Stedet fortæller

ULLA LUNN

Axim rate videm nonsere cuptatet dolestem rereictore doloreptatia cus sum quo omnimpore ventibea conet hicia vercil illani sundit at.

O M DA N S K T V E S T I N D I E N

Sit od ut pa suntis et minim adipsandae nonecto ipsum videl etures volupis andunturibus ressinto ipsam adistibus etur aut es volesto quam volest que nonecus.

Atiisquat asperit aquatest rest, omni dolut rempor sitatus pa nescilicilis aspidel lautem. Ut as aliam, con parchil in ressit, nus ent asimagnima cone plati doluptassi consequ ostisto idusamus dit milicim venimus que veles et.

STEDET FORTÆLLER

Sed quaeper feribus. Maio. Unt quissin re sime iunt ut la cus as est dolent quis est, corendernate sequisti blabo. Ut unt aliquas qui od mi, estiorum quist prorecti ut et hita que volupta nias cus, quam fuga. Ovidel invendi doluptio. Peri reprae.

Ceperov itinim faccupti nulparum qui cum eosaecte prerum ra quibus evelluptium dolo cum lam re omnimilis volum que voluptas erit et eatur, consero des re que ius.

ULLA LUNN

STEDET FORTÆLLER – om –

DA N S K V E ST I N D I E N ISBN 978-87-12-05311-8

9

788712

053118

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orients Fond Augustinus Fonden Bergiafonden Farumgaard-Fonden G.E.C. Gads Fond

ULLA LUNN

STEDET FORTÆLLER – om –

DA N S K V E ST I N D I E N

GA D S F O R L AG

INDHOLD

FORORD 6 KAPITEL 1

KOLONIEN OG DENS HISTORIE

10

KAPITEL 2

STEDETS ÅND

28

KAPITEL 3

LANDSKABET I DAG

46

KAPITEL 4

ARKITEKTUR, HÅNDVÆRK OG BYGGESKIK

60

KAPITEL 5

PLANTAGEN – KOLONIENS RYGRAD

92

KAPITEL 6

BYERNE

116

KAPITEL 7

MAGTENS BYGNINGER

168

KAPITEL 8

KIRKER OG SKOLEBYGNINGER

202

KAPITEL 9

VESTINDISKE STEMMER

248

LITTERATUR

260

ILLUSTRATIONER 262

FORORD

Den første morgensol over Charlotte Amalie.

Indsejlingen var og er livsnerven og forbindelsen til verden. Engang kom skibene fra Europa og Afrika, i dag er det store krydstogtskibe.

At komme til de tre små øer i det tidligere Dansk Vestindien kan ikke undgå at påvirke en. At sejle ind i den smukke havn ved Charlotte Amalie på St. Thomas, og at se de høje, grønne bakker bag byen, den travle havnepromenade og det store, røde fort er betagende. Hvide strande med palmer og konkylier, pelikaner og fregatfugle, store eksotiske træer og tæt kratskov; ja, man kan blive ved at beskrive naturen og øernes skønhed. Topografisk og naturmæssigt er alle tre øer smukke og eksotiske, og man kan godt ”nøjes” med at opleve øerne som et tropisk paradis.

Da jeg kom dertil første gang i år 2000, blev jeg straks fascineret af arkitekturen og bygningskulturen i det hele taget. Som arkitekt var jeg fortryllet af at gå i gaderne og opleve de smukke, store byhuse, de gådefulde lange pakhuse, de små træhuse i yderkvartererne og byens pladser med de gamle kirker og andre monumentale bygninger fra den tid, hvor øerne hørte under Danmark. Men forfaldet og de fejlagtige istandsættelsesmetoder afslørede, at her var et stort behov for både viden, kunnen og investeringer i bygningsarven, hvis den skulle bevares.

Ud fra den enkle tankegang, at der manglede gode håndværkere på øerne, og at man ikke kan bevare bygninger uden håndværkere, startede jeg et samarbejdsprojekt med de vestindiske fredningsmyndigheder og skolevæsenet. I Danmark tog murerfagets institutioner udfordringen op, og de var med til seks år i træk at sende lærlinge til US Virgin Islands på skoleophold. Interessen for at skabe samarbejde har været levende fra vestindernes side, og jeg har mødt åbne døre og dialog overalt, fra den lokale ildsjæl til guvernøren. Men mulighederne for at skabe samarbejdsprojekter har været meget begrænsede på grund af manglende økonomi og mangel på organisationer til at løfte opgaverne. Sådan er det desværre, fordi øerne har alle de traditionelle problemer, som en udkantsregion kan have. Der er sociale og økonomiske problemer, og de unge forlader

6 /

Forord

STEDET FORTÆLLER

/ 7

øerne for at få uddannelser på bedre skoler og universiteter og vender desværre ikke tilbage.

