Sandheden om Josie Fair by Gads Forlag

Sandheden om Josie Fair

spændingsroman

På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Gads Forlag

Sandheden om Josie Fair er oversat fra engelsk af Lisbet Kjær Johansen efter None of This is True

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: eyelab.design efter originalomslag

Originalomslag: © Anja Hylland Tengelsen, Cappelen Damm AS, Norge 2024

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07680-3

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

PROLOG

Det gør ham ikke mindre beruset at tumle ud i den dampende hede nat inde fra den kølige hotelfoyer. Det gør ham panisk og klaustrofobisk. Sved, der føles som ufordøjet alkohol, springer straks frem, løber ned over ryggen og lænden på ham. Hvordan er det overhovedet muligt, at det kan være så varmt klokken tre om natten? Og hvor er hun? Hvor er hun? Han vender sig om for at se, om pigen er fulgt med. Han ser hende dobbelt som i en tåge, flimrende bag ruden ind til hotellet. Og så ser han en bil, der blinker for at holde ind til siden, hans hjerte falder lidt til ro. Hun er her. Endelig. Gudskelov. Denne rædselsfulde nat er ovre. Han kniber øjnene sammen for at fokusere, og han søger efter et beroligende glimt af hendes næsten hvide hår i førersædet, men finder det ikke. Vinduet rulles ned, og han krymper sig.

“Hvad?” siger han til den mørkhårede kvinde bag rattet. “Hvad laver du her? Hvor er min kone?”

“Bare rolig,” siger kvinden. “Hun har sendt mig. Hun har fået for meget at drikke. Hun bad mig køre dig hjem. Kom. Sæt dig ind.”

Han ser sig over skulderen efter pigen, som han ser forlade hotellet og fortsætte i hurtigt tempo i modsat retning med håndtasken knuget tæt ind til sig.

“Jeg har vand. Jeg har kaffe. Kom. Du er hjemme i løbet af et splitsekund.”

Hunden, som sidder på skødet af hende, knurrer lavmælt ad ham, da han lader sig glide ned på passagersædet.

“Jeg troede, du var rejst?” siger han, mens han fumler med sikkerhedsselen. “Jeg troede, du var flyttet ud?”

Kvinden smiler til ham, mens hun skruer låget af en flaske vand og rækker den til ham.

“Ja,” siger hun. “Det var jeg også. Men hun havde brug for mig. Så. Ja. Drik. Ned med det hele.”

Han sætter flasken for sin knastørre mund og synker. Så lukker han øjnene. Snart er han hjemme.

Ny serie på Netflix til maj

Hej! Vi er født samme dag!

Aldrig set før. Fra folkene bag

Hjælp – min nabo er et monster og Offer for en datingsvindler. En podcast som dokumentar, en slags podumentar om man vil. Podcaster Alix Summer, kendt for Kvinde ind til benet, en serie om kvinder med succes, udsendte i juni 2019 miniserien Hej! Vi er født samme dag! om en kvinde i lokalområdet, som hun deler fødselsdag med. Under optagelserne

opdager Summer, at den ellers undseelige kvinde rummer meget mere, end hun havde forestillet sig. I løbet af kun et par uger ligger Summers liv i ruiner, og tre mennesker er døde. Et blik ind til nogle af menneskets underbelyste hjørner, der med garanti vil få det til at løbe dig koldt ned ad ryggen: Du slipper den ikke, når du først er begyndt.

Hej! Vi er født samme dag!

KUN PÅ NETFLIX

Mørk skærm. Langsomt toner et lydstudie frem.

På skærmen står der:

Optagelse fra Alix Summers podcast, den 20. juni 2019

En kvindes stemme toner frem. “Sidder du godt, Josie?”

“Ja, det er fint.”

“Dejligt. Nå. Mens jeg rigger til, kan du måske fortælle mig, hvad du har spist til morgenmad i dag?”

“Åh. Øhm …”

“Det er bare, så jeg kan teste lyden.”

“Fint nok. Okay. Jamen jeg har fået ristet brød. To skiver ristet brød. En med syltetøj. En med peanutbutter. En kop te. Den der dyre fra Marks. I gulddåsen.”

