SPQR by Gads Forlag

Andre bøger af Mary Beard Kvinder og magt. Et manifest Laughter in Ancient Rome The Roman Triumph Confronting the Classics Pompeii: The Life of a Roman Town It’s a Don’s Life All in a Don’s Day The Parthenon The Colosseum (med Keith Hopkins)

SPQR.indd 2

02/01/2018 09.17

SPQR Det antikke Roms historie

Mary Beard

PĂĽ dansk ved Anders Nygaard

SPQR.indd 3

02/01/2018 09.17

SPQR Det antikke Roms historie Af Mary Beard Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Mary Beard: SPQR: A History of Ancient Rome Copyright © 2015 Mary Beard Dansk udgave: Copyright © 2018 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05524-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Erik Høvring Projektledelse: Martin Gylling Konsulent: Merete Harding Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: xxx Fotos: Se side xxx Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Tryk: ScandBook Original English language edition first published in 2015 by PROFILE BOOKS LTD, 3 Holford Yard Bevin Way London WC1X 9HD Oversættelsen er støttet af C.E.C. Gads Fond Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Ved oversættelsen af de latinske tekster har jeg valgt at følge Mary Beards egne oversættelser fra latin til engelsk snarere end publicerede danske oversættelser. – OA

SPQR.indd 4

02/01/2018 09.17

Indhold

Kort Prolog: Første kapitel: Andet kapitel: Tredje kapitel: Fjerde kapitel: Femte kapitel: Sjette kapitel: Syvende kapitel: Ottende kapitel: Niende kapitel: Tiende kapitel: Ellevte kapitel: Tolvte kapitel: Epilog: Videre læsning Tidslinje Tak Illustrationer Register

SPQR.indd 5

Roms historie Ciceros stjernestund I begyndelsen Roms konger Roms store spring fremad En større verden Ny politik Fra imperium til kejsere Hjemmefronten Augustus’ forvandlinger Fjorten kejsere Besiddende og besiddelsesløse Rom uden for Rom Det første romerske årtusind

7 15 20 53 91 132 171 212 258 304 347 398 447 488 542 552 582 592 595 603

02/01/2018 09.17

SPQR.indd 6

02/01/2018 09.17

Kort

1 Det tidlige Rom og dets naboer 2 Rom 3 Det romerske Italien 4 Rom i kejsertiden 5 Romernes verden

SPQR.indd 7

02/01/2018 09.17

s pqr

1. Det tidlige Rom og dets naboer

TrasimenersĂ¸en

Clusium (Chiusi)

nn in

Volsinii

RI Ti Tiber be e rn

Vulci

Tarquinii

SA Veji Fidenae

Anio

U I

Lavinium

Tusculum Alb ane rb Aricia jergene

TI UM

Ardea

Praeneste

?Alba Longa

Tibur Gabii

ROM

Ostia

Q AE

Caere (Cerveteri)

Satricum

Antium

S VOL

Tarracina Circeii 0

40 Kilometer

SPQR.indd 8

02/01/2018 09.17

Vi mi na l

iri

na l

2. Rom

Campus Martius Capitoline Capitol (Capitolium) (Capitolium)

FO Tiber Island Tiberøen

re be Ti

nnere uuiliili EEsqsq øjen h Fagutal Oppius lia

PalatinerPalatine højen (Palatium) (Palatium)

ius

Caelian Cæliushøjen (Caelius)

Extent of BCE i 4th Century Bymuren walls det 4. årh. f.Kr.

Aventinerhøjen Aventine

300

600 meter

SPQR.indd 9

02/01/2018 09.17

ine Rh

Danube

Aquincum

s pqr be Danu

P S A L

3. Det romerske Italien Comum GALLIA CISALPINA

Patavium

bic on

E N N I N E R N Arno E

I AE

Cosa Aleria

Perusia

N BRIE UM

Asculum

Fucinosøen Tivoli Ani o Lir Tusculum is Arpinum Fregellae

Allia ROM Ostia

CORSICA

Trasimenersøen

Sentinum

E PIC

ELBA

I L LY R I C U

P P LI GU RI EN Carrara

Antium Astura

Formiae

Cumae Puteoli Pithecusae Herculaneum

APU De Caudinske Pas

Napoli

Cannae

Teanum Capua

CAMPANIEN

Vesuv Pompeji Pompeii

LIE IAN

Via A p

pia

Brundisium Tarentum

LUCANIEN

CAPRI

Heraklea

SARDINIA

RHE

NSK

E HA V BRU

T TIU

TYR

Taormina Etna

S I C I L I A 0

150

Messinastrædet

SICILIA

225 kilometer

NSK

A E H

A F R I C A

SPQR.indd 10

02/01/2018 09.17

4. Rom i kejsertiden

Augustus’ mausoleum Ara Pacis

Hadrians mausoleum

N IRI

Diocletians Diokletians termer

Marcus Aurelius’ søjle Pantheon

VIMINAL Trajans Forum og Trajansøjlen Augustus’ Forum Julius Cæsars Forum Titusbuen

Pompejusteatret

Marcellusteatret Tiberøen Templet for Jupiter Optimus Maximus

Forum Romanum

PAL ATI N Palads

Trajans termer

ILI

Rester af Det Gyldne Hus Colosseum

Circus Maximus

n re

AVENTIN Caracallas termer

Monte Testaccio 0

300

Scipionernes grav

600 meter

0 0

FORUM ROMANUM

300 300

600 metres 600 yards

Curia Septimius Basilica Aemilia SevereusAntoninus og buen Comitium FaustinaUmbilicus Sorte sten templet (Lapis niger) SepulConcordiaVia Sacra cretum templet Rostra Divus Julius- Regia templet Lacus Vespasians Curtius tempel Vestatemplet SaturnVestalindernes Castor og templet hus PolluxBasilica Julia templet Lacus Juturna Tullianum

