Strandlæsning

Strandlæsning_TRYK.indd 2

19.03.2021 12.29

RO M A N

På dansk ved Betty Frank Simonsen

GADS FORL AG

Strandlæsning_TRYK.indd 3

19.03.2021 12.29

Strandlæsning er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter Beach Read Copyright © 2020 by Emily Henry Dansk udgave © Gads Forlag 2021 ISBN: 978-87-12-06423-7 1. udgave, 1. oplag Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Strandlæsning_TRYK.indd 4

19.03.2021 12.29

Til Joey: Du er så helt igennem mit yndlingsmenneske

Strandlæsning_TRYK.indd 5

19.03.2021 12.29

Strandlæsning_TRYK.indd 6

19.03.2021 12.29

1

Huset

J

eg har en dødbringende svaghed.

Det tror jeg faktisk, alle har. Eller det gør det i hvert fald nemmere for mig at skrive. Jeg bygger mine heltinder og helte op omkring dette ene selv-saboterende karaktertræk, hæfter alt, hvad der hænder dem, sammen med dette specifikke kendetegn.

Den ting, de engang lærte sig som en form for beskyttelse, og som de stadig bruger, længe efter det er holdt op med at gavne dem.

For eksempel havde du måske ikke så meget kontrol over dit liv, da du var barn. Så for at undgå at blive skuffet, lærte du at lade være med at spørge dig selv, hvad du egentlig ville. Og det fungerede måske meget godt i lang tid. Men nu, hvor det er gået op for dig, at du aldrig fik det, du ikke vidste, du ville have, ræser du af sted i en midtlivskrise-bil med en kuffert fuld af kontanter og en mand, der hedder Stan, i bagagerummet.

Måske er din dødbringende svaghed, at du ikke bruger blinklys.

7

Strandlæsning_TRYK.indd 7

19.03.2021 12.29

Eller også er du, som mig, en håbløs romantiker. Du kan ikke holde op med at fortælle dig selv den samme historie. Den om dit eget liv, med det melodramatiske soundtrack og et gyldent lys, der flimrer ind ad bilruderne.

Det begyndte, da jeg var tolv. Mine forældre fik mig til at sætte mig ned, fordi de skulle fortælle mig noget. Min mor havde fået sin første diagnose – mistænkelige celler i venstre bryst – og hun sagde så mange gange, at jeg ikke måtte bekymre mig, at jeg begyndte at tro, jeg ville få husarrest, hvis hun fangede mig i det. Min mor var en handlingens kvinde, en optimist, ikke en grubler, men jeg kunne mærke, at hun var rædselsslagen, så det var jeg også, sad helt lammet i sofaen og var usikker på, hvordan jeg skulle sige noget uden at gøre tingene værre.

Men så gjorde min intellektuelle hjemmehyggefar noget uventet. Han rejste sig, tog vores hænder og sagde: Ved I, hvad vi skal gøre for at slippe af med de her dårlige følelser? Vi skal danse!

Der var ingen natklubber i vores forstad, kun et middelmådigt steakhouse, hvor et band spillede covernumre fredag aften, men min mor lyste op, som havde han foreslået, at vi hoppede på et privatfly til Copacabana.

Hun tog sin smørgule kjole på og de øreringe i hamret metal, der glimtede, når hun bevægede sig. Min far bestilte tyve år gammel whisky til ham og min mor og en Shirley Temple til mig, og sammen hvirvlede vi rundt og dansede, til vi knap kunne stå længere, og min ellers så reserverede far sang med på “Brown Eyed Girl”, som om hele lokalet ikke gloede på os.

Helt udmattede satte vi os ind i bilen og kørte hjem gennem den stille aften. Min mor og far holdt hinanden i hånden mellem sæderne, og jeg lagde mit hoved ind mod bilruden, så på

8

Strandlæsning_TRYK.indd 8

19.03.2021 12.29

gadebelysningen, der flimrede hen over glasset, og tænkte: Det skal nok gå. Vi klarer os altid.

I det øjeblik gik det op for mig: Når verden føles mørk og skræmmende, kan kærlighed danse af sted med dig; latter kan fjerne noget af smerten; skønhed kan slå huller i angsten. Da besluttede jeg, at mit liv ville blive rigt på alle tre dele. Ikke bare for min egen skyld, men for min mors skyld, og for alle andre omkring mig.

Der ville være mening. Der ville være skønhed. Der ville være levende lys og Fleetwood Mac, der blidt spillede et sted i baggrunden.

Pointen er, at jeg begyndte at fortælle mig selv en smuk historie om mit liv, om skæbnen og om, hvordan ting fungerer, og da jeg var blevet otteogtyve, var min historie blevet finpudset.

Perfekte (cancerfrie) forældre, der ringede flere gange om ugen, berusede af vin eller hinandens selskab. Perfekt (spontan, flersproglig og en meter og halvfems høj) kæreste, der arbejdede på en skadestue og vidste, hvordan man lavede coq au vin. Perfekt shabby chic lejlighed i Queens. Perfekt job med at skrive romancer – inspirerede af perfekte forældre og perfekt kæreste – til Sandy Lowe Books.

Perfekt liv.

Men det var bare en historie, og da et stort og gabende plothul dukkede op, faldt det hele fra hinanden. Det er sådan det er med historier.

Nu, da jeg var niogtyve, var jeg ulykkelig, fattig, semi-hjemløs, meget single og ved at parkere foran et billedskønt hus ved en sø, hvis eksistens gav mig kvalme. Det med at romantisere mit liv gavnede mig ikke længere, men min dødbringende svaghed

9

Strandlæsning_TRYK.indd 9

19.03.2021 12.29

var stadig medpassager i min ramponerede Kia Soul, som en voice over, der berettede, hvad der foregik, mens det fandt sted: January Andrews stirrede ud ad bilruden på den oprørte sø, der slog ind mod den tågede bred. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at det ikke havde været en stor fejl at tage hertil.

