ROSENKÅLS REGLEMENTET
Om krisen i vores arbejdsliv
og hvordan vi kommer ud af den
Gads Forlag
Til alle dem der ikke gider spise mere udkogt rosenkål
7 Forord
11 IN DLEDNING:
Om tilberedningen af rosenkål
19 K APITEL I: Et arbejdsliv i krise
33 K APITEL II: Krisens drivkræfter
53 K APITEL III: Arbejdets ideologi
77 K APITEL IV:
Den opdigtede ur tilstand
93 K APITEL V: En ny frihed, et nyt samfund?
115 K APITEL VI: Afhopperne
165 K APITEL VII: Håb og håbløshed, lyst og skam
181 K APITEL VIII: Arbejdets ideologi 2.0. En skitse til en progressiv dagsorden
201 K APITEL IX: Fremtidens organisationer
218 Opskrift på det perfekt tilberedte arbejdsliv
221 A FSLUTNING:
Skal vi fortsat udkoge rosenkålen?
226 Litteratur
228 Noter
235 Navneregister
FORORD
Med Rosenkålsreglementet har jeg forsøgt at skrive en debatbog, der bringer samtalen om arbejde et nyt sted hen. I dag forløber debatten næsten altid over den samme forudsigelige skabelon: Nogle sætter spørgsmålstegn ved værdien af lønarbejde (”vi vil gerne ud af hamsterhjulet”), men mødes konsekvent af påstanden om, at det er usolidarisk og egoistisk (”vi kan altså ikke finansiere velfærdsstaten, hvis alle bare render og laver det de har lyst til”).
Men i denne unuancerede debat glemmer vi helt at forholde os til de afgørende spørgsmål, som ligger indbygget i vores forhold til arbejde: Hvordan kan det være, at arbejde er forbundet med menneskelig værdighed? Er vi moralsk forpligtede på at arbejde og, hvis ja, er vi så egentlig frie mennesker? Der eksisterer en hel ideologi om arbejde, som det er på tide vi giver et eftersyn, så vi kan forholde os mere analytisk og nøgternt til
hele spørgsmålet om arbejde. Formålet med denne bog er at starte denne samtale.
En stor tak skal lyde til Mikkel Thorup for uvurderlig sparring, til Kim Lilholt Ruggaard for altid inspirerende samtaler, til Alex Vejby Nielsen for redaktionel guidance, til Jeppe Vedel for uforligneligt værtskab, til Kristian Cedervall Lauta for indpiskning, til Hanne Nørreklit, Morten Jacobsen, Margit Malmose og Jakob Liboriussen for de nødvendige grundlagsdiskussioner, til Morten Hylleberg for såvel praktisk som teoretisk inspiration, til Martin Gylling fra Gads Forlag for kyndig sparring og for at gå med projektet, og endelig til Kim Gibhart Christensen for en meget menneskelig tilgang til tingene.
Til Trine: Tak for al din tålmodighed og støtte –uden dig var intet muligt eller meningsfuldt.
Jeg står i stor gæld til den nu afdøde antropolog David Graeber. Hans tre hovedværker om henholdsvis arbejde, gæld og menneskets historie (med David Wengrow) har været uvurderlige skattekister af indsigter og nøgler til at forstå det moderne arbejdsliv. Hvis man ikke kender ham i for vejen, kan denne bog fungere som en introduktion til hans dybt originale tænkning, for det er hans tankegods, der ligger som understrøm for mange af bogens argumenter. Det er alene mig, som står på mål for bogens konklusioner, og alene jeg er ansvarlig for de fejl, udeladelser, unøjagtigheder og overdrivelser, der måtte være i bogen.
AF ROSENKÅL
At have et arbejde og bidrage til samfundet er nu engang noget af det vigtigste i et menneskes liv.
Mette Frederiksen, Folketingets afslutningsdebat, juni
2021
Når man tilbereder rosenkål gælder et vigtigt princip: Man skal ikke gøre for meget ved det. Du kan lynstege den med lidt bacon og mandler og så har du en lækker frokost. Eller du kan rive den fint og blande det med friske pærer og feta, og du har en knasende salat. Hvis du derimod overkoger din rosenkål er situationen en helt anden. Så har du forvandlet en delikat spise til en ildelugtende og kvalmende substans, som kun folk med stor viljestyrke kan få ned.
