Strandjagt

Bogen er udgivet med støtte fra 15. Juni Fonden VELUX FONDEN Farumgaard-Fonden

2

Sven Thorsen

Strand jagt Den danske kystfuglejagt 1800-1950

Gads Forlag 3

4

Forord Det begyndte med en lokkefugl, der blev samlet op på en strand, og som kom med hjem, fordi den både var velskabt og gådefuld. Næste tilfældighed var mødet med strandjægeren Kaj »Perletand«, der kunne fortælle næsten alt, hvad der var værd at vide om lokkefugle, og dermed åbnede døren til en verden, der havde været lukket, siden luftbøssen blev skiftet ud med en fuglekikkert.

Senere blev det til et halvt hundrede interviews med spændende gamle mænd, der vendte op og ned på forestillingen om, at viden altid skal søges i det skrevne.

For da strandjagt stort set kun har interesseret strandjægere, og da strandjægere sjældent har skrevet ret meget, var historien om deres jagt ikke noget, man kunne læse sig til. Til gengæld var der ingen ende på, hvad disse gamle udkantsdanskere kunne fortælle om fugle og fattigfolk. For i modsætning til anden jagt var strandjagt sjældent et tidsfordriv, men noget man gjorde for at skaffe mad på bordet.

Sådan måtte det være i et land, der, når det gælder kystfugle, er en stormagt, og heldigvis var der altid masser af fugle i »smalle tider«, hvor arbejdsfolk og fiskere måtte klare sig gennem en vinter ved hjælp af bøsse og ålejern.

Da det efterhånden blev klart, at der er tale om en særlig dansk jagtform, og at dens vigtigste forudsætning, den fladbundede skydepram med skærm, er en fynsk opfindelse, var det indlysende, at der her var en historie, der burde fortælles. Og når ingen andre ville, måtte jeg være den nærmeste. For alt for længe har strandjægerne ventet på at blive skrevet ind i historien.

Samtidig er det en måde at sige tak til gamle venner, hvoraf mange i mellemtiden er døde. Kantede og sære kunne de være, men fortælle kunne de. Jeg har bestræbt mig på at gengive det, de fortalte, sådan som det blev fortalt, dog er det fortalte her og der gjort klarere ved at udelade gentagelser og ved at udjævne påfaldende forskelle mellem talesprog og skriftsprog. Pindehuggere vil kunne kritisere dette, men da der forhåbentlig er nogen, der vil tage vare på mine lydbånd, vil enhver, der har lyst, altid kunne kigge forfatteren i kortene.

Mange kan og bør takkes. Først og fremmest de, der tog sig tid til at fortælle deres historie eller lånte mig billeder, og som derfor er nævnt på rette sted. Tak til 15. Juni Fonden, VELUX FONDEN og Farumgaard-Fonden for deres støtte til bogens udgivelse. Tak også til alle, der på anden vis har hjulpet mig, og ikke mindst tak til Jesper Laursen, for uden hans vedvarende drillerier var bogen næppe blevet færdig.

Det sidste, der skal siges, er vel, at der er andre, der engang må samle historien om tiden efter 1950.

Sven Thorsen

5

Indhold 5 Forord

11 Begyndelsen Odense Fjord 1840-95 22 Og hvad er så strandjagt?

23 Strandjagtens vigtigste årstal og begivenheder 25 Strandfugle i tøndevis Odense 1907-12 31 Fynboer i Limfjorden Odense Fjord og Limfjorden 1884-1910 70 Dansk Jagtforening

73

90 97

Bådebyggerne Bogø og Gerskov, Odense Fjord 1890-1960 Om skydepramme Landsjagtforeningen af 1923

101 Billedskærer Thomsen Odense og Bogø, Odense Fjord 1920-55 1 09 Hans »Mayland« Lindø, Odense Fjord 1924-61 1 29 Hvor mange og hvor meget?

Odense Fjord 1885-1960 135 Yderfjordens jægere 1 39 Skubkane, dunderbøsse og fuglegarn Fanø 1942 1 49 Andefiskere i Isefjord Halsnæs og Orø 1888-1950

1 58 »Om Vildandefangst ved Fiskenæt ... « 161 De sidste svanejægere Læsø 1920-60 1 93 Stidsholts jagtbog Læsø 1924-34 203 Nibejægerne Nibe og Stavn, Limfjorden 1907-50

6

13 De næsten glemte 2 Errindlev Havn, Sydlolland 1907-50 224 Om lokkefugle 29 Marstallernes skydekasser 2 Marstal 1920-75 2 49 Isjagten Marstal 1925-75 256 Dansk Strandjagtforening 258 Dansk Havjagtforening

261 Gåsemureren Svendborg, Saltholm og Langelandsbælt 1920-67 289 Om gåsejagt 91 Havjægeren 2 Samsø Bælt 1937-49 2 99 Brave jægere og bondedrenge Hundser Odde og Boddum, Limfjorden 1923-46

