I serien om Vera Stanhope: Kragefælden
I løgnenes spor
I serien om Matthew Venn: Døden på stranden Hejrens skrig
Oversat af Brian Christensen
Skjulte dybder er oversat fra engelsk efter Hidden Depths
Copyright © Ann Cleeves 2007
På dansk ved Brian Christensen
Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2023
Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Omslagsfotos: Alamy og Shutterstock
Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06785-6
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Julie væltede ud af taxien og så den køre væk. Hun standsede ved havelågen for at samle sig. Det ville nok ikke være så smart af hende at komme ind og se plørefuld ud efter alle de formaninger, hun havde givet børnene. Stjernerne snurrede rundt på himlen over hende, og hun var lige ved at kaste op. Men hun var ligeglad. Det havde været en dejlig aften – den første med veninderne i umindelige tider. Men det var nu ikke veninderne, der havde gjort den så dejlig, tænkte hun og indså, at hun stod med et fjoget smil om munden. Det var godt, at det var mørkt, og der ikke var nogen, der kunne se hende.
Ved hoveddøren standsede hun igen og rodede rundt efter nøglen i håndtasken mellem eyelinere, papirlommetørklæder med læbestiftsmærker og småpenge. Hendes fingre fandt det stykke papir, som hun havde revet af hjørnet af et af barens menukort. Et telefonnummer og et navn. Ring snart til mig, efterfulgt af et lille hjerte. Den første mand, hun havde rørt ved, siden Geoff havde forladt hende. Hun kunne stadig mærke, hvordan hans rygrad havde føltes mod fingrene, da de dansede. Det var en skam, at han havde været nødt til at gå så tidligt. Hun lukkede tasken og lyttede. Ikke en lyd. Der var så stille, at hun kunne fornemme efterklangen af aftenens musik som et tryk mod ørerne. Mon Luke sov? Hendes datter, Laura, var en rigtig syvsover, men sønnen havde aldrig haft det store sovehjerte. Selv nu, hvor han var gået ud af skolen og ikke havde noget at stå op til, var han normalt vågen før hende. Hun skubbede døren op, lyttede igen og tog skoene af. De havde plaget hende, lige siden hun var stået af toget ind til byen mange timer forinden. Hun havde ikke danset så meget, siden hun var femogtyve. Der var helt stille. Ingen musik, intet fjernsyn, ingen bippende computer. Gudskelov, tænkte hun – det var sgu dejligt.
Hun ville bare sove og drømme frække drømme. Ude på gaden et sted startede en motor.
Hun trykkede på kontakten. Det skarpe lys gjorde ondt i hovedet og fik det til at vende sig i hende igen. Hun satte tasken fra sig og løb op ad trappen mod badeværelset, men snublede halvvejs oppe. Hun måtte for alt i verden ikke kaste op på det nye gulvtæppe. Døren til badeværelset var lukket, og hun kunne se en lyssprække under den. Fra skabet hørtes der en svag boblen, hvilket betød, at vandvarmeren var ved at blive fyldt op igen. Var det ikke bare typisk? Det tog altid en evighed at overtale Luke til at tage et bad om morgenen, og nu havde han besluttet at tage et midt om natten. Hun bankede på døren, men det hastede ikke længere. Kvalmen var gået over.
Luke svarede ikke. Han var sikkert i et af sine luner igen. Julie vidste, at han ikke kunne gøre for det, og at hun burde være tålmodig, men af og til fik hun lyst til at kværke ham, når han opførte sig underligt over for hende. Hun gik hen ad gangen til Lauras værelse. Ved synet af sin sødt sovende datter blev hun pludselig grebet af sentimentalitet og tænkte, at hun burde forsøge at tilbringe noget mere tid sammen med hende. Fjorten år var en svær alder for en pige, og Julie havde været så tæt knyttet til Luke på det seneste, at Laura nærmest føltes som en fremmed. Hun var blevet stor, uden at Julie havde bemærket det. Hun lå på ryggen med sit strithår aftegnet som en blækklat mod puden og snorkede let med åben mund. Hun døjede altid under høfebersæsonen. Vinduet stod åbent, og selv om det var meget varmt, lukkede Julie det for at holde pollenet ude. Måneskinnet faldt på den nyslåede mark.
Hun gik tilbage til badeværelset og bankede på døren med flad hånd. “Sig mig, har du tænkt dig at blive derinde hele natten?” Da hun bankede på tredje gang, gik døren op. Den havde ikke været låst. Der var en lugt af tung, sød badeolie, som Julie ikke genkendte. Lukes tøj lå pænt lagt sammen på toiletlåget.
