Sandhedens time

Af samme forfatter på dansk:

Familiens synder (2020)

Skjult (2020)

Ingen udvej (2021)

Blindt raseri (2022)

Cara Hunter

Sandhedens time

dansk ved Brian Christensen

På

Sandhedens time

er oversat fra engelsk af Brian Christensen efter

The Whole Truth

Copyright © Cara Hunter 2021

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Anders Timrén

Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-06680-4

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Judith En dame helt for sig selv

Tidligere … i Oxford-serien

Det her er den femte bog i serien om Adam Fawley. Hvis det er den første, du læser, kunne det måske være rart med en lille oversigt over personerne, så du er med fra start. Vi begynder selvfølgelig med hovedpersonen selv …

Navn Kriminalkommissær Adam Fawley

Alder 46

Gift? Ja, med Alex, 44 år. Hun er advokat og arbejder i Oxford.

Børn? Ægteparret Fawleys tiårige søn Jake tog sit eget liv for to år siden. De var knuste og troede aldrig, at de kunne få et barn til. Men nu er Alex gravid igen …

Personlighed Indadvendt, observant og intelligent, virker robust udadtil, men er det ikke indeni. Han er ligeglad med, at Alex tjener mere end ham, og at hun er højere end ham i høje hæle. Han er god til at tænke ud af boksen og dårlig til kontorpolitik. Han er indfølende og retfærdig, men kan også være utålmodig og har en kort lunte. Han er vokset op i en trist forstad i det nordlige London og er adopteret, men det opdagede han kun ved et tilfælde – hans forældre har aldrig fortalt ham det.

Han ser ikke krimier på tv (han har nok i arbejdet). Han lytter til Oasis og Bach og Roxy Music (Alex sagde engang til ham, at han ligner Bryan Ferry, hvortil han svarede: “Bare jeg gjorde.”). Hvis han havde et kæledyr, ville det være en kat (men han har aldrig haft et). Hans yndlingsvin

er Merlot, og hans yndlingsmad er det spanske køkken (men han spiser alt for meget pizza). Og tro det eller ej: Hans yndlingsfarve er blå.

Navn Kriminalassistent Chris Gislingham (er for nylig blevet forfremmet fra kriminalbetjent)

Alder 42

Gift? Ja, med Janet

Børn? Billy, snart to år

Personlighed Munter, venlig, hårdtarbejdende og reel. Og inkarneret Chelseatilhænger.

“Gislingham bliver gerne omtalt som ‘robust’ og ‘solid’, og ikke kun fordi han er ved at blive lidt kvabset. Enhver kriminalafdeling har brug for en som Gislingham, og hvis man en dag er ved at drukne, skal man krydse fingre for, at det er ham, der har fat i den anden ende af rebet.”

Navn Kriminalbetjent Gareth Quinn (er for nylig blevet degraderet fra kriminalassistent efter at have haft et forhold til en mistænkt)

Alder 36

Gift? Aldrig i livet

Personlighed Kæphøj, ambitiøs, flot. Fawley beskriver ham med ordene “tjekket jakkesæt, daggammelt skæg”.

“Da Quinn blev forfremmet til kriminalassistent, kastede han sig ud i det som en hund i vand – uden tøven og med et stort plask.”

Navn Kriminalbetjent Verity Everett

Alder 33

Gift? Nej, men hun har en kat (Hector)

Personlighed Afslappet privat, kompromisløs på arbejdet. Stoler ikke så meget på egne evner, som hun burde (hvilket Fawley godt er klar over).

“Hun ligner en 35-årig udgave af miss Marple, og hun er lige så utrættelig. Eller som Gislingham plejer at sige: Everett må have været blodhund i et tidligere liv.”

Navn Kriminalbetjent Erica Somer

Alder 29

Gift? Nej. Men hun er begyndt at ses med en kriminalkommissær ved Hampshire Politi, Giles Saumarez.

Personlighed Har en universitetsgrad i engelsk og arbejdede som lærer, før hun blev politibetjent (i den første bog er hun stadig ansat i ordenspolitiet). Hendes efternavn er et anagram af “Morse” – min hyldest til Oxfords dygtigste efterforsker!

“Mændene undervurderer hende, fordi hun er flot i en uniform, og jeg har bemærket, at hun benytter sig af det.”

