Skjult

Af samme forfatter: Familiens synder

Skjult_TRYK.indd 2

16.09.2020 13.33

Cara Hunter

Skjult PÃ¥ dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Skjult_TRYK.indd 3

16.09.2020 13.33

Skjult er oversat fra engelsk efter In The Dark Copyright © Cara Hunter, 2018 Dansk udgave: copyright © Gads Forlag, 2020 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sweden ISBN 978-87-12-05984-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.gad.dk

Skjult_TRYK.indd 4

16.09.2020 13.33

Til “Burke and Heath” For mange glade dage

Skjult_TRYK.indd 5

16.09.2020 13.33

Skjult_TRYK.indd 6

16.09.2020 13.33

Prolog Hun vågner i et mørke, der er så tæt, at hun lige så godt kunne have bind for øjnene. Luften føles klam og indelukket, som om det er længe siden, at nogen har trukket vejret her.

Hendes andre sanser vækkes brat. Den dryppende stilhed, kulden, lugten. Mug og noget andet, hun ikke kan sætte fingeren på – en dyrisk stank. Hun bevæger fingrene og mærker grus og fugt gennem jeansene. Og nu husker hun, hvordan hun er havnet her, og hvorfor det her er sket.

Hvordan kunne hun dog være så dum?

Hun undertrykker tilløbet til panik og prøver at rejse sig, men magter det ikke. Hun fylder lungerne med luft og råber, så det runger mellem væggene. Hun råber og råber og råber, til hun får ondt i halsen.

Men ingen kommer. Ingen kan høre hende.

Hun lukker øjnene igen og mærker varme tårer trille ned ad kinderne. Hun er helt stiv i kroppen af raseri og selvbebrejdel­ ser og formår knap nok at tænke på andet, lige indtil hun til sin skræk mærker små, spidse fødder krible hen over huden.

7

Skjult_TRYK.indd 7

16.09.2020 13.33

Skjult_TRYK.indd 8

16.09.2020 13.33

Var der ikke nogen, der engang sagde, at april er den grusomste måned? Nå, men vedkommende kan ikke have været kriminal­ efterforsker. Grusomheder kan ske når som helst, ved jeg af erfaring. Men kulden og mørket tager ligesom brodden af det.

I mit job kan sollys og fuglesang og blå himmel virke brutalt.

Måske på grund af kontrasten. Død og håb.

Denne historie begynder med håb. 1. maj, første forårsdag – rigtigt forår. Og hvis man har været i Oxford, ved man, at her i byen er det enten eller: Når det regner, får stenfacaderne en pis­ gul farve, men når solen skinner, og collegebygningerne ser ud, som var de hugget ud af skyerne, findes der ikke noget smukkere sted i verden. Og jeg er endda bare en kynisk gammel panser.

Under May Morning-festlighederne 1. maj oplever man byen fra dens mest excentriske og oprørske side. Den udviser heden­ ske, kristne og lettere vanvittige træk, og det er ikke altid lige let at se, hvad der er hvad. Drengekor synger i solopgangen fra toppen af et tårn. Drejeliremusikanter trænges ved de døgnåbne burgervogne. Pubberne åbner klokken seks om morgenen, og halvdelen af de studerende er stadig standerstive fra aftenen før.

Selv de satte beboere fra North Oxford tropper op i horder med blomster i håret (og nej, jeg laver ikke sjov). Der var over 25.000 deltagere sidste år. En af dem var en fyr, der havde klædt sig ud som et træ. Man har vist fået et indtryk af, hvad jeg mener.

Så 1. maj er en stor dag i politikalenderen, men de, der er

9

Skjult_TRYK.indd 9

16.09.2020 13.33

på vagtlisten den dag, har faktisk trukket det længste strå, ikke det korteste. Den tidlige mødetid kan være lidt af en dræber, men der opstår sjældent ballade i byen, og vi bliver holdt forsynet med kaffe og baconsandwicher. Det blev vi i hvert fald, sidst jeg havde tjansen. Men det var dengang, da jeg stadig var ordensbetjent. Før jeg blev efterforsker – før jeg blev kriminalkommissær.

Men i år er det anderledes. I år er det ikke kun den tidlige mødetid, der er dræberen.

*** Mark Sexton er næsten en time forsinket, da han når frem til huset. Det burde have været en hurtig køretur på denne tid af morgenen, men trafikken på M40 stod stille, og køen strakte sig helt til Banbury Road. Og da han drejer ind på Frampton Road, holder der en håndværkerbil på tværs af indkørslen. Sexton bander, sætter bilen i bakgear og bakker med hvinende dæk. Så smækker han døren op, går ud på gaden og undgår lige akkurat at træde i en brækpøl. Han ser med væmmelse ned på skoene.

Hvad fanden er der med den her åndssvage by her til morgen?

Han låser bilen, går hen til hoveddøren og roder i lommerne efter nøglerne. Stilladset er i det mindste sat op. Overtagelsen tog meget længere tid end forventet, men det hele burde alligevel være klar til jul, hvis de er heldige. Han tabte en budrunde på et hus på den anden side af Woodstock Road og var nødt til at forhøje sit bud for at kunne købe det her, men det kommer til at blive en ren guldgrube, når det engang er færdigrenoveret.

Landets øvrige boligmarked er meget muligt stagneret, men takket være kineserne og russerne falder priserne aldrig her i

10

Skjult_TRYK.indd 10

16.09.2020 13.33

Oxford. Der er kun en times kørsel til London, og lige i nærheden ligger en god privatskole, som drengene kan gå på. Hans kone var ikke meget for at skulle bo i et halvt dobbelthus, men som han sagde til hende: Se lige: Det er jo kæmpestort. Det er et ægte victoriansk hus i fire etager og med en kælder, han har tænkt sig at indrette som topmoderne vinkælder og hjemmebiograf (det har han dog ikke fortalt konen endnu). Og naboen er en gammel støder, som næppe holder fester til langt ud på natten. Haven er ganske vist temmelig forsømt, men de kan altid smække nogle espalierer op.

Landskabsarkitekten sagde noget om sammenflettede træer.

