Store Nordiske

197.0 x 268.0 mm

Store Nordiske En dansk verdenshistorie om teknologi, storpolitik og globalisering © Forfatteren, GN Group og Forlaget Historika/Gads Forlag A/S Redaktion: Anne Mette Palm Grafisk design og omslag: Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group, Bosnien-Hercegovina ISBN 978-87-93229-94-5 1. udgave, 1. oplag For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.

197.0 x 268.0 mm

K U RT J A C O B S E N

STORE NORDISKE En dansk verdenshistorie om teknologi, storpolitik og globalisering

r-

197.0 x 268.0 mm

Indhold Forord

6

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED Prolog

10

26 42

62

Europæisk krig og to russiske revolutioner

176

Russisk borgerkrig og sovjetrussisk koncession

190

KAPITEL 13

72

Telegraffusioner og krig i Østasien

208

KAPITEL 14

88

KAPITEL 7

Magtforskydninger i Østasien

KAPITEL 11

KAPITEL 12

KAPITEL 6

Fra dansk telegraf monopol til dansk-engelsk fredsaftale

162

MED RYGGEN MOD MUREN

KAPITEL 5

Danske telegraflinjer i Kina

140

12

KAPITEL 4

Europæisk og sibirisk konsolidering

Japansk-russisk krig og revolutioner i Rusland og Kina Trådløs telegrafi

KAPITEL 3

Dansk kabelaktion i Østasien

124

KAPITEL 10

KAPITEL 2

Danske telegrafkabler til Kina

Amerikansk Stillehavskabel med dansk islæt KAPITEL 9

KAPITEL 1

Det Store Nordiske Telegraf-Selskab

KAPITEL 8

Store Nordiske og Stalin

228

KAPITEL 15

106

Verdenskrise og verdenskrig

246

197.0 x 268.0 mm

FRA INDUSTRIKONGLOMERAT TIL DET NYE GN

GENOPBYGNING OG FORNYELSE KAPITEL 16

”Den mørkeste tid”

264

Turnarond med genfødsel af telegrafselskabet

KAPITEL 17

Kold krig, nyt Englandskabel og afvikling i Kina

KAPITEL 23

280

374

KAPITEL 24

Telefoni og industri

390

KAPITEL 18

Storno Radiofabrik

296

Opkøb, frasalg og børsnotering af GN Nettest

KAPITEL 19

Nye kabler i Nordatlanten og modernisering i Fjernøsten

KAPITEL 25

310

402

KAPITEL 26

Det nye GN

416

KAPITEL 20

”Vi vil være verdens førende”

330

KAPITEL 27

Vejen til GN Group

434

Fra diplomati til konstant innovation og vækst

454

Kilder og litteratur Noter Illustrationer Personregister

462 466 491 492

KAPITEL 21

Store Nordiske elektronikkoncern 340 KAPITEL 22

Fra Store Nordiske TelegrafSelskab til GN Store Nord

358

197.0 x 268.0 mm

Forord

Fortællingen om Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, som blev stiftet af C.F. Tietgen i 1869 og lagde de første telegrafkabler til Kina og Japan, er en del af den danske nationalhistorie om fædrelandets genrejsning efter nederlaget i krigen i 1864. Mindre kendt, for ikke at sige ukendt, er historien om det, der fulgte de efterfølgende 150 år.

Det er de færreste private virksomheder forundt at blive så gamle som Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, der oprindeligt var et af verdens ledende internationale telegrafselskaber. Med sit netværk af undersøiske kabler var selskabet med til at skabe grundlaget for globaliseringen i slutningen af 1800-tallet ved at gøre det muligt at kommunikere telegrafisk på tværs af kontinenterne.

I dag kalder selskabet sig GN og er blandt verdens ledende producenter af høreapparater og headsets, hvilket ikke umiddelbart har meget at gøre med fortidens telegrafselskab. Det er da også vidt forskellige produkter med vidt forskellige egenskaber, som selskabet i dag tilbyder sine kunder sammenlignet med dengang. Ikke desto mindre er der en gennemgående tråd gennem selskabets historie tilbage til telegrafiens dage, nemlig at anvende de nyeste teknologier til at skabe kommunikationsmuligheder for den enkelte.

Omstillingen fra et internationalt telegrafselskab til nutidens globale industrielle virksomhed har været en langvarig og vanskelig – til tider

6

smertefuld – proces med fejlslagne investeringer og kuldsejlede initiativer. Men bærende har været aktiviteter, der var med til at etablere grundlaget for vor tids mobiltelefoni og internet, inden selskabet for ikke så mange år siden stabiliserede sig i sin nuværende form og med de nuværende forretningsområder. Det er den historie, der fortælles i denne bog.

Bogens struktur Ingen virksomhed bliver 150 år uden at have oplevet tilbagegang, kriser og ultimativt også trusler om lukning. Det gælder også Store Nordiske, der med sit stærke, oprindelige globale engagement blev involveret i et utal af økonomiske og politiske kriser, regionale krige og to verdenskrige, hvor selskabet konstant balancererede mellem stormagtsinteresser. Hertil kom den teknologiske udvikling, der igen og igen til i dag truede med at rive grundlaget væk under selskabet, men som også åbnede nye muligheder, der blev udnyttet med vekslende held, inden GN blev til den virksomhed, den er i dag.

Store Nordiskes og GN’s historie frem til i dag kan ikke fortælles uden samtidig at inddrage den globale, storpolitiske og økonomiske udvikling såvel som den teknologiske innovation inden for især telekommunikation og elektronik i de sidste 150 år. Grundlæggende kan udviklingen fra 1869 til

STORE NORDISKE

197.0 x 268.0 mm

i dag inddeles i fire epoker med hver sine karakteristika, udfordringer og muligheder. Derfor er bogen opdelt i fire dele, der afspejler disse epoker og de centrale og bærende momenter i selskabets udvikling i samspil med påvirkningen fra omverdenen.

