Søvnløs

Andre bøger af Anders Bortne: Et bra band. Roman (2005) Natt’ der oppe, natt’a der nede. Noveller (2008) Ismannen. Roman (2011) Karikaturen. Roman (2014) Ulvens år. Roman (2017)

Søvnløs.indd 2

08.01.2020 13.34

ANDERS BORTNE

SØVNLØS Tusind vågne nætter og jagten på en løsning

GADS FORLAG

Søvnløs.indd 3

08.01.2020 13.34

Søvnløs Tusind vågne nætter og jagten på en løsning Af Anders Bortne Oversat fra norsk af Søren Vinterberg efter: Søvnløs Tusen våkenetter og én løsning Copyright © 2019 Tiden Norsk Forlag, Oslo Et imprint i Gyldendal Norsk Forlag AS Dansk udgave: Copyright© 2019 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05943-1 1. udgave, 1. oplag Dansk omslag: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Forfatterfoto: Agnete Brun Tryk: Scandbook, Sverige Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne oversættelse har fået støtte fra

.

www.gad.dk

Søvnløs.indd 4

08.01.2020 13.34

Søvnløshed må betragtes som et af de mest presserende og udbredte helbredsproblemer, den moderne verden står over for, men kun få taler om det, anerkender omkostningerne eller føler, at der er et behov for at gribe ind.

Matthew Walker, søvnforsker og professor i neurologi og psykologi, i bogen Derfor sover vi.

Et af landets mest undervurderede folkesundhedsproblemer.

Folkehelseinstituttet (Oslo) om søvnbesvær.

Søvnløshed er den største søvnforstyrrelse, vi har. Den rammer rigtig mange danskere, men er overset og dårligt behandlet. Der er brug for meget mere fokus på det her problem.

Den danske søvnprofessor Poul Jennum.

Søvnløs.indd 5

08.01.2020 13.34

Søvnløs.indd 6

08.01.2020 13.34

Til alle, som sover.

Og alle, som ikke gør det.

Søvnløs.indd 7

08.01.2020 13.34

Søvnløs.indd 8

08.01.2020 13.34

FORORD

Denne bog er skrevet for at hjælpe mennesker med alvorlige søvnproblemer, men den tilbyder hverken en plan eller konkrete råd såsom at spise bananer og meditere før sengetid. Det er historien om et søvnløst liv, men det er også en fortælling om menneskets forhold til søvn. Hvordan sov vi tidligere? Hvad sker der, når vi sover? Og det vigtigste spørgsmål, hvis du selv kæmper for at sove eller kender nogen, der gør det: Findes der en løsning, som virker?

Efter seksten år blev mine egne søvnproblemer værre, nærmest fra den ene dag til den anden, og uden at jeg forstod hvorfor. Det, der havde været til at leve med, gik ikke længere. Hvis ikke jeg foretog mig noget, ville jeg bukke under. Jeg begyndte på den faste runde af behandlingsmetoder, som de fleste søvnløse kender alt for godt: piller, urter, meditation, akupunktur og yoga.

Samtidig begyndte jeg at læse bøger om søvn og søvnforstyrrelser, ikke bare selvhjælpsbøger, men medicinske, psykologiske og historiske bøger om søvn. Jeg fandt ikke 9

Søvnløs.indd 9

08.01.2020 13.34

en bog, der henvendte sig til mennesker med alvorlige søvnplager. De fleste bøger var skrevet for mennesker, som havde evnen til at sove, men som havde fravalgt det, eller mennesker, der ikke forstod, at de burde sove noget mere. Insomni var i bedste fald et underafsnit. Og alle de velmenende, men overfladiske søvnråd var selvfølgelig ikke nogen kur mod en kronisk og alvorlig lidelse. Det mærkeligste af det hele var den mystik, vi fortsat omgiver søvn og søvnbesvær med. Aldrig har videnskaben – men også folk, som vi er flest – vidst mere om krop og sundhed; hvorfor forholder vi os så til søvn, som om det er noget gådefuldt?

Jeg er hverken læge eller søvnspecialist. Tværtimod.

Det her er skrevet af et menneske, der har lidt af insomni i seksten år – og som fortsat sover dårligt. Hvis du leder efter en bog, der tilbyder bekvemme tips om, hvordan du kommer til at sove bedre – drik mindre kaffe, træn mere, afsæt en time til bekymringer i løbet af dagen og så videre – så må du lede videre.

Medmindre du da læser denne bog, lærer lidt om søvn og søvnløshed undervejs, lægger to og to sammen på egen hånd og får et indblik i, hvordan andre søvnløse har det.

Ret meget mere kan man ikke forvente af en bog, hvis du spørger mig.

Anders Bortne, Oslo, 30. januar 2019

Søvnløs.indd 10

08.01.2020 13.34

APRIL. PILLER (Om lægebesøg og sovemedicin, fakta og overtro om søvn, hvordan mine plager begyndte for seksten år siden, og hvorfor søvnløse mennesker ikke bager pandekager).

I Natten før jeg skal til lægen, sover jeg selvfølgelig som en sten. Jeg vågner udhvilet. Jeg sveder ikke, fryser ikke.

Hovedet er klart. Det værker ikke i muskler og led. Skal jeg aflyse? Jeg kan ikke lide at gå til lægen, kan ikke lide at sidde over for en fremmed og fremlægge mine egne svagheder. Så længe jeg ikke har noget håndfast at henvise til, feber eller et sår eller et brækket ben, er jeg bange for, at det skal blive reduceret til føleri. Jeg kan ikke sove.

Nu har jeg jo sovet. Jeg har det bedre end i lange tider.

Mit eget blik møder mig i spejlet i venteværelset, fast og klart. Min hud har den svage glød, som jeg på søvnløse dage misunder andre – et tegn på sundhed, normalitet, på en nat med lang og dyb søvn.

Måske er jeg kureret?

Måske er det omsider overstået?

Det var ikke sådan, jeg tænkte for en uge siden, da jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg havde stået bøjet ind over Lines og min seng og skiftet sengetøj – en opgave, ingen 11

Søvnløs.indd 11

08.01.2020 13.34

andre end jeg selv får lov at udføre. Ligesom et menneske med spiseforstyrrelser kan blive besat af køleskabet, er jeg fikseret på forholdene omkring min egen seng.

