Soldaterhjerte

EMIL ARENHOLT MOSEKJÆR

SOLDATERHJERTE

Tabuer, traumer og fællesskab –ved fronten og hjemme igen

EMIL ARENHOLT MOSEKJÆR

SOLDATERHJERTE

Tabuer, traumer og fællesskab –ved fronten og hjemme igen

FORORD

En af de første dage på Journalisthøjskolen fik vi at vide, at de bedste historier opstår, når man forundres over et eller andet. Når man støder på noget, man ikke forstår, men bare må have svar på.

Forundringen bag denne fortælling opstod, da jeg i foråret 2018 var på udveksling ved Tel Aviv Universitet i Israel for at læse mellemøststudier. Jeg boede i en blanding af hostel og kollektiv i den gamle arabiske bydel Jaffa, og ved den ugentlige fællesspisning havnede jeg en dag ved siden David. Det gik snart op for os, at vi begge havde været soldater, og under resten af middagen sad vi fordybet i samtale. David fortalte om Gazakrigen i 2014, og jeg svarede med minder fra Afghanistan i 2012. Når den ene gik i stå, nikkede den anden. Jeg forstår. Selvom vi talte engelsk, kommunikerede vi på et dybere plan. Vi talte soldatersprog, og ingen af de andre ved bordet forstod os. Det var hverken første eller sidste gang, jeg oplevede det.

Da jeg dagen efter traskede gennem den solbeskinnede by for at kurere mine tømmermænd med frisk luft og pitabrød med grøntsager, æg og grillet aubergine, blev en række spørgsmål ved at vende tilbage: Hvorfor forstår David og jeg hinanden så godt? Hvorfor sker det samme, når jeg taler med en amerikansk veteran? Hvorfor kan jeg stå i baren på en eller anden bodega derhjemme, falde i snak med en fremmed soldat og øjeblikkelig nå ind til et punkt, mange venner ikke rammer på et helt liv?

Det var ikke svært for mig at finde ud af, hvilke spørgsmål der var vigtige, for det var de samme, jeg i årevis har stillet mig selv: Hvorfor bliver man soldat? Hvad gør oplevelserne derude ved én? Og hvordan kommer man rigtigt hjem igen? Det første

spørgsmål har mange svar. I Davids tilfælde skyldtes det, at han som alle andre israelere skulle aftjene en flere år lang værnepligt. Siden 2014 er utallige ukrainere blevet soldater, fordi de har en aggressiv stormagt som nabo. Og samtidig har der altid været folk som mig selv, der frivilligt valgte soldaterhvervet. Værnepligt eller nationens overlevelse kan de fleste forstå, men mange har svært ved at sætte sig ind i, hvorfor man selv vælger at opsøge krigen.

For at svare på det måtte jeg vende blikket indad. Som ung dansker har man nogle helt andre livsmuligheder end i lande, hvor jobbet som soldat bliver påtvunget én, eller hvor det kan være en af de få veje ud af et liv med fattigdom og kriminalitet. Også i Danmark har jeg i årenes løb mødt masser af lømler, som vendte udsigten til en social deroute, da de startede i Forsvaret, men mange passer ikke ind i den kasse – og jeg er en af dem. Jeg er vokset op i et parcelhuskvarter i den østjyske provinsby Hinnerup, og selvom jeg som teenager godt kunne betegnes som en utilpasset knægt, styrede jeg ikke mod en kriminel løbebane. Mit karaktergennemsnit fra gymnasiet var ikke imponerende, i modsætning til min fraværsprocent, men det lykkedes mig dog i 2009 at blive student. Undervejs havde jeg stemplet ud af alle forventninger og forpligtelser i forhold til fremtiden, som nu ramte mig: Hvem var jeg egentlig? Og hvor skulle jeg hen?