Han havde altid været smuk, selv som lille. Meget kønnere end Laura, hvilket virkede uretfærdigt. Det skyldtes det lyse hår og de mørke øjne og de lange mørke øjenvipper. Julie så på ham, som han lå der nedsunket i badevandet med håret bølgende i overfladen som
tang. Hun kunne ikke se hans krop på grund af blomsterne, der flød rundt på det parfumerede vand. Kun blomsterhovederne, ikke stilkene eller bladene. Der var store margueritter, som havde vokset på kornmarkerne, da hun var barn. Afblomstrede valmuer, hvis kronblade var gennemsigtige nu. Og kæmpestore blå blomster, som hun havde set før i landsbyens haver, men som hun ikke kendte navnet på.
Julie måtte have skreget. Hun hørte lyden, som om det var en anden, der havde frembragt den. Men Laura sov bare videre, og Julie var nødt til at ruske hende vågen. Pigen spærrede pludselig øjnene op. Hun så rædselsslagen ud, og selv om Julie var klar over, at det var løgn, hørte hun sig selv sagte sige: “Bare rolig, skat. Alt er i orden. Men du er nødt til at stå op.”
Laura svingede benene ud af sengen. Hun rystede, men var ikke rigtig vågen. Julie lagde armen om hende og støttede hende, da de sammen vaklede ned ad trappen.
De stod med armene om hinanden foran døren til naboens hus, og deres sammenslyngede skygge på husmuren fik Julie til at tænke på et trebenet kapløb, hvor folk har benene bundet sammen to og to. Hun trykkede løs på dørklokken, indtil lyset blev tændt ovenpå, der lød trin, og hun havde nogen, hun kunne fortælle sit mareridt til.
Det gik Felicity Calvert på, at hun var blevet så sexfikseret. Engang i lægens venteværelse havde hun i et blad læst, at teenagedrenge tænkte på sex hvert sjette minut. Dengang havde hun haft svært ved at tro det. Hvordan kunne disse unge mænd leve et normalt liv – studere, se film, spille fodbold – hvis de blev distraheret så tit? Og hvad med hendes egen søn? Når hun så James sidde og lege på gulvet med sit Lego, kunne hun ikke forestille sig, at han om nogle år ville blive besat på samme måde. Men nu mente hun, at et interval på seks minutter mellem de seksuelle dagdrømme måske var lidt i overkanten – i hvert fald i hendes tilfælde. Det seneste stykke tid havde hun været bevidst om sin krop og dens reaktioner, lige meget hvad hun foretog sig. Det udgjorde en generende, indimellem behagelig baggrund til hendes daglige gøremål. Det virkede upassende for en person på hendes alder. Det var som at møde op til en begravelse klædt i lyserødt.
Felicity gik ude i haven og plukkede de første jordbær. Hun løftede forsigtigt nettet og stak hånden ind mellem det og halmstrøelsen. Bærrene var stadig små, men der burde være nok af dem til, at James kunne få en portion, når han kom hjem. Hun smagte et af dem. Det var solvarmt og meget sødt. Hun kiggede på uret og så, at skolebussen snart ville være der. Om ti minutter måtte hun vaske hænder og gå hen ad stien for at tage imod ham. Det var ikke altid, hun hentede ham.
Han sagde, at han var stor nok til selv at gå hjem, og det var selvfølgelig rigtigt nok. Men i dag havde han violinen med hjem, og han ville blive glad for at se hende, for så kunne hun hjælpe ham med at bære tingene. Hun tænkte et øjeblik på, om bussen mon blev kørt af den gamle chauffør eller den unge med de muskuløse arme og den ærmeløse T-shirt, og så kiggede hun igen på uret. Det var kun to
minutter siden, at hun sidst havde tænkt på sex, og igen sagde hun til sig selv, at den slags var fuldstændig latterligt i hendes alder. Felicity var syvogfyrre. Hun havde en mand og fire børn. Hun havde tilmed et barnebarn. Om nogle få dage rundede hendes mand, Peter, de tres. Lysterne boblede op til overfladen, når hun mindst ventede det. Hun havde ikke talt med Peter om det. Selvfølgelig ikke. Han var i hvert fald ikke genstanden for hendes begær. Der var langt imellem, at de gik i seng med hinanden.
Hun rejste sig og gik over græsset til køkkenet. Fox Mill lå på en grund, hvor der engang havde stået en vandmølle. Det var et stort hus fra trediverne, der havde fungeret som sommerhus for en skibsreder fra byen. Og det lignede faktisk et skib med sine bløde, svungne linjer og mølleåen, som løb ved siden af. Et stort art deco-skib, der var strandet helt malplaceret på det flade agerland med stævnen pegende mod Nordsøen og agterstavnen vendt mod Northumberlands bjerge i horisonten. En terrasse strakte sig langs hele den ene side som et dæk, men den kunne ikke rigtig bruges til noget, for det var sjældent varmt nok til, at man kunne sidde udenfor. Hun var meget glad for huset. De ville aldrig have haft råd til det med en akademikerløn, men Peters forældre døde, kort efter at han og Felicity var blevet gift, og han havde arvet alle deres penge.