Navn Kriminalbetjent Andrew Baxter

Alder 38

Gift? Ja, men ingen børn

Personlighed Lidt tung i det, men pålidelig. God til IT, så han bliver tit belemret med den slags opgaver.

“En kraftig mand i et lidt for lille jakkesæt. Skjorten gaber en smule mellem knapperne. Han er tyndhåret og lidt stakåndet, godt på vej til forhøjet blodtryk. Han ligner en på 40, men er sikkert mindst fem år yngre.”

Navn Kriminalbetjent Anthony Asante

Alder 32

Gift? Nej

Personlighed Nyuddannet fra politiskolen og ny i teamet efter en overflytning fra politiet i London. Hans forældre er meget rige, og hans far er en tidligere ghanesisk diplomat.

Fawley beskriver ham således: “Han er flittig, intelligent og teknisk dygtig. Han gør, hvad han bliver bedt om, og tager initiativ, når det er påkrævet. Men alligevel er der et eller andet ved ham, som jeg ikke rigtig kan blive klog på. Hver gang jeg tror, jeg har grejet ham, gør han noget, der overrasker mig.”

De andre i teamet er kriminalteknikerne Alan Challow, Nina

Mukerjee og Clive Conway, retsmedicineren Colin Boddie og profileringseksperten Bryan Gow.

Så du ved godt, hvad du skal?

Ja, jeg har styr på det.

Er du helt sikker på, du vil gøre det her?

For fanden altså. Har du en bedre idé?

Jeg spørger bare. For hvis det her går galt …

Det gør det ikke. Ikke hvis du bare gør, som jeg har sagt

Okay, okay, det er sivet ind

Jeg ville ikke bede dig om det, hvis det ikke var nødvendigt

Folk som F – de tror, de kan slippe godt fra alt. De er skideligeglade med andre

Det er på tide, at nogen giver igen

Jeg troede, du var enig?

Det er jeg, men det her er meget mere end at give igen

MEGET mere

Det er kun sådan, vi kan forhindre, det sker igen

Det forstår du godt, ikke?

Jeg har jo sagt, det ikke handler om hævn

Det handler om retfærdighed

Jo, det gør jeg

Du vil have hævn

13.15

“Er der nogen, der vil have mere boblevand? Hvad med dig, far? Du skal ikke køre, så du har ikke nogen undskyldning.”

Stephen Sheldon smiler op til sin datter, der står bag ham med flasken i hånden. “Jamen så skidt da. Det eneste gode ved at være tudsegammel er, at man ikke behøver at bekymre sig om sundhedsstyrelsens anbefalinger.”

Hans kone sender ham et hurtigt, men venligt blik. De ved begge, at han skal passe på helbredet, men det er hans fødselsdag, og hun giver ham lidt længere snor end ellers.

Nell Heneghan bøjer sig frem og skænker op i hans glas. “70 er ikke gammel, far. Ikke nu om dage.”

“Fortæl mine led det,” siger han og griner, mens Nell går rundt om bordet og fylder folks glas op.

Jeg rækker ud efter Alex’ hånd under bordet, og jeg kan mærke kjolens tynde stof gnide mod hendes fugtige lår. Guderne må vide, hvordan det føles at være 35 uger henne i den her varme. Hun har svedperler på overlæben og en smal rynke mellem brynene, som de andre sikkert ikke kan se. Jeg havde ret: Det her har været for meget for hende. Jeg sagde faktisk til hende, at vi ikke behøvede at holde hendes fars fødselsdag – at ingen ville forvente det af hende, især ikke i det her vejr, og Nell havde tilbudt at træde til – men Alex insisterede. Hun sagde, det var vores tur, og at det ikke var rimeligt at bede hendes søster om at stå for det to år i træk. Men det var ikke den egentlige grund. Det ved hun, og det ved jeg. Jo

længere hen i graviditeten Alex er kommet, desto mindre er hendes verden blevet. Hun forlader knap nok huset efterhånden, og en 20 kilometer lang køretur til Abingdon kunne aldrig komme på tale. Jeg sagde til Nell, at det er, fordi hun bekymrer sig om barnet, og hun nikkede og sagde, at hun havde det på helt samme måde på det tidspunkt i sin egen graviditet, og at det var helt naturligt, at Alex var ængstelig. Og hun har ret. Eller det ville hun i hvert fald have, hvis det kun var det.