Det var helt klart en fejl, men jeg havde ikke anden mulighed.

Man siger ikke nej til gratis logi, når man er flad.

Jeg parkerede ude på gaden og så op på det overdimensionerede sommerhus; lysglimtene fra vinduerne og den eventyrlige veranda, marehalmen, der vajede i den varme brise.

Jeg tjekkede adressen på min GPS og så på den håndskrevne adresse, der hang fra husnøglen. Den var god nok.

Jeg standsede et kort sekund og ventede, måske på, at en asteroide kunne nå at gøre det af med mig, inden jeg var tvunget til at bevæge mig indenfor. Så tog jeg en dyb indånding, steg ud af bilen og slæbte min propfyldte kuffert ud fra bagsædet sammen med papkassen, der var fuld af ginflasker.

Jeg fejede det mørke hår væk fra øjnene for at se mere indgående på det kornblå tag og de snehvide gavle. Bare forestil dig, at det er Airbnb.

En imaginær Airbnb-beskrivelse kørte straks gennem mit hoved. Feriehus ved sø, tre værelser og tre badeværelser, oser af charme og bekræfter, at din far var et røvhul, og at hele dit liv har været en stor løgn.

Jeg begyndte at gå op ad trappen, der var bygget ind i den grønne skråning, blodet dunkede i mine ører, og benene vaklede under mig i en underlig forventning om, at helvedes gab var ved at åbne sig.

Det er allerede sket. Sidste år. Og det slog dig ikke ihjel, så det gør dette heller ikke.

10

Strandlæsning_TRYK.indd 10

19.03.2021 12.29

Ude på verandaen forstærkedes hver kropslig sansning. Den prikkende fornemmelse i ansigtet, den knugende følelse i maven, sveden, der stak lidt i nakken. Jeg hvilede kassen med gin på min hofte og satte nøglen i låsen, mens en del af mig håbede, den ville gå i baglås. At det hele ville vise sig at være en meget udførlig practical joke, min far havde lavet, inden han døde.

Eller, endnu bedre, at han slet ikke var død. At han lige om lidt kom springende ud fra buskadset og råbte: “Der fik jeg dig!

Du troede da ikke for alvor, jeg levede et hemmeligt dobbeltliv?

Du kunne da ikke tro, at jeg havde et andet hus med en kvinde, der ikke var din mor?”

Nøglen drejede ubesværet. Døren åbnede indad.

Huset var tavst.

Sorgen skar igennem mig. Den samme, som jeg havde mærket mindst én gang om dagen, siden min mor ringede og fortalte om slagtilfældet og hulkende sagde: Han er død, Janie.

Ingen far. Ikke her. Ingen steder. Og så den næste smerte, salt i såret: Den far, du kendte, har alligevel aldrig eksisteret.

Jeg havde ham i virkeligheden aldrig. Ligesom jeg heller ikke havde min ekskæreste Jacques eller hans coq au vin.

Det var bare en historie, jeg gik og fortalte mig selv. Men fra nu af var det den grimme sandhed eller ingenting. Jeg rustede mig til synet og gik ind.

Min første tanke var, at den grimme sandhed ikke var sådan supergrim. Min fars elskovsrede havde en åben grundplan: en stue, der gik ud i et funky køkken med blå fliser og en hyggelig spisekrog. Bagved var der en glasvæg ud mod en mørkbejdset terrasse.

Hvis det var min mor, der havde ejet dette sted, ville alt have

11

Strandlæsning_TRYK.indd 11

19.03.2021 12.29

været i cremefarvede, beroligende nuancer. Det bohemeagtige rum, jeg trådte ind i, ville have passet bedre til Jacques’ og mit gamle hjem end til mine forældre. Jeg fik en smule kvalme ved tanken om min far her, blandt de ting, min mor aldrig ville have valgt: det kulørte, håndmalede bord i hjørnet, bogreolerne i mørkt træ, den lave sofa dækket af puder i mange forskellige farver.

Der var intet spor efter den version af min far, jeg havde kendt.

Min telefon ringede i lommen, og jeg stillede kassen fra mig på bordpladen i granit.

“Hallo?” Min stemme lød svag og hæs.

“Hvordan er der så?” sagde stemmen i den anden ende. “Er der bollegynge i kælderen?”

“Shadi?” sagde jeg. Jeg stak telefonen ind mellem øre og skulder, skruede låget af den ene ginflaske og tog en slurk for at finde styrke.

“Det bekymrer mig helt ærligt, at jeg er den eneste, der kunne finde på at ringe og spørge om det,” svarede Shadi.

“Du er den eneste, der overhovedet kender til elskovsreden,” sagde jeg.

“Jeg er ikke den eneste, der kender til den,” indvendte Shadi.

Teknisk set havde hun ret. Da jeg hørte om min fars hemmelige feriehus til hans begravelse sidste år, havde min mor allerede kendt til det i et godt stykke tid. “Fint nok,” sagde jeg. “Du er den eneste, jeg har fortalt det til. Nå, men giv mig fem minutter.

Jeg er lige kommet.”

“Bogstaveligt talt?” Shadi pustede tungt i røret, hvilket betød, at hun var på vej på arbejde på restauranten. Fordi vi arbejdede på forskellige tidspunkter af døgnet, havde vi de fleste samtaler, når hun var på vej på arbejde.

12

Strandlæsning_TRYK.indd 12

19.03.2021 12.29

“Billedligt talt,” sagde jeg. “Jeg kom bogstaveligt talt for ti minutter siden, men først nu føles det, som om jeg er ankommet.”

“Så klogt,” sagde Shadi. “Så dybt.”

“Schh,” sagde jeg. “Jeg står og indsnuser det hele.”

“Tjek lige bollegyngen!” skyndte Shadi sig at sige, som om jeg var ved at lægge på.