Hun stillede kurven med jordbær på bordet og så sig i spejlet i gangen, mens hun strøg hånden gennem håret og kom lidt læbestift på. Hun var ældre end mødrene til James’ venner, og hun ville for alt i verden ikke gøre ham flov.
Langs stien stod hylden i blomst. Duften gjorde hende ør, og den satte sig bagest i halsen. På den anden side af vejen var kornet ved at blive modent. Det voksede for tæt til, at der kunne gro blomster der, men på deres egen mark tæt på huset voksede der smørblomster, kløver og musevikker. Den hullede asfalt flimrede i det fjerne i varmedisen. Solen havde skinnet uafbrudt i tre dage.
Den kommende weekend var det Peters fødselsdag, og hun tænkte over, hvad de skulle lave. Fredag aften kom drengene. Hun tænkte på dem som drenge, selv om i hvert fald Samuel var ældre end hende. Men hvis vejret holdt, kunne de holde picnic på stranden, tage en
tur til Farnes Island og se lunder og lomvier. Det ville lige være noget for James. Hun missede op mod himlen og spekulerede på, om hun fornemmede en koldfront i anmarch, en svag sky i horisonten. Der var ingenting. Det ville måske endda blive så varmt, at de kunne bade, tænkte hun og forestillede sig bølgerne mod sin krop.
Da hun nåede enden af stien, var bussen ikke at se nogen steder. Hun kravlede op på den træplatform, hvor gårdens mælkejunger før i tiden havde stået og ventet på mælkebilen. Træet var varmt og lugtede af tjære. Hun lagde sig ned med ansigtet mod solen.
Om to år skulle James skifte skole og begynde i de større klasser. Hun gruede for det. Peter talte om at få ham ind på den privatskole i byen, som han selv havde gået på. Hun havde set drengene i deres stribede blazere på toget. De virkede meget selvsikre og højrøstede.
“Men hvordan skal han komme dertil?” havde hun spurgt. Det var ikke hendes egentlige indvending. Hun mente ikke, at det ville være godt for James at blive presset. Han var en lidt langsom og drømmende dreng, som ville have bedst af at arbejde i sit eget tempo. Kommuneskolen i nabolandsbyen ville passe ham bedre. Selv skolen i Morpeth, hvor deres nu voksne døtre havde gået, havde virket krævende i hendes øjne.
“Jeg skal nok aflevere og hente ham,” havde Peter sagt. “Der sker en masse efter skoletid. Han kan blive der, til jeg får fri fra arbejde.”
Det havde gjort hende endnu mere skeptisk. Den tid, hun havde sammen med James, når han kom hjem fra skole, var noget særligt. Uden den, tænkte hun, ville han glide fra hende.
Hun hørte bussen komme brummende op ad bakken og satte sig op og missede mod solen, da den nærmede sig. Chaufføren var Stan, den gamle mand. Hun vinkede til ham for at skjule sin skuffelse. Der stod normalt tre børn af her: tvillingepigerne fra gården og James. I dag stod en fremmed af først: en ung kvinde i remsandaler og en rød- og guldfarvet ærmeløs kjole med en figursyet overdel og en stor, bølgende nederdel. Felicity kunne godt lide kjolen, nederdelens fald og de friske farver – nutidens unge lod til altid at gå i sort eller gråt, selv om sommeren – og da hun så kvinden hjælpe James ud af bussen med hans tasker og violin, fattede hun straks sympati for hende. Tvillingerne gik
over vejen og løb hen ad stien hjem mod gården. Bussen kørte, og de andre tre stod en smule forlegne ved det levende hegn.
“Det er miss Marsh,” sagde James. “Hun arbejder på vores skole.” Kvinden havde en stor kurvetaske med læderstrop slynget over skulderen. Hun rakte en meget brun, lang og knoklet hånd frem. Tasken gled ned ad armen, og Felicity så, at der lå mapper og en biblioteksbog i den.
“Lily.” Hun havde en klar stemme. “Jeg læser til lærer. Det her er min sidste praktik.” Hun smilede, som om hun forventede, at Felicity skulle være glad for at møde hende.
“Jeg har sagt til hende, at hun kan bo i vores havehus,” sagde James og gik hen ad stien, befriet for alle sine sager og ligeglad med, hvem af de voksne der bar dem.