De koster 1000 pund stykket, men sikrer øjeblikkelig beskyttelse mod indkig. Det løser selvfølgelig ikke problemet på forsiden af huset. Han kigger over mod den rustne Cortina, der står klodset op på mursten uden for nummer 33; de tre cykler, som er lænket fast til et træ; stablen af halvrådne paller og de sorte affaldssække, hvorfra der er væltet øldåser ud på fortovet. De var der også, sidst han var her, for to uger siden. Han smed en seddel ind gennem naboens brevsprække og bad ham om at fjerne dem. Men det har manden tydeligvis ikke gidet.

Døren går op. Det er hans arkitekt, Tim Knight. Han står med nogle sammenrullede tegninger i hånden og vinker sin klient indenfor med et stort smil.

“Mr. Sexton – hvor hyggeligt at møde dig igen. Jeg tror, du bliver glad for at se, hvordan arbejdet skrider frem.”

“Det håber jeg sgu,” siger Sexton tørt. “Den her morgen kan dårlig blive meget værre.”

“Lad os begynde øverst oppe.”

De to mænd går op ad trappen, og deres trin buldrer mod det nøgne træ. Ovenpå drøner lokalradioen for fuld hammer,

11

Skjult_TRYK.indd 11

16.09.2020 13.33

og der er håndværkere i de fleste rum. To murere står og pud­ ser vægge op, en blikkenslager er i gang i badeværelset, og en snedker er ved at restaurere de gamle skydevinduer. Et par af håndværkerne kigger i Sextons retning, men han møder ikke deres blik. Han har fundet sin tablet frem og tager notater, mens han stiller spørgsmål om arbejdsopgaverne.

Til sidst går de om til bagsiden af huset, hvor den gamle murstenstilbygning er blevet revet ned, og et stort uderum i glas og stål er ved at blive bygget i stedet. På den anden side af træerne i bunden af den skrånende have kan de lige akkurat skimte Crescent Squares georgianske elegance. Sexton ville ønske, at han havde haft råd til et af husene der, men priserne er steget fem procent, siden han købte det her hus, så han skal ikke klage. Han får arkitekten til at gennemgå planen for køkkenet (“Man får fandeme ikke meget for 60.000, hva’? Og de smider ikke engang en skide vaskemaskine oveni.”), og så vender han sig om og kigger efter døren til kældertrappen.

Knight ser en smule beklemt ud.

“Jeg skulle lige til at nævne det. Der er opstået en lille hin­ dring i kælderen.”

Sexton kniber øjnene sammen. “Hvad mener du med hindring?”

“Trevor ringede til mig i går. De er stødt på et problem med brandmuren. Det kan være, at vi bliver nødt til at indgå en formel juridisk aftale for at få løst det – arbejdet kommer til at påvirke naboen.”

Sexton skærer en grimasse. “Vi har fandeme ikke råd til at hyre advokater. Hvilken slags problem taler vi om?”

“De var gået i gang med at fjerne pudset for at trække nye kabler, men opdagede, at murværket var i temmelig dårlig

12

Skjult_TRYK.indd 12

16.09.2020 13.33

forfatning. Det er ikke godt at vide, hvornår mrs. Pardew var dernede sidst.” “Åndssvage gamle kælling,” mumler Sexton, hvilket Knight vælger at ignorere. Det her er en meget indbringende opgave.

“Men det lader desværre til,” siger han, “at en af de unge fyre var lidt for længe om at finde ud af, hvad han havde med at gøre. Men tag det bare roligt. Bygningsingeniøren kommer i morgen …”

Men Sexton har allerede mast sig forbi ham. “Jeg vil sgu selv se det.”

Pæren over kældertrappen flimrer svagt, da de går ned i kælderen. Der stinker af mug.

“Pas på, hvor du går,” siger Knight. “Nogle af trinnene er ikke helt solide. Du risikerer at brække halsen i mørket.”

“Har du en lygte?” råber Sexton, der går lidt foran. “Jeg kan ikke se en skid.”

Knight rækker en ned, og Sexton tænder den. Han får øje på problemet med det samme. Malingen skaller af resterne af det gamle, gulnede puds, og de fleste mursten indenunder er porøse og dækket af indtørret, grå mug. En fingerbred sprække løber fra gulv til loft.

“Hvad fanden, bliver vi nødt til at understøtte hele huset?

Hvordan kunne den byggesagkyndige overse det her?”

Knight sætter en beklagende mine op. “Mrs. Pardew havde skabe stående langs hele væggen. Han har ikke kunnet komme om bag dem.”

“Og så kunne jeg især godt tænke mig at vide, hvorfor der ikke var nogen, der holdt øje med den kvajnakke, som har smadret min væg.”

Han samler et stykke værktøj op fra gulvet og begynder at

13

Skjult_TRYK.indd 13

16.09.2020 13.33

banke på murstenene. Arkitekten træder et skridt frem. “Det ville jeg nok ikke gøre …”

En mursten smuldrer væk, og så endnu en, og så brækker et helt stykke murværk af og falder sammen i en støvsky ved deres fødder. Denne gang skånes Sextons sko ikke, men han lægger ikke mærke til det. Han stirrer måbende på væggen.

Der er et hul, cirka fem centimeter bredt.

Og i mørket inde bagved … et ansigt.

*** På St Aldate’s Politistation er den nyforfremmede kriminalas­ sistent Gareth Quinn på sin anden kop kaffe og tredje toast. Han har lagt sit dyre slips over skulderen, så han ikke krummer på det. Det dyre slips passer til det dyre jakkesæt og hans udstråling af, at han er lidt for smart til at være almindelig ordensbetjent – og det er selvsagt smart i begge betydninger af ordet. Der er halvtomt på kriminalafdelingen. Chris Gislingham og Verity Everett er de eneste andre, der er mødt indtil videre. Teamet har ikke nogen stor sag i øjeblikket, og kriminalkommissær Fawley er til konference hele dagen, så for en gangs skyld kan man tillade sig at begynde sent og derefter se frem til at få gjort indhug i papirarbejdet.