Pudevår og dynebetræk skal have knapper, så indmaden ikke buler ud i nattens løb. Topmadrassen må ikke have en eneste fold eller ligge skævt. Hvis der ligger tøj eller andre ting på sengen, når jeg skal i seng, er jeg nødt til at gå ud igen og gøre et nyt forsøg senere. Sengelampernes ledninger skal være fæstnet ordentligt til væggen for at undgå, at de klasker imod panelet, hvis nogen rykker på sig. Alene tanken om, at pæren i lampen har for kraftig lysstyrke, kan ødelægge natten for mig.

Idet jeg hev lagenet af, skinnede solen ind ad vinduet i vores underetage og gennem det ophvirvlede støv og ned på topmadrassen. Jeg standsede op og blev stående og stirrede på den blottede seng, mens jeg mærkede nakkehårene rejse sig. Jeg havde skiftet sengetøj mange gange, men dette her havde jeg ikke lagt mærke til før: I venstre side, Lines side, så jeg rifter og slitage i stoffet, som vidnede om et liv med normal nattesøvn. Det var mange år siden, vi købte sengen, så det skulle bare mangle, at den var slidt. Men i den anden side af sengen, min side, var der ikke et mærke. Topmadrassen virkede uberørt. Det var, som om min kone havde delt seng med et spøgelse i alle de år.

Hvor besat jeg end var af sengen, så lå jeg næsten ikke i den.

12

Søvnløs.indd 12

08.01.2020 13.34

Jeg slap sengetøjet, satte mig ned på madrassen og gjorde noget, jeg aldrig før havde gjort, jeg fandt mobilen frem og googlede søvnmangel og langtidsvirkninger, klikkede mig frem til et opslag på nettet med titlen ”Her er skrækkataloget over, hvad for lidt søvn kan føre til”.

Diabetes, stod der. Højt kolesterolniveau. Slagtilfælde, hjerteinfarkt. Kræft. Under listen var der en faktaboks om, hvor mange timer man skulle sove hver nat for at holde sig rask. Ifølge den havde voksne behov for syv til otte timers søvn hver nat.

Jeg blev bange, lagde sengetøjet væk og bestilte tid hos lægen.

Dagen efter var jeg ikke længere bange, jeg ville afbestille. Jeg vidste, at frygten ville vende tilbage. Mine egne følelser fulgte søvnplagerne, og søvnplagerne kom og gik. Jeg blev syg, jeg blev kureret, jeg blev syg igen og kureret nok en gang. Nu var jeg ikke syg længere, jeg havde sovet okay natten før – og dermed var jeg ikke bange. Det var alligevel ikke noget, en alment praktiserende læge kunne hjælpe mig med, så hvorfor spilde tiden? ”Den tid hos lægen,” sagde jeg til Line. ”Jeg tror, jeg afbestiller.”

Hun så på mig. ”Er du sikker?” ”Det eneste, en læge kan gøre, er at give mig sovepiller. Og det vil jeg ikke have.”

13

Søvnløs.indd 13

08.01.2020 13.34

”Men hvis du skal have anden hjælp, er du alligevel nødt til at begynde med lægen.”

Over for mig i lægens venteværelse sidder der en kvinde med krykker og halskrave. Hendes blik hviler hjælpeløst på loftet. Ved siden af mig venter en ældre mand, der hoster dybt og raslende hvert tyvende sekund. Henne ved døren prøver en mor at få sit spædbarn til at holde op med at græde. Midt i det hele sidder jeg, udhvilet og rask, og håber, at jeg ikke bliver kaldt ind før de andre.

Så er lægen der. ”Bortne?”

Den lille tale lyder nogenlunde, som jeg har forberedt den: ”Jeg har lidt af kronisk insomnia i seksten år,” begynder jeg. I den medicinske fagbog, jeg har lånt på biblioteket, bruges begrebet insomni, men eftersom jeg er bange for, at han skal tro, jeg har læst mig syg, og da jeg desuden ønsker, at lægen skal være den af os to, der ved mest om emnet, holder jeg mig foreløbig til det folkelige, om end ikke helt så korrekte begreb. ”På det seneste er søvnløsheden blevet værre. Og nu begynder jeg at blive bange for langtidsvirkningerne af at sove for lidt. Desuden er jeg bekymret for mit hjerte.

Og for at få kræft.”

Jeg gengiver den frygt, jeg havde følt for en uge siden, prøver at fastholde den længe nok til at beskrive den for andre, selv om det føles, som om jeg lyver.

14

Søvnløs.indd 14

08.01.2020 13.34

”Jeg er nødt til at finde ud af, hvorfor jeg ikke sover,” siger jeg. ”Måske er der ikke én enkel forklaring, måske er årsagerne mange. Jeg er parat til at prøve det meste.

Jeg er ikke længere ude efter en hurtig løsning.”

Jeg møder lægens blik. En ung mand – yngre end mig i hvert fald – med mørke krøller og briller med rund, sort indfatning. Han er vikar for vikaren for min egentlige faste læge, som jeg aldrig har mødt. Hans ansigt er blankt, udtryksløst. Måske er han vant til patienter, der betragter ham som en forhindring på vejen til medikamenter. Men jeg vil ikke sendes hjem med sovepiller. Så vil jeg hellere tage hjem og fortsætte som før.

Lægen breder fingrene ud over tastaturet og nedskriver noget af det, jeg siger, før han lægger hænderne i skødet og lytter videre. ”Jeg prøver også at gøre noget ved det på egen hånd,” siger jeg. ”Hvordan det?”

Min telefon ringer. Jeg fisker den hurtigt op af inderlommen og afviser samtalen. ”Jeg er holdt op med at surfe på nettet, jeg har logget mig af Facebook, prøver at læse flere bøger, tvinge hjernen til at tænke lange tanker. Jeg har købt en lommekalender. Er begyndt at træne. Og jeg prøver at lægge mobiltelefonen fra mig.”

Telefonen ringer igen. ”Og hvordan fungerer det for dig?” spørger lægen.

15

Søvnløs.indd 15

08.01.2020 13.34

Jeg tager den frem og slår den fra, mens jeg mumler en undskyldning. ”Jeg prøver at lære lidt om søvn og søvnforstyrrelser,” siger jeg. ”Har lånt en medicinsk fagbog på biblioteket.”

Lægen har blikket rettet mod skærmen, ser ikke på mig. Jeg fortryder, at jeg fortalte det sidste. Det var sandt, i frokostpausen var jeg gået på biblioteket og havde lånt en bog med titlen Søvn og søvnforstyrrelser, læst om søvnfaser og døgnrytme, insomni og andre søvnproblemer.

Men hvorfor føler jeg, at jeg er nødt til at fortælle lægen det?

