Straffet på livet

Niels H. Kragh-Nielsen

S tr aff et pĂĽ livet Henrettelser i Danmark 1537-1892

Gads Forlag

Niels H. Kragh-Nielsen

Straffet pĂĽ livet Henrettelser i Danmark 1537-1892

GADS FORLAG

STRAFFET PÅ LIVET Henrettelser i Danmark 1537-1892 Af Niels H. Kragh-Nielsen Copyright © Gads Forlag, 2018 ISBN: 978-87-12-05408-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia and Herzegovina Forlagsredaktion: Erik Høvring Projektledelse: Henrik Sebro Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsillustrationer: Struensee og Brandts henrettelse på Øster Fælled.

Samtidigt stik. Greverne endte på skafottet den 28. april 1772.

Deres parterede legemsdele blev stillet til skue på Vester Fælled. Øksen befinder sig på Nationalmuseet. Scanpix/Kristian Sæderup Illustrationer: Se billedtekster Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: GPS

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Indhold

Indledning Om bogen

KAPITEL 2

11

KAPITEL 1

Misdæderne Hvem var de?

18 Mønstre i misgerningerne 25 Tyveri: til galge og gren 31 Heste- og kvægtyve i 1700-årene 35 Drab og mord: rettes med sværd eller økse 39 Trolddom, blodskam og sodomi, mordbrand: på bålet 48 Andre misgerninger: andre måder 52 Dommen 53

Tiden op til henrettelsen Fangehullet 62 Rømt, brudt ud, atter indfanget 67 Tortur 72 Forbøn og benådning 76 Forberedelser 87 Sjælesorg 90 KAPITEL 3

Den sidste dag På vej Kredsen og tilskuerne Præsten og delinkventen Sværdet svinges, øksen falder På bålet Hængt i galgen Udstillet til skræk og advarsel I høj og heden jord eller på kirkegården Hvad der også hændte

STRAFFET PÅ LIVET

96 101 107 112 121 126 130 146 154

5

KAPITEL 4

KAPITEL 8

De militære

Sagn og spor i ­sproget

Soldatens straf 162 Bremerholm, Stokhuset og fæstningerne 189

Sagn 344 Ordsprog og andre vendinger 346 Skønlitteratur 349

KAPITEL 5

Bøddel, mestermand, skarp­retter Slægter, profiler og fremtoning Vilkår og vederlag Svende og natmænd Sværdet og øksen Bud efter mestermanden En udsat mand Militærets skarprettere

197 203 215 218 223 227 233

KAPITEL 6

Retterstedet Galgebakken 238 Torvet 255 Andetsteds 259 Fund og markeringer 262 KAPITEL 7

De sidste hundrede år: 1791-1892 Tanker om dødsstraf i begyndelsen af 1800-årene 268 Periodens livsstraffe 270 Hvor det foregik 273 Skarpretteren, øksen og blokken 276 Sceneriet og holdningerne til det 281 Tæt på begivenhederne 291 Militære henrettelser i 1800-årene 331 Efter straffeloven af 1866 339 Afslutning 342

6

Indhold

Oversigter, bilag og registre Civile jurisdiktioner med tingog rettersteder og kendte henrettelser 351 Om jurisdiktionerne 354 København 356 Sjælland 374 Fyn 421 Nørre­jylland 438

Konge­rigske enklaver i Slesvig 501 Skåne, Halland og Blekinge 1537-1658 502 Skåne 503 Halland 509 Blekinge 512

Militær juris­dik­tion 514 Hærens rettersteder i København Henrettelser: Hæren: København Flådens rettersted: Holmen Henrettelser: Flåden: København Henrettelser uden for København

514 516 522 523 526

Bilag 528 1. Registrerede henrettelser 1537-1892 i tabelform 528 2. Henrettede ved civil jurisdiktion 1791-1892 539 Oversigt over de civile hen­rettede i perioden 1791-1892 541

Jurisdik­tions­register 589 For­kortelser i jurisdik­tions­delen 591 Person­register 592 Navne på henrettede 598

Noter 545

Stedregister 605

Kilder 566

Emneregister 610

Litteratur 568

Indledning

Henrettelsesformer. ’Pinlige straffe’.