Ude i haven spiller Nells børn fodbold med deres hund og skiftes til at tage straffespark. De er 11 og 9, børnene. Jake ville være 12 nu. Ikke længere en lille dreng, men endnu heller ikke noget andet. Nogle gange, før Alex blev gravid igen, greb jeg mig i at tænke på, hvordan de mon ville have været sammen, Jake og hans fætre. Han var aldrig særlig interesseret i sport, men ville han alligevel have været derude, hvis han var her nu? På den ene side håber jeg, at han ville have gjort det for at være sød eller gøre sin mor glad, eller fordi han var glad for hunde, men på den anden side kunne jeg godt tænke mig, at han ville være lige så tvær og umedgørlig som enhver anden 12-årig. Jeg har lært på den hårde måde, at det er alt for nemt at idealisere et barn, som ikke længere er der.

Audrey Sheldon sender mig et venligt blik, og jeg ser lettere forlegent på hende. Alex’ forældre forstår bedre end nogen andre, hvad vi gik igennem, da vi mistede Jake. Audreys medfølelse er – ligesom hendes citroncheesecake – dejlig, men der er grænser for, hvor meget af den jeg kan klare. Jeg rejser mig og begynder at samle tallerkener sammen. Nells mand, Gerry, gør et halvhjertet forsøg på at hjælpe mig, men jeg klapper ham kammeratligt på skulderen og skubber ham bestemt ned på stolen igen.

“I har haft al maden med. Nu er det min tur.”

Alex smiler taknemmeligt til mig, da jeg tager hendes

desserttallerken. Hendes far har plaget hende om at “spise op” de seneste ti minutter. Der er visse dele af at være forældre, man aldrig lægger fra sig. Min mor gør det samme med mig. Om 20 år vil jeg gøre det selv. Om Gud vil.

Ude i køkkenet er Nell ved at fylde opvaskemaskinen, og selv om hun gør det helt forkert, modstår jeg lysten til at blande mig, for jeg ved, at det bare vil irritere hende. Alex siger, at opvaskemaskiner er ligesom grillmiddage: Mænd kan bare ikke lade være med at møve sig ind. Nell smiler, da hun ser mig. Jeg kan godt lide hende – det har jeg altid kunnet. Hun er lige så kvik som sin søster og lige så direkte. De har et godt liv, hun og Gerry. Hus, skiferier (Val d’Isère), hund (cockerdoodle, påstår de, men efter størrelsen på dens poter at dømme er der også mindst en kvart isbjørn i den). Han er aktuar (Gerry, ikke hunden), og hvis jeg skal være helt ærlig, finder jeg Dino en hel del mere spændende end ham, men det siger jeg kun til mig selv.

Nell ser på mig, og jeg ved lige præcis, hvad det blik betyder. Hun vil gerne have en snak med mig. Og tro mod sin natur går hun lige til sagen. Ligesom sin søster.

“Jeg er lidt bekymret for hende, Adam. Hun ser ikke godt ud.”

Jeg tager en dyb indånding. “Jeg ved godt, hvad du mener, og den her møgvarme gør det ikke bedre, men hun går jævnligt til kontrol. Langt mere, end de fleste andre kvinder i hendes situation.”

Men de fleste kvinder i hendes situation er ikke blevet indlagt på grund af forhøjet blodtryk og beordret fast sengeleje.

Nell læner sig op ad køkkenbordet og rækker ud efter et viskestykke, så hun kan tørre hænderne. “Hun har næsten ikke spist noget.”

“Jeg prøver – det gør jeg virkelig …”

“Og hun ser fuldstændig udmattet ud.”

Hun ser på mig med rynket pande. For hvad det her end er, må det være min skyld, ikke? Ude i haven scorer Ben et mål og begynder at løbe rundt i haven med T-shirten over hovedet. Nell kaster et blik derud og ser så på mig igen.

Jeg gør et nyt forsøg. “Hun sover ikke så godt – du ved, hvordan det er i det sidste trimester. Det er, som om hun ikke kan finde en bekvem stilling.”

Men Nell rynker stadig panden. Nu råber Nicky, at målet ikke gælder, og Gerry rejser sig og går hen til vinduet. “Leg nu pænt!” råber han til sine sønner i det der formanende tonefald, man som forældre sværger aldrig at benytte. Det er endnu en ting, man aldrig lægger fra sig.