FØRSTE DEL, Etablering, ekspansion og storhed, omhandler årene fra Det Store Nordiske Telegraf-Selskabs stiftelse i 1869 til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914. Selskabet etablerer i årene 18691871 to kabelsystemer i henholdsvis Nordeuropa og Østasien forbundet med en 10.000 km lang telegraflinje gennem Rusland og Sibirien, så Japan og Kina forbindes telegrafisk med Europa. Hermed bliver Store Nordiske de første til at udfordre de engelske telegrafinteressers globale dominans, og det kommer til årelang konkurrence og deciderede sammenstød, inden en fredsaftale bliver indgået.

I 1902-1905 ekspanderer Store Nordiske med deltagelse i anlægget af USA’s første og eneste kabelforbindelse over Stillehavet til Filippinerne og Kina, og i Europa lægger selskabet et kabel til Island, der hermed fik telegrafisk forbindelse med Danmark og resten af verden. Det er selskabets storhedstid som et ledende internationalt telegrafselskab, men Den Russisk-japanske Krig i 1904-1905 og den første russiske revolution i 1905-1906 indvarsler nye tider, og det samme gør en ny trådløs radiotelegrafi, der overflødiggør telegrafkabler.

FORORD

ANDEN DEL, Med ryggen mod muren, dækker årene fra udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 til afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945, hvor Store Nordiske bliver sat under et stigende pres og må kæmpe for at bevare sin position og sin forretning. Storpolitisk påvirkes selskabet dels af Oktoberrevolutionen i Rusland 1917, der fører til oprettelsen af Sovjetunionen og det stalinistiske diktatur, dels af Japans stadigt mere aggressive ekspansionisme og militarisme, der også retter sig mod Store Nordiske, som står i vejen for Japans egne telegrafambitioner.

Samtidig vinder den trådløse telegrafi hastigt frem med flere forbindelser og lavere takster, og da 1930’ernes økonomiske verdenskrise fører til et mærkbart fald i den internationale telegramtrafik, mister Store Nordiske indtægter i et omfang, så driften blive urentabel. Selskabet har ryggen mod muren, og med udbruddet af 2. Verdenskrig i 1939 og den tyske besættelse af Danmark året efter kulminerer tilbagegangen med afbrydelse af alle selskabets kabler, ligesom hovedsædet i København mister forbindelsen med alle stationer i udlandet.

TREDJE DEL, Genopbygning og fornyelse, omhandler årene efter 2. Verdenskrig frem til 1986, hvor selskabet formelt skifter navn til GN Store Nord. Årene efter krigen er helliget genopbygningen af selskabets internationale kabelnetværk, hvor man mister forbindelsen til Kina efter

7

197.0 x 268.0 mm

den kommunistiske revolution i 1949. Til gengæld etablerer selskabet i begyndelsen af 1960’erne den første kabelforbindelse mellem Nordamerika og Europa via Island og Grønland, ligesom den transsibiriske forbindelse til Japan moderniseres.

Samtidig indleder Store Nordiske en fornyelse gennem opbygning af en ny industrisektor, som etableres med et engagement i batterifabrikken Hellesens A/S og ikke mindst oprettelsen i 1947 af virksomheden Storno, der bliver en af verdens største producenter af biltelefoner og udstyr til mobil telefoni. I 1968 engagerer Store Nordiske sig yderligere i GNT Automatic A/S, der fremstiller telefoner og andet materiel til fastnettelefoni, og ved selskabets 100-årsjubilæum kommer langt den overvejende del af koncernens omsætning fra de tre industriselskaber.

I midten af 1970’erne frasælges Storno, og i stedet køber Store Nordiske i 1977 høreapparat- og headsetproducenten Danavox, ligesom man engagerer sig i den nye computerbranche og engrossalg af elektriske artikler. Med navneskiftet til GN Store Nord i 1986 markerer selskabet sin position som en af Danmarks store elektronikkoncerner med syv datterselskaber, mens telegrafforretningen sygner hen.

FJERDE DEL, Fra industrikonglomerat til det nye GN, er en periode, hvor globaliseringen samt en hastig teknologisk udvikling ændrer hele grund-

8

laget for flere af GN Store Nords datterselskaber, som derfor frasælges. Samtidig skaber Sovjetunionens og østblokkens sammenbrud nye muligheder for den ellers hensygnende telegrafforretning, der anlægger nye fiberoptiske kabelsystemer. Et nyt forretningsområde er mobiltelefoni, hvor GN Store Nord med Sonofon I/S bliver de første til at udfordre det statslige telefonmonopol.

Det bliver dog tre af industriselskaberne, der bærer udviklingen ind i det nye årtusinde, og da Sonofon sælges i 2000, består GN Store Nord af høreapparatproducenten GN ReSound, headsetproducenten GN Netcom samt producenten af måle-, test- og kontroludstyr til bl.a. fiberoptiske kabler og driften af det nye internet, GN Nettest.

I 2001 og 2002 rammes GN Store Nord hårdt af dotcom-krisen, ligesom en børsnotering af NetTest slår fejl. Følgen er rekordstore underskud, hvorefter NetTest sælges, og koncernen videreføres som ”det nye GN” med høreapparater og headsets som eneste forretningsområder.

I 2006 sælges GN ReSound efter pres fra aktionærerne, så GN Netcom er GN’s eneste aktivitet. Handelen forbydes imidlertid af de tyske konkurrencemyndigheder, og i efteråret 2007 indledes en turnaround, der fører GN frem til sin nuværende status som verdensleder inden for udvikling af teknologier til elektronisk lydbehandling, der anvendes i fremstillingen af høre-

STORE NORDISKE

197.0 x 268.0 mm

apparater og headset i de to selskaber GN Hearing og GN Audio.

Bogens tilblivelse Bogen er blevet til på grundlag af en forskningsaftale mellem Copenhagen Business School og GN, der har ønsket at markere koncernens 150-årsjubilæum 1. juni 2019 med en forskningsbaseret fremstilling af selskabets udvikling siden 1869. GN har finansieret projektet og derved givet mig tid og gode arbejdsbetingelser, som har gjort det muligt at udarbejde bogen. Jeg har således haft fri adgang til alle koncernens arkiver, både dem, der opbevares i Rigsarkivet, og dem, der opbevares i hovedsædet i Ballerup, ligesom jeg har haft frie hænder til udarbejdelsen af manuskriptet.