Jeg må passe på, tænker jeg, lade lægen være læge og patienten være patient. ”Har du problemer med at falde i søvn?” spørger han, og det ser ud, som om han læser op fra skærmen. ”Eller vågner du for tidligt og kan ikke sove mere, eller vågner du meget i løbet af natten?”

Jeg tænker mig om. Det er svært at betragte det på den her måde, udefra, sammen med lægen. De første år var søvnløsheden lige præcis dét, en lidelse, en sygdom, noget at betragte, men de sidste seks-syv år har det været mig. Jeg tænker tilbage på de sidste uger. I nat har jeg sovet godt, men natten før det? Da sov jeg ikke. Heller ikke natten før, eller de to nætter før den igen. Det er så svært at huske: De søvnløse nætter og dage flyder ud i ét, intet skiller sig ud, intet at navigere efter. Ligesom en lang og mørklagt tunnel – du ved kun, hvornår den 16

Søvnløs.indd 16

08.01.2020 13.34

begynder, og hvornår den slutter. Var det værre end før?

Var det derfor, jeg var blevet så bange? Var det derfor, Line havde insisteret på, jeg skulle tage herhen? ”Alle tre dele?” siger lægen.

Jeg nikker. ”Er der andre forhold end søvnen, du har lagt mærke til?” ”Det er gået vældigt op og ned for tiden,” siger jeg. ”Mere end jeg er vant til. Bliver let vred. Eller oprømt.

Eller nedtrykt.”

Jeg prøvede at undgå ordet humør. ”Går du på arbejde?” ”Ja.” ”Hvad laver du?” ”Jeg arbejder i et ministerium som taleskriver. Og så er jeg forfatter. Foruden at jeg har en tegneserie i et dagblad. Og så er jeg involveret i et par musikprojekter.” ”Det lyder af meget,” siger lægen. ”For nogle uger siden måtte jeg sygemelde mig. Jeg kunne ikke mere. Det er første gang, jeg har sygemeldt mig på grund af søvnen.” ”Hvor længe var du væk?” ”Fire dage.”

Omgangssyge var, hvad jeg havde sagt til min chef.

Havde jeg fortalt sandheden, at jeg var sygemeldt, fordi jeg ikke længere kunne tackle min egen søvnløshed, ville de være begyndt at spekulere på, hvad jeg egentlig fejlede.

17

Søvnløs.indd 17

08.01.2020 13.34

Søvnproblemerne er ikke noget, jeg skjuler, men det er foreløbig heller ikke noget, jeg har haft for vane at dele med mennesker, der ikke står mig nær. At sige jeg kan ikke sove er ligesom at sige jeg bløder: Alle vil spekulere på, hvad der har udløst det. Og eftersom jeg ikke har noget godt svar, kan enhver selv udfylde det tomme felt. Anders er deprimeret, Anders har oplevet noget traumatisk, Anders trives ikke på arbejdet, eller derhjemme, eller begge steder. Før jeg selv har fundet svaret, er jeg bange for, at andre mennesker skal tænke på mig som svag.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg bløder. Jeg bløder bare.

At sygemelde sig, selv om det kun var nogle dage, var et nederlag. Insomnien var, da den dukkede op for seksten år siden, som en stor sten, der var faldet ned midt på vejen, men det lykkedes mig hele tiden at finde en vej udenom: Jeg tog hjem i frokostpausen for at sove, kom en time senere, tog hjem en time tidligere, eller jeg holdt slet og ret bare ud, til jeg igen kunne sove. Det var ikke første gang, jeg blev tvunget til at standse op på grund af søvnproblemerne, men jeg havde aldrig før sygemeldt mig fra arbejde – ikke på grund af søvnmangel. Jeg magtede ikke længere at kæmpe mig fremad. Der var ingen vej udenom. ”Har du været til søvnudredning?” spørger lægen. ”Nej,” svarer jeg. ”Vil det gøre nogen gavn, tror du?”

Søvnudredning er et ord, der er dukket op de seneste år, de få gange jeg har talt med venner eller familie 18

Søvnløs.indd 18

08.01.2020 13.34

om søvnplagerne. Har du prøvet søvnudredning? Var det mit store håb? Var det derfor, jeg var her? Jeg var ikke engang sikker på, hvad det var, ud over at det indebar at ligge en nat på hospitalet og blive overvåget. Det lød som den søvnløses doktorafhandling. Søvnudredning.

Lægen skubber sig væk fra skrivebordet, så stolen triller tværs over gulvet til en hylde, hvor han tager en tynd mappe, der ser ud som hans egne notater. Han søger i mappen, læser lidt, søger videre. Sidste gang jeg var her, med et af mine børn, så han mig ikke i øjnene en eneste gang. Jeg er vant til læger, der har set alt, hørt alt, som aldrig rigtig tror, det er noget alvorligt, uanset hvilken lidelse man kommer med. Men nu er han nysgerrig og engageret. Måske er jeg dagens mest interessante patient. Måske har den stået på lutter migræne og influenza hele dagen, og så kommer jeg sejlende ind med seksten års søvnløshed. Måske var det på grund af et tilfælde som mig, at han i sin tid begyndte på medicin.

Måske begynder han at bladre i sine mapper fra studiet, ringer til sin gamle professor, der også vågner af den akademiske døs og ringer tilbage midt om natten med forslag til banebrydende løsninger. Overarbejdsdiæter, videnskabelige formler, der fylder tavlen, sene aftener i bibliotekets kælderhvælvinger. ”Det ved jeg ikke,” svarer han, stadig bøjet over mappen. ”Men det er normalt at søge efter bagvedliggende årsager.”

19

Søvnløs.indd 19

08.01.2020 13.34

”Hvad mener du?” ”Altså hvad det er, der gør, at du ikke kan sove. Der kan være mange grunde, som du selv siger. Måske kan en søvnudredning bidrage til at finde dem.”

Han klapper mappen sammen, lægger den tilbage, hvor han fandt den, og skubber sig tilbage til sin pc.

