Sidste tog til London

Sidste tog til london_TRYK.indd 2

24/01/2020 10.51

M e g W a i t e C l ay t o n

Sidste tog til London ROMAN

PÃ¥ dansk ved Johnnie McCoy

GADS FORLAG

Sidste tog til london_TRYK.indd 3

24/01/2020 10.51

Sidste tog til London er oversat fra amerikansk af Johnnie McCoy efter The Last Train to London Copyright © 2019 by Meg Waite Clayton, LLC. Dansk udgave: copyright © 2019 by Gads Forlag Published by arrangement with Harper, an imprint of HarperCollins Publishers 1.udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén efter originalomslag af Andrea Guinn Omslagsfotos © Mark Owen/Trevillion Images (dreng) © Serjio74/olga che/Shutterstock (togstation) Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

ISBN 978‑87‑12‑05917‑2 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Sidste tog til london_TRYK.indd 4

24/01/2020 10.51

Til Nick og til minde om Michael Litfin (1945‑2008), der formidlede historierne om Kindertransporterne til min søn, som viderebragte dem til mig, og Truus Wijsmuller-Meijer (1896‑1978) og alle de børn, hvis liv hun frelste.

Sidste tog til london_TRYK.indd 5

24/01/2020 10.51

Sidste tog til london_TRYK.indd 6

24/01/2020 10.51

Jeg husker: Det skete i går eller for en evighed siden …

Nu vender drengen sig mod mig. “Sig mig,” siger han, “hvad har du gjort med mine år? Hvad har du gjort med dit liv?” … Et menneske med stor integritet og mod kan gøre en forskel. Forskellen på liv og død.

– Elie Wiesel, fra den takketale, han holdt ved modtagelsen af Nobels fredspris, Oslo, den 10. december 1986

Sidste tog til london_TRYK.indd 7

24/01/2020 10.51

Sidste tog til london_TRYK.indd 8

24/01/2020 10.51

forfatterens bemærkning

Efter Tysklands annektering af det selvstændige Østrig i marts 1938 og den voldelige Krystalnat november samme år blev der gjort en bemær‑ kelsesværdig indsats for at transportere børn fra Tyskland og de besatte lande til England. Denne roman er fiktion, men tager udgangspunkt i de østrigske Kindertransporte, som blev ledet af Geertruida WijsmullerMeijer fra Amsterdam. Allerede i 1933 begyndte hun at hjælpe mindre grupper af børn i sikkerhed. Børnene kendte hende som “tante Truus”.

Sidste tog til london_TRYK.indd 9

24/01/2020 10.51

Sidste tog til london_TRYK.indd 10

24/01/2020 10.51

Første del

TIDEN FØR

December 1936

Sidste tog til london_TRYK.indd 11

24/01/2020 10.51

Sidste tog til london_TRYK.indd 12

24/01/2020 10.51

VED GRÆNSEN

U

dsigten til det snedækkede slot på den snedækkede bakke, der spøgelsesagtigt fortabte sig i den snefyldte luft, blev sløret af de store snefnug uden for togvinduet. “Næste station: Bad Bentheim, Bad Bentheim, Tyskland!” råbte togkonduktøren. “Passagerer, der skal videre til Holland, skal fremvise papirer.” Geertruida Wijsmuller – en hollandsk kvinde med kraftig hage, næse og pande og bred mund og kashmirgrå øjne – kyssede det lille drengebarn, der sad på hendes skød.

Hun kyssede ham en gang til og lod denne gang sine læber dvæle ved hans glatte pande. Så satte hun drengen på hans søsters skød og tog den lille kalot af hans hoved. “Es ist in Ordnung. Es wird nicht lange dauern. Dein Gott wird dir dieses eine mal vergeben,” sagde Truus på børnenes sprog, da de protesterede. Det er helt i orden, det kommer ikke til at vare så længe. Jeres Gud tilgiver jer nok denne ene gang.

Da toget standsede, sprang den lille dreng hen til vinduet og råbte: “Mama!”

Truus strøg ham over håret og fulgte hans blik ud ad det sneplet‑ tede vindue. På perronen stod tyskere på en snorlige række og trodsede stormen. En drager skubbede en fuldt læsset bagagevogn foran sig, en duknakket mand gik med et sandwichskilt, der gjorde reklame for en skrædder, og dér var den kvinde, barnet havde set. En slank kvinde iført mørk frakke og sjal stod med ryggen til toget ved en pølsevogn.

Drengen råbte igen: “Maamaaa!”

Kvinden vendte sig om og tog fraværende en bid af den fedt­ dryppende pølse, mens hun kiggede op på det automatiske skilt, der bekendtgjorde togenes ankomst- og afgangstider. Drengen brød ulyk‑ kelig sammen. Det var naturligvis ikke hans mor.

Truus trak barnet ind til sig og hviskede: “Så, så, så …” Hun vidste 13

Sidste tog til london_TRYK.indd 13

24/01/2020 10.51

ikke, hvad hun ellers skulle sige, for hun ville ikke stikke barnet blår i øjnene og love det noget, hun ikke kunne holde.

Pludselig blev togvognens døre åbnet med en skramlende og hvæ‑ sende lyd. En tysk grænsevagt rakte armene frem for at hjælpe en passager, en gravid tysk kvinde, af toget. Hun lod ham tage sin hand‑ skeklædte hånd.

Truus knappede perleknapperne på sine gule læderhandsker op og trak lidt i den tungeformede kant med de fine, sorte kontraster. Da hun trak handskerne af for at tørre drengens tårer bort med hænder, der med deres fregner og let løse hud var begyndt at vise de første alderstegn, hang den ene af dem et kort øjeblik fast i den rubinrøde ædelsten i den mellemste af hendes tre ringe.

Hun glattede børnenes hår og tøj og sagde hurtigt deres navne, mens hun holdt øje med den svindende række af passagerer.

“Godt,” sagde hun så og tørrede savl af et spædbarns mund, mens de sidste passagerer forlod toget. “Gå nu ud og vask jeres hænder, sådan som vi har øvet det.”

Den tyske grænsevagt var allerede på vej op i toget.

“Kom nu, af sted med dig. Men tag dig god tid med at blive vasket,” sagde Truus roligt. Til pigen sagde hun: “Sørg for, at dine brødre bliver ude på toilettet, skat …” “… indtil du har taget handskerne på igen, tante Truus,” færdig‑ gjorde pigen hendes sætning.

Det skulle helst ikke se ud, som om Truus prøvede at skjule børnene, men hun ville heller ikke have dem for tæt på sig under forhandlingerne.

Man er ikke mest optaget af det, man kan se, men af det, man ikke kan se, tænkte Truus og førte ubevidst rubinen op til sine læber.