Træsnit i Ulrich Tengler: Der Neu Layenspiegel. 1511.

Oprindeligt betyder henrette (fra tysk hinrichten) at ”dømme bort”, dvs. dømme til døden. Senere er det kommet til at betegne udførelsen af dommen. Hen-

rettelse er altså eksekvering af dødsstraf idømt af en domstol på grundlag af lov og ret. Når pressen i vore dage anvender ordet henrette i forbindelse med terroristers drab på gidsler, er der i stedet tale om mord udført med koldt overlæg, uden ret og retfærdighed.1 Henrettelser har fundet sted i de fleste samfund

STRAFFET PÅ LIVET

9

lige fra de gamle kulturer i Kina, Babylon, Ægypten, Grækenland og Rom til europæisk middelalder og tidlig moderne tid: ”Dødsstraffen synes at appellere til helt elementære behov for hævn og gengældelse, der ligger dybt i den menneskelige natur,” og den var i Vesteuropa indtil midten af 1700-årene ”fast forankret i et religiøst verdensbillede og dens udførelse indskrevet i et ritual, som sikrede hele samfundets opslutning”.2 Med oplysningstiden ophørte denne binding, og indførelsen af et egentligt fængselsvæsen fra omkring 1750 betød, at henrettelser efterhånden blev erstattet af fængselsstraffe. Nye tanker om formålet med straffen var medvirkende. Foregangsmanden Cesare Beccaria mente, at livsvarigt fængsel var at foretrække for dødsstraf. Der skulle dog gå næsten hundrede år, før hans idéer var slået helt igennem. I dag har de fleste lande afskaffet dødsstraffen, men det skete sent mange steder, i Storbritannien 1965 og i Frankrig 1981. I Vesten er det nu kun Hviderusland og nogle af staterne i USA, som opretholder den.

Henrettelserne var mange i 1500-årene og første halvdel af 1600-årene, men blev derefter færre. I de tyske lande var de omkring 1700 faldet til en femtedel af, hvad de havde været hundrede år tidligere.3 Heksebålene tog efter de nyeste skøn livet af 40-50.000 personer, hvoraf 75-80 procent var kvinder. Den mest intense periode var fra 1570 til 1680.

Mere end halvdelen skete i Tyskland, især i de protestantiske områder.4 I Frankrig eskalerede henrettelserne voldsomt, men kortvarigt, under revolutionen i 1790’erne, hvor guillotinen kappede hovedet af tusinder, ikke mindst aristokrater, og den forblev i brug i næsten 200 år.

Når dødsstraffen skulle fuldbyrdes, skete det offentligt på byens torv eller på særlige rettersteder og altid under overværelse af store tilskuerskarer. En foged oplæste dommen, præsten bistod delinkventen i dennes sidste stund på jorden og gav syndsforladel-

10

Indledning

se, hvorefter skarpretteren eksekverede straffen.