Mit arbejde med bogen er blevet fulgt af en følge- og læsegruppe bestående af projektledere og Brand Managers Anne Marie Preisler og Mette Rusholt; Vice President, Group Communication, Steen Frentz Laursen; Senior Director, Audio Research, Leo Larsen og Vice President, External Relations, Nikolai Bisgaard fra GN samt lektor og

FORORD

centerleder Mads Mordhorst fra CBS. Det har ført til en frugtbar dialog med mange input, afklaringer og kommentarer, men i sidste instans har jeg bestemt bogens indhold og udformning, og det er derfor mig alene, der bærer ansvaret for eventuelle fejl og misforståelser.

Foruden læsegruppen har en række personer bidraget til arbejdet med bogen gennem assistance under arkivstudierne i GN’s hovedsæde: Eva Nielsen, Niels Strømmen og ikke mindst Tina Gjørup Hansen, som jeg alle skylder tak. Jeg har desuden haft samtaler med tidligere adm. direktør i GN Store Nord Jørgen Lindegaard, tidligere bestyrelsesmedlem Finn Junge-Jensen, tidligere bestyrelsesformand Mogens Hugo samt tidligere leder af telegrafselskabet underdirektør Frits Larsen, tidligere overingeniør og bestyrelsesmedlem Erik Boye Jensen og tidligere telegrafbestyrer Karlo Andersen. Desuden har jeg haft en samtale med GN’s nuværende formand, Per Wold-Olsen, og næstformand, Bill Hoover. En tak til alle for at have taget sig tid til at hjælpe mig i arbejdet med bogen.

K U R T JAC O B S E N , februar 2019

9

197.0 x 268.0 mm

Prolog

Om morgenen 25. november 1870 ankrede en danskchartret kabeldamper, Great Northern, op ved stabelpladsen Wusong i Huangpufloden tæt ved Yangtzeflodens munding. Mandskabet gik straks i gang med at losse telegrafisk udstyr og andet materiel beregnet for en dansk telegrafstation, der skulle indrettes i Shanghai længere oppe ad floden. Fem dage senere blev passagererne – danske telegrafister og andre teknikere og kontorfolk – afhentet af premierløjtnant Edouard Suenson og transporteret til Shanghai. Længslen efter at sove i rigtige senge var stor efter at have været undervejs fra London i næsten fire måneder.

Umiddelbart efter lettede Great Northern anker og stævnede ned mod Yangtzeflodens munding, hvor der ankredes op for natten. Dagen efter sejlede skibet 90 sømil mod sydøst, hvorfra man påbegyndte udlægningen af et kabel tilbage mod Wusong. Halvvejs gik det galt, da damperen gik på grund og fik en skade på maskinen. Efter

10

en nødtørftig reparation fortsatte kabeludlægningen den følgende morgen, og om eftermiddagen 4. december 1870 kappedes kablet ved en pynt over for Wusong.

Fire dage efter udlagde danskerne endnu et kabel fra to jernpramme på slæb efter to små dampskibe. I en nat med klart månelys sejlede man langsomt op ad floden, mens kablet blev udlagt og til sidst landet på en grund i det nordlige Shanghai, hvor kabelenden blev gravet ned og alle spor slettet. Telegrafen var kommet til Kina.

Landingsstedet for Store Nordiskes undersøiske kabler ved stabelpladsen Wusong i Huangpufloden neden for Shanghai, hvor selskabet etablerede en lille station og opførte et kabeldepot. Stemningen på billedet er fredfyldt, men faktisk var floden ud for landingsstedet stærkt trafikeret af både kinesiske junker og europæiske dampere og sejlskibe, der ankrede op og afventede højvande, så de kunne gå op til Shanghai.

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

197.0 x 268.0 mm

Det Store Nordiske Telegraf-Selskab KAPITEL 1

Landingen af telegrafkablet i Shanghai var det centrale led i en storstilet aktion, der omfattede endnu to kabeldampere og et dansk orlogsskib.

Planen var at lægge undersøiske telegrafkabler mellem Hongkong og Shanghai og derfra videre til Vladivostok i Russisk Fjernøsten via Japan.

Herfra skulle der gennem Sibirien og det europæiske Rusland etableres en telegrafforbindelse til Danmark og Vesteuropa, så Kina og Japan blev telegrafisk forbundet med Europa og den øvrige verden.

Manden bag aktionen var den 41-årige danske entreprenør og direktør for Privatbanken, C.F. Tietgen. Hvis aktionen lykkedes, ville Danmark få et telegrafselskab af internationalt format og med en størrelse langt ud over, hvad man hidtil havde set i dansk erhvervsliv. For den danske statskasse ville projektet resultere i betydelige transitindtægter fra de mange telegrammer, der ville passere dansk territorium fra kablerne i Østasien.

Udsigten til gevinst var således stor, men de økonomiske investeringer tilsvarende betydelige.

12

Meget stod på spil, og meget kunne gå galt – lykkedes det, ville det være en både teknisk og forretningsmæssig, men også en national triumf.

Telegrafen i Danmark – og til England Den elektriske telegraf kom sent til Danmark. Efter at Samuel Morse i 1844 havde anlagt verdens første telegraflinje for offentlig trafik mellem Washington og Baltimore i USA, bredte systemet med anvendelse af de karakteristiske prikker og streger sig hurtigt til Europa. I 1850 havde Storbritannien ca. 3.500 km telegraflinjer, Preussen ca.

3.900 km og Frankrig ca. 1.000 km, og flere stater begyndte at forbinde deres nationale netværk og gøre telegrafen grænseoverskridende.

Når det trak ud i Danmark, skyldtes det de danske bælter. Da det i 1851 lykkedes at lægge det første brugbare undersøiske telegrafkabel under Den Engelske Kanal mellem Dover og Calais, gik man også i gang i Danmark, men det tog sin tid.

Først 2. februar 1854 åbnedes en telegrafforbin-

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

delse fra Helsingør over København og Korsør til Fredericia, hvorfra en linje førte til Hamburg med tilslutning til det øvrige europæiske telegrafnet.1 I 1857 blev der anlagt en statslig telegraflinje fra Fredericia op gennem Jylland til Aalborg og Frederikshavn, og samtidig begyndte købstæder og private at anlægge tilslutningslinjer til de statslige linjer, så Danmark fik et nationalt telegrafnet. Norge og Sverige var blevet koblet på det europæiske telegrafnetværk med et dansk-svensk kabel under Øresund 1. januar 1855, og Danmark blev samtidig transitland for international telegramtrafik mellem det øvrige Skandinavien og Europa.

