Spørg efter Jane

Heather Marshall

Spørg efter Jane

roman

På dansk ved Randi Bjerre Høfring

GADS FORLAG

Spørg efter Jane er oversat fra engelsk af Randi Bjerre Høfring efter Looking For Jane

Copyright © 2022 by Heather Marshall Inc.

Dansk udgave © Gads Forlag 2024

Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Omslagsillustration: Leonardo Baldini / Arcangel Bogen er sat med Adobe Garamond hos Bog Grafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07473-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

We acknowledge the support of the Canada Council for the Arts for this translation.

Til R

Et højst ønsket barn af en højst villig mor

2010

Det var en helt almindelig dag, da et særdeles usædvanligt brev blev leveret i den forkerte postkasse.

Postkasserne var identiske, de var anbragt side om side og lavet af det samme tynde, billige metal, som nu var lettere rustent ved hængslerne. Postkasserne var hængt op på den brune murstensvæg ved siden af døren ind til antikvitetshandlen Antiques & Used Books, hvis klokker ringlede lystigt – eller enerverende alt efter, hvem man spurgte – hver gang en kunde gik ind eller ud af butikken.

Antikvitetshandlens postkasse sad til venstre og bar et éttal i form af et afskallende guldklistermærke. Postkassen til lejligheden over butikken sad til højre med et matchende klistermærke i form af et total. Der var faktisk nærmest ingen forskel, og dog gjorde det en temmelig stor forskel for Nancy Mitchell, der boede i lejligheden på første sal og ikke kendte til det brev, hun ikke havde modtaget.

Adresselinjen havde ikke specificeret, hvilken etage i den gamle bygning på College Street brevet var tiltænkt, så konvolutten blev uden videre smidt i antikvitetshandlens postkasse, og derefter

fortsatte postbuddet ad sin forhastede rute uden at skænke det en tanke.

Brevet holdt vejret i tre timer – mast ind mellem et postkort fra butiksejerens søn, der for tiden rejste rundt i Frankrig, og fredagens reklamer – indtil bestyreren efter en rygepause tog det med ind. Hun smed hele bunken i indbakken, hvor brevet senere ville blive sorteret – og på så afgørende vis forlagt – af en skødesløs ansat.

Der ville gå yderligere syv år, før brevets indhold blev opdaget. Og dét brev ville forandre tre kvinders liv for evigt.

1. DEL

Angela

toronto | januar 2017

Angela Creighton er ved at komme for sent på arbejde.

Hun var sent oppe aftenen før, og her til morgen vågner hun med en dårligt timet migræne. For ikke at forstyrre sin hustrus dovne søndag morgen i sengen lister hun ud i køkkenet, hvor hun skyller en hovedpinepille ned med et glas appelsinjuice med frugtkød, rister en bagel og smører alt for meget flødeost med hvidløg på den. Med morgenmaden imellem tænderne som en golden retriever tager hun sin hue på og binder bæltet om sin ternede jakke, før hun stille lukker døren ind til lejligheden og skynder sig ned ad trappen.

Ude på fortovet haster Angela hen til busstoppestedet, mens hun gumler på sin bagel og fisker sine solbriller op af tasken. Normalt ville hun nyde det, eftersom der er langt imellem de solrige dage om vinteren. Men lyset får hende til at knibe øjnene sammen, og hendes hoved dunker som et skudsår bag øjnene.

Hun var hjemme hos sin veninde Jenn i går aftes til deres månedlige bogklub, der – i lighed med så mange andre bogklubber – i løbet af de sidste seks måneder havde udviklet sig til en vinklub. Nu drikker de alt for meget billig pinot grigio, inhalerer

charcuteri og ost med en desperation, der antyder, at det kunne være deres sidste måltid på dødsgangen, og en gang imellem taler de om bøger, de har læst.