Hun åbnede sin lommebog. Den var fin og skrøbelig, og hun ville ikke have taget den med sig, hvis hun havde vidst, at hun havde tre børn på slæb på vejen hjem til Amsterdam. Hun bladrede nervøst i bogen og tog ringene af fingrene, mens børnene traskede af sted ned ad gangen.

Grænsevagten dukkede op foran hende. Han var en ung mand, men ikke så ung, at han ikke godt kunne være gift og selv have børn.

14

Sidste tog til london_TRYK.indd 14

24/01/2020 10.51

“Visa? Har I visa?” spurgte han Truus, som nu var den eneste voksne, der var tilbage i togvognen.

Truus fortsatte med at rode rundt i sin taske, som om hun ville finde papirerne frem.

“Børn kan være noget af en mundfuld, ikke?” svarede hun i et varmt tonefald, mens hun fingererede ved sit hollandske pas i tasken. “Har De selv børn?”

Antydningen af et forbudt smil viste sig på grænsevagtens læber.

“Min kone venter vores første barn. Det kommer måske juledag.”

“Hvor er I heldige!” sagde Truus og smilede ad sit eget held. Vagten kiggede op, da han hørte lyden af vandet, der løb ud i vasken, som børnene nu stod omkring som små fugleunger. Truus tav et kort øjeblik, så tanken stille og roligt kunne bundfælde sig hos ham. Han skulle snart have et lille barn. Et lille barn som Alexi, der ville vokse og blive et stort barn som Israel eller den søde, kære Sara.

Truus rørte ved rubinen, der sad – glimtende og varm – i den ene‑ ste ring, hun nu havde på fingeren. “De har vel købt noget særligt til Deres kone for at fejre det.”

“Noget særligt?” gentog tyskeren og vendte atter sin opmærksom‑ hed mod hende.

“Noget smukt, som hun kan bære hver dag til minde om den særlige begivenhed.” Hun tog ringen af fingeren og sagde: “Min far gav min mor den her, den dag jeg blev født.”

Med sine hvide, rolige fingre rakte hun ham rubinringen og sit pas.

Manden kiggede skeptisk på ringen. Han tog kun passet, kiggede i det og kastede så endnu et blik ned ad gangen.

“Er det Deres børn?” spurgte han.

Hollandske borgere kunne få deres børn opført i deres pas, men der stod ikke noget om børn i hendes.

Hun drejede lidt på rubinringen, så stenen fangede lyset. “Børn er det dyrebareste i verden,” sagde hun.

Sidste tog til london_TRYK.indd 15

24/01/2020 10.51

DRENG MØDER PIGE

S

tephan løb ud ad døren og ned ad den snedækkede trappe. Han spurtede af sted mod Burgtheater, så lædertasken slog mod sko‑ leuniformen, for ikke at komme for sent. Han standsede brat op foran papirvarebutikken. Skrivemaskinen stod stadig i vinduet. Han skubbede sine briller op på næsen, lagde fingrene mod ruden og bevægede dem, som om han skrev på maskinen.

Så løb han videre ind og ud mellem de mange mennesker og den søde duft af gløgg og honningkager på Christkindlmarkt, mens han sagde undskyld til højre og venstre og trak kasketten godt ned i panden for ikke at blive genkendt. Han var af fin familie. Den chokoladefor‑ retning, som hans familie havde opbygget for egne penge, havde gjort dem velhavende, og de havde altid sat en ære i ikke at have nogen gæld i Rothschild Bank. Hvis Stephans far fandt ud af, at han endnu en gang havde væltet en gammel dame halvt omkuld på gaden, ville skrivemaskinen helt sikkert forblive i vinduet ved siden af det lyspyn‑ tede grantræ på Rathausplatz og ikke flytte ind under juletræet hjemme i vinterhaven.

Han vinkede til den gamle mand i avisboden. “Godaften, hr. Kline!”

“Hvor er Deres frakke, mester Stephan?” råbte den gamle mand efter ham.

Stephan kiggede ned ad sig selv. Han havde igen glemt at tage frak‑ ken på, men han satte ikke farten ned, før han nåede til Ringstrasse, hvor en spontan nazidemonstration spærrede vejen. Han gik ind i en af de mange ubemandede aviskiosker, der også tjente som nedgange til undergrunden, og stormede ned ad metalvindeltrappen. Han forsvandt ned i Wiens mørke underverden og dukkede op igen på den anden side af gaden, hvor Burgtheater lå. Han spurtede ind ad døren og sprang med to trin ad gangen ned ad trappen til frisørbutikken i kælderen.

16

Sidste tog til london_TRYK.indd 16

24/01/2020 10.51

“Mester Neuman, sikke en overraskelse!” sagde hr. Perger og hævede sine hvide øjenbryn over et par briller, der var lige så runde og mørke som Stephans sneplettede ditto. Frisøren gik foroverbøjet rundt og fejede den sidste rest af dagens hårhøst op på et fejeblad.

“Men har jeg ikke lige …”

“Det er jo allerede et par uger siden nu. Bare en hurtig studsning.”

Hr. Perger rettede sig op, smed håret i en skraldespand og stillede kosten og fejebladet ved siden af en cello, der stod op ad muren.

“Gamle hjerner husker nok ikke så godt som unge,” sagde han med en varm latter og nikkede mod stolen. “Eller måske husker hjerner i hovedet på unge mænd med penge på lommen heller ikke så godt.”

Stephan smed sin taske på gulvet. Et par sider af manuskriptet til hans nye teaterstykke faldt ud af den, men det generede ham ikke. Hr. Perger vidste allerede, at han skrev.

Stephan tog jakken af, kastede den op på knagen, satte sig i stolen og tog brillerne af. Verden omkring ham blev utydelig. Celloen og kosten blev til et par, der stod og dansede sammen i hjørnet, og ansigtet i spejlet foran ham kunne have tilhørt hvem som helst.

Han skælvede let, da hr. Perger slog kappen om ham. Stephan hadede at blive klippet.

“Jeg hører, at der måske snart skal være prøver på et nyt stykke. Er det af Stefan Zweig?”

“Nå ja, du er jo stor fan af hr. Zweig, hvordan kunne jeg glemme det?” sagde Otto Perger drillende. Men det var nu venligt ment. Hr. Perger vidste alt om forfatterne, de kendte skuespillere og om teateret i det hele taget. Det var en evig gåde for Stephans venner, hvor Stephan havde al sin viden om teaterverdenen fra. Den fremherskende teori var, at han kendte en eller anden vigtig person inden for miljøet.

“Hr. Zweigs mor bor stadig her i Wien,” sagde Stephan.

