Skatteøen

22mm

145mm

145mm

GADS LETTE KLASSIKERE

ROBERT LOUIS STEVENSON skonnerten Hispaniola, men undervejs opdager han til sin rædsel, at det meste af besætningen, anført af den etbenede skibskok Long John Silver, består af barske sørøvere. Det bliver et nervepirrende togt, hvor mytteriet lurer ...

ROBERT LOUIS STEVENSON (1850-1894) var en skotsk forfatter. Han skrev romaner, digte, essays og rejseskildringer. Med Skatteøen skabte skikkelser – Long John Silver.

9 788762 736924 >

SKATTEØEN

han en af verdenshistoriens mest ikoniske

SKATTEØEN

245mm

Jim Hawkins med på skattejagt om bord på

ROBERT LOUIS STEVENSON

FULD AF EVENTYRLYST drager unge

TITLER I SERIEN: Baskervilles hund Børnene i Nyskoven En verdensomsejling under havet Frændeløs Heidi Jorden rundt i 80 dage Robinson Kruso Skatteøen

Skatteøen © 2021 Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Oversat af B.B. Møller Omslag: Mikkel Henssel Indgår i serien Gads lette klassikere 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Treasure Island Lix: 25,8 – ml=12,6 lo=13,2 ISBN 978-87-627-3692-4 Trykt i Sverige, 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 2

29.12.2020 11.08

GADS LETTE KLASSIKERE

ROBERT LOUIS STEVENSON

SKATTEØEN

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 3

29.12.2020 11.08

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 4

29.12.2020 11.08

1. kapitel Den gamle søulk kommer til min fars kro

Godsejer Trelawney, doktor Livesey og de andre herrer har bedt mig om at nedskrive alt om Skatteøen fra begyndelsen til enden uden at holde andet hemmeligt, end øens beliggenhed – og det kun, fordi en del af skatten ligger der endnu.

Derfor griber jeg i det herrens år 17– min pen og går tilbage til den tid, da min far var ejer af kroen Admiral Benbow, og den gamle sømand slog sig ned hos os.

Jeg husker, som var det i går, den dag, da han kom gående hen ad landevejen mod min fars kro, og bag ham kørte en mand hans skibskiste på en trillebør.

Høj og stærk var han, kraftig og nøddebrun i huden, og en tjæret hårpisk hang ned over skulderen på hans snavsede, blå frakke. Hans hænder var fulde af rifter, og han havde et stort ar på kinden efter et sabelhug.

Han så sig om i bugten og begyndte så med høj og rystende stemme at synge den gamle sang, som vi 5

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 5

29.12.2020 11.08

senere kom til at høre så tit: “Femten mand på en død mands kiste! Hiv ohøj, og en hel flaske rom!”

Derpå slog han et par slag på døren med sin stok, og da min far kom til syne, råbte han på rom. Den drak han langsomt, mens han så sig om mellem klipperne.

“Det er en god bugt denne her,” sagde han til sidst, “og et rart sted at drikke sin rom! Har I mange gæster?”

Min far svarede, at der kom meget få gæster – desværre.

“Jaså,” sagde den gamle sømand. “Her lader vi ankeret gå!” Og så råbte han til manden, som kørte trillebøren: “Hej, kammerat. Læg til her, og hjælp mig med kisten!”

“Jeg bliver her et stykke tid,” fortsatte han. “I kan kalde mig kaptajnen. Jeg er en jævn mand og skal bare have rom og flæsk og æg, og oppe fra klippen dér kan jeg holde øje med skibene.” Han kastede tre-fire guldmønter til min far. “Sig til, når de er sluppet op.”

Selvom hans tøj var slidt og hans sprog alt andet end pænt, lignede han en styrmand eller en skipper, der er vant til at blive adlydt – eller at slå til. Manden, som kørte trillebøren, fortalte os, at han var kommet med postvognen samme morgen og havde spurgt om, hvilke kroer der lå ved kysten. Han valgte vel at slå sig 6

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 6

29.12.2020 11.08

ned i vores, fordi den blev godt omtalt og lå ensomt.

Det var alt, hvad vi kunne få oplyst om vor gæst.

Han var som regel meget stille. Hele dagen holdt han til ved stranden eller på klipperne med sin kikkert.