Et stille øjeblik. Støvkorn danser i sollyset, der siver skråt ind ad persiennerne. Quinn rasler med avisen. Der dufter af kaffe.

Så ringer telefonen. Klokken er 9.17.

Quinn tager røret.

“Kriminalafdelingen.” Og så: “Hold da kæft. Er du sikker?”

Gislingham og Everett ser op. Gislingham, der gerne bliver omtalt som “robust” og “solid”, og ikke kun fordi han er ved

14

Skjult_TRYK.indd 14

16.09.2020 13.33

at blive lidt kvabset. Gislingham, der i modsætning til Quinn endnu ikke er blevet kriminalassistent, og som næppe bliver det, hans alder taget i betragtning. Men det skal man nu ikke dømme ham efter. Enhver kriminalafdeling har brug for en som Gis­ lingham, og hvis man en dag er ved at drukne, må man krydse fingre for, at det er ham, der har fat i den anden ende af rebet.

Og Everett skal man heller ikke dømme efter udseendet. Det kan godt være, at hun ligner en 35-årig udgave af miss Marple, men hun er også lige så utrættelig som hende. Eller som Gislingham plejer at sige: Everett må have været blodhund i et tidligere liv.

Quinn taler stadigvæk i telefon. “Og der er ingen, der reagerer hos naboen? Okay. Nej … vi klarer det. Bed betjentene om at møde os der, og sørg for, at de sender mindst én kvinde.”

Gislingham har allerede snuppet sin jakke. Quinn lægger røret på og tager en sidste bid toast, da han rejser sig. “Det var omstillingen. En beboer på Frampton Road har ringet og fortalt, at man har fundet en pige i naboens kælder.”

“I kælderen?” siger Everett og spærrer øjnene op.

“Nogen kom til at slå hul i muren ind til naboen. Det er vist en ældre mand, men de kan ikke få fat i ham.”

“Pis og lort.”

“Jep, det må du nok sige.”

Da de standser uden for huset, er folk allerede begyndt at stimle sammen. Nogle af dem er håndværkerne fra nummer 31, der er glade for en undskyldning for ikke at arbejde, så de slipper for at høre på Sextons brok. Andre er sikkert naboer, og derud­ over er der enkelte medtagne May Morning-festdeltagere med blomster i hattene og dåseøl i hænderne. Den lettere surrealisti­ ske stemning bliver ikke just dæmpet af den store ko i plastic,

15

Skjult_TRYK.indd 15

16.09.2020 13.33

der står ved kantstenen med en blomstret dug over ryggen og påskeliljer om hornene. Et par folkedansere er gået i gang med en improviseret forestilling på fortovet.

“Hold da helt kæft,” siger Gislingham, da Quinn slukker motoren. “Tror du, vi kan give dem en bøde for at have parkeret den der ko ulovligt?”

De stiger ud af bilen og går over vejen, netop som to patrulje­ vogne standser på den anden side. En af kvinderne i mængden pifter efter Quinn og knækker sammen af grin, da han vender sig om og ser på hende. Tre betjente står ud af bilerne og går hen til dem. En af dem bærer på en rambuk. Den kvindelige betjent er Erica Somer. Gislingham lægger mærke til, at hun og Quinn veksler et blik, og hun smiler, da hun ser, hvor forlegen han bliver. Det er altså sådan, det er, tænker Gislingham. Han har haft en mistanke om, at de to har noget kørende. Som han sagde til Janet forleden aften, har han set dem sammen ved kaffemaskinen så mange gange, at det umuligt kan være en til­ fældighed. Ikke at han kan fortænke Quinn i det – Erica Somer ser ret godt ud, selv i uniform og fornuftige sko. Han håber bare ikke, at hun forventer for meget: Hvis Quinn var en hund, ville han ikke hedde Trofast.

“Kender vi navnet på den gamle mand, der bor inde ved siden af?” spørger Quinn.

“Det er en vis mr. William Harper,” siger Somer. “Vi har tilkaldt en ambulance, hvis nu der rent faktisk er en pige nede i kælderen.”

“Jeg ved sgu da, hvad jeg så.”

Quinn vender sig om. Der står en mand i den slags jak­ kesæt, som Quinn selv ville købe, hvis han havde råd til det.

Det er tætsiddende og silkevævet og med vinrødt satinfór,

16

Skjult_TRYK.indd 16

16.09.2020 13.33

som sammen med den lillaternede skjorte og det lyserøde, prikkede slips skærer en i øjnene. Han oser af finansverden – og af irritation.

“Hvor længe kommer det her til at tage?” spørger han. “Jeg har et møde med min advokat klokken tre, og hvis der er lige så megen trafik på vejen tilbage …”

“Undskyld, men hvem er du?”

“Mark Sexton. Jeg har købt den anden halvdel af dobbelt­ huset.”

“Så det var dig, der ringede til os?”

“Ja, det var mig. Jeg var nede i kælderen sammen med arki­ tekten, og et stykke af muren faldt ned. Der er en pige derinde.

Jeg ved, hvad jeg så, og i modsætning til det ros der er jeg pinlig ædru. Spørg bare Knight – han så det samme som mig.”

“Okay,” siger Quinn og giver tegn til betjenten med rambuk­ ken om at gå op til hoveddøren. “Lad os komme i gang. Og få styr på det opbud på fortovet, tak. Det er fandeme et rent gedemarked.”

Da Quinn går op ad fortrappen, råber Sexton efter ham: “Hey, hvad med mine håndværkere? Hvornår kan de komme ind i huset igen?”

Quinn ignorerer ham, men Gislingham klapper ham på skul­ deren, da han går forbi. “Beklager, min ven,” siger han muntert, “den fine istandsættelse bliver nødt til at vente.”

Quinn er kommet op ad trappen og hamrer løs på hoved­ døren. “Mr. Harper! Det er politiet. Vær venlig at lukke op, hvis du er hjemme, ellers bliver vi nødt til at slå døren ind.”

Intet svar.

“Okay,” siger Quinn og nikker til betjenten med rambukken.

“Gør det.”