Det var jeg ikke. Jeg holdt bare telefonen mod mit øre, holdt vejret, holdt mit bankende hjerte i brystet, mens jeg scannede min fars hemmelige liv.

Og lige der, lige idet jeg var ved at overbevise mig selv om, at min far under ingen omstændigheder kunne have tilbragt tid her, bemærkede jeg noget på væggen. Et udklip af bestsellerlisten i New York Times fra tre år siden, det samme udklip, han havde hængende over pejsen derhjemme. Der stod jeg, nummer femten, helt i bunden. Og der, tre pladser over mig – som et sygt eksempel på skæbnens ironi – var min rival fra college, Gus (som nu kaldte sig Augustus, fordi Meget Alvorlig Mand) og hans meget litterære debutroman The Revelatories. Den havde været på listen i fem uger (ikke at jeg holdt øje (jeg holdt ikke øje med andet)).

“Men hvad så?” sagde Shadi. “Hvad tænker du?”

Jeg vendte mig om og fik øje på et mandala-vægtæppe over sofaen.

“Jeg begynder at tro, at min far røg hash.” Jeg vendte mig om mod vinduerne i husets ene side, som nærmest var fuldkommen på linje med naboens. En fejl i konstruktionen, som min mor straks ville have bemærket, når hun var ude at kigge på hus.

Men dette var ikke hendes hus, og jeg kunne tydeligt se bogreolerne, der gik fra gulv til loft på naboens kontor.

“Gud, måske er det et væksthus for hamp, ikke en elskovs-

13

Strandlæsning_TRYK.indd 13

19.03.2021 12.29

rede!” Shadi lød begejstret. “Du skulle have læst brevet, January.

Det er alt sammen en misforståelse. Din far efterlader dig familiedynastiet. Den Kvinde var hans forretningspartner, ikke hans elskerinde.”

Hvor slemt var mit liv, når jeg ville ønske, hun havde ret?

Uanset hvad havde jeg haft i sinde at læse brevet. Jeg havde bare ventet på det rette øjeblik og håbet, at den værste vrede havde lagt sig, og at de sidste ord fra min far ville vise sig at være en trøst.

Men nu var der gået et helt år, og rædslen over at skulle åbne brevet voksede for hver dag. Det var så unfair, at han skulle få det sidste ord, og at jeg ikke ville få mulighed for at svare. Skrige eller græde eller forlange flere svar. Når jeg først havde åbnet det, var der ingen vej tilbage. Så var det det. Det sidste farvel.

Så indtil videre levede brevet et lykkeligt om end lidt ensomt liv på bunden af den kasse gin, jeg havde taget med mig fra Queens.

“Det er ikke noget væksthus,” sagde jeg og åbnede bagdøren ud mod terrassen. “Medmindre alle hampplanterne er i kælderen.”

“Nope,” sagde Shadi. “Det er der, bollegyngen er.”

“Lad os stoppe med at snakke om mit deprimerende liv,” sagde jeg. “Hvad sker der med dig?”

“Du mener Den Hjemsøgte Hat,” sagde Shadi. Hvis hun havde haft færre end fire bofæller i sin lillebitte lejlighed i Chicago, ville jeg måske have boet der nu. Ikke at jeg var i stand til at få lavet noget, når jeg var sammen med Shadi. Og min økonomiske situation var for sørgelig til, at jeg kunne lade være med at lave noget. Jeg var nødt til at skrive min næste bog færdig i dette huslejefrie helvede. Så kunne jeg måske få råd til mit ejet Jacques-frie sted.

14

Strandlæsning_TRYK.indd 14

19.03.2021 12.29

“Hvis Den Hjemsøgte Hat er det, du gerne vil tale om,” sagde jeg. “Så ja! Ud med det.”

“Har stadig ikke talt til mig.” Shadi sukkede sigende. “Men jeg kan ligesom fornemme, at han kigger på mig, når vi begge er ude i køkkenet. Fordi vi har en connection.”

“Er du egentlig lidt bange for, at din connection ikke er med fyren, der er iført den antikke fedorahat, men med hattens originale ejer? Hvad gør du, hvis du opdager, at du er blevet forelsket i et spøgelse?” “Øh.” Shadi tænkte sig lidt om. “Så ville jeg nok være nødt til at redigere lidt i min profiltekst på Tinder.”

En brise lavede krusninger på vandet neden for bakken og tog i mine brune lokker, og den nedadgående sol sendte gyldne spyd af lys ud over det hele, så blændende og varmt, at jeg måtte knibe øjnene sammen for at se de udvaskede røde og orange striber på sandet. Hvis dette var et hus, jeg havde lejet, ville det være det perfekte sted at skrive den smukke kærlighedshistorie, jeg i flere måneder havde lovet Sandy Lowe Books.

Det gik op for mig, at Shadi stadig snakkede. Mere om Den Hjemsøgte Hat. Han hed Ricky, men det kaldte vi ham aldrig.

Vi talte altid om Shadis kærlighedsliv i koder. Der var den ældre mand, der bestyrede den fantastiske seafoodrestaurant (Fish Lord), og så var der en fyr, vi kaldte Mark, fordi han lignede en anden berømt Mark, og nu var der den her nye kollega, en bartender, der gik med hat hver dag, som Shadi afskyede og alligevel ikke kunne modstå.

Jeg vendte tilbage til samtalen, lige da Shadi sagde: “Weekenden den fjerde juli? Kan jeg komme der?”

“Der er mere end en måned til.” Jeg havde lyst til at sige, at

15

Strandlæsning_TRYK.indd 15

19.03.2021 12.29

jeg ikke engang ville være her på det tidspunkt, men det vidste jeg var løgn. Det ville tage mig mindst hele sommeren at skrive en bog, tømme huset, og sælge begge dele, så jeg (forhåbentlig) kunne blive slynget tilbage til en relativt behagelig tilværelse. Ikke i New York, men et sted, der var mindre dyrt.