Da jeg skulle bringe projektet fra pilotfasen og ind i en blivende ordning, kunne jeg ikke rejse penge til det i Danmark. Og så længe den danske stat ikke officielt blåstempler et sådant samarbejde med øerne, kan man ikke rejse offentlige puljemidler eller private fondsmidler i Danmark. Dermed blev et ellers oplagt samarbejde fanget i en umulig situation, som det ikke har været muligt for mig at løse op for. Jeg har oplevet, hvad man kan kalde et kollektivt hukommelsessvigt, hvad angår vores kolonihistorie, og dermed en meget tøvende holdning fra politisk side til at gå ind i et samarbejde, der efter min opfattelse ville give gode nye relationer til vestinderne. Øernes arkitektur og landskab er et monument over den tid, hvor der var slaveri, og danskerne var koloniherrer med alt, hvad det indebar. Samtidig er det et monument over den tid, hvor vestinderne begyndte at dannes som folk og skabte deres samfund. Bygnings- og landskabskulturen på øerne er enestående.

Der er tre byer, fire forter, hundredvis af plantageruiner, mange kirker og skolebygninger og dertil enestående landskaber, som udgør et samlet og veldokumenteret udsagn om det koloniale samfund. De tre små øer, St. Thomas, St. John (St. Jan) og St. Croix, burde efter min mening udpeges som verdensarv under UNESCO og hjælpes til en massiv bevaringsindsats med hjælp fra både USA og Danmark. For når arkitekturen smuldrer, og landskaberne forsvinder i kratskov, er det på høje tid, at der bliver gjort noget for at bevare den enestående bygnings- og landskabskultur, før den forsvinder.

I 2010 fik jeg midler til at påbegynde et større formidlingsprojekt, der omfatter internetsiden www.denvestindiskearv.dk og udstillingen ”Dansk Vestindien – en koloni bliver til”, som blev vist på Nationalmuseet i 2011. Jeg gennemførte projektet i samarbejde med historiker George Tyson, St. Croix, og Fil.dr. Louise

8 /

Forord

Sebro, København. Bogprojektet startede med en måneds ophold på San Cataldo i november 2013, og bogen er baseret på research til udstillingen, tilgængelig litteratur om emnet og enkelte primære kilder.

Som arkitekt benytter jeg mine forgængeres registreringer og dertil naturligvis mine egne observationer og dokumentation af forholdene. Jeg forsøger i denne bog at formidle den historiske arkitektur ved at sætte bygningerne og byerne ind i en forståelsesramme, der både omfatter samfundsforhold, forskellige kunstneriske udsagn og relevante personfortællinger.

Frem til 1917 hed øerne Dansk Vestindien; men efter salget og overdragelsen til USA dette år har øerne været amerikansk besiddelse under navnet US Virgin Islands, og indbyggerne betegnes Virgin Islanders; i denne bog betegnes henholdsvis Dansk Vestindien og vestinderne. Øerne St. Thomas og St. Croix har beholdt disse navne, mens St. Jan, der ved salget til USA blev til St. John, i denne bog omtales ved dette navn.

US Virgin Islands’ byer og landskaber udgør en stor saga, som fortæller om slaveriet og afrocaribierne, om den tidlige sukkerindustri og plantageejerne, om koloniens organisation og om kolonimagten. Jeg vil gerne bidrage til at formidle den skønhed og fascinationskraft, som stedet rummer, og jeg håber hermed at inspirere til at tage et medansvar for kolonihistorien og være med til at vende den dårlige postkoloniale udvikling i det tidligere Dansk Vestindien.

U L L A LU N D September 2016

STEDET FORTÆLLER

/ 9

KOLONIEN OG DENS HISTORIE KAPITEL 1

For at forstå ”stedet” er det nødvendigt at kende til nogle af de væsentligste træk og begivenheder i koloniens historie. Det handler om Vestindisk-guineisk Kompagnis kolonisering af øerne i slutningen af 1600-tallet, om kongehusets overtagelse af kolonien i midten af 1700-tallet, og om den religionsfrihed, der lokkede forskellige religiøse mindretal til at slå sig ned i den dansk-norske koloni. Det handler også om slaveoprørene, slaveriets afskaffelse, optakten til og salget af Dansk Vestindien til USA i 1917.