17

Skjult_TRYK.indd 17

16.09.2020 13.33

Døren er mere solid, end man skulle tro, sådan som resten af huset ser ud, men hængslerne ryger af ved det tredje slag. En eller anden i mængden jubler snalret, og andre maser sig frem for at følge med i, hvad der sker.

Quinn og Gislingham går ind.

Inde i huset er der helt stille. De kan stadig høre folkedanser­ nes bjælder, og fluer summer rundt et sted i den tunge luft. Det er tydeligvis flere årtier siden, at der sidst blev gjort noget ved huset. Tapetet sidder løst, loftet hænger og er dækket af brune pletter. Gulvet flyder med aviser.

Quinn går langsomt hen ad gangen. De gamle gulvbrædder knirker, og hans sko skraber mod papiret. “Er her nogen? Mr. Harper? Det er politiet.”

Og så hører han det. En klynken. Tæt på. Han standser et øje­ blik og prøver at finde ud af, hvor lyden kommer fra, og så løber han frem og river en dør op under trappen, der fører ovenpå.

På toilettet sidder der en gammel mand, kun iført under­ trøje. Issen og skuldrene er dækket af strittende totter af sort hår. Underbukserne sidder nede om anklerne, og hans penis og testikler hænger slapt mellem benene. Han kryber klynkende sammen, da han får øje på Quinn, og griber fat om toiletsædet med sine knoklede fingre. Han er møgbeskidt, og der er lort på gulvet.

“Kriminalassistent Quinn?” råber Somer ved hoveddøren.

“Ambulancefolkene er her, hvis du har brug for dem.”

“Gudskelov. Send dem bare ind, tak.”

Somer træder til side og lader to mand i grønne heldragter komme ind. En af dem sætter sig på hug ved den gamle mand.

“Mr. Harper? Der er ikke noget at være bange for. Vi skal bare lige tage et kig på dig.”

18

Skjult_TRYK.indd 18

16.09.2020 13.33

Quinn giver tegn til Gislingham, og de går hen mod køkkenet.

Gislingham fløjter, da de åbner døren. “Ring lige til bymu­ seet.”

Et gammelt gaskomfur, brune og orange fliser fra 70’erne, en køkkenvask i rustfrit stål, et melaminbord med fire forskellige slags stole. Og hver en overflade er bunket op med beskidt ser­ vice, tomme ølflasker og halvtomme konservesdåser, som krib­ ler og krabler med fluer. Alle vinduerne er lukkede, og skoene klæber til linoleumsgulvet. En glasdør med et perlegardin fører ud til en vinterhave, og der er en anden dør, som sikkert leder ned i kælderen. Den er låst, men der hænger et nøglebundt på et søm. Gislingham tager det og prøver fummelfingret at stikke den ene nøgle efter den anden i låsen. Det tager ham tre forsøg at finde den, der passer. Den er rusten, men drejer let rundt i låsen. Han åbner døren, tænder lyset og træder til side for at lade Quinn gå først. De går langsomt ned ad trappen, trin for trin, mens lysstofrøret knitrer over dem.

“Hallo? Er her nogen?”

Der er kun et svagt lys, men det er nok til, at de kan ori­ entere sig. Kælderen er tom bortset fra nogle papkasser, sorte affaldssække, en gammel lampe og et zinkbadekar fyldt med skrammel.

De står og kigger på hinanden, og deres hjerter slår så hårdt, at de nærmest ikke kan høre andet. “Hvad var det?” hvisker Gislingham. “Det lyder som en kradsen. Rotter?”

Quinn farer sammen og kigger ned på gulvet ved sine fødder.

Hvis der er noget, han ikke kan fordrage, er det satans rotter.

Gislingham kigger rundt igen. Øjnene vænner sig langsomt til halvmørket, men han ville ønske, at han havde taget lygten med fra bilen. “Hvad er det derhenne?”

19

Skjult_TRYK.indd 19

16.09.2020 13.33

Han kanter sig forbi kasserne og opdager pludselig, at kæl­ deren er meget større, end de troede.

“Quinn, her er en dør til. Giver du mig lige en hånd?”

Han prøver at åbne døren, men den giver sig ikke. Der er en skudrigel i toppen, og selv om det til sidst lykkes Quinn at skyde den til siden, vil den skide dør stadigvæk ikke gå op.

“Den må være låst,” siger Gislingham. “Tog du nøglebundtet med herned?”

Det er endnu sværere at finde den rigtige nøgle i halvmørket, men det lykkes dem til sidst. Så stemmer de skuldrene mod døren, og da den langsomt glider op, slår en stinkende luft dem i møde, og de er nødt til at holde sig for munden og næsen.

En ung kvinde ligger på betongulvet foran dem. Hun er iført jeans, der er flængede ved knæene, og en laset cardigan, der sikkert har været gul engang. Hendes mund er åben, og øjnene lukkede. Huden ser ligbleg ud i det gustne lys.

Men der er noget andet. Noget, de ikke var forberedt på.

Nogen sidder ved siden af hende og hiver hende i håret.

Et lille barn.

*** Og hvor var jeg, mens alt det her skete? Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var i gang med noget sejt og spændende såsom at samarbejde med efterretningstjenesten om terrorbekæmpelse, men den kedelige sandhed er, at jeg var til konference i War­ wick med emnet “Nærpolitiets rolle i det 21. århundrede”.

Konferencen var for kriminalkommissærer og politifolk med grader derover – vi er godt nok heldige. De dræbende kedelige PowerPoints og det vanvittig tidlige starttidspunkt fik mig så

20

Skjult_TRYK.indd 20

16.09.2020 13.33

småt til at misunde ordensbetjentene, der er på vagt under May Morning-festlighederne. Men så ringede min telefon. Først fik jeg et arrigt blik fra den nævenyttigt udseende arrangør, der havde bedt os om at slukke mobilerne, og så sukkede hun høj­ lydt, da jeg sneg mig ud på gangen. Hun var sikkert bange for, at jeg ikke ville komme tilbage.