Om aftenen sad han i et hjørne af krostuen og drak rom. Han svarede ikke altid, når der blev talt til ham, kiggede kun vredt op og prustede gennem næsen, så det lød som et tågehorn.

Hver dag, når han kom tilbage fra sine ture, spurgte han, om der havde været søfolk forbi. Først troede vi, at han savnede selskab af mænd af sin egen slags, men snart opdagede vi, at han tværtimod søgte at undgå dem.

Det kunne ske, at der kom en sømand til Admiral Benbow. Så gemte kaptajnen sig bag forhænget foran døren og kiggede nøje på den fremmede, før han trådte ind i stuen. Og det slog aldrig fejl, at han sad stille som en mus, når der var søfolk til stede.

Det var ingen hemmelighed for mig, hvad kaptajnen frygtede. En dag havde han trukket mig til side og lovet mig en sølvmønt den første dag i hver måned, hvis jeg ville holde skarpt udkig efter en sømand med ét ben og straks give ham besked, hvis denne mand viste sig.

7

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 7

29.12.2020 11.08

Der var aftener, hvor kaptajnen havde fået for meget at drikke og sad og sang sine vilde sømandssange uden at lægge mærke til andre mennesker. Men han kunne også finde på at give en omgang rom til alle i krostuen og tvinge alle til at høre på sine historier og til at synge med på sangene. Han kunne slå næven i bordet, så alle tav stille, og gæsterne fik ikke lov at gå hjem, før han selv vaklede op i seng, træt og søvnig af at drikke.

Det var frygtelige historier, han fortalte – om mænd, der blev hængt eller gik planken ud, om sørøvernes ugerninger og deres hemmelige tilholdssteder. Efter hans ord at dømme måtte han have levet sammen med de ondeste mænd, Gud har ladet sejle på havet.

Det sprog, han brugte, når han fortalte disse historier, skræmte de jævne folk fra landsbyen næsten lige så meget som de forbrydelser, han beskrev. Min far sagde tit, at vi ville miste vore kunder – at folk ville holde op med at komme et sted, hvor der blev hundset og regeret med dem, til de rystende af skræk blev sendt hjem i seng. Men jeg tror, at vi tværtimod havde gavn af at have kaptajnen boende.

Folk blev ganske rigtigt opskræmte, men når de tænkte tilbage på det, kunne de rigtig godt lide det.

Det betød en spændende oplevelse i deres stille 8

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 8

29.12.2020 11.08

landliv, og en del af de yngre mænd virkede endda, som om de beundrede kaptajnen. De kaldte ham en ‘rigtig kapergast’, en ‘god, gammel søulk’ og sagde, at det var mænd af hans slags, der havde gjort England frygtet til søs.

Det var imidlertid på en anden måde en ulykke for os at have ham boende. Han blev hos os måned efter måned, så de penge, han havde betalt, for længst var brugt op. Alligevel havde min far ikke mod til at kræve ham for flere. Hvis min far sagde noget om penge, prustede kaptajnen gennem næsen, så det lød som et brøl, og gloede på min far, indtil han listede ud af værelset igen. Jeg er sikker på, at den ærgrelse og frygt, min far levede i, var en af årsagerne til hans tidlige og ulykkelige død.

I al den tid, kaptajnen boede hos os, gik han med det samme tøj. Frakken lappede han selv oppe på sit værelse, og til sidst var der nærmest kun lapper tilbage.

Han skrev aldrig et brev og modtog heller ikke nogen.

Den store skibskiste i hans værelse fik ingen lov til at se åben.

Kun én gang blev kaptajnen sat på plads. Det var, kort før min stakkels far døde – på den tid, da det gik stærkt tilbage med hans helbred.

9

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 9

29.12.2020 11.08

Doktor Livesey var sent på eftermiddagen kommet på sygebesøg. Bagefter gik han ind i krostuen for at ryge en pibe tobak, mens han ventede på sin hest, der var sat i stald nede i landsbyen.

Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til forskellen mellem den pæne læge med det venlige væsen og den snehvide paryk og så det store, snavsede fugleskræmsel af en sørøver.

Kaptajnen havde taget godt for sig af rommen, og pludselig gav han sig til at synge sin evindelige sang: “Femten mand på en død mands kiste!