“Ja, men hans besøg fra London er ikke noget, der bliver averteret vidt og bredt,” sagde hr. Perger. “Og med fare for at skuffe dig, Stephan, kan jeg fortælle dig, at det er et Csokor-stykke, der hedder 3. november 1918. Det handler om det østrig-ungarske riges undergang. Der er en 17

Sidste tog til london_TRYK.indd 17

24/01/2020 10.51

del kontrovers omkring det, og der bliver hvisket i krogene om, at det måske slet ikke bliver opført. Jeg er bange for, at hr. Csokor er nødt til at sove med en pakket kuffert ved siden af sengen. Alt tyder på, at det ender med, at de sætter det op, men udsender en erklæring om, at stykket ikke skal opfattes som en fornærmelse mod det gamle tyske imperium. Man giver lidt til begge parter og gør, hvad der nu engang kræves for at overleve.”

Stephans far ville have indvendt, at de boede i Østrig, ikke i Tyskland.

Det var flere år siden, at det nazistiske kupforsøg var blevet afværget.

Men Stephan interesserede sig ikke for politik. Det eneste, han interes‑ serede sig for, var, hvem der skulle spille hovedrollen i det nye stykke.

“Gæt, Stephan,” sagde hr. Perger og drejede ham i stolen, så de havde front mod hinanden. “Du er jo, så vidt jeg husker, en ret kvik ung mand.”

Stephan åbnede ikke øjnene og skælvede igen let, selvom han hel‑ digvis ikke havde fået hår i ansigtet. “Werner Krauss?”

“Jamen, det var da ligegodt utroligt!” sagde Otto Perger overraskende entusiastisk.

Stephan var umådelig god til at gætte rollebesætninger, hvis han selv skulle sige det.

Da hr. Perger vendte frisørstolen tilbage mod spejlet, så Stephan – så tydeligt, som han nu kunne uden sine briller – til sin store overraskelse, at frisørens udbrud ikke skyldtes forbløffelse over hans geniale gæt, men snarere tilstedeværelsen af en pige, der nærmest så ud til at være vokset som en surrealistisk solsikkeblomst frem fra en kamin i væggen bag Stephan. Nu stod hun lige foran ham med fedtede briller, lyse fletninger og spirende bryster.

“Ach, Žofie-Helene, nu skal din mor skrubbe din kjole hele natten,” sagde hr. Perger.

“Helt ærligt, det var et snydespørgsmål, bedstefar Otto,” sagde pigen. “Der er jo to mandlige hovedroller.”

Pigens lette tonefald fremkaldte en særlig følelse inden i Stephan.

Det var den samme følelse som den, han fik, når han hørte første 18

Sidste tog til london_TRYK.indd 18

24/01/2020 10.51

høje Bb i Schuberts Ave Maria. Følelsen blev forstærket af hendes stemmes og hendes navns lyriske klang – Žofie-Helene – og hendes brysters nærhed.

“Bernoullis lemniskat,” sagde hun og pillede ved et guldvedhæng, der hang i en kæde om halsen på hende. “Det matematiske symbol for uendelighed, analytisk set et koordinatsystems begyndelsespunkt 0, når x i anden minus y i anden er lig med 2a i anden.”

“Jeg …” Stephan stammede og rødmede af skam over at være blevet afsløret i at stirre på hendes bryster, selvom hun ikke havde forstået, at det var det, han havde gjort.

“Jeg har fået den af min far,” sagde hun. “Han elskede også mate‑ matik.”

Hr. Perger tog frisørslaget af Stephan. Han rakte ham brillerne og viftede afværgende ad den mønt, som Stephan rakte frem mod ham, og sagde, at det ikke skulle koste ham noget denne gang. Stephan lagde manuskriptsiderne tilbage i tasken, for han ville ikke have, at pigen troede, han led af den vrangforestilling, at han kunne skrive noget, som var værd at læse. Han standsede forvirret op midt i bevægelsen.

Gulvet omkring frisørstolen var helt rent!

“Stephan, hils på mit barnebarn,” sagde Otto Perger. Han havde stadig saksen i hånden, og kosten og fejebakken stod urørte ved siden af celloen. “Stephan her må være mindst lige så interesseret i teater, som du er, Žofie. Han er dog nok lidt mere optaget af sin hårpragt, end du er i din.”

“Hyggeligt at møde dig, Stephan,” sagde pigen. “Men hvorfor kom‑ mer du for at blive klippet, når det ikke er nødvendigt?” “Žofie-Helene,” sagde hr. Perger formanende.

“Jeg sad inde i kaminen og smuglyttede. Du trænger ikke til at blive klippet, så bedstefar Otto lod bare, som om han klippede dig. Men vent, du skal ikke sige noget! Lad mig selv regne det ud.” Hun kiggede sig omkring i lokalet og lod sit blik glide hen over celloen, knagerækken, sin bedstefar og så tilbage til Stephan. Hendes blik standsede ved hans taske. “Du er skuespiller! Og bedstefar ved jo alt om det her teater.”

19

Sidste tog til london_TRYK.indd 19

24/01/2020 10.51

“Du vil nok snarere opdage, Engelchen,” sagde Otto Perger, “at Stephan er forfatter. Og du ved vel, at de store forfattere gør de mær‑ keligste ting bare for oplevelsens skyld.” Žofie-Helene kiggede på Stephan med fornyet interesse. “Er du virkelig?”

“Jeg … jeg får en skrivemaskine i julegave,” sagde Stephan. “Håber jeg.”

“Laver man også den slags?”

“Hvilken slags?”

“Jeg mener, hvordan føles det egentlig at være venstrehåndet?”

Stephan kiggede forvirret på sine hænder, mens hun åbnede lågen til den kamin, som hun for et øjeblik siden var kommet ud fra, og på hænder og fødder kravlede ind i den. Et øjeblik senere stak hun hove‑ det ud af den igen. “Jamen så kom dog, Stephan. Prøven slutter lige om lidt,” sagde hun. “Du er da ikke bange for at få lidt snavs på dit blækplettede ærme, vel?” sagde hun. “For oplevelsens skyld!”

Sidste tog til london_TRYK.indd 20

24/01/2020 10.51

RUBIN ELLER SIMILI

E

n perle faldt af Truus’ handske, da hun med det lille barn i den ene hånd rakte sin anden hånd ud efter drengen. Han var blevet så opslugt af at kigge på den kæmpemæssige støbejernskuppel over Amsterdam banegård, at han nær var faldet af toget.

“Truus,” råbte hendes mand og tog imod drengen. Han satte ham ned på perronen og hjalp så pigen, Truus og spædbarnet ned.