3 17 Lokkefuglemageren Tårs, Langelandsbælt 1950 3 25 Fotoalbum Rågø, Smålandsfarvandet 1947 3 35 Tøndejagten i Vadehavet Fanø 1950-68 3 39 Nye tider Stubbekøbing 1945-58 347 Utrykte kilder 3 49 Mundtlige kilder 351 Trykte kilder 356 Noter 370 Bilag 383 Illustrationer 3 86 Personregister 389 Stedregister

7

Dem, der fortæller eller fortælles om

Side

Jacob Aall Hofman Bang 1810-94

Godsejersøn, der drev jagt på Odense Fjord

12-14

Carl Brammer

1825-1901

Lærer med interesse for fiskeri, Halsnæs

149-154

Ole Jørgensen

1835-1916

Husmand og strandskytte, Odense Fjord

32-34

Carl Grill

1837-1921

Dyrlæge og ornitolog, Odense Fjord

15-18

Knud Hansen

1839-1924

Bådebygger og strandskytte, Odense Fjord

73-76

Hans Jørgensen

1860-1942

Strandskytte, Odense Fjord og Limfjorden

31-69

Jørgen Jørgensen

1862-1942

Strandskytte, Odense Fjord og Limfjorden

31-69

Chresten Kristensen

1864-1942

Fisker og strandjæger, Ærø

231-233

Jens A. Thomsen

1875-1966

Jæger og organisationsmand, Odense Fjord

101-107

K. Brandi-Hansen

1882-1955

Forsikringsmand og hytteejer, Thyholm

299-311

Ludvig Svendsen

1883-1959

Grosserer, forfatter og Saltholmjæger

261-279

Peder Thomsen

1883-1972

Fisker, fragtmand og jæger, Limfjorden

209-211

Laurids Rieck

1889-1975

Jernbanemand, forfatter og jæger, Limfjorden

299-312

Thomas Madsen

1889-1978

»Veser«-jæger og organisationsmand, Fanø

140-147

Janus Stidsholt Nielsen

1889-1969

Landmand og strandjæger, Læsø

187-201

Poul Jespersen

1891-1951

Student, der optalte vildt på Odense Torv

25-29

Hans Eriksen

1894-1967

Murer, jæger og krybskytte, Saltholm og Fyn

261-289

Kristian Kristensen

1894-1969

Fisker og strandjæger, Ærø

229-233

Carlo Hermansen

1894-1993

Fisker og strandjæger, Ærø

232-235

Hans Pedersen

1895-1983

Fisker og jæger, Læsø

161-191

Anders C. Christensen

1896-1975

Bådebygger og strandjæger, Odense Fjord

77-89

Rasmus Hansen

1897-1975

Landmand og strandjæger, Ærø

232-235

Hans »Mayland« Hansen 1899-1968

Fisker og strandjæger, Odense Fjord

109-127

Ludvig Stoklund

1900-60

Landmand og strandjæger, Læsø

162-191

Jens Overgaard

1906-96

Slagteriarbejder og strandjæger, Nibe

203-209

Elon Clausen

1909-66

Arbejdsmand og strandjæger, Smålandsfarvandet

325-333

Willy Hansen

1909-93

Stenhugger og strandjæger, Smålandsfarvandet

325-333

Keld Hansen

1910-49

Konservator og sæljæger, Kattegat

291-297

Karl Juul Petersen

1910-89

Landarbejder og lokkefuglemager, Lolland

317-323

Nikolaj Mardal

1915-99

Bondesøn, der drev strandjagt på Boddum

312-315

Knud Erik Madsen

1915-2008

Maskinmester, fisker og strandjæger, Ærø

229-247

Helge Clausen

1919-2005

Fiskersøn, smed og lokalhistoriker, Lolland

213-223

Storm Hansen

f. 1924

Fisker og strandjæger, Odense Fjord og Ærø

119-137, 229-255

Henning de la Motte

1924-2001

Smed og strandjæger, Grønsund

339-345

Einar Grevy

f. 1926

Værktøjsmager og strandjæger, Nibe

203-207

Egon Lillesø

f. 1932

Maskinarbejder og strandjæger, Odense Fjord

86-89

Henning Boesen

f. 1936

Kommiselev og kassejæger, Fanø

142-145, 335-337

Preben Grossmann

f. 1936

Elektriker og strandjæger, Odense Fjord

86-89

8

Prikkerne angiver stederne for den jagt, bogen fortæller om. Med mørkeblåt er markeret knortegæssenes vigtigste rastepladser. Sammenhængen forklares på side 22.

9

10

Begyndelsen Odense Fjord 1840-95 Lidt efter lidt udbrede denne Jagtmethode sig, og der fremstod flere Strandskytter, der danne Jagten som en Levevei.

Jacob Aall Hofman Bang omkring 1880

Ser man bort fra 1600-tallets kongelige svanejagter,1 har det aldrig været anset for særlig fint at skyde søfugle. Både fordi det var besværligt, og fordi jagtformen sjældent var forbundet med selskabelighed. Derfor blev strandjagten den lille mands jagt, og deri ligger den største vanskelighed ved at samle strandjagtens historie. For småkårsfolk havde nok i at klare dagen og vejen og vidste, at den, der lever stille, lever bedst – og derfor er det også svært at finde ud af, hvornår det hele begyndte.