“Den unge kvinde er blevet kørt til John Radcliffe Hospital,” siger Quinn nu. “Hun er ret forkommen – hun har tydeligvis ikke spist noget i lang tid og er alvorlig dehydreret. Der var en enkelt flaske vand i kælderen, men jeg går ud fra, at hun har givet det meste til barnet. Vi bliver sikkert klogere, når hun har været gennem en egentlig undersøgelse på hospitalet.”

“Og hvad med drengen?”

“Han har ikke sagt noget endnu. Men han er vel heller ikke mere end to år – hvad kan han overhovedet fortælle os? Den lille stakkel ville ikke lade Gislingham eller mig komme i nærhe­ den af ham, så Somer kørte med ham i ambulancen. Vi anholdt Harper på stedet, men da vi prøvede at få ham ud af huset, begyndte han at sparke og skælde os hæder og ære fra. Jeg tror, han har Alzheimer.”

“Jeg ved godt, at jeg ikke behøver sige det her, men hvis Har­ per er en svagelig person, er det vigtigt, at vi følger reglerne.”

“Det ved jeg. Vi har styr på det. Jeg har kontaktet de sociale myndigheder. Og ikke kun på grund af ham. Drengen har også brug for hjælp.”

Der opstår en pause, og jeg går ud fra, at han tænker det samme som mig.

Dette barn har muligvis aldrig været noget andet sted – måske er han født dernede. I mørket.

“Okay,” siger jeg. “Jeg tager af sted nu og er der klokken 12.”

21

Skjult_TRYK.indd 21

16.09.2020 13.33

BBC Midlands Today Mandag 1. maj 2017 | Sidst opdateret klokken 11.21

SIDSTE NYT: Ung kvinde og lille barn fundet i kælder i North Oxford Vi har modtaget oplysninger om, at en ung kvinde og et lille barn, sandsynligvis hendes søn, er blevet fundet i en kælder på Frampton Road i North Oxford. Naboejendommen er ved at blive renoveret, og det var i den forbindelse, at man her til morgen fandt pigen, som åbenbart har været indespærret i kælderen. Hendes navn er endnu ikke blevet offentliggjort, og Thames Valley Politi er stadig ikke kommet med en udtalelse.

Sagen opdateres, i takt med at vi får flere oplysninger.

*** Klokken 11.27. Gislingham sidder i et overvågningslokale i politihovedkvarteret i Kidlington og følger på en skærm med i afhøringen af William Harper. Manden har fået skjorte og bukser på og sidder foroverbøjet i sofaen. På en stol ved siden af ham sidder en mand fra de sociale myndigheder og taler alvorligt med ham, og lidt længere væk sidder en støtteperson fra poli­ tiets psykiatriske beredskab. Harper virker rastløs og vipper med det ene ben, men selv om lyden er slået fra, kan man se, at han er ved sine fulde fem. I øjeblikket i det mindste. Han kigger vrantent på manden fra de sociale myndigheder og verfer ham af med en stiv, vissen hånd.

Døren går op, og Gislingham vender sig om og ser Quinn komme ind. Han smider en mappe på bordet og læner sig op

22

Skjult_TRYK.indd 22

16.09.2020 13.33

ad det. “Everett er taget hen på hospitalet for at tale med pigen, så snart man giver lov til det. Erica …” Han rødmer. “Betjent Somer er taget tilbage til Frampton Road for at koordinere udspørgningen af naboerne. Og Challow er inde i huset med kriminalteknikerne.”

Han skriver noget på mappen og stikker kuglepennen om bag øret, som han har for vane. Så nikker han mod skærmen.

“Sker der noget?”

Gislingham ryster på hovedet. “Hans sagsbehandler har været der en halv time. Han hedder Ross, Derek Ross. Jeg mener, jeg har mødt ham før. Noget nyt om, hvornår Fawley kommer tilbage?”

Quinn kigger på uret. “Ved tolvtiden. Men han sagde, at vi bare skulle gå i gang, hvis det er i orden med lægen og de sociale myndigheder. En advokat er også på vej. Sagsbehandleren vil have ryggen fri. Det kan man vel godt forstå.”

“Livrem og seler,” siger Gislingham tørt. “Men er de sikre på, at han er i stand til at blive afhørt?”

“Han har åbenbart sine klare øjeblikke, men hvis han begyn­ der at blive konfus, bliver vi nødt til at stoppe.” Gislingham kigger på skærmen et øjeblik. Der hænger en streng spyt fra den gamle mands hage – det har der gjort i mindst ti minutter, uden at han har tørret den væk. “Tror du, at han har gjort det – at han overhovedet kan have været i stand til det?”

“Hvis drengen rent faktisk blev født dernede, så ja, helt sik­ kert,” siger Quinn med dyster mine. “Jeg ved godt, at Harper ser ynkeligt harmløs ud nu, men hvad med for to-tre år siden?

Han kan have været en helt anden dengang. Og det var den mand, der begik denne forbrydelse – ikke den sølle stakkel derinde.”

23

Skjult_TRYK.indd 23

16.09.2020 13.33

Gislingham gyser, selv om der er kvælende varmt i rummet, og Quinn ser på ham. “Hvad er der galt? Har du set et spøgelse?”

“Jeg tænkte bare på, at sådan er han jo ikke blevet fra den ene dag til den anden, vel? Det her må være sket i løbet af flere måneder. Måske flere år. Og hun har ikke anet noget om det – at det begyndte at gå ned ad bakke for ham mentalt, mener jeg.

Hun har været fanget dernede, ude af syne. Jeg tør vædde på, at han var ved at glemme alt om hende. Maden begyndte at slippe op og derefter vandet – hun havde barnet at tænke på – og selv om hun skreg, kunne den gamle ikke høre hende …”

Quinn nikker. “Hold da kæft. Det var i sidste øjeblik, vi fandt hende.”

På skærmen rejser Derek Ross sig og forsvinder ud af billedet.

Et øjeblik efter går døren op, og han kommer ind til dem.

Gislingham rejser sig. “Så du er hans sagsbehandler?”

Ross nikker. “Det har jeg været de seneste par år.”

“Kendte du til demensen?”