Jeg forestillede mig, at Duluth var til at betale. Min mor ville aldrig komme og besøge mig der, men vi havde alligevel ikke set meget til hinanden det sidste år, bortset fra mine tre dage hjemme til jul. Hun havde slæbt mig med til fire yogatimer, tre overfyldte juicebarer og en forestilling med Nøddeknækkeren, der havde et eller andet barn i hovedrollen, jeg ikke kendte. Det var, som om hun tænkte, at hvis vi var alene så meget som et sekund, ville vi begynde at tale om min far og begge pludselig stå i flammer.

Hele mit liv havde mine venner været misundelige på mit forhold til min mor. Hvor ofte og åbent (eller det troede jeg) vi talte, hvor sjovt vi havde det sammen. Nu var vores forhold reduceret til et forsøg på at undgå hinandens telefonopkald.

Jeg var gået fra at have to kærlige forældre og en kæreste, jeg boede sammen med, til faktisk kun at have Shadi, min alt for langdistance bedste veninde. Den eneste bonus, der var ved at flytte fra New York til North Bear Shores i Michigan var, at jeg var tættere på hende i Chicago.

“Der er alt for lang tid til den fjerde juli,” sagde jeg klynkende.

“Du er kun tre timer væk.”

“Ja, og jeg kan ikke finde ud af at køre bil.”

“Så burde du måske give dem kørekortet tilbage,” sagde jeg.

“Tro mig, jeg venter bare på, det udløber. Så kommer jeg til at føle mig så fri. Jeg hader, når folk tror, jeg kan køre, bare fordi jeg juridisk set kan.”

16

Strandlæsning_TRYK.indd 16

19.03.2021 12.29

Shadi var en forfærdelig chauffør. Hun skreg, hver gang hun drejede til venstre.

“Desuden ved du, hvor svært det er at tage ferie i branchen.

Jeg er heldig, at min chef sagde, jeg kunne få fjerde juli. Han regner sikkert allerede med at få et blowjob nu.”

“Niks. Blowjobs er til de store højtider. Det, du står med nu, er en helt almindelig omgang fodsex, så er I kvit.”

Jeg tog endnu en slurk gin, vendte mig om og var lige ved at skrige. På naboens terrasse, tre meter fra min, stak et baghoved med krøllet, brunt hår op over en liggestol. Jeg bad tavst til, at manden sov – at jeg ikke skulle tilbringe hele sommeren som nabo til en, der havde hørt mig råbe en helt almindelig omgang fodsex.

Som havde han læst mine tanker, lænede han sig frem, rakte ud efter en øl fra terrassebordet, tog en slurk og lænede sig tilbage igen.

“Sandt nok. Så behøver jeg ikke engang tage mine crocs af,” sagde Shadi. “Nå, men jeg må på arbejde. Men fortæl mig lige, om det er stoffer eller læder i kælderen.”

Jeg vendte ryggen til naboens terrasse. “Jeg tjekker det ikke, før du kommer.”

“Frækt,” sagde Shadi.

“Pressionsmiddel,” sagde jeg. “Elsker dig.”

“Elsker dig højere,” sagde hun og lagde på.

Jeg vendte mig om mod det krøllede hår og forventede delvist, at han ville anerkende min tilstedeværelse, men var også delvist i gang med at diskutere med mig selv, om jeg var nødt til at præsentere mig.

Jeg havde ikke kendt nogle af mine naboer i New York særlig godt, men dette var Michigan, og at dømme fra min fars historier

17

Strandlæsning_TRYK.indd 17

19.03.2021 12.29

om at vokse op i North Bear Shores regnede jeg stærkt med, at jeg ville komme til at låne denne mand sukker på et eller andet tidspunkt (note til selv: Husk at købe sukker).

Jeg rømmede mig og klistrede et forsøg på et nabovenligt smil på. Manden lænede sig frem for at tage endnu en slurk øl, og jeg råbte over til ham: “Undskyld, jeg forstyrrede!”

Han vinkede vagt med den ene hånd og bladrede i den bog, han havde i skødet. “Hvad kunne dog være forstyrrende ved fodsex som gangbar valuta?”

Jeg skar en grimasse, mens jeg ledte efter et svar. Et hvilket som helst svar. Gamle January ville have vidst, hvad hun skulle sige, men min hjerne var lige så blank, som hver gang jeg åbnede Microsoft Word.

Okay, så måske var jeg blevet lidt af en eneboer i løbet af det sidste år. Måske var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg havde brugt det sidste år på, eftersom jeg hverken besøgte min mor eller skrev, og heller ikke slog benene væk under mine naboer.

“Nå, men,” råbte jeg. “Jeg bor her nu.”

Som om han havde læst mine tanker, vinkede han afværgende.

“Sig til, hvis du mangler noget sukker.” Men det lød faktisk mere som: Tal aldrig til mig igen, medmindre du lægger mærke til, at mit hus brænder, og selv da vil jeg helst have, at du lige venter på at høre, om brandbilen er på vej.

Så meget for den berømte gæstfrihed i Midtvesten. I New York kom vores naboer i det mindste forbi med cookies, da vi flyttede ind. (De havde været glutenfri og blandet med LSD, men det var tanken, der talte).

“Eller, hvis du får brug for at finde vej til det nærmeste byggemarked for sexlegetøj,” tilføjede Gnavpot.

18

Strandlæsning_TRYK.indd 18

19.03.2021 12.29

Varmen steg op i mine kinder, en blussende skam og vrede.

Ordene røg ud, inden jeg nåede at tænke mig om: “Jeg venter bare, til du kører, og så følger jeg efter.” Han grinede, en overrasket, grov lyd, men værdigede mig stadig ikke et blik.

