Smerten

Gads Forlag

Marguerite Duras

Smerten Marguerite Duras

På dansk ved Uffe Harder

Gads Forlag

Smerten

er oversat fra fransk af Uffe Harder efter La Douleur

Copyright © Editions P.O.L, Paris 1985

Dansk udgave: © Gads Forlag 2023

Forlagsredaktion: Stine Friis Møller

Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Ditte Vejlstrup

Forsidefoto: Gare de Perrache 13. april 1945, © Archives Le Progrès

Tryk og indbinding: ScandBook AB

978-87-12-07483-0

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Nicolas Régnier og Frédéric Antelme.

Forlagets forord

Paris 1945, afslutningen på fire års tysk besættelse. Sammenbrud og genopbygning. Et håbefuldt, sorgfuldt og hadefuldt tidspunkt i fransk historie. Det er rammen for de seks tekster af Marguerite Duras (1914-1996) som udgør Smerten. Hun skriver selv at fire af teksterne er dagbogsoptegnelser baseret på virkelige hændelser, de sidste to pure opspind, men ikke desto mindre er de skrevet med krigen og holocaust som bagtæppe. Levet erfaring eller ren litteratur; som altid er skellene til forhandling hos Duras. Den unavngivne kvinde der venter på sin deporterede mand Robert L., er også modstandskvinden Thérèse der torterer, er også Marguerite Duras der venter på Robert Antelme. Smerten er ikke kun én kvindes historie under besættelsen, men alle tidsaldres kvinders.

Det er også historien om Frankrig og Paris i pludselig frihed, om efterkrigspolitik der allerede formes, om konflikt mellem gaullister og kommunister, mellem kollaboratører og modstandsfolk. Slidsomt bureaukrati og gensidige fordømmelser. Det glimter alt sammen i baggrunden af fortællerens punkterede, sitrende venten. For først og fremmest fortæller teksterne om tid. Ventetid. Smerten har brug for plads, skriver Duras. Smerten æder tiden. Robert L. er altid allerede død – for en time siden, for et minut siden, for et sekund siden. Tekstens enlige stemme lever i en tilstand der ikke længere har hverken fortid eller fremtid, men hvor tiden er suspenderet. Selv hvis Robert L. er i live,

er han også død. Døden er over ham i form af det uforudsigelige: Vil han bukke under for sin sult? Vil SS’erne skyde de sidste fanger? Ligger han allerede i en sort grøft som ti tusinder af andre?

I ventetidens flade cirkel dør Robert L. igen og igen. Fremrykningen af de allierede tropper er på én og samme tid håb og den langsomme ødelæggelse af håb. For hver fangelejr der befries, for hver liste uden Robert L.s navn: muligheden og umuligheden af håbet. Hans død er i mig. Den dunker i mine tindinger. Da Robert L. vender tilbage, følger hans død med ham. En balancegang på kanten af døden begynder – skefulde af vælling, lidt kødsaft, feber. Seks-syv daglige ture til toilettet. Var der for resten stadig i hans krop materiale nok til et lig?

På trods af sin rolle i modstandsbevægelsen, på trods af den sygdomsfremkaldende tvivl om Robert L.s skæbne og synet af den ukendelige skikkelse på trappen nægter Duras at fordømme det tyske folk. At gøre nazisternes rædselsgerninger tyske er for nemt. Det eneste svar på denne forbrydelse er at gøre den til alles forbrydelse. At dele den. Hun vælger en radikal ansvarlighed, som hos Duras’ samtidige, filosoffen Jean-Paul Sartre.

Krigen er både afsluttet og voldsomt til stede. Frankrig er befriet, men modstandsfolk leder efter kollaboratører, militsfolk og stikkere; tyskerne er væk, men det samme er fædre, sønner, søstre. Den gamle stikker er blevet gennemtævet og forhørt i teksten ”Albert fra Capitales”, men det er endnu ikke tid til hans død. I ”Den knækkede brændenælde” venter en fremmed nyttesløst dér hvor byen ender. Damen, det jødiske barn og katten venter på

Gestapo eller forældrenes tilbagekomst i ”Aurélia Paris”. Den lille pige har altid set hende dér, i færd med at vente på det tyske politi. Nat og dag, den lille pige ved ikke, i hvor mange år damen har ventet.