Den dømte havde sonet sin forbrydelse og som angrende og bodfærdig synder endt sit liv med den gode død. Da Ane Christensdatter i 1717 var blevet henrettet for barnedrab, skrev den østjyske præst Poul Poulsen i Saksild kirkebog: ”Hun døde som et fuldkommen Guds barn, frimodig og tålmodig og med god andagt overleverede sin sjæl udi Guds hånd.”5 Henrettelsens form varierede, med hængning og halshugning som de mest anvendte, afhængigt af forbrydelse og landets skik. England var hængningernes land frem for noget. Den danske adelsmand Jørgen Seefeld (1594-1662) kom i 1617 til London. Han fortæller om sit ophold her bl.a.: ”Og bleve imidlertid på en dag og i en galge hængte 64 personer uden for London, deriblandt tre kvinder. Og to dage derefter blev hængt to personer. Hver måned holdes sådanne eksekutioner. Ingen rettes der på halsen (halshugges) uden de er store herrer. Ligesom i Frankrig er det nok til at være af adel, når han kan bevise, at en af hans forfædre har været rettet med sværd. De, som hænges i Frankrig, de hænges i byerne og bliver hængende indtil aften, da føres de ud og ophænges i galgen, hvor deres venner da kunne lade dem hemmeligt nedtage og begrave i marken. Men i England sker eksekutionen uden for byerne, og løses de straks ned igen inden en halv time, og hvem der vil må lade dem begrave, men ikke i kirkegårdene. Dem som ingen venner have, som vil lade dem begrave, de kastes straks i kulen tilsammen ved retterstedet og dækkes til med jord.”6 Gennem en tysk skarpretterdagbog fra årene 1573-1617 kan vi følge mestermanden Frantz Schmidt i hans virke i Bamberg og Nürnberg. I løbet af disse 45 år stod han for i alt 394 henrettelser, hvoraf hængning og halshugning udgjorde 90 procent.

I første halvdel af sin embedsperiode hængte han omtrent dobbelt så mange, som han halshuggede, i de sidste år var forholdet omvendt. Det var tyvene, der blev hængt, drabsmændene knælede for svær-

det. I sjældnere tilfælde skulle den dømte radbrækkes, hvor hals, arme og ben blev knust med et hjul, på tysk Rad.7 Siden 1532 havde kejser Karl 5.s Peinliche Gerichts-Ordnung, også kaldet Constitutio Criminalis Carolina (CCC) eller blot Carolina været grundlaget for strafferetsudøvelsen i Tyskland. Den havde et meget omfattende system af brutale straffemetoder, til dels overtaget fra romerretten. Lovbogen fastsatte også meget strenge straffe for forbrydelser mod sædeligheden. På flere måder blev den kristne kønsmoral strengere efter reformationen, noget, som fik stor betydning i Norden. Carolinas lovregler vandt i nogen grad indpas i hertugdømmerne Holsten og Slesvig, og hvad straffemetoderne angik også i kongeriget, hvor de dog var knap så hårde som i Tyskland.8 Et eksempel på disse metoders indflydelse på dansk retsudøvelse er Højesterets dom i 1663 over den tidligere rigskansler Corfitz Ulfeldt for majestætsforbrydelse. Den lød på halshugning fulgt af firdeling af kroppen. Denne straf var ikke kendt i dansk lovgivning, men ses i Carolinas artikel 124 om forræderi. Der kendes også tidligere tilfælde af denne straffemetodes anvendelse her i landet for særligt grove mord.9 Det var i det hele taget karakteristisk for datiden, at der ud over de forskellige former for henrettelse var udviklet et system af skærpelser, som blev brugt til at graduere straffen, alt efter forbrydelsens alvor. Det kunne være knibning med gloende tænger og anden lemlæstelse både før og efter aflivningen eller den måde, som den døde kom eller ikke kom i jorden på.

Om bogen Forholdene i Danmark svarer i mangt og meget til dem, vi kender fra de tyske lande. Den følgende beskrivelse af danske henrettelsers historie fra Chri-

stian 3.s stramning af lovgivningen i 1537 til 1892, hvor det sidste hoved faldt for øksen, bygger på et materiale af omkring 2880 registrerede henrettelser.

Den sætter særlig fokus på det, der skete i det offentlige rum. Det, som folk tog del i, kunne se og tale om, med andre ord henrettelsen som begivenhed, dens aktører og de ritualer og traditioner, som knyttede sig dertil.

Bogen står i gæld til de mange lokalhistoriske artikler om forbrydelser i fortiden, især i amtsårbøgerne fra første halvdel af 1900-årene.

I de seneste årtier er der opstået fornyet interesse for emnet, og en del af publiceringen sker nu på internettet. Disse arbejder er her sat ind i en større ramme med særlig vægt på straffuldbyrdelsen. Et navn som C. Klitgaard i det nordjyske kan fremhæves.