Det enkleste ville være at påstå, at det er en jagtform, der opstod i og med den forordning, der i 1840 gav alle og enhver ret til at jage fuglevildt på havet.2 Så enkelt er det bare ikke, for selvfølgelig fangede og skød menigmand søfugle længe før 1840, men det er mere end svært at dokumentere omfanget af denne jagt. For med fugle og fugleæg har det været som med »Tyverie i Skov og hos Fruentimmer«, der ifølge præsten Joachim Junge hørte til »de Dele, som Bonden ikke anseer for vanærende at stiele.«3 Hist og her findes der dog beretninger om jagter på søterritoriet, som må være foregået uden eller med en stiltiende accept fra den, der besad jagtretten, det vil sige godsejeren eller kronen. Det sidste gælder nok den jagt, den unge Steen Steensen Blicher drev, da han i årene 1801-03 var huslærer for en jagtglad prokuratorsøn på Falster: »Vore Udflugter indskrænkede sig ikke alene til Marker og Krat, men vi besøgte ogsaa den Holgershaab nærliggende Deel af Havet, om Vinteren paa Skøiter for at skyde Ænder i Vaagerne, og om Sommeren tilbaads, Vi besøgte da ogsaa den tæt ved Ourehoved Skov beliggende lille Ø, Dyrefoden, som var aldeles bevokset med Krat og i det hele har en yndig Beliggenhed. Vi camperede der om Natten under Guds frie Himmel, for at skyde Vildænder og andre Strandfugle paa Træk i den sildige Aftenstund og den tidlige Morgenstund.

Vi opsøgte deres Reder og samlede Æg.«4

11

Den kongelige svanejagt I 1600- og 1700-tallet stod konger og fyrster i hele Østersøområdet til søs for at skyde svaner. Altid i slutningen af juli eller begyndelsen af august, hvor de fældende svaner ikke kunne flyve og derfor lod sig drive sammen i store flokke.

Jagterne foregik ofte i Guldborgsund, hvorfra der er bevaret et billede fra en af Christian den Femtes jagter. Måske jagten i juli 1692, hvor der blev skudt 420 svaner – et resultat, der var så bemærkelsesværdigt, at det blev anset for at være et offer værd i Kippinge Kirke dagen efter.

Af beskrivelsen af en tilsvarende jagt i København den 12. august 1702 fremgår, at kongen, Frederik den Fjerde, sejlede i en forgyldt båd med røde årer, roet af 20 matroser i rødt silketøj. Båden, der blev styret af en viceadmiral, blev eskorteret af den kongelige jagt, 2 fregatter og 39 andre både.

Før jagten havde matroser og bønder indfanget et stort antal svaner, men i de otte dage, de blev holdt fangne i flådens

12

leje, undslap så mange, at der før jagten kun var et par hundrede tilbage. Da jagten gik ind, blev strandbredden besat med ryttere, der skulle passe på, at svaner ikke søgte i land, mens de mange både formede en halvkreds uden om svaneflokken, kongechaluppen i midten, med dronningens båd på den ene side og enkedronningens på den anden. Derefter fulgte både med prinser, prinsesser, gesandter og andre fornemme folk.

Da bådene havde trængt svanerne tilstrækkeligt sammen, affyrede kongen det første skud, hvorefter resten af selskabet skød løs, mens svømmende matroser til herskabets fornøjelse kappedes om at hente vildtet. Efter jagten blev der, under uafladelig salutering fra de deltagende fartøjer, holdt taffel på den kongelige jagt, hvor de admiraler, der havde ført de kongelige både, blev dekoreret med »det hvide bånd«.

Her er der helt klart tale om jagt, der er foregået i Storstrømmen og på øen Dyrefod, der dengang hørte under kongens falsterske godser. Det vil næppe være muligt at efterspore, om Blichers lyst til strandjagt kan have nydt en vis forståelse hos gods­ inspektøren. Men da også den jagtglade præstesøn Camillus Nyrop omkring 1825 og dermed under den næste godsinspektør drev en tilsvarende jagt,5 tyder meget på, at begge har set gennem fingre med, at der blev drevet strandjagt på det kon­ gelige gods.

På tilsvarende vis må oplysningen om, at Blicher allerede som latinskoleelev drev andejagt på Randers Fjord,6 tages som udtryk for, at strandjagten reelt var mere eller mindre fri, allerede inden 1840-forordningen gav den helt fri. Hermed synes forholdene at have været nogenlunde som den var for landjagten i landets udkanter, hvor der mange steder reelt var fri jagt helt frem til omkring 1900 (se s.

162). I hvert fald for dem, der opførte sig forsigtigt og fornuftigt og sørgede for, at den, der ejede jorden, i ny og næ fik en hare.