Det var adskillige måneder siden, at Angela havde deltaget i nogen form for vindrikning, men i går aftes havde hun givet slip. Det var det eneste, ynkelige lyspunkt ved aborten, og hun havde udnyttet det til det yderste. Hun og Tina ville gå i gang med endnu en runde fertilitetsbehandlinger, når hendes krop var kommet sig nok til at prøve igen, så hun tænkte, at hun lige så godt kunne nyde alkoholen indtil da. Det er hendes anden spontane abort på et år, og det er begyndt at føles, som om der er mere og mere på spil, hver gang en inseminationsbehandling eller en graviditet slår fejl. En støt strøm af alkohol får forhindringerne til at virke lidt mindre uoverkommelige, om end kun for en kort tid.

Bussen triller ind til kantstenen, og Angela stiger om bord, smider en billetmønt i metalsprækken og finder et ledigt sæde tæt ved bagdøren. Butikken, hun bestyrer – Thompson’s Antiques & Used Books – ligger mindre end ti blokke mod vest, og nogle få stop senere tumler hun af bussen og ud på den smattede kantsten. Indgangen til butikken befinder sig kun få centimeter fra kanten af fortovet på den travle College Street, og Angela trykker sig ind mod døren for ikke at komme i vejen for forbipasserende fodgængere, mens hun fumler med nøglerne. Med et solidt skub med hoften mod det gamle, skæve træ kommer hun ind i butikken og lukker døren efter sig.

Angela kan godt lide at være herinde. Det er en besynderlig hybrid af en butik – hjem for et stort antal brugte bøger, der cirkulerer igennem butikkens døre i en jævn strøm, og en broget blanding antikviteter, der aldrig synes at sælge. Der lugter af

møbelpolitur og kaffe og den der støvede duft af gamle bøger, som både er rådden og utrolig behagelig. Det er ikke noget stort lokale, kun på størrelse med en beskeden lejlighed. Der er et lille lagerrum bag disken, som huser adskillige støvede, forsømte kasser og en billig kaffemaskine, som Angela havde med i løbet af den første uge på jobbet.

Butikkens nu velkendte lugt får hendes humør til at lette bare en lille smule. Hun har altid elsket bøger, og hun og Tina deler en eklektisk smag i boligindretning, så antikvitetshandlens særheder passer hende glimrende. Der gemmer sig altid små skatte rundtomkring herinde.

Angela tænder for lyset, går hen til det gamle skrivebord, de bruger som salgsdisk, og skubber sin taske ind under det med foden. Hun tænder for det computerstyrede kasseapparat – uden sammenligning det mest teknologisk avancerede indslag i butikken – og trækker sig så tilbage til lagerlokalet for at sætte en kande nådesløs potent mørk ristning over. Da hun var gravid, drak hun ikke andet end koffeinfri, men insisterede på, at placeboeffekten stadig kunne opnås ved at brygge den dobbelt så stærk. Men i dag sætter hun med et skarpt, bittert stik i hjertet en stor kande almindelig kaffe over.

Med et skåret kaffekrus i hånden rusker Angela mentalt op i sig selv og går i gang med de sædvanlige opgaver med at sortere nye varer og følge op på varer, der er sat til side. Det er hende en gåde, hvorfor butikken stadig eksisterer, især med priserne på fast ejendom her i byen. Den lille lejlighed over butikken har været lejet ud som en ekstra unødvendig indtægt, lige siden ejendommen blev købt af Angelas tante Jo (som giftede sig med Gamle Penge og vitterligt ikke behøver at arbejde). Selvom hendes tante uden problemer kunne sælge stedet for en formue i løbet

af få dage, har Angela en mistanke om, at hun holder butikken kørende alene for at have noget at tale med sine ulasteligt velplejede veninder om under deres ugentlige manicurer.