Enkelte faghistorikere har beskæftiget sig med kriminalitetshistorie i afgrænsede perioder og fra forskellige vinkler. Den første vægtige fremstilling er V.A. Sechers Bidrag til Københavns Rets- og Kulturhistorie i Kristian IV.s og Frederik III.s Tid 1624-1663 (1908) med afsnit om retterstederne og straffene.

Hugo Matthiessens berømte bog Bøddel og Galgefugl (1910/1962) drejer sig især om mestermandens person i 1500- og 1600-tallet, hans stilling i samfundet og forhold til forbryderen. Den bringer ikke nogen indgående skildring af fortidens system af livs- og legemsstraffe, men giver et omrids af de vigtigste og nogle træk til belysning af skarpretterens håndværk.

Generelle fremstillinger er Stig Iuuls Den danske strafferet og dens udvikling indtil slutningen af 1700-tallet i Kampen mod forbrydelsen I (1951) og Tage Holmboes Højesteret og strafferetten i Højesteret 1661-1961 (1961).

Blandt de specielle værker må nævnes Beth Grothe Nielsens Letfærdige Quindfolk – om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker (1982), som

STRAFFET PÅ LIVET

11

undersøger domme ved Landstinget i Viborg for barnedrab, fødsel i dølgsmål og lignende fra 1719 til 1805. J.Chr.V. Johansens Da Djævelen var ude – Trolddom i det 17. århundredes Danmark (1991) behandler alle nørrejyske trolddomssager 1609-1687.

Disse to værker berører også perifert omstændighederne omkring henrettelserne.

Tyge Kroghs Oplysningstiden og det magiske.

Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel (2000) gør udførligt rede for sjællandske sagers behandling ved retten og belyser straffeceremoniernes virkelighed med spredte udsagn fra mangfoldige kilder, også fra andre dele af kongeriget.

I et nyere værk, A Lutheran Plague. Murdering to Die in the eighteenth Century (Leiden, 2012), behandler Tyge Krogh de såkaldte selvmordsmord i København 1697-1789 og kommer der ligeledes ind på forløbet af henrettelserne.

Helt fra 1970’erne har jeg interesseret mig for emnet og arbejdet med det i perioder af vekslende intensitet.

Det, der oprindeligt satte mig i gang, var manglen på en beskrivelse af udviklingen. Hvor almindelige var henrettelser i Danmark til forskellige tider, og under hvilke omstændigheder foregik de?

Der var mange artikler om enkelttilfælde, men ikke noget, der sammenfattede de mange bidrag. Siden kom de to afsnit i Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede (1969-71. 2. udg. 1982) af Jens Ulf Jørgensen om ting og rettersted 16201720 og Knud Waaben om misgerning og straf 1720-1790, som nærmede sig nogle svar. Selv fik jeg skrevet nogle avisartikler og et par kronikker i Skalk i 1984 og 1990.

En tidlig pensionering fra en stilling som bibliotekar i det sønderjyske åbnede nye muligheder og førte til udarbejdelsen af Galgehøj og rettersted (2002), som handler om henrettelser i hertugdømmet Slesvig mellem 1550 og 1850. Derefter tog jeg

12

Indledning

ind imellem andre opgaver fat på at supplere mit materiale til en fremstilling af forholdene i kongeriget.

Den foreligger nu i form af denne bog.

De førnævnte afsnit af Jørgensen og Waaben har været inspirerende for Straffet på livet i forsøget på at skabe overblik over de lange linjer i historien om fuldbyrdelsen af livsstraffene i Danmark fra 1537 til 1892 samtidig med en udførlig skildring af såvel de eksekverede straffe på livet som de anvendte metoder. De kulturhistoriske aspekter inddrages ligeledes. Det er mit håb, at bogen kan bidrage til at fjerne noget af den usikkerhed, som ofte spores i beskrivelser af disse forhold.

Mit arbejde med projektet begyndte med perioden 1791-1892, fra forordningen, som gjorde halshugning med økse til den eneste autoriserede, til det sidste hug faldt i gården til Horsens Statsfængsel.

