Søstre for livet by Gads Forlag

Søstre for livet

Søsterfællesskaberne og deres hospitaler

Thomas Melchior

Gads Forlag

Søstre for livet

Søsterfællesskaberne og deres hospitaler

ISBN: 978-87-12-07058-0 1.udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekstredaktion: Hans Erik Havsteen

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Grafisk tilrettelæggelse og repro: Narayana Press, Gylling Tryk: PNB Print, Letland

Kopiering fra denne bog må kunne finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Indhold

I Sankt Joseph-søstrene

1 . Dagligt søsterliv før og nu 1856-

2 . “Hospitalet med den ene seng” 1873-1980

3 . Sankt Joseph-søstrene i Fredericia 1866-1949

4 Fra ubemærkethed til folkefest i Randers 1868-1978

5 . Sankt Joseph-søstrene i Odense 1871-1968

6 . Sankt Joseph-søstrene i Aarhus 1875-1971

7 Søstrene på Island, Færøerne og Grønland 1896-2024

8 . Hospitalet med udsigt over Horsens by og fjord 1900-1970

9 . Esbjerg, Søsterfællesskabets største udfordring 1903-1979

10 Den kristne kærligheds søstre 1882-1922

11 . Sankt Elisabeth-søstrene i København og Næstved 1895-

12 . Kamillianerne kommer til Aalborg 1898-1984

. Sankt Vincent-søstrene i Helsingør 1904-2006

15 . Sankt Hedvig-søstrene i Dalum 1906-2024

16 . Søstre af Marias Hellige Hjerte af Berlaar 1911-2006

18 . Elisabethinerne i Holbæk 1931-1974

Kærlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter. Herman Bang, Paris 1893

Forord

Som så mange andre københavnere kom jeg til verden på Sankt Josephs Hospital i København i 1955. Da min mor allerede som ung led af en svær lungesygdom, havde hendes egen læge anbefalet, at fødslen foregik på Sankt Josephs Hospital i København, som var grundlagt af den katolske søsterorden Sankt Joseph-søstrene i 1873, hvor en af landets førende lungespecialister var ansat.

Da hun døde i 2015, fandt jeg i hendes efterladte papirer et enkelt billede af tre af min mors tanter. Det var stateligt klædte ordenssøstre, som i deres gammeldags store gevandter med stive slør stod i en have. På bagsiden af fotografiet stod anført “Dalum 1936”. Det lignede ikke forsagte nonner, tværtom udstrålede de alle tre beslutsomhed og viljestyrke. Min nysgerrighed blev vakt. Hvem var de? Deres historie var forsvundet i glemslen. Det har jeg med denne bog også forsøgt at råde bod på.

Stor var min overraskelse, da jeg erfarede, at flere udenlandske søsterordener var med til at opbygge og modernisere sygehusvæsenet i Danmark, fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. Det moderne danske sygehusvæsen blev udviklet ret sent i begyndelsen af det 19. århundrede. På det tidspunkt var mange af sygehusene uafhængige, og de enkelte byer og amter traf selv beslutninger om drift og anlæg af disse. Langt de fleste senge fandtes dengang som nu i de store byer som København, Aarhus og Odense. Provinssygehusene var på det tidspunkt præget af en katastrofal mangel på senge og organiseret patientpleje. Behovet for senge steg kraftigt især i begyndelsen af det 20. århundrede i takt med den rivende udvikling inden for både det kirurgiske og medicinske område. Med etableringen af søstrenes selvejende hospitaler blev sengekapaciteten især i provinsen ved århundredeskiftet øget med op til 75 %.

De fleste hospitaler havde afdelinger, som i forbavsende lang tid ikke indgik i den offentlige sygehusplanlægning uden for universitetsbyerne. Det var først fra 1930’erne, at man så en begyndende organisatorisk udvikling af sygehusvæsenet, som kulminerede i forbindelse med Kommunalreformen i 1970. Fra det tidspunkt overgik ansvaret for sygehusvæsenet til amterne, hvilket førte til lukning af en række ofte mindre hospitaler i hele landet. Alle privatdrevne hospitaler måtte

lukke, herunder de fleste katolske hospitaler i 1975. Et enkelt fik lov at fortsætte frem til 1994, men måtte herefter lukke trods store protester i lokalbefolkningen. Tilbage står i dag en lang række smukke bygninger i København og i en række provinsbyer som et minde over de mange katolske søstres uegennyttige, slidsomme og filantropiske indsats i det danske sundhedsvæsen.