“Geertruida,” sagde han. “Kunne Frau Freier ikke …”

“Ikke nu, Joop. Nu blev det altså bare sådan, og jeg er sikker på, at den unge dame, som den flinke unge vagt, der hjalp os over grænsen, er gift med, har mere glæde af min mors rubinring, end vi har. Nu skal vi jo ikke glemme juleånden, vel?” “Åh nej, du har forhåbentlig ikke bestukket en nazist med simili?”

Hun kyssede ham på kinden. “Som om du selv kunne se forskel, min skat. Jeg tror, at hverken du eller han finder ud af, hvad der er hvad, lige med det første.”

Joop kunne ikke lade være med at le. Han tog kejtet spædbarnet i favnen og talte babysprog til det. Han elskede børn, men havde ikke selv nogen, selvom de havde prøvet i mange år. Truus stak hænderne, der nu ikke længere blev holdt varme af spædbarnets krop, i lommerne og rørte ved den tændstikæske, som hun helt havde glemt. Det var en ganske særlig genstand. Hun havde fået den af en læge, de havde mødt i toget. “De er uden tvivl blevet sendt til os af Gud,” havde han sagt, mens han sendte et kærligt blik til børnene. Han havde altid sin lykkesten på sig, havde han sagt, men nu ville han give hende den.

“Den vil beskytte Dem og børnene.” Han havde åbnet den lille æske og vist hende en flad, ru, gammel sten, som man netop kun finder på at bære rundt på, hvis den er en lykkesten. “Ved jødiske begravelser er 21

Sidste tog til london_TRYK.indd 21

24/01/2020 10.51

det mere almindeligt, at folk kommer med sten end med blomster,” havde han sagt, og det havde selvfølgelig gjort det umuligt for hende at sige nej tak til gaven. Han havde forsikret hende om, at han nok skulle bede om at få den tilbage igen, hvis han en dag selv fik brug for dens beskyttelse. Han var steget af toget i Bad Bentheim, før toget kørte over grænsen mellem Holland og Tyskland, og nu stod Truus i Amsterdam med børnene og tænkte, at det måske slet ikke var så usandsynligt, at den grimme, lille sten bragte lykke.

“Nå, lille mand,” sagde Joop til spædbarnet. “Du må hellere udrette store ting, når du bliver stor, når nu min fjollede brud har sat sit liv på spil for at redde dit.” Truus’ spontane redningsaktion havde sikkert gjort ham nervøs, men han havde ikke tænkt sig at protestere over den, lige så lidt som han protesterede over hendes nøjere planlagte ture med børn ud af Tyskland. Han kyssede barnet på kinden. “Jeg har en taxi holdende udenfor,” sagde han.

“En taxi? Har du fået lønforhøjelse i banken, mens jeg har været væk?” Det var ikke sagt i ond mening. Joop var bankmand om en hals – umådelig sparsommelig – en bankmand, der efter 20 års ægteskab stadig kaldte sin kone for sin brud.

“Selv hvis der ikke havde ligget sne på gaden, ville det være ret langt at gå fra sporvognens stoppested hjem til børnenes onkel,” sagde han. “Og dr. Groenveld vil ikke have, at hans vens niece og nevøer skal ankomme med forfrysninger.”

Dr. Groenvelds ven. Der var forklaringen, tænkte Truus, da de trådte ud i byen, på hvis træers grene, tiltrampede jordstier og kanalers hårde, hvide is sneen havde tegnet et fint mønster. Det var sådan, Comité voor Bijzondere Joodsche Belangen – Komiteen for særlige jødiske interesser – arbejdede: Den tog sig af niecer og nevøer af hollandske statsborgere, venners venner og venner af forretningsforbindelser. Hvor ofte sker det ikke, at skæbner bliver afgjort af tilfældige relationer?

Sidste tog til london_TRYK.indd 22

24/01/2020 10.51

WIENER TAGESPRESSE

Hitlers fødehjem indrettes som museum Forholdet mellem Østrig og Tyskland forbliver anstrengt på trods af sommerens aftale af

Käthe Perger

Braunau am Inn, Østrig, 20. december 1936 – ejeren af Adolf Hitlers fødehjem har indrettet museum i to af husets værelser. De østrigske myndigheder i Linz har givet tilladelse på den betingelse, at kun tyskere får lov at besøge museet. Hvis østrigere får adgang til museet, eller der bliver afholdt nazistiske demonstrationer på stedet, vil museet blive lukket. Åbningen af museet er muliggjort

Sidste tog til london_TRYK.indd 23

af en aftale, der den 11. juli blev indgået mellem Østrig og Tyskland, om, at “forholdene mellem de to lande skal normaliseres og antage tidligere tiders venligtsindede karakter”. Ifølge aftalen anerkender Tyskland Østrigs uafhængighed og afholder sig fra at blande sig i vores politik. Hitler er imod vores regerings fængsling af medlemmer af Østrigs nazistiske parti, så aftalen er en indrømmelse fra hans side.

24/01/2020 10.51

STEARINLYS VED SOLOPGANG

Ž

ofie-Helene nærmede sig de snedækkede hække og den høje jernport foran palæet i Ringstrasse med en vis ængstelse. Hun rørte ved det lyserøde, skotskternede kashmirsjal, som hun havde fået i julegave af sin bedstemor. Det var lige så blødt som hendes mors berø‑ ring. Palæet var større end hele det ejendomskompleks, hun boede i, og meget rigere udsmykket. Det var fire etager højt. I den nederste etage var der buede døre og vinduer og i de øvre høje, rektangulære, franske vinduer, der åbnede ud mod altaner med stenbalustrader. Den femte og øverste etage var lidt mindre end de andre og udsmykket med figurer, der så ud, som om de holdt tegltaget oppe – eller måske holdt øje med de tjenestefolk, der sikkert boede på etagen. Det kunne ikke være nogens rigtige hjem og da slet ikke Stephans. Men før hun nåede at vende omkring og gå tilbage, kom en dørmand iført svær overfrakke og høj hat ud af en portbygning og åbnede porten for hende. De udskårne fordøre fløj op, og Stephan kom løbende ned ad en trappe, der var så grundigt renset for sne, at man skulle tro, det pludselig var blevet sommer.

“Se! Jeg har skrevet et nyt teaterstykke!” sagde han og holdt et manuskript frem mod hende. “Jeg har skrevet det på den skrivemaskine, jeg fik i julegave!”

Dørmanden smilede varmt. “Måske skulle De invitere Deres gæst indenfor, mester Stephan?”