Felicity vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige.
“Han har vel fortalt, at jeg leder efter et sted at bo, ikke?” spurgte Lily.
Felicity rystede på hovedet.
“Nej, hvor pinligt.” Men hun lod nu ikke til at være særlig flov. Hun virkede forbløffende selvsikker og lod til at finde det hele morsomt. “Det har været et helvede at rejse fra Newcastle hver dag uden bil. Skolelederen spurgte under morgensamlingen, om der var nogen, som kendte til et sted at bo. Vi tænkte på bed and breakfast eller nogen, der var interesseret i en logerende. Og i går sagde James, at I havde et havehus til leje. Jeg ringede i eftermiddags, men der var ingen, der svarede. Han sagde, at du nok var ude i haven, og at jeg i hvert fald skulle tage med hjem. Jeg gik ud fra, at han havde talt med dig om det. Det var svært at sige nej…”
“Det kan jeg forestille mig,” medgav Felicity. “Han kan være meget vedholdende.”
“Men det er ikke noget problem. Det er en dejlig eftermiddag. Jeg går ind til landsbyen, og derfra kører der en bus til byen klokken seks.”
“Lad mig tænke over det,” sagde Felicity. “Kom med og få en kop te.”
De havde haft logerende før, men det havde ikke rigtig fungeret. I begyndelsen havde de været glade for den ekstra indtægt. Trods
pengene fra Peters forældre havde terminerne været et mareridt. Og da de senere havde tre døtre under fem år, havde de tænkt, at de måske kunne lade en barnepige eller en au pair bo i havehuset. Men der var blevet klaget over kulden og en dryppende hane og manglen på moderne bekvemmeligheder. Og de havde ikke haft det godt med at have en fremmed så tæt inde på livet. De havde oplevet ansvaret for de logerende som en ekstra stressfaktor. Selv om ingen af dem havde været til besvær, havde det hver gang været en lettelse at se dem flytte igen.
“Aldrig mere,” havde Peter sagt, da den sidste logerende, en svensk au pair med hjemve, var flyttet ud. Felicity vidste ikke helt, hvad han ville sige til at have endnu en ung kvinde boende, selv om det kun drejede sig om fire uger til slutningen af skoleåret.
Da de sad ved spisebordet i køkkenet, og vinden fra havet fik musselingardinerne i det åbne vindue til at blafre, tænkte Felicity, at hun ville lade den unge kvinde bo i havehuset, hvis hun havde lyst. Peter ville ikke have noget imod det, når det bare var i en kort periode.
James sad sammen med dem, omgivet af sakse, papirklip og en tube lim. Han drak appelsinjuice og lavede et fødselsdagskort til sin far. Det var et indviklet projekt med billeder af Peter, som han havde fundet i gamle fotoalbum og nu limede fast til kortet i en collage omkring et stort 60-tal lavet af gavebånd og glimmer. Lily beundrede det og spurgte ham om de gamle billeder. Felicity kunne se, at James var glad for hendes interesse, og hun blev grebet af taknemmelighed. “Hvis du bor i Newcastle,” sagde hun, “går jeg ikke ud fra, at du vil bruge huset i weekenden.” Hun tænkte, at det ville være endnu et argument, som hun kunne bruge over for Peter. Hun skal bare bo her i hverdagene. Og du kommer alligevel så sent hjem fra arbejde, at du slet ikke vil lægge mærke til, at hun har været her.
Havehuset lå for enden af engen med de vilde blomster. Bortset fra haven var det det eneste jord, de ejede. Set fra huset virkede bygningen så lille og lav, at det var svært at tro, at nogen kunne bo der. Der var blevet trampet en sti gennem engen, og Felicity spekulerede på, hvem der mon havde været her, efter at græsset var vokset højt. Sikkert James. Han brugte gerne havehuset som hule, når han havde
legekammerater på besøg, men det var normalt aflåst, og hun mindedes ikke, at han havde bedt om at låne nøglen på det seneste.
“Havehus lyder finere, end det er,” sagde hun. “Det er bare et enkelt værelse i stueetagen og et værelse ovenpå og et badeværelse bygget til på bagsiden. Gartneren boede her, da vores hus blev bygget. Før det var det en svinesti, mener jeg. I hvert fald en slags udhus.”
Døren var låst med en hængelås. Hun låste den op og tøvede så. Hun følte sig pludselig ilde til mode. Hun ville ønske, at hun havde haft mulighed for at se sig omkring i huset, inden hun viste en fremmed derind. Hun burde have ladet Lily vente i køkkenet, mens hun tjekkede, hvordan der så ud.