Endnu mere overrasket blev jeg, da jeg erfarede, at man i moderne hospitalshistorieskrivning har “glemt” at fortælle ordenssøstrenes historie. Man kunne forledes til at tro, det skyldes en berøringsangst, når det gælder emnet “private katolske hospitaler” i et protestantisk påvirket velfærdssamfund præget af en udtalt offentlig styring af social- og sundhedsvæsenet. Et lille tilløb til en samlet beskrivelse af de katolske hospitaler findes i tobindsværket Det danske Sygehusvæsen fra 1962. Kapitlet har dog nærmest karakter af et lille appendiks. Jeg besluttede derfor at skrive søstrenes glemte historie.

Samtidig har jeg forsøgt at beskrive, hvorfor nogle kvinder søgte optagelse i kvindelige religiøse ordensfællesskaber. Livet som ordenssøster var dengang et ideal i katolske kredse, ligesom det i protestantisk kontekst dengang var for en ung kvinde at få status som moder/hustru. Men hvem var disse overvejende udenlandske kvinder, som var med til at opbygge og modernisere det danske sygehusvæsen?

Kvinderne var anderledes klædte, de bar slør og havde i starten besvær med det danske sprog. Alligevel tillod det offentlige disse driftige søstre at opføre og drive deres egne hospitaler og andre institutioner i mere eller mindre konkurrence med det offentlige. For nogle læger var det en torn i øjet, at søstrene på et meget tidligt tidspunkt var i stand til at tiltrække innovative og driftige speciallæger. Privathospitalerne kunne derfor tilbyde specialistbehandlinger, som på den tid var forbeholdt patienter i København og enkelte store provinsbyer. Som noget ganske usædvanligt for den tid blev alle deres hospitaler ledet af kvinder, men lægerne syntes at affinde sig dermed. Historien vil vise, at frygten for at ligge på et katolsk hospital omgivet af nonner hurtigt forsvandt.

Fortællingen vil desuden vise, at det var almindelige kvinder, der på godt og ondt havde truffet det valg at blive ordenssøster. Det var et valg, hvor de kom til at leve og arbejde i et stærkt reguleret religiøst fællesskab. For den almindelige dansker syntes det at være et ubegribeligt valg, som for langt de fleste søstre blev et slidsomt liv i et fremmed land. Overraskende er, at kun ganske få af disse kvinder fortrød dette valg eller kald i livet.

Begrebet kald kan være svært at forstå, men er i dag synonymt for et arbejde, der ikke kun gøres for pengenes eller prestigens skyld. Som så mange andre

begreber har det en religiøs oprindelse. For ordenssøstrene er kaldet Guds henvendelse til den enkelte, et kald til at skulle udføre en bestemt opgave her i livet. I en sekulær verden har et livslangt forpligtende kald i dag ikke den samme tiltrækningskraft, som det havde for søstrene før i tiden.

I vor tids multikulturelle samfund ser vi i dag med bekymring på tildækkede kvinder, men ordenssøstrene, som kom til landet ved århundredeskiftet, var også tildækkede. Deres fremmedartede klædning og delvis lukkede livsførelse forhindrede ikke, at både læger og mange patienter nærede dyb respekt og beundring for disse kvinder. Historien om et anderledes kvindeliv rummer derfor både socialhistorie, medicinsk historie, religionshistorie og ikke mindst glemt danmarkshistorie.

Hvert kapitel vil kort indledes med en skildring af den offentlige sygehusudvikling i de købstæder, hvor søstrene oprettede deres små fællesskaber. Ønsket er at forklare, hvorfor det dengang var muligt for disse fremmede kvinder at oprette og drive hospitaler i fri konkurrence med det offentlige sygehusvæsen. Modstand var der flere steder, men med tiden blev søstrene accepterede og værdsatte i samtiden. Det offentlige sparede samtidig mange penge.

