Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 2
07.01.2021 11.19
Ewa Klingberg
Sølvtøj og sød musik Roman på dansk ved rikke toft kleemann
GADS FORLAG
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 3
07.01.2021 11.19
Sølvtøj og sød musik er oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann efter Lånat silver och krossat glas Copyright © 2018 Historiska Media & Ewa Klingberg Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06053-6 1. udgave, 1. oplag Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 4
07.01.2021 11.19
1
Jeanette rettede ryggen og flyttede tyngdepunktet fra den ene balde til den anden. Efter mindre end et kvarter havde hun virkelig ondt bagi, og hendes sovende ben mindede hende om barndommens familiemiddage, hvor ingen måtte gå fra bordet, før alle var færdige med at spise. Selv i dag var hun overbevist om, at hendes grandtanter havde tygget i det uendelige og pillet ved tandproteserne for at trække middagen ud så længe som muligt. Hun lænede sig tilbage mod det hårde ryglæn. En begyndende krampe spredte sig i venstre læg. Tanken om at sparke de højhælede støvletter af og trykke fodsålerne ned mod gulvet var lokkende, men hun lod være. Minutterne sneglede sig af sted. Bag hende lød en diskret summen, og hun hørte lyden af skrabende fødder. Med blikket mod de højt placerede vinduer i koret drømte hun sig væk. Så snart alt det her var overstået, ville hun unde sig selv en rejse. Afrika, en safari med vilde dyr og bagende sol eller måske et all inclusive-ophold et sted i Mexico. Eller hvorfor ikke et krydstogt i Caribien? Men i stedet for forventningens glæde blev hun ramt af ensomhed. “Kun en dag, et øjeblik …” Salmen fyldte kirkerummet, og Jeanette blev tvunget tilbage til virkeligheden. Hun bevægede 5
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 5
07.01.2021 11.19
lydløst sine læber, mens hun viklede det tørre lommetørklæde rundt om sine fingre. “Hvorfor skal mig uro holde fangen …” Hun kiggede på sin svigermor, der sang med ansigtet vendt mod kisten. En enkel kiste i hvidlakeret fyrretræ dækket med et ligklæde ikke bredere end en bordløber, gråt med figurative liljer på. “Nær hos mig …” Sådan burde det jo være, tænkte Jeanette. Livet var ikke retfærdigt. Hun burde ikke skulle sidde her. Gun lænede sig ind mod hende, da salmen tonede ud. “Jeg havde forventet nogle flere blomster.” Hendes hvisken forplantede sig i stilheden. At den gamle dame aldrig kunne være stille. Jeanette lagde hånden på sin svigermors arm, så tynd den var. Gennem stoffet kunne hun fornemme knoglerne. “Ssh,” sagde Jeanette og følte taknemmelighed over for præsten, som rømmede sig i mikrofonen. “Vi er i dag samlet for at tage afsked med Kent Dahlskog.” Præsten holdt en kunstpause, og spredte snøft lød. Han kiggede direkte på Jeanette, der måtte kæmpe for ikke at se den anden vej. Med hovedet let på skrå fortsatte han med at tale om Kent, som om han havde været en nær ven. Så vidt hun vidste, havde de aldrig mødtes. Den Kent, som præsten talte om, var ikke den samme mand, som hun havde levet sammen med. Ordene raspede mod trommehinderne. Hun ændrede diskret stilling og håbede, at hun ikke blev opfattet som et barn, der ikke kunne sidde stille. Lægmusklen trak sig sammen, og hun strakte lynhurtigt benet ud. Den messende stemme holdt inde, og solistens klare stemme overtog. Jeanette forstod, at afskeden nærmede sig. Hun så over mod kisten på podiet og vidste, at hun ville være nødt til at tage Gun under armen og hjælpe hende op ad de to trappetrin. 6
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 6
07.01.2021 11.19