SPQR.indd 11

02/01/2018 09.17

s pqr

5. Romernes verden CALEDONIA Hadrians Mur

Arbeia Vindolanda Eburacum

HIBERNIA Viriconium

BRITANNIA al

GERMANIA en

e Kan Engelsk

in Rh

Colchester Bath (Aquae Sulis) London Fishbourne Chichester

Elb

TeutoburgerSkoven

Waldgirmes Da

nub

A T L A N T E R H A V E T

L LL I E N GAU Rhône

E ALP

Aquileia PANNONIA

CORSICA

Tarraco

Don

ILLY RICU M Salona

Ravenna

IT A

Massilia (Marseilles)

LUSITANIA Emerita Augusta

DACIA

RNE

La Graufesenque

H I S PA N I A

Vindobona NORICUM

RAETIA

ROM

Italica

SICILIA Tiddis

MAURETANIA

Timgad

Utica Karthago Zama

PELOPONNES ANTIKYTHERA

Athen S Korinth DELOS Sparta Gytheion

M I D D E L Leptis Magna

Kyrene

S A H A R A Ø R K E N E N

Battles Slag 200

Syracus

400

600 kilometer

SPQR.indd 12

Delfi

NUMIDIA

AFRIC A

Farsalos

Nikopolis Actium

Carteia

Abd

THESSALIEN THESSALY CORFU

Balearerne

Baetis

Philippi MACEDON MAKEDONIEN

Brundisium

SARDINIA

Corduba

MOESI RAC T H Ko

02/01/2018 09.17

ANIA

SP I HA SK E V

nub

KRIM

Vindobona NORICUM

DACIA

Aquileia PANNONIA

Odessos

ILLY RICU M Salona

Ravenna

MOESIA E RAC T H Konstantinopel

Philippi MACEDON MAKEDONIEN

Brundisium

Troja Pergamon

Farsalos

Nikopolis Actium

SICILIA

Delfi

CHIOS SAMOS

Athen Korinth DELOS Sparta Gytheion

PELOPONNES ANTIKYTHERA

Syracus

LESBOS

BIT GALATIEN Nikomedia Ankyra Nikæa

Tig r

Edessa

ASI

Teos Afrodisias Hierapolis Aspendus Efesos Halikarnassos Knidos

Antiochia

Kaunos

RHODOS

KRETA

Kyrene

MESOPOTAMIEN MESOPOTAMIA

KILIKIEN

Emesa

Palmyra

JUDÆA Det Døde Hav

ARABIA

Alexandria SINAI

Nile

E N E N

Masada Petra

Damaskus

Jerusalem

PAR THIA

hrate

SYRIEN

Sidon Tyrus

CYPERN

Carrhae Eup

Salamis

T M I D D E L H A V E Leptis Magna

ARMENIEN

PONTUS

IEN

N HY

Abdera

THESSALIEN THESSALY CORFU

go a

HAVET RTE SO

Don

Mons Claudianus Dendera

AXUM

SPQR.indd 13

02/01/2018 09.17

SPQR.indd 14

02/01/2018 09.17

Prolog

Roms historie

Antikkens Rom er vigtig. Hvis vi vælger at ignorere romerne, lukker vi ikke kun øjnene for den fjerne fortid. Rom bidrager stadig til at definere den måde, vi forstår vores verden på, og hvordan vi ser os selv, fra sofistikerede teorier til lavkomedier. Efter 2000 år understøtter Rom stadigvæk Vestens kultur og politik, hvad vi skriver, og hvordan vi betragter verden samt vores egen plads deri. Mordet på Julius Cæsar den 15. marts 44 f.Kr. har udgjort en skabelon for og undertiden en akavet retfærdiggørelse af tyranmord lige siden. Indretningen af Romerrigets territorium ligger til grund for den politiske geografi i det moderne Europa. Den vigtigste årsag, til at London er Storbritanniens hovedstad, er, at romerne gjorde byen til hovedstad i deres provins Britannia – et farligt sted, der, som de så det, lå hinsides det store ocean, som omgav den civiliserede verden. Rom har givet os idéer om både frihed og borgerret og om imperialistisk udbytning, sammen med den terminologi, der anvendes inden for moderne politik, fra ‘senatorer’ til ‘diktatorer’. Vi bruger stadig romerske talemåder, fra ’jeg frygter grækerne, også når de kommer med gaver’, til ‘brød og skuespil’ og ‘at spille lyre, mens Rom brænder’ – selv ‘hvor der er liv, er der håb’. Og Rom har fremkaldt latter, ærefrygt og rædsel hos os i nogenlunde ligelige mængder. Gladiatorerne er lige så populære nu, som de nogensinde har været. Vergils store episke digt om Roms grundlæggelse, Æneiden, har næsten helt sikkert fundet flere læsere i det 20. århundrede e.Kr. end i det 1. århundrede e.Kr. Ikke desto mindre har historien 15

SPQR.indd 15

02/01/2018 09.17

s pqr

om antikkens Rom forandret sig dramatisk gennem de seneste 50 år, og endda endnu mere i de næsten 250 år siden Edward Gibbon skrev Det romerske riges forfald og undergang, hans meget personlige historiske eksperiment, der kom til at indlede det moderne studium af Romerrigets historie i den engelsktalende verden. Det skyldes til dels nye måder at anskue det gamle materiale på og de nye og anderledes spørgsmål, vi vælger at stille i forbindelse med det. Det er en farlig myte, at vi skulle være bedre historikere end vores forgængere. Det er vi ikke. Men vi går til den romerske historie med andre prioriteringer – fra kønsidentitet til fødevareforsyning – som får den antikke fortid til at tale til os på en ny måde. Der har også været en usædvanlig række af nye opdagelser – i jorden, under vandet, sågar materiale, der havde været forsvundet i biblioteker – som giver os nyt fra antikken, der fortæller os mere om oldtidens Rom end nogen historiker nogensinde tidligere ville kunne have kendt til. Vi har nu adgang til et rørende manuskript, som dukkede op i et græsk kloster så sent som i 2005, skrevet af en romersk læge, hvis værdifulde ejendele lige var gået op i luer. Vi har vrag fra fragtskibe, som ikke nåede frem til Rom med deres fremmede skulpturer, møbler og glasvarer, der var bestemt for de riges hjem, og vin og olivenolie, som var en del af de daglige fornødenheder for alle. I skrivende stund er videnskabsfolk i færd med at undersøge boreprøver fra Grønlands indlandsis for – selv så langt væk – at finde spor af forureningen fra den romerske industri. Andre lægger menneskeekskrementer, som er fundet i et latrin i Herculaneum i Syditalien, under mikroskop for at undersøge, hvad den almindelige hverdagskost, der kom ind i – og ud af – deres fordøjelsessystem bestod af. Masser af æg og søpindsvin udgør en del af svaret. Den romerske historie omskrives hele tiden og er altid blevet det; på nogle områder kender vi mere til oldtidens Rom end romerne selv. Romersk historie er med andre ord stadig under udarbejdelse. Denne bog er mit bidrag til dette større projekt. Her giver jeg min version af, hvorfor det har betydning. Titlen, SPQR, er en kendt romersk forkortelse for vendingen Senatus Populusque Romanus, 16