Der findes ingen samlet beskrivelse af søstrenes aktiviteter i Danmark. Personer med kendskab til ordenssøstrene, familie til søstre og enkelte nulevende danske ordenssøstre har været mig en stor inspirationskilde og har kunnet give mig faktuelle oplysninger. Informationer har jeg ligeledes kunnet indhente fra katolske menigheder overalt i landet, sjældnere fra de enkelte kirkers arkiver, hvor man ofte ukritisk har skilt sig af med historisk materiale. Katolsk arkiv i København har ikke mange oplysninger om søstrenes gerninger herhjemme, men den daværende bibliotekar Käthe Madsen gav mig registeret over Nordisk Ugeblad for katholske Kristne, Johannes Metzlers og Karl Harmers bøger omhandlende genetableringen af den katolske kirke i Danmark efter religionsfrihedens indførelse i 1849, hvilket muliggjorde en søgning efter andre kilder, der beskriver søstrenes tidligste virksomhed her i landet. Købstædernes lokalarkiver har været mig yderst behjælpelige med at fremskaffe materiale eller give mig en ide om, hvor jeg kunne søge oplysninger. Fantasien har været stor. En speciel tak rettes til Henriette Baudtler fra Kolding Stadsarkiv, Bodil Valsted ved Dalum-Hjallese Lokalarkiv og Susanne Balslev fra Katolsk Historisk Arkiv, uden deres entusiastiske hjælp havde jeg ikke påbegyndt denne store opgave.

I dag har digitaliseringen lettet adgangen til bl.a. avisarkiver. Aviserne beskriver oftest mere nøgternt søstrenes aktiviteter, det er samtidens beskrivelse om

end også modvilje mod søstrenes aktiviteter, som spores i flere artikler. I søstrenes egne beretninger nedtones ofte de udfordringer, de mange gange stod over for både udadtil og indtil. Eksempelvis er S. Malchau og ikke mindst Y. Wernes beskrivelser af Sankt Joseph-søsterordenen mere nuancerede. Kun få læger har beskrevet deres og søstrenes aktiviteter her i landet.

Sankt Joseph-søstrene i Danmark samt Elisabethsøstrenes og Hedvigsøstrenes moderhuse i Berlin åbnede deres arkiver for mig. De gav mig adgang til bl.a. søstrenes såkaldte “krønike” og et for mange i dag ukendt billedmateriale. Kendskabet til ordenernes krønike, breve, levnedsbeskrivelser, avisartikler m.m. har derfor været uvurderligt for tilblivelsen af manuskriptet.

En speciel tak rettes til tidligere generalpriorinde for Hedvigsøstrene Vincentia Weide, som gjorde det muligt for mig at opholde mig og arbejde i Moderhuset. Løbende har jeg måttet foretage korrektioner i manuskriptet efter samtaler med bl.a. den danskfødte benediktinerinde Anna-Marie Kjellegaard Jensen, priorinde for Elisabethsøstrene søster Dorothea Alex samt pensioneret afdelingssygeplejerske ved Spangsbjerg tuberkulosesanatorium og sygeplejehistoriker tidligere tilknyttet Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding og Esbjerg Stadsarkiv Aja Høj-Nielsen. Også en tak til professor emeritus i historie Brian Patrick McGuire og historiker Jørgen Nybo Rasmussen for deres støtte og råd gennem hele arbejdsprocessen.

En stor tak til Norbert Weide, Elisabeth Tasarek Dahlerup, Erna Enemark og Jan Tecza for deres entusiastiske hjælp med kildemateriale og billeder. Ansatte ved Dansk Sygeplejehistorisk Museum har været meget behjælpelige med oplysninger og billedmateriale. Det er ikke muligt kort at nævne alle de mange personer rundtom i landet herunder aktive og pensionerede sygeplejersker/diakonisser, som når de hørte om projektet, har været yderst hjælpsomme med oplysninger, billedmateriale og henvisninger. Uden deres entusiastiske hjælp og inspiration var bogen ikke blevet til.