Marguerite Duras og Robert Antelme møder hinanden på jurastudiet i Paris, forelsker sig og gifter sig i 1939. I 1942 føder Duras et dødfødt barn, og i 1943 melder de sig begge ind i den franske modstandsbevægelse, i Richelieu-gruppen ledet af den senere præsident, François Mitterand (bogens François Morland). Her er også deres fælles ven Dionys Mascolo (bogens D.) aktiv. Antelme bliver taget af Gestapo den 1. juni 1944, sættes i Fresnes-fængslet og transporteres senere videre med tog til Buchenwald.

I april 1945 besøger Mitterand Dachau efter at de allierede har indtaget lejren. I den aflukkede, tyfusbefængte del af lejren hører han en spag stemme der kalder på ham fra en bunke af opgivne menneskekroppe, for hvem der ikke er håb. Det tager en time at identificere Antelme. Mitterand ringer hjem til gruppen i Paris, og sammen med Mascolo og en anden fra modstandsgruppen igangsætter han en redningsaktion for at få Antelme hjem. Den madog livsglade franskmand på 178 centimeter vejer kun 38 kilo da han bliver fundet, og er på kanten til døden. Det er tænderne de genkender ham på. De får ham smuglet ud og fragtet hjem til Paris i allersidste øjeblik, hjem til Duras der venter i deres lejlighed. Og her begynder arbejdet med at pleje ham tilbage til livet.

Det er den altoverskyggende ramme der forbinder dagbogsoptegnelserne Smerten og Antelmes erindrings-

bog Menneskeslægten (udgivet på Gad, 2023) der skildrer hans oplevelser i lejrene. Antelme griber ud efter mindet om Duras når han i et sjældent øjeblik tillader sig at tænke tilbage på det liv der var, det liv som stadig udspiller sig i Paris: I Arbeitskommando’en kaldte jeg på M. Jeg tror ikke jeg tør kalde på hende længere. Jeg er omsluttet af en tåge. Og hos Duras er den unavngivne kvindes eksistens hensat i en febril tilstand: Mit ansigt opløser sig, det forandrer sig. Jeg opløser mig, jeg folder mig ud, jeg forandrer mig. … Jeg drukner. Jeg venter ikke mere, så bange er jeg. Det er forbi, det er forbi? Hvor er du? Hvordan kan jeg vide det? Jeg ved ikke hvor han befinder sig. Jeg ved heller ikke hvor jeg er.

Ægteskabet holder ikke længe efter Antelmes hjemkomst. Duras bliver hos ham indtil han er fysisk rask, men allerede mens han var væk, har hun indledt et forhold til Mascolo. Parret bliver skilt i 1947.

Marguerite Duras er kendt som en af det moderne Frankrigs største litterære skikkelser. Gennem sit lange forfatterskab, der inkluderer både filmmanuskripter, teaterstykker, romaner og essays, eksperimenterede hun kontinuerligt med form og sproglig stil. Hendes nøgterne, sitrende skrift har efterladt et varigt mærke på litteraturen og har inspireret et utal af forfattere verden over. Hun var til det sidste en kontroversiel figur i Frankrig på grund af sin litterære stemme der uforbeholdent inddrog hendes egne kærlighedsaffærer, passioner og politiske engagement og på grund af hendes insisteren på at være en skrivende kvinde helt til det sidste.

Del I Smerten

Jeg har genfundet denne dagbog i to hæfter fra de blå skabe i Neauphle-le-Château.

Jeg har ingen erindring om at have skrevet den. Jeg ved at jeg har gjort det, at det er mig der har skrevet den, jeg genkender min skrift og detaljerne i det jeg fortæller, jeg genser stederne, Gare d’Orsay, stederne hvor jeg gik, men jeg kan ikke se mig selv skrive denne dagbog. Hvornår skulle jeg have skrevet den, i hvilket år, på hvilken tid af døgnet, i hvilket hus? Jeg ved ikke mere noget om det.

Hvad der er sikkert, indlysende, er at det forekommer mig utænkeligt, at jeg skulle have skrevet denne tekst under min venten på Robert L.

Hvordan har jeg kunnet skrive dette, som jeg endnu ikke ved hvordan jeg skal benævne, og som forfærder mig, når jeg læser det igen? Hvordan har jeg kunnet lade denne tekst ligge i årevis i et hus på landet, som regelmæssigt bliver oversvømmet hver vinter?

Første gang jeg beskæftiger mig med den er det i anledning af et spørgsmål, som tidsskriftet Sorcières stiller mig om en ungdomstekst.

Smerten er en af de vigtigste ting i mit liv. Ordet ”skrevet” ville passe dårligt. De sider der lå foran mig var regelmæssigt dækket af en lille, overordentligt regelmæssig og rolig skrift. Jeg havde foran mig en forbløffende tanke- og følelsesmæssig uorden, jeg ikke vovede at røre ved, og i forhold til hvilken ordet litteratur fik mig til at føle skam.