Hiv ohøj, og en hel flaske rom!

De andre tog djævlen, da skibet forliste!

Hiv ohøj, og en hel flaske rom!”

Jeg lagde mærke til, at doktor Livesey kiggede vredt op et øjeblik, før han fortalte gamle gartner Taylor mere om en ny kur mod gigt.

Kaptajnen livede op ved sin egen sang og klaskede til sidst hånden i bordet. Vi vidste, at det betød: “Stilhed!”, og alle stemmer døde straks hen – undtagen doktor Liveseys. Han talte videre med klar og venlig røst.

Kaptajnen gloede et stykke tid, smækkede så næven i bordet igen og råbte: “Stilhed på dækket!”

“Taler De til mig, min herre?” spurgte doktoren, og 10

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 10

29.12.2020 11.08

da den gamle bandit havde sagt, at det var lige det, han gjorde, svarede doktoren: “Jeg har kun én ting at sige Dem, min herre, og det er, at hvis De bliver ved med at drikke rom, så varer det ikke længe, før verden slipper af med en usædvanlig afskyelig slyngel!”

Kaptajnens sprang rasende op, trak sin store kniv og truede med at nagle doktoren til væggen.

Doktor Livesey vendte sig roligt om og talte som før med fast stemme og så højt, at alle kunne høre ham: “Hvis De ikke omgående stikker den kniv i lommen, så skal jeg på min ære love Dem, at De bliver hængt efter næste retsmøde.”

De stirrede hinanden i øjnene et stykke tid, men kaptajnen måtte give efter. Han stak sit våben i lommen og satte sig knurrende som en pryglet hund.

“Og hør så, min herre,” sagde doktoren, “jeg er ikke kun læge her, men også dommer. Hvis jeg hører den mindste klage over Dem, om det så kun drejer sig om, at De har været uhøflig som nu i aften, så skal jeg sørge for, at der bliver sendt folk ud, som kan pågribe Dem og føre Dem et andet sted hen. Lad det være nok!”

Kort efter stod doktor Liveseys hest foran døren, og han red bort. Men kaptajnen holdt sig i ro den aften og mange aftener efter.

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 11

29.12.2020 11.08

2. kapitel Sorte Hund dukker op og forsvinder igen

Vinteren blev kold med hård frost og voldsomme storme. Dag for dag blev min stakkels far dårligere, og min mor og jeg måtte tage os af alt arbejdet i kroen.

En morgen i januar var kaptajnen var stået tidligt op og var på vej ned mod kysten med huggerten svingende under den blå frakke, kikkerten under armen, og hatten skubbet op i panden.

Min mor var gået ovenpå for at tage sig af min far, og jeg var ved at dække bord, så morgenmaden kunne stå parat, når kaptajnen vendte tilbage. Pludselig gik døren op, og en mand, som jeg aldrig før havde set, trådte ind og satte sig ved et bord.

Det var en grim, bleg fyr, der manglede to fingre på venstre hånd. Han bar en huggert, men så ikke ud som en mand, der var vant til at bruge den slags våben. Han lignede ikke en rigtig sømand, og dog var der noget ved ham, som fik mig til at tænke på havet.

Jeg spurgte, hvad jeg kunne være til tjeneste med, 12

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 12

29.12.2020 11.08

og han bestilte rom. Men da jeg var på vej ud af stuen, gjorde han tegn til mig om at komme nærmere.“Kom herhen, min dreng!” sagde han.

Jeg tog ét skridt fremad.

“Er det her min kammerat Bills bord?” spurgte han og skævede på en underlig lusket måde til bordet.

Jeg svarede, at jeg ikke kendte hans kammerat Bill.

Der var dækket til en mand, som boede her, og som vi kaldte kaptajnen.

“Nå, ja,” sagde han. “Min kammerat Bill kunne såmænd godt have det navn. Skal vi for sjov lade, som om ham din kaptajn har et ar på højre kind, hva’? Ja, det tænkte jeg nok! Nå, er min kammerat Bill så her i huset nu?”

Jeg svarede, at han var ude at gå en tur.

“Hvad for en vej er han gået, min dreng?”