Det varede ikke længe, inden det danske og især det københavnske handelsliv ytrede interesse for en direkte kabelforbindelse til Storbritannien, og også udenrigs- og sikkerhedspolitisk var der fordele ved at kunne kommunikere direkte med London uden om Tyskland.

Kablet under Øresund var finansieret og drevet af den svenske og den danske stat, men et kabel under Nordsøen ville være langt mere bekosteligt, samtidig med at den britiske regering overlod telegrafen til private virksomheder. Derfor måtte der privat finansiering og drift til som ved lægning af de fleste undersøiske telegrafkabler. I juli 1857 udstedte den danske regering derfor en koncession, der gav det britiske firma J.W. Brett & Co. tilladelse til lægning og drift af et kabel til Storbritannien.

J.W. Brett var en af hovedmændene i The Submarine Telegraph Company, der havde lagt det første kabel under Den Engelske Kanal og siden flere andre. Det skortede således ikke på kunnen og erfaring, men finansielle vanskeligheder betød, at kablet først blev udlagt i juli 1859. Efter at den danske statstelegraf havde anlagt tilslutningslinjerne på land, kunne forbindelsen åbnes 18. januar 1860, og Danmark havde fået direkte telegrafforbindelse med Storbritannien.

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

Det Store Nordiske Telegraf-Selskabs stifter, C.F. Tietgen, blev i 1857 i en alder af blot 28 år udnævnt til direktør for den nystiftede Privatbanken, der var Danmarks første store kommercielle bank. I det følgende år medvirkede Tietgen og banken i oprettelsen af et større antal danske virksomheder organiseret som aktieselskaber kulminerende med oprettelsen af Store Nordiske i 1869. Tietgen var oprindeligt grosserer, udlært i Manchester, og blev som direktør for Privatbanken sin tids mest betydningsfulde danske erhvervsmand og formentlig den mest initiativrige gennem alle tider.

Kablet fik ikke kun betydning for handelen, men også for den danske statskasse i kraft af transitindtægter fra den svenske og norske telegramtrafik med Storbritannien. I 1861 havde Statstelegrafen transitindtægter på knap 47.000 rigsdaler, der voksede til 59.000 i 1863. Direktør for Statstelegrafen Peter Faber fik blik for de økonomiske fordele

13

197.0 x 268.0 mm

ved, at Danmark blev et knudepunkt for international telegrafi, og fik derfor landet inddraget i to vidtrækkende kabelprojekter.2

Danmark og telegrafforbindelser til USA Efter lægningen af endnu et antal kabler under Den Engelske Kanal og andre europæiske farvande var den store udfordring at etablere telegrafisk forbindelse tværs over Atlanterhavet mellem Europa og Nordamerika. Mens et brev mellem London og New York typisk var to uger undervejs afhængigt af vind og vejr, kunne et telegram transmitteres på nogle minutter. En transatlantisk telegrafforbindelse ville derfor revolutionere handelen og det øvrige samkvem mellem den ”gamle” og den ”nye” verden – og blive en indbringende forretning.

I både USA og Storbritannien arbejdede flere konsortier med projektet, men de tekniske vanskeligheder på grund af afstanden og havdybden var betydelige og omkostningerne tilsvarende store.

De fleste planer gik ud på at lægge et kabel mellem Irlands vestkyst og New Foundland. Et alternativt projekt var lægning af kabler fra New Foundland via Grønland, Island og Færøerne, så det kunne opdeles i mindre sektioner. Sommeren 1854 blev amerikaneren Taliaferro Shaffner tildelt dansk koncession på landing af kabler i de danske besiddelser i Nordatlanten med forbindelse videre til København, hvilket ville medføre flere transitindtægter til statskassen.

14

Peter Faber var direktør for det danske telegrafvæsen fra 1853 til sin død i 1877. Han delte C.F. Tietgens visioner om udnyttelse af Danmarks geografiske position i opbygningen af det globale telegrafnet og var desuden en konstant drivkraft i opbygningen af et nationalt dansk telegrafsystem. I dag huskes han i Danmark dog mest for sin sangskrivning, der omfattede folkekære julesange som Højt fra træets grønne top, Sikken voldsom trængsel og alarm samt sangen fra begyndelsen af Treårskrigen 1848-1850: Dengang jeg drog afsted.

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

Inden projektet kunne realiseres, lagde den amerikanske forretningsmand Cyrus Field i 1858 et undersøisk telegrafkabel mellem Irland og New Foundland, men efter godt to måneders drift ophørte det med at fungere. Visionen om at forbinde USA og Europa telegrafisk var imidlertid ikke død, og mens der forberedtes nye forsøg på at lægge et Atlanterhavskabel, fik Peter Faber trukket Danmark ind i et projekt i en helt anden retning.

Faber ville lægge et dansk-russisk kabel, så transittrafik mellem Rusland og Storbritannien/Frankrig passerede via Danmark uden om Tyskland. Ydermere havde amerikaneren Perry McDonough Collins i maj 1863 fået russisk koncession på lægning af et kabel fra det dengang russiske Alaska under Beringsstrædet til havnebyen Nikolajevsk i Russisk Fjernøsten, så Europa kunne forbindes telegrafisk med Nordamerika via de russiske og sibiriske landlinjer.

Ifølge Peter Faber kunne Danmark drage fordel af det russisk-amerikanske projekt, da et dansk-russisk kabel ville blive foretrukket af England og Frankrig frem for de tyske landlinjer, og Danmark ville blive et knudepunkt for international telegramtrafik med betydelige transitindtægter til følge.3

National katastrofe I september 1863 fik Peter Faber det britiske The Submarine Telegraph Company til at indsende en ansøgning til den russiske regering om koncession på et dansk-russisk kabel, men kort efter gik de storstilede planer på gulvet. I begyndelsen af 1864 gik Danmark i krig for at bevare hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, men de danske tropper led hurtigt et ydmygende nederlag.