Palæets indre var endnu mere imponerende end dets ydre. Der var gulve af marmorfliser lagt i snørklede mønstre, en storslået trappe og den mærkeligste kunst på alle væggene: faldende birkestammer i et forvrænget perspektiv, en landsby ved en kyst, der lå i et venligt land‑ skab, der var både bakket og fladt, og et bizart portræt af en dame, der 24

Sidste tog til london_TRYK.indd 24

24/01/2020 10.51

havde en stor lighed med Stephan. De havde samme sanselige øjne, lange lige næse, røde læber og antydning af hagekløft. Kvindens hår var redt væk fra hendes ansigt, og der var lyserøde kradsemærker på hendes kinder. Det virkede både foruroligende og elegant. Žofie kunne ikke lade være med at synes, at mærkerne lignede sår, men på en eller anden underlig måde bidrog de bare til hendes rødmende skønhed.

Tonerne fra Bachs cellosuite nr. 1 strømmede ud fra en stor salon, i hvilken en gruppe gæster stod omkring et klaver og talte sammen.

Klaverets elegante, forgyldte låg var åbnet, og der var et dramatisk maleri af en hvid fugl med en trompet i kløerne på undersiden af det.

“Ingen andre har læst det endnu,” sagde han dæmpet. “Ikke et eneste ord af det.” Žofie kiggede på det manuskript, hun lige havde fået stukket i hånden. Ville han virkelig have, at hun skulle læse det her og nu?

Dørmanden, som Stephan havde kaldt Rolf, brød ind: “Mon Deres gæst har haft en god jul, mester Stephan?”

Stephan ignorerede vinket med vognstangen og sagde til Žofie: “Jeg har glædet mig utrolig meget til, at du kom hjem.”

“Jo tak, Stephan, min bedstemor har det godt, og ja, jeg havde en dejlig jul i Tjekkoslovakiet, og det var pænt af dig at spørge,” sagde Žofie-Helene. Rolf belønnede hendes bemærkning med et anerken‑ dende smil og tog hendes jakke og nye sjal. Žofie læste hurtigt den første side af manuskriptet.

“Det begynder virkelig smukt, Stephan,” sagde hun.

“Synes du?”

“Jeg læser det hele i aften, det lover jeg. Men jeg kan jo ikke slæbe rundt på et manuskript nu. Hvis du altså mener alvorligt, at jeg skal hilse på din familie.”

Stephan kastede et blik ind i musiksalonen og tog manuskriptet og løb op ad trappen med det. På vejen op kørte han en hånd hen over den statue, der stod det sted, hvor trappen tog et sving. På første sal stod en dør åben ind til et bibliotek, der indeholdt flere bøger, end Žofie nogensinde havde forestillet sig, at nogen kunne eje.

25

Sidste tog til london_TRYK.indd 25

24/01/2020 10.51

Inde i salonen sagde en kvinde, der var velsignet med den for tiden helt moderigtige flade barm: “Hitler brænder bøger – eller i hvert fald alle de mest interessante bøger.” Kvinden lignede Stephan, på samme måde som kvinden med den blodige kind gjorde, men hun havde midterskilning i sit mørke krøllede hår, som hang ned ad begge sider af hovedet på hende. “Den lille modbydelige mand kalder Picasso og van Gogh inkompetente svindlere.” Kvinden pillede ved sin perlekæde. Žofies mor gik også med perlekæde, men denne kvindes kæde nåede ikke kun rundt om hendes hals, den fortsatte helt ned omkring livet på hende. Perlerne i den var så perfekt formede, at de helt sikkert ville trille af sted i en uendelighed, hvis kæden brast, og de faldt på gulvet. “‘Det er ikke kunstens rolle at rulle sig i skidtet bare for at rulle sig i skidtet’, siger manden – som om han ved noget som helst om, hvad kunstens rolle er. Og så skal jeg høre på, at det er mig, der er hysterisk?”

“Ikke ‘hysterisk’,” sagde en mand. “Det er dig selv, der bruger det ord, Lisl.”

Lisl. Hun måtte være Stephans tante. Stephan elskede sin tante Lisl og hendes mand, onkel Michael.

“Nej, det er Freud, der bruger det, skat,” svarede Lisl i et let tonefald.

“Det er kun modernisterne, der får Hitler til at se rødt,” sagde Stephans onkel Michael. “Kokoschka …”

“Som jo selvfølgelig fik den plads på kunstakademiet, som Hitler synes, at han selv skulle have haft,” afbrød Lisl ham. Hitlers tegninger havde været så dårlige, at han ikke engang havde fået lov til at gå til optagelsesprøven, fortalte hun de omkringstående. Han måtte over‑ natte på et mandehjem, spise i suppekøkkener og sælge sine malerier til rammesnedkere, der bare skulle have noget, de kunne sætte i deres rammer.

De andre gæster lo, og i samme øjeblik gled en dør i den fjerne ende af forhallen op. En elevator! En lille dreng hoppede ned fra en stol inde i elevatoren. Det var en smuk rullestol – ikke hans, selvfølgelig – med snirklede udskårne mønstre i arm- og ryglæn, sæde i rørflet, smukke 26

Sidste tog til london_TRYK.indd 26

24/01/2020 10.51

koncentriske messinghåndtag og hjulringe, der var perfekt proportio‑ nerede i forhold til hinanden. Han gik ned ad gangen og slæbte en kaninbamse efter sig hen over gulvet.

“Jamen goddag, du må være Walter,” sagde Žofie. “Hvem er din kaninven?”

“Han hedder Peter,” sagde Stephans lillebror.

Peter Kanin. Žofie ville ønske, at hun ikke allerede havde brugt alle de penge, hun havde fået i julegave. Hun ville gerne have købt en Peter med en lille blå jakke ligesom den her til sin søster, Jojo.

“Det er min far, der sidder henne ved mit klaver,” sagde den lille dreng.

“Dit klaver?” spurgte Žofie. “Spiller du på klaver?”

“Ikke særlig godt,” sagde drengen.

“Men på det klaver?”

Drengen kiggede på klaveret. “Ja, selvfølgelig.”

Nu kom Stephan springende ned ad trappen igen, denne gang tomhændet, og i det øjeblik fik Žofie øje på den fødselsdagskage, som stod i salonen. Den var fuld af vokslys, som efter gammel østrigsk skik var blevet tændt ved solopgang og siden havde stået og brændt ned med tre centimeter i timen. Ved siden af kagen stod det flotteste fad chokolade, hun nogensinde havde set. Det var fyldt med lyse og mørke chokoladestykker i alle mulige former, og Stephans navn stod på hvert eneste af dem.

“Stephan, er det din fødselsdag?” Der var 16 lys i kagen. Et lys for det antal år, han fyldte, plus et, som skulle bringe lykke. “Hvorfor har du ikke sagt noget om det til mig?”

Stephan purrede op i Walters hår, og i samme øjeblik forstummede celloen.