Jeg har været ramt af kronisk udlængsel, siden jeg som barn boede tre år i USA med min familie. Allerede som teenager var jeg begyndt jeg at søge væk hjemmefra, og efter gymnasiet blev det til en egentlig flugt, der til sidst førte mig ind i hæren. For første gang i mange år havde jeg en følelse af at høre til, og i 2012 stod jeg pludselig i Helmandprovinsen. Oplevelsen ændrede mig for altid. Der er ting, jeg helst ikke vil huske, og andre, som jeg aldrig har lyst til at glemme. Det stod klart for mig, at jeg ville få svært ved at forklare noget af dette for folk derhjemme – ikke mindst hvad det havde gjort ved mig undervejs. Rastløsheden,

der var med til at drive mig af sted, forsvandt heller ikke, da jeg vendte hjem, og nu fik den følgeskab af en underlig form for vemod. Jeg havde drømt om noget større og håbet på at finde det i Afghanistan. Men bagefter føltes det i stedet, som om denne mening nu lå bag mig; at de største øjeblikke i mit liv allerede havde udspillet sig – på mudrede opiumsmarker, hvor jeg sled mig af sted med 30 kilo på ryggen, omringet af kammerater, jeg ville ofre mit liv for. Udadtil fremstod jeg velfungerende, men meget indeni mig henlå i mørke. Der gik næsten ti år, før det lysnede.

Min historie er hverken unik eller ufortalt. Mange har i tidens løb beskrevet krigens effekt på mennesket og det særlige bånd, som oplevelserne skaber mellem soldater, der kæmper sammen. Men møder som det med David i Tel Aviv havde åbnet mine øjne for det store billede – hvordan soldater på tværs af nationaliteter, konflikter og generationer også har et fællesskab. Så det besluttede jeg mig for at undersøge. Ved at tale med veteraner fra forskellige krige ville jeg forsøge at finde ud af, om der på tværs af tid og sted findes en rød tråd i oplevelsen af at være soldat.

Min rejse førte mig til Ukraine, det amerikanske Midtvesten og mange steder derimellem. Nogle af mine kilder fandt jeg frem til gennem research og netværk, mens andre dukkede op som tilfældige chancer, jeg valgte at gribe. Der er en del personer at holde styr på, og derfor findes der en oversigt over de mundtlige kilder bagerst i bogen, som man med fordel kan bladre om til, når navnene flyder sammen. Samtidig vidste jeg, at der sidder veteraner derude med historier, de ikke har mod på at fortælle ansigt til ansigt. For at supplere de mundtlige stemmer oprettede jeg derfor en online platform, hvor de kunne dele deres oplevelser anonymt.

Undervejs blev jeg gang på gang lukket ind i de dybeste afkroge hos folk, jeg ofte havde mødt få øjeblikke inden, og snarere end egentlige interviews var det samtaler, hvor jeg gav lige så meget af mig selv, som jeg fik tilbage. Dette rum af fortrolighed og tillid har jeg forsøgt at gengive så godt som muligt.

Siden projektets spæde start i 2019 har virkeligheden igen og igen overhalet mig. Først tvang coronapandemien mig til at sparke det hele til hjørne i halvandet år, indtil verden gradvis kom inden for rækkevidde igen. Efter et halvt år med interviewrejser satte jeg så i februar 2022 kursen mod familiesommerhuset ved Vesterhavet for at skrive bogen – hvorefter Vladimir Putin invaderede Ukraine. Da jeg i dagene efter betragtede de vindblæste lyngbakker uden for vinduerne, følte jeg ikke længere ro ved synet, men afmagt og isolation. Hvordan kunne jeg sidde og slå i et tastatur, imens granaterne hamrede ned derovre? Der gik en hel måned, før jeg igen var i stand til at sidde stille og skrive videre. Mine samtaler med ukrainske veteraner har alle fundet sted før den russiske invasion i februar 2022. Jeg kunne have valgt at rejse tilbage til landet for at blive endnu klogere på, hvordan det føles at skulle forsvare sit hjem mod en ydre fjende. Men jeg havde allerede hørt Alina, Sergej, Pavlo og Yury fortælle mig om, hvordan patriotismen havde fået dem til at melde sig til 2010’ernes skyttegravskrig i Donbas. Efter invasionen kunne jeg have hørt nye folk fortælle om den slags i rammen af en langt større konflikt, men det ville komme fra personer, der endnu ikke havde taget hele rejsen fra start til slut, som stadig befandt sig midt i den og derfor ikke havde tilbageblikkets refleksion. Disse nye stemmer er mindst lige væsentlige som dem i bogen her, og der skal nok blive rig mulighed for at høre dem.