Den allerførste officielle danske bygning på St. Thomas var Fort Christian i Charlotte Amalie. Fortet er bygget 1672-1680.

KOLONIEN

K Sølvmønt fra 1748 med et af kompagniets skibe, der sejlede i trekantshandelen. Indskriften lyder: XII SKILLING DANSK. FOR DE DANSK AMERIC INSULER. Dorothea Krag arvede en stor formue fra sin første mand, baron Jens Iuel, grundlagt på aktier i Vestindisk-guineisk Kompagni. Siden blev hun gift med grev Christian Gyldenløve og grundlagde Gisselfeld Kloster, hvor maleriet findes. Hun er skildret med sin hengivne page i 1702 af Benoît Le Coffre. Sølvhalsbåndet angiver drengens slavestatus.

olonien var under dansk styre i 250 år, og i denne periode opstod et helt samfund og en egen kreolsk kultur. For at forstå de landskaber, byer og bygninger, som man møder på øerne i dag, må man se på øernes historie og på de systemer og strukturer, kolonien blev bygget op omkring.

Det var først og fremmest søfart og handel, bl.a. med slaver fra Afrika, samt produktion af især sukker på plantagerne, som udgjorde grundlaget for stort set alt i samfundet. Og de fleste historiske bygninger på øerne skal ses i dette lys: produktionsanlæg, forter, boliger, kirker mv.

Nogle europæiske familier skabte enorme formuer i kolonierne, andre tabte dem igen. Som kronkoloni blev øerne i kraft af told- og skatteindtægter en god forretning for kronen. Men da rørsukkeret i slutningen af koloniperioden blev udkonkurreret af det hjemlige roesukker, ændrede kolonien sig til en dårlig forretning for den danske stat. Til sidst blev sukkerfabrikker og plantager overflødige, og efter koloniperioden blev de sociale og politiske forhold ændret på øerne.

Koloniperioden er af stor betydning for, hvordan landskaber, byer og bygninger kan forstås nu og i fremtiden. Som årene gik, og der blev etableret et egentligt samfund, byggedes mange forskellige institutioner og bygninger, som f.eks. skoler, fængsler og hospitaler. Men samfundsudviklingen efter 1917 hører med til forståelsesrammen for, hvad man kan opleve på øerne i dag.

I lighed med især England, Holland og Frankrig, som var de vigtigste aktører i Caribien, etablerede man i 1672 i Danmark et handelskompagni, Vestindisk-guineisk Kompagni, finansieret af kongehuset, den højere adel og det mest velhavende borgerskab i København, som gerne smykkede sig med symboler på den rigdom og magt, som kolonien gav dem. Kompagniet var en fælles investering, en slags aktieselskab, der fik monopol på handelen på kolonien. Kompagniet investerede i skibe, der sejlede mellem Danmark og Vestafrika og derfra til Vestindien. Vestindisk-guineisk Kompagni ejede kolonien og kunne dermed sælge plantagejord til dem, der ville opdyrke den. Selv investerede kompagniet i produktionsanlæg som sukkermøller og sukkerfabrikker, foruden i kvæg og trækdyr og ikke mindst slaver.

12 /

Kolonien og dens historie

STEDET FORTÆLLER

/ 13

Tv.: Benoît Le Coffre malede loftsmalerierne i Frederiksberg Slot omkring 1703-1704. Den løsslupne stemning med dansende adelsfolk og deres tjenere antyder, hvordan rigdom og dekadence bredte sig i samfundets top.

Th.: Frederiksberg Slots buegange har dannet baggrund for byggekodeks i Dansk Vestindien i 1700-tallet.

Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) og hans page Christian Hansen Ernst. Maleriet er det første, hvor en adelsmand smykker sig med en page af afrikansk herkomst. Gyldenløve var statholder i Norge, og her voksede drengen op. Som voksen blev han tildelt embedet som postmester på Kragerø, hvor han blev snigmyrdet en mørk nat i 1681.