Da jeg havde peget op mod klipperne og fortalt, hvornår vi kunne vente kaptajnen tilbage, sagde han: “Ih, hvor Bill bliver glad!”

Han så alt andet end rar ud, da han sagde disse ord, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg tænkte, at det sådan set ikke var noget, der kom mig ved.

Den fremmede gik lidt frem og tilbage udenfor, men ikke længere end et par skridt fra døren, så han 13

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 13

29.12.2020 11.08

lige kunne kigge frem bag hjørnet som en kat, der lurer på en mus. Da jeg engang trådte helt ud på vejen, kaldte han mig øjeblikkelig tilbage, og da det ikke gik hurtigt nok for ham, lød der en ed, som fik mig til at fare sammen, og han fik et helt andet og væmmeligt udtryk i sit blege ansigt.

Da jeg havde gjort, som han ville have, blev han igen slesk og overlegen over for mig. Han klappede mig på skulderen og sagde, jeg var en flink dreng, og at han vældig godt kunne lide mig.

“Det, en dreng først og fremmest skal lære,” sagde han, “er lydighed! Det ville du have lært, hvis du havde sejlet med Bill … Ih, men se, der kommer han jo, min kammerat Bill, med kikkerten under armen. Nu går vi to indenfor, min dreng, og om bag døren, og så skal vi give gode, gamle Bill en lille overraskelse!”

Med disse ord trak den fremmede mig med ind i krostuen og hen i hjørnet, så jeg stod bag ham, og vi begge var skjult af den åbne dør.

Man forstår sikkert, at jeg var urolig, og det blev ikke bedre, da jeg så, at den fremmede også var bange.

Han gjorde skæftet på sin huggert fri og løsnede klingen i skeden. I al den tid, vi stod her, gjorde han synkebevægelser, som om han havde en klump i halsen.

14

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 14

29.12.2020 11.08

Langt om længe skred kaptajnen ind i stuen, smækkede døren i efter sig og gik hen imod bordet, hvor morgenmaden stod parat.

“Bill!” sagde den fremmede og prøvede at få sin stemme til at lyde fast og sikker.

Kaptajnen snurrede rundt på hælen og stod med ansigtet imod os. Den brune farve var væk. Selv hans næse blev blå. Han lignede en mand, der havde fået øje på et spøgelse eller den onde selv eller noget endnu værre, hvis det findes. Det gjorde mig helt ondt, da han på et øjeblik kom til at se gammel og syg ud.

“Nå, nå, Bill, du kender da en gammel kammerat fra søen, ikke?” sagde den fremmede.

Kaptajnen snappede efter vejret.

“Sorte Hund!” sagde han.

“Ja, helt rigtigt,” svarede den anden. “Samme gamle Sorte Hund som altid! Jeg er kommet for at hilse på dig, Bill. Der er løbet meget vand i stranden siden den dag, da jeg mistede de to kløer her!” Han holdt hånden med de tre fingre frem.

“Nuvel!” sagde kaptajnen, “du har fundet mig. Her er jeg. Spyt så ud. Hvad er der?”

“Nu ligner du dig selv igen, Bill,” svarede Sorte Hund. “Du går lige til sagen, gør du. Se, nu får jeg et 15

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 15

29.12.2020 11.08

glas rom af drengen her, og så sætter vi to os ned og taler lige ud som gamle kammerater!”

Da jeg kom tilbage med rommen, havde de taget plads på hver sin side af bordet, hvor kaptajnens morgenmad stod. Sorte Hund sad nærmest ved døren, som om han ikke ville tabe udgangen af syne. Han gav mig besked om at gå min vej og at lade døren stå åben.

Jeg forlod dem og gik ind i stuen ved siden af.

I lang tid kunne jeg ikke høre andet end en lav mumlen, selvom jeg gjorde mit bedste for at lytte.

Men til sidst begyndte stemmerne at lyde højere, og jeg hørte noget af det, kaptajnen sagde. Mest eder og forbandelser.

“Nej, nej, nej, nej, og ikke mere om den ting! Hvis nogen skal i galgen, så bliver det alle, siger jeg.”