SPQR.indd 16

02/01/2018 09.17

Rom s hi s tori e

‘senatet og det romerske folk’. Bogen er drevet frem af min egen nysgerrighed med hensyn til romersk historie, af en overbevisning om, at det stadig er værd at have en dialog med det antikke Rom, og af spørgsmålet om, hvordan en lille og ikke særlig bemærkelsesværdig landsby i det centrale Italien blev en så dominerende magt over et så stort område, der strakte sig over tre kontinenter. Dette er en bog om, hvordan Rom voksede og opretholdt sin stilling i så lang tid, ikke om, hvordan Rom forfaldt og gik under, hvis riget da nogensinde gjorde det i den forstand, Gibbon forestillede sig det. Historikerne kan konstruere en passende afslutning til deres Romerrige-historier på mange måder; nogle har valgt kejser Konstantins omvendelse til kristendommen på sit dødsleje i 337 e.Kr. eller plyndringen af byen i 410 e.Kr. af Alarik og hans visigoter. Min ender på det tidspunkt, i 212 e.Kr., hvor kejser Caracalla gjorde alle frie indbyggere i Romerriget til romerske borgere, hvorved forskellen mellem erobrer og erobret faldt bort, og processen med at udvide rettighederne og privilegierne for de romerske borgere, som var begyndt næsten 1000 år forinden, blev fuldbragt. SPQR er imidlertid ikke kun et udtryk for beundring. Der er meget i den klassiske verden – både i den romerske og i den græske – der kan pirre vores interesse, og som påkalder sig opmærksomhed. Vores verden ville være uendelig fattigere, hvis vi ikke blev ved med at beskæftige os med deres. Men beundring er noget andet. Som et barn af min egen tid stejler jeg, når jeg hører folk tale om ’store’ romerske erobrere eller om Roms ’store’ imperium. Jeg har forsøgt at lære at se tingene fra den anden side også. SPQR forsøger at imødegå nogle af de myter og halve sandheder om Rom, som jeg selv og mange andre voksede op med. Romerne lagde ikke ud med en stor plan om at erobre hele verden. Selv om de til sidst omtalte deres rige som en form for skæbnebestemt nødvendighed, så er de motivationer, som oprindelig lå bag deres militære ekspansion gennem Middelhavsområdet og videre endnu, stadig en af historiens store gåder. Da romerne vandt deres rige, trampede de ikke brutalt hen over uskyldige folkeslag, der passede sig selv i fred 17

SPQR.indd 17

02/01/2018 09.17

s pqr

og harmoni, indtil legionerne dukkede op i horisonten. De romerske sejre var uden tvivl brutale. Julius Cæsars erobring af Gallien er ikke uden grund blevet kaldt et folkemord, og det blev dengang kritiseret af romere med et tilsvarende ordvalg. Men Rom ekspanderede ikke ind i en verden med samfund, der levede i fred med hinanden. Der var konstant vold, med rivaliserende magtbaser, der var støttet af militær magt (der fandtes ikke nogen virkelig alternativ støtte), og småimperier. De fleste af Roms fjender var lige så militaristiske som romerne, men af årsager, som jeg vil forsøge at forklare, så vandt de ikke. Rom var ikke bare det antikke Grækenlands brutale lillebror, som engagerede sig i ingeniørkunst, militær effektivitet og absolutisme, hvor grækerne foretrak filosofiske undersøgelser, teater og demokrati. Nogle romere holdt af at foregive, at det var tilfældet, og det har været belejligt for mange moderne historikere at fremstille antikkens verden som en enkel tvedeling mellem to meget forskellige kulturer. Det er, som vi skal se, misvisende for begge parters vedkommende. De græske bystater var lige så opsatte på at vinde militære slag, som romerne var det, og de fleste havde ikke meget at gøre med det kortvarige demokratiske eksperiment i Athen. Flere romerske forfattere var langtfra tankeløse fortalere for den imperiale magt, men derimod blandt de heftigste kritikere af imperialismen, der nogensinde har levet. ‘De skaber en ørken og kalder det fred’ er en formulering, der ofte har opsummeret konsekvenserne ved militære erobringer. Den blev skrevet i det 2. århundrede e.Kr. af den romerske historiker Tacitus i en kommentar til romervældet i Britannien. Roms historie er en stor udfordring. Der findes ikke nogen enkelthistorie om Rom, især ikke efter at den romerske verden havde ekspanderet til langt uden for Italien. Roms historie er ikke den samme som det romerske Britanniens eller det romerske Africas historie. Jeg vil først og fremmest koncentrere mig om byen Rom og om det romerske Italien, men jeg vil også være opmærksom på at få Rom anskuet udefra, betragtet af dem, der levede i rigets fjernere områder 18