Før Angela begyndte hos Thompson’s, havde hun haft forskellige job i detailhandlen, hvoraf det seneste var for en stramtandet bestyrer af en alt for dyr skotøjsbutik. Selvom hun ikke kunne bevise det, havde hun en mistanke om, at hun blev fyret grundet “sæsonmæssig nedgang i salget”, da hendes chef fandt ud af, at hun var gravid, adskillige uger for tidligt. Han var en nogle-oghalvtredsårig konservativ og borderline homofob og næsten med sikkerhed af den skole, som mente, at barselsorlov ene og alene var en erhvervsmæssig gene. Angela havde betroet en kollega nyheden om sin graviditet, da hun løb tør for undskyldninger for sine hyppige ture til toilettet for at kaste op, og hun er sikker på, at kollegaen sladrede.

Så da hun stod uden arbejde, lige midt i trediverne og efter at have gennemgået en budgetdrænende fertilitetsbehandling, havde hun trukket i samtlige netværk i jagten på et nyt job – et hvilket som helst job – som ville give hende og Tina mulighed for at betale deres husleje og samtidig spare sammen til familieforøgelsen. Ved deres sidste familie-Thanksgiving havde tante Jo med en viften med sin imponerende juvelbesatte hånd tilbudt Angela jobbet som bestyrer af butikken, så hun selv “langt om længe gradvist kunne begynde at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet”. Selvom Angelas erfaring med antikviteter i bedste fald var forsvindende lille, havde hun ikke råd til at sige nej, og hun vidste, at tante Jo aldrig ville fyre sin egen niece for at blive gravid. Jo gav hende nøglerne tre dage senere.

Om søndagen er Angela den eneste ansatte i butikken, men det er under alle omstændigheder som regel en sløv dag, især om

efteråret og om vinteren, hvor turismen svinder ind til så godt som ingenting. Da hun har sorteret de nye varer, går hun videre til opgaven med at behandle de uafhentede, reserverede varer. Det er en af de mest frustrerende opgaver på Angelas liste. Otte ud af ti gange er et møbel reserveret af en ivrig udenbys “antikvitetsjæger” (som regel selverklæret og ny i faget), der har været på en shoppingtur i byen med rige venner. De skælver af fryd ved udsigten til et muligt køb og forlanger så en given vare sat til side, så de kan komme tilbage med en vogn af passende størrelse til transport af gevinsten fra lørdagens skattejagt. Og næsten hver gang undviger køberen derefter Angelas telefonopkald længe nok til, at hun ophæver reserveringen, og den potentielle køber bliver skånet for ydmygelsen ved at indrømme, at det bare var en forbigående indskydelse. Denne proces betyder, at Angela tilbringer en god del af sine søndag formiddage med at rive lyserøde reserveringssedler af genstande, der derefter bliver stående i deres hyggelige hjørner af butikken, hvor de som aldrende forældreløse kan afvente den næste i rækken af flirtende nærved og næsten-købere.

Den første på listen er en lille kommode med tre skuffer. Angela ved præcis, hvilken det er, og hun går allerlængst bagud i butikken. Da hun nærmer sig kommoden, bemærker hun den lyserøde seddel, der er tapet fast på den øverste skuffe. Hun river sedlen af, hvilket får det til at give et ryk i kommoden, så den øverste skuffe ryger lidt ud.

“Ah, pis. Av.”

Kaffe sprøjter ud over hendes hånd. Hun slikker det af og kigger så ind i sprækken og får øje på noget hvidt inde i mørket i skuffen. Hun kigger sig omkring efter et sikkert sted at stille kruset. Hun bruger den lyserøde seddel i stedet for en coaster og stiller sin kaffe på en boghylde, hvorefter hun trækker skuffen ud.

I samme øjeblik ringler klokkerne over døren og byder dagens første kunde velkommen. Angelas nysgerrighed er pirret, men hun lukker skuffen og finder vej tilbage igennem butikken, mens hun omhyggeligt træder over og rundt om bunker af tilfældigt stablede bøger.

“Goddag!” siger hun højt.

“Hej,” svarer en teenagepige med kommunefarvet hår og dårlig holdning.

“Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?” spørger Angela og trækker sit tørklæde tættere sammen om skuldrene. En vinterkold trækvind er fejet ind sammen med pigen, og det irriterer Angela, hvilket ikke er helt rimeligt, det ved hun godt. Hun vil tilbage til skuffen.