Præsten nikkede til dem. Gun famlede efter rollatoren, men Jeanette rystede på hovedet og tog hende under armen. Skridt for skridt nærmede de sig kisten. Det runde, røde rosenhjerte, som stod lænet op ad enden af kisten, så vulgært ud. Hun burde have nøjedes med et mindre blomsterarrangement såsom nogle hvide liljer, der matchede ligklædet. Gun hang på hendes arm, og hun slap ikke engang taget, da de stoppede op ved den ende af kisten, der vendte op mod alteret. Usikker på, hvem af dem der burde lægge den enkle rose fra sig først, skævede Jeanette til bedemanden, der var optaget af en hviskende samtale med solisten. Gun stod helt stille med sammenpressede læber. En enlig tåre fandt vej ned ad hendes kind. Jeanette ventede, hun burde mumle et farvel, men tav ligesom Gun. Efter hvad der føltes som en evighed, slap svigermoren sin blomst, og Jeanette gjorde det samme. Lettet hjalp hun Gun tilbage. Jeanette fulgte Kents arbejdskammerater og ungdomsvenner med blikket, da de gik op til kisten, stoppede og vendte tilbage til deres pladser. Nogle af dem kendte hun godt, andre bare ved navn. Hun så naboerne og medlemmerne af Rotary. Så mange de var, og snart ville hun være tvunget til at trykke deres hænder og se medlidenheden i deres tårefyldte blikke. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun spille med og presse en tåre frem? De forlod kirken til tonerne af en norsk fællessang. Jeanette og Gun stoppede for enden af trappen. Ligesom en papegøje takkede Jeanette for kondolencerne og inviterede til begravelseskaffe i menighedshuset. “Undskyld,” sagde Jeanette, der ikke havde hørt, hvad den fremmede mand foran hende havde sagt. 7
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 7
07.01.2021 11.19
Han mumlede igen noget, der ikke var til at høre, og hun kunne ikke spørge en gang mere, men gættede, at han havde sagt noget om savn og tomhed ligesom alle andre. “Jo tak, jeg klarer mig,” svarede hun og blev mødt af et blik, der både var overrasket og fuldt af medlidenhed. Manden forsvandt hurtigt over mod parkeringspladsen. Jeanette kunne mærke det trække upassende i smilebåndet og skjulte et nervøst fnis bag håndfladen. Han havde sikkert undskyldt for, at han ikke kunne deltage i begravelseskaffen, ikke beklaget sorgen, sådan som hun havde troet. Bordene stod dækket. De tunge sneskyer var veget til side for solens stråler, der blev reflekteret i de nypudsede sølvlysestager, mens de næsten hundrede gæster satte sig. “Han gik i søndagsskole her som barn,” hørte Jeanette Gun fortælle en ældre herre, der var iført en sort habit, hvid skjorte og et sort slips, selvom Jeanette i begravelsesannoncen havde gjort sig umage med at skrive lys beklædning. Så mærkeligt, det havde Kent aldrig fortalt. Eller havde han? Hun vidste så lidt om ham, og alligevel havde de været gift i næste tyve år. Jeanette så sig omkring, nikkede og smilede tilpas meget. Fra tid til anden hørtes et lavmælt grin gennem summen af stemmer. Om cirka en time ville det hele være forbi. Hun fokuserede på at drikke sin kaffe og spise den kage, Gun havde insisteret på; selv havde hun hellere villet byde på varm mad. Den eneste trøst var, at der var både prinsesse- og margaretalagkage. Hun sad midt i et hav af mennesker med en tallerken fuld af lagkage, og ingen talte med hende, ingen lod til at se hende. Hvis den der lastbil bare havde ventet en uge med at køre ind i Kent, så havde hun slet ikke behøvet være en del af det her. 8
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 8
07.01.2021 11.19
Endelig begyndte folk at røre på sig, og hun skyndte sig at takke præsten, inden hun sneg sig ud i garderoben, hentede sit overtøj og åbnede døren. Hun trak den kolde luft ind. Fødderne styrede hende ind på kirkegården og hen til familiegraven, hvor Kents morforældre lå. Gun havde virket lidt spørgende, da Jeanette havde insisteret på, at Kent skulle ligge der. “Men hvad med dig så?” havde hun spurgt. Det var lykkedes Jeanette at undvige spørgsmålet med, at hun måske ikke engang boede her længere, når det blev hendes tid. Blomsterne lå allerede på graven. Hvilket sløseri. Roserne i det røde hjerte var nået at blive frostbidte. En af de nærmeste dage ville kisten med Kents lig blive kremeret, og asken fyldt i en urne. Hun havde takket nej til at blive informeret om urnenedsættelsen. Hvad Gun havde tænkt sig at gøre, vidste hun ikke. Tårerne steg op i øjnene. Så galt det var gået, slet ikke, som de havde planlagt. Hun tørrede kinderne med handsken og vendte ryggen til graven. De høje hæle smældede mod brostenene, som her og der stak op af det velplejede fortov. Hun bed tænderne sammen og satte farten ned, bange for at træde skævt. På entrébordet lå Kents telefon, og på skohylden kunne hun se hans støvler. Stakken af flyttekasser lo hånligt til hende fra deres plads langs væggen. Hun tog sin frakke af og gik ud i køkkenet. Skilsmissepapirerne lå klar og underskrevne på køkkenøen. Hun krøllede dem sammen til en bold, som hun smed fra sig. En firkant fri for krummer og støv afslørede, hvor de havde ligget. I stedet for at flytte herfra var hun nu alene tilbage her. Hun så sig om i rodet; det ville tage måneder, inden hun kunne bede en mægler om at kigge forbi. Hun var begyndt at pakke sine ting, 9