Ved at fortælle lægen om mine plager, ved at bede ham om hjælp, føler jeg nu noget, jeg ikke har følt længe: håb. Håb og frygt. Fulgtes de to altid ad? Var det derfor, jeg nærede sådan en modvilje mod at gå til lægen? Var jeg bange for at begynde at håbe igen? ”Men i mellemtiden har jeg noget, som jeg tror kan fungere,” siger han. ”Det er ikke sovepiller, men en medicin, der bruges til bipolare lidelser.” ”Tror du, jeg er bipolar? Er det derfor, jeg ikke kan sove?” ”Det lyder ikke, som om du har en bipolar lidelse. Du fungerer på arbejdet, og nogle små udbrud i ny og næ kvalificerer ikke til den diagnose. Men det er ikke ualmindeligt at bruge medicin til noget helt andet end det formål, den er beregnet på. Og den her kan bruges til at sove. Det, den gør, er, at den dæmper tankeprocessen.” ”Den standser tankeprocessen?” ”Den dæmper den. For natten.” ”Så det betyder ikke, at jeg bliver en grøntsag?” ”Nej. Det her er sovepiller.”

Jeg nikker, men forstår det ikke. Er det sovepiller, 20

Søvnløs.indd 20

08.01.2020 13.34

eller er det ikke? Det, jeg frygter mest af alt, er at tage medicin, der reducerer eller fjerner min evne til at skrive eller lave musik. Mister jeg det, hjælper det ikke noget, at jeg fungerer i alle andre henseender. ”Hvor længe skal jeg tage det?” ”En uge, så kommer du hen til mig igen. Så snakker vi om, hvordan det er gået, og jeg kan undersøge mulighederne for at få sendt dig til søvnudredning.”

Han skriver en recept og gør tegn til, at konsultationen er slut. ”Du skal ikke lade dig skræmme af det, der står på pakningen,” siger han, idet jeg forlader konsultationen.

Da jeg nogle timer senere står på apoteket for at hente medicinen, opdager jeg, at kreditkortet ikke ligger i min tegnebog. Jeg må have glemt det på arbejdet. Jeg cykler hen til kontoret, finder kortet på mit skrivebord, cykler tilbage til apoteket og vifter stakåndet med kortet til kvinden bag disken, der smiler afmålt. Jeg, der havde bestemt mig for ikke at ty til medicin, som kom til lægen for at finde en langsigtet løsning – jeg står nu her foran apoteksassistenten som en idiot og triumferer: Se, jeg kan betale for mine piller!

Apotekeren skubber pakken med piller over disken og slår beløbet ind i kassen. Jeg tager kortet til mig igen.

Pakken ser ud som al anden medicin, en hvid, flad papæske.

21

Søvnløs.indd 21

08.01.2020 13.34

”Du skal ikke lade dig skræmme af det, der står på pakningen,” siger hun.

Jeg henter ungerne i børnehaven, sætter dem op i cykelanhængeren og cykler hjem. Mens de leger udenfor, koger jeg tomatsuppe og bager pandekager og inviterer naboens pige ind til middag. Efter maden løber jeg op med de sidste pandekager til familien ovenpå.

Havde jeg sovet dårligt i nat, ville jeg have siddet her med skinkepizza og cola. Overboerne havde måttet sejle deres egen sø. Men nu har jeg kræfter til at opføre mig som et velfungerende, ressourcerigt menneske.

Line arbejder sent, kommer ikke hjem, før ungerne er i seng. Jeg fortæller om lægebesøget og den medicin, jeg har fået. ”Men det var jo ikke det, du ville have,” siger hun. ”Du sagde selv, at du havde besluttet dig for, at du ikke ville have sovepiller.” ”Ja, men det her er ikke sovepiller,” siger jeg. ”Er det ikke?” ”Lægen sagde, at de dæmper tankeprocessen. Han vil gerne se, om det fungerer på mig.”

Line ser på mig. Hun tænker sit, kan jeg se, men vil ikke sige mere. Det er min beslutning. Jeg lægger æsken med pillerne på bordet mellem os, folder det tynde papir med oplysning om medicinen ud, til det er på størrelse med en borddug, og læser.

Antipsykotika. Til skizofreni og mani og bipolar lidelse.

22

Søvnløs.indd 22

08.01.2020 13.34

II Søvnløsheden kom i slutningen af tyverne, samtidig med at jeg holdt op med at studere, flyttede fra Bergen til Oslo og begyndte at arbejde. Hver morgen tog jeg på arbejde, og om eftermiddagen øvede jeg med mine to bands. Om aftenen var jeg ude med venner. I weekenderne skrev jeg på min første roman. Det sociale netværk var stort, ambitionerne skyhøje. Og midt i alt det mødte jeg Line.

Jeg boede i en lille, snavset toværelsers ude på Trondheimsveien, det første sted, der var helt mit eget. Jeg kan huske, at jeg elskede den lejlighed, til trods for at jeg i dag mindes det som det sted, hvor søvnløsheden begyndte. I det lille sovekammer, på en boksmadras fra Ikea, begyndte jeg at ligge vågen hele natten, hørte den sidste sporvogn larme forbi ved ettiden om natten og morgensporvognen klokken fem. Om morgenen sad jeg skælvende på sengekanten, opfyldt af en uro, jeg ikke forstod. Der var ikke sket noget, og der skulle ikke ske noget. Jeg skulle gøre det samme, som jeg gjorde dagen før: tage brusebad, klæde mig på, børste tænder og gå på arbejde, hvor jeg skulle skrive ting til postvæsenets personaleblad. Det mest dramatiske ved det job var at tage billeder af overrækkelser af kæmpechecks til månedens medarbejdere. Hvad var jeg så bange for? Hvorfor kunne jeg ikke sove? Jeg så mig i spejlet. Det kunne ikke ses, at jeg havde ligget vågen hele natten, og dagene uden søvn 23

Søvnløs.indd 23

08.01.2020 13.34

gik overraskende godt. Og i aften ville jeg jo falde i søvn igen, helt sikkert.

Men søvnen kom aldrig, det blev bare ved – to nætter, tre, fire på rad. Jeg var så overrasket over dette pludselige fravær af søvn, at jeg fortalte det til bekendte, jeg mødte, som om jeg var blevet bestjålet på åben gade. Jeg har ikke sovet i to nætter! Det passer! Jeg ved ikke, hvad det skyldes!

Men jeg var ikke ude efter at forstå, hvorfor jeg ikke sov, jeg ville bare så gerne sove. Jeg gik til lægen, som dengang var en anden læge, men som også udskrev sovepiller. Hvad fandtes der ellers? Sovepiller var det eneste, både jeg og lægen kendte til, selvfølgelig skulle jeg tage piller. Og til at begynde med fungerede det.

Imovane, Apodorm, Stilnoct. Jeg gik til lægen og fik en recept, og da jeg løb tør, fik jeg en ven, der var nyuddannet og havde fået autorisation, til at udskrive recepter om aftenen eller i weekenden. Sommetider fik jeg sovemedicin af venner, der havde det liggende derhjemme.