“Med mælk?”

“Ja. Med mælk.”

En kort pause.

Kameraet panorerer rundt i det mennesketomme studie, zoomer ind på detaljer: linjer, der bevæger sig op og ned på skærmen, et par efterladte hovedtelefoner, en tom kaffekop.

“Hvordan lyder jeg? Er det okay?”

“Ja. Det er perfekt. Vi er klar. Jeg tæller ned fra tre, og så præsenterer jeg dig. Okay?”

“Ja. Okay.”

“Godt. Så … tre … to … en … Hej og velkommen! Jeg hedder Alix Summer, og her kommer der noget lidt anderledes …”

Lydsiden fader, og billedet på skærmen toner ud.

Forteksterne glider over skærmen.

Lørdag den 8. juni 2019

Josie kan fornemme sin mands ubehag, da de træder ind i den gyldent oplyste gastropub. Hun er gået forbi stedet hundredvis af gange.

Tænkt: Ikke et sted for os. De øvrige gæster er for unge. Retter på tavlen udenfor, som hun aldrig før har hørt om. Hvad er bottarga?

Men i år har hun fødselsdag på en lørdag, og i år sagde hun ikke bare, åh, det er da fint med takeaway og en flaske vin. I år tænkte hun på det honningfarvede lys i Lansdowne, de mange stemmer, champagne i isspande på bordene udenfor på varme sommerdage, og hun tænkte på den lille sum penge, som hun i sidste måned havde arvet fra sin bedstemor, og hun havde set sig selv i spejlet og forsøgt at se sig selv som en, der fejrede sin fødselsdag på en gastropub i Queen’s Park, og hun havde sagt: “Skal vi ikke gå ud og spise?”

“Okay,” havde Walter svaret. “Tænker du på noget bestemt?”

Og hun havde sagt: “Lansdowne. Den kender du godt. På Salusbury Road.”

Han havde bare løftet et øjenbryn og sagt: “Det er din fødselsdag. Du bestemmer.”

Nu holder han døren for hende, og hun går ind. De står og flagrer lidt foran skiltet, hvor der står Vent venligst her, og Josie knuger håndtasken ind til sig og ser rundt på dem, der allerede sidder for at spise og drikke.

“Fair,” siger hun til den unge mand, der dukker op med et clipboard. “Josie. Et bord klokken 19.30.”

Han smiler først til hende, så til Walter og tilbage igen, før han siger: “Til to, ikke?”

De bliver ledt hen til et godt bord i et hjørne. Walter sætter sig på en bænk, Josie i en polstret velourstol. De får spisekortet, et stykke papir på et clipboard. Hun har tjekket menuen på hjemmesiden, så hun kunne nå at google de ting, som hun ikke kendte i forvejen, og hun ved allerede, hvad hun vil have. De bestiller champagne. Hun er ligeglad med, hvad Walter synes.

Hendes opmærksomhed bliver fanget af nogen, der støjende gør sin entré. En kvinde kommer ind med en ballon i hånden med ordene Dagens Donna. Hendes meget lyse hår er klippet, så det bølger. Hun er iklædt bukser med brede ben og en bluse sammensat af to stykker sort stof med blonder i siderne. En hel flok følger efter hende, de andre jævnaldrende; nogle med en buket blomster; andre med diverse dyre gaveposer.

“Alix Summer!” siger kvinden med gennemtrængende stemme. “Bord til fjorten.”

“Se,” siger Walter og prikker let til hende. “En anden, der også har fødselsdag.”

Josie nikker distræt. “Ja,” siger hun. “Det ser sådan ud.”

Flokken følger efter tjeneren hen til et bord lige over for Josies.