Over for kaminen, telefonen, den står ved siden af mig. Til højre, døren til dagligstuen og gangen. For enden af gangen, hoveddøren. Han kunne komme lige tilbage, han ville ringe på hoveddøren: ”Hvem er det. – Det er mig.” Han kunne også ringe, så snart han ankom til en gennemgangslejr. ”Jeg er kommet tilbage, jeg er på hotel Lutetia for at få ordnet formaliteterne.” Der ville ikke være nogen tegn i forvejen. Han ville ringe. Han ville komme. Den slags ting er mulige. Han kommer jo tilbage. Han er ikke noget særtilfælde. Der er ingen speciel grund til, at han ikke skulle komme tilbage. Det er muligt, at han kommer tilbage. Han ville ringe på: ”Hvem er det. – Det er mig.” Der er mange andre ting, der sker på det område. De er endt med at passere Rhinen. Hængslet Avranche er endt med at give efter. De er endt med at trække sig tilbage. Det er endt med, at jeg levede lige til krigens afslutning. Jeg må passe på: Der ville ikke være noget usædvanligt ved, at han kom tilbage. Det ville være normalt. Man må passe på ikke at gøre det til en begivenhed, der på nogen måde er usædvanlig. Det usædvanlige er uventet. Jeg må være fornuftig: Jeg venter Robert L., som vil komme tilbage.

Telefonen ringer: ”Hallo, hallo, er der noget nyt?” Jeg må sige til mig selv, at det tjener telefonen også til. Ikke afbryde, svare. Ikke råbe, at jeg vil have fred. ”Intet nyt. –Ingenting? Ingen oplysninger? – Intet. – Ved De, at Belsen er blevet befriet? Ja, i går eftermiddags ... – Jeg ved det.” Pause. Skal jeg spørge om det igen? Ja. Jeg spørger: ”Hvad

mener De? Jeg begynder at blive urolig.” Pause. ”Man må ikke miste modet, hold ud, De er ikke den eneste, jeg kender en mor til fire børn ... – Jeg ved det, undskyld mig, jeg står og skal gå, farvel.” Jeg lægger telefonen på. Jeg har ikke rørt mig af stedet. Man skal ikke bevæge sig for meget, det er spildt energi, man skal spare sine kræfter til pinslerne. Hun sagde: ”Ved De, at Belsen er blevet befriet?” Det vidste jeg ikke. Endnu en lejr, som er blevet befriet. Hun sagde: ”I går eftermiddags.” Hun sagde ikke, men det ved jeg, navnelisterne kommer i morgen tidlig. Jeg må gå ned på gaden, købe avisen, læse listen. Nej. I tindingerne hører jeg en dunken, som bliver stærkere. Nej, jeg vil ikke læse den liste. Først og fremmest, jeg har prøvet det system med listerne i tre uger, det er ikke det rigtige. Og jo flere lister der er, jo flere der kommer, jo færre navne vil der være på dem. De vil komme lige til det sidste. Hans navn vil aldrig stå på dem, hvis det er mig, der læser dem. Øjeblikket kommer, da jeg må bevæge mig. Rejse mig op, gå et par skridt, hen til vinduet. Det medicinske fakultet, dér, stadig væk. De forbipasserende, stadig væk, de vil gå der i det øjeblik jeg får at vide, at han aldrig vil komme tilbage. En meddelelse om et dødsfald. I den sidste tid er man begyndt at give besked. Det ringer på døren. ”Hvem er det. – En socialassistent fra kommunen.” Det bliver ved at dunke i tindingerne. Jeg må se at få standset den dunken i tindingerne. Hans død er i mig. Den dunker i mine tindinger. Der er ikke noget at tage fejl af. Standse den dunken i tindingerne – standse hjertet – bringe det til ro – det vil aldrig falde til ro af sig selv, det må hjælpes til det. Standse fornuftens afsporing, den flygter, den forlader hovedet. Jeg tager min frakke på, jeg går