SPQR.indd 18

02/01/2018 09.17

Rom s hi s tori e

som soldater, oprørere eller ambitiøse kollaboratører. Det er også nødvendigt at skrive meget forskellige former for historie om de forskellige perioder. Om Roms tidligste historie, og da den ekspanderede i det 4. århundrede f.Kr. fra en lille landsby til en magtfaktor på Den Italiske Halvø, findes der overhovedet ingen samtidige beretninger skrevet af romere. Historien må nødvendigvis være en dristig rekonstruktion, som presser så meget som muligt ud af de enkelte levn – et potteskår eller nogle få bogstaver hugget ind i sten. Blot tre århundreder senere er problemet det omvendte: hvordan man finder mening i den store mængde af konkurrerende samtidige beretninger, der kan true med at forplumre den tydelige fortælling. Romersk historie kræver desuden en særlig fantasi. At udforske oldtidens Rom fra det 21. århundrede er lidt ligesom linedans: en meget svær balancekunst. Hvis man ser til den ene side, virker alting betryggende velkendt: Der foregår samtaler, vi umiddelbart kunne tage del i, om frihedens beskaffenhed eller om seksuelle problemer; der er bygninger og monumenter, vi kan genkende, og der leves et familieliv, vi kan forholde os til, med alle de besværlige teenagere, og der er vittigheder, vi kan forstå. På den anden side virker det som et fuldstændig fremmed land. Her hentydes ikke bare til slaveriet, til snavset (der var ikke noget, der mindede om et renovationsvæsen i oldtidens Rom), nedslagtningen af mennesker i arenaen og dødsfald som følge af sygdomme, hvis behandling vi i dag tager for givet. Der var også de nyfødte, som blev kastet ud på affaldsdyngerne, der var barnebrudene og de flamboyante eunukpræster. Det er en verden, som vi vil indlede udforskningen af med udgangspunkt i et helt særligt tidspunkt i den romerske historie, som romerne selv aldrig holdt op med at spekulere over, og som moderne forfattere, fra historikere til dramatikere, aldrig er holdt op med at debattere. Det giver den bedste indføring til nogle af nøglepersonerne i det gamle Rom, til rigdommen i romernes diskussion af deres egen fortid og til de måder, hvorved vi stadig genovervejer og forsøger at få det til at give mening – og til hvorfor historien om Rom og dets Senat og folk stadig er vigtig.

SPQR.indd 19

02/01/2018 09.17

Første kapitel

Ciceros stjernestund

SPQR: 63 f.Kr. Vores historie om det gamle Rom begynder i midten af det 1. århundrede f.Kr., mere end 600 år efter byens grundlæggelse. Den begynder med tegn på revolution, med en terroristisk sammensværgelse om at ødelægge byen, med hemmelige operationer og offentlige tirader, med et slag, som blev udkæmpet romere mod romere, og med borgere, der (uskyldige eller ej) blev arresteret og summarisk henrettet af hensyn til den indre sikkerhed. Året er 63 f.Kr. På den ene side finder vi Lucius Sergius Catilina, en utilfreds, falleret aristokrat og arkitekten bag en sammensværgelse, der, mente man, gik ud på at myrde Roms valgte embedsmænd og brænde byen ned – og samtidig afskrive al gæld for både rige og fattige. På den anden side har vi Marcus Tullius Cicero (herefter blot ‘Cicero’), den berømte orator, filosof, præst, digter, politiker, skønånd og fortæller, som var en af dem, der skulle myrdes – og en mand, der aldrig hørte op med at anvende sit retoriske talent til at prale med, hvordan han havde afsløret Catilinas forfærdelige sammensværgelse og reddet staten. Dette var hans stjernestund. I 63 f.Kr. var Rom en kolossal storby med mere end en million indbyggere, større end nogen anden europæisk by før 1800-tallet, og selv om byen endnu ikke havde nogen kejsere, beherskede den 20

SPQR.indd 20

02/01/2018 09.17

et område, der strakte sig fra Spanien til Syrien og fra Sydfrankrig til Sahara. Den var en blanding af luksus og snavs, af frihed og udbytning, af stolte borgere og morderisk borgerkrig. I de følgende kapitler vil vi skue meget længere tilbage i tiden, helt til begyndelsen af Roms historie og til det romerske folks tidligste bedrifter inden for krigsførelse såvel som inden for andre områder. Vi vil overveje, hvad der ligger bag nogle af disse fortællinger om det tidlige Rom, som vækker genklang den dag i dag, fra ‘Romulus og Remus’ til ‘Lucretias voldtægt’. Og vi vil gentage spørgsmål, som historikerne har stillet lige siden antikken. Hvordan, og hvorfor, voksede en almindelig lille by i det centrale Italien sig større end nogen anden by i oldtidens Middelhavsområde og kom til at kontrollere et så kolossalt rige? Hvad var det, om noget, der var særligt ved romerne? Men med hensyn til Roms historie giver det ikke megen mening at starte helt ved begyndelsen. Det er først i det 1. århundrede f.Kr., at vi kan begynde at udforske Rom tæt på og i levende detaljer gennem samtidens øjne. En usædvanlig rigdom af ord har overlevet fra denne periode: fra private breve til offentlige taler, fra filosofi til poesi – episk og erotisk, lærd og direkte fra gaden. Takket være alt dette er vi i stand til at følge Roms toppolitikeres intriger fra dag til dag. Vi kan følge deres prangeri og deres studehandler og få et glimt af dolkestødene, både de overførte og de bogstavelige. Vi får endda en fornemmelse af deres privatliv: deres ægteskabelige problemer, deres pengekvaler og deres sorg, når deres elskede børn eller undertiden deres afholdte slaver døde. Der er ingen tidligere periode i Vestens historie, som det er muligt at komme til at kende så godt eller så intimt (vi har ikke i nærheden af så rige og varierede kilder fra det klassiske Athen). Det er ikke før renæssancens Firenze, mere end 1000 år senere, at vi igen finder et sted, vi kan komme til at kende med en sådan detaljerigdom. Det var også i det 1. århundrede f.Kr., at de romerske forfattere selv systematisk begyndte at studere deres bys og deres riges tidlige århundreder. Der var helt sikkert en nysgerrighed omkring Roms