Men selv om hun straks lagde mærke til fugten, var der nu ganske ryddeligt. Det åbne køleskab var tomt. Hun kunne nu ikke huske, at hun havde tømt det, efter at hendes søster og hendes mand havde boet der i julen. Kasserollerne hang på deres pladser på væggen, og voksdugen på bordet var tørret af. Der var behagelig svalt i forhold til varmen på engen. Hun åbnede et vindue.
“De slår græs på gården,” sagde hun. “Man kan lugte det her.”
Lily trådte indenfor. Det var ikke til at sige, hvad hun syntes om stedet. Felicity havde troet, at hun ville forelske sig i det, og følte sig såret. Det var, som om en invitation til et venskab var blevet afvist. Hun gik ud på det lille badeværelse. Hun påpegede, at bruseren var ny, og at der var blevet sat nye fliser op for nylig, og følte sig som en ejendomsmægler, der var desperat opsat på at sælge. Hvorfor opfører jeg mig på den måde? tænkte hun. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville have hende her.
“Kan vi kigge ovenpå?” spurgte Lily til sidst. Og så gik hun op ad den smalle trætrappe, der førte direkte op fra køkkenet. Felicity mærkede samme modvilje, som da hun havde tøvet foran døren til havehuset. Hun ville gerne have kigget rundt først.
Men igen så der pænere ud, end hun havde troet. Der var stadig sengetøj på sengen, og sengetæppet og de ekstra tæpper lå nydeligt foldet sammen i fodenden. Der lå støv på det malede skab og toiletbordet og på familiefotografierne oven på det, men der var intet affald eller rod, sådan som der ellers plejede at være, når hendes datter havde
boet der. Der stod en kande med hvide roser i den brede vindueskarm. Et af kronbladene var faldet af, og hun samlede det op. Selvfølgelig, tænkte Felicity. Mary havde været her, selv om jeg ikke har bedt hende om det. Hvor er hun sød! Så diskret og hjælpsom! Mary Barnes kom og gjorde rent to gange om ugen.
Det var først, da Felicity låste hængelåsen efter dem, at hun kom til at tænke på, at roserne ikke kunne have været der mere end et par dage, og Mary, der var en ret fantasiløs kvinde, kunne ikke selv have fået sådan en idé. De blev stående uden for huset et øjeblik. “Nå, hvad synes du?” spurgte Felicity. Hun lagde mærke til en falsk munterhed i sit tonefald.
Lily smilede. “Det er dejligt,” sagde hun. “Virkelig dejligt. Men der er så meget at tage stilling til. Kan vi ikke aftale, at du hører fra mig i næste uge?”
Felicity havde tænkt sig at tilbyde hende et lift, i det mindste til busstoppestedet i landsbyen, men Lily vendte sig om og gik over engen. Felicity kunne ikke få sig selv til at råbe eller løbe efter hende, så hun blev bare stående og så efter hende, indtil den rød- og guldfarvede skikkelse blev opslugt af det høje græs.
Julie kunne ikke holde op med at snakke. Hun gjorde sikkert en idiotisk figur, men ordene væltede bare ud, og den tykke kvinde, der havde klemt sig ned i Delcorlænestolen, som Sal havde købt på udsalg sidste år, sad bare og lyttede. Hun tog ikke notater, stillede ingen spørgsmål. Hun lyttede bare.
“Han var nem som baby. Ikke ligesom Laura. Hun var et rent chok i forhold til Luke. En krævende lille frøken, som enten sov, græd eller havde en sutteflaske i munden. Luke var …” Hun tav et øjeblik for at finde det rigtige ord. Den tykke kriminalkommissær afbrød ikke, men gav hende tid til at tænke. “… rolig, fredfuld. Han kunne ligge vågen hele dagen og bare kigge på skyggerne i loftet. Han var lidt længe om at lære at tale, men på det tidspunkt havde jeg også fået Laura, og sundhedsplejersken mente, at det var forklaringen. Hun var jo så kvik og lagde beslag på al min tid og sugede al energi fra mig, så Luke blev lidt forsømt. Det var ikke noget at være bekymret for, sagde sundhedsplejersken. Han ville komme efter det, så snart han begyndte i børnehave. Geoff boede stadig sammen med os, men han var tit væk i flere dage på grund af sit arbejde. Han er stukkatør. Der er flere penge i branchen sydpå, og han var tilknyttet et bureau og endte med at få arbejde i Canary Wharf … Jeg havde hænderne fulde: to børn under tre og ingen mand i huset.”