“Mig, mig!” udbrød Walter. “Jeg vil gøre det!” Han spænede hen mod sin far, der trak en stol hen til Victrola-grammofonen. “… og nu er Zweig flygtet til England, og Strauss komponerer for Der Führer,” sagde tante Lisl. Det fangede Stephans opmærksomhed. Žofie-Helene var ikke fascineret af helte, hun troede ikke på dem, men 27

Sidste tog til london_TRYK.indd 27

24/01/2020 10.51

hun lod sig alligevel trække ind i salonen af Stephan, der gerne ville høre, hvad tante Lisl sagde.

“Du må være Žofie-Helene!” sagde tante Lisl. “Stephan, du har jo slet ikke sagt noget om, hvor smuk din lille veninde er.” Hun trak et par nåle ud af Žofies knold, så hendes hår faldt bølgende ned på hendes skuldre. “Ja, det var bedre. Hvis jeg havde sådan noget hår, ville jeg heller ikke klippe det, uanset hvad moden dikterer. Jeg er ked af, at Stephans mor ikke kunne være her i dag og hilse på dig, men jeg har lovet hende at fortælle hende alt om dig. Så nu må du fortælle mig alt om dig.”

“Hyggeligt at møde Dem, Frau Wirth,” sagde Žofie. “Men De må fortælle historien om hr. Zweig færdig, ellers tilgiver Stephan mig aldrig.”

Lisl Wirth lo en varm, tindrende latter. Hendes mund dannede en ellipse, og hendes hage pegede lidt opad mod det usandsynlig høje loft. “Kom, alle sammen, og hils på Käthe Pergers datter. Frau Perger er redaktør på … Wiener Tagespresse hedder avisen vist, gør den ikke?” Hun vendte sig mod Žofie og sagde: “Žofie-Helene, det er Berta Zuckerkandl. Hun er journalist ligesom din mor.” Så vendte hun sig mod de andre igen. “Og Žofies mor – må jeg nok hellere tilføje – er noget modigere end både Zweig og Strauss.”

“Altså,” protesterede hendes mand, “du får det jo til at lyde, som om Hitler stod lige uden for grænsen, og som om Zweig lever i eksil.

Han er jo i byen konstant.”

“Er Stefan Zweig i byen?” spurgte Stephan.

“Han holdt foredrag på Café Central for en halv time siden,” sagde hans onkel Michael.

Lisl så efter sin nevø og hans lille veninde, der løb hen mod døren.

Michael spurgte hende, hvorfor Zweig egentlig havde forladt Østrig.

“Han er jo ikke engang jøde. I hvert fald ikke praktiserende jøde.”

“Siger min ikkejødiske mand,” skændte Lisl mildt.

“Som er gift med den smukkeste jøde i Wien,” sagde han.

28

Sidste tog til london_TRYK.indd 28

24/01/2020 10.51

Lisl stod stadig og kiggede efter Stephan og Žofie, da Rolf stand‑ sede Stephan og rakte ham Žofie-Helenes gamle, slidte jakke. Lisl undertrykte en latter ved synet af det forbløffede udtryk, Žofie fik i ansigtet, da Stephan holdt jakken for hende. Stephan indsnusede duf‑ ten af pigens hår, mens hun havde ryggen til ham, og Lisl spekulerede på, om Michael også havde stjålet sig til at indsnuse duften af hendes hår, da han i sin tid gjorde kur til hende. Dengang var hun kun et år ældre, end Stephan var nu.

“Er ung kærlighed ikke bare vidunderlig?” sagde hun til sin mand.

“Er pigen forelsket i din nevø?” spurgte Michael. “Jeg tror ikke, jeg ville opmuntre ham til at indlade sig med datteren af et menneske, der laver så meget ballade.”

“Og hvem af hendes forældre er det, du mener laver ballade, skat?” spurgte Lisl. “Hendes far, som man påstår begik selvmord på et hotel i Berlin i juni måned i 1934 – hvilket tilfældigvis var den samme nat, som så mange andre af Hitlers modstandere døde – eller hendes mor, der, som gravid enke, videreførte hans arbejde?”

Stephan og Žofie forsvandt ud ad døren. Den stakkels Rolf halsede efter dem, mens han viftede med pigens usandsynligt smukke, lyserødt ternede sjal, som hun havde glemt.

“Tja, jeg ved ikke, om pigen er forelsket i Stephan,” sagde Lisl.

“Men han er i hvert fald meget betaget af hende.”

Sidste tog til london_TRYK.indd 29

24/01/2020 10.51

PÅ JAGT EFTER STEFAN ZWEIG

Å

h, der kommer mein Engelchen med sine to beundrere: forfatteren og tåben!” sagde Otto Perger til sin kunde. Han havde ikke set sit barnebarn siden før jul, men nu hørte han hende komme ned ad trappen i den fjerne ende af gangen, sludrende med den unge Stephan Neuman og en anden dreng.

“Jeg håber for hende, at hun tager tåben,” sagde manden og gav Otto generøse drikkepenge, som han plejede. “Vi forfattere er håbløse i kærlighedssager.”

“Jeg er bange for, at det er forfatteren, hun har et godt øje til,” sagde Otto. “Men jeg er ikke sikker på, at hun selv ved det endnu.”

Han holdt en pause i et forsøg på at forsinke sin kunde så meget, at han kunne nå at præsentere ham for Stephan. Men manden havde en bil holdende udenfor, og børnene var standset op et eller andet sted af en eller anden grund, som børn nu har for vane. “Nå, men jeg er glad for at høre, at De har nydt besøget hos Deres mor,” sagde han så.

Manden gik, og hans vej ud førte ham forbi børnene i gangen. Da han var halvvejs oppe ad trappen, kiggede han sig over skulderen og sagde: “Hvem af jer er forfatteren?”

Stephan lo ad et eller andet, Žofie havde sagt, og det så ud, som om han ikke havde hørt mandens spørgsmål. Men den anden dreng pegede på Stephan.

“Held og lykke med det, min dreng. Vi har mere end nogensinde før brug for talentfulde forfattere.”

Så var han væk, og børnene væltede ind i frisørsalonen. Žofie bekendtgjorde, at det var Stephans fødselsdag.

“Stort tillykke med fødselsdagen, mester Neuman!” sagde Otto og gav sit barnebarn et knus. Hun lignede sin far, Christof, meget. Otto

“

30

Sidste tog til london_TRYK.indd 30

24/01/2020 10.52

kunne fornemme ham i hendes ivrige tonefald og i måden, hvorpå hun slet ikke ænsede, at hendes briller var fedtede. Ja, selv hendes duft var den samme. Duften af mælk og solskin.

“Det var hr. Zweig,” sagde vennen.

“Hvor, Dieter?” spurgte Stephan.

“Mester Stephan,” sagde Otto. “Hvad har du så rendt rundt og lavet, mens vores Žofie var væk?”