SPQR.indd 21

02/01/2018 09.17

s pqr

fortid, der gik endnu længere tilbage. Vi kan for eksempel stadig læse en analyse af byens vej til magten skrevet af en græsk indbygger i midten af det 2. århundrede f.Kr. Men det var først fra det 1. århundrede f.Kr., at de romerske lærde og kritikere begyndte at stille mange af de historiske spørgsmål, vi stadig stiller. Ved en proces, som kombinerede lærd forskning med en god portion konstruktiv opfindsomhed, fik de flikket en version af det tidlige Rom sammen, som vi stadig læner os op ad. Vi betragter stadig, i det mindste delvis, den romerske historie gennem øjne fra det 1. århundrede f.Kr., eller sagt på en anden måde, den romerske historie, som vi kender den, begyndte her. 63 f.Kr. er et vigtigt år i dette afgørende århundrede. Det var et tidspunkt, hvor byen var tæt på at blive ramt af en katastrofe. Rom stod over for farer og nederlag mange gange i løbet af de 1000 år, vi vil udforske i denne bog. For eksempel besatte en gruppe plyndrende gallere byen i omkring 390 f.Kr. I 218 f.Kr. krydsede den kartagiske feltherre Hannibal Alperne med sine 37 elefanter og påførte romerne forfærdelige tab, før de til sidst blev i stand til at nedkæmpe ham. Romerne vurderede, at tabene under Slaget ved Cannae i 216 f.Kr. beløb sig til op mod 70.000 dræbte på en enkelt eftermiddag, hvilket gør det til et blodbad på linje med Slaget ved Gettysburg eller den første dag under Slaget ved Somme, måske endda større endnu. En trussel, som var næsten lige så frygtelig i romernes øjne, var, da en sammenblandet styrke af forhenværende gladiatorer og bortløbne slaver under ledelse af Spartacus i 70’erne f.Kr. viste sig i stand til at nedkæmpe nogle dårligt trænede legioner. Romerne var aldrig så uovervindelige på slagmarken, som vi ofte antager, eller som de selv foretrak at tro. Men i 63 f.Kr. stod de over for en indre fjende, en terroristisk sammensværgelse i hjertet af det romerske samfundssystem. Historien om denne krise kan vi stadig følge i detaljer, dag for dag, nogle steder time for time. Vi ved, lige nøjagtig hvor mange af hændelserne fandt sted, og enkelte steder kan vi stadig se nogle af de samme monumenter, som dominerede skuepladsen i 63 f.Kr. Vi er i 22

SPQR.indd 22

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

stand til at følge de hemmelige operationer, som gav Cicero viden om sammensværgelsen, og se, hvordan Catilina blev tvunget ud af byen til sin improviserede hær nord for Rom og ind i et slag med de officielle romerske legioner, som kom til at koste ham livet. Vi kan også få et glimt af nogle af de påstande, polemikker og mere åbne spørgsmål, krisen fremprovokerede, og som den stadigvæk gør det. Ciceros barske respons – herunder de summariske henrettelser – præsenterer på en meget direkte måde spørgsmål, som nager os den dag i dag. Er det legitimt at eliminere ‘terrorister’ uden at tage hensyn til de juridiske processer? I hvor vid udstrækning kan man suspendere bor-

1. De svære buer og søjler i Tabularium, som er bygget ind i Michelangelos Palazzo ovenfor, kan stadig ses ved den ene ende af Forum Romanum. Det blev anlagt, blot nogle få årtier før Cicero var konsul i 63 f.Kr., og må have fremstået som en af de prægtigste nyere arkitektoniske frembringelser. Det står ikke klart, hvad der var bygningens funktion. Den må have været en offentlig bygning af en eller anden slags, men ikke nødvendigvis det ‘arkiv’ (tabularium), som man ofte har ment, at det var.

SPQR.indd 23

02/01/2018 09.17

s pqr

gerrettighederne af hensyn til den indre sikkerhed? Romerne holdt aldrig op med at diskutere Den Catilinariske Sammensværgelse, som den er blevet kaldt. Var Catilina helt igennem ond, eller kunne man argumentere for, at der var formildende omstændigheder forbundet med hans handlinger? Hvor høj var den pris, man betalte for at afværge revolutionen? Begivenhederne i 63 f.Kr., og slagordene i den forbindelse, blev ved med at give genlyd igennem Vestens historie. Nogle af de selv samme udsagn, der fremkom under de ophedede debatter, som fulgte efter afsløringen af sammensværgelsen, finder stadig anvendelse i vor tids politiske retorik, og de bliver stadig, som vi skal se, brugt på plakater og bannere, ja, selv på tweets i forbindelse med moderne politiske protestaktioner. Uanset om sammensværgelsen var berettiget eller ej, fører den os til hjertet af Roms politiske liv i det 1. århundrede f.Kr., til byens konventioner, dens kontroverser og dens konflikter. Den giver os dermed mulighed for at få et glimt af, hvordan Senatet og det romerske folk handlede – de to institutioner, hvis navne er indlejret i titlen: SPQR (Senatus Populusque Romanus). Hver for sig og undertiden i bitter modsætning udgjorde de hjørnestenene i den politiske autoritet i Rom i det 1. århundrede f.Kr. Tilsammen udgjorde de et kort slagord for den romerske stats legitime magt, et slagord, som har holdt sig gennem hele den romerske historie, og som fortsat anvendes i Italien i det 21. århundrede e.Kr. Ydermere har Senatet (minus Populusque Romanus) givet navn til moderne lovgivende forsamlinger over hele verden, fra USA til Rwanda. Persongalleriet under krisen omfatter nogle af de berømteste skikkelser fra den romerske historie. Gajus Julius Cæsar, som på det tidspunkt var i 30’erne, gav et radikalt bidrag til debatten om, hvordan man burde straffe de sammensvorne. Marcus Licinius Crassus, den romerske rigmand, som bemærkede, at man ikke kunne betragte en mand som rig, hvis han ikke havde penge til at opstille sin egen private hær, spillede en mystisk rolle bag kulisserne. Men i hovedrollen, 24

SPQR.indd 24

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

Dette billede er for lavt opløst. 166%

2. SPQR findes stadig skrevet over hele Rom, på alt fra kloakdæksler til skraldespande. Det kan spores tilbage til Ciceros tid, hvilket gør det til en af historiens mest sejlivede forkortelser. Den har selvfølgelig også givet anledning til parodier. ’Sono Pazzi Questi Romani’ er en italisk favorit: De er skøre, de romere.