Nu reagerede kvinden: Hun gav et lille nik for at vise, at hun forstod. “Jeg sendte ham i børnehave i landsbyen. I begyndelsen ville han ikke derhen. De var nødt til at vriste ham fra mig, og når jeg kom tilbage en time senere, snøftede han stadig. Det var næsten ikke til at bære, men jeg tænkte, at det var for hans eget bedste. Han havde brug for selskab. Og sundhedsplejersken sagde, at det var det rigtige
at gøre. Og han vænnede sig da også til det. I det mindste holdt han op med at skrige, når han blev afleveret. Men han sendte mig altid det der blik. Han sagde ikke noget, men det gjorde hans øjne: ‘Jeg vil ikke derhen, mor. Må jeg ikke nok blive fri?’ Julie sad på gulvet med knæene trukket op til hagen og armene omkring benene. Hun så op på kriminalkommissæren, der stadig bare kiggede og ventede. Pludselig fik hun den tanke, at denne kvinde, stor og robust som en klippe, måske selv var blevet ramt af en tragedie. At det var derfor, hun kunne sidde der uden at komme med de dumme, medfølende ord, som Sal og lægen var kommet med. Kvinden var klar over, at lige meget hvad hun sagde, kunne det ikke gøre noget som helst bedre. Men Julie var ligeglad med kriminalkommissærens sorg, og det var også bare en flygtig tanke. Hun fortsatte sin historie.
“Det var omkring det tidspunkt, at Geoff kom hjem fra London. Han sagde, at der ikke var mere arbejde, men jeg hørte fra en af hans arbejdskammerater, at han havde været oppe at skændes med formanden. Geoff er en dygtig arbejder og finder sig ikke i noget. Det var en svær tid for ham. Han var ikke typen, der bare sad på sin flade, og han var vant til at tjene gode penge. Han satte et nyt køkken op for mig og ordnede badeværelset. Du drømmer ikke om, hvordan stedet så ud, da vi flyttede ind i sin tid. Men så slap pengene op…”
Sal havde lavet te. I en kande, ikke med tebreve i krus, som Julie altid gjorde. Julie rakte ud efter kanden og skænkede sig en kop til. Det var ikke, fordi hun havde lyst til en, men det gav hende tid til at finde ud af, hvad hun ville sige.
“Det var en dum tid. Geoff var ikke vant til at være sammen med børnene. Når han arbejdede i London, havde han kun en enkelt forlænget weekend om måneden. Det var noget nyt for ham at være hjemme. Han forkælede dem og havde gaver med til dem. Vi viste os alle fra vores bedste side. Og hver aften var han ude at drikke med vennerne. Da han kom tilbage permanent, blev det helt anderledes. Du ved, hvordan det er. Børnetøj, der hænger til tørre på radiatoren, og legetøj over hele gulvet. Beskidte bleer … Nogle gange mistede han tålmodigheden, især over for Luke. Laura fniste og spillede op til ham, mens Luke lod til at være i sin helt egen verden. Geoff slog
ham aldrig, men han råbte, og Luke blev så bange, at man skulle tro, at han havde fået tæv. Jeg råbte tit ad børnene, men de vidste godt, at jeg aldrig rigtig mente det. De fik deres vilje alligevel. Det var noget andet med Geoff. Selv jeg blev bange.”
Hun holdt inde og tænkte på Geoff og hans temperament og den mørke sky, der hang over huset efter et af hans vredesudbrud. Men det varede ikke længe, før ordene strømmede ud igen.
“Der var ingen problemer med Luke i børnehaveklassen. Han virkede tilmed glad for at gå der. Måske havde han vænnet sig til stedet, for børnehaven lå i samme bygning. Han havde en dejlig lærer i første klasse, mrs. Sullivan. Hun var som en bedstemor for dem; sad med dem på skødet, når hun lærte dem at læse. Hun fortalte mig, at han havde problemer – ikke noget alvorligt, sagde hun – men det ville være bedst at få ham undersøgt. Hun ville gerne have, at han talte med en psykolog. Men der var ikke penge til det, eller ventelisten var for lang, og det skete aldrig. Geoff sagde, at det eneste, der var galt med Luke, var, at han var doven. Så forlod han os. Han sagde, at vi gik ham på nerverne, og at vi var en klods om benet på ham. Men jeg vidste udmærket, at han havde noget kørende med en sygeplejerske. De endte med at flytte sammen og er gift nu.”
Hun tav igen et øjeblik. Ikke fordi hun ikke havde mere at sige, men fordi hun havde brug for at få vejret. Hun tænkte, at Geoff hele tiden havde vidst, at der var noget galt med Luke.
Han kiggede altid så mistænksomt på ham, når han legede. Han ville bare ikke indrømme det.