“Ikke rigtigt. Jeg kigger bare – men tak.”

“Selvfølgelig,” svarer Angela. “Du siger bare til, hvis det er.”

Pigen smiler vagt og vender sig om for at inspicere den nærmeste bogreol. Det er den høfligst tænkelige afvisning, men Angela er glad for afslaget. Hun vender tilbage til kommoden og åbner igen den øverste skuffe.

Hun stikker hænderne ind og tager en tung marmoræske ud og stiller den forsigtigt på de slidte gulvbrædder. Det var den hvide sten, som fangede hendes opmærksomhed. Næsten alle antikviteterne i butikken er lavet af en form for træ. Resten er mest messing og sølv: plettede billedrammer med snirklede, victorianske udskæringer, håndspejle, der leder tankerne hen på Regency-periodens høje frisurer med hvide blondekyser, og samleobjekter i form af teskeer med falmede våbenmærker og snørklede slægtsvåbenskjolde.

Angela har ikke set nogen marmorgenstande, siden hun begyndte at arbejde i Thompson’s, og det her er en smuk elfen-

bensfarvet sten isprængt glitrende grå striber, som en antikvitetsjæger rent faktisk kunne tænkes at have lyst til at købe. Angela lader sin lunkne kaffe være og bærer æsken hen til disken forrest i butikken. Hun kigger hurtigt op for at tjekke sin enlige kundes osen rundt i butikken og sætter sig så på den høje skammel og åbner den gyldne haspe på æsken.

Nede i den ligger en stak af noget, der bare ligner gulnet papir, men da hun tager et af arkene op, bemærker hun den elegante skråskrift på forsiden af den øverste konvolut.

Breve. En stak breve. Angela tager dem op, ét for ét, og tæller – fem breve. De ser alle sammen ud til at være gamle. Ikke så overraskende, tænker hun, eftersom det her er en antikvitetshandel. Og derudover er der jo heller ikke rigtigt nogen, som sender breve længere. Den aldrende og engang så udbredte beskæftigelse bliver nu udelukkende videreført af stædige, overparfumerede, ældre damer.

Hun holder et af brevene op mod lyset, der strømmer ind fra butiksvinduerne. I modsætning til dets fæller, der er frarøvet tidligere konvolutter og mestendels lader til at være kontoudtog, er det her stadig forseglet. Kanten langs flappen bobler let op, som om limen var blevet fugtet med for meget spyt. Frimærket ser moderne ud. Den hældende skråskrift i konvoluttens øverste venstre hjørne angiver afsenderen som en mrs. Frances Mitchell. Brevet er adresseret til ms. Nancy Mitchell, og der er et eller andet, der rører let på sig bag Angelas navle, da hun læser antikvitetshandlens adresse.

Håndskriften ser usikker ud, selvom Angela kan se, at den engang for mange år siden måtte have været smuk og yndefuld.

BANG!

Hendes hjerte springer op i halsen. Hun kigger over på pigen

med den triste hårfarve, der mumler en undskyldning, mens hun bøjer sig for at samle en stor bog op. Angela tvinger et lille smil frem, hendes hjerte slår stadig hårdt, men pigen vinker farvel med et dæmpet “Tak”, og klokkerne over døren ringler, da hun går ud af butikken og lukker endnu et koldt luftpust ind.

Angela er glad for at være alene igen, og hun lader fingrene glide over kanten af forseglingen med en tydelig fornemmelse af sin egen nyfigenhed. Datoen, som er stemplet med rødt blæk hen over det øverste af konvolutten, fortæller, at brevet blev postet i 2010. Og dog er det forblevet uåbnet. Hvem havde det været tiltænkt? Er brevet ganske enkelt kommet ud af kurs på vej mod dets endelige mål? Men nej, det er vitterlig butikkens adresse, der står foran på det, sammen med det gådefulde navn Nancy Mitchell.