“Han fik diagnosen for et par måneder siden, men jeg går ud fra, at den har været undervejs længe før det. Men I ved sikkert lige så godt som mig, hvor uforudsigelig den sygdom er – den udvikler sig i ryk. På det seneste har jeg været bekymret for, at den har taget fart. Han er faldet et par gange, og for et års tid siden brændte han sig på komfuret.”

“Og han drikker også, ikke? Det kan man lugte på ham.”

Ross tager en dyb indånding. “Jo, det er blevet lidt af et pro­ blem på det seneste. Men jeg kan bare ikke forestille mig, at han kunne finde på at gøre noget så … noget så grusomt.”

Quinn er ikke overbevist. “Ingen af os ved egentlig, hvad vi er i stand til.”

24

Skjult_TRYK.indd 24

16.09.2020 13.33

“Men i hans tilstand …”

“Hør her,” siger Quinn i et hårdt tonefald. “Lægen siger, at vi godt kan afhøre ham, og det burde hun jo kunne vurdere. Hvad tiltalen angår, er det noget, anklagemyndigheden må tage stil­ ling til, når og hvis det kommer så vidt. Men en ung kvinde og et barn var spærret inde i den kælder, og vi er nødt til at finde ud af, hvordan de havnede der. Det forstår du vel?”

Ross tøver og nikker så. “Må jeg være med til afhøringen?

Han kender mig, og det kan måske være en hjælp. Han kan godt være lidt … vanskelig, som I snart vil opdage.”

“Okay,” siger Quinn og samler sine papirer sammen.

De tre mænd går hen mod døren, men pludselig standser Ross og lægger hånden på Quinns arm. “Vær hensynsfuld over for ham.”

Quinn ser på ham og hæver et bryn. “Ligesom han var over for pigen?”

*** Afhøring af Isabel Fielding, Frampton Road 17, Oxford

1. maj 2017, klokken 11.15 Til stede under afhøringen: politibetjent E. Somer.

ES: Hvor længe har du boet her, mrs. Fielding?

IF: Kun et par år. Huset er ejet af universitetet.

Min mand er lektor på Wadham.

ES: Kender du mr. Harper? Manden, der bor i nummer 33?

IF: Ikke rigtig. Lige efter at vi var flyttet hertil, ringede han på hos os. Han var meget opre-

vet og spurgte, om vi havde set presenningen

25

Skjult_TRYK.indd 25

16.09.2020 13.33

til hans bil. Den var åbenbart blevet væk. Det

var lidt underligt, for hans bil er jo ikke

ligefrem køreklar. Men vi tænkte, at han bare

var lidt – ja, du ved – excentrisk. Hans slags er der mange af. Her på vejen, mener jeg. En

masse “særlinge”. Nogle af dem tidligere aka-

demikere, der har boet her i umindelige tider.

Jeg tror, at mange af dem bare er nået til “lilla”-alderen og blæser på det hele.

ES: “Lilla”-alderen?

IF: Det der digt, du ved. “Når jeg bliver gammel, vil jeg klæde mig i lilla” – eller noget i den

stil. Når man kommer i den alder, hvor man bare er ligeglad med det hele.

ES: Og mr. Harper – var han ligeglad med det hele?

IF: Vi så ham gå rundt og tale med sig selv. Han

var underligt klædt – havde vanter på i juli

og gik i pyjamas på gaden. Den slags. Men han er egentlig ret harmløs.

[pause]

Undskyld, det lød forkert – jeg mener …

ES: Det er i orden, mrs. Fielding. Jeg forstår, hvad du mener.

*** “Goddag, mr. Harper. Jeg er kriminalassistent Gareth Quinn, og det her er min kollega kriminalbetjent Chris Gislingham. Du kender allerede Derek Ross, og kvinden her er din beskikkede advokat.”

26

Skjult_TRYK.indd 26

16.09.2020 13.33

Kvinden ved den anden ende af bordet ser kort op, men Harper reagerer ikke. Det virker, som om han slet ikke har lagt mærke til hende.

“Nå, mr. Harper, du blev anholdt klokken 10.15 i formiddags, mistænkt for bortførsel og ulovlig frihedsberøvelse. Man oplyste dig om dine rettigheder, som du sagde, at du forstod. Vi vil nu foretage en formel afhøring, som bliver optaget.”

“Det vil sige, at de filmer det her, Bill,” siger Ross. “Forstår du det?”

Den gamle mand kniber øjnene sammen. “Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er sgu da ikke idiot. Og du har bare at tiltale mig dr.

Harper, knægt.”

Quinn ser på Ross, som nikker. “Dr. Harper underviste på Birmingham Universitet indtil 1998 – i sociologi.”

Gislingham ser Quinn rødme en smule – tre gange på én formiddag må være lidt af en rekord.

Quinn åbner sagsmappen. “Jeg kan forstå, at du har boet på din nuværende adresse siden 1976? Selv om du underviste i Birmingham?”

Harper ser på ham, som om han gør sig dum med vilje. “Bir­ mingham er et lortehul.”

“Og du flyttede hertil i 1976?”

“Nej, sgu da. Den 11. december 1975,” siger Harper. “Min kones fødselsdag.”

“Dr. Harpers første kone døde i 1999,” siger Ross hurtigt.

“Han giftede sig igen i 2001, men den næste mrs. Harper døde desværre i en bilulykke i 2010.”

“Dumme ko!” siger Harper højt. “Hun var døddrukken – fuld som et svin.”

Ross kigger forlegent på advokaten. “Ligsynsdommeren

27

Skjult_TRYK.indd 27

16.09.2020 13.33

konkluderede, at mrs. Harper havde en høj promille, da hun kørte galt.”

“Har dr. Harper nogen børn?”

Harper strækker hånden frem og banker i bordet foran Quinn.

“Tal til mig, knægt. Tal til mig, ikke til den idiot.”

Quinn ser på ham. “Har du børn?”

Harper skærer en grimasse. “Annie. Den fede ko.”

Quinn tager sin kuglepen. “Så din datter hedder Annie?”

“Nej,” bryder Ross ind. “Bill kan godt blive lidt forvirret.