Hofmansgave Godsejersønnen Jacob Aall Hofman Bang (1810-94) har i sine erindringer om barndommen på den nordfynske herregård Hofmansgave beskrevet et ejendom­ meligt møde med en jæger, der ret uantastet drev ulovlig strandjagt på Odense Fjord i 1825: »Allerede før konfirmationen havde jeg banet mig vej til en brændenældebe­ vokset høj ... Her mødte jeg hver morgen for at nyde den smukke udsigt og at glæde mig over fuglelivet, men tillige for at ærgre mig over krybskytten, der daglig drev fuglejagt tæt op til gårdens marker. En dag bad fader mig om at tage hans bøsse, som ikke var ladt, og gå ned til stranden for at skræmme disse krybskytter. Stolt over dette ærefulde hverv løb jeg til stranden med den samme bøsse på nakken som drabelig skytte, men pramskytten, som formo­ dentligt foragtede den 15 års skytte, fortsatte roligt jagten og oppebiede min ankomst. Han spurgte: »Hvad vil du?« Jeg svarede: »Jeg vil have din bøsse, eller jeg skyder hul i din pram«. »Bi lidt«, sagde han, og samtidig fik han tag i bøsseløbet, trykkede hanen af og så, at bøssen var tom. Da sagde han: »Nu giver du mig din bøsse!« Men da han stod i den vaklende pram og jeg på den faste sandbund, kunne jeg holde fast, og da han så, at fader sendte mig en ryt­ ter til undsætning, så slap han bøssen og sagde: »Hils nu din fader og sig, at jeg er her i dag, og jeg kommer i morgen igen, og vær selv glad ved, at du ikke har fået et livfuld hug!« Og slukøret trak jeg mig tilbage. Således endte første Puniske Krig, i hvilken jeg dog havde vist mod.«7 Denne beretning viser, at folk fra husmandsklassen i 1825 faktisk kunne drive jagt på Odense Fjord, uden at den godsejer, der havde jagtretten, gjorde noget særligt for at forhindre det. For ville han det, havde han vel sendt rytteren og ikke en dreng med en tom bøsse.

13

Det er også værd at notere sig pramskyttens respektløse og udfordrende optræden, hvad der meget vel kan skyldes husmændenes utilfredshed med, at tre lokale godsejere mellem 1809 og 1819 havde tørlagt næsten syv kvadratkilometer af fjorden,8 og at de dermed havde indskrænket småkårsfolks mulighed for vadefiskeri og ålestangning.

Nok så interessant er det dog, at Jacob Aall i fortsættelse af beretningen om det mislykkede opgør med pramskytten giver en grundig beskrivelse af den jagt, han selv drev, og dermed dokumenterer, at jægerne på Odense Fjord allerede omkring 1825 kendte til skydepramme med skærm: »Pramjagten var dog det mest tillokkende, da der i fjorden fandtes en stor mængde fuglevildt, der, når vandet i flodtiden dækkede strandbredden, samlede sig på de mindre holme og langs kysten i store flokke. Da var det en fryd, liggende i den 4 alen lange spidspram med to små korte årer at stage sig frem over den stille vandflade for at komme vildtet skudnær. Hånd og hoved var dækket af et bræt sat på højkant tværs over prammen. Bøssen lå spændt, stukket ud gennem en åbning i brættet. På den måde lykkedes det ikke så sjældent at nedlægge ikke så få fugle i et skud, ej sjældent fire á fem forskellige slags på en gang.« Jacob Aalls ældre bror, Niels Erik Hofman Bang (1803-86), har i manuskriptet til »Hofmangaves beskrivelse«9 en lignende beretning, men med den interessante tilføjelse, at skydeprammen skal være opfundet på Ulriksholm i bunden af Kertinge Nor: »Først i dette Aarhundrede opfandt, saa vidt vides en Eier af Ulriksholm, den saakaldte Skydepram som med lethed af Jægeren kunne føres tæt til baade de svømmende, og det ved Kysterne staaende Fugle Vildt … I Begyndelsen førend Vildtet kendte denne Fare, skal Udbyttet have været umaadeligt stort – og da Hofmansgaves Jagtælskere i længere Tid omtrent var ene om denne Jagt, var den til stor Fornøielse og tillige indbringende. Lidt efter lidt udbrede denne Jagtmethode sig, og der fremstod flere Strandskytter, der danne Jagten som en Levevei – og Vildtet fik ei Fred hverken Nat eller Dag«.

Ifølge Hofman-brødrene skal det altså have været kontakten med det nærliggende gods Ulriksholm, der engang mellem 1800 og 1825 bragte skydeprammen til Hofmansgave. Sikkert af deres far, for det må være ham, der hentydes til, når de skriver at »den første Stamhuusbesidder antog, at han i enkelte Aar kunde nedlægge hen ved 500 Stk. Ænder«. Siden må noget på en eller anden måde være gået galt for godsejeren, for tilsyneladende var det allerede i 1825 strandskytterne, der mere eller mindre havde overtaget fjordjagten og drev jagt, hvor det passede dem.