Fra 1798 findes alle højesteretsdomme i Kjøbenhavnske danske Post-Tidender (Berlingske), og fra omkring 1815 er de tunge straffesager refereret i Collegial-Tidende, fra 1849 Departementstidenden.

Sagerne fra tiden 1791-97 er fundet i Kancelliets Forestillingprotokoller i Rigsarkivet. På dette grundlag kunne der foretages en systematisk søgning i datidens aviser efter omtale af de foretagne henrettelser. Det har således været muligt dels at registrere samtlige henrettelser ved civil jurisdiktion for denne hundredårige periode, dels at belyse dem med et stort antal samtidige beretninger.

Derefter tog jeg fat på at samle materiale om henrettelser i ældre tid, hvor det ikke er muligt at finde alle. Den anvendte metode har dels bestået i en omfattende litteratursøgning i købstadshistorier, sognehistorier og lokalhistoriske årbøger, dels i en systematisk gennemgang af en lang række publicerede kilder som Kancelliets brevbøger, Kongens Retterting 1537-1660 og Danske domme 1375-1662 samt Viborg Landsting dombog 1616-18. Desuden de udgivne tingbøger fra dele af 1500-årene i de store byer Malmø, Helsingør og Ribe, og fra herrederne

Sokkelund, Åsum og Skast samt Herlufsholm Birk i første halvdel af 1600-årene. Endvidere ekstrakter af tingbøger fra dele af Thy i anden halvdel af 1600-årene, de sydlige dele af Ribe Amt 1660-1719 og Koldinghus Rytterdistrikts Birk 1719-1770 samt Aarhus og Randers.

Lensregnskaber indgår med uddrag fra en række østjyske len omkring 1600-1660, lagt på cd-rom ved Bjarne og Kirsten Nørgaard Pedersen. Her findes også kronologiske uddrag af Viborg Landsting dombog fra første halvdel af 1600-årene.

Et andet privat initiativ, som har medført gode oplysninger, er Kurt Kermit Nielsens referater på internettet af breve til amtmanden i Skanderborg og stiftamtmanden i Aarhus Stift 1660-1799.

Regninger fra skarpretterne supplerer skildringen af omstændighederne omkring henrettelserne.

Sagerne optræder ikke kun i rettens dokumenter. Kirkebøgerne kan også være gode kilder. Her kunne præsterne medfølende skrive, at de havde fulgt en delinkvent til retterstedet, eller notere begravelsen af en henrettet, hvis denne kom til at hvile i indviet jord. I nogle tilfælde fortæller præsten også udførligt om forbrydelsen, der gik forud.

Skillingstryk om forbrydelser og henrettelser findes i rigt mål fra slutningen af 1600-årene og frem. Samlingerne på Det Kgl. Bibliotek, Dansk Folkemindesamling og Odense Universitetsbibliotek er udnyttet med stort udbytte. Her må også fremhæves Lærke Neergaards speciale fra 2012 om disse tryks rolle i 1800-årene.

Aviserne i anden halvdel af 1700-årene kan ligeledes bringe omtale.

I og med at henrettelser tiltrak sig stor opmærksomhed, er det ikke overraskende, at de jævnligt ses nævnt i kalender- og dagbogsoptegnelser helt tilbage fra 1500-årene. Et godt eksempel er biskop Jens Bircherods fra et halvt århundrede 1658-1708. De fleste af dem har dog kun kortfattede notater.

Mere udførlige beskrivelser kan man af og til

støde på i erindringslitteratur, hvor den pågældende fortæller om en eksekution eller refererer en beretning om en sådan. Her har Harald Ilsøes 555 danske selvbiografier og erindringer (1988) kunnet give overblik over relevante titler.

Mange af de begivenheder, som foregik på landet, har levet videre gennem generationer som sagn, hvoraf nogle er medtaget i Evald Tang Kristensens Danske Sagn som de har lydt i folkemunde (2. udg.

1980) og andre samlinger.