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 9
07.01.2021 11.19
ikke Kents, og Kent havde været en samler. I gæsteværelset, hvor hun havde sovet de sidste par måneder, trådte hun ud af den lysegrå kjole og lod den ligge på gulvet. Stay up-strømperne gik i stykker, og hun spekulerede på, hvad Gun ville have syntes, hvis hun havde kendt til Jeanettes valg af dem i stedet for strømpebukser. Sengen var uredt, og den hvide morgenkåbe var smidt oven på dynen. Kraven havde pletter af foundation og pudder. Hun tog den med sig og puttede den i vaskemaskinen sammen med nogle håndklæder, inden hun samlede sit hår i en hestehale og tog træningsbukser på til en top. Nogle kilometer på løbebåndet ville sikkert få hende til at tænke mere klart.
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 10
07.01.2021 11.19
2
Morgenen efter begravelsen sad Jeanette og nippede til sin kaffe ved køkkenøen, hvor hun og Kent i mange år havde spist morgenmad sammen. Men efter at de havde bestemt sig for at gå hver til sit, havde Kent spist i stuen foran fjernsynet. Stilheden var tydelig, selvom de ikke havde talt så meget med hinanden andet end om praktiske ting, så havde lyden af ham stadig været der: plasket fra brusebadet, en summen fra fjernsynet, der kørte, eller Kents stemme, når han lavmælt talte i telefon. Selvfølgelig kunne hun tænde for fjernsynet eller en vandhane, men der var ikke længere nogen at råbe hej til, når hun trådte ind ad døren. Heller ingen, der kom hjem efter hende og råbte: “Er du hjemme?” De var trods alt forblevet venner. Jeanette rakte hånden ud efter et stykke brød, men brødristeren var tom. Kent havde altid ladet en skive blive i til hende. Der var heller ingen friskpresset juice. Hun kom til at tænke på Kents telefon og gik ud for at hente den. Mens hun vejede den i hånden, overvejede hun hans kode. Hun fandt en oplader og prøvede at indtaste de sidste fire cifre af hans cpr-nummer. Det var forkert. Men så kom hun i tanke om, at han engang havde nævnt, at han indimellem brugte hendes cifre 11
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 11
07.01.2021 11.19
i stedet, og så gik det straks bedre. Hun sad i lang tid og stirrede på skærmen, inden hun lagde den fra sig og gik op ad trappen. Jeanette stoppede op uden for den lukkede dør ind til det, der havde været deres fælles soveværelse. Det var flere måneder siden, hun sidst havde været derinde. Indelukketheden blandet med herreparfume slog lige imod hende, da hun åbnede. Sengen var uredt, men der var hængt et par bukser pænt op på stumtjeneren. Hun smilede ad inventaret fra 1970’erne, som Kent påstod var det bedste, der nogensinde var opfundet. Værelset så ud, som om han lige havde forladt det. Dog uden at lufte ud. Hun hev lagenet af sengen. Hendes første tanke var at vaske det, men så fortrød hun og lod det ligge på gulvet. Telefonen ringede højt gennem hele huset. Jeanette skyndte sig ned og tog den, så hurtigt hun kunne. Tænk, at nogen ringede til hende lige i dag. Nogen, der forstod, at hun havde brug for at snakke, nogen, der turde. “Jeanette Dahlskog?” spurgte en stemme, hun ikke genkendte. “Ja,” sagde hun og nikkede. “Jeg hedder Tina og ringer fra elselskabet.” “Hej,” sagde Jeanette. Tina talte videre, imens tårerne løb ned ad Jeanettes kinder. “Hvad synes du? Tænk, en besparelse på mere end hundrede kroner om måneden!” Jeanette lagde på og låste sig inde på badeværelset. Da hun kom i tanke om, hvor ligegyldigt det var, låste hun op igen. I spejlet oven over håndvasken mødte hun sit rødmossede ansigt og løbende næse. “Ja, det er synd for dig,” sagde hun til spejlbilledet. “Du har god grund til at græde.” 12
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 12
07.01.2021 11.19