Annie boede i nummer 48. En rigtig rar kvinde åbenbart.

Hun kiggede tit ind for at se, om Bill havde det godt, men hun flyttede til Canada i 2014 for at være tættere på sin søn.”

“Hun vil gerne skrabe, den dumme sæk, men jeg har sagt til hende, at jeg nægter at have den slags i huset.”

Quinn ser spørgende på Ross.

“Han mener ‘Skype’, men han nægter at bruge en computer, så det kommer der ikke noget ud af.”

“Har han ingen familie?”

Ross ser tomt på ham. “Ikke så vidt jeg ved.”

*** “Han har helt sikkert en søn, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvad han hedder.” Somer står ved hoveddøren til Frampton Road 7, og det har hun gjort det seneste kvarter. Nu fortryder hun, at hun ikke takkede ja til tilbuddet om te, men så risikerede hun måske at blive her hele dagen, for mrs. Gibson har knap nok holdt en pause for at trække vejret.

“En søn, siger du?” Somer blader i sine notater. “Ham er der ingen, der har nævnt.”

28

Skjult_TRYK.indd 28

16.09.2020 13.33

“Det overrasker mig ikke. Folk her på gaden passer mest sig selv. Det var ikke som i gamle dage. Dengang passede man på hinanden. Alle kendte naboerne. Jeg har ingen anelse om, hvem halvdelen af alle de her yuppier er.”

“Men du er sikker på, at han har en søn?”

“John – det er det, han hedder! Jeg vidste, at jeg ville komme i tanke om det til sidst. Det er nu et stykke tid siden, at jeg har set ham. Midaldrende mand, gråt hår.”

Somer noterer det. “Og hvornår så du ham sidst, tror du?”

Der høres en lyd i entréen bag mrs. Gibson, og hun vender sig om og tysser og trækker så døren lidt mere i.

“Det må du undskylde. Den forbandede kat prøver at smutte ud her foran, når den kan se sit snit til det. Den har en kattelem omme bagi, men du ved, hvordan det er med katte – de vil altid gøre det, de ikke må, og siamesere er de værste …”

“For at vende tilbage til mr. Harpers søn, mrs. Gibson …”

“Nå ja. Nu du nævner det, tror jeg, at jeg så ham for et par år siden.”

“Og får mr. Harper besøg af andre, så vidt du ved?”

Mrs. Gibson skærer ansigt. “Der er jo ham fra de sociale myndigheder, men han er nu ikke meget bevendt.”

*** Quinn tager en dyb indånding. Harper ser på ham. “Hvad er der, knægt? Spyt ud, for fanden. Lad da være med at sidde der og se ud, som om du skal skide.”

Nu virker selv advokaten pinligt berørt.

“Dr. Harper, ved du, hvorfor politiet kom hjem til dig i mor­ ges?”

29

Skjult_TRYK.indd 29

16.09.2020 13.33

Harper læner sig tilbage. “Aner det ikke. Det var vel, fordi ham idioten inde ved siden af har brokket sig over skraldet.

Det røvhul.”

“Ja, mr. Sexton ringede til os, men det var ikke på grund af skraldet. Han var nede i sin kælder i dag og kom til at slå hul i brandmuren.”

Harper ser frem og tilbage mellem Gislingham og Quinn.

“Og hvad så? Idiot.”

Quinn og Gislingham veksler et blik. De har begge været med til mange afhøringer og ved, at det her er det afgørende øjeblik. Meget få skyldige personer – end ikke de mest drevne løgnere – kan forhindre deres kropssprog i at sladre. Det kan være et flakkende blik, en pludselig sitren med hænderne – der er altid et eller andet. Men ikke nu. Harpers ansigt er udtryks­ løst – han går ikke diskret i forsvarsposition eller prøver at lade som ingenting.

“Og jeg har fandeme ikke noget tv.”

Quinn kigger på ham. “Undskyld?”

Harper læner sig frem. “Sinke. Jeg har ikke noget tv, for fanden.”

Ross ser nervøst på Quinn. “Jeg tror, dr. Harper prøver at sige, at han ikke behøver betale tv-licens. Han tror, at det er derfor, I har taget ham med herhen.”

Harper kigger på Ross. “Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg tror, din kraftidiot. Du er kraftedeme dum som et hul i jorden.”

“Dr. Harper,” siger Gislingham. “Der var en ung kvinde nede i din kælder. Det er derfor, du er her. Det har ikke noget med licensbetalingen at gøre.”

Harper kaster sig frem og stikker fingeren op i ansigtet på Gislingham. “Jeg har ikke noget tv.”

Quinn bemærker Ross’ ængstelige mine. Det her er ved at

30

Skjult_TRYK.indd 30

16.09.2020 13.33

løbe af sporet. “Dr. Harper,” siger han, “der var en ung kvinde i din kælder. Hvorfor var hun der?”

Harper læner sig tilbage og ser fra den ene politimand til den anden. For første gang er der noget lusket over ham. Gis­ lingham åbner sagsmappen og tager et billede af pigen ud af den. Han vender det om mod Harper. “Det er hende her. Hvad hedder hun?”

Harper skuler til ham. “Annie. Den fede ko.”

Ross ryster på hovedet. “Det er ikke Annie, Bill. Du ved, at det der ikke er Annie.”

Harper ser ikke på billedet.

“Dr. Harper, du er nødt til at se på billedet,” insisterer Gis­ lingham.

“Priscilla,” siger Harper, og der løber spyt ned ad hagen på ham. “Hun så sgu godt ud. Ondskabsfulde ko. Hun svansede altid rundt i huset med patterne frit fremme.”

Ross ser desperat ud. “Det er heller ikke Priscilla. Det ved du godt.”

Harper rækker en klolignende hånd frem, og uden at fjerne blikket fra Gislingham fejer han billedet ned fra bordet sammen med Gislinghams mobil, der ryger ind i væggen, falder på gulvet og går i stykker.

“Hvad fanden gjorde du det for?” råber Gislingham og sprin­ ger halvt op af stolen.