Eller som Jacob Aall Hofman Bang udtrykte det: »der fremkom fleere og fleere Pramskytter der saa at sige deele Fjorden imellem sig.«10

14

Denne tegning, der skulle være trykt i en bog om Hofmansgave, er formentlig tegnet af Peder Hofman Bang omkring 1880. Den tilhørende beskrivelse fortæller, at en sådan pram »er 3 á 6 Al. lang og saa smal, at den paa Maven liggende Jæger kan naae Vandet med begge Arme med en lille kort Aare i hver Haand, hvorved han langsomt arbeider sig hen til Vildtet.

Prammen har en meget spids tilløbende Forende, som seet for fra, ei let opdages af Vildtet. Ved Forenden udskydes et Bræt, hvis midte skjuler Jægerens Hoved, og hvis Ende gaar saa langt uden for Prammens Kant, at Hænderne ere skjulte. Den store Strandbøsse stikkes igjennem et Skydehul i Brættet, med Løbet hvilende paa Prammens Forende. Prammen kan flyde paa faae Tommer Vand.« Prammens bagende – der altså vendte fremefter, når jægeren roede eller stagede prammen – var betydelig bredere og højere end forenden, hvad der gjorde prammen stabil og sødygtig.

Under roningen kunne jægeren sidde på det skråtstillede bundbræt. Når han vendte prammen og kravlede til fuglene, fungerede bundbrættet som en meget lang »brystpude«.

Den smalle og spidse forende gjorde prammen mindre synlig og gav jægeren stor bevægelsesfrihed.

Særlig hvis han var smalskuldret eller havde korte arme. Vægtfordelingen må have været et problem.

Men måske har det lange bundbræt været i stand til at flytte noget af jægerens vægt agterud. Et andet problem var, at vendingen af prammen var besværlig, og at manøvren let kunne skræmme fuglene.

Her har udviklet sig en egen jagtmetode I 1895 skrev dyrlægen i Otterup Carl Grill (1837-1921) en længere artikel om fuglelivet i Odense Fjord, hvor han nøgternt og klart beskrev strandskytternes jagtmåde. Sikkert fordi han mente, at man uden for det nordfynske område ikke kendte til denne nye form for fuglejagt:

15

Skitserne i Bogøbådebyggeren Knud Hansens målebøger fortæller, at skydeprammene endnu i det første årti af 1900-tallet var asymmetriske, hvorimod de pramme, bådebyggeren i Gerskov byggede i 1920’erne, synes at have været symmetriske. Johannes Larsens tegning viser den klassiske fjordpram, som den så ud, efter at man i 1930 havde fundet på at forsyne Gerskovprammen med et fodbetjent ror.

»Denne drives meget ivrigt af vore Fiskere; og der har her udviklet sig en egen Jagtmetode, idet Skytten benytter en til Jagten konstrueret Pram, 10 à 12″ [2631 cm] høj og saa lang, at en Mand kan ligge udstrakt i den. Den er beregnet til at bære en Mands Vægt og kan flyde paa 6 à 7″ [16-18 cm] Vand. Den er spids i begge Ender, og naar der roes ud til Jagten, sidder Jægeren paa Bunden.

I Agterenden er der fastgjort et bræt, Skærmen, paa Rælingerne, saaledes at dette skjuler hvad der findes bagved. I dets Midte er der skaaret et Hul, hvorigennem den meget svære Strandbøsse føres. Saasnart der opdages Fugle, tager han Aarene ind, drejer Agterenden fremad og lægger sig udstrakt i Bunden af Prammen, til hvis Sider der i tynde Reb er fastgjort et Par tynde og smalle Aarer af et par Fods Længde. Med disse skyder han sig støt og langsomt fremad, skjult af det paa Højkant stillede Bræt, hvorigennem han kan iagttage Vandspejlet, og nærmer sig saaledes de intet anende Fugle.

Prammen er altid malet graa og ligner paa Afstand, naar Skytten ligger ned, en stor Sten. Saaledes benyttes den om Dagen til Jagt paa de forskellige Fugle, hvorimod Knortegæssene, der var en vigtig Genstand for Strandjagten her, kun sjelden bleve skudte uden om Natten ved Lygte. Prammen er om Natten foran Skærmen forsynet med en stor Lygte, der indvendig er beklædt med Metalblik og kun har Glas fortil; den kaster et stærkt Lys fremad og oplyser et ikke lille Stykke af Vandspejlet. Knortegæssene ere som bekendt aldrig rolige, men lade idelig deres knurrende Stemme høre. Sejlende efter Lyden søger Skytten at nærme sig uden at lade Lyset falde paa Gæssene, og naar han mener at være dem nær nok, vendes Lyset hurtigt imod dem; der bliver Uro i Flokken, som dog ikke straks letter, saa Skytten faar Tid nok til at sigte og skyde. Der skal megen Øvelse til efter Lyden at dømme, om man er Flokken nær nok, og et grundigt Kendskab til Farvandet for i en mørk Nat at kunne færdes i et saa lille Fartøj og bjerge sig deri; men vore Strandskytter tage sjeldent fejl, saa at denne Jagtmetode førte til, at disse Gæs var dem en stor Indtægt. – Det er denne Jagt med Lygte, man efter sidste Jagtlov [1894] har forbudt; der kan tales meget