Ulrik Frederik Gyldenløve var et prominent eksempel på en adelsmand, der var dybt involveret i kolonien. Charlottenborg på Kongens Nytorv, som er et af hovedstadens fornemste barokhuse, blev bygget af ham i netop de år, hvor kompagniet indledte sit virke. Palæet er tegnet af Ewert Janssen i 1672 og udvidet frem til 1682 af arkitekt Lambert van Haven. Rækken af Gyldenløves private gemakker, der leder fra hans sovekammer til den smukke kuppelsal, findes stadig.

Gyldenløve var kongens halvbror og beklædte embedet som statholder i Norge i 18 år. Han var også ejer af det allerførste slaveskib, FRIEDRICH, der ankom til St. Thomas med slaver fra Afrika i 1673. I 1702 begyndte han at opføre palæet på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade, men døde i 1704, før det blev færdiggjort.

Slavehandelen og slaveriet var en forudsætning for koloniens etablering og drift, og for den velstand, som kolonien skabte for europæerne. De menneskelige omkostninger var underordnede. Vestindisk-guineisk Kompagni eksisterede i koloniens lange etableringsfase, hvor hele bygnings- og landskabsstrukturen blev grundlagt. I 1754 købte kongen alle aktiver i kompagniet, og Dansk Vestindien blev en kronkoloni. Samtidig blev monopolet ophævet og handelen givet fri til dem, der havde midler til at investere i kolonien og handelen. Eksempelvis investerede borgere i Flensborg og skabte deres egen niche for import af sukker og produktion af rom samt eksport af mursten. Flensborg har stadig mange historiske bygninger, der kan relateres direkte til byens rolle i kolonitiden. Det var dog i særlig grad København, der profiterede af kolonien. En af de vigtigste bygninger i København, der fortæller om handelen med kolonien, er Vestindisk Pakhus i Toldbodgade. Pakhuset blev opført i 1778 efter tegning af C.F. Hars­dorff på initiativ af et kongeligt privilegeret selskab, Det Kongelige Danske octroyerede Vestindiske Handelsselskab, med grev H.C. Schimmelmann i spidsen. Den store røde bygning i otte etager dannede model for andre pakhuse, der

14 /

Kolonien og dens historie

Ulrik Frederik Gyldenløve byggede Charlottenborg på Kongens Nytorv i København fra 1680 og frem til 1688 og var i hans besiddelse frem til 1700.

Det forblev bolig for kongelige personer frem til 1754, hvor Frederik 5. grundlagde Det Kongelige Danske Kunstakademi i bygningen.

Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København opført af Vestindisk Handelsselskab i 1781. Handelsselskabet fungerede mellem 1775 og 1784. Varer fra og til Vestindien blev opbevaret her. Det var C.F. Harsdorff, der tegnede pakhuset, som dannede model for flere pakhuse i Københavns Havn.

blev opført langs havnen. Både byens skibsindustri og handelslivet voksede, såvel ved import af kolonialvarer som ved eksport af forsyninger, der skulle sejles ud til kolonien.

En ”købmand” på denne tid var, hvad man senere kaldte en ”grosserer” eller ”storkøbmand”. Han tjente godt på import og eksport af kolonialvarer. En købmand kunne også investere i skibe, der sejlede på kolonierne, og blev dermed også skibsreder. Og ville han forsøge sig med slavehandel, så byggede han skibene, så de kunne rigges til som slaveskibe, når de nåede Afrikas kyst.

Det var en handel, som var meget risikofyldt, men kunne give stor fortjene-

STEDET FORTÆLLER

/ 17

Billedtæppe i broderi udført af Anna Ahlefeldt ca. 1750. Det viser dokken på Christianshavn, som blev anlagt i 1739. Her blev både bygget orlogsskibe og handelsskibe.

Det Gule Palæ i Amaliegade er tegnet af Nicolas-Henri Jardin i 1764. Det fornemme palæ er opført af Henning Frederik Bargum, der investerede og tabte sin formue i slavehandelen.

ste, hvis ikke transporten blev ramt af uheld, mytteri eller oprør. I Danmark var det dog de færreste, som tjente formuer, og generelt var det danske slavemarked for ineffektivt og omkostningstungt til, at der kunne skabes store formuer på det.