Hun fortsatte med at tude et stykke tid. Tårerne sprøjtede, og først efter en halv toiletrulle havde hun fået nok af sin selvmedlidenhed. Makeuppen, som hun havde været så omhyggelig med at lægge, i det øjeblik hun var stået op, var smurt ud i hele ansigtet. Hun vaskede resterne af det væk og duppede sine røde kinder med afkølende ansigtsvand. “Så er jeg klar til runde to,” sagde hun og gik op på førstesalen. Røde underbukser, blå underbukser og underbukser med en tyr på blev smidt i en bunke på gulvet. Ingen, hun genkendte. Bunken voksede. Hvad skulle hun stille op med dem? Og alle strømperne? På genbrugspladsen var man tvunget til at tømme affaldssække og papkasser ud i containerne. Jeanette så alle de overraskede blikke for sig, når farverige underbukser og strømper fløj gennem luften som gigantisk konfetti. Det måtte blive skraldespanden. Hun fyldte pose efter pose og lod dem trille ned ad trappen. Lagenet røg samme vej, men dyne- og hovedpudebetrækket puttede hun i vaskemaskinen. Kent havde været glad for skjorter. De hang i dobbelte rækker inde i klædeskabet. Mange, for ikke at sige de fleste, var blå. Alle tænkelige nuancer og mønstre. De var af god kvalitet. For surt bare at smide dem ud. Det samme gjaldt for hans bluser, jakker og bukser. Jeanette satte sig på sengekanten med en bluse i favnen. Hun genkendte ikke duften. Det var ikke sådan, hun huskede Kent. Hans duft havde været krydret, ikke hav og åbne vidder. Hun vidste ikke særlig meget om hans sidste måneder i live. De havde boet under samme tag, udvekslet et par ord indimellem og skændtes om, hvem der sidst havde gjort rent på badeværelset. Kent havde bredt sig mere og mere og taget rum efter rum i besiddelse, samtidig med at Jeanette havde ladet sit areal skrumpe ind, 13
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 13
07.01.2021 11.19
indtil det til sidst kun have omfattet gæsteværelset i stueplan og en del af køkkenet. De havde begge været glade for køkkenøen, og Kent havde i fuld alvor foreslået, at de skulle trække en streg med et kridt tværs hen over den mørke bordplade i eg. Jeanette slap blusen. Neden for trappen lå et bjerg af fyldte plastikposer og lignede et tilholdssted under en af Londons broer. Efter flere ture ud til affaldsbeholderen var den så fuld, at låget ikke længere kunne lukkes. Hun kiggede over mod naboens affaldsbeholder. De var ude at rejse, og den blev tømt i morgen. Jeanette tog chancen og stoppede de sidste poser derned. Derefter ringede hun til Røde Kors. Den venlige dame, der tog telefonen, fortalte, at de lige præcis i dag kørte rundt og samlede ting ind. De ville komme inden for en time. Med sig havde de tasker og praktiske rejsegarderober. Da de havde pakket det hele ned, takkede de flere gange for alt det fine tøj og alle skoene. Jeanette var så rørt over deres taknemmelighed, at hun fik en klump i halsen. “Jeg er bare glad for, at det kan komme til nytte,” var alt, hvad det lykkedes hende at rable af sig. Inden de kørte deres vej, kom hun i tanke om Kents overtøj, som de også fik med. Hun skammede sig en anelse, da hun kom i tanke om, at hun hverken havde tømt lommerne eller vasket dem, men et gammelt lommetørklæde og nogle forældede kvitteringer spillede måske ingen rolle. Tænk, så hurtigt et menneske forsvandt. Da Jeanette var færdig med at gøre rent, lignede soveværelset næsten et hotelværelse, der ventede på sin næste gæst. Hvis hun gjorde det samme med alle de andre rum, ville hun relativt hurtigt kunne vise huset frem for en ejendomsmægler. 14
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 14
07.01.2021 11.19
Jeanette var sulten. Hun åbnede fryseren. Hvad skulle hun vælge? Der var pasta bolognese, fiskegratin og oksesteg på menuen. Hun bestemte sig for, at hun havde lyst til pasta. Med nogle velafrettede hug med gaflen gennemhullede hun plastfolien og stillede anretningen ind i mikroovnen. Derefter fyldte hun en flaske med koldt vand og satte den i sodavandsmaskinen. Bolognesen var uden smag, og pastaen klistret, men hun blev mæt. Hvor ville Kent have grinet, hvis han kunne se hende nu. Hvis han havde fået lyst til pasta, havde den været frisklavet og gerne hjemmelavet. Til den havde han foretrukket en sauce lavet på lammefars med en hel del fløde, fetaost og rosmarin. Hun fik vand i munden bare ved tanken og savnede pludselig mesterkokken Kent.