ned ad trappen. Portnerkonen er der på sin post: ”Goddag, fru L.” Der var ikke noget særligt at se på hende i dag. Heller ikke på gaden. Udenfor, april. På gaden går jeg og sover. Jeg har hænderne godt maset ned i lommerne, benene bevæger sig frem. Undgå aviskioskerne. Undgå gennemgangslejrene. De allierede rykker frem på alle fronter. For et par dage siden var det stadig betydningsfuldt. Nu har det ikke nogen som helst betydning mere. Jeg er holdt op med at læse kommunikéerne. Det er fuldkommen overflødigt, nu vil de rykke frem til det sidste. Lys, fuldt dagslys over det nazistiske mysterium. April, i april vil det være sket. De allierede hære vælter ind over Tyskland. Berlin brænder. Den Røde Hær fortsætter sin sejrrige fremrykning mod syd. Dresden er passeret. På alle fronter rykker man frem. Tyskland er reduceret til sig selv. Rhinen er overskredet, det gik smertefrit. Krigens store dag: Remagen. Det var bagefter, det begyndte. I en grav, med hovedet vendt mod jorden, med bøjede ben og udstrakte arme ligger han og dør. Han er død. Mellem skeletterne i Buchenwald, hans. Det er varmt over hele Europa. På vejen, ved siden af ham, de allierede hære, der rykker frem. Han har været død i tre uger. Sådan er det, det er det, som er sket. Jeg har vished. Jeg går hurtigere. Hans mund er halvt åben. Det er aften. Han har tænkt på mig, inden han døde. Smerten er virkelig, den er ved at kvæles, den har ikke mere luft. Smerten har brug for plads. Der er alt for mange mennesker på gaderne, jeg ville gerne bevæge mig frem over en stor slette, alene. Lige inden han døde, må han have sagt mit navn. Langs alle veje i Tyskland er der mennesker, der ligger udstrakt i stillinger, som ligner

hans. Tusinder, ti tusinder, og han. Han som på samme tid indeholdes i de tusinder af andre og er udskilt for mig alene fra de tusinder af andre, fuldkommen tydelig, alene. Alt hvad man kan vide, når man ikke ved noget, ved jeg. De er begyndt med at evakuere dem og så, i sidste øjeblik, har de dræbt dem. Krigen er noget generelt givent, det er krigens nødvendigheder også, døden. Han er død, mens han udtalte mit navn. Hvilket andet navn kunne han have udtalt. De der lever af det generelt givne, har ikke noget til fælles med mig. Ingen har noget til fælles med mig. Gaden. I dette øjeblik i Paris, folk der ler, unge især. Jeg har kun fjender nu. Det er aften, jeg må hjem og vente ved telefonen. På den anden side er det også aften. I graven breder mørket sig, hans mund er nu i mørke. Rød sol over Paris, langsom. Seks års krig er ved at ende. Det er århundredets store begivenhed. Det nazistiske Tyskland er knust. Også han, i grøften. Alt er ved at ende. Umuligt at holde op med at gå. Jeg er mager. Tør som sten. Ved siden af grøften, rækværket på Pont des Arts, Seinen. Helt præcis er det til højre for grøften. Mørket skiller dem. Intet i verden tilhører mig mere, ud over dette lig i en grøft. Aftenen er rød. Det er verdens ende. Jeg dør ikke mod nogen. Det enkle ved denne død. Jeg vil have levet. Det er mig ligegyldigt, det øjeblik hvor jeg dør er mig ligegyldigt. Når jeg dør, slutter jeg mig ikke til ham, jeg holder op med at vente på ham. Jeg vil underrette D. ”Det er bedre at dø, hvad skulle De stille op med mig.” Meget habilt vil jeg dø levende for ham, bagefter, når døden indtræffer, vil det være en lettelse for D. Jeg anstiller denne lave betragtning. Jeg må hjem. D. venter mig. ”Intet nyt? – Intet.” Man spørger mig ikke længere,

hvordan det går, man siger ikke længere ”Goddag” til mig. Man siger: ”Intet nyt?” Jeg siger: ”Intet.” Jeg går hen og sætter mig ved telefonen, på divanen. Jeg siger ikke noget. D. er urolig. Når han ikke ser på mig, virker han bekymret. Han har allerede løjet i otte dage. Jeg siger til D.: ”Sig noget til mig.” Han siger ikke til mig, at jeg er skør, at jeg ikke har ret til at plage livet af mine medmennesker. Nu er det lige akkurat, han siger: ”Der er ingen grund til, at ikke også han skulle komme tilbage.” Han smiler, også han er mager, hele hans ansigt fortrækker sig, når han smiler. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke ville kunne have klaret det, hvis D. ikke havde været der. Han kommer hver dag, somme tider to gange om dagen. Han bliver bare siddende. Han tænder lampen i dagligstuen, han har allerede været der en time, klokken må være ni om aftenen, vi har ikke spist endnu.