Søstrene Virginia, dominika og Fortunata Schölzel. dalum Klosterhave 1934

Indledning

Klostre, stiftelser og hospitaler

De katolske brødre- og søsterordener har siden 8-900-tallet oprettet mere end 130 klostre i Danmark. Deres velgørende indsats har gennem tiderne været med til at danne en af grundstenene i det danske social- og sundhedsvæsen. Allerede i middelalderen ydede mange klostre hjælp til fattige, syge og nødlidende. I Morkær i Slesvig og i Præstø virkede Den Hellige Antons Hospitalsbrødre. I byerne Faaborg, Randers, Aalborg og København virkede Brødrene af Helligåndsordenen, som drev helligåndshuse, hvilket var lemmestiftelser (plejegårde for gamle og fattige).1

En af de mere kendte katolske ordener er Johanniter-ordenen, som havde klostre med tilhørende hospitaler i bl.a. Antvorskov, Odense, Viborg, og Ribe. Herudover fandt man i byer pesthuse, kvæsthuse, dårekister og isolationshuse. De katolske Sankt Jørgens-gårde tog sig især af de spedalske. I middelalderen fandtes Sankt Jørgens-gårde i de fleste store byers udkanter, men i 1542 var spedalskhed imidlertid næsten forsvundet her i landet, hvorfor disse blev nedlagt. De få tilbageværende spedalske patienter blev indlemmet i helligåndshusene. Mange af Sankt Jørgens-gårdene fungerede derefter som lemmestiftelser eller fattiggårde i landets provinsbyer.

I middelalderen var hospitalerne private institutioner oftest med tilknytning til en klosterorden. Et hospital var dengang en stiftelse for gamle, syge og fattige og ikke et sygehus i ordets nuværende betydning, selvom der også dengang har boet mange syge og svækkede mennesker, der krævede kost, pleje og omsorg. De behandlingsmæssige tiltag var dengang meget begrænsede, ligesom sygdomsforståelsen endnu i mange år var baseret på antikke betragtninger.

Derfor måtte mange fattige, syge, gamle og andre svage grupper i middelalderen og helt frem til midten af 1800-tallet hjælpes af familien, eller hvis det ikke var muligt, ty til tiggeri for at overleve. Ved reformationen i 1536 blev de katolske institutioner lukket. Klostrene og deres jorde overgik først til kongen, som siden solgte en del af besiddelserne til adelen. Efter reformationen opførtes flere fattiggårde, med bidrag fra lokale godsejere. Staten repræsenteret ved lenmandsvældet

fik samtidig i et vist omfang forpligtelsen til at drage omsorg for syge, svage og fattige.

I slutningen af 1600-tallet opførte man fattighuse for at komme det tiltagende tiggeri til livs. Hundrede år senere havde de fleste sogne et lille hospital, dvs. et fattighus. Det offentlige fattigvæsen, fattigkommissionen, blev helt frem til begyndelsen af 1800-tallet administreret af den lokale præst og tre-fire lokale gårdmænd. I 1868 blev fattigvæsenet en kommunal opgave, men det førte ikke til bedre tilstande. Ofte blev de fattige og syge stavnsbundet og isoleret fra det omgivende samfund under elendige forhold præget af armod.2

Omkring 1700 fandtes der ikke noget egentligt offentligt sygehusvæsen, hvis man ser bort fra militærets sygehuse. Kontrollen på sundhedsområdet var dengang indskrænket til mere eller mindre effektive karantæneforanstaltninger. I hele Danmark og Norge fandtes i sidste halvdel af det 18. århundrede kun 42 medicinske læger, mens kirurgernes antal på samme tid beløb sig til 378.3 I 1808 var der i København 16 hospitalslæger, 38 embedslæger og 30 praktiserende læger. Men fra midten af 1700-tallet og frem til år 1850 begyndte man nu at opbygge

Dalum Kloster ved Odense. Sankt Hedvig-søstrene kom i 1906 til Dalum, hvor de ud over et kloster etablerede et sanatorium for brystsyge kvinder og et børnehjem. Klosteret blev nedlagt i 2024.

et sundhedsvæsen med offentlige sygehuse i København og i flere købstæder.