I takt med indførslen af slaver fra Afrika til Dansk Vestindien kom afrocaribierne til at udgøre op mod 90 % af befolkningen på øerne. Et repræsentativt år i koloniperioden er 1815, hvor der boede 40.000, heraf 31.600 slaver. Heraf boede 75 % af slaverne på St. Croix, de allerfleste i sukkerplantagerne. På St. Thomas og St. John boede der 11.500 mennesker, hvoraf 7.200 var slaver. Antallet af slaver på de tre øer havde toppet i 1802 med 35.000.

18 /

Kolonien og dens historie

Slaveriet blev gennemført og fastholdt i næsten 200 år i dansk regi, og der er intet, som tyder på, at danskerne var mildere end andre i deres håndtering af slaverne.

Slaveriet som system hvilede på et reglement med umådeligt hårde straffe, f.eks. piskning og tortur, som skulle udføres af øvrigheden mod den slave, der forbrød sig mod systemet. Philip Gardelin, som var guvernør i Dansk Vestindien fra 1732 til 1735, indførte et berygtet slavereglement i september 1733, som var med til at udløse slaveoprøret på St. John i november samme år. Reglementet, som gjaldt i over 30 år, fortæller om den systematiske undertrykkelse af slaverne i Dansk Vestindien. Gardelins slavereglement er blevet kendt i hele den amerikanske verden som det mest konkrete vidnesbyrd om europæernes tankegang.

Imidlertid var det også sådan, at systemet var etableret til skræk og advarsel, og holdt man sig inden for reglerne, så blev man ikke straffet. En slaveejer måt-

STEDET FORTÆLLER

/ 19

Slaveskibet Fredensborg på vej til St. Croix, 1785. Dette er det andet slaveskib ved navn Fredensborg. Det første gik ned i 1768 ved Arendal i Norge på vej hjem fra en sejlads med slaver fra Ghana til St. Croix.

Lille Marie på Necky’s arm malt 1838 af H.P. Holbech (1804-1883). Maleriet er et hovedværk i Danmark til skildringen af forholdet mellem sort og hvid eller, om man vil, mellem koloni og kolonimagt.

te således ikke slå ihjel, men omvendt var der ikke noget i systemet, der tilsagde, at en slaveejer ikke kunne udsulte eller misbruge sine slaver til døde. Beretningerne om, at det skete, er mange. Så længe der kom nye slaver fra Afrika til priser, der var overkommelige, blev den enkeltes liv ikke skånet.

I de sidste årtier af 1700-tallet, hvor stavnsbåndets ophævelse og bondens vilkår blev politiske emner i Danmark, begyndte tilsvarende tanker under indtryk af menneskerettighedernes udbredelse i Europa langsomt at påvirke synet på slaveriet. Englænderen Thomas Clarksons beskrivelse af slaveriet og slavehandelen i The History and Abolition of the Slave Trade udkom i 1780, og få år efter nedsatte grev Schimmelmann en kommission til slavehandelens afskaffelse.

Herefter forbød Danmark den transatlantiske slavehandel i 1792, men først med virkning fra 1803, og i mellemtiden sørgede man for at indføre rigeligt med slaver til øerne. På dansk-norske skibe blev der overført i alt mere end 85.000 personer fra Afrika til Caribien. De overmåde rige og forudseende, som f.eks. grev Schimmelmann, lagde investeringerne om i tide og lod andre skaffe slaverne.

Som den første danske digter, der tog emnet op, skrev Thomas Thaarup i 1793 syngespillet Peters Bryllup, hvor en frigiven slave synger sin sang: Hvad har den stakkels Neger gjort, At den blanke Mand ham hader; Er han ond, for han er sort?

Er Gud ikke Alles Fader?

O! beklag den sorte Mand, Han er Træl i fremmed Land!

Negres, Christnes, Alles Gud Vældig Blankes Hjerte røre, At en Brudgom fra sin Brud De ei meer til Trældom føre.

O! beklag mig sorte Mand, Har ei Brud, ei Fædreland!

Det kristne livssyn og retten til at danne en familie er nogle af de argumenter mod slaveriet, som Grundtvig tog op flere gange i de første årtier af 1800-tallet. Han gjorde opmærksom på den hvide mands begær efter rigdom, som blev skabt af slaveriet, og på, at den hvide mand ikke efterlevede de kristne værdier. Det urimelige i at handle med mennesker for penge, at eje mennesker og at forhindre mennesker i at leve i familielykke var nogle af de argumenter, som Grundtvig brugte imod slaveriet. Det var imidlertid andre danskere, der var aktive fortalere for slaveriets ophævelse og søgte at påvirke både stænderforsamlingerne og kongen til at ændre på forholdene. Da Storbritannien ophævede slaveriet i 1832, påvirkede det også den offentlige debat i Danmark. H.C.