“Dr. Harper,” siger Quinn sammenbidt, “denne unge kvinde undergår i øjeblikket en grundig lægeundersøgelse på John Rad­ cliffe Hospital. Så snart hun er i stand til at tale, får vi at vide, hvem hun er, og hvordan hun havnede i din kælder. Nu har du muligheden for at fortælle os, hvad der skete. Forstår du det?

Forstår du, hvor alvorligt det her er?”

31

Skjult_TRYK.indd 31

16.09.2020 13.33

Harper læner sig frem og spytter ham i ansigtet. “Rend mig i røven. Hører du? Rend mig i røven!”

Der følger en forfærdelig pause. Gislingham tør ikke se på Quinn. Så kan han høre, at han tager noget op af lommen, og da han kigger op, ser han, at han tørrer sig i ansigtet.

“Jeg synes, at vi skal stoppe her,” siger advokaten.

“Afhøringen afsluttet klokken 11.37,” siger Quinn med iskold ro. “Dr. Harper vil nu blive varetægtsfængslet …”

“Hvad?” udbryder Ross. “Det er han slet ikke rask nok til, kan I vel se?”

“Der foreligger en risiko for, at mr. Harper udgør en fare for sine omgivelser og for sig selv,” siger Quinn køligt, mens han samler sine papirer sammen med overdreven omhu. “Og des­ uden er hans hus et gerningssted, så han kan ikke tage hjem.”

Quinn rejser sig og går hen mod døren, men Ross er lige i hælene på ham og følger med ham ud på gangen.

“Jeg finder et sted, hvor han kan være,” siger han. “Et pleje­ hjem – et sted, hvor vi kan holde øje med ham …”

Quinn vender sig så pludseligt om, at de to mænd kun står et par centimeter fra hinanden. “Holde øje med ham?” hvæser han. “Er det dét, du har gjort disse mange måneder – holdt øje med ham?”

Ross træder baglæns, ligbleg i ansigtet. “Hør her …”

Men Quinn er ikke færdig. “Hvor længe tror du, hun har været dernede? Hun og barnet? I to år, tre? Og i al den tid er du kommet i huset og har holdt øje med ham, uge efter uge.

Du er fandeme den eneste, der har været på besøg. Vil du virkelig bilde mig ind, at du ikke kendte noget til det?” Han presser fingeren mod Ross’ bryst. “Harper er ikke den eneste, vi burde anholde, hvis man spørger mig. Du har nogle meget

32

Skjult_TRYK.indd 32

16.09.2020 13.33

alvorlige spørgsmål at svare på, mr. Ross. Det her er ikke bare pligtforsømmelse …”

Ross holder afværgende hænderne op. “Er du klar over, hvor mange klienter jeg har? Hvor meget papirarbejde der er? Ud over det er der trafikken at slås med, så jeg skal være heldig, hvis jeg kan bruge et kvarter på et besøg. Jeg har kun lige tid til at tjekke, at han har spist og ikke sidder i sit eget lort. Hvis du tror, jeg har tid til lige at tage en inspektionsrunde i hele huset, lever du sgu i en fantasiverden.”

“Så du hørte ikke noget – så aldrig noget?”

“Quinn,” siger Gislingham, der nu står i døren.

“Jeg har aldrig været nede i den rådne kælder,” insisterer Ross. “Jeg vidste ikke engang, at han havde en kælder …”

Nu er Quinn rød i ansigtet. “Forventer du virkelig, at jeg skal tro på det?”

“Quinn,” siger Gislingham indtrængende. Og da Quinn bli­ ver ved med at ignorere ham, tager han fat i hans skulder og tvinger ham til at vende sig om. Nogen kommer gående hen ad gangen. Det er Fawley.

*** På Frampton Road går Alan Challow hen mod hoveddøren til nummer 33 og venter et øjeblik, mens politibetjenten løfter op i afspærringsbåndet foran døren. Det er årets hidtil varmeste dag, og han sveder i overtræksdragten. Der har samlet sig dobbelt så mange mennesker ved indkørslen, og sammensætningen af dem har ændret sig. De fleste May Morning-festdeltagere er gået, og håndværkerne har valgt at holde tidlig fyraften. Nogle naboer er blevet tilbage, men de fleste af tilskuerne er ude efter

33

Skjult_TRYK.indd 33

16.09.2020 13.33

lidt morbid spænding eller en god historie. Eller begge dele: Mindst halvdelen af dem er journalister.

I køkkenet bagest i huset er to af Challows kriminalteknikere i gang med at lede efter fingeraftryk. En af dem nikker til ham og trækker ned i ansigtsmasken for at tale med ham. Hun har en stribe sved på overlæben. “For en gangs skyld er jeg glad for at have denne her på. Det er sgu ikke godt at vide, hvornår der sidst er blevet gjort rent her.”

“Hvor er kælderen?”

Hun peger. “Bag dig. Vi har fået sat noget bedre lys op, men det gør nu bare det hele værre at se på.” Hun trækker trist på skuldrene. “Men det ved du jo.”

Challow skærer ansigt. Han har arbejdet med det her i 25 år.

Han bukker sig lidt for ikke at slå hovedet mod lampen, der er blevet hængt op over kældertrappen, og da han går ned, kaster han flakkende skygger på de nøgne mure. Ved foden af trappen venter yderligere to teknikere, som står og kigger rundt på alt skramlet.

“Okay,” siger Challow, “jeg ved godt, det er skideirriterende, men vi er nødt til at få alt det her bragt hen til laboratoriet. Hvor var pigen?”

“Denne vej.”

Challow går ind i et indre rum. En buelampe kaster et ubarm­ hjertigt klart lys over det beskidte gulv, det snavsede sengetøj og tørklosettet, der står i en pøl af stinkende skidt. Der er flere kasser fyldt med skrammel og en ramme vand, hvor der kun er én flaske tilbage. Og selv om der er en affaldssæk, som er prop­ pet med emballage og tomme dåser, er der ikke noget mad at se. I det modsatte hjørne er der en barneseng, hvor sengetøjet er krøllet sammen som en muserede.

34

Skjult_TRYK.indd 34

16.09.2020 13.33