Det var adresseret hertil.

Angela ved, at det teknisk set er ulovligt at åbne andre folks post, men hendes nysgerrighed har besejret hendes moralkodeks.

Hun tager brevkniven af messing fra det stærkt blækplettede sylteglas, de bruger som blyantholder, stikker spidsen ind under hjørnet af konvolutten, og med en tilfredsstillende flænsen river hun den op. Hun trækker brevet ud og åbner det med det yderste af neglene som for at undgå inkriminerende fingeraftryk. Papiret er kraftigt og med en let struktureret overflade. Dyrt. Købt af en, som skrev mange breve og gik op i, at de betød noget.

Angela begynder ivrigt at læse, hendes øjne piler frem og tilbage over siden under det mørke pandehår:

Kære Nancy

Det er min hensigt, at dette brev skal komme dig i hænde, når jeg er væk. Jeg har givet min advokat mr. Klein besked på at

sende det efter min død. Jeg beklager, at det skal være sådan, men jeg har mine grunde, og jeg har villet sikre mig, at du kommer i besiddelse af bestemte oplysninger, der vedrører din egen baggrund.

Nancy, jeg har elsket dig så højt, som en mor kan elske sin datter. Jeg har handlet efter bedste evne, jeg har været den bedste mor, jeg kunne være. Men jeg er også bare et menneske, lille skat, og derfor ikke perfekt.

Der er ingen anden måde at fortælle dig dette på ud over ganske enkelt at skrive ordene: Din far og jeg er ikke dine biologiske forældre. Vi adopterede dig som spæd.

Vi prøvede i årevis, og vi bad hver dag Gud om at give os et barn, men det skete ikke. Derfor begyndte vi at søge efter en lille pige, som vi kunne adoptere, og vores familielæge henviste os til St. Agnes’s Home for Unwed Mothers her i Toronto.

Du blev født på den dag, du kender som din fødselsdag: den 25. april 1961. Vi fik at vide, at din biologiske mor og far var et ungt par, kun teenagere, som ikke var gift og var kommet galt afsted. De havde ingen penge og havde ikke råd til at opfostre dig. De sagde, at din mor frivilligt bortadopterede dig med et tungt hjerte og et håb om, at vi kunne give dig en bedre fremtid, end hun var i stand til, ung og fattig, som hun var. Vores hjerter blødte for hende, men vi takkede Gud for hendes opofrelse og for at give os den dyrebareste gave af alle. Vores lovprisning var hendes sorg.

Vi opfostrede dig og elskede dig som vores egen datter. Præsten og forstanderinden på St. Agnes rådede os til ikke at fortælle dig noget, men ganske enkelt leve vores liv, som om du var vores eget barn fra Gud. De sagde, at det ville være lettere for dig på den måde. Vi fulgte deres råd. Vi troede, at de vidste

bedst. Men der er ikke gået en eneste dag siden dengang, hvor jeg ikke har tvivlet på den beslutning.

Da vi fik dig med hjem, fandt jeg et par bittesmå gule støvler gemt i en fold i det tæppe, de havde svøbt dig i. Jeg gik ud fra, at din biologiske mor havde sendt dem med som et tegn på sin gode vilje, men jeg kunne ikke få mig selv til at bruge dem, så jeg låste dem væk i en sikker skuffe. Jeg var bange for, at du ville se anderledes på mig, hvis jeg fortalte dig om hende, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at hun var et sted derude med et dybt savn efter dig. Jeg prøvede at slippe af med min dårlige samvittighed ved at tænde et lys i kirken og bede for hende hvert år på din fødselsdag.

Men her, min søde skat … det er her, jeg af hele mit hjerte og med hele min sjæl må bønfalde dig om din tilgivelse.

Ikke længe efter dit bryllup opdagede din far og jeg, at du ikke var blevet bortadopteret frivilligt og med håbefuldt hjerte, som vi havde fået at vide. De havde løjet for os, Nancy. Og derefter har vi løjet for dig.