Så lød der pludselig et uvejr af eder og støj, som om de ville vælte hele huset. Stolene og bordet røg hulter til bulter, stål slog mod stål, så et skrig, og i næste øjeblik kom Sorte Hund farende i vild flugt med kaptajnen i hælene. Begge havde deres huggerter i hånden, og blodet strømmede fra den fremmedes venstre skulder.

Lige i døren prøvede kaptajnen at ramme den flygtende med et sidste vældigt hug, som uden tvivl ville have gjort det af med ham, hvis ikke vores store 16

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 16

29.12.2020 11.08

kroskilt var kommet imellem. Man kan endnu den dag i dag se hakket i den nederste kant.

Dette slag var det sidste i kampen. Da Sorte Hund først var på landevejen, viste han, at han havde lært at bruge benene, og i løbet af et halvt minut var han forsvundet på den anden side af bakken.

Kaptajnen stod som forstenet og stirrede på skiltet.

Så vendte han sig om og gik ind i huset.

“Jim!” sagde han. “Rom!” Han vaklede og støttede sig til væggen med den ene hånd.

“Blev De såret?” udbrød jeg.

“Rom!” gentog han. “Jeg må væk herfra. Rom! ” Jeg løb ud for at hente rommen, men var så rystet over det, der var sket, at jeg slog et glas i stykker og kludrede med tappen i tønden.

Mens jeg stod og fumlede, hørte jeg et brag inde fra krostuen. Da jeg løb derind, så at jeg kaptajnen var faldet på gulvet.

I samme øjeblik kom min mor løbende ned for at hjælpe mig, og sammen løftede vi hans hoved op. Han åndede meget langsomt og tungt, men hans øjne var lukkede, og ansigtet havde en forfærdelig farve. “Åh nej!” græd min mor. “Hvilken skam for huset, og det, mens din stakkels far ligger syg!”

17

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 17

29.12.2020 11.08

Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre for at hjælpe kaptajnen. Jeg prøvede at give ham rommen, men hans tænder var bidt tæt sammen og kæberne stærke som jern. Det var en stor lettelse, da døren gik op, og doktor Livesey trådte ind for at se til min far. “Åh, doktor!” råbte vi. “Hvad skal vi gøre? Hvor er han såret?”

“Såret? Snak! Ikke mere end I og jeg. Manden har fået det anfald, jeg advarede ham imod. Løb De nu op til Deres mand, fru Haw­kins, men fortæl ham så lidt som muligt om det her. Jeg skal gøre mit bedste for at redde fyrens liv, selvom det er mindre værd end ingenting. Og Jim kan skaffe mig et vandfad.”

Da jeg kom tilbage med vandfadet, havde doktoren smøget kaptajnens ærme op, så man kunne se hans senestærke arm. Den var tatoveret flere steder. Held og lykke! – God vind! og Billy Bones’ pige stod der klart og tydeligt på underarmen. Oppe ved skulderen var der en tegning af en galge med en hængt mand.

“Det dér siger noget om fremtiden,” sagde doktoren og pegede på billedet. “Og nu, min gode hr. Billy Bones, hvis det da er Deres navn, nu vil vi se lidt på Deres blod … Er du bange for blod Jim?” “Nej, hr. doktor,” sagde jeg.

18

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 18

29.12.2020 11.08

“Så kan du holde vandfadet,” sagde han, tog en lille kniv frem og åbnede en åre.

Der var løbet en hel del blod ud, før kaptajnen åbnede øjnene og så sig om med et tåget blik. Han prøvede at rejse sig og råbte: “Hvor er Sorte Hund?”

“Der er ikke nogen sort hund her,” sagde doktoren.

“De har drukket rom og har fået et anfald, ligesom jeg sagde, og jeg har meget mod min vilje slæbt Dem op af graven i sidste øjeblik. Og nu, hr. Bones, vil jeg sige Dem dette: Ét glas rom slår Dem ikke ihjel, men hvis De drikker et, så følger der flere efter, og De dør, hvis De ikke straks holder op. De dør, forstår De, og går derhen, hvor De hører hjemme, som manden i Bibelen. Prøv så på at hjælpe til. Jeg skal for en gangs skyld sørge for, at De kommer i seng.”

Jeg hjalp doktoren, og med stort besvær fik vi slæbt kaptajnen ovenpå og lagt i seng.