20 /

Kolonien og dens historie

STEDET FORTÆLLER

/ 21

Tv.: Klokken fra La Grange, med årstallet 1778.

Den blev knust under landarbejdernes oprør i 1878 og bragt til Danmark i 1917, hvor den nu opbevares på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Andersen skrev stykket Mulatten i 1840 og lader slaven Paléme udtrykke oprørsstemningen: Den rige Pragt skal styrte ned i Gruus!

Hvad jeg har forudsagt, det snart vil hænde, De Sorte Oprørsfanen plante vil!

Plantagerne som Glædesblus vi tænde, Og gaar der endnu der Dag og Uger til, Jeg kan saa længe ei Feber gløde, La Rebelliere jeg vide skal at møde, Nu er han undsagt! han for mig skal bløde!

Th.: Oprøret, der startede 1. oktober 1878, kaldes ”The Fireburn”. En del af Frederiksted gik op i flammer. Øverst: Foto af ulykkeligt barn, ca.

1900. Vestindiske børn vantrivedes, og børnedødeligheden lå helt oppe på 50 % i slutningen af århundredet.

Nederst: Foto af spedalsk mand, ca. 1900.

Vestinderne var ramt af epidemier og dårlige livsvilkår.

I København var det professor C.N. David og pastor J.A. Raffard fra den franske reformerte menighed, der tog slavespørgsmålet op på stænderforsamlingen i 1844. Da det endelig blev behandlet og vedtaget i 1846, at slaveriet skulle afskaffes, var det tillige professor Joachim Frederik Schou og teologen D.G. Monrad, der bar det igennem til vedtagelse, hvorefter en komité skulle finde en løsning så hurtigt som muligt.

Slaveriet blev ophævet i 1848, men den afrocaribiske befolkning forblev fattig og på samfundets bund. I 1878 kom det til oprør blandt de sorte landarbejdere mod deres miserable forhold, men det ændrede ikke rigtig på noget, og de sociale problemer bestod. Der var dårlige boliger, ringe sundhed og

22 /

Kolonien og dens historie

elendige sociale forhold. Der blev gjort noget, men slet ikke nok. Vestinderne fik aldrig en landboreform, der kunne give dem ejerskab til jorden, eller en andelsbevægelse, som kunne give dem ejerskab til produktionen. De fik heller ikke en højskolebevægelse, der kunne give dem en kulturel selvforståelse, og ingen ”bedre byggeskik-bevægelse”, der kunne give gode håndværkere og bedre boliger.

SALGET TIL USA I anden halvdel af 1800-tallet blev et eventuelt salg af øerne et tilbagevendende politisk tema i Danmark. Den danske koloni i Vestindien var pr. tradition noget, man var stolt af i konservative og andre politiske kredse, som ikke gik ind for at afstå dansk land. Men for den menige dansker var øerne, deres befolkning og deres problemer ikke noget, som man beskæftigede sig med.

Under den regering, der fra 1901 havde venstremanden J.H. Deuntzer som konseilspræsident (statsminister), blev der forhandlet med USA, og en traktat blev udformet. En afstemning i Landstinget i 1902 viste dog, at et flertal af danske politikere ikke ønskede at afhænde øerne.

Med 1. Verdenskrig 1914-1918 blev et salg af øerne aktuelt igen. USA tillagde øerne strategisk betydning, og der blev under den radikale regering, ledet af N. Zahle, udarbejdet en ny aftale. Den indebar, at USA til gengæld for overtagelse af øerne lovede at respektere Danmarks interesser og overhøjhed i Grønland.

Desuden skulle Danmark betales 25.000.000 dollars i guld, et beløb, der var tre gange højere end det, som var aftalt i 1902. Ved en folkeafstemning i 1916 stemte kun en tredjedel af de stemmeberettigede og heraf var 64,2 % for salget og 35,8 % imod. Den 31. marts 1917 blev øerne overdraget til USA. Ved salget af de tre caribiske øer blev beboerne i princippet solgt med. Det drejede sig primært om de 30.000 hidtil danske vestindere af afrocaribisk afstamning. Europæerne forlod i stort tal øerne, og ligeledes udvandrede mange afrocaribiere de efterfølgende år til især New York. Med salget slap Danmark af med en besværlig forpligtelse, og vestinderne blev efterladt med en masse uløste problemer.