Ved fredsaftalen måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer, og med et slag var landet blevet 33 procent mindre og havde mistet næsten 40 procent af sin befolkning. Den nye grænse mod syd gik ved Kongeåen og efterlod en stærk følelse af, at fædrelandet var blevet ”amputeret ved hofterne”, som Herman Bang senere udtrykte det.

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

Med afståelsen af hertugdømmerne mistede Danmark det dansk-britiske telegrafkabel, der var landet ved Vester Hever 100 km syd for den nye dansk-tyske grænse. I lyset af nederlaget og dets konsekvenser i øvrigt kan tabet af telegrafforbindelsen forekomme beskedent, men af udenrigspolitiske og diplomatiske såvel som af erhvervsmæssige og økonomiske grunde var det uholdbart, at Danmarks telegrafiske kommunikation med London fremover foregik via tysk territorium. Helt galt blev det, da kablet kort efter ophørte med at fungere, så al telegramtrafik til og fra Storbritannien måtte sendes via Hamburg, hvilket var både langsommere og dyrere.

Yderligere blev den danske statskasse ramt, da Sverige drog konsekvenserne af den danske ’telegrafamputering’ og fik lagt et undersøisk kabel fra Skåne til Rügen på den tyske Østersøkyst. Kablet åbnede for trafik 1. juli 1865, og herefter gik næsten al telegramtrafik mellem Norge/Sverige og det øvrige Europa uden om Danmark, der led et betragteligt økonomisk tab. Transitindtægterne, der i 1863 havde udgjort næsten 59.000 rigsdaler, var i frit fald til 4.971 rigsdaler i 1866, og det var ingen udsigt til en bedring – tværtimod.4 Den danske regering bad The Submarine Telegraph Company lægge et nyt kabel til Storbritannien, men blev afvist. Selskabet drev i forvejen flere kabler under Den Engelske Kanal og vidste, at det danske erhvervsliv og regeringen ikke havde andet valg end at benytte disse forbindelser – så hvorfor lægge et konkurrerende kabel? Heller ikke udsigten til også at lægge et dansk-russisk kabel og derved få fingre i den russiske telegramtrafik med Storbritannien og Vesteuropa kunne lokke det britiske selskab – eller andre, for den sags skyld. For den danske statstelegraf og dets direktør, Peter Faber, blev det derfor en hovedopgave at få lagt et nyt kabel til Storbritannien – spørgsmålet var, hvem der skulle gøre det.

C.F. Tietgen og telegrafen Blandt Peter Fabers første initiativer efter tabet af telegrafforbindelsen til Storbritannien var at gen-

15

197.0 x 268.0 mm

Børsbygningen i København ca. 1865, hvor C.F. Tietgen havde kontor, og hvor også Det Store Nordiske Telegraf-Selskab i begyndelsen havde til huse. Bag bygningen skimtes til venstre master fra et sejlskib og i baggrunden til venstre et dampskib. Bygningen til højre er den danske Nationalbank med en forbindelsesbygning til Børsen, og bagerst til højre ses spiret fra Vor Frelsers Kirke.

16

optage forhandlingerne om et dansk-russisk kabel. I april 1865 nåede han til enighed med den russiske telegrafdirektør om, at der skulle etableres en kabelforbindelse mellem de to lande via Bornholm. For at fremme interessen for en forbindelse til Storbritannien fik Faber indføjet, at det selskab, der fik koncession til et dansk-russisk kabel,

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

fik fortrinsret til en koncession på et dansk-britisk kabel og dermed adgang til telegramtrafikken mellem Rusland og Storbritannien.

Det lykkedes imidlertid ikke at interessere hverken The Submarine Telegraph Company eller andre britiske telegrafselskaber, som var dominerende inden for undersøisk telegrafi. Til gengæld meldte den 35-årige danske bankdirektør C.F. Tietgen sig. Han havde i efteråret 1856 søgt koncessionen på det dansk-britiske kabel, men var blevet vraget til fordel for J.W. Brett, hvorefter han fra slutningen af 1857 havde varetaget Taliaferro Shaffners interesser i Danmark vedrørende etableringen af den nordatlantiske kabelforbindelse til USA. I september 1865 sendte Tietgen en ansøgning til det danske finansministerium om koncession på det nordatlantiske projekt, der hermed genoplivedes. Ansøgningen var fra et konsortium omkring det engelske parlamentsmedlem James Wyld, der havde Tietgen som sin repræsentant i Danmark. Konsortiet ville lade forbindelsen gå via Skotland til Danmark, der hermed ville få et nyt kabel til Storbritannien.

Wyld blev hurtigt tildelt den ønskede koncession, der også omfattede et kabel mellem Danmark og Norge. Wyld erklærede sig ligeledes villig til at lægge et dansk-russisk kabel, hvis Rusland ville yde økonomisk støtte, så kabelforbindelsen ville blive rentabel.

Den russiske telegrafdirektør var imødekommende, og udenrigsminister grev Tolstoj lod forstå, at Rusland lagde stor vægt på en kabelforbindelse mod vest via Danmark, ”da Rusland derved ville opnaa en af Tyskland uafhængig direkte Forbindelse med England”. Samtidig fremhævede han perspektiverne, når det amerikansk-russiske telegrafprojekt via Sibirien og Beringsstrædet forventeligt stod færdigt to år senere, så der kunne skabes telegrafforbindelse mellem Europa og USA via Rusland og Sibirien.5 Der var således tale om to konkurrerende projekter, hvad angik telegrafforbindelserne mellem USA og Europa med Danmark som knudepunkt i begge. I Russisk Fjernøsten havde det amerikan-

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

ske Western Union Telegraph Company allerede investeret 3 mio. $ i Beringsstræde-projektet, og 1. marts 1866 begyndte også det nordatlantiske projekt at materialisere sig med oprettelsen af The North Atlantic Telegraph Company, som skulle udnytte Wylds koncessioner.

I bestyrelsen for det nordatlantiske selskab sad C.F. Tietgen, der fortsat var officiel repræsentant for det engelske konsortium, samt hans nære ven og forretningspartner, grosserer O.B. Suhr. Hermed var danske forretningsfolk for alvor rykket i centrum for Danmarks interesser i den internationale telegrafi med Tietgen som den drivende kraft.