Josie bemærker, at der allerede står tre champagnekølere på bordet med to flasker i hver. De tager støjende plads, mens de råber til hinanden om, hvem der skal sidde hvor, og hvem der for guds skyld ikke vil placeres ved siden af deres mænd, og hende, der hedder Alix Summer, viser dem alle til rette med et tandpastasmil, mens en høj, rødhåret mand, som sikkert er hendes mand, tager ballonen fra hende og binder den til stoleryggen. Snart er de alle placeret, og

den første prop springer, og der skænkes i fjorten glas, der holdes frem af fjorten personer med solbrændte arme og guldarmbånd og nystrøgne hvide skjorteærmer, og de skåler alle sammen, og dem, der sidder for bordenderne, rejser sig og læner sig frem, og alle udbryder de: “Skål for Alix! Tillykke med fødselsdagen!”

Josie får øjenkontakt med kvinden. “Hvor gammel tror du, hun er?” spørger hun Walter.

“Kors. Det aner jeg da ikke. Det er svært at sige efterhånden. Først i fyrrerne måske?”

Josie nikker. I dag fylder hun femogfyrre. Det er svært at fatte. Engang var hun ung, og dengang tænkte hun, at femogfyrre først var om en evighed, helt utænkeligt langt ude i fremtiden. Hun havde troet, at femogfyrre kun eksisterede i en helt anden verden. Men det er kommet hurtigt, og det er slet ikke, som hun havde troet, det ville være. Hun skæver til Walter, han er også blevet ældre, og hun gad vide, hvor anderledes alting havde været nu, hvis hun ikke havde mødt ham. Hun var fjorten, da de mødte hinanden. Han var lidt ældre end hende; meget ældre faktisk. Alle var chokerede dengang bortset fra hende selv. Gift som nittenårig. Mor som toogtyveårig. Mor for anden gang som fireogtyveårig. Et liv levet i dobbelt hastighed, og det var så nu, hun skulle have været på sit højeste, hvorefter det var meningen, hun skulle begynde nedstigningen i god ro og orden, men det føles, som om hun, hvis der nogensinde har været et højdepunkt, kigger lige lukt ned i en traumatisk afgrund, som hun bliver ved med at kredse om igen og igen med en knude i maven.

Walter er gået på pension nu, han har ikke mere hår tilbage på hovedet, og han hører og ser heller ikke for godt. Hans højdepunkt midt i livet ligger mange år tilbage og er så indhyllet i tåge, efter de har opfostret deres børn, at det er næsten umuligt at huske, hvordan han var, da han havde den alder, hun har nu.

Hun bestiller fladbrød med feta og soltørrede tomater. Derefter tagliata af tun (“Ordet TAGLIATA er afledt af verbet TAGLIARE, at skære”) med mos af hvide bønner, og en flaske Veuve Clicquot (“Veuve Clicquots Yellow Label med kælenavnet Den gule enke er vellidt på grund af sin afrundede tørhed”). Hun tager Walters hånd og lader sin tommelfinger glide over den leverplettede hud og spørger: “Er du okay?”

“Ja, selvfølgelig. Jeg har det fint.”

“Hvad synes du om stedet?”

“Det er … tja. Det er fint. Jeg kan godt lide det.”

Josie lyser op. “Godt,” siger hun. “Det er jeg glad for.”

Hun løfter glasset og holder det frem mod Walters. Han klinker og siger “Tillykke med fødselsdagen.”

Josie smiler stadig, mens hun betragter Alix Summer og hendes store venneflok, hendes rødhårede mand, der afslappet sidder med armen om hendes stoleryg, mens store fade med kødretter og brød går rundt ved bordet, som om de er blot har materialiseret sig ud af ingenting, deres lyde, støjen, måden de indtager stedet med stemmer og arme og hænder og ord. Energien er sprudlende, hvirvlende, berusende som nordlyset i al deres herlige følelse af at være til stede her med største selvfølge. Og der i midten af det hele sidder Alix Summer med sit store smil og sit tandsæt og håret, der reflekterer lyset, og de enkle guldsmykker med et eller andet vedhæng, som strejfer de skinnende kraveben, hver gang hun gør en bevægelse.

“Jeg gad vide, om det også er hendes rigtige fødselsdag i dag,” siger hun.

“Måske,” siger Walter. “Men det er jo lørdag, så det er ikke til at vide.”

Josie tager sig til den halskæde, som hun har gået med, siden hun

blev tredive; hendes fødselsdagsgave det år fra Walter. Måske skulle hun også tilføje et vedhæng. Noget skinnende blankt.