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 15
07.01.2021 11.19
3
Summende sorte fluer tumlede søvndrukkent hen over vindues karmen, irriteret over at være blevet forstyrret, og støvet dansede i solstrålerne, som det var lykkedes at trænge gennem den beskidte rude. Luften var trykkende. Jeanette tørrede panden af og løsnede vindueshasperne, men vinduet var ikke til at få op. Hun gentog proceduren med det andet vindue. Nu tog hun fat, alt hvad hun kunne, og var lige ved at ryge med ud, da vinduet fløj op. Nedenfor bredte haven sig ud. Hun så de knortede æbletræers nøgne grene og græsplænen, hvor der stadig lå beskidte snedynger rundtomkring. Irriterende fluer fløj forbi hendes kind på lydløse vinger. Snart ville de opdage, at foråret var langt væk, hun skar en grimasse og jog dem ud, der klamrede sig til vindueskarmen. Jeanette så sig omkring; det måtte have været flere år siden, hun sidst havde været heroppe i loftsværelset. Den eneste måde at komme herop på var af stigen, der blev foldet ned via lågen i loftet i gangen på førstesalen. Loftsværelset havde skråtag og et ubehandlet plankegulv fuld af træsplinter og stumper, der kunne sætte sig fast i fødderne. Tapeterne, der var gået løs her og der, havde store fugtpletter, og hun håbede, at det bare skyldtes, at 16
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 16
07.01.2021 11.19
værelset ikke blev opvarmet om vinteren. Her havde Kent samlet sine kæreste ejendele. Luften var stadig indelukket, og Jeanette gik tværs over gulvet og hen til det andet gavlvindue, der åbnede allerede ved første forsøg. Solen stod ikke på lige her, så der var kun nogle få fluer, der havde forvildet sig herover. Bag naboens tag glimtede Vättern, og hun kunne skimte husene, der klyngede sig fast til skrænterne på den anden side af vandet. Udsigten tog vejret fra hende. Havde hun nogensinde set ud ad det her vindue før? Hun troede det ikke. Fra balkonen en etage nede var udsigten begrænset af pæretræet, der havde fået lov at vokse vildt. Langt væk lød en ringetone. Telefonen? Hun gik hen til døråbningen i gulvet og lyttede intenst. Ringeklokken. Hun ventede ikke nogen, men svingede benene ud over kanten og klatrede ned. “Jeg kommer,” mumlede hun og skyndte sig videre ned ad trappen til stueplan. Uden for døren stod hendes svigermor. “Forstyrrer jeg?” spurgte Gun. “Eller må jeg komme ind?” “Du er altid velkommen, det ved du da.” Jeanette lukkede hende ind og smilede påtvunget. “Sæt dig ind i stuen, så sætter jeg kaffe over.” Gun havde en kringle med fra Gustafs Konditori, ikke med kanel, som Jeanette foretrak, men med kardemomme, der havde været Kents favorit. Jeanette skar hele kringlen op og lagde stykkerne tilfældigt ned i brødkurven. Stokken smældede mod gulvet, og hun vidste, at Gun gik rundt på sin sædvanlige inspektionsrunde. “Søde du! Lav nu ikke kaffen for stærk.” “Okay,” råbte Jeanette tilbage og fyldte perkolatorens beholder med samme mængde kaffe, som hun plejede. 17
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 17
07.01.2021 11.19
Da hun kom ind med bakken, havde Gun sat sig til rette i sofaen. Hun sad med to puder i ryggen. “Bløde sofaer er det rene djævelskab,” sagde hun og stønnede let. “Jeg kan tage armstolen frem,” tilbød Jeanette. “Men kæreste barn, du behøver ikke gøre dig så stor ulejlighed for min skyld.” Jeanette brød sig ikke om at blive kaldt barn. Tre år tidligere var hun fyldt halvtreds, og på papiret var hun enke. “Du har vel ikke noget imod, at jeg kommer forbi og hilser på fra tid til anden?” Jeanette fór sammen. “Nej da, overhovedet ikke,” sagde hun og mærkede, hvordan det strammede til i kæberne. “Hvis