Den russiske invasion af Ukraine er nemlig en påmindelse om, at der altid er endnu et kapitel i krigens evige fortælling. En ny generation af soldater gennemlever lige nu det, som mange andre har oplevet før dem, og netop derfor er stemmerne fra de

tidligere generationer vigtigere end nogensinde. For når krigen i Ukraine en dag slutter, vender de overlevende hjem, hvor også de skal finde ud af at blive mennesker igen, ligesom utallige har gjort før dem, og andre vil komme til i fremtiden. De befinder sig nu på samme side af en kløft mellem dem og den gamle verden, som utallige andre i tidens løb er forlist i forsøget på at komme tilbage over. Hvis vi som samfund ønsker at hjælpe folk som dem hjem, er det nødvendigt at forstå dem. Men det kræver, at man er villig til at lytte åbent og uden fordømmelse, når de fortæller om alle tabuerne, som de gerne deler med en fyr fra Danmark, de netop har mødt, men som årtier med fred og velstand har gjort det umuligt at forstå for deres venner og familie.

Denne bog er altså ikke et forsøg på at forklare, hvorfor mennesket fører krig. Det svar er simpelt: magt og overlevelse. Den er i stedet et forsøg på at udforske, hvad det gør ved os som mennesker. Hvorfor det endnu i dag har en dragende effekt på så mange af os, og hvorfor nogle soldater – alle lidelserne til trods – ender med at savne det bagefter. Jeg påstår ikke at have fundet det endelige svar på, hvad der rører sig inden i alle veteraner. Selv med 18 mundtlige interviews og 35 skriftlige beretninger samt et utal af andre kilder fra for- og nutid udgør min bog ikke andet end et støvkorn i universet af soldaterstemmer. Der kan sagtens sidde veteraner derude, som er uenige i det, jeg skriver, og det er helt okay. Vi kan være lige så forskellige som alle andre mennesker. Bogen er heller ikke universel. For selvom jeg har søgt uden for andedammen, er jeg stadig formet af mit ophav, og derfor tager min fortælling hovedsagelig udgangspunkt i den ’vestlige’ oplevelse af at være i krig. Jeg ville have elsket at besøge samtlige kontinenter i et forsøg på at dække hele menneskeheden. Men tid, penge og bogens længde har sammen med coronapandemien sat nogle naturlige hegnspæle.

Hvis blot en enkelt læser får indsigt i den mystiske soldaterverden, der findes indeni deres far, mor, søn, datter eller bedste

ven, vil jeg betragte denne bog som en succes. Men mest af alt håber jeg, at andre med en fortid bag geværet kan genkende sig selv i det, jeg skriver. At de efterlades med de samme følelser i kroppen, som jeg har haft, når jeg har siddet over for gamle krigere rundtom i verden: en dyb hengivenhed til dem alle og taknemmelighed over at kunne mødes på tværs af alt det, der ellers burde skille os. Og vigtigst af alt en følelse af ikke at være alene.

PROLOG

Marts 2022

”Hvad er det her?”

Præst holder en sort genstand frem. Der er stille et øjeblik. Så rækker en af ukrainerne hånden op: Det er en tourniquet.

”Lige præcis. Det er det vigtigste redskab, I kommer til at se i dag. Den bruger I til at stoppe de massive blødninger, der opstår, når nogen får sprængt deres arm eller ben af. I smækker den på stumpen og får den strammet godt til, inden alt blodet er løbet ud af ham. Og det går hurtigt, så der skal bare drejes.”