Tietgen i kamp om koncessioner Kort efter begyndte grundlaget for det hele imidlertid at skride. Sommeren 1865 var et nyt forsøg på udlægning af et kabel mellem Irland og New Foundland slået fejl, men den følgende sommer lykkedes det at fuldføre projektet og samtidig udlægge endnu et kabel, så der i august 1866 kunne etableres to direkte, funktionsdygtige forbindelser mellem Europa og USA. Jubelen var stor på begge sider af Atlanten – men næppe hos North Atlantic Telegraph Company i London, der måtte se det nordatlantiske projekt gå på gulvet.

Tietgen opgav imidlertid ikke sit engagement i international telegrafi, og en ny chance opstod, da den engelske kabelproducent R.S. Newall, der var gået i gang med at fremstille Danmark-Norge-kablet uden at have modtaget betaling, ønskede at overtage Wylds koncessioner. Han bad Tietgen undersøge mulighederne, og det danske finansministerierum accepterede på betingelse af, at Tietgen personligt indestod for lægningen af kablet. Hvis Newall fik Norgeskablet indskibet senest 30. april 1867, ville han også blive tildelt koncessionerne på Englandskablet og det nordatlantiske projekt. Hvis ikke, skulle Tietgen sikre udlægningen af Norgeskablet inden udgangen af juli eller indbetale 15.000 £ til den danske statskasse, hvilket Tietgen accepterede.

Det danske finansministerium dækkede sig imidlertid ind, da man i marts 1867 indgik end-

17

197.0 x 268.0 mm

Det krævede verdens største dampskib, Great Eastern, at lægge de transatlantiske kabler i 1865 og 1866.

Skibet var oprindeligt et passagerskib med plads til 400 passagerer. Med en længde på godt 211 meter var det sin tids suverænt største damper, der kunne medbringe tilstrækkelige forsyninger til at sejle fra Storbritannien til Australien uden stop undervejs. Til brug for kabellægninger blev skibet ombygget og bl.a. udstyret med tre kabeltanke, der kunne rumme op til i alt 4.600 km undersøisk kabel. Frem til 1868 lagde Great Eastern over 48.000 km undersøisk kabel.

nu en aftale med det britiske The Telegraph Construction & Maintenance Company. Hvis ikke Newall fik Norgeskablet færdigt til tiden, ville alle koncessionerne blive overdraget til briterne.

Newall nåede det ikke, og straks 1. maj gjorde The Telegraph Construction & Maintenance Company krav på koncessionerne, mens Tietgen bad

18

Finansministeriet om nogle få dages udsættelse. Kablet blev indskibet 4. maj, men det engelske selskab stod fast sin aftale. Imidlertid stod også Tietgen fast på sin forpligtelse til at udlægge Norgeskablet inden udgangen af juli.

Det endte med, at Finansministeriet gav Tietgen og Newall lov til at udlægge Norgeskablet, mens koncessionerne til det langt vigtigere Englandskabel og det nordatlantiske projekt tilfaldt The Telegraph Construction & Maintenance Company. Newall udlagde kablet mellem Arendal i Norge og Hirtshals i Danmark, så det kunne åbnes for trafik 1. juli 1867, mens Tietgen fik overdraget Newalls koncession til et selskab, han havde stiftet til at drive kablet.

Det lykkedes ikke The Telegraph Construction & Maintenance Company at rejse den nødvendige finansiering til et dansk-engelsk kabel, og Fi-

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

nansministeriet overdrog derfor igen koncessionerne til Newall med Tietgen ventende i kulissen.

Med et dansk-norsk og et kommende dansk-engelsk kabel begyndte konturerne af et nordisk telegrafselskab at tegne sig.

Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab Den 10. januar 1868 udsendtes i København og Newcastle en indbydelse til aktietegning i Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab med det formål at overtage kablet til Norge samt at udlægge og drive Englandskablet. I alt skulle der tegnes aktier for 100.000 £ eller 900.000 rigsdaler, hvilket var et betydeligt beløb for det lille danske kapitalmarked. Initiativtagere var foruden C.F. Tietgen, grossererne C.A. Broberg og O.B. Suhr, henholdsvis formand og næstformand for Privatbankens bankråd, den tidligere finansminister og generaltolddirektør grev W. Sponneck samt Tietgens nære kompagnon i Newcastle, grosserer H.G. Erichsen.

Indbydelsen blev fyldigt omtalt i hovedstadspressen, og efter en omtale af de hidtidige forgæves forsøg på at genetablere en direkte telegrafforbindelse til England, hilste Dagbladet det velkomment, ”at der her i København er sammentraadt nogle paa Pengemarkedet velansete Mænd … som have taget Sagen i deres Haand”.6 Aktietegningen gik over al forventning – stærkt hjulpet af, at den danske stat forinden havde tegnet sig for knap 20 procent af den samlede kapital, hvilket Tietgen og Erichsen ”ganske confidentielt” betroede potentielle aktionærer. Allerede 20. januar var der tegnet for over 50.000 £, og 3. april 1868 underskrev Christian 9. koncessionerne, der gav Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab 30 års eneret på både den dansk-norske og den dansk-engelske forbindelse.7 I alle lande krævedes en regeringstilladelse for at lande et telegrafkabel, og ved at opnå eneret kunne selskabet sikre sig mod konkurrence og derved få garanti for dækning og forrentning af omkostningerne. En tilsvarende koncession blev tildelt af den svensk-norske regering, mens den

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

britiske regering – i lighed med den amerikanske – ikke udstedte eneretskoncessioner. Der kunne dog ikke lægges konkurrerende kabler mellem Storbritannien og Danmark på grund af den danske eneretskoncession.