Ovennævnte kilder har sammen med den omfattende litteratursøgning resulteret i fundet af en række autentiske beskrivelser af det, der foregik, og registrering af 2881 henrettelser. De må ses som repræsentanter for de mange flere, der faktisk har fundet sted, men skønnes at være tilstrækkelige til at belyse de fleste aspekter, berørte grupper og ­perioder.

Ca. 350 af dem foregik under militær jurisdiktion.

Navnene kendes på ca. 2000 af de henrettede.

De er oplistet i registreringsdelen, som omfatter alle landets jurisdiktioner eller retsområder.

Først København, derefter Sjælland, Bornholm, Lolland-Falster, Fyn og Nørrejylland samt Skånelandene til 1658. Under hvert amt beskrives forholdene i købstæderne efterfulgt af de enkelte herreder, herunder birker. Inden for hver jurisdiktion nævnes ting- og rettersteder og kendte henrettelser i det pågældende område med oplysning om forbrydelsen.

Beretninger og sagn omtales ligesom skillingstryk og litteratur knyttet til den enkelte henrettelse. Til sidst anføres ældre og nyere kortmateriale med oplysninger om retterstedernes placering.

Bogen afsluttes med to bilag. Det første består af talmæssige oversigter i form af tabeller over de 2881 henrettelser og deres fordeling på de enkelte landsdele og amter, på tidsperioder og forbrydelsens art.

Det andet bilag er dels mere specifikke tabeller over samtlige civile henrettede 1791-1892, dels en kronologisk liste med deres navne med oplysning om, hvor de er henrettet.

STRAFFET PÅ LIVET

13

Geografisk tegner København sig for 20 procent af de registrerede, Sjælland og Nørrejylland er nogenlunde ligeligt repræsenteret med henholdsvis 29 og 35 procent, mens Fyn ses med 8 procent og Skånelandene med 8 procent. Når hovedstaden ligger på dette niveau, skønt den kun husede omkring 10 procent af befolkningen, hænger det bl.a. sammen med, at hovedparten af de militære henrettelser fandt sted her.

Fordelingen på perioder viser, at 60 procent af de registrerede civile henrettelser er før 1650, mens de følgende hundrede år fra 1650 til 1749 udgør 27 procent, og tiden derefter 13 procent. De militære er helt overvejende efter 1650. Af de civile blev 38 procent straffet for drab, 20 procent for tyveri, 20 procent for trolddom og 22 procent for andre forbrydelser (heraf 6 procent for ukendt forseelse). Der er næppe tvivl om, at tyveri er underrepræsenteret. Eksempelvis viser sammenhængende oplysninger fra Flensborg, at der her i anden halvdel af 1500-årene blev henrettet flere tyve end drabsmænd (Kragh-Nielsen 2002, s.

261-63). Det samme var tilfældet i Malmø, Helsing­ ør og Ribe.

Blandt de større byer er Helsingør særlig godt repræsenteret med 161 registrerede henrettelser, derefter Malmø med 89 og Ribe med 88. Fra Køge kendes 57, mens der i Odense, Randers og Aalborg er fundet mellem 30 og 35. Gennemsnittet for købstæderne (ekskl. Skånelandene) ligger på 14.

Blandt herrederne ses der mellem 20 og 33 henrettelser i sjællandske Sokkelund, Smørum, Slagelse og Bårse, i de fynske Odense og Sallinge Herreder noget færre med henholdsvis 13 og 11, mens de nørrejyske Børglum, Kær, Hads og Skast ligeledes ligger mellem 20 og 33 henrettelser. Gennemsnittet er 9 pr. herred, Skånelandene ikke medregnet. Kun i ganske få småkøbstæder og herreder er der ikke registreret henrettelser.