Præst lader blikket vandre rundt i flokken foran ham. Det er otte år og et teologistudie siden, at han var på sin sidste tur til Afghanistan som sygehjælper ved kamptropperne. Dengang var det hans opgave at reparere ødelagte menneskekroppe, siden har han lært at pleje vores sjæle. Det er dog tydeligt, at det første stadig sidder i ham, ren muskelhukommelse. Hvis man gav ham et gevær i hænderne og placerede ham på nærkampsbanen i Borris Skydeterræn, ville resten nok også komme helt af sig selv. Han sætter sig på hug bag Cypern, der har vundet tjansen som forsøgsperson. Præst putter en tourniquet på hans venstre ben, hiver den op på overlåret tæt ved lysken og begynder så at dreje pinden, imens han forklarer flokken foran sig, hvad han gør; hvordan man med fordel kan tale roligt til den sårede – hvis han altså stadig er ved bevidsthed – så smerte og dødsangst ikke bliver til panik. For på gulvet i denne midtjyske gymnastiksal ser det måske enkelt ud, men det er noget helt andet ude i virkeligheden. Taktisk førstehjælp handler om at træffe beslutninger på et splitsekund, der kan redde en anden person fra døden, og

her kan der sjældent tages hensyn til hverken fysisk smerte eller ønsker om en dag at kunne hoppe rundt og spille badminton igen. Det er liv over førlighed.

”Jeg er flink ved Cypern, så jeg strammer ikke det her særlig meget,” siger Præst. ”I virkeligheden skal I fortsætte, indtil I nærmest ikke kan dreje den længere. Ellers stopper I ikke blødningen. Det kan sagtens være, at han kæmper imod og forsøger at fjerne det bagefter. Måske er han i chok og opfatter kun, at nogen er ved at putte noget på hans ben, som gør helt vildt ondt. Der findes eksempler på sårede, der løsner deres tourniquet, fordi det er så smertefuldt, hvorefter de forbløder. Derfor er det vigtigt, at I holder øje med ham og løbende kontrollerer, at det stadig sidder stramt.”

Det er ikke for sjov, at flokken af yngre mænd foran mig står og bruger deres søndag på at lære om, hvordan de redder folk, der har fået lemmerne sprængt af. For lidt over to uger siden blev Ukraine invaderet af Rusland, og lige nu overvejer de alle sammen at rejse hjem for at kæmpe imod overmagten. Det er ikke svært at forstå. Når det kommer til stykket, findes der ingen stærkere motivation end ønsket om at forsvare sit hjem og sin familie. Men for folkene her i gymnastiksalen er det ikke så ligetil. De fleste er ansat i det danske landbrug og bor i noget så fredeligt som Vesthimmerlands eller Ringkøbing-Skjern Kommune. Og ingen af dem har nogensinde været soldater. Det har jeg og de andre instruktører, hvilket er grunden til, at vi er her i dag. Vi ved ikke, om de vil få mere træning derovre eller vil blive sendt direkte til fronten. Timerne i dag er på ingen måde nok, men det er bedre end slet ingenting.

Nogle af ukrainerne er kun sig selv. Andre har taget familien med til Danmark eller har stiftet én heroppe. Og her kommer vi til den anden udfordring. For hvad sker der med dem, hvis de drager i krig? Så forsvinder hele eller halvdelen af indtægten, og det samme gør konen og børnenes opholdsgrundlag i Danmark.

Det kan være, at der bliver ændret på reglerne senere, men her i krigens indledende dage ved vi det simpelthen ikke. Hvem skulle have troet, at visumregler og penge til husleje skulle spille så stor en rolle midt i den største konflikt i nyere tid? Flere af dem er i vildrede – splittet mellem deres forpligtelser i Danmark og pligtfølelsen over for deres fædreland og familier i Ukraine.

”Jeg har en dansk kæreste, som er gravid i femte måned,” siger en af dem, da vi står udenfor og ryger i en pause. ”Hver gang vi taler om krigen, begynder hun at græde. Som du nok kan regne ud, har der været mange tårer på det seneste. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Mit hjem og min familie er her i Danmark. Men mit hjem og min familie er også i Ukraine. Mit fødeland brænder, og børn bliver slået ihjel. Altså jeg kan da ikke bare sidde heroppe.”