På arbejdsmarkedet er vi i fuld gang med at udkoge vores rosenkål. Langt hen ad vejen er vores organisationer kendetegnet ved store mængder pseudoarbejde, destruktive kontrolinstanser og en forestilling om at hvis der er problemer, er det vores egen skyld. Virksomhederne ønsker sig engagerede og proaktive medarbejdere. I stedet får de hykleri, sygemeldinger og følelsesmæssig afkobling. Det er nærmest som om der findes et helt rosenkålsreglement, der er designet til at gøre arbejdslivet så uspiseligt som muligt.
Resultatet er et arbejdsliv i akut krise. Tegnene ser vi overalt: Hos det stigende antal medarbejdere, der sygemelder sig med fysisk eller psykisk nedslidning. Hos den voksende gruppe af medarbejdere, der kobler sig følelsesmæssigt af deres organisationer. Hos den stadigt større gruppe af mennesker, der bare siger op uden at have andet arbejde på hånden. Vi er ved at kaste op af al den udkogte rosenkål, som serveres for os. Samtidig er beskeden fra politisk hold glasklar: Vi skal arbejde mere, hurtigere og længere. Ifølge den seneste redegørelse fra regeringen skal der tilvejebringes yderligere 45.000 fuldtidsstillinger inden 2030. Samfundet er på mange måder i konflikt med sig selv: Der stilles krav om at vi skal arbejde mere, men samtidig har vi skabt et arbejdsliv, som er så fuldt af 13Indledning: Om tilberedningen af rosenkål
elendighed og meningsløshed, at stadigt flere spæner væk fra det, så hurtigt de kan.
Det moderne arbejdsarrangement holdes sammen af to kulturelle forestillinger. Den ene er: Din værdighed som menneske gives af dit arbejde. Den anden er: Det er din moralske pligt at stille dig til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er disse ideer, som hele tiden peger os tilbage til arbejdsmarkedet som der, hvor vi kan finde værdi som mennesker.
Men der er kommet bølgegang i hele arrangementet i de senere år. For en ny tankegang har fået fodfæste. Det er en tankegang, som på det seneste har gjort magthaverne nervøse. En tankegang, der udskammes af eliten og betragtes som illegitim af mange. Tankegangen er: Arbejde er ikke grundstenen for menneskelig værdighed, og vi er ikke moralsk forpligtede på at arbejde.
Tankegangen dukker op alle vegne i disse år: Hos forældre, hvis børn mistrives, og som betragter det som deres moralske pligt at være der for børnene i stedet for på arbejdsmarkedet. Hos folk, som bliver syge af det moderne arbejdsliv og som nægter at gøre det til referencepunktet for deres værdighed som mennesker. Hos unge, som ikke kan se, at det moderne arbejdsliv giver dem en forhåbning om et bedre liv, og som derfor tilvælger livsformer, der handler om at minimere mængden af formaliseret lønarbejde. I modsætning til hvad Mette Frederiksen hævder, er vi på vej ind i en verden, hvor det at have et arbejde netop ikke er noget af det vigtigste i livet.
Alt imens står repræsentanter for ’samfundet’ – vismænd, politikere, erhvervsfolk – og river sig i håret over udviklingen. For hvordan kan vi opretholde velfærdsstaten og væksten i samfundet, hvis folk i stigende grad nægter at underkaste
sig lønarbejdet? Resultatet er ofte udskamning (som f.eks. når Kaare Dybvad Bek kalder forfatteren Maj My Humaidan for en af ”velfærdssamfundets gratister”), men på det seneste også slet skjulte trusler om, at hvis man ikke vil arbejde, er man ikke berettiget til velfærdsydelser.1
En afgørende konfliktlinje i samfundet tegner sig: Mellem dem, der i stigende grad trækker sig fra arbejdsmarkedet, og dem, der fastholder at vi alle skal arbejde for at være værdige og moralske mennesker. Mellem arbejdsskeptikerne, for hvem arbejdet stiller sig i vejen for livets afgørende kvaliteter, og arbejdsfetichisterne, for hvem arbejde er svaret på alt. Begge synspunkter har fat i noget rigtigt. Vi kan ikke få velfærdsstaten til at fungere, hvis stadigt flere trækker sig fra arbejdsmarkedet. Omvendt: Hvis det moderne arbejdsliv systematisk kører mange af os ned under gulvbrædderne (herunder vores børn), er der så ikke gode grunde til at stoppe op og reflektere over hvorvidt arbejdet virkelig skal sættes som den dimension i livet, der giver os værdi som mennesker?