Dagen efter, 4. april 1868, afholdt Det DanskNorsk-Engelske Telegraf-Selskab stiftende generalforsamling på Børsen i København. Den første bestyrelse bestod af de fem indbydere, der på det første bestyrelsesmøde 7. maj suppleredes med chefen for Finansministeriets sekretariat, Martin Levy, der repræsenterede statens aktiepost.8 Tietgen var bankdirektør, og hverken han eller de øvrige bestyrelsesmedlemmer havde teknisk indsigt i kabelproduktion og kabellægning, og for så vidt ikke i telegrafi overhovedet. Det var nødvendigt at tilknytte en teknisk ekspert, så Statstelegrafen udlånte overkrigskommissær C.L. Madsen til at bistå med projektet. Han var ingeniør og telegrafinspektør for søforterne og fik til opgave at følge fremstillingen af kablerne og bistå ved udlægninger og landinger af i første omgang Englands-kablet.

I begyndelsen af september 1868 udlagde R.S. Newall det dansk-engelske kabel mellem Søndervig på Jyllands vestkyst og Newbiggin nord for Newcastle i det nordlige England. Forbindelsen blev åbnet 21. september, da Christian 9. sendte et telegram til sin datter Alexandra i London, der var gift med den fremtidige engelske konge, Edvard 7. Åbningen af forbindelsen førte hurtigt til en markant forøgelse i transittrafikken gennem Danmark og dermed i statens indtægter. Også for Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab var udviklingen positiv, da nettoindtægten fra begge kabelanlæg i årets sidste tre måneder udgjorde ca.

40.000 rigsdaler.

Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab Endnu inden Det Dansk-Norsk-Engelske Telegraf-Selskab holdt sin stiftende generalforsamling, søgte C.F. Tietgen 2. marts 1868 om dansk koncession til anlæg og drift af et kabel til Rus-

19

197.0 x 268.0 mm

Tietgen sendte straks H.G. Erichsen til Sankt Petersborg for at forhandle med den russiske telegrafdirektør, general Karl Karlovitj von Lüders.

Hovedemnet var økonomi, for skulle et kabel konkurrere takstmæssigt med de kontinentale landlinjer via Tyskland til Den Engelske Kanal, ville det være nødvendigt med russisk økonomisk subvention af telegrammer sendt via det danske kabel.

Det faldt nemt for H.G. Erichsen at opnå den ønskede takstreduktion.

Følgen ville ganske vist blive færre indtægter for den russiske statstelegraf, men i sin redegørelse til den russiske regering fremhævede von Lüders, at Rusland til gengæld opnåede en telegrafforbindelse med Storbritannien, der C.F. Tietgens nærmeste partner i oprettelsen af Det Store Nordiske Telegraf-Selskab var den danske grosserer i Newcastle Herman Gustav Erichsen.

land i henhold til de to landes telegrafkonvention af 10. juni 1865. Koncessionen blev meddelt allerede den følgende dag under forudsætning af, at den russiske regering også udstedte en koncession.9

20

gik uden om Tyskland.10 På en international telegrafkonference i Wien i juli 1868 forhandlede Karl von Lüders og Peter Faber de sidste detaljer på plads, så en dansk koncession kunne underskrives af Christian 9. måneden efter. For at sikre en hurtig russisk ratifikation fik Tietgen kongen til at fremskynde sagen under dennes besøg i Sankt Petersborg i slutningen af august. Ligeledes fik han den danske gene-

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

Store Nordiskes kabelhus på Hvide Odde Strand nord for Rønne, hvor kablet fra Møn blev ført i land i december 1868. En landlinje førte over Bornholm til Snogebæk syd for Nexø, hvorfra kablet til Liepaja i det dengang russiske Letland blev udlagt i maj 1869.

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

ralkonsul i Sankt Petersborg, grosserer Hans Pallisen, til at arbejde i samme retning, da Tietgen tilbød denne posten som repræsentant i Rusland for Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab.11 I begyndelsen af september kunne Hans Pallisen meddele Tietgen, at den russiske tronfølger

21

197.0 x 268.0 mm

– og Christian 9.s svigersøn – storfyrst Aleksander, interesserede sig for sagen efter den danske konges intervention. Den russiske koncession udstedtes da også 18. september 1868 og gav som den danske 30 års eneret på en kabelforbindelse mellem de to lande.12 Koncessionen var udstedt til C.F. Tietgen og H.G. Erichsen, der overdrog den til det nystiftede Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab med en aktiekapital på 100.000 £ svarende til 900.000 rigsdaler, hvoraf hovedparten tegnedes af de største aktionærer i Det Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab, og de to selskabers bestyrelser var da også identiske. Blandt aktionærerne var den danske stat, idet Tietgen efter den store interesse for aktier i det dansk-engelske selskab havde overtalt finansministeren til at overføre den statslige investering i aktier til det dansk-russiske selskab.13 Først blev et kabel udlagt mellem Møn og Bornholm med en ekstra tråd beregnet for dansk trafik mellem Bornholm og det øvrige Danmark, hvorefter kablet mellem Bornholm og Liepaja i Letland blev udlagt i begyndelsen af maj 1869. En måned efter åbnede Danmark-Rusland-forbindelsen for offentlig trafik.

Af det nye selskabs aktiekapital blev 25 procent øremærket en eventuel udlægning af et kabel mellem Sverige og det russiske Finland. Et svensk-russisk kabelprojekt var gået på gulvet, og C.F. Tietgen og H.G. Erichsen havde udnyttet situationen og sikret sig forhåndstilsagn i både Sverige og Rusland om tildeling af en 30-årig eneretskoncession for at forhindre, at den kom på andre hænder.

Norsk-Britisk Telegraf-Compagnie Kablet mellem Liepaja og Bornholm var tidligere bestilt af det norske selskab Norsk-Britisk Telegraf-Compagnie til udlægning mellem Norge og Skotland, så Norge fik en direkte telegrafforbindelse til Storbritannien uden om Danmark og de danske kabler. Imidlertid vedtog det britiske parlament at nationalisere alle private telegraflinjer, så det liberalistiske Storbritannien fulgte mønsteret fra de øvrige europæiske stater med statsdrift