“Hyggeligt at møde dig,” tilføjede jeg skarpt og skyndte mig gennem glasdøren i sikkerhed inde i huset, hvor jeg sandsynligvis ville komme til at skjule mig resten af sommeren.

“Løgner,” hørte jeg ham mumle, inden jeg lukkede døren i.

Strandlæsning_TRYK.indd 19

19.03.2021 12.29

2

Begravelsen

J

eg var ikke klar til at kigge på resten af huset, så jeg satte mig ved bordet for at skrive. Det tomme dokument stirrede som sædvanlig anklagende på mig og nægtede at fylde sig selv med ord eller personer, uanset hvor meget jeg stirrede på det.

Sådan her er det med at skrive lykkelige kærlighedsromaner: Det hjælper, hvis man selv tror på dem.

Sådan her er det med mig: Det gjorde jeg, indtil den dag min far blev begravet.

Mine forældre, min familie, havde allerede været igennem så meget, og på en eller anden måde kom vi altid styrket igennem det, med mere kærlighed og latter end før. Der var en kort separation, da jeg var lille, hvor min mor fik en følelse af, at hun havde mistet sin identitet og begyndte at stirre ud ad vinduer, som om hun kunne se sig selv leve livet udenfor og forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Der var den køkkendans, holden i hånd og kyssen på panden, der fulgte i kølvandet på min fars

20

Strandlæsning_TRYK.indd 20

19.03.2021 12.29

tilbageflytning. Der var min mors første kræftdiagnose og den vildt dyre festmiddag, da hun tog røven på den; vi spiste, som var vi millionærer, og grinede, så deres alt for dyre vin og italienske sodavand sprøjtede ud af næsen på os. Som om vi havde råd til at spilde den, som om lægeregningerne slet ikke eksisterede. Og så den næste omgang kræft og den nye livsglæde, efter hun fik fjernet brystet: keramiktimerne, ballroom dancing, yoga, marokkansk madlavning, som mine forældre fyldte deres tid med, som om de var nødt til at proppe så meget liv ind på så kort tid som muligt. Lange weekendture til New York for at besøge mig og Jacques, køreturene med subway, hvor min mor tryglede mig om at holde op med at fortælle historier om vores pothoveder af nogle naboer, Sharyn og Karyn (de var ikke i familie med hinanden; stak jævnligt pamfletter ind under døren til os, som advokerede for Flat Earth-teorier), fordi hun var bange for, at hun kom til at tisse i bukserne af grin. Alt imens min far lavmælt pillede Flat Earth-teorien fra hinanden over for Jacques.

Prøvelse. Lykkelig slutning. Modgang. Lykkelig slutning.

Kemo. Lykkelig slutning.

Og så, midt i den lykkeligste slutning overhovedet, var han bare væk.

Jeg stod der, ude i foyeren til hans og min mors episkopale kirke, i et hav af sortklædte mennesker, der hviskede nytteløse ord, mens jeg følte, at jeg måtte være gået i søvne derhen – ude af stand til at huske flyveturen, køreturen til lufthavnen, pakningen.

Kom for tusinde gang i løbet af de sidste tre dage i tanke om, at han var væk.

Min mor var gået ud på badeværelset, og jeg var alene, da jeg fik øje på hende: den eneste kvinde, jeg ikke kunne genkende.

21

Strandlæsning_TRYK.indd 21

19.03.2021 12.29

Klædt i en grå kjole og lædersandaler, med et hæklet sjal bundet om skuldrene og vindblæst, hvidt hår. Hun så lige på mig.

Efter et kort sekund kom hun fejende hen mod mig, og af en eller anden grund knugede min mave sig sammen. Som om min krop allerede vidste, at tingene var ved at ændre sig. Denne fremmede kvindes tilstedeværelse ved min fars begravelse ville komme til at køre mit liv lige så meget af sporet som hans død.

Hun smilede tøvende, da hun standsede foran mig. Hun duftede af vanilje og citrus. “Goddag, January.” Hendes stemme var luftig, og hendes fingre pillede nervøst ved tørklædets frynser.

“Jeg har hørt så meget om dig.”

Bag hende gik døren til toilettet op, og min mor kom ud.

Hun standsede brat op, med et fremmed udtryk i ansigtet. Genkendelse? Rædsel?

Hun ville ikke have, at vi talte sammen. Hvorfor ikke?

“Jeg er en gammel ven af din far,” sagde kvinden. “Han betyder … betød meget for mig. Jeg har kendt ham hele livet, eller næsten. I et godt stykke tid var vi meget tæt på hinanden, og … han holdt aldrig op med at snakke om dig.” Hendes latter skulle lyde let, men var flere lysår fra at være det.

“Undskyld,” sagde hun hæst. “Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville græde, men …”

Det føltes, som om jeg var blevet skubbet ud fra en høj bygning. Som om faldet aldrig ville ende.

Gammel ven. Det var det, hun kaldte det. Ikke elskerinde eller kæreste. Men jeg vidste det straks på grund af den måde, hun græd på. En spejlkabinetsversion af min mors tårer under begravelsen.

Jeg genkendte udtrykket i hendes ansigt; det var det samme, jeg

22

Strandlæsning_TRYK.indd 22

19.03.2021 12.29

havde set i mit eget ansigt om morgenen, da jeg puttede concealer under øjnene. Min fars død havde knust hende.

Hun fiskede noget op af lommen. En kuvert med mit navn på, med en nøgle, der lå ovenpå. Et skilt hang i nøglen med en adresse på, skrevet med de samme umiskendelige kragetæer som dem, der var på kuverten. Min fars.

“Han ville have, at du skulle have dette,” sagde hun. “Det er dit.”

Hun pressede det ind i min hånd og holdt fast et øjeblik. “Det er et smukt hus, lige ved Lake Michigan,” udbrød hun. “Du kommer til at elske det. Det sagde han altid, du ville. Og brevet er til din fødselsdag. Du kan åbne det den dag, eller … når du vil.”