En ting er jeg sikker på: Udskamningsstrategien får ikke problematikken til at forsvinde. Den er en gennemført blindgyde. Den gør bare konflikten endnu mere påtrængende og skærper risikoen for at samfundet knækker over i to. For pointen er: De nye tendenser på arbejdsmarkedet er udtryk for nogle afgørende strukturelle og politiske nybrud, og derfor er der intet, der tyder på, at de går i sig selv igen. Pandoras æske er åbnet. Snarere er det sandsynligt, at tendenserne vil blive forstærket i de kommende år.
I det lys må samfundet – i stedet for at udskamme og skælde ud – forsøge at begribe, hvad der foregår. Vi må udvi kle et blik for hvad der driver de nye bevægelser, så vi kan føre
dialog i stedet for at kaste mudder efter hinanden. Denne bog er et forsøg på at gøre netop det.
Bogens to første kapitler handler om hvordan vores ar
bejdsliv er i krise og hvad der driver krisen. Kapitel III handler om det ideologiske setup, som holder arbejdsarrangementet på plads og har gjort det i de sidste 150 år. Kapitel IV zoomer ind på hvordan arbejdets ideologi er ved at falde fra hinanden, fordi stadigt flere har fået øje på at hele maskineriet baserer sig på nogle tvivlsomme præmisser. I kapitel V diskuterer jeg det fri hedsbegreb, der ligger i bunden af hele velfærdsstatstænkningen og hvordan det synes at have mødt sine grænser. Kapitel VI er en sociologisk skitse af de nye arbejdslivsformer, som på forskel lige måder ’decentrerer’ arbejdet. Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg spidse ører her. For hvis man skal gøre sig forhåbning om at rekruttere og fastholde de nye generationer af medarbejdere, må man sætte sig ind i hvordan de tænker, hvilke værdier de har og hvilke motorer, der driver deres livsprojekter.
Med alt dette som afsæt vil jeg i bogens afsluttende kapitler give en række bud på hvordan der kan opbygges et arbejdsliv, der rent faktisk fungerer. Allerede i dag pågår der en ophedet diskussion om hvordan vi skal arbejde i fremtiden. Men diskussionen bremses hver gang af forestillingen om, at der er tale om et nulsumsspil. Hvis nogle skal arbejde mindre, skal andre arbejde mere, lyder det.
Men præmissen er forkert. Det moderne arbejdsmarked er organiseret på en så irrationel og ineffektiv måde, at store dele af det udførte arbejde ikke giver nogen reel værdi til samfundet. Der er ikke tale om et nulsumsspil. Sandheden er, at vi godt kan arbejde mindre i fremtiden uden at det går ud over vores velfærd.
Men det kræver, at vi opgiver vores forestillinger om arbejde som værdighed og moral. For det er dem, der får os til at sovse rundt i stress, elendighed og pseudoarbejde – det er dem, der får os til at overkoge rosenkålen. Hvis vi kommer af med dem, vil vi kunne anlægge et langt mere nøgternt og rationelt blik på hvad der er nødvendigt arbejde og hvor meget vi overhovedet skal arbejde.
Et helt nyt arbejdsliv tegner sig. Hvis vi for alvor skal have åbnet døren til dette nye arbejdsunivers, skal vi have fat i to nøgler. Den ene er en mere fair generationsaftale, som de yngre generationer reelt kan bakke op om. Den anden er et arbejdsliv, hvor den rå årsagsfornøjelse står i centrum. Som rosenkål er arbejde i udgangspunktet skønt og godt. Men betingelsen er klar: Det gælder kun hvis arbejdet giver os en reel mulighed for at gøre en positiv forskel i verden. Ud med det lunkne kogeva nd af kontrol, pseudoarbejde og krav om følelsesmæssig involvering. Ind med meningsfulde opgaver og en ledelse, der ikke blander sig unødvendigt i hvordan de løses.