Udbygningen gik i mange år meget langsomt. Amterne fik til opgave at sørge for sygehuse til befolkningen i landdistrikterne. Det første amtssygehus blev etableret i Nakskov tilbage i 1787 på grund af de hårdnakkede syfilisangreb dengang kaldet forrådnelsesfeberen, som havde epidemisk karakter og efterlod familier med vansirede ansigter, store sårdannelser og eroderede næser.4

Allerede i 1806 blev det pålagt alle amter i landet at opføre et sygehus, men der skulle gå mange år, før det reelt skete. Provinsens sygehuse var næsten alle små med fire-ti sengepladser, de største havde 30-40 senge.5 Flere amter gik sammen med købstæderne og byggede og drev i fællesskab amts- og bysygehuse til betjening af befolkningen i både by og opland. Andre steder kunne amt og købstad ikke enes om økonomien, hvorfor de hver især byggede deres egne sygehuse. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at forståelsen af sygdomsårsagerne ændredes, hvilket igen førte til en rivende udvikling både inden for det medicinske og kirurgiske speciale. En konsekvens heraf blev et øget behandlingstilbud til de syge og dermed en kraftig stigning i antallet af sygehuse.

De første moderne behandlingshospitaler

Danmarks første moderne behandlingshospital – i ordets nuværende betydning –for den civile befolkning blev på foranledning af Frederik 5. opført i 1752-57 på en grund mellem Bredgade og Amaliegade i København.6 “Statens modelsygehus” var dog indledningsvis plaget af pengemangel og mangel på planlægning.

Efter at have bygget i tre år nedsattes en kommission, der skulle “fastslaa indretningen”. I modsætning til tidligere tiders hospitaler, der havde karakter af stiftelser for kronisk syge fattiglemmer, var Det Kongelige Frederiks Hospital fra start af tiltænkt som et behandlings- og undervisningshospital. Frederiks Hospital blev en selvejende institution med det formål at yde ubemidlede patienter fri kur og pleje. Hospitalet overtog dermed den forpligtelse, familiens overhoved tidligere har haft i forbindelse med sygdom i husstanden.

I formålsbestemmelsen for hospitalet hed det “et almindeligt Hielpe-Middel for de Syge, som ikke formaae i deres armelige og nødlidende Tilstand at komme sig selv til Hielp, og dog ved Guds Naadige Bistand og Lægens Hielp, samt en god og tilbørlig Underholdning kunde forhielpes til deres Førlighed igjen, saa de kunde igjen fortjene deres Leve-Brød.”

Her regnes med, at Guds nådige bistand er nødvendig, når patienten skal gøres rask. For at blive indlagt skulle der være udsigt til, at patienten blev helbredt

Nonne tilhørende Cistercienser-ordenen på havearbejde ved klosteret i Allerslev 1942.

og dermed atter var en arbejdsduelig medborger. Samtidig skulle den pågældende være fattig, hvilket betød, at patienten ikke kunne forsørge sig selv. “Herskaber” kunne mod betaling få indlagt tyende. Sygehusets drift kom delvis fra et overskud fra postvæsenet i Norge. Man havde oprindelig planlagt 300 fripladser til fattige og nødlidende syge, men af finansielle grunde blev tallet indskrænket til 125. Fripladserne blev forbeholdt trængende af borgerstanden. Ved opførelsen var ho‑ spitalet indrettet i en kirurgisk og medicinsk afdeling, men man havde oprindelig ikke tænkt på at indrette operationsstuer.

Hospitalet kom med årene til at rumme 364 sengepladser fordelt på to medi‑ cinske og to kirurgiske afdelinger. Omkring 1850 var antallet af indlæggelser helt oppe på 430 patienter, hvilket gjorde, at man flere gange måtte placere to patienter i samme seng.7 Det var før den egentlige sygepleje var blevet indført. Patientplejen blev udført af fattige koner, der boede i et hjørne på stuerne. De sanitære forhold var præget af tidens manglende kendskab til hygiejne og antiseptik. I perioden 1759‑87 rummede hospitalet tilmed en fødselsstiftelse, hvor børnedødeligheden ikke overraskende var meget høj.

Hospitalet kom til at tjene som en vigtig uddannelsesinstitution for læger i praktisk lægegerning. Den første embedsmand, som blev tilknyttet hospitalet, var præsten, selvom man de første år ikke havde nogen kirke. Hans opgave var at besøge de syge og at holde andagt. Bemærkede han ved besøgene uregelmæssigheder eller forsømmelser, skulle han formane stuekonerne.

