, og endelig slog han hul på den inderste, hårde skal med en sten.

Glad drak han den søde saft, og kernens hvide, faste kød smagte ham omtrent som nødder.

Det var et herligt måltid for den sultne Robinson.

Hans tomme mave kunne ikke nøjes med én nød, så han slog endnu to ned og satte dem til livs med det samme. Bagefter hentede han et par østers, som han spiste som dessert.

Nede på stranden fandt han skallen af en meget stor musling. Den kunne han bruge til at grave med.

Og ikke længe efter fandt han en plante, hvis stængler 15

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 15

22.12.2020 09.15

lignede hamp og hør. Hjemme ville han aldrig have lagt mærke til sådan noget, men her var intet ligegyldigt.

Alt, hvad han så, måtte han drage nytte af.

Han rev en mængde af planterne op, bandt dem i små bundter og lagde dem i vand. Da de var blevet bløde nok, tog han dem op af vandet og bredte dem ud i solen for at tørre.

Da de var helt tørre, prøvede han, om de lod sig behandle ligesom hamp. Med en stok slog han løs på dem, indtil de hårde, træagtige dele blev løsnet, og kun det bløde bast var tilbage.

Nu kunne kan lave reb! Af de seje tråde snoede han en slags sejlgarn, som var stærkt nok til, at han kunne binde muslingeskallen fast til en kæp, så han nu havde en spade.

Efter den tid gik det lettere med at plante træer.

Han satte to rækker piletræer tæt bag ved hinanden og flettede grene og slyngplanter ind imellem dem. Til sidst fyldte han alle åbne rum med græstørv og jord, og nu havde han så fast et hegn, at der skulle stærke kræfter til at bryde igennem det.

Hver morgen og aften vandede han sine træer med vand fra kilden. Skallerne fra kokosnødderne brugte han til vandkander, og snart havde han den glæde at se 16

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 16

22.12.2020 09.15

sine træer skyde nye skud. Der var dog én ting tilbage, som skulle ordnes. Hegnet havde et hul, dér hvor han selv gik ud og ind. Hvad skulle han gøre ved det?

Han fandt på at flette en rebstige af det sejlgarn, han selv havde lavet. Denne stige ville han gøre fast til et af de træer, der voksede oppe på klippen lige over hans hule. Hvis han altid kravlede ud og ind ad den vej, kunne han lade hullet i hegnet gro til.

Det næste, han ønskede sig, var at få hulen gjort lidt større og rummeligere. Med sine bare hænder kunne han ikke gøre det, og værktøj ejede han ikke.

Det måtte han altså se at skaffe sig.

Ikke langt fra kilden havde han lagt mærke til nogle særligt hårde, grønlige sten. Dér gik han nu hen og gav sig til at lede efter sten, der kunne bruges som værktøj.

Efter et par minutters søgen holdt han en sten mellem sine hænder, der fik ham til at juble højt af glæde. Den havde form som en økse. I den ene ende havde den en skarp kant, og i den anden var der et hul, som lige passede til at stikke et skaft igennem.

Det var ikke svært at finde en kraftig gren til skaft, og den surrede han fast med sit sejlgarn.

Nu havde han en økse. Han ville straks prøve den.

17

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 17

22.12.2020 09.15

Han huggede løs på et ungt træ, og det gik som en leg at få det fældet.

Blandt de hårde sten havde han også fundet to andre, der kunne blive ham til nytte. Den største havde form som en kølle, smal i den ene ende og tykkere i den anden, mens den mindre sten kunne bruges som kile.

Med dem kunne han gøre sin bolig større. Hulens vægge var af blød skifersten, som han let kunne hugge løs, når han satte kilen imod og brugte den større sten til hammer.

I flere dage havde han rykket græs op med de bare hænder og lagt det til tørre i solen, så det kunne blive til hø.

Han var nu så vidt med hulen, at han kunne ligge udstrakt derinde, og den var også høj nok til, at han kunne stå oprejst.

Han bredte hø ud på gulvet, og den nat sov han for første gang på et bekvemt leje, efter at han i mange nætter havde siddet på den hårde gren.

Næste dag var det søndag. Robinson ville så vidt muligt holde søndagen som helligdag og hviledag, og for ikke at glemme, hvornår det var søndag, bestemte han sig til at lave en kalender.

18

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 18

22.12.2020 09.15

Papir og pen havde han ikke, men han valgte fire træer ud, som stod tæt ved hinanden. I det største af dem skar han hver aften et mærke, og når der var gået syv dage skar han et mærke i det andet træ. Det betød, at der var gået en uge. I det tredie satte han et mærke for hver måned, og i det fjerde, som han håbede, at han aldrig fik brug for, skulle der stå et mærke for hvert år.

Der var efterhånden ikke flere nødder tilbage på den eneste kokospalme, han hidtil havde fundet, og østers fandt han heller ikke ret mange af.

Derfor var han nødt til at vove sig lidt længere ind på øen for at finde føde.

Men først ville han lave sig en parasol. Af pilekviste flettede han et lille tag, stak en glat gren op i midten og bandt den fast med sejlgarn. Brede blade fra kokos­ palmen skulle være parasollens dække, men hvor skulle han få nåle fra til at sætte dem fast med?

Også det klarede han. Han havde gemt benene fra nogle døde fisk, der havde ligget på stranden, og med disse spidse fiskeben holdt han bladene sammen, så de dannede et tæt dække imod solens hede stråler.

Nu manglede han bare en jagttaske. I den ville han bære sin mad på turen ud og sit bytte på hjemvejen.

19

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 19

22.12.2020 09.15

Han havde efterhånden lavet sig en mængde snore af bast, og han fandt ud af, hvordan han kunne flette et net. Han bandt en hel række snore vandret mellem to træer, der stod knap en meter fra hinanden. Da det var gjort, knyttede han nogle nye snore fast i den øverste af de vandrette. Han vævede nu trådene ind i hinanden, og hver gang en lodret snor mødte en vandret, bandt han en knude, så at nettet blev fast og solidt som et fiskergarn.

Til sidst løste han det hele fra træet, foldede nettet lige over og knyttede de to sider sammen, så nettet kun var åbent for oven. Af en meget tyk snor lavede han en rem til at bære den i over skulderen, og nu var jagt­ tasken færdig.

Af glæde over alt, hvad han havde fået udrettet, kunne Robinson næsten ikke falde i søvn. Straks næste morgen ville han af sted.

Robinson_Kruso_mat_tryk.indd 20

22.12.2020 09.15