D. sidder langt fra mig. Jeg ser stift på et punkt på den anden side af det sorte vindue. D. ser på mig. Så ser jeg på ham. Han smiler til mig, men det er ikke sandt. I sidste uge kom han stadig hen til mig, han tog min hånd, han sagde til mig: ”Robert kommer tilbage, det sværger jeg på.” Nu ved jeg, at han spekulerer på, om det ikke ville være bedre at lade være at holde liv i håbet mere. En gang imellem siger jeg: ”Undskyld mig.” Da der er gået en time, siger jeg: ”Hvordan kan det mon være, at man slet ikke hører noget.” Han siger: ”Der er tusinder af deporterede, der stadig er i lejre, som de allierede ikke har nået endnu, hvordan skulle man kunne sige noget om dem?” Det varer længe, indtil det øjeblik, da jeg beder D. om at sværge for mig, at Robert

vil komme tilbage. Så sværger D. på, at Robert vil komme tilbage fra koncentrationslejrene.

Jeg går ud i køkkenet, jeg sætter kartofler over. Jeg bliver derude. Jeg lægger panden mod kanten af køkkenbordet, jeg lukker øjnene. D. er fuldkommen stille inde i stuen, der er kun lyden af gassen. Man skulle tro, det var midt om natten. Pludselig går det indlysende op for mig, meddelelsen: Han har været død i fjorten dage. I fjorten nætter, i fjorten dage, forladt i en grøft. Med fodsålerne opad. Hen over ham regnen, solen, støvet fra de sejrrige hære. Hans hænder er åbne. Hver af hans hænder kærere end mit liv. Kendte af mig. Kendte på den måde kun af mig. Jeg skriger. Meget langsomme skridt inde i stuen. D. kommer. Om mine skuldre mærker jeg to blide, faste hænder, der flytter mit hoved væk fra bordet. Jeg trykker mig ind til D., jeg siger: ”Det er forfærdeligt. – Jeg ved det, siger D.

Nej, De kan ikke vide det. – Jeg ved det, siger D., men prøv alligevel, man kan alt.” Jeg kan ikke mere. At mærke et par arme, der lukker sig om én, det letter. Man kunne næsten tro, det går bedre, en gang imellem. Et minut er luften til at ånde. Vi sætter os for at spise. Straks vender trangen til at kaste op tilbage. Brødet er det, han ikke har spist, det han er død af mangel på. Jeg ønsker, at D. vil gå. Jeg har brug for den tomme plads til lidelsen. D. går. Lejligheden knager under mine skridt. Jeg slukker lamperne, jeg går tilbage, til mit værelse. Jeg går langsomt for at vinde tid, ikke ryste rundt med tingene i mit hoved. Hvis jeg ikke passer på, vil jeg ikke kunne sove. Når jeg slet ikke sover, går det meget dårligere dagen efter. Jeg falder i søvn sammen med

ham hver aften, i den sorte grøft, sammen med ham, som er død.

April

Jeg går til Orsay-centret. Jeg har meget vanskeligt ved at få den Eftersøgningstjeneste, der er knyttet til dagbladet Libres, som jeg oprettede i september 1944, skaffet adgang. Man har indvendt, at det ikke var et officielt organ. B.C.R.A.* er allerede rykket ind og vil ikke overlade sin plads til andre. I begyndelsen arbejdede jeg hemmeligt, med falske papirer, falske tilladelser. Det lykkedes os at samle mange efterretninger, som blev trykt i Libres, om transporter og overførsler fra lejre. Ganske mange personlige oplysninger. ”Sig til familien Sådan og Sådan, at sønnen er i live, jeg var sammen med ham i går.” Så blev mine fire kammerater og jeg sat på porten. Argumentet var som følger: ”Alle og enhver vil være her, det er umuligt. Her giver vi kun adgang for sekretariaterne for krigsfangelejrene.” Jeg påpeger, at vores avis læses af femoghalvfjerds tusind slægtninge til deporterede og fanger. ”Det er beklageligt, men reglementet forbyder, at nogen ikke-officiel organisation etablerer sig her.” Jeg siger, at vores avis ikke er som de andre, at den er den eneste, der trykker særoplag med lister over navnene. ”Det er ikke tilstrækkelig grund.” Det er en højtstående officer i hjemsendelseskommissionen under Fresnays ministerium, der taler til mig. Han virker meget bekymret, han er distant og omsorgsfuld. Han er høflig. Han siger: ”Jeg beklager.” Jeg siger: ”Jeg vil forsvare

* Bureau Central des Repatriés d’Allemagne, Centralkontoret for Hjemvendte fra Tyskland.