Det er ikke svært at forstå hans dilemma. Men da jeg i tiden efter fortæller andre om det, er der delte meninger om, hvad svaret bør være.

”Han kan da ikke efterlade sin gravide kæreste!” siger Nana, da vi et par dage senere ligger i hendes seng og stirrer op i loftet.

”Selvfølgelig føler han sig forpligtet over for sit land, men i sidste ende er dit hjem jo der, hvor din familie er. Og hvad skal de gøre, hvis han dør? Hvis han elsker hende, skal han blive her.”

Mændene i gymnastiksalen står i en kattepine, som jeg virkelig ikke misunder dem. Hvis de vælger Danmark frem for krigen, kan de få svært ved nogensinde at se sig selv og deres landsmænd i øjnene igen. For det er historien om det moderne Ukraine, der bliver skrevet lige nu, og den vil blive genfortalt de næste mange år. Tænk, hvis man kommer til at stille sig på den forkerte side af den. ”Hvad lavede du egentlig under Den Store Krig?” Den slags kan æde et menneske op indvendigt og forfølge dem til deres dødsleje.

Jeg skal ikke selv i krig igen, hvilket ellers var min første indskydelse i dagene efter invasionen. Det var frihed imod ondskab

jeg måtte af sted. Men har jeg nogle andre forpligtelser i dag, end jeg havde som 22-årig. Ligesom de andre instruktører har jeg lagt mine krigerdage bag mig. I stedet forsøger vi at hjælpe nogle andre med at blive klar til deres. Selv for den erfarne er slagmarken nemlig nådesløs, og selvom flokken foran mig er drevet af flammende motivation, vil det ikke skærme dem mod storme af rødglødende jern, der river kroppe fra hinanden og slår sjæle i tusind stykker. For det er ikke Hollywood, det her, og slet ikke Call of Duty. Man sover, når det er muligt – i regn og kulde og i sværme af myg om sommeren. Man lever af, hvad man kan bære på ryggen, får skavsår i mellemkødet og vabler på fødderne. Man lærer en ny betydning af udmattelse, elendighed og sammenhold.

Krig er tilfældighedernes land, og nogle gange er heldet bare ikke med én. Kujoner overlever uden en skramme, imens de bedste bliver slået ihjel eller lemlæstet. Og i virkelighedens verden er der intet respawn point, hvorfra man genopstår og kan kæmpe videre. De fredelige landbrugsmedarbejdere her i salen skal tage ned og forsvare deres land, hvis de ønsker det. Men de skal satme vide, hvad de går ind til. I en kampsituation kan rygmarvsreaktioner være det, forhindrer én i at blive endnu et navn på mindesmærket, som en eller anden fremmed står og læser op for sig selv mange år ude i fremtiden.

Efter at have anlagt tourniqueten på Cyperns lår fortæller Præst, at hvis det er taktisk muligt, bør de herefter nødflytte den sårede til et mere sikkert sted. For det nytter jo ikke, at man sætter sig til at behandle sin ven midt i det hele og så selv bliver ramt. Derefter kan de gå i gang med at undersøge resten af kroppen for skader. Hvis han har fået sprængt benet af, så vil der være flere.

”Bliver der skudt omkring jer? Sandsynligvis. Slår der granater ned? Sikkert. Måske står jeres kammerater få meter fra jer og kaster molotovs efter russerne, mens I ligger og yder første-

hjælp. Hold hovedet koldt, og red ham, det er jeres opgave. Alt det her skal derfor sidde på rygraden, så I kan gøre det, selvom jeres krop er fyldt op med stress og adrenalin. Det er derfor, træning er vigtigt. Det er dét, der redder liv.”

Præst rejser sig og betragter de tavse knægte foran sig. Så smiler han beroligende.

”Bare rolig, det skal nok gå, det hele.”