I 1700- og 1800-tallet havde kolonien haft en vis plads i danskernes bevidsthed, fordi der var mange forbindelser til øerne, og kolonien udgjorde en væsentlig del af nationens udenlandske aktiviteter og bidrog samtidig væsentligt til Danmark-Norges økonomiske udvikling. Adel og borgerskab, der investerede i kolonien og opnåede store fortjenester, byggede palæer og herregårde og grundlagde familieformuer.

Efter afhændelsen af øerne i 1917 har den danske bevidsthed om kolonihistorie og slaveri til gengæld været meget begrænset. Andre europæiske lande har udviklet sig til multietniske samfund med baggrund i deres kolonihistorie.

STEDET FORTÆLLER

/ 23

I Danmark har befolkningsudvikling og -sammensætning derimod ikke meget med nationens rolle som tidligere kolonimagt at gøre – bortset fra det grønlandske befolkningselement.

BEFOLKNING, SPROG, RELIGION OG DEN FÆLLES HISTORIE Slaveriet ligger som en mørk bastone under hele fortællingen om Dansk Vestindien og fletter sig ind i alle aspekter af historien. De fysiske strukturer, som blev anlagt på øerne, og som for en stor dels vedkommende stadig findes, afspejler den samfundsorden, hvor det europæiske borgerskab betragtede de afrocaribiere, der arbejdede for dem, som deres ejendom. Hele koloniens måde at fungere på afspejler dette, og det faktum skal man have med i forståelsen af koloniens fysiske forhold.

Ikke alle arbejdere var slaver. En særlig gruppe af europæere blev betegnet ”servinger”, dvs. kontraktarbejdere. Især i koloniens første århundrede, hvor der var mangel på arbejdskraft, kom folk til de danske øer på en arbejdskontrakt.

Deres arbejdsforhold lignede ofte slaveri, men man kunne arbejde sig fri efter syv år og få en sum penge udbetalt. Hvis man således overlevede de syv år, havde man et livsgrundlag i kolonien, eller man kunne rejse hjem igen med sine optjente penge. Det var med til at skabe en underklasse af europæere, som dog med tiden fik flere rettigheder end afrocaribierne.

Over tid blev grupperne af afro- og eurocaribiere blandet, og flere og flere slaver blev også frikøbt. Der opstod en kreolsk underklasse af håndværkere og andre selverhvervende, som bosatte sig i byerne og skabte en fri kultur. I Charlotte Amalie på St. Thomas var der kvarterer i byen, hvor de måtte slå sig ned og bygge huse, men det var ikke tilladt i de centrale dele af byen omkring forterne.

I Christiansted og i Frederiksted på St. Croix var der ikke på samme måde særlige områder, hvor de ikke måtte bygge og bo. Dette er i sig selv med til at skabe en synlig forskel mellem byerne på de to øer.

Dansk blev aldrig udbredt som talesprog. Det gjorde derimod hollandsk og hollandsk-kreolsk fra begyndelsen af koloniseringen. Efter slaveriets ophævelse bredte engelsk og engelsk-kreolsk sig til at blive det mest udbredte sprog i hele kolonisamfundet. Dog har der altid været en umiskendelig lokal dialekt i den afrocaribiske befolkning. Der blev med tiden lånt mange ord ind i kolonisproget fra forskellige sprog, og låneordene var, også i de skriftlige danske kilder, tilpasset øernes sprog.

Der står oplistet 24 forskellige trossamfund i det lille hæfte, der ligger på hotellerne på St. Croix, men nogle hævder, at der er over 100 forskellige små og store kirkesamfund på øerne, så multireligiøsitet er også i dag et væsentligt kulturtræk ved øerne.

STEDET FORTÆLLER

/ 25

Den danske kunstner Jeannette Ehlers ­bruger sig selv i sin stærkt involverende kunst, der viser os vores fortrængning af erindringen om baggrunden for ulighederne i verden. Fra soloudstillingen Say it Loud i Nikolaj Kunsthal 2014.