som Catilinas vigtigste modstander, finder vi den person, som det er muligt at komme til at kende bedre end nogen anden i den antikke verden. Ciceros taler, oplysende skrifter, breve, vittigheder og poesi fylder stadig snesevis af bind. Der er ingen anden i antikken før Augustin – kristen helgen, produktiv teolog og ivrig selvransager – 450 år senere, hvis tilværelse er dokumenteret så omfattende med hensyn til såvel sit offentlige som sit private liv, at det har været muligt at rekonstruere en plausibel biografi i moderne forstand. Det er hovedsagelig gennem Ciceros skrifter, gennem hans øjne og fordomme, at vi kan betragte den romerske verden i det 1. århundrede f.Kr. og en stor del af byens historie frem til hans egen tid. Året 63 f.Kr. var vendepunktet for Ciceros karriere, for det blev aldrig helt så godt for ham siden hen. Hans karriere endte 20 år senere som en fiasko. Stadig overbevist om sin egen vigtighed og til tider et navn, man kunne mane frem, men ikke længere i forreste række, 25

SPQR.indd 25

02/01/2018 09.17

s pqr

blev han myrdet under de borgerkrige, der fulgte efter mordet på Julius Cæsar i 44 f.Kr., og fik sit hoved og højre hånd sømmet op i Roms centrum, så alle kunne se det – og mishandle og spotte det. Ciceros brutale endeligt var et forvarsel om en endnu større revolution i det 1. århundrede f.Kr., som begyndte med en form for folkelig politisk magt, også selv om det måske ikke præcis var et ‘demokrati’, og endte med en autokrat sikkert på tronen og Romerriget under enkeltmandsstyre. Selv om Cicero nok ‘reddede staten’ i 63 f.Kr., så er sandheden, at den stat, i den form, som han kendte den, ikke kom til at overleve ret meget længere. Der var en anden revolution i vente, som skulle blive langt mere vellykket end Catilinas. Ud over ‘senatet og det romerske folk’ tilføjedes snart den anmassende ‘kejser’, som blev realiseret med en række autokrater, der kom til at udgøre en del af Vestens historie. De blev smigret og latterliggjort, adlydt og ignoreret gennem århundreder. Men den historie kommer først senere i SPQR. Lige nu skal vi træde ind i et af de mest mindeværdige, vægtige og allermest afslørende øjeblikke i hele den romerske historie.

Cicero mod Catilina Konflikten mellem Cicero og Catilina var til dels et sammenstød mellem politiske ideologier og ambitioner, men det var også et sammenstød mellem mænd med meget forskellige baggrunde. De stod begge på, eller meget nær, højdepunktet inden for romersk politik, men her hører lighederne så også op. Deres modsætningsfulde karrierer er faktisk et klart billede på, hvor forskelligartet det politiske liv kunne være i Rom i det 1. århundrede f.Kr. Catilina, den aspirerende revolutionære, havde en mere konventionel, mere privilegeret og tilsyneladende mere sikker start på såvel tilværelsen som på sin politiske karriere. Han kom fra en fin gammel familie, som kunne spore slægten tilbage gennem århundreder til Roms mytiske grundlæggere. Det sagdes, at hans forfader Serges 26

SPQR.indd 26

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

tus var flygtet fra Østen sammen med Æneas efter Den Trojanske Krig, før byen Rom overhovedet fandtes. Blandt hans blåblodede forfædre havde hans oldefar været helt i krigen mod Hannibal og blev yderligere berømt, fordi han var den første, som vides at have deltaget i kamp med en kunstig hånd – formentlig blot en metalkrog, der erstattede hans højre hånd, som han havde mistet i et tidligere slag. Catilina selv havde en succesrig tidlig karriere og blev valgt til en række laverestående politiske embeder, men i 63 f.Kr. var han på fallittens rand. En række forbrydelser klæbede til hans navn, fra mordet på sin første hustru og sin egen søn til sex med en vestalinde. Uanset hans dyre laster stammede hans økonomiske problemer dog hovedsagelig fra hans gentagne forsøg på at blive valgt til en af de to konsuler, de mest magtfulde politiske embeder i byen. Valgkampe i Rom kunne være en kostbar affære. I det 1. århundrede f.Kr. krævede det en form for overdådig gavmildhed, som det ikke altid er lige let at skelne fra bestikkelse. Der stod meget på spil. De mænd, som havde heldet med sig ved valgene, havde mulighed for at genvinde deres udgifter på lovlig eller ulovlig vis med nogle af de frynsegoder, der fulgte med embedet. De uheldige – og ligesom med militære nederlag var der langt flere af disse i Rom, end man almindeligvis går ud fra – sank i dybere og dybere gæld. Sådan stod Catilina, efter at han var blevet slået ved de årlige konsulvalg i både 64 og 63 f.Kr. Selv om historien almindeligvis fortæller, at han havde lænet til den side før, så havde han nu ikke mange andre muligheder end at gribe til ‘revolution’ eller ‘direkte aktion’ eller ‘terrorisme’, hvad man så end vælger at kalde det. Han gjorde fælles sag med andre overklassedesperadoer, der befandt sig i tilsvarende problemer, og søgte at vinde støtte fra de utilfredse fattige inde i byen, samtidig med at han samlede sin interimistiske hær uden for. Og der var ingen ende på hans raske løfter om gældsafskaffelse (en af de allermest afskyelige former for radikalisme i den romerske jordbesiddende klasses øjne) eller på hans dristige trusler om at dræbe de ledende politikere eller sætte ild til hele byen. Eller sådan var det i hvert fald, at Cicero, som var en af dem, der 27