“Han sad lige ved siden af os på Café Central, indtil få minutter før Stephan ankom,” sagde Dieter. “Altså Zweig. Sammen med Paula Wessely og Liane Haid. De ser godt nok meget gamle ud.”

Otto havde en sær ulyst til at give det store brød af en dreng ret og tøvede lidt. “Jeg er bange for, at hr. Zweig havde et fly, han skulle nå, Stephan,” sagde han så.

“Det var altså ham?” Han lignede en lille dreng med de skuffede, mørke øjne og håret, der trods Ottos anstrengelser strittede til alle sider.

Otto ville gerne have kunnet forsikre ham om, at han nok skulle få en chance for at møde sin helt en anden dag, men det var ikke særlig sandsynligt. Det eneste, han og Zweig havde talt om – eller rettere, det eneste, Zweig havde talt om, mens Otto lyttede – var, om det i det lange løb ville vise sig, at London lå langt nok væk fra Hitler. Hr. Zweig vidste godt, hvordan Ottos søn var kommet af dage. De vidste begge, at landegrænser ikke var en garanti for noget som helst.

“Jeg håber, du vil tage det, hr. Zweig sagde, til dig, Stephan,” sagde Otto. “Han sagde: Vi har mere end nogensinde før brug for talentfulde forfattere.”

Det var i det mindste noget: Den store forfatter havde opmuntret Stephan – selvom han ikke havde hørt det.

Sidste tog til london_TRYK.indd 31

24/01/2020 10.52

MANDEN I SKYGGEN

A

dolf Eichmann viste sin overvægtige, nye chef, obersturmführer Wisliceny, rundt i Sicherheitsdiensts afdeling for jødiske anlig‑ gender. Turen sluttede ved Eichmanns skrivebord. Ved siden af det sad Tier, den smukkeste schæferhund i hele Berlin.

“Hold da op, han sidder så stille, at man skulle tro, at han var udstoppet,” sagde Wisliceny.

“Tier er godt opdraget,” sagde Eichmann. “Hvis resten af Tyskland var bare halvt så disciplinerede som ham, var vi for længst af med jøderne nu og kunne koncentrere os om vigtigere ting.”

“Opdraget af hvem?” spurgte Wisliceny og benyttede sig af den ret, han i kraft af sin højere rang havde, til at sætte sig i Eichmanns stol.

Eichmann satte sig i den stol, der normalt var forbeholdt gæster, og kaldte med et fingerknips Tier hen ved siden af sig. Han havde forsikret Wisliceny om, at SD Afdeling II/112 var en velfungerende og solid organisation, selvom sandheden var, at den var så skrøbelig som de kyllingeben, Tier så let som ingenting kunne bide over. Afdelingen havde base i tre små værelser på hotellet Hohenzollern Palace. Gestapo, der havde sit eget jødiske kontor og langt flere ressourcer, fandt stor fornøjelse i at sabotere dem. Men Eichmann havde lært på den hårde måde, at det at klage som regel blot stillede en selv i et negativt lys.

“Din artikel om ‘det jødiske problem’,” sagde Wisliceny, “er interes‑ sant, Eichmann. Altså teorien om, at vi kan få jøderne til at forlade Tyskland, hvis vi trækker det økonomiske tæppe væk under dem. Men hvorfor skulle vi tvinge dem til at emigrere til Afrika eller Sydamerika og ikke til andre europæiske lande? Kan det ikke være lige meget for os, hvor de rejser hen, bare vi kommer af med dem?”

“Vi kan ikke have, at de flytter deres ekspertise til mere udviklede 32

Sidste tog til london_TRYK.indd 32

24/01/2020 10.52

lande, som vil kunne drage nytte af den til skade for os,” svarede Eichmann høfligt.

Wislicenys små preussiske øjne blev smalle. “Mener De måske, at vi tyskere er mindre kompetente end udlændinge bistået af de jøder, vi gerne vil af med?”

“Nej, nej,” protesterede Eichmann og lagde en hånd på Tiers hoved.

“Det er på ingen måde det, jeg mener.”

“Og Palæstina, som De kalder et tilbagestående land, er jo britisk territorium.”

Da Eichmann indså, at samtalen var røget af sporet, bad han Wis‑ liceny om at fortælle ham, hvad han selv mente om sagen, hvilket udløste en masse bulder og brag fra tomme tønder krydret med total uvidenhed. Eichmann lyttede som altid. Han noterede sig alt, hvad han selv kunne bruge i andre sammenhænge, og sørgede for ikke at slå for meget på sine egne fortræffeligheder. Det var hans job at lytte og nikke, mens andre talte, og han var god til det. Han trak ofte i civilt tøj for at infiltrere og overvåge de zionistiske miljøer i Berlin. Han havde et net af meddelere, samlede oplysninger fra den jødiske presse, skrev rapporter om den amerikanske zionistiske organisation Agudath Israel, arkiverede anklager til senere brug, udstedte arrestordrer og bistod Gestapo med deres forhør. Han havde sågar forsøgt at lære hebræisk for at kunne bruge det i sit arbejde, men det var ikke lykkedes, og nu havde alle i Berlin hørt om den store tåbelighed, han i den forbindelse havde begået: Han havde tilbudt en rabbiner tre Reichsmark i timen for sprogundervisning, selvom han bare havde kunnet arrestere ham og tvunget ham til at undervise sig gratis.

Vera var sikker på, at det fejltrin var grunden til, at denne uvi‑ dende preusser havde fået den chefstilling, som Eichmann skulle have haft. Selv var han kun blevet forfremmet til teknisk officer og skulle som sådan udføre de samme opgaver, han hele tiden havde udført, men nu bare med færre mænd takket være udrensningerne i partiet.

Men Eichmann vidste, at det ikke var det, der var grunden. Hvem kunne have forudset, at det, at han var blevet specialist i zionistiske 33

Sidste tog til london_TRYK.indd 33

24/01/2020 10.52

problemstillinger, gjorde, at han var så værdifuld en ekspert på området, at man ikke ville have, at han brugte for meget tid på administrative forpligtigelser? Hvis man havde ambitioner om at gøre karriere i det nazistiske system, var det bedre at være en teologisk uddannet, preus‑ sisk bulldog med en hæslig latter og uden nogen nævneværdig viden om noget som helst.

Først da Wisliceny havde forladt kontoret, og Eichmann havde ryd‑ det op på sit skrivebord, gav han Tier lov til at røre sig. “Du er en god dreng,” sagde han til hunden. Han strøg den over de spidse ører og lod fingrene dvæle ved det fløjlsbløde lyserøde skind i dem. “Skal vi ha’ det lidt sjovt nu? Vi fortjener lidt morskab oven på den latterlige forestilling, synes du ikke?”

