Alexander Kielland Krag
VAR FØR SOM DET
Jeg rejser mig og går hurtigt ud af stuen for ikke at kaste op på gulvtæppet. Siger ikke noget til nogen, kigger bare ned og prøver at lade som ingenting. Det er en refleks. Bag mig kan jeg høre, at en eller anden spørger: “Er Cornelius allerede fuld?”
Men jeg er ikke fuld. Jeg har kun lige åbnet min anden øl, og klokken er ikke mere end ni. Jeg vil vende om, sige noget, men jeg er for dårlig. Jeg kan ikke. Kigger ned i gulvet og går foroverbøjet mod toilettet i gangen. Tager hårdt i døren. Den er låst. Jeg tænker, at jeg er nødt til at komme væk herfra – en tanke, der overrasker mig. Jeg står i gangen og mærker, hvordan mine knæ må
6
Den vokser nede fra bunden af maven som en tordensky, der sender lyn ud gennem min krop. Oliver siger noget, men jeg hører ikke hvad. Hans mund bevæger sig i slowmotion. Jeg strækker mig for at sætte dåsen på bordet og lægger mærke til, at min hånd ryster. Der løber en sveddråbe ned over min brystkasse under trøjen. Oliver griner ad et eller andet, han har sagt, og jeg forsøger at grine med, bare for at gøre noget og ikke sidde dér som en anden idiot, men det lykkes ikke rigtigt.
anstrenge sig for at holde mig oprejst. Jeg har ingen steder at gemme mig. I panik åbner jeg hoveddøren og møder en væg af kulde. Jeg bærer kvalmen med mig ud. Den vejer flere kilo. Det er jeg overbevist om.
7
8
Jeg bliver stående i strømpesokker udenfor på de iskolde fliser. Mit hjerte hamrer i brystet med voldsom kraft. Det har misforstået noget – tror, at jeg løber, selv om jeg står stille.
“Okay,” hvisker han. Vi er tavse. Jeg trækker vejret helt ned i maven, blæser frostånde ud i mørket. Min mund laver en form for pibelyd. Det lyder næsten, som om jeg er ved at græde. Jeg aner ikke, hvorfor det sker.
Hans stemme er lav. Den lyder sådan helt alvorlig herude i stilheden. Jeg burde nok bare grine ad situationen, lette den, gøre, så den virker udramatisk. Men jeg kan mærke i min hals, at det ikke går.
“Fik bare kvalme,” siger jeg. Jeg vender mig mod Oliver. Hans kinder er røde af kulde. Han ser på mig og virker et øjeblik skræmt.
9
Jeg ved ikke, hvor længe jeg står der. Da det er begyndt at snurre under mine tæer, bliver døren åbnet bag mig. Oliver kommer ud og stiller sig ved siden af mig med hænderne i bukselommerne. Han har sko på. Han kigger ned på “Nå,dem.dérer du,” siger han.
For et øjeblik siden optog den al plads i hele min krop, men nu er den væk og efterlader intet tomrum. Det føles, som om den aldrig havde været der overhovedet. Som om kvalmen kun eksisterede i mine tanker, en illusion, som mit hoved fandt på. Det er sådan, det begynder.
10
“Hvad fanden sker der her?” spørger han. Noget i hans ansigt får mig til at grine. Jeg kigger ned på mine strømpefødder og siger: “Ingenting. Alt okay!”, og på ingen tid er kvalmen væk. Den forsvinder, lige så hurtigt som den kom; er bare forduftet ud i ingenting.
Haven er februarmørk. Sneen ligger tungt på buskene ved hegnet ud mod vejen. Jeg er stille. Oliver er stille. Vi står i en sky af frostånde og lykkes ikke helt med at bære vægten af samtalen. Den føles mere alvorlig, end den burde. Døren går op igen, og vi vender os om samtidig. Det er Aksel. Han kigger forvirret på os.
11
Jeg vågner ikke, før det er blevet helt lyst. Rejser mig fra sengen og kigger ud på Frognerparken mellem de bladløse træer på den anden side af vejen. Et øjeblik står jeg helt stille på gulvet i mit værelse og forsøger at fremkalde følelserne fra i går, den voldsomme kvalme, de mange spændinger i kroppen, men de er der ikke. I går rasede en storm igennem mig. I dag mærker jeg ikke så meget som et vindpust. Det er solskinsvejr. Min far har sat en postit på køkkenbordet. Der står, at han arbejder på kontoret. Der er ingen lyde i huset. Jeg fylder snart atten, men spiser som en, der er i voksealderen – smører fire skiver brød og spiser dem stående ved køkkenbordet, før jeg uden at banke på går ind til min far. Han kigger op fra skærmen, da jeg kommer ind. “Hvordan går det?” spørger han. “Fint,” siger jeg. Svaret er indkodet i min mund. Det kommer, uden at jeg behøver mærke efter. Alligevel tænker jeg, at min far fornemmer noget ved mig, som jeg ikke kan mærke selv. Han siger mit navn, som om det er et spørgsmål, og venter på noget mere, men jeg vil ikke tale om mig. Jeg