SPQR.indd 27

02/01/2018 09.17

s pqr

mente, at han selv var blevet udvalgt til at blive myrdet, opsummerede sin modstanders motiver og mål. Hans baggrund var meget forskellig fra Catilinas. Han kom fra en velhavende jordbesiddende familie, sådan som alle de vigtige romerske politikere gjorde det. Han kom imidlertid ikke fra hovedstaden, men fra den lille by Arpinum, omkring 100 kilometer fra Rom, eller mindst en dagsrejse med oldtidens rejsehastighed. Selv om hans slægt må have spillet en vigtig rolle lokalt, var der ingen i hans familie før ham, der nogensinde havde spillet en vigtig rolle i Roms politiske liv. Cicero havde ingen af Catilinas fordele, så han støttede sig til sin medfødte begavelse, på de forbindelser på højeste niveau, som han ivrigt dyrkede – og på at tale sig vej til toppen. Det, der havde gjort ham kendt, var hans rolle som stjerneadvokat ved de romerske domstole, og den berømmelse samt de fremtrædende støtter, dette gav ham, betød, at han havde nemt ved at blive valgt til alle de påkrævede laverestående embeder efter tur, akkurat ligesom Catilina. Men i 64 f.Kr., hvor det mislykkedes for Catilina, lykkedes det for Cicero at vinde kapløbet for det følgende års konsulat. Denne succes havde ikke været givet på forhånd. Trods sin berømmelse havde Cicero det handicap, at han var en ‘ny mand’, som romerne kaldte dem uden politiske forfædre, og på et tidspunkt lader det endda til, at han overvejede at indgå en valgalliance med Catilina, uanset dennes anløbne omdømme. Men i sidste ende var det de indflydelsesrige vælgere, der gjorde udslaget. Det romerske valgsystem gav helt åbent de riges stemmer større vægt, og mange af dem må, trods deres snobbede ringeagt over for Cicero og hans status som ’ny mand’, have regnet med, at han var en bedre kandidat end Catilina. Nogle af hans rivaler sagde, at han kun var ‘logerende’ i Rom, en ‘deltidsborger’, men han fik flest stemmer. Catilina endte på en tredjeplads og tabte dermed. På andenpladsen, valgt som den anden konsul, var Gajus Antonius Hybrida, en onkel til den mere berømte Marcus Antonius, hvis omdømme skulle vise sig ikke at være stort bedre end Catilinas. I sommeren 63 f.Kr. lader det til, at Cicero havde fået nys om en 28

SPQR.indd 28

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

klar trussel fra Catilina, der prøvede lykken som kandidat endnu en gang. Med sin autoritet som konsul fik Cicero udsat den næste valg runde, og da han endelig lod valgene finde sted, troppede han op til valgstedet med en bevæbnet livvagt og iført et militært brystharnisk, som var synligt under hans toga. Det var teatralsk, og kombinationen af civil og militær påklædning stak ud på en foruroligende måde, næsten som hvis en moderne politiker trådte ind i den lovgivende forsamling iført jakkesæt og med en maskinpistol slynget over skulderen. Men det virkede. Skræmmetaktikken sikrede, sammen med Catilinas højlydt populistiske program, at han endnu en gang blev slået. En påstand om, at han var ludfattig og kæmpede på vegne af andre ludfattige, bidrog næppe til at højne hans popularitet blandt elitevælgerne. Umiddelbart efter valget, på et tidspunkt i det tidlige efterår, begyndte Cicero at få meget klarere efterretninger om en voldelig sammensværgelse. Han havde igennem lang tid fået drypvise meddelelser fra en veninde til en af Catilinas ‘medskyldige’, en kvinde ved navn Fulvia, som mere eller mindre var blevet dobbeltagent. Nu, takket være endnu et forræderi på den anden side og med velhaveren Marcus Crassus som mellemmand, fik han et bundt breve i hænderne, som belastede Catilina direkte og henviste til de forfærdelige blodsudgydelser, der var planlagt – efterretninger, der snart blev suppleret af troværdige rapporter om væbnede styrker, der samlede sig nord for byen som støtte for opstanden. Endelig, efter at have undgået et mordforsøg, der var planlagt til den 7. november, takket være et tip fra Fulvia, sammenkaldte Cicero Senatet til et møde den følgende dag, så han formelt kunne anklage Catilina og skræmme ham væk fra Rom. Senatorerne havde allerede i oktober udstedt et dekret, der hen stillede til Cicero (eller gav ham tilladelse til) som konsul at ‘sikre, at staten ikke vil lide overlast’, hvilket stort set var oldtidens version af moderne ’undtagelsestilstand’ eller ’terrorforebyggelse’, og mindst lige så omstridt. Nu, den 8. november, lyttede de, mens Cicero gennemgik hele sagen mod Catilina i et hårdt og velunderbygget 29

SPQR.indd 29

02/01/2018 09.17

s pqr

angreb. Det var en fantastisk blanding af raseri, harme, selvkritik og tilsyneladende solide kendsgerninger. Det ene minut mindede han forsamlingen om Catilinas berygtede fortid, det næste beklagede han, ikke videre troværdigt, at han selv ikke havde reageret på faren tilstrækkelig hurtigt, derefter blotlagde han sammensværgelsens præcise detaljer – i hvis hus de sammensvorne havde samlet sig, på hvilke datoer, hvem der var indblandet, og hvad nøjagtigt deres planer gik ud på. Catilina var mødt frem for personligt at imødegå anklagerne. Han bad senatorerne om ikke at tro på alt, hvad de fik fortalt, og kom med nogle hentydninger til Ciceros beskedne baggrund, sammenlignet med hans egne fremtrædende forfædre og deres storslåede bedrifter. Men han må have indset, at hans stilling var håbløs, og i løbet af natten forlod han byen.

I Senatet Dette sammenstød i Senatet mellem Cicero og Catilina er den skelsættende begivenhed i hele historien: De to modstandere står ansigt til ansigt i en institution, der står helt i centralt i romersk politik. Men hvordan skal vi forestille os det? Det berømteste moderne forsøg på at illustrere det, der foregik den 8. november, er et maleri af den italienske 1800-talskunstner Cesare Maccari (detalje nedenfor og planche 1). Det er et billede, som passer fint ind i mange af vores forudfattede forestillinger om oldtidens Rom og dets offentlige liv: storslået, rummeligt, formelt og elegant. Det er også et billede, som Cicero uden tvivl ville have været begejstret for. Catilina sidder isoleret med bøjet hoved, som om ingen tør risikere at sidde i nærheden af ham og endnu mindre at tale med ham. Cicero, derimod, er scenens stjerne, som står ved siden af, hvad der ligner et rygende fyrfad foran et alter, mens han henvender sig til det opmærksomme publikum bestående af togaklædte senatorer.