København var på det tidspunkt en fristad for bl.a. den katolske kirke.8 Indlagte katolikker kunne betjenes af en katolsk præst, men forudsætningen var, at der blev sat et skærmbræt op foran patient og præst, og at de skulle tale lavt. Fra start ansatte man “en medicus og to candidati medicinæ samt en chirurgus, to underchirurgiæ og to studiosi chirurgiæ”. Hospitalet oplevede med årene følgerne af specialiseringen inden for lægefaget og oprettede eksempelvis i 1898 en oto-laryngologisk poliklinik og i 1902 en klinik for hud- og kønssygdomme. Det var samme år, som hospitalet fik sit første røntgenapparat. Året før var tællelys, olielamper og gasblus blevet udskiftet med elektrisk belysning.9

Få år efter at Frederiks Hospital havde åbnet sine døre, opførte fattigvæsenet sin nye institution, Almindeligt Hospital, i Amaliegade (1769-1892) som led i det

Frederiks Hospital omkring 1900. Hospitalet opførtes i København i 1752‑1757 og blev danmarks første moderne behandlingshospital.

Frederiks Hospitals gårdhave kaldtes Grønnegården. Her kunne patienterne nyde den friske luft. Foto fra ca. 1890.

københavnske fattigvæsens forsorg.10 Hospitalet fungerede som en stiftelse, dvs. en forsørgelsesanstalt for byens trængende, fattige gamle med plads til 600 lemmer. Bygningen husede desuden fattigvæsenets administration. I stiftelsen blev der indrettet en større kirke. Herudover oprettede man en mindre sygeafdeling, oprindelig med plads til 16 sygesenge, men med årene blev kapaciteten udvidet betydeligt. I 1771 blev det besluttet, at fattige syge alene skulle behandles på Almindeligt Hospital og ikke på det nærliggende Frederiks Hospital i Bredgade.

Det var, hvad der var af muligheder for københavnere med behov for sygehushjælp på den tid. Behandlingen var ikke i moderne forstand diagnosticerende og helbredende, men rettede sig mere mod at bedre patienternes almentilstand.

Før koleraepidemien husede Almindeligt Hospitals Lemmeafdeling 1200 personer, hvoraf 818 var “fruentimmere”. Urenlighed og uorden var derfor ikke overraskende uundgåeligt, når et sygehus på omtrent 400 senge og en Lemmestiftelse med plads til 1200 var forenede i samme bygninger.11 Almindeligt Hospital var af praktiske årsager blevet Byens Kommunehospital.

En epidemi sætter gang i sygehusbyggeriet I 1853 blev byen ramt af en voldsom koleraepidemi, som i løbet af få sommermåneder slog knap 5.000 mennesker ihjel ud af 7.-8.000 smittede. Udbruddet og ikke mindst spredningen skyldtes de ekstremt dårlige sanitære forhold i byen, bl.a. flød afføringsresterne i gaderne, og drikkevandet var stærkt forurenet. Lægerne og myndighederne forstod ikke sygdommen og kendte ikke dens årsag. Men de var dog klar over, at det lave hygiejneniveau var en medvirkende årsag til udbruddet.

Forholdene under koleraepidemien var forfærdelige på hospitalet. “Overfyldning med mennesker fremkaldt[e] en forknyt sindsstemning, da billedet af sygdommen (kolera) stod for alles øjne og klageskrigene lød over hele Stiftelsen, fordi de syge ikke kunne sondres fra de sunde.”12 Da koleraen slap sit tag i Almindeligt Hospital, var knap halvdelen af de 1200 indlagte døde. Dr. Engelsted skrev senere om forholdene på Almindeligt Hospital: “Tilstrømningen af syge (var) til enkelte Tider saa stor, at de forskellige køn ikke kunde sondres fra hinanden, den samme Omstændighed var Aarsag i, at den nødvendige Udrensning af Stuerne ikke kunde foretages.”13

Blandt mange mennesker var der en ikke ubegrundet frygt for at blive indlagt på datidens hospitaler. Ikke overraskende blev institutionerne primært brugt af den fattige del af befolkningen.

Sengestue på Frederiks Hospital i 1910. de slidte gulvplanker har ikke været nemme at rengøre.

Søstre for livet

THOMAS MARIA MELCHIOR