22

af telegraflinjer på land. Da nordmændene ikke forinden havde sikret sig en aftale med et engelsk selskab om viderebefordring af de norske telegrammer, risikerede nordmændene at stå tilbage med et kabel uden forbindelse til det britiske telegrafnet.14 C.F. Tietgen tilbød, at det norske selskab kunne blive en del af en aftale, som Det Dansk-Norsk-Britiske Telegraf-Selskab havde med et engelsk selskab, som med nationaliseringen ville blive overtaget af den engelske post- og telegrafadministration, General Post Office, som samtidig overtog aftalen om viderebefordring. I givet fald ville det være uheldigt med konkurrence mellem de to kabelselskaber, argumenterede Tietgen, og 12. august 1868 sluttedes en overenskomst mellem det norsk-britiske og det dansk-norsk-engelske selskab. Det samlede overskud på de to kabler skulle fordeles efter størrelsen af aktiekapitalen, så to tredjedele ville tilfalde det danske selskab og en tredjedel det norske.15 Danskerne hævdede yderligere, at det norske kabel teknisk ikke kunne anvendes sammen med det danske kabel. Derimod kunne det anvendes til den dansk-russiske forbindelse, og på en generalforsamling i september 1868 besluttede det norske selskab at sælge kablet til Det Dansk-Russiske Telegraf-Selskab og bestille et nyt til eget brug.16 Det hele lignede en dansk vennetjeneste, men var efter alt at dømme led i en bevidst og langsigtet strategi om at tvinge det norske selskab ind i et samarbejde med det mål at overtage det. Det engelske selskab, som skulle stå for viderebefordringen af telegrammerne, havde C.F. Tietgen og H.G. Erichsen således oprettet, da de hørte om den norske bestilling af et kabel. Nordmændene kom hermed i lommen på de to danskere, og Tietgen kunne gå videre med sine planer.17

Det Store Nordiske Telegraf-Selskab I efteråret 1868 begyndte tanken om en sammenslutning af de to danske og det norske selskab at modnes hos C.F. Tietgen – formentlig har det indgået i hans overvejelser hele tiden. Årsagen var

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

Udkast til hoved på de første aktiebreve i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab. Portrættet i midten er af den danske fysiker H.C. Ørsted, der med sin opdagelse af elektromagnetismen skabte grundlaget for udviklingen af telegrafen.

hans vedvarende tro på det nordatlantiske projekt, der nemmere lod sig realisere af ét stort telegrafselskab i stedet for tre mindre.

Når han alligevel tøvede, skyldtes det frygten for at få større andele britisk kapital ind i projektet, der ville kræve en investering på op mod 1.200.000 £ eller næsten 11 mio. rigsdaler, som hverken Tietgen selv, Privatbanken eller det dan-

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

ske kapitalmarked kunne rejse. En stor britisk kapitaltilførsel kunne rokke ved Tietgens kontrol over det nordiske telegrafimperium, der for alvor var begyndt at tage form. Foreløbig gik han dog videre med planerne, da han sammen med H.G. Erichsen og en canadisk advokat i februar 1869 fik canadisk koncession på landing af et kabel fra Grønland.18 I løbet af foråret 1869 blev det imidlertid klart, at det ikke ville være muligt at skaffe den nødvendige finansiering, og Tietgen opgav foreløbig det nordatlantiske projekt. Alligevel skred han til en sammenslutning af de tre nordiske telegrafselska-

23

197.0 x 268.0 mm

ber i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, der stiftedes 1. juni 1869 med en aktiekapital på 400.000 £ eller 3,5 mio. rigsdaler. Størstedelen af kapitalen blev skaffet ved, at aktionærerne i de tre eksisterende selskaber kunne ombytte deres aktier til aktier i det nye selskab svarende til 84,5 procent af kapitalen. Resten blev udbudt på Børsen, hvilket resulterede i, at der med Tietgens ord opstod ”et fuldstændigt Raserie efter Great Northern Aktier”, der hurtigt var solgt.19 Bestyrelsens medlemmer i det nye nordiske selskab var gengangere med C.F. Tietgen som formand, grossererne C.A. Broberg, O.B. Suhr, grev W.C.E. Sponneck, der i mellemtiden var blevet nationalbankdirektør, og M. Levy som repræsentant for Finansministeriet, der bevarede sin aktiepost.

24

Kort over Det Store Nordiske Telegraf-Selskabs kabelsystem ved selskabets stiftelse 1. juni 1869.

De stiplede linjer er kabler, der blev udlagt i månederne efter. Betydningen af Danmarks geografiske placering fremgår tydeligt, hvilket blev grundlaget for selskabets etablering og de facto-monopol i Nordeuropa.

Som selskabets repræsentant i Storbritannien udnævntes H.G. Erichsen, mens generalkonsul Hans Pallisen blev repræsentant i Rusland.

Det nye selskab havde fra begyndelsen et de facto-monopol på international telegramtrafik mellem Rusland, Skandinavien og England, da den svensk-norske regering havde udstedt en 30-årig eneretskoncession på kablet fra Norge til Skotland. Kablet mellem Bornholm og Rusland

ETABLERING, EKSPANSION OG STORHED

197.0 x 268.0 mm

blev åbnet for trafik blot fem dage efter selskabets stiftende generalforsamling, og 21. august 1869 åbnede det norsk-skotske kabel. Endelig blev det svensk-russiske kabel udlagt mellem Grisslehamn i Sverige og Nystad i Finland og åbnet for trafik 1. november 1869.

I centrum af netværket lå Danmark, hvis geografiske placering og neutrale småstatsstatus gjorde det muligt at etablere landet som et telegrafisk knudepunkt mellem stormagterne Rusland og Storbritannien som grundlag for, at et dansk telegrafselskab kunne udfordre de ellers altdominerende britiske selskaber.

Medvirkende til Tietgens succes var de engelske telegrafselskabers uvilje til at lægge kabler

DET STORE NORDISKE TELEGRAF-SELSKAB

til Danmark og ikke mindst deres undervurdering af den danske bankdirektør og den danske ihærdighed i det hele taget. Efter åbningen af det dansk-engelske kabel kunne C.L. Madsen berette for Tietgen, at man i engelske telegrafkredse talte om, at det ”ikke skulle tillades ’these Danes to go on further’.”20 Englænderne havde imidlertid ikke hørt det sidste fra ”these Danes”. Tværtimod skulle det snart vise sig, at Store Nordiskes danske forankring åbnede muligheder i helt andre dele af verden, hvor de britiske selskaber næppe havde ventet det – og igen var Danmarks geografiske placering og neutrale småstatsstatus det bærende grundlag.

25