SPQR.indd 30

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

3. Maccaris maleri af scenen i Senatet viser Cicero i fuld sving som taler, tilsyneladende uden brug af notater. Det indfanger fint den stræben, som var med til at karakterisere den romerske elite: at være ’en god mand, der forstår at tale’ (vir bonus dicendi peritus).

Den romerske hverdagsbeklædning – tunikaer, kapper og selv undertiden bukser – var langt mere varieret og farverig end dette. Togaen var imidlertid den formelle dragt: Romerne kunne definere sig selv som gens togata, ’folket i toga’, mens nogle samtidige fremmede undertiden lo af dette mærkelige, besværlige klædestykke. Og togaer var hvide, med en purpurfarvet bort for alle, der besad et offentligt embede. Det moderne ord ’kandidat’ stammer fra latin candidatus, der betyder ‘afbleget,’ og som hentyder til de særlige afblegede togaer, som romerne var iført under valgkampagnerne for at gøre indtryk på vælgerne. I en verden, hvor det var vigtigt at vise sin status, gik man endnu længere med de påklædningsmæssige finesser: Der var også en bred purpurbort på senatorernes tunikaer, som blev båret under togaen, og en lidt smallere bort, hvis man tilhørte den rang, som lå lige under i det romerske samfund, ridderstanden, og særlige sko for begge rangklasser. Maccari har fanget senatorernes smarte togaer, om end han lader til at have glemt de vigtige bræmmer. Men i næsten enhver anden 31

SPQR.indd 31

02/01/2018 09.17

s pqr

henseende er billedet ikke stort andet end en forførende fantasi over begivenheden og omgivelserne. For det første fremstilles Cicero som en hvidhåret ældre statsmand og Catilina som en tungsindig ung slyngel, mens de faktisk begge var i 40’erne og Catilina ovenikøbet var et par år ældre. Desuden er det et alt for tyndt besat møde; medmindre vi skal forestille os nogle af senatorerne et sted uden for billedet, så er der knap 50 senatorer, der lytter til den vigtige tale. I midten af det 1. århundrede f.Kr. var Senatet en forsamling, der bestod af ca. 600 medlemmer; alle var de mænd, som tidligere var blevet valgt til et politisk embede (og jeg mener mænd – ingen kvinde besad nogensinde et politisk embede i oldtidens Rom). Enhver, der havde besiddet den laverestående position som kvæstor, og der blev valgt 20 hvert år, blev automatisk medlem af Senatet for livstid. De mødtes regelmæssigt, debatterede, rådgav konsulerne og udstedte dekreter, der i praksis som regel blev efterkommet – selv om der, da disse ikke havde karakter af love, altid kunne stilles det vanskelige spørgsmål om, hvad der ville ske, hvis et senatsdekret blev trodset eller simpelthen ignoreret. Fremmødet svingede utvivlsomt meget, men ved dette særlige møde må der have været tætpakket. Hvad omgivelserne angår, ser de ganske romerske ud, men den enorme søjle, der strækker sig op og ud af syne, og det flotte, lyse marmor, der dækker væggene, er alt for storslået for næsten noget som helst i Rom i den periode. Vort moderne billede af oldtidsbyen som ødselt glimtende af marmor i et kolossalt omfang er ikke helt forkert. Men det er en senere udvikling i Roms historie, som begyndte med fremkomsten af enkeltmandsstyret under kejserne og med den første systematiske udnyttelse af marmorbruddene i Carrara i Norditalien, mere end 30 år efter Catilina-krisen. Rom, med sine cirka 1 million indbyggere, var på Ciceros tid stadig hovedsagelig bygget af tegl eller lokale sten; der var tæt med snørklede gader og mørke gyder. En besøgende fra Athen eller Alex andria i Egypten, som begge havde mange bygninger i den stil, vi ser på Maccaris maleri, ville næppe have fundet byen imponerende, måske endda lidt ussel. Den var et udklækningssted for sygdomme 32

SPQR.indd 32

02/01/2018 09.17

Ci ceros s tjern es t und

i en grad, der fik en senere romersk læge til at skrive, at man ikke behøvede bøger for at studere malaria – sygdommen var alle vegne i Rom. Lejekasernerne i slumområderne var usle hjem for de fattige, men gav store indtægter til de skruppelløse udlejere. Cicero havde selv investeret store pengebeløb i ejendomme af ringe kvalitet og spøgte engang, ud fra en følelse af bedreværd snarere end skam, med, at selv rotterne havde pakket sammen og var flyttet ud af en af hans forfaldne udlejningsejendomme. Nogle få af de allerrigeste romere var begyndt at få folk til at hæve øjenbrynene over deres luksuriøse hjem, der var udstyret med overdådige malerier, elegante græske statuer, smart møblement (især etbenede borde var kilde til megen misundelse) og endog importerede marmorsøjler. Der var også forskellige offentlige pragtbygninger bygget af (eller beklædt med) marmor, som var en forsmag på byens senere overdådige fremtoning. Men det sted, som husede mødet den 8. november, var på ingen måde af den type. Cicero havde indkaldt senatorerne til at mødes, som de ofte gjorde det, i et tempel; ved denne lejlighed var det en beskeden, gammel bygning, der var tilegnet guden Jupiter, i nærheden af Forum i hjertet af byen. Det var rektangulært anlagt, ikke den halvcirkelstruktur, vi ser i Maccaris fantasi – der var formentlig småt med plads og dårligt lys, da olielamper og fakler kun delvis formåede at kompensere for de manglende vinduer. Vi må forestille os flere hundrede senatorer stuvet sammen i et indelukket, snævert rum; nogle sad på interimistiske stole eller bænke, andre stod op og skubbede og masede, utvivlsomt neden for en hellig gammel Jupiterstatue. Det var helt sikkert en afgørende begivenhed i Roms historie, men lige så sikkert var det, som med mange andre ting i Rom, langt mindre elegant, end vi som regel forestiller os det.

SPQR.indd 33

02/01/2018 09.17