“Husk det nu!” sagde doktoren. “Rom er det samme som døden for Dem.” Og så tog han mig ved armen og gik ind for at se til min far.

“Jeg har tappet ham for så meget blod, at han er rolig et stykke tid,” sagde han, så snart døren var lukket. “Han bliver nok liggende, hvor han er, en uges tid. Men ét anfald til, og det er forbi med ham.”

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 19

29.12.2020 11.08

3. kapitel Det sorte tegn

Ved tolvtiden gik jeg ind til kaptajnen med noget koldt at drikke og medicinen.

“Jim,” sagde han, “jeg altid har været flink ved dig.

Hver måned har du fået en sølvmønt af mig til dig selv. Og nu ser du nok, kammerat, at det står sløjt til med mig, og der er ingen, der vil hjælpe mig. Men du vil gå ned efter et krus rom til mig, ikke, kammerat?”

“Doktoren …” begyndte jeg.

Kaptajnen bandede doktoren langt væk. “Hvad kender han til sømænd?” sagde han. “Rom og jeg hører sammen som mad og drikke og mand og kone, og hvis jeg ikke får rom, så ligger jeg som et sølle skrog i vindstille, og mit blod kommer over dit hoved. Se, hvor mine fingre ryster,” fortsatte han med bedende stemme. “Hvis jeg ikke får et skvæt rom, så kan jeg ikke styre mig selv, men vælter hele huset. Ham din doktor sagde selv, at ét glas ikke gjorde noget, og jeg vil give dig en guldmønt for en dram, Jim!” 20

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 20

29.12.2020 11.08

Han blev mere og mere ophidset, og jeg blev bange, for min far var meget svag og skulle have ro. Desuden forsvandt mine betænkeligheder, da han mindede mig om doktorens ord, men jeg var vred over, at han ville bestikke mig.

“Jeg vil ikke have Deres penge,” sagde jeg. “Ikke andet, end hvad De skylder min far. Jeg henter ét glas rom og ikke mere!”

Da jeg kom tilbage, greb han grådigt om glasset og tømte det i ét drag. “Åh ja!” sagde han. “Det hjælper! Sagde ham doktoren, hvor længe jeg skal ligge til køjs her?”

“Mindst en uge,” sagde jeg.

“Torden og lynild!” råbte han. “En uge! Det går aldrig an. Inden den tid har de fundet mig og givet mig det sorte tegn, de fæhoveder, som ikke kunne holde på det, de havde, og som nu skal stikke kløerne frem efter det, der er en andens. Men jeg skal tage dem ved næsen igen. Jeg er ikke bange! Nu stikker vi et reb ud, kammerat, og sejler dem agterud.”

For at komme op at sidde tog han fat i min skulder med et greb, så jeg var ved at skrige, men pludselig standsede han.

“Den doktor har slået mig ud!” mumlede han med 21

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 21

29.12.2020 11.08

svag stemme og faldt tilbage i sengen. “Jim,” sagde han lidt efter, “du så den sømand i dag. Han er en grim fyr, men dem, han kommer fra, er endnu værre. Hvis jeg nu ikke slipper væk, så husk, at det er min gamle skibskiste, de er ude efter. Du må se at få fat i en hest.

Og så rider du hen til ham den forbistrede doktor og siger, at han skal pibe alle mand på dæk, dommere og sådan nogen, og her om bord på Admiral Benbow kan han så fange hele mandskabet fra Flints skib, hver eneste en, som endnu er i live! Jeg var styrmand på gamle Flints skib, og jeg er den eneste, der kender stedet. Jeg fik besked i Savannah, da Flint lå for døden.

Men du røber mig ikke! Du gør det kun, hvis de giver mig det sorte tegn, eller hvis du ser ham Sorte Hund igen eller sømanden med ét ben, Jim. Ham skal du især passe på.”

“Men hvad er det sorte tegn, kaptajn?” spurgte jeg.

“Det er en stævning, kammerat. Du skal få bedre besked, hvis jeg får den. Men hold nu udkig, Jim, og jeg lover dig på ære, at jeg deler lige over.”