Hvis pillepusheren ikke havde tid til at mødes med mig, aftalte vi et sted, hvor jeg kunne komme og hente den.

Jeg havde den medicinafhængiges iderigdom og overtalelsesevne. Det lykkedes mig hele tiden at få fat i piller, men jeg prøvede samtidig at skjule, hvor desperat jeg var. Engang fik jeg lavet en aftale med en veninde, som sagde, hun havde én pille derhjemme. Jeg havde ikke sovet i tre nætter og havde ingen andre udveje.

Hun skulle ud at rejse, så jeg overtalte hende til at lægge 24

Søvnløs.indd 24

08.01.2020 13.34

pillen i en plasticpose under skraldebøtterne uden for ejendommen, før hun tog af sted. Gennem byen gik jeg i øsende regn til det aftalte sted, lagde mig ned på jorden og famlede ind under skraldebøtterne, indtil jeg fandt plastikposen. Lykkelig tog jeg hjem igen, med den ene hånd i lommen knuget omkring en sammenkrøllet æske med én pille tilbage.

En lille tablet og så kunne jeg sove om natten. Skulle jeg noget dagen efter, som krævede, at jeg var på toppen, kunne jeg støtte mig til en af de små piller. Da jeg lancerede min første bog, var jeg fuldkommen afhængig af sovepiller natten før et interview. Var dødsensangst for at sidde der som en zombie, ville gerne virke smart, dygtig, vågen. Så tog jeg mig også bedre ud på billederne.

Det her skete, før jeg indså, at søvnproblemerne var kommet for at blive. For mig var søvnløsheden en byrde, jeg måtte bære i nogen tid, men som jeg en dag kunne lægge fra mig. I mellemtiden gjorde jeg mit bedste for at skjule vægten over for andre og holde ud. Så jeg tog en pille, jeg sov dybt, jeg sov længe, og jeg vågnede udhvilet dagen efter.

Det var for godt til at vare ved. Pillerne blev mindre og mindre effektive, og til sidst havde de ingen virkning.

I stedet blev jeg omtåget, apatisk og tør i munden.

Sovemedicin fører ikke til naturlig søvn. Undersøgelser har vist, at mennesker, der sover ved hjælp af sovepiller, 25

Søvnløs.indd 25

08.01.2020 13.34

ikke får nok af de dybeste hjernebølger, som siger noget om, hvor dybt og godt vi sover.1 Sovepillerne angriber receptorerne, der hindrer hjernen i at udsende impulser. Det er et sedativ – pillerne bedøver dig, fuldstændig ligesom alkohol – og et dårligt grundlag at bygge en livsstil på. Og så er der alle de andre uønskede virkninger af sovepiller, som jeg – da jeg selv var afhængig, og det var jeg jo – ikke var klar over. Sovepiller kan gøre dig glemsom, du kan udføre handlinger uden at være helt bevidst, din reaktionstid kan øges dagen efter og gøre dig til en farligere bilist. Når du holder op med at tage sovepiller, kan du ende med at sove dårligere, end du gjorde, dengang du begyndte at tage dem. Og det bliver værre. En stor amerikansk undersøgelse sammenlignede 10.000 patienter, der tog sovepiller, med 20.000 mennesker, som ikke tog medicin for at sove.2 De, der tog sovepiller, havde 4,6 procent større sandsynlighed for at dø i løbet af den to et halvt år lange testperiode.

Dødeligheden øgedes, jo hyppigere man tog pillerne.

Undersøgelsen viste også det, tidligere studier havde antydet: at der var en sammenhæng mellem sovepiller og kræft. De, der tog sovemedicin, havde 30-40 procent større sandsynlighed for at udvikle kræft!

Sovepiller fungerer dårligt og kan tage livet af dig.

Men til trods for at jeg nu ved dét, ville jeg alligevel have taget sovepiller, hvis jeg havde vidst, at de hjalp. Ville et menneske, der ikke havde fået mad i tre dage, ikke spise 26

Søvnløs.indd 26

08.01.2020 13.34

hvad som helst for at stille sulten, uden at lytte til advarsler om mulige bivirkninger? Når man ikke kan sove, gør man hvad som helst for nogle timers søvn, spørg bare den halve million nordmænd, der i dag tager sovepiller for at sove. Og brugen tager til. Fra 2000 til 2010 øgedes brugen af sovemedicin fra 6,9 procent til 11,1 procent.3 Jeg kender kun ét andet menneske, der lider af det, jeg kalder kronisk søvnløshed, men næsten alle, som jeg kender, har på et eller andet tidspunkt prøvet sovepiller. Og man behøver ikke at lede under skraldebøtter, som jeg gjorde det. En ven af mig begyndte at tage sovepiller, da han var indlagt på hospitalet, og derefter er han blevet ved. Hver gang han løber tør, logger han sig ind på sin praktiserende læges hjemmeside og skriver kun ét ord, sovepiller, så kommer recepten. Ingen spørgsmål.

Selv om virkningen aftog, fortsatte jeg med piller i et par år, i ren desperation. I en periode prøvede jeg at undvære sovemedicinen for at tømme systemet, bare for at gøre kroppen klar til en ny omgang, men det hjalp ikke.

Jeg prøvede dem, der kaldes indslumringsmidler, som havde endnu mindre virkning, men lige så plagsomme bivirkninger. Medicinen havde vendt sig imod mig. Det var hjernen, der sagde stop. Tre år efter at søvnløsheden var kommet ind i mit liv, måtte jeg opgive pillerne. Jeg havde det bedre uden – selv om jeg sov endnu dårligere i det tomrum, der fulgte, hvilket hurtigt fik mig til at se 27

Søvnløs.indd 27

08.01.2020 13.34

efter andre ting, som kunne hjælpe mig til at sove. Men aldrig mere sovepiller, tænkte jeg.

I dag er det over tolv år siden, jeg sidst prøvede medicin for at kunne sove. Skulle jeg nu begynde på det igen?

III Natten nærmer sig. Jeg ringer til en ven, der er læge og har en sambo, der også har besvær med søvnen. Han har hjulpet mig før, med rådgivning og med recepter.

Jeg fører ham hurtigt gennem min lægehistorie og læser højt af medicinens vedlagte information. ”Hvad er det, du er bange for?” spørger han. ”Medicinen er mod psykiske lidelser. Jeg skal bare sove. Jeg vil ikke tage noget, der på nogen måde forandrer mig.” ”Det, han har givet dig, er en meget lille dosis. Det er et forsøg værd. Du har ikke noget at tabe.”