“Hør her,” siger jeg. “Det er ikke nemt på grund af arbejdet, men jeg tager så meget af husarbejdet, som jeg kan, og en gang om ugen kommer der en rengøringshjælp og klarer resten.”

Nell ser på drengene. “Vi talte sammen tidligere,” siger hun uden at vende sig om. “Hun siger, du sover i gæsteværelset nu.”

Jeg nikker. “Bare så jeg ikke vækker hende. Især nu, hvor jeg står op klokken lort fire gange om ugen for at tage i fitnesscentret.”

Hun vender sig om mod mig. “Er det stadig hårdt for dig at være holdt op?”

Blikket, der følger med ordene, er køligt, men ikke uvenligt. Nell har også lagt cigaretterne på hylden og ved alt om at skulle undertrykke nikotintrangen.

Jeg forsøger mig med et skævt smil. “Det er et sejt træk. Men det går bedre.”

Hun kigger op og ned ad mig. “Du er også blevet strammet lidt op, kan jeg se. Det klæder dig.”

Jeg griner. “Det er sgu noget af et mirakel, når man tænker på, at jeg æder en pakke mintpastiller i timen.”

Der opstår en lille pause, og så smiler hun. Men det er et falsk smil. “Bare pas på hende, Adam, okay? Hun er frygtelig stresset. Barnet betyder utrolig meget for hende. Jeg ved ikke, hvad hun ville gøre, hvis …” Hun bider sig i underlæben og ser væk.

“Nell, jeg vil aldrig lade der ske noget med Alex. Aldrig nogensinde. Det ved du godt, ikke?”

Hun kigger op og nikker. Jeg venter. Jeg ved, hvad hun vil sige, og hvorfor hun har så svært ved det.

“Det stod i avisen,” siger hun til sidst. “Han er ude nu, er han ikke? Gavin Parrie.”

“Jo, det er han.” Jeg tvinger hende til at se på mig. “Men han er kun prøveløsladt – han er underlagt nogle meget strenge regler om, hvor han må færdes, og hvem han må opsøge.”

Hendes læbe bæver en smule. “Og han går rundt med en af de der elektroniske fodlænker, ikke? Så man ved hele tiden, hvor han er, ikke?”

Jeg ryster på hovedet. “De fleste af dem er ikke så avancerede – ikke endnu. Fodlænkerne er knyttet til personens adresse. Hvis han bevæger sig uden for en bestemt radius, alarmeres overvågningstjenesten.”

“Og som Gerry sagde: Hvis han så meget som nærmer sig det her sted, kyler de ham tilbage i spjældet, før han overhovedet når at blinke. Ikke også?”

Jeg tager en dyb indånding. “Jo.”

“Og den kæmpe risiko vil han da ikke løbe, vel?” Hun vil have mig til at give hende ret og bagatellisere hendes frygt. “Han er jo ikke dum – han har alt for meget at tabe, ikke?”

“Jo.”

Hun sukker. “Undskyld. Du synes sikkert, jeg overreagerer.

Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på de trusler, han kom med i retten …”

Hun kan umuligt vide, hvor hårdt det er at leve op til det, hun forlanger af mig, men jeg forsøger. “Han gav bare luft for sin vrede, Nell. Det ser man tit. Og jeg synes ikke, du overreagerer. Offerets familie bekymrer sig altid, når gerningsmanden bliver løsladt. De andre ofre har det på fuldstændig samme måde.”

“Men Alex har i det mindste dig,” siger hun og sender mig et usikkert smil. “Hendes egen private beskytter.”

Det tør jeg ikke svare på, men det slipper jeg heldigvis også for. Hun lægger blidt hånden på min arm og rækker så ud efter stablen af tallerkener. “Vi må hellere se at blive færdige her. De andre undrer sig sikkert over, hvad vi laver herude.”

Da jeg går tilbage til spisestuen, spekulerer jeg på, hvad hun mon ville have sagt, hvis hun kendte sandheden.

Hun har helt ret i, at Gavin Parrie ikke er dum. Og hun har også ret i, at han har en helvedes masse at tabe. Men han har en grund til at løbe risikoen. En grund, der måske er risikoen værd.

Hævn.

For han gav ikke bare luft for sin vrede den dag i retten.

Han var skyldig. Det ved han, og det ved jeg. Men der er noget andet, vi begge ved. Gavin Parrie blev kendt skyldig på en løgn.