Tier rystede ørerne og løftede sin spidse snude i spændt forvent‑ ning, ikke ulig Veras, når der var sex i farvandet. Det var deres toårs bryllupsdag. Hun ventede sikkert på ham i deres lille lejlighed på Onkel-Herse-Strasse sammen med deres søn, hvis fødsel Eichmann havde måttet lade registrere hos SS Rasse und Siedlungshauptamt, SS Race- og Koloniseringshovedkontoret, ligesom han havde måttet lade sit ægteskab registrere, efter at han havde fremlagt beviser på, at Vera var af det reneste ariske blod. Han burde gå direkte hjem til Vera med de store øjne, smukke øjenbryn, det runde, solide ansigt og den yppige krop, der var meget mere indbydende end de kantede kvindekroppe, der var på mode for tiden.

Men han valgte at spadsere hele den lange vej, og Tier holdt hele vejen sin plads perfekt ved siden af ham. Han krydsede floden og gik gennem den jødiske ghetto, hvor han vandrede langsomt op og ned ad gaderne og frydede sig over, at børnene på trods af Tiers perfekte opførsel flygtede til alle sider ved synet af dem.

Sidste tog til london_TRYK.indd 34

24/01/2020 10.52

CHOKOLADE TIL MORGENMAD

D

a Truus havde læst nyheden i avisen, sænkede hun den og kiggede hen over det smalle morgenmadsbord. “Nu er Alice Salomon også blevet tvunget til at forlade Tyskland,” udbrød hun. “Hvordan kan nazisterne finde på det? En internationalt kendt foregangskvinde inden for sundhedsvidenskab. En kvinde, der ikke er en trussel for nogen som helst. Hun er gammel og syg og overhovedet ikke politisk engageret.”

Joop lagde sin hagelslag, en franskbrødsmad med chokoladekrym‑ mel, ned på tallerkenen. Der faldt lidt krymmel af brødet, og han havde også lidt siddende i mundvigen. “Er hun jøde?”

Truus kiggede ud ad vinduet i deres lejlighed på tredje sal. Hun kiggede hen over potteplanterne i vindueskarmen ud på Nassaukade, kanalen og broen Raampoort. Dr. Salomon var kristen. En passioneret kristen og kom sikkert, som Truus, fra en velhavende kristen familie, der var taknemmelig for de goder, Gud havde skænket den, og som delte ud af dem ved at tage sig af belgiske børn under den store krig.

Men at fortælle Joop, at tyskerne havde smidt en kristen ud af landet, ville bare pirke til hans generelle ængstelighed, og hun ville ikke give ham anledning til at udspørge hende om, hvad hun skulle den dag.

Hun havde håbet på at kunne møde Recha Freier i Tyskland og tale med hende om, hvad de mere kunne gøre for de jødiske børn i Berlin, som nu ikke længere måtte gå i tysk folkeskole, men hun havde ikke fået svar på den besked, hun havde sendt til hende. Hun havde allerede sørget for, at hun kunne låne fru Kramarskys bil, så hun kunne i det mindste tage en tur over grænsen til Weberfamiliens gård.

“Der er åbenbart jødeblod i familien,” sagde hun. Det smarte ved det svar var, at det var sandt, men hun kunne alligevel ikke lade være med at flytte blikket til det blomstrede tapet og gardinerne, der 35

Sidste tog til london_TRYK.indd 35

24/01/2020 10.52

trængte til at blive vasket, i denne stue, som de, hver morgen siden de blev gift, havde spist morgenmad i sammen. Hun tvivlede på, at det var Alice Salomons stamtræ, der var skyld i, at hun var blevet berøvet sit hjemland.

“Geertruida,” begyndte Joop, og Truus hankede op i sig selv. Før hun mødte Joop, havde hun altid følt, at hendes navn – også kælenavns‑ formen, Truus – var almindeligt og lidt kedeligt, men i hans mund lød det ret smukt. Han brugte dog sjældent hendes “rigtige” navn.

Man skal huske at værne om det, der får ens ægteskab til at fungere, havde hendes mor sagt til hende, den morgen hun skulle giftes, og det ville ligge Truus fjernt at tilsidesætte sin mors råd og afsløre over for Joop, at den lille vane, han havde med at bruge hendes døbenavn, når han prøvede at overtale hende til at opgive et eller andet forehavende, bragte hende ud af balance.

Hun tog sin serviet og rakte ind over bordet for at fjerne det lille stykke krymmel fra Joops mund. Sådan, så var han bragt tilbage til sin rette tilstand som den krymmelfri hovedkasserer og direktør i De Javasche Bank, hun i sin tid var blevet forlovet med.

“Jeg laver en broodje kroket til dig til morgenmad i morgen,” sagde hun, før Joop kunne nå at spørge hende, hvad hun havde af planer for dagen. Friturestegt ragout-kroket på hvedebolle. Det var hans livret.

Bare at høre ordene kunne gøre ham i godt humør og aflede hans opmærksomhed fra mindre behagelige ting.

Sidste tog til london_TRYK.indd 36

24/01/2020 10.52

KRIDT PÅ SKOENE

S

tephan stod ved døren og kiggede, mens Žofie slettede halvdelen af den matematiske formel, hun havde skrevet på tavlen.

“Kurt …” sagde hendes lærer foruroliget.

Den yngre mand, som var sammen med dem, stak fraværende hæn‑ derne i lommen på sine hvide hørbukser og nikkede til Žofie. Stephan følte sig lidt som lægen i Amok, Zweig-figuren, der bliver besat af en kvinde, der ikke vil dyrke sex med ham, og begynder at forfølge hende.

Men Stephan forfulgte ikke Žofie. Hun havde selv foreslået, at han hentede hende på universitetet, selvom der var sommerferie. Žofie smed tavlekluden fra sig uden at lægge mærke til, at hun fik kridt på den ene sko, og begyndte at fylde tavlen med nye tegn.

Stephan tog en notesbog frem fra sin taske og skrev: Taber tavleklud på skoen, men lægger ikke engang mærke til det.

Først da Žofie-Helene havde skrevet ligningen færdig, fik hun øje på ham. Hun smilede – på samme måde som kvinden i Amok på et tidspunkt står i sin gule kjole i den anden ende af balsalen og smiler.

“Giver det mening?” spurgte Žofie den gamle mand og vendte sig om mod den unge: “Hvis ikke, så kan jeg forklare det i morgen, professor Gödel.” Žofie rakte Gödel kridtet og gik hen til Stephan. Hun havde allerede glemt alt om de to mænd. Den ældste af dem sagde: “Bemærkelses‑ værdigt. Og hvor gammel siger De, hun er?” Den anden, ham, der hed Gödel, svarede: “Kun 15.”

37

Sidste tog til london_TRYK.indd 37

24/01/2020 10.52