Klokken halv elleve sluger jeg en af de små piller – det er i reglen alt for tidligt til mig, helt udelukket at jeg kunne være faldet i søvn nu uden hjælpemidler. Men, tænker jeg, når jeg alligevel skal snyde, kan jeg lige så godt få en lang nat ud af det. For en gangs skyld går jeg i seng samtidig med Line, der hurtigt lukker øjnene og bliver stille. Det var noget af det første, jeg fandt ud af om hende, hvor godt et forhold hun har til søvn – og hvor meget søvn hun har brug for. I de perioder, hvor jeg sover normalt, virker det alligevel, som om hun har brug 28

Søvnløs.indd 28

08.01.2020 13.34

for dobbelt så meget søvn som mig. Nu ser jeg hende falde i søvn, nu kommer det lille ryk, som om hun snubler over en tærskel. Hun ligger i sin faste stilling, på siden med armene over kors, dynen dækker den nederste del af ansigtet, kun næsen stikker frem. Ikke en lyd. Hun sover, og hun kommer til at sove i mange timer. Hun bliver taget med på den rejse, som alle sovende tilbagelægger hver eneste nat, og som udgør søvnens forskellige faser: Først indslumringen, døsen mellem vågenhed og søvn, videre ind i den lette søvn, hvor hun vil tilbringe halvdelen af natten. Det er dette søvnniveau, vi vender tilbage til, hver gang vi har opholdt os i én fase og skal over i en anden. Hjernen tager ikke længere sanseindtryk til sig. Vi sover. Efter den første halve time går vi ind i den dybe søvn, deltasøvnen. I dyb søvn er sanseporten fuldstændig lukket. Hvis ungerne klynker eller kalder, vil Line ikke fare op ligesom mig, der næsten altid ser ud til at befinde mig i en søvn, der er lettere. I den dybe søvn er der ingen øjenbevægelser, musklerne slapper mere af, hjernen ændrer rytme og begynder at arbejde i langsomme og dybe bølger, deltabølgerne, som er fra 0,5 til 3 cyklusser per sekund. Det kan sammenlignes med aktiviteten i et svømmebassin. Når bassinet er fuldt af mennesker i høj aktivitet, skaber det mange små bølger. Er der få mennesker, som bevæger sig mindre, men i takt, får man færre, men højere bølger.4 Sådan arbejder hjernen, når omverdenen lukkes ude for natten. Efter 29

Søvnløs.indd 29

08.01.2020 13.34

at have sovet dybt i omtrent halvanden time bringes vi tilbage til den lette søvn, men kun i nogle minutter, før vi går ind i REM-søvnen, der skiller sig ud fra de andre faser. Hjernebølgerne bliver igen små og korte, øjnene bevæger sig hurtigt frem og tilbage, åndedrættet bliver uroligt, og musklerne lammes. Efter at vi har tilbragt en lille stund i nattens første REM-søvn, gentages cyklussen: let søvn, dyb søvn, let søvn, REM-søvn. Vågner vi op i løbet af natten, vil det mest sandsynligt være imellem disse cyklusser, der gentages, indtil vi vågner. Men de vil ikke være ens. Efterhånden som nattesøvnen nærmer sig sin slutning, vil hver cyklus indeholde mindre dyb søvn og mere REM-søvn. Næsten al den dybe søvn, vi får, får vi den første halvdel af natten. Lige før opvågnen vil REM-faserne have deres længste udstrækning.

Line sover. Selv ligger jeg og kigger ud i det mørke værelse, fortsat lysvågen, mens jeg venter på, at en kraft udefra, udviklet af et lægemiddelfirma og produceret på en fabrik, skal komme og føre mig ind i søvnen.

Uden visheden om, at en lille blå pille er ved at opløse sig inden i mig og fragte sine virksomme stoffer ud i blodet og op til hjernen, ville jeg for længst være stået op igen.

Jeg vil ikke lade noget komme i vejen for medicinen, så jeg læser ikke, jeg finder ikke musik eller en film på min iPad. I stedet gør jeg noget, jeg holdt op med for mange år siden: Jeg ligger bare der og venter.

Snart mærker jeg en tyngde; det er, som om jeg pres30

Søvnløs.indd 30

08.01.2020 13.34

ses ned mod madrassen og puden, armene og benene bliver tunge, øjenlågene glider i, og jeg trækkes ind i noget, der minder om søvn.

Søvnen er ikke bare en grundtilstand for mennesket, det er der, hvor alting begynder og slutter. I søvnen slår vores hjerter deres første slag, i søvnen slår de fleste hjerter deres sidste. Søvnen ligger som stødpuder omkring vores eksistens og udgør de barmhjertige pauser i tilværelsen. Den vågne del af vores liv står på skuldrene af den sovende. Alligevel er det, som om krop og sind gør alt, hvad de kan, for at holde de to adskilt. Den, der skal sove, lukker døren, trækker gardinerne for og slukker lyset, krøller sig sammen under et tæppe. Ansigtet skjules, øjnene lukkes, som om intet skal afsløres for den vågne verden.

Hvornår opstod søvnen? Vi ved i dag, at alle dyr sover, også insekter, men har det altid været sådan?

Orme opstod under den kambriske eksplosion for over 500 millioner år siden; antagelig har de taget sig en lur en gang imellem.5 Hvordan dinosaurerne sov, ved vi ikke, selv om der er fundet fossiler af noget, der ligner hvilende dinosaurer. Mei long – kinesisk for sovende drage – er et af de mest kendte fossiler, en af de fuglelignende troodontider fra kridtperioden, som blev fundet i en positur, der minder om nutidens hvilende fugle: hovedet gemt under vingen, bagbenene ind under kroppen.

31

Søvnløs.indd 31

08.01.2020 13.34

For 14 millioner år siden sov endvidere alle pattedyr i korte perioder, ofte kun nogle minutter ad gangen.

Pierola-aberne, måske tidlige forløbere for både mennesker og de store menneskeaber, holdt til på den iberiske halvø og var de første primater, der byggede reder i trætoppene. Sådan kunne de sove natten igennem uden at skulle beskytte sig mod farerne nede på jorden. Det var starten på den lange, sammenhængende nattesøvn.6 Senere lærte de arter, der skulle udvikle sig til mennesket, at kontrollere ilden, så man kunne sove sikkert og længe på jorden. Vores forfædres søgen efter en tryg nattesøvn sørgede for en ny retning i evolutionen. Med længere perioder med søvn opnåede vi også en højere kvalitet af søvnen. Især den store andel af REM-søvn, drømmesøvn, har bidraget til det, vi i dag genkender som menneskelige egenskaber: mange og komplekse følelser, empati, men også højt udviklede kognitive evner, god hukommelse og kreativitet. Man kan påstå, at det er den lange søvn, frem for noget andet, der har gjort os til mennesker.