Klokken var halv ni om morgenen. De sad stadig i hendes nabos, Sals, dagligstue. Postbuddet gik forbi udenfor og kiggede på politimanden, der stod ved hoveddøren. Børnene længere nede ad gaden løb grinende efter hinanden på vej til skole.
Den tykke kvindelige kriminalkommissær lænede sig frem. Ikke for at presse Julie til at fortsætte, men mere for at vise hende, at hun havde det fint med at vente. At hun havde masser af tid. Julie nippede til teen. Hun fortalte ikke kvinden om, hvordan Geoff havde kigget på Luke. I stedet sprang hun et år frem i historien.
“Raserianfaldene begyndte, da han var omkring seks. De kom ud
af det blå, og han var slet ikke til at styre. Min mor sagde, det var min skyld, fordi jeg forkælede ham. Han gik ikke i mrs. Sullivans klasse på det tidspunkt, men hun var ligesom den eneste på den skole, som jeg kunne tale med, og hun sagde, det skyldtes frustration. Han kunne ikke gøre sig selv forståelig og havde svært ved at læse og skrive, og pludselig blev det hele bare for meget for ham. På et tidspunkt skubbede han til en dreng, der drillede ham. Drengen faldt og slog hovedet ned i jorden i skolegården. Ambulancen kom, og du kan nok forestille dig, hvordan det var at hente børnene den eftermiddag – alle de andre mødre pegede og hviskede. Luke var rigtig ked af det. Han ville gerne besøge drengen på hospitalet, og faktisk var det den anden, der begyndte med sit drilleri. Aidan hed han. Aidan Noble. Hans mor tog det fint, men hans far opsøgte os og overfusede os ved hoveddøren, så hele gaden kunne høre det.
Skolelederen, mr. Warrender, bad om at tale med mig. Han var en lille buttet mand med den slags tyndt hår, der ikke helt dækker den bare plet. Jeg så ham i byen forleden, og jeg genkendte ham ikke til at begynde med – han er begyndt at gå med toupé. Han var ikke ubehagelig under samtalen – han lavede te og den slags. Han sagde, at Luke havde adfærdsproblemer, og at de tvivlede på, at de kunne tackle ham i skolen. Jeg blev helt ude af den og begyndte at græde. Så fortalte jeg ham, hvad mrs. Sullivan havde sagt om, at det skyldtes frustration, og hvis de bare havde presset på med at få Luke til en specialist noget før, ville han måske ikke have hidset sig sådan op. Og mr. Warrender lod til at lytte, for Luke kom faktisk til at tale med nogen. De udførte nogle tests og kom frem til, at han havde indlæringsvanskeligheder, men at han burde kunne fortsætte i skolen med lidt støtte. Og sådan blev det.”
Julie gjorde igen ophold. Hun ville have, at den tykke kvinde forstod, hvilken lettelse det var at vide, at raserianfaldene og humørsvingningerne ikke var hendes skyld. Hendes mor havde taget fejl på det punkt. Luke var speciel, anderledes, havde været det fra starten. Det ville hun ikke have kunnet lave om på. Og kvinden forstod åbenbart, hvor vigtigt det havde været, for til sidst sagde hun noget.
“Så du var altså ikke alene med problemerne.”
“Du aner ikke, hvor godt det føltes,” sagde Julie. Kvinden nikkede. Men hvordan kunne hun vide, hvordan det havde været? Hvordan kunne nogen vide det, hvis de ikke selv havde haft et barn med indlæringsvanskeligheder?
“Jeg havde det fint nok med, at folk talte om os og hviskede sammen om den specialhjælp, han fik, for nu var der blevet sat ord på problemerne, og de fleste var enormt søde. Der var en hjælpelærer i klassen, som tog sig af ham. Og Luke klarede sig fint. Han ville selvfølgelig aldrig blive et geni, men han lagde sig i selen, og han blev bedre til at læse og skrive, og der var også nogle ting, som han var dygtig til. Alt, hvad der havde med computere at gøre, fangede han lynhurtigt. Det var nogle gode år. Laura var også begyndt i skole, og jeg havde lidt tid for mig selv. Jeg fik deltidsarbejde på landsbyens plejehjem. Mine veninder kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så glad for det, men det var jeg. Det fik mig vel til at føle mig nyttig. Geoff var ikke særlig interesseret i at se børnene, men hvad underholdsbidrag angik, var han okay. Det var ikke, fordi der skete det helt store – ingen ferier eller vilde aftener i byen, men vi klarede os.”
“Men det kan nu ikke have været nemt,” sagde kriminalkommissæren.