jeg er hjemme, er du selvfølgelig velkommen.” Skulle hun fortælle om skilsmissen? Hun tænkte på lægen, der var kommet hende i møde på sygehuset og havde lagt en trøstende hånd på hendes arm og forklaret, at Kent var død på stedet. Lastbilen havde afsluttet hans liv lige der i fodgængerfeltet. Hun havde gentaget de ord, da hun havde ringet Kents kompagnon op på advokatkontoret. Derefter havde hun sagt dem så mange gange, at de nærmest var blevet et mantra. Hun havde ikke fortalt nogen om skilsmissen. “Jeg går ud fra, at du bliver godt betalt, når du sælger Kents andel?” Kunne Gun læse hendes tanker? “Som du ved, er det bare et lille kontor med helt almindelige klienter, ikke jetsettere med guldkort.” “Men du bliver der vel?” “Nej, det gør jeg ikke.” 18
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 18
07.01.2021 11.19
Jeanette havde sagt op og var holdt op, så snart hendes afløser var inde i arbejdsopgaverne. Allerede da de havde besluttet sig for at blive skilt, var hun stoppet som sekretær på kontoret. Hun havde besluttet sig for at tage et sabbatår. En beslutning, hun havde holdt fast i. Da Gun spurgte, hvad hun arbejdede med nu, lod Jeanette, som om hun ikke hørte det, og gik ud for at hente mere kaffe. Hun syntes ikke, at hun skyldte at rapportere, hvad hun lavede og ikke lavede. “Men huset da, beholder du det?” “Ja, det tænker jeg,” svarede hun. “I det mindste sådan som det ser ud lige nu.” Gun tog en bid af kringlen. “Synes nu nok, at de har været lidt nærige med kardemommen,” sagde hun og tyggede af munden, inden hun fortsatte. “Du har ikke tænkt dig at leje lejligheden ud i baghuset?” Jeanette åbnede munden, men lukkede den igen. Hvad mente hun? Lejligheden i baghuset? “Jo,” sagde Gun. “Jeg har tænkt lidt over det hele, og jeg tror, at det er blevet tid for mig at flytte ind til byen.” “Til mit baghus?” Jeanette håbede, at hun havde misforstået. “Ja. Hvis Kent havde været i live, havde det jo også været hans. Han havde sikkert ikke haft noget imod at lade mig bo der.” “Men …” begyndte Jeanette. “Det går virkelig ikke …” “Hvad er det, der ikke går? Jeg har brug for at bo i stueplan. Mine knæ bliver dårligere og dårligere, og snart er jeg også nødt til at benytte rollatoren indenfor.” “Der findes fine ældreboliger. Jeg hjælper dig gerne med at finde en, der passer.” 19
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 19
07.01.2021 11.19
Guns øjne blev smalle. “Så det, du siger, er, at du ikke vil have mig her?” Jeanette sank. Hvad skulle hun sige? Ville Gun overhovedet tro hende, hvis hun sagde, at de i princippet havde været skilt, da Kent døde? Bare tanken om, at Gun ville sidde inde bag gardinerne og udspionere hende, vækkede ubehag. “Lejligheden i baghuset er i dårlig stand og trænger til at blive renoveret. Den er ikke blevet brugt i mange år,” sagde hun i håb om at afslutte diskussionen. “Jeg er ikke forvænt,” brummede Gun. “Men jeg er ikke dummere, end at jeg godt forstår, at jeg ikke længere er velkommen i det, som engang var min søns hjem.” Med stive bevægelser rejste hun sig fra sofaen. Jeanette vidste ikke, om Gun overdrev, da hun stavrede ud mod døren. For en sikkerheds skyld fulgte hun efter ud i entréen og hjalp svigermoren i frakken. “Du er velkommen til at komme forbi og hilse på, men du kan ikke bo her,” sagde Jeanette. Gun vendte sig mod hende med nogle tårer løbende ned ad de rynkede kinder. De skiltes i tavshed, og Jeanette blev stående på trappen, fulgte sin svigermor med blikket, da hun bøjet hen over rollatoren og med stokken under armen bevægede sig lige så langsomt i retning af busholdepladsen.
Sølvtøj og sød musik_TRYK.indd 20
07.01.2021 11.19