Der var en historie i nyhederne om nogle piger, som havde søgt tilflugt på St. Agnes, men var blevet tvunget til at give deres børn fra sig, nogle gange under trusler eller det, der var værre. Hjemmet blev lukket, kort tid efter at du blev født. Vi havde haft indtryk af, at det blev drevet af gode mennesker. Vi var så desperate efter at få et barn, og vi troede på dem. Vi havde ingen grund til ikke at gøre det. Vi vidste ikke noget. Efter historien i nyhederne åbnede jeg atter skuffen og fandt den vedlagte seddel gemt helt ude i snuden på en af støvlerne. Du kan selv læse den og se, hvad der står, min skat.

Din far syntes stadig ikke, at vi skulle fortælle dig det, ikke engang efter afsløringerne. Og så gik han bort, og jeg fortalte

dig det fortsat ikke. Jeg har ingen undskyldning ud over min egen fejhed. Undskyld, Nancy, undskyld. Hvis dette forløb har lært mig én ting, så er det, at man ikke skal have hemmeligheder. De gnaver og nager som sår og er endnu længere tid om at hele, når først skaden er sket. Den er permanent og ødelæggende, og jeg ønsker mere for dig end det.

Din mor hed Margaret Roberts. Hun var meget yngre end mig, da hun fødte dig, så hun er muligvis stadig i live. Jeg opfordrer dig til at lede efter hende og finde trøst i min død ved at blive genforenet med din Anden Mor, som jeg altid har kaldt hende for mig selv. Jeg ønsker, at du skal bevæge dig videre i dit liv, og jeg håber ikke, at du vil bære nag over for din far og mig.

Jeg har elsket dig med mit hjertes dybeste kærlighed, min skat. Så jeg ved, hvor hårdt det må have været for din Anden Mor, for Margaret. Siden jeg læste hendes seddel, har jeg hver dag bedt til, at hun vil tilgive mig. Jeg har taget mig af hendes barn, mit barn – vores barn – med omsorg. Men det endelige regnskab må vi overlade til Herren. Det er i Hans hænder nu. Tilgiv mig, min skat. Jeg beder til, at vi en dag om mange år vil mødes igen.

Mor

Angela lægger brevet ned på skrivebordet og rækker ud efter æsken med papirservietter for at duppe sine fugtige øjne.

“Hold da kæft.”

Hun tænker på sin egen familie, på den mor, hun kender som mor, og kvinden, der fødte hende, Sheila, som hun endelig mødte for et par år siden. Hun kan slet ikke forestille sig at have levet et helt liv uden at vide, at man er adopteret. Det er en rystende

tanke. Hendes hjerte bløder for hver af disse tre kvinder: datteren, Nancy; hendes mor Frances, som bar den tunge hemmelighed i så mange år, og hvis tilståelse alligevel ikke nåede frem til sin modtager; og Margaret Roberts, som i en skjult seddel havde skrevet, at hun var blevet tvunget til at bortadoptere sit barn …

Sedlen.

“Hvor er den?” spørger Angela den tomme butik. Hun tjekker skrivebordet og bøjer sig derefter ned for omhyggeligt at afsøge gulvet. Da hun ryster konvolutten, flagrer et lille stykke papir ud på bordet som konfetti. Det er gulnet og lidt krøllet. En af kanterne er sveden, som om sedlen på et tidspunkt har været tæt på at blive brændt.

Angela læser den korte, håndskrevne besked. Den er kun tre linjer lang, men hun bliver hængende ved de otte sidste ord, og hendes syn bliver sløret.

Hun genlæser sedlen flere gange, før hun lægger den oven på brevet. Hun har brug for råd. Hun rækker ud efter sin telefon og holder den i hånden, mens hun overvejer, hvem hun skal ringe til først. Derefter scroller hun hurtigt og trykker på navnet, hun holder telefonen op til øret og tørrer en enkelt tåre af kinden.

“Hej, mor. Det er mig. Har du et øjeblik?”