“Nej, måske ikke nemt,” medgav Julie. “Men vi klarede os. Luke begyndte at få problemer igen, da han skiftede skole for at begynde i de større klasser. De andre børn så, at han var et nemt offer, og benyttede sig af det. De lokkede ham til at lave ballade i klassen. Det var altid ham, der blev snuppet. Han begyndte at få et dårligt ry. Du ved sikkert, hvordan det sker. Du ser det vel hele tiden. Politiet blev indblandet, da man greb ham i at stjæle plasticafløbsrør fra en byggeplads. Hvad skulle han bruge dem til? Nogen havde tilbudt ham lidt penge for at stjæle dem, men det var ikke derfor. Han ville bare have, at folk skulle synes om ham. Hele livet havde han følt sig udenfor. Han ville bare have venner.”
Det kan du godt forstå, ikke? tænkte Julie. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle have klaret sig uden sine veninder. Hvis hun havde det mindste problem med Geoff, ringede hun straks til dem. Hun fortalte dem om sine bekymringer for Luke, da han havde været syg. Og de
kiggede straks forbi med en flaske vin. De var selvfølgelig nysgerrige efter at høre sladder, men troppede også op for hendes skyld.
“Han havde en god ven,” fortsatte hun. “En dreng ved navn Thomas. De mødtes, da Luke begyndte på den nye skole. Han var lidt af en rod. Han røg tit i klammeri med politiet, men når man talte med ham, forstod man hvorfor. Hans far havde siddet i fængsel det meste af hans barndom, og moren tog sig ikke særlig meget af ham.
Jeg ville aldrig have valgt Thomas som en ven for Luke, men han var egentlig ikke nogen skidt knægt. Og han kunne åbenbart godt lide at være hjemme hos os. Til sidst boede han nærmest sammen med os. Han var ikke til besvær. De to sad for det meste oppe på Lukes værelse og så video eller spillede computer, og når de sad deroppe, var de jo ikke ude at stjæle, vel? Og de tog heller ikke stoffer som så mange af deres kammerater. Og de havde det rigtig fint sammen. Nogle gange hørte jeg dem grine ad en dum vittighed, og jeg var bare glad for, at Luke havde en ven.
Men så døde Thomas. Han druknede. Han og nogle andre drenge gik og pjattede ved kajen i North Shields. Han faldt i vandet og kunne ikke svømme. Luke var der også. Han sprang i og forsøgte at redde Thomas, men det var for sent.”
Udenfor kørte en traktor med en anhænger med halmballer forbi. “Luke ville ikke tale om det. Han murede sig inde på værelset i timevis. Jeg tænkte, at han bare havde brug for tid til at komme sig over det –at sørge. Han holdt op med at gå i skole, men han var femten på det tidspunkt og ville ikke få en rigtig eksamen, så jeg besluttede bare at lade ham være i fred. Jeg havde talt med lederen af plejehjemmet, og hun sagde, at hun måske kunne finde arbejde til ham som medhjælp i køkkenet, når han fyldte seksten. Jeg havde ham med på arbejde en gang imellem, og de gamle kunne rigtig godt lide ham. Men jeg burde have været klar over, at han havde brug for hjælp. Det var ikke normalt, sådan som han opførte sig, men Luke havde jo aldrig været helt normal, så jeg hæftede mig ikke rigtig ved det. Han holdt op med at gå i bad og spise og var vågen hele natten. Af og til hørte jeg ham tale med sig selv, og så var det, at jeg kontaktede lægen. Han fik ham indlagt på St George’s – det psykiatriske hospital.
De sagde, han var meget deprimeret, posttraumatisk stress. Jeg brød mig ikke om at besøge ham der, men det var en lettelse ikke at have ham hjemme. Jeg havde det selvfølgelig skidt med at tænke på den måde, men sådan var det nu engang.”
“Hvornår kom han hjem igen?” spurgte den tykke kvinde. Hendes første spørgsmål.
“For tre uger siden, og han lod til at have det bedre – det gjorde han virkelig. Han var godt nok stadig ked af det med Thomas. Nogle gange brød han ud i gråd bare ved at tænke på ham. Og han talte stadig med lægen på det distriktspsykiatriske center. Men han var ikke tosset. I aftes var første gang i flere måneder, at jeg havde været i byen. Jeg trængte virkelig til det, men jeg ville ikke være taget ud, hvis jeg ikke havde været sikker på, at jeg trygt kunne lade ham være alene hjemme. Jeg havde ikke forestillet mig, at han kunne finde på at gøre den slags mod sig selv.”
Kvinden lænede sig frem og tog fat om Julies hånd med sin store lab. “Det var ikke din skyld,” sagde hun. “Luke begik ikke selvmord.” Hun så på Julie for at sikre sig, at hun forstod det. “Han var død, inden han blev lagt i badekarret. Han blev myrdet.”