I det øjeblik skubber Walter en lille gave hen over dugen til hende. “Det er bare en lille ting. Jeg ved godt, du sagde, at du ikke ønskede dig noget, men jeg tror ikke på dig.” Han smiler over hele hovedet, og hun gengælder hans smil. Hun pakker den lille gave op og finder en flaske Ted Baker-parfume.

“Hvor skønt,” siger hun. “Tusind tak.” Hun læner sig frem og kysser forsigtigt Walter på kinden.

Ved bordet overfor åbner Alix Summer gaveposer og læser fødselsdagskort og råber tak til familie og venner. Hun lader et kort ligge på bordet, og Josie ser, at det har tallet 45 på forsiden. Hun puffer til Walter. “Se,” siger hun. “Femogfyrre. Så er vi præcis lige gamle.”

Så snart hun har sagt det, mærker Josie den nagende sorg, som hun har haft det meste af livet. Hun har ikke indtil nu fundet noget at hænge følelsen op på; hun har aldrig kunnet forklare det. Men nu forstår hun, hvad det er.

Den vil sige hende, at hun tager fejl, at alting, bogstavelig talt alt ved hende, er galt, og at tiden til at rette op på det er ved at rinde ud.

Hun ser Alix rejse sig og gå i retning af toiletterne og skynder sig selv at sige: “Jeg skal lige tisse.”

Walter ser forbløffet op fra parmaskinken med melon på tallerkenen, men undlader at kommentere det.

Et øjeblik efter står Josie og Alix begge foran spejlene ved håndvaskene.

“Hej!” siger Josie med højere stemme, end hun havde forestillet sig. “Vi er født samme dag!”

“Åh!” siger Alix med et ansigtsudtryk, der straks er varmt og imødekommende. “Har du også fødselsdag i dag?”

“Ja. Jeg fylder femogfyrre!”

“Åh, wow!” siger Alix. “Det gør jeg også. Tillykke!”

“I lige måde!”

“Hvad tid på dagen er du født?”

“Gud,” siger Josie. “Det aner jeg ikke.”

“Det gør jeg heller ikke.”

“Er du født her i nærheden?”

“Ja. På St. Mary’s hospital. Hvad med dig?”

Josies hjerte springer et slag over. “Også mig!”

“Wow!” udbryder Alix igen. “Det er nærmest lidt uhyggeligt.”

Alix tager sig til vedhænget i halskæden, og Josie ser, at det er en humlebi. Hun skal lige til at sige noget mere om, hvor tilfældigt det er, da døren går op, og en af Alix’ gæster kommer ud.

“Der var du!” siger hun. Hun har forvaskede jeans i 70’er-stil på, en top trukket ud over skuldrene og kæmpestore hoops.

“Zoe! Hende her er født samme dag som mig! Og hende her, det er min storesøster, Zoe.”

Josie smiler til Zoe og siger: “Født samme dag på samme hospital.”

“Hold da op! Det var da utroligt,” siger Zoe.

Så drejer Zoe og Alix samtalen væk fra Det Utrolige Sammentræf, og Josie fornemmer straks, at øjeblikket er forpasset, dette forunderlige øjeblik, hvor de var forenede. For Alix var det forbipasserende og uden større betydning, men for Josie er det af en eller anden grund vigtigt og meningsbærende, noget, hun har lyst til at holde fast og puste liv i, men uden at hun formår det. Hun må gå tilbage til sin mand og fladbrødet og lade Alix gå tilbage til sine venner og sit selskab. Hun får lavmælt sagt: “Jamen, så farvel,” da hun vender sig for at gå, og Alix ser glædestrålende på hende og siger: “Tillykke, fødselsdagstvilling!”

“I lige måde,” siger Josie.

Men Alix hører det ikke.