Visse perioder er ekstra godt belyst i kraft af andres grundige studier. J.Chr.V. Johansen har således

14

Indledning

fundet omkring 245 henrettelser blandt trolddomssagerne i Nørrejylland 1609-1687. Af Beth Grothe Nielsens 89 sager vedrørende barnedrab sammesteds 1719-1805 endte omkring en tredjedel med en eksekveret dødsdom, og Tyge Krogh fandt 100 henrettelser, heraf 23 militære, i årene 1729-1756 i et område svarende til halvdelen af Sjælland. Blandt de civile var der 53 for drab og 21 for tyveri.1

Af trolddomsbrændte registrerer den foreliggende bog 512, heraf 216 fra øerne, som formodentlig er underrepræsenterede. Det faktiske antal brændte for trolddom skønnes almindeligvis at være under 1000 personer (Tørnsø 1986, s. 5, med henvisning til Gustav Henningsen). Der er fundet 226 henrettelser for barnedrab efter fødsel i dølgsmål, omtrent lige mange fra Nørrejylland og Sjælland. For drab generelt er der registreret 950, også her er de to største landsdele ligeligt repræsenteret med hver omkring 300 tilfælde, for tyveri 496 henrettelser med nogen overvægt til de jyske. Som nævnt har straffen i galgen for sidstnævnte forbrydelse uden megen tvivl været mere almindelig, end dette tal viser.

Noterne til hvert kapitel er samlet bag i bogen.

De henviser til den afsluttende litteraturliste, som omfatter knap 800 titler. Desuden findes under de enkelte jurisdiktioner yderligere omkring 400 titler, især lokal litteratur om henrettelser, som ikke er benyttet i fremstillingen. I denne del ses også henvisninger i kort form til litteraturlisten, ligesom kilden til hver enkelt henrettelse er anført. Litteraturlisten efterfølges af oversigter over benyttede aviser og internetsider.

Datidens retskrivning er fulgt i citaterne i kapitel 7, mens stavemåden i de øvrige kapitler med enkelte undtagelser er nutidig. Ordforklaringer og lignende er indsat i parentes.

Bogen beskæftiger sig primært med civile henrettelser i kongeriget Danmark, mens Slesvig og Holsten, Island og Norge ikke er omfattet, Skånelandene

medtages dog til 1658. Forholdene i militæret skildres mindre udførligt.

Kapitel 1 handler om misdæderne, hvem de var, hvor de kom fra i samfundet, og om hvad folk blev straffet på livet for og hvordan, samt om retsinstanserne og straffelovgivningen. Kapitel 2 belyser de forhold, som de anklagede sad under i arresten, mulighederne for benådning og forberedelserne til henrettelsen. Kapitel 3 følger de dømte til retterstedet i deres sidste timer og beskriver, hvad der efterfølgende skete. De militære omtales i kapitel 4, inden skildringen af rettens håndhæver i skikkelse af skarpretteren (kapitel 5). Kapitel 6 fortæller om stederne, hvor eksekutionerne udspillede sig, og hvad det kunne medføre af problemer. Kapitel 7 retter søgelyset mod de sidste hundrede år med henrettelser i Danmark, fra 1791 til 1892. Her er der mulighed for at komme særlig tæt på begivenhederne, og i denne periode kendes samtlige civile henrettelser. Et kort kapitel 8 ser på, hvordan disse begivenheder har sat sig

spor i form af sagn, ordsprog, talemåder og skønlitteratur.

Bogens anden del oplister i topografisk orden Danmarks jurisdiktioner eller retsområder i form af købstæder, herreder og birker med oplysninger om ting- og rettersteder samt kendte henrettelser med delinkventens navn, forbrydelsens art og kilden.

Derefter følger henvisning til beretninger, skillingstryk, litteratur og kort.

En stor tak til seniorforsker Tyge Krogh, Rigsarkivet, for værdifuld rådgivning i bogens første faser, til professor Ulrik Langen, Københavns Universitet, og til lektor Louise Nyholm Kallestrup, Syddansk Universitet, for gennemlæsning af manuskriptet. En særlig tak til min søn Hans Henrik Kragh-Nielsen for praktisk og højst nødvendig bistand undervejs. Endelig skylder jeg megen tak til de fonde, som velvilligt har gjort det muligt at udgive bogen.