Min fødselsdag. Der var syv måneder til. Min far kom ikke til at være der på min fødselsdag. Min far var væk.

Bag kvinden kom min mor til sig selv og gik hen mod os med et mordlystent udtryk i øjnene. “Sonya,” hvæsede hun.

Og sådan fik jeg resten at vide.

At jeg havde været uvidende om det, men ikke min mor.

Jeg lukkede word-dokumentet, som om det at klikke på det lille x oppe i hjørnet også kunne lukke ned for minderne. Jeg ledte efter distraktion og scrollede ned gennem min indboks til den seneste mail fra min agent, Anya.

Den var kommet for to dage siden, inden jeg rejste fra New York, og jeg var kommet på gradvist mere åndssvage grunde til at udskyde læsningen. Jeg skulle pakke. Flytte ting til opbevaring.

Køre. Forsøge at drikke så meget vand, jeg kunne, mens jeg tissede. “Skrive”, som virkelig var i gåseøjne. Jeg var fuld. Sulten.

Skulle trække vejret.

Anya havde ry for at være hård, en bulldog, blandt forlagsfolk,

23

Strandlæsning_TRYK.indd 23

19.03.2021 12.29

men over for forfattere var hun mere en Mary Poppins med en snert af sexet heks. Man havde altid meget lyst til at gøre hende glad, både fordi man havde fornemmelsen af, at ingen nogensinde havde elsket og beundret en på så rendyrket en måde før, og fordi man havde en mistanke om, at hun kunne pudse et kuld pytonslanger på en, hvis hun ville.

Jeg tømte min tredje gin og tonic den aften, åbnede mailen og læste: Heeey, du smukke og mirakuløse gople, kærlige kunstner, gloriøse guldgrube,

Jeg ved godt, at tingene har været HELT vanvittige hos dig, men Sandy skriver igen – vil virkelig gerne vide, hvordan det går med manus skråstreg om det stadig er klar sidst på sommeren. Jeg er som sædvanlig totalt klar

på at tage det over telefonen (eller Messenger, eller på ryggen af Pegasus, hvis det er det, der passer dig bedst)

for at brainstorme/gennemgå plotdetaljer/ HVAD DET END KRÆVER for at hjælpe flere af dine smukke ord og uforlignelige henrykkelse ud i verden! Fem bøger på fem

år er et stort brød at slå op for alle (selv for en med dit

imponerende talent), men jeg tror, vi er nået til bristepunktet med SLB, og det er på tide at bide i det sure æble og presse den ud, hvis det overhovedet er muligt. xox,

Anya

24

Strandlæsning_TRYK.indd 24

19.03.2021 12.29

Bide i det sure æble og presse den ud. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det ville blive lettere at presse en fuldt udviklet menneskebaby ud ad min livmoder for enden af denne sommer end at skrive og sælge en ny bog.

Jeg besluttede, at hvis jeg faldt i søvn nu, kunne jeg stå tidligt op og vride et par tusind ord ud. Jeg tøvede uden for soveværelset i stueetagen. Det var ikke til at vide, hvilke senge Min Far og Den Kvinde havde aktier i.

Jeg var i et geriatrisk horehus. Det ville måske have været sjovt, hvis ikke jeg havde mistet evnen til at se det sjove i noget i løbet af det sidste år, hvor jeg havde brugt tiden på at skrive romantiske komedier, der endte med, at en buschauffør faldt i søvn bag rattet og hele persongalleriet blev kørt ud over en skrænt.

Det er SUPERINTERESSANT, forestillede jeg mig, at Anya ville have sagt, hvis jeg ellers nogensinde havde sendt et af de udkast ind. Jeg mener, jeg ville dø af både grin og gråd, mens jeg læste en HUSKESEDDEL fra din hånd. Men det er ikke en Sandy Lowe-bog. Lidt mere sødme, lidt mindre død lige nu, honey.

Jeg kom til at få brug for hjælp med at sove her. Jeg hældte endnu en G&T op og lukkede computeren. Luften herinde var blevet varm og trykkende, så jeg tog alt tøjet af på nær mit undertøj, cirklede rundt i stueetagen og åbnede vinduer, hvorefter jeg bundede min drink og smed mig på sofaen.

Den var endnu mere behagelig, end den så ud. Fanden tage Den Kvinde og hendes smukke, eklektiske stil. Den var også, sagde jeg til mig selv, for lav til, at en mand med dårlig ryg kunne kravle ind og ud af den, hvilket betød, at den nok ikke var blevet brugt til S-E-X. Men min far havde ikke altid haft dårlig ryg. Da jeg var barn,

25

Strandlæsning_TRYK.indd 25

19.03.2021 12.29

sejlede vi sammen ud de fleste weekender, når han var hjemme, og at dømme efter, hvad jeg havde set, handlede sejlads halvfems procent om at bøje sig ned og binde og løsne reb og ti procent om at kigge op på solen med armene ud til siden for at lade blæsten tage i ens vindjakke og …

Smerten lagde sig hårdt om mit bryst.

De tidlige morgener, på den menneskeskabte sø en halv time fra vores hus, havde altid været vores alene. Som regel morgenen efter han kom hjem fra forretningsrejse. Nogle gange vidste jeg endda ikke, han var kommet hjem. Så vågnede jeg på mit stadig mørke værelse, mens min far kildede mig på næsen og hviskesang den Dean Martin-sang, han havde opkaldt mig efter: It’s June in January, because I’m in love … Jeg vågnede med et sæt, med et hjerte, der sang, og vidste, at det betød en dag på båden, bare os to.

Nu spekulerede jeg på, om alle de dyrebare, kølige morgener havde handlet om at betale af på sin dårlige samvittighed og få tid til at tilpasse sig livet med min mor igen, efter en weekend sammen med Den Kvinde.