16

Alt tyder på, at skydeprammen i næsten hundrede år holdt sig inden for rammerne af dette kortudsnit. Kortet er fra 1780 og viser fjordene, som de så ud, før landbruget lagde beslag på de lavvandede områder, hvis fuglerigdom må være forklaringen på, at det var her, skydeprammen blev til. De første skydepramme skal være brugt på Ulriksholm (Uldricsholm) i bunden af Kertinge Nor, og da prammen omkring 1800 kom til Hofmansgave (Böttigersholm), vandt den hurtigt almindelig udbredelse i øhavet mellem Enebærodde (Hals) og Gersø (Giersøer).

17

imod Brugen af Lygten; thi der saares ofte mange Gæs, som ikke findes i Mørket og saaledes overlades til en pinefuld Død; men jeg synes, at man ikke vedblivende ved Forandringer i Jagtloven skulde indskrænke vore fattige Fiskeres Jagtomraade, de kunne nok behøve den indtægt, Jagten giver dem. Afskaffelsen af Natjagten paa Knortegæs er ensbetydende med Tilintetgørelsen af en indbringende Strandjagt paa Fugle, som kun trække her igennem i store Skarer og aldrig yngle her i Landet.«11

Men hvorfor ved Odense Fjord?

Umiddelbart er det svært at forstå, hvordan strandskytterne kunne overtage godsejerens fjordjagt, ligesom det er svært at forklare, hvorfor det netop var ved Hofmansgave, denne nye jagtform blev udviklet.

Fuglerigdommen må være en del af forklaringen. Desuden var netop denne fladvandede del af Odense Fjord et ideelt område for pramjægere. For om efteråret, når ålefiskeriet var slut, vrimlede det med svømmeænder,12 og det var også her, at knortegæs i flokke på »¼ Miils Udstrækning« holdt til, og som »naar de fløi op af Vandet frembragte en Lyd, som om man hørte en Torden«.13 Hertil skal lægges, at alt, hvad der kunne skydes, kunne afsættes i den altid sultne by i bunden af fjorden, hvor omvandrende ålekoner sørgede for, at odenseanerne dagligt fik frisk fisk og andet godt fra fjorden.14 I denne forbindelse er det også betegnende, at der så tidligt som i 1874 var to og i 1889 hele tre vildthandlere med egen butik i Odense, mens man i landets anden store fjordby, Aalborg, skal helt frem til 1921 for at finde en enkelt vildthandler.15 Hertil kommer, at fjordens bagland, Sletten, allerede før udskiftningen var et af landets mest folketætte områder, hvor stort set alt, hvad der kunne dyrkes, var opdyrket.16 Det betød, at landbruget ikke kunne opsuge 1800-årenes befolkningstilvækst, så den eneste udvej for dem, der ikke søgte til byerne eller valgte at udvandre, var at søge mod fjorden, hvor der dengang var fisk og fugle i, hvad der i dag må forekomme som ubegribelige mængder.

Men mærkeligt er det, at jagten fra skydepram meget længe var bundet til det nordfynske, og at skydeprammen først blev udbredt i resten af landet, da et par husmandssønner fra Gersø, blot fem kilometer fra Hofmansgave, i 1884 tog til Limfjorden med deres skydepramme (se s. 35).17 Og det er heller ikke nogen tilfældighed, at det var ved den tid, at den gamle fynske betegnelse »strandskytte« blev erstattet af »strandjæger«, og at ord som »strandjagt« og »lokkefugle« begynder at dukke op i dansk jagtlitteratur.18

Og hvor kom strandbøsserne fra?

Dyrlæge Grills beretning viser, at strandjagten på mindre end hundrede år havde udviklet sig til noget, der ligner senere tiders klassiske strandjagt. De væsentligste forskelle var, at de jægere, han beskrev, endnu i 1895 skulle vende skydeprammen, før de kunne »kravle« til ænderne, og at de endnu brugte store »strandbøsser«,

18

Omkring 1900 var det disse fiskerkoner fra Munkebo, der fra trækvogne med hundeforspand solgte fisk i Odense. Sommer og vinter startede de ved tretiden om morgenen, og hver havde deres bestemte rute. Blev der noget tilovers, blev det solgt på torvet i Odense. Var der ænder at sælge, kunne de nok også klare det.

oftest enkeltløbede forladere af meget stor kaliber.19 I 1943 påstod N.O. HofmanBang – uimodsagt – at han engang havde målt diameteren på »en saadan Kanon.