Og alligevel virker skellet mellem vores sovende og vores vågne timer så uoverkommeligt. Fuldstændig ligesom døden sørger søvnen for, at vi ikke kan tage noget med os ind i den. Eller tilbage fra den. Har vi indtaget et måltid, kan vi huske alt: hvordan vi satte os ved bordet, på hvilken måde mad og drikke blev placeret foran os, de forskellige retters udseende, duft og smag, hvad vi forsy32

Søvnløs.indd 32

08.01.2020 13.34

nede os af, hvor meget vi tog over på tallerkenen, hvad vi kunne lide, hvad vi ikke kunne lide. Søvnen, derimod, er glemt, idet vi vågner. Vi kan huske, at vi var trætte og lagde os ned. Vi føler os ikke trætte længere. Vi kan se, at tiden er gået, men vi har ingen erindringer om, at vi sov.

Hvor har vi været? Hvad har vi lavet? Vi har ingen mærker på kroppen. Ingen andre spor, for den sags skyld. Se bare på menneskets historie: Alt, hvad vi i dag ved, baserer sig på menneskets vågne tilstand. Næsten intet ved vi om søvnen og natten.

Vi kan huske drømme, men hvis ikke vi bearbejder dem i bevidstheden, vaskes indtrykkene væk i løbet af minutter. Søvnens bestræbelser på at skjule alle spor rækker tilmed ind i den vågne tilstand. De sidste minutter før indslumring bliver visket ud af hukommelsen, når vi sover. Søvnens hukommelsestab har med andre ord tilbagevirkende kraft, viser forskning:7 Forsøgspersoner fik korte ordkombinationer at høre, før de faldt i søvn. De, der blev vækket 30 sekunder efter indslumringen, kunne stadig huske det, der blev sagt, indtil de faldt i søvn. Men de, der blev vækket efter at have sovet i ti minutter, kunne ikke huske de ord, der blev sagt i de sidste minutter, før de faldt i søvn; nogle havde ingen erindring så langt tilbage som de sidste ti minutter, før søvnen indtraf. At vi ikke husker indslumringen og tiden før, kan også forklare, hvorfor vi ikke kan huske korte opvågninger i nattens løb.

33

Søvnløs.indd 33

08.01.2020 13.34

Det uigennemtrængelige ved søvn ser også ud til at have lagt en dæmper på menneskets fantasi om emnet.

Mytologi har altid afspejlet menneskets vigtigste fascinationer. Inden for sex, krig, død og rus blomstrer gudeverdenerne. Når det handler om søvn, er der længere imellem myterne. I den nordiske mytologi findes der ingen særlig gud for søvn; det nærmeste, vi kommer, er den kvindelige jætte Nat – en såkaldt gyge. Hver nat rider hun over himlen på sin hest Rimfakse, der efterlader sit savl i græsset i form af morgendug. I græsk mytologi findes der i det mindste en særlig søvngud, Hypnos.8 Hypnos er tvillingbror til Thanatos, guden for den fredelige død. Det siger noget om, hvordan grækerne kategoriserede søvnen. Søvnguden bor i sin hule i Erebos, der i den græske mytologi er et land i evigt mørke, hinsides den opgående sols porte. Uden for Hypnos’ hule vokser der valmuer, og om hovedet bærer han en valmuekrans.

Fordi Hypnos hader at blive vækket af lyde, har hulen ingen knirkende porte eller døre. En af underverdenens fem floder, glemslens flod, strømmer forbi søvngudens hule. Derfra kan Hypnos ikke se, om det er dag eller nat, men det forhindrer ham ikke i at stige op på himlen hver nat sammen med sin mor Nyx, nattens gudinde.

I senere europæiske sagn kommer søvnen i skikkelse af en lille mand med en sæk fuld af magisk sand, som han drysser i øjnene på menneskene, for at de skal falde i søvn og drømme. Ole Lukøje eller Jon Blund er han 34

Søvnløs.indd 34

08.01.2020 13.34

blevet kaldt i Skandinavien, Sandmann på tysk, Sandman på engelsk. Han repræsenterer drømmen, ikke søvnen. Det er let at forstå, hvorfor menneskets fantasi foretrækker drømmen. Søvn i sig selv er begivenhedsløst. Det er pausen, det blanke mellemrum. I søvnen er vi alle overladt til os selv. Kun i drømmene handler vi, føler vi, og gennem disse handlinger og følelser træder vi ind i det mellemmenneskelige. Kun i drømmene kan vi se hinanden.

Men for at drømme må du sove.

IV Næste morgen sætter jeg mig op i sengen. Jeg føler mig tung og omtåget. Har jeg sovet dybt nok? Længe nok?

Har jeg i det hele taget sovet? Med årene er jeg blevet ekspert i at observere og diagnosticere min egen søvn.

Og som med al anden faglig autoritet: Jo dybere du graver, desto længere og mere uforståelige bliver svarene.

Det er længe siden, jeg har svaret ærligt på spørgsmålet har du sovet godt i nat? Jeg har lært bare at nikke og sige okay. Spørgsmålet er en høflighedsfrase; ingen ønsker en forelæsning.

Hver dag ved jeg sådan nogenlunde, hvad der venter mig, men nætterne har jeg ingen kontrol over. Jeg ved aldrig, hvad der vil ske, og som regel ved jeg heller ikke, hvad der er sket. Søvnen kommer, eller også kommer den ikke. Jeg kan sove natten igennem, eller jeg kan 35

Søvnløs.indd 35

08.01.2020 13.34

ligge en hel nat og stirre ind i væggen. Jeg kan ligge vågen den halve nat, sove dybt den anden halvdel. Jeg kan gå i seng klokken tre og begynde dagen klokken halv fem.

Jeg kan ligge i en slags bevidstløs døs i otte timer uden at få nogen dyb søvn. Jeg kan have flyttet mig fra sengen til sofa nummer ét, til sofa nummer to til gulvet foran fjernsynet og tilbage i sengen igen. Jeg kan have set tre film. Nogle nætter finder jeg den, andre nætter ikke.

Hvor søvnen end er, prøver jeg at følge efter.

Om natten kan der ske hvad som helst, så det eneste, jeg kan gøre, er at mærke efter og prøve at sætte ord på det.