Maleren Hugo Larsen var i Dansk Vest­indien 1904-1908. Han har bedre end nogen anden dansk kunstner skildret mennesker og miljøer i sine billeder. Han rejste på et legat fra fabrikanten Holger Petersen, som var modstander af at sælge øerne, men da han kom tilbage, var interessen for kolonien kølnet, og hans arbejder fik ikke særlig opmærksomhed. Øverst tv.: Portræt af unavngiven kvinde fra St. Thomas, 1904. Øverst th.: I sukkerkogeriet, 1907.

Nederst: Landskab med landarbejderboliger, 1905.

En slavegjort afrikansk kvinde med frugtbarhedssymboler, skildret som stærk og fødedygtig. Lovende egenskaber set med en koloniherres øjne. Frederik 3. modtog i 1654 dette og syv andre menneskeportrætter malt i hollandsk Brasilien af Albert Eckhout. Få år efter begyndte koloniseringen af Dansk Vestindien.

Helt tilbage til det første århundrede af koloniens historie blev det accepteret, at indbyggerne havde alle mulige religiøse tilhørsforhold. I Dansk Vestindien var der ud over protestanter både katolikker, jøder fra Portugal og Spanien, hollandsk reformerte, franske huguenotter og anglikanere fra De Britiske Øer.

De forskellige trossamfund blev tilladt for at fremme udviklingen af kolonien, for det var vanskeligt at få danskere til at tage chancen og være med til at kolonisere øerne, mens man lettere kunne tiltrække folk fra andre europæiske lande og religioner, som allerede befandt sig i regionen, dvs. i Caribien og Mellemamerika. Især briter og hollændere kom til de danske øer, og derfor blev det også deres erfaringer, der kom til at præge organiseringen og opbygningen af kolonien.

I 1732 grundlagde Brødremenigheden med udspring i Herrnhut i Sachsen den første missionsstation på St. Thomas. Brødremenigheden blev med tiden en af de største menigheder blandt afrocaribierne, men også den katolske kirke blev vigtig i det afrocaribiske samfund.

Med fra Afrika havde slaverne taget forskellige traditionelle afrikanske religioner og islam, men med tiden blev de fleste slaver dog kristne.

Imidlertid lever opfattelsen af, at naturelementer som visse træer og særlige genstande er besjælet, stadig i folketroen. Desuden vinder religioner med rod i Afrika og det øvrige Caribien frem igen, f.eks. rastafari. og yoruba, De mange befolkningsgrupper og religioner har betydet, at der findes et stort antal kirke- og menighedsbygninger samt kirkegårde. En del er meget gamle og smukke, men de udgør en stor udfordring på grund af deres store behov for vedligeholdelse.

Det caribiske område har i århundreder været smeltedigel for mange forskellige etniciteter og kulturer. Der har været omfattende migration mellem alle øerne, hvis historie som kolonier ejet af europæiske lande er meget lig øerne i Dansk Vestindien. Mange fra Dansk Vestindien er rejst til USA, men mange er også kommet til fra andre caribiske øer. I dag har de tidligere Dansk

26 /

Kolonien og dens historie

Vestindiske Øer de samme problemer som andre af den vestlige verdens udkantsregioner med afvandring, mangel på højtuddannede, mangel på investeringer og beskæftigelse samt mange sociale og uddannelsesmæssige problemer.

Mange af de 110.000 vestindere nærer der i dag stor interesse for Danmark og vores fælles historie. Nogle har danske forfædre, og efternavne som Petersen, Christensen og Larsen er almindelige. Især inden for slægtsforskning er der interesse for at finde forfædrenes navne samt de steder, hvor de levede, for det er her, vestinderne konkret kan møde deres egen historie. Danskerne har samtidig for alvor taget det tidligere Dansk Vestindien til sig som feriedestination, og i disse år kommer der mellem 15.000 og 25.000 turister om året fra Danmark.

Vestinderne er afhængige af den turisme, der følger med danskernes og andres besøg. De vil derfor gerne udvikle den, og derfor burde der være basis for at udvikle det gode mellemfolkelige kulturmøde. Begge dele kan forenes i fælles bestræbelser på at bevare den righoldige byggede kulturarv, som tiltrækker turister og bidrager til en bedre forståelse af den fælles historie.

STEDET FORTÆLLER

/ 27

Tv.: Brødremenighedens første missionsstation på St. Thomas, New Herrnhut, der blev grundlagt 1732. En plantage med slavelandsby, men også med kirke og missionshus.

Th.: En sukkerplantage i hollandsk Brasilien skild­ret som et velordnet og frodigt landskab.

Malt af Frans Post 1680.