Jeg burde gemme den form for storytelling til mit manus. Jeg skubbede alt ud af hovedet og trak en pude over ansigtet. Søvnen slugte mig som en bibelsk hval.

Da jeg vågnede, var værelset mørkt, og der var høj musik.

Jeg rejste mig og luntede søvndrukken og gin-groggy hen til knivblokken i køkkenet. Jeg havde ikke hørt om nogen seriemorder, der vækkede sine ofre med R.E.M’s “Everybody Hurts”, men jeg kunne ikke afvise muligheden.

Mens jeg bevægede mig hen mod køkkenet, dæmpedes musikken, og det gik op for mig, at det kom fra den anden side.

Ovre fra Gnavpot.

26

Strandlæsning_TRYK.indd 26

19.03.2021 12.29

Jeg så på de glødende tal på komfuret. Klokken var halv et om natten, og min nabo havde skruet helt op for et nummer, der som oftest blev brugt, når hovedpersonen i gamle dramaserier gik duknakket hjem igennem regnen.

Jeg stormede hen til vinduet og stak overkroppen ud. Gnavpots vinduer var også åbne, en sværm af kroppe stod i det oplyste køkken med glas og flasker og krus i hænderne, mens de lænede deres dovne hoveder op ad skuldre, slyngede armene rundt om halsen på nogen, og alle sang inderligt med på teksten.

Det var en vild fest. Så åbenbart hadede Gnavpot ikke alle mennesker, kun mig. Jeg lavede en megafon foran munden og råbte: “UNDSKYLD MIG!” Jeg forsøgte to gange uden at få svar, så hamrede jeg vinduet i og travede rundt og lukkede de andre. Da jeg var færdig, lød det stadig ret meget, som om R.E.M. gav koncert på mit sofabord.

Og så, i et smukt øjeblik, stoppede sangen, og lydene fra festen – latter og snak og flasker, der klirrede mod hinanden – faldt til statisk baggrundsstøj.

Og så begyndte det igen.

Den samme sang. Bare endnu højere. Åh, gud. Mens jeg trak mine sweatpants på igen, overvejede jeg fordelene ved at ringe til politiet og klage over støjen. På den ene side kunne jeg måske nægte kendskab til det over for min nabo. (Næh, det var da ikke lille mig, der ringede til betjenten! Jeg er blot en ungmø på niogtyve somre, ikke en vranten gammeljomfru, som foragter latter, sjov, sang og dans!). På den anden side havde jeg sværere og sværere ved at tilgive små grænseoverskridelser, siden jeg havde mistet min far.

Jeg tog min sweater på med en pizza på maven, stormede ud

27

Strandlæsning_TRYK.indd 27

19.03.2021 12.29

ad døren og marcherede op ad trappen til naboen. Inden jeg nåede at genoverveje, havde jeg ringet på døren.

Dørklokken havde samme kraftfulde barytonklang som et bornholmerur, den skar igennem musikken, men sangen hørte ikke op. Jeg talte til ti, så trykkede jeg på den igen. Stemmerne svækkedes ikke det mindste derinde. Hvis gæsterne havde hørt dørklokken, ignorerede de den bare.

Jeg hamrede på døren i nogle sekunder, før jeg så i øjnene, at ingen ville åbne. Så vendte jeg mig om og gik hjem. Indtil klokken et, sagde jeg til mig selv. Jeg ville give dem indtil klokken et, så ringede jeg til politiet.

Musikken var endnu højere inde i huset, end jeg huskede, og i løbet af de få minutter, der var gået, siden jeg havde lukket vinduerne, var temperaturen steget så meget, at jeg var ved at dø af varme. Eftersom jeg ikke havde andet at lave, tog jeg en bog op af tasken og gik hen imod terrassen, mens jeg famlede rundt efter lyskontakten ved skydedøren.

Mine fingre ramte, men der skete intet. Lyset var gået udenfor.

Så jeg måtte altså sidde og læse ved telefonens lys klokken et om natten på terrassen i min fars andet hjem! Jeg gik udenfor og kom til at gyse i den afkølende brise fra vandet.

Gnavpots terrasse var også mørkelagt, bortset fra en enkelt fluorescerende pære, der var omgivet af klodsede møl, og som var grunden til, at jeg næsten skreg op, da noget bevægede sig i skyggerne.

Og når jeg siger næsten skreg, mener jeg selvfølgelig virkelig skreg.

“Hold da kæft!” gispede den skyggefulde ting derovre og rejste sig hurtigt fra den stol, hvor den havde siddet. Og med skyggefulde ting, mener jeg selvfølgelig mand, der havde siddet og chillet

28

Strandlæsning_TRYK.indd 28

19.03.2021 12.29

i mørket, indtil jeg skræmte livet af ham. “Hvad, hvad?” sagde han, som om han regnede med, at han var omgivet af skorpioner.

Hvis det havde været tilfældet, havde det været mindre akavet.

“Ingenting!” råbte jeg og hev stadig efter vejret på grund af forskrækkelsen. “Jeg så dig bare ikke!”

“Du så mig ikke?” gentog han. Han udstødte en hæs, vantro latter. “Seriøst? Du så mig ikke, herude på min egen terrasse?”

Teknisk set så jeg ham heller ikke nu. Lyset på terrassen var nogle meter bag og over ham og forvandlede ham til en høj, personformet silhuet med en glorie rundt om det mørke, rodede hår. På nuværende tidspunkt ville det nok være bedre for alle, hvis jeg kom igennem hele sommeren uden nogensinde at få øjenkontakt med ham.

“Skriger du også, når bilerne kører forbi på motorvejen, eller når du får øje på mennesker igennem restaurantvinduerne? Ville det være okay med dig, hvis vi mørkelægger alle vores perfekt flugtende vinduer, så du ikke pludselig ser mig stå med en kniv i hånden?”

Jeg lagde vredt armene over kors. Eller forsøgte i hvert fald på det. De mange glas gin gjorde mig stadig en smule groggy.