Kort efter faldt kaptajnen i dyb søvn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Min stakkels far døde imidlertid samme aften, og i min sorg glemte jeg alt andet. Naboerne kom på 22

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 22

29.12.2020 11.08

besøg, begravelsen skulle ordnes og det daglige arbejde passes. Jeg fik så travlt, at jeg ikke tænkte på kaptajnen.

Næste morgen kom han ned som sædvanlig, men han spiste mindre og drak mere, end han plejede. Han tog selv af rommen, og ingen vovede at gribe ind.

Aftenen før begravelsen var han så fuld som nogen sinde før, og det var rystende at høre ham synge sine gamle, grimme sømandssange i huset, hvor alle andre sørgede. Selvom han var svag, gik vi alle i den dødeligste angst for ham. Doktor Livesey var optaget af en anden patient og kom ikke i nærheden af kroen.

Kaptajnen blev svagere og svagere. Kun et par gange stak han næsen udendørs for at mærke den salte hav­ luft. Han havde fået den uhyggelige vane at sidde med huggerten foran sig på bordet, men han lod til at være helt optaget af sine egne tanker.

Således gik dagene, efter min far var blevet begravet.

Da jeg en kold og tåget eftermiddag stod i døren og tænkte med sorg på min far, fik jeg øje på en mand, som langsomt nærmede sig på landevejen. Det var tydeligt, at han var blind, for han følte sig for med en stok.

Han gik helt krumbøjet, som om han var meget gammel eller meget svag, og han var klædt i en pjaltet kappe med hætte. Et stykke fra kroen standsede han 23

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 23

29.12.2020 11.08

og talte lige ud i den tomme luft: “Er der en god ven her, som vil oplyse en stakkels blind mand, der har mistet sit dyrebare syn i ærlig kamp for England, hvor han er nu?”

“De er ved kroen Admiral Benbow, min gode mand,” sagde jeg.

“Jeg hører en ung stemme,” sagde han. “Vil du give mig din hånd, unge ven, og hjælpe mig ind?”

Jeg strakte hånden frem, og det frygtelige blinde væsen greb fat og holdt mig fast som i en skruestik.

“Før mig ind til kaptajnen, dreng,” sagde han. “Nu! Eller jeg brækker din arm!” Han forstærkede taget om min arm, så jeg stønnede derved. “Kom så! March!” snerrede han, og jeg har aldrig hørt en stemme så grusom, kold og hæslig som den blinde mands. Den skræmte mig mere end smerten. Jeg adlød straks og gik ind i krostuen, hvor vores gamle, syge sørøver sad, bedøvet af rom. Den blinde mand holdt sig tæt ind til mig og klemte om min arm som med en jernæve.

“Før mig lige hen til ham, og når han kan se mig, råber du: ‘Her er en af dine venner, Bill!’ Hvis du ikke lystrer, gør jeg sådan!” Han gav et ryk i min arm, så jeg troede, jeg skulle besvime, og med rystende stemme råbte jeg de ord, jeg havde fået besked på.

24

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 24

29.12.2020 11.08

Den stakkels kaptajn så op og ved blev som med ét slag ædru og stirrede stift på os. Det så ud, som om han var syg til døden.

“Så, Bill, bliv siddende, hvor du er!” sagde tiggeren.

“Og kom med din hånd! Dreng, tag hans venstre hånd ved håndleddet, og før den hen til min højre!”

Vi adlød begge, og jeg så, at der gled noget fra den blindes hånd over i kaptajnens, der straks lukkede sig om det.

“Så er det sket,” sagde den blinde og slap mig. Derpå forlod han krostuen og gik ud på vejen. Jeg hørte lyden af hans stok forsvinde, tap, tap, tap, i det fjerne.

Det varede et stykke tid før kaptajnen kom til sig selv. “Klokken ti!” råbte han. “Seks timer! Vi kan endnu nå at tage dem ved næsen!” Han sprang op, men vaklede, tog sig til struben, svajede et øjeblik og faldt stift forover på gulvet.

Kaptajnen var ramt af et slagtilfælde. Selvom jeg bestemt aldrig havde holdt af manden, brast jeg i gråd, da jeg så, han var død. Det var anden gang, jeg mødte døden, og sorgen over min fars bortgang fyldte endnu mit hjerte.

Skatteoen_mat_tryk_220x140.indd 25

29.12.2020 11.08