Det var en gammel Forlader. Den maalte 1½ Tomme [39 mm]«.20 Dog må kaliber 4 [23,4-23,8 mm] i almindelighed have været den største kaliber, der blev anvendt på Odense Fjord.21 At jægerne valgte storkalibrede bøsser, er let at forstå, for med en enkeltløbet forlader havde jægeren kun et enkelt skud, og da det tog tid at lade, skulle haglmængden være så stor som mulig. Derfor kunne det også kun betale sig at skyde til fuglene, når de lå i flok, for med »haglkanoner«, der sad i en fast montering, kunne der stort set kun skydes til lettende fugleflokke.

De små »kanonpramme« må, når de blev forsynet med lygter, have været uhyre effektive til den form for natjagt, Grill beskrev, og om dagen var de faktisk lige så effektive ved det, der blev kaldt »reglementeret skydning« (se s. 118).

Ved begge jagtmåder gjaldt det om, at så mange som muligt skød til fugleflokken på samme tid. For ved disse jagtformer afhang udbyttet af størrelsen af den haglsky, jægerne sendte af sted – og mange hagl krævede store bøsser.

Mærkeligt nok har ingen rigtigt interesseret sig for de storkalibrede strandbøsser, og spørgsmålet om, hvor bøsserne kom fra, besvares gerne med, at det »nok var gamle militærvåben«22, eller »noget der måtte være lavet af smeden«.23 Desværre er oplysningerne om de strandbøsser, der findes i museernes samlinger, så mangelfulde, at de ikke giver svaret. Det ser dog ud til, at det er ret få af museernes storkalibrede bøsser, der er gamle militærvåben. Af de øvrige har nogle få udenlandske stempler på bøssepiben. Flere har dog danske, men de fleste er tilsyneladende uden stempler. Det væsentligste fællestræk synes at være, at bøssernes låsesystemer oftest er moderniseret, hvad der tyder på, at 1800-tallets strandskytter måtte klare sig med gamle, ombyggede bøsser.24

19

Ludvig Svendsen fortæller i sine utrykte erindringer, at pramjægerne gerne brugte to bøsser: »en kaliber 12 eller 10 og en storkaliber 4 eller 8 til flok og lange hold«. Selv startede han med et militærgevær fra krigene i 1848-50. I 1901 poserede den attenårige Ludvig og sadelmager Brandt i fuld jægermæssig udrustning. Ludvig, med stribet slips og søstøvler, har skudt »en grå klodsmåge« med den »hanestift-dublet«, der egentlig ­tilhørte hans far.

Jagtskribenten Ludvig Svendsen, der startede som strandjæger sidst i 1890’erne, fortæller da også, at strandjægernes våben »var og blev forældede«. Nemlig »Enkeltskuds Hanebøsser, ofte Forladere og kun de færreste havde en billig Hanedoublet«. Skiftet kom omkring 1890, hvor mange anskaffede sig dobbeltløbede hanegeværer »paa samme Tid, som Hammerlessdoubletten blev almindelig i de mere velhavende Jægerkredse«.25 På Odense Fjord holdt strandskytterne dog længe fast ved deres store haglkanoner,26 men foruden en sådan storkalibret bøsse medførte hver pram gerne en almindelig jagtbøsse.27 De storkalibrede bøsser forsvandt først med den jagtlov, der i 1931 forbød alt, hvad der var større end kaliber 12. En bestemmelse, der stort set blev respekteret,

20

fordi Landsjagtforeningen fik udvirket, at jægerne kunne få en beskeden kompensation for deres gamle bøsser, hvis de blev sendt til destruktion, efter at våbenhandleren Ludvig Svendsen havde vurderet, hvad bøssen var værd.28 Som betaling fik Svendsen lov til at adskille våbnene og beholde brugelige reservedele såsom låse, fjedre og haner. Nogle få endte dog ved Svendsens mellemkomst på Tøjhusmuseet og på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm,29 men desværre er der sjældent oplysninger om, hvor bøsserne kom fra, og hvem der havde brugt dem.

På Fanø blev jægerne dog ved med at bruge de storkalibrede og ulovlige strandbøsser, for her drev man stadig fællesjagter, der mindede om jagterne på Odense Fjord i begyndelsen af 1800-tallet (se s. 141), og her duede det ikke med de små bøsser, mente man.

Denne strandbøsse endte – ved Ludvig Svendsens mellemkomst, og mod en godtgørelse på 40 kr. – på Tøjhusmuseet. Bøsseløbet menes at være »lavet af en landsbysmed«.

Det er 116,4 cm langt og har mundingsdiameter på 25,9 mm. Jægeren har klogeligt forsynet det hjemmelavede skæfte med en skulderpude, der skulle beskytte hans kraveben.

21

Og hvad er så strandjagt?

Tidligere havde begrebet strandjagt en bredere betydning end i dag, nemlig jagt på eller ved hav og fjord. Enten fra båd eller fra stranden og somme tider som jagt uden skydevåben.

Det kunne være som fangst på kroge (svaner), i udspændte net (knortegæs), i garn (dykænder), klapfælder (måger) eller i snarer (vadefugle). Desuden ved fangst af fældende svaner og gæs eller mågeunger, inden de kunne flyve.