Men nu er jeg ikke sikker.

Jeg kan høre Line og ungerne, der er vågne og snakker sammen ovenpå. At være den sidste, der vågner, er uvant. Jeg tager bad og klæder mig på, og efterhånden som jeg træder over tærsklen fra nat til dag, kan jeg mærke, at der er noget, der ikke stemmer. Er det pillen, jeg stadig mærker virkningerne af? Jeg må have været bevidstløs på en eller anden måde, men det føles ikke som eftersmagen af søvn. Jeg føler mig ikke søvnløs, men jeg har heller ikke følelsen af at være ladet op, sådan som jeg plejer efter en god nat. Idet jeg kommer op på første sal, kalder ungerne glade på mig, men jeg orker ikke at få et smil frem. ”Godmorgen,” siger Line. ”Godmorgen,” svarer jeg.

36

Søvnløs.indd 36

08.01.2020 13.34

Dagens første ord, den første udveksling med et andet menneske – sommetider er det som at åbne døren til et velproppet skab. Nogle morgener holder indholdet sig på plads, andre gange kommer det hele væltende ud. Denne morgen fornemmer jeg, at jeg må holde igen, jeg har intet godt at komme med. Hold ud, tænker jeg. Om tre kvarter er ungerne afleveret i børnehaven, og jeg er på arbejde. Arbejdet giver mig den afstand, jeg har brug for, afstand til andre mennesker, men også til mig selv. Herhjemme, med to små børn, stirrer livet mig lige ind i øjnene; der er ingen afstand, ingen steder at gemme sig.

Vi begynder at gøre os klar til at forlade huset. Tøj og sko skal findes frem, vandflasker og regntøj skal huskes, kroppe skal klædes på. Det er en situation, der hurtigt kan gøre mig utålmodig – denne morgen er det værre end nogensinde. Jeg begynder at svede, så kommer kløen. Min brystkasse krymper, jeg kan ikke få vejret.

Entréen med alle kroppene og tøjet og skoene bliver som et bur for mig. Jeg vil bare ud. ”Jamen jeg vil ikke have cowboybukser på,” klager den femårige, idet jeg giver hende bukserne på. Jeg mærker vreden vokse hurtigt. ”Det skal du.” ”Jeg vil ikke.”

Jeg holder hende fast. ”Det vil jeg blæse på!” ”Anders,” siger Line advarende.

37

Søvnløs.indd 37

08.01.2020 13.34

Da vi kommer ud på trappen, griber jeg fat i drengen på to, der ikke vil gå over dørtærsklen. ”Kom her!”

Han ryster på hovedet. ”For helvede!” snerrer jeg og trækker ham ud i sollyset. ”Kom så!”

Han ser på mig, forbavset. ”Far,” siger han bare. ”Nu tager du dig sammen!” Line ser strengt på mig og holder mig fast med blikket.

Jeg er varm og våd på ryggen, det klør bag hårgrænsen. Bliver jeg vred, er det for sent, det ved jeg, men jeg vil ikke tage mig sammen, jeg vil ikke holde igen. Skal ungerne stritte imod hver eneste millimeter af vejen? Vil Line skændes? Bare kom an, jeg er parat.

Nu standser Line op. Det er, som om hun får øje på en fremmed foran sig. ”Hvad er der i vejen med dig?” siger hun. ”Har du taget Dr. Evil-piller eller hvad?”

Jeg betragter ungernes ansigter. Den femårige ser på mig, som om jeg var forrykt, den toåriges ansigt er rødt og forvredent af gråd. Jeg løfter ham op og prøver at trøste, men han rækker armene over mod sin mor, vrider sig ud af mit favntag.

Tyve minutter senere, mens jeg sidder alene i bilen efter at have sat de andre af, begynder jeg at græde. Det er, som om tårerne triller ned over en maske; jeg kan 38

Søvnløs.indd 38

08.01.2020 13.34

ikke mærke dem, føler mig følelsesløs, tung og medicineret. Jeg er tør i munden, der er en metallisk smag på tungen, jeg ikke kan komme af med.

Det er lige meget, om de her piller er beregnet på at kurere søvnløshed eller nedtrykthed. De virker ikke.

En uge senere står jeg på ny foran spejlet på lægekonsultationens toilet. Jeg bøjer mig hen over vasken ind mod spejlet. Øjnene er blanke, som om jeg er beruset eller har feber. Jeg fryser og sveder skiftevis; det værker i muskler og led. Hver gang barnet ved legebordet ude i venteværelset banker sin legetøjslastbil imod bordkanten, farer jeg sammen. Det er ikke sovemedicin, der giver mig de symptomer, det er kroppens naturlige respons på søvnmangel. Aftenen før faldt jeg tidligt i søvn, men vågnede klokken et og kunne ikke sove igen. Jeg faldt først i søvn i dæmringen, på sofaen. Natten før var det lige så galt.

Om det var den ene nat med sovemedicin, der satte gang i en ny dårlig periode, ved jeg ikke. Det er også lige meget. Det her har stået på i seksten år. Seksten år, det bliver 5.840 nætter. Hvis jeg burde sove syv timer hver nat, er det 40.880 timer, jeg burde have tilbragt sovende.

Så mange vågne timer. Så mange tabte timer.

Jeg træder ud i venteværelset igen, sætter mig og tager et gammelt ugeblad, opdager, at det glittede papir vibrerer mellem mine fingre. En næsten umærkelig sitren. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Er forfal39

Søvnløs.indd 39

08.01.2020 13.34

det begyndt? Skyldes det alderen, eller er det manglen på søvn i alle disse år? Hvad stod der nu i den artikel – var det fyrre procent større risiko for at få kræft? Mere endnu? Nogle aftener var det, som om hjertet galopperede i brystet på mig, hvad kunne det være? Herregud, hvordan kunne jeg lade det her blive ved i så mange år, bare acceptere al den søvnmangel uden at foretage mig noget? Jeg må prøve at finde en løsning. Det er ikke kun mit helbred eller mit liv; jeg har en familie, der har brug for mig, rask og stærk og udhvilet, i mange år fremover.

Er det frygt eller håb, der har fået mig herhen igen? Følges de to altid ad?

Jeg bliver råbt op og slæber mig ind i lægeværelset. ”Hvordan er det gået?” spørger lægen. ”Ikke flere piller,” siger jeg. ”Hvad kan jeg ellers gøre for at kunne sove?”

Søvnløs.indd 40

08.01.2020 13.34