Kl. 01.00

Alix’ hoved snurrer. Tequila-slammers ved midnat. For meget. Nathan skænker sig selv en whisky, og duften får det til at køre endnu mere rundt for Alix. Alle er gået til ro. Sommetider, når de har en babysitter med meget energi, er børnene stadig vågne, når de kommer hjem, og er rastløse og irriterende vågne. Sommetider er fjernsynet tændt, og lyden skruet helt op. Men ikke i aften. Den lavmælte barnepige i halvtredserne er gået for en halv time siden, og der er ryddet op overalt, opvaskemaskinen sat i gang, katten træder hen over sofaen til Alix, og den spinder allerede, inden Alix rører pelsen.

“Hende på restauranten,” råber hun til Nathan, mens hun lemper en af kattens kløer ud af bukserne. “Hende, der blev ved med at glo. Hun kom ud på toilettet. Det viste sig, at hun også fylder femogfyrre i dag. Det var derfor, hun gloede sådan.”

“Ha,” siger Nathan. “En fødselsdagstvilling.”

“Og hun var også født på St. Mary’s. Skægt. Du ved godt, at jeg altid har haft den fornemmelse, at jeg var én ud af to. Som barn gik jeg altid og tænkte på, om min mor havde glemt min tvilling på fødeklinikken. Måske er det hende?”

Nathan lader sig dumpe tungt ned ved siden af hende og snurrer en enkelt isterning rundt i glasset, en af de kæmpestore cylindriske, som han laver af danskvand. “Hende?” siger han. “Det er meget usandsynligt.”

“Hvorfor det?”

“Fordi du er så lækker, og hun …”

“Er hvad?” Alix mærker en lyst til at forsvare kvinden. Hun elsker, at Nathan synes, hun er flot, men hun ville også ønske, at Nathan kunne se skønheden i mindre konventionelt smukke kvinder. Det

får ham til at fremstå overfladisk og kvindehadende, når han nedgør andre kvinders udseende. Og det får hende til at føle, at hun i grunden ikke bryder sig om ham. “Jeg syntes, hun så ret fin ud. Du ved, hendes øjne var så mørkebrune, at de var næsten sorte. Og så hendes store hår. Men det er da underligt, ikke? Tanken om to mennesker født samme sted på samme tid.”

“Egentlig ikke. Der blev sikkert født ti andre også den dag på St. Mary’s. Måske endda flere.”

“Men så at møde en af dem. På sin fødselsdag.”

Katten har nu lagt sig til rette i hendes skød. Hun lader fingrene glide gennem pelsen ved halsen og lukker øjnene. Stuen snurrer igen. Hun åbner øjnene, puffer katten fra sig og løber ud til gæstetoilettet i hallen, hvor hun brækker sig voldsomt.

08.12

Søndag morgen er det varmt med høj luftfugtighed. Nathan ligger ikke i sengen ved siden af hende, og Alix forsøger at samle stumperne af sin erindring om aftenen før for at genkalde sig det store billede. Pubben, champagnen, tequilaen, turen hjem gennem parken, tale med ænderne inde bag indhegningen, rap rap, Nathan der skænkede sig en whisky, katten i skødet, duftpindene på gæstetoilettet blandet med lugten af hendes bræk, synet af de sovende børn, øjenvipperne mod kinderne, natlampeskær, nattøj, Nathan i spejlet ved siden af hendes, hans mund mod halsen, hænderne fat om hendes hofter som optakt til sex, nej, gider du lige, derpå i seng. Men hovedpuden i Nathans side af sengen er urørt. Skændtes de? Hvor er han? Hun står forsigtigt op og kigger ind i værelset ved siden af. Han er ikke der. Hun går ned ad trappen til hallen og hører sine børn. Fjernsynet i køkkenet kører, og Eliza ligger i sofaen med katten på

brystet. Leon sidder med den bærbare. Efterladenskaber fra morgenmaden står på den lange, flødefarvede bordplade.

“Hvor er far?”

Eliza ser op. Hun trækker på skulderen.

“Leon. Hvor er far?”

Han tager hovedtelefonerne af og kniber øjnene sammen. “Hvad?”

“Hvor er far?”

“Ved ikke.”

Alix går ud i haven. Fliserne på terrassen er allerede varme under hendes fødder. Nathan er ikke i skuret; han er heller i lydstudiet. Hun fisker telefonen op af pyjamaslommen og ringer til ham. Han tager den ikke.