De gamle og ofte udbyttegivende jagtformer blev med tiden forbudt, således lygtejagt (1894), natjagt og netfangst (1931), jagt fra skydekasser (1982) og isjagt (1994).

I dag har begrebet strandjagt fået en snævrere betydning og anvendes først og fremmest om den »frie« jagt på søterritoriet. Altså den jagt, alle og enhver med gyldigt jagttegn kan udøve, blot den foregår fra en båd eller pram. For så længe båden flyder, er jagten fri.

På land er det derimod den, der ejer jorden, der har jagtretten – og dermed også retten til at skyde søfugle fra landsiden.

Strandjagten er således både en ældgammel og en ny jagtog fangstmåde. I sin nuværende og snævrere betydning er det en jagtform, der formelt set er knyttet til den forordning, der i 1840 åbnede mulighed for fri jagt på havet. Men da det, der i særlig grad kendetegner den klassiske strandjagt, nemlig brug af skydepram og lokkefugle, først vandt almindelig udbredelse fra 1880’erne, er det altså en jagtform, der først fandt sin endelige form i årtierne før 1900.

De første strandjægere var fortrinsvis fiskere, men i mellemkrigsårene, der var strandjagtens storhedstid, var det især arbejdsfolk i både kystsogne og kystbyer, der blev strandjægere. Først og fremmest ved lavvandede fjorde og kyster med mange rastende fugle.

Strandjægernes sociale baggrund og et altid stigende jagttryk i krisetider gjorde, at landjægerne gerne så skævt til strandjægerne, der med større eller mindre ret blev beskyldt for at drive »usportslig rovjagt« eller ligefrem krybskytteri.

Knortegæs og strandjagt I mangel af et strandjagtens Danmarkskort kan kortet over knortegæssenes traditionelle rastepladser give et fingerpeg om, hvor det var, der blev drevet strandjagt. Jagten var nemlig tæt forbundet med knortegåsen og knortegåsen med ålegræsset, som er dens foretrukne føde. Svaner og pibeænder har det på samme måde, så forår og efterår er det i fladvandsområder med ålegræs, der er flest svømmefugle. Ålegræsset var også en betingelse for et godt ålefiskeri, så hvor der var ålegræs, ål og knortegæs, var der også fiskere, der før og efter ålesæsonen kunne drive strandjagt. Blev det isvinter, var jagt og ålestangning faktisk det eneste, de havde at leve af.

Helt enkelt var det altså i fladvandsområderne med ålegræs og knortegæs, det bedst kunne betale sig at drive strandjagt, hvad der selvfølgelig ikke udelukker, at der andre steder var forhold, der indbød til andre former for strandjagt f.eks. jagt på dykænder.

22

Strandjagtens vigtigste årstal og begivenheder 1800-25

Strandskytterne på Odense Fjord begynder at bruge skydepramme.

1840

Forordningen om fri jagt på fugle på søterritoriet.

1871

Jagtlov, der stadfæster 1840-forordningen.

1884

Skydeprammen kommer til Limfjorden. Dansk Jagtforening stiftes.

1889

Der udbetales skydepræmier for sæler.

1890-1900 Strandjægerne begynder at bruge lokkefugle, og hanebøsser bliver almindelige.

Skydeprammene kommer til Sjælland, og de første Korsørpramme bygges.

1894

Ny jagtlov. Forbud mod lygtejagt. Svaner får for første gang fredningstid.

1905

Den amerikanske trækpram kommer til Rudkøbing.

1919

Fra 1919 til 1929 oprettes otte reservater for kystfugle.

1922

Ny jagtlov indfører et 50 meter fredningsbælte langs alle kyster. Jagttegn indføres.

Forbud mod natjagt. Fredningstider ændres væsentligt.

1923

Landsjagtforeningen af 1923 stiftes. Der er nu 64.420, der har løst jagttegn.

1927

Midlertidig fredning af knopsvanen. Ordningen med skydepræmier for sæler ophører.

1929

Nu kun 55.295, der har løst jagttegn.

1931

Ny jagtlov. Fredningsbæltet fra 1922 ophæves. Forbud mod fangst i net og fuglekøjer.

Haglbøsser, der er større end kal. 12, forbydes. Alle svanearter fredes. Der går sygdom i ålegræsset.

Fra omkring 1934 forsvinder knortegæssene fra Læsø og Limfjorden.

1940

Dansk Strandjagtforening stiftes, men optagelsen i Jagtrådet forhales til 1982.

1944

Strandjægerne må aflevere deres våben.

1945

Dansk Havjagtforening stiftes. Der er nu 116.297, der har løst jagttegn.

1955

Forbud mod forårsjagt på knortegæs.

1967

Ny jagtlov. Tvungen jagtprøve. Jagt fra skydetønder og skydekasser begrænses.

1972

Knortegæs fredes både forår og efterår.

1982

Skydetønder og skydekasser forbydes.

1992

De tre jagtforeninger danner Jægerforbundet. Nu 174.000, der har løst jagttegn.

1994

Ny jagtlov. Forbud mod isjagt. EU-direktiv forbyder salg af strandfugle.

23