Det, jeg ville sige – det, som den gamle January ville have sagt – var: Vil du ikke være sød at skrue ned for musikken? Faktisk ville hun nok have badet sig i glitter, taget sine yndlings-veloursutsko på og dukket op i døren med en flaske champagne under armen, fast besluttet på at vinde Gnavpot over på sin side.

Men indtil videre var dette den tredjeværste dag i mit liv, og den gamle January lå sikkert begravet samme sted som den gamle Taylor Swift, så det, jeg i stedet sagde var: “Vil du ikke skrue ned for dit triste emo-fyr-soundtrack?”

Silhuetten grinede og lænede sig op ad rækværket med øl-

29

Strandlæsning_TRYK.indd 29

19.03.2021 12.29

flasken dinglende i den ene hånd. “Ligner jeg den, der styrer playlisten?”

“Nej, du ligner mere en, der sidder alene i mørket til din egen fest,” sagde jeg. “Men da jeg ringede på for at bede dine collegekumpaner skrue ned, kunne de ikke høre mig midt i ølstafetten, så nu spørger jeg dig i stedet.”

Han så på mig i mørket – eller det var i hvert fald det, jeg regnede med, at han gjorde, men ingen af os kunne jo se hinanden.

Til sidst sagde han: “Hør lige, ingen bliver mere ellevild end mig, når den her fest slutter og alle skrider hjem, men det er lørdag aften. Det er sommer, og vi befinder os på en vej fuld af sommerhuse. Så medmindre dette kvarter via luftbro blev transporteret til den lille by fra Footloose, så virker det ikke decideret skørt at spille musik på nuværende tidspunkt. Og måske – bare måske – kunne den spritnye nabo, der stod på sin terrasse og skreg fodsex så højt, at fuglene fløj af sted, prøve at være lidt overbærende, hvis en enkelt elendig fest varer lidt længere, end hun kunne tænke sig.”

Nu var det min tur til at stirre ud på den mørke tåge.

Shit, han havde ret. Han var en gnavpot, men det var jeg også.

Karyn og Sharyns kosttilskuds-pyramidespilsaftener varede meget længere end det her, og det var i hverdagene, ofte når Jacques havde en tidlig vagt på skadestuen dagen efter. Nogle gange havde jeg endda været med til de fester, og nu kunne jeg ikke engang holde til en omgang gruppe-karaoke lørdag aften?

Det værste var, at inden jeg nåede at komme på noget at sige, blev der ved et mirakel helt stille ovre hos Gnavpot. Gennem de oplyste døre, kunne jeg se gæsterne bryde op, give kram, sige farvel, sætte glas fra sig og tage jakker på.

30

Strandlæsning_TRYK.indd 30

19.03.2021 12.29

Jeg havde diskuteret med fyren på grund af ingenting, og nu skulle jeg bo ved siden af ham i flere måneder. Hvis jeg fik brug for sukker, ville jeg virkelig være på den.

Jeg havde lyst til at undskylde for det med den triste emo-fyr, eller i det mindste for de her skide bukser. Mine reaktioner var så voldsomme for tiden, og det var svært at forklare dem, når fremmede mennesker var så uheldige at overvære dem.

Undskyld, forestillede jeg mig, at jeg sagde. Jeg ville ikke forvandle mig til en vranten pebermø. Det er bare, fordi min far døde, og så opdagede jeg, at han havde en elskerinde og et hemmeligt hus, og at min mor vidste det, men aldrig havde sagt noget, og at hun stadig ikke vil tale med mig om det, og da jeg omsider faldt helt fra hinanden, besluttede min kæreste sig for, at han ikke elskede mig mere, og min karriere står i stampe, og min bedste veninde bor for langt væk, og PS: Dette er det førnævnte Sexhus, og jeg plejede også at holde fester, men på det seneste har jeg ikke kunnet lide noget, så tilgiv venligst min opførsel, og hav en hyggelig aften. Tak og godnat.

I stedet ramte det irriterende salt såret, og tårerne brændte bagest i næsen, og min stemme peb nærmest, da jeg talte ud i luften: “Jeg er så træt.”

Selv om han bare var en mørk skikkelse, kunne jeg se, at han stivnede. Jeg havde erfaret, at det ikke var usædvanligt, at folk gjorde det, når de fik fornemmelsen af, at en kvinde var på randen af et nervøst sammenbrud. I de sidste uger af vores forhold, opførte Jacques sig ligesom de slanger, der kan fornemme jordskælv. Han blev helt stram, hver gang mine følelser blev for stærke, og besluttede pludselig, at vi manglede noget fra kiosken, og løb ud ad døren.

Min nabo sagde ikke noget, men han flygtede heller ikke. Han

31

Strandlæsning_TRYK.indd 31

19.03.2021 12.29

blev bare lidt akavet stående og stirrede på mig i det bælgravende mørke. Vi stod vendt mod hinanden i måske fem sekunder, og ventede på, hvad der mon skete: om jeg brød ud i tårer, eller om han løb skrigende bort.

Og så begyndte musikken igen, et Carley Rae Jepsen-dansenummer, som jeg ville have elsket under andre omstændigheder, og det gav et sæt i Gnavpot.

Han skævede ind ad skydedøren og så over til mig igen.

Så rømmede han sig. “Jeg får dem ud herfra,” sagde han stift, vendte sig om og gik ind. Et kor af stemmer i køkkenet råbte “EVERETT!”, da de fik øje på ham.

De lød, som om de var klar til at hive ham ind i et spil beer pong, men jeg kunne se ham bøje sig frem for at råbe til en lyshåret pige, og øjeblikket efter blev der skruet helt ned for musikken.

Nå. Næste gang jeg ville gøre et godt indtryk, var det måske bedre med et fad LSD-cookies.

Strandlæsning_TRYK.indd 32

19.03.2021 12.29