“Har du set ham?” spørger hun Eliza, da hun er tilbage i køkkenet.

“Næ. Mor?”

“Ja.”

“Kan vi godt gå i boghandlen i dag?”

“Ja. Selvfølgelig. Selvfølgelig kan vi det.”

Alix laver kaffe og drikker vand og spiser ristet brød. Hun ved godt, hvad der er sket, og hun ved godt, hvad hun kan forvente. Det er flere måneder siden sidst, men kan sagtens huske omstændighederne, det forfærdelige, langtrukne mareridt. Mindet om den dejlige fødselsdagsmiddag er allerede mudret til.

Da hun sidder med sin anden kop kaffe, kommer hun i tanke om noget fra aftenen før.

Hende på toilettet, som også havde fødselsdag. Hvad var det nu, hun hed? Måske sagde hun det ikke engang.

Hun spekulerer på, hvad hun mon foretager sig her til morgen. Gad vide, om hendes mand også lige så stille er listet ud af huset i nat, og hun også er vågnet op alene. Nej, tænker hun. Nej, selvfølgelig er han ikke det. Det gør andres mænd ikke. Kun hendes.

Han dukker op ved firetiden. Han har det samme tøj på som i aftes. Han stryger bare lige forbi hende i køkkenet og hen til køleskabet, hvor han tager en Zero og hælder den i halsen.

Alix betragter ham og venter på, at han skal sige noget.

“Du gik ud som et lys,” siger han. “Jeg havde stadig … lyst til mere. Jeg havde bare brug for at …”

“Drikke mere?”

“Ja! Eller, nej. Jeg mener, jeg kunne jo drikke herhjemme. Men jeg havde lyst til at være, du ved, ude.”

Alix lukker øjnene og trækker vejret dybt. “Vi var ude hele aftenen. Hele aftenen. Fra seks til midnat. Vi var sammen med alle vores venner. Vi drak i seks timer i streg. Vi havde det sjovt. Vi tog hjem. Du drak en sjus. Og så havde du lyst til mere?”

“Ja. Noget i den retning. Jeg mener … jeg var plørefuld. Jeg tænkte mig ikke om. Jeg fulgte bare en indskydelse.”

“Hvor tog du så hen?”

“Ind til Soho. Mødtes med Giovanni og Rob. Fik bare et par drinks med dem.”

“Indtil klokken fire om eftermiddagen?”

“Jeg indlogerede mig på et hotel.”

Alix stønner for sig selv. “Du betalte for at sove på et hotel i stedet for at tage hjem?”

“Jeg var ikke i stand til andet. Det virkede bare som det mest oplagte i situationen.”

Han er i en elendig forfatning. Hun forsøger, om hun kan se ham for sig vælte rundt i Soho midt om natten. Hun forsøger, om hun kan se for sig, at han vælter ind på et hotel klokken fire om morgenen med uglet hår og dårlig ånde af sprut og fed mad lige op i hovedet på receptionisten, før han kollapser oppe på værelset, alene og snorkende.

“Smed de dig ikke ud ved middagstid?”

Han gnider sig om de gråsprængte skægstubbe og skærer ansigt. “Jo,” siger han. “De prøvede at få mig op. Det, øhm, endte med, at de låste sig ind. Bare for at tjekke, at jeg var, ja, i live.”

Han smiler skævt, da han siger det, og det går op for Alix, at det for tyve år siden havde været noget, de havde lavet sjov med. Det ville have været sjovt, at en voksen mand drikker i næsten tolv timer, smutter til Soho uden at sige noget om det, og tvinger personalet til at låse sig ind på hotelværelset, fordi de anser det for en mulighed, at han ligger død derinde, men bare finder ham liggende halvnøgen på sengen, helt væk, stadig fuld, frastødende.

Hun havde grinet af det dengang.

Men ikke nu.

Ikke nu hvor hun er fyldt femogfyrre.

Ikke nu.

Nu ækles hun bare ved det.

Sandheden om Josie Fair

ÅRETS KRIMI I ENGLAND

SANDHEDEN OM

JOSIE FAIR

Lisa Jewell