Tavse stemmer

TRIBUNE

“En skøn britisk blanding af social komedie og efterforskningsarbejde. Mere Vera, tak.”

BOOKLIST

Anmelderne om Døden på stranden og Hejrens skrig: “En god krimi med stor underholdningsværdi og et interessant og grusomt plot.”

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ FEMINA “En lovende start på en ny krimiserie, der rummer meget menneskelig dybde, rolig fortællestil, et dejligt persongalleri og ikke mindst spænding.”

SØNDAG

Da de opdager, at offeret var ansat som socialrådgiver og på et tidspunkt havde været involveret i en chokerende sag, hvor et barn mistede livet, virker det åbenlyst, at de to dødsfald står i forbindelse med hinanden.

Men så slår morderen til igen, og intet er helt, hvad det giver sig ud for at være …

TAVSE STEMMER er fjerde bind i Ann Cleeves’ krimi­ serie om den skarpe, men elskelige kriminalkommissær Vera Stanhope.

“Et opslugende, smart udtænkt mysterium.”

DAILY MAIL

PRISB DEN

AF

VERA N

“Stanhope er en forrygende hovedperson.”

FOTO: DAVID HIRST

THE INDEPENDENT

TT

E

“Cleeves er eminent, når det kommer til at fremskrive sin hovedperson … vanedannende læsning.”

Der går ikke længe, før Vera har samlet sit hold, og efterforskerne er i gang med at afhøre medarbejderne i centeret og personer med forbindelse til offeret.

Imens må Vera og hendes kollega Joe Ashworth grave dybt i fortiden for at finde et motiv.

N

TIL TV-SERI

Da Vera finder en død kvinde i saunaen i sit lokale fitnesscenter, overvejer hun kortvarigt, om hun har at gøre med et simpelt dødsfald. Men da hun kigger nærmere på liget, opdager hun en række mærker omkring halsen — og det viser sig endnu en gang, at døden er mere kompliceret end som så.

ØN

ER

Liget af en kvinde dukker op i en sauna, og snart går det op for Vera og hendes hold, at intet i denne sag er så lige til, som de havde troet.

ANN CLEEVES TAVSE STEMMER

LÆS OGSÅ BIND 1, 2 OG 3 I SERIEN OM VERA STANHOPE

EL

#1 SUNDAY TIMES BESTSELLER EDE FORFA

ANN CLEEVES EN VERA STANHOPE-KRIMI

TAVSE STEMMER “En af Storbritanniens bedste krimiforfattere” DAILY EXPRESS

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

000097/SE

978-87-12-06786-3.

GADS FORLAG

Ann Cleeves

(f. 1954) er en af Englands mest anerkendte og elskede krimiforfattere.

Hun har skrevet en lang række krimier, som er oversat til mange sprog, og hendes bøger er blevet omsat til de populære tv-serier Vera, Shetland og Døden på stranden. Hun er tidligere modtager af det britiske kriminal­ akademis “Diamond Dagger”, som er den mest prestigefulde ærespris, en krimifor­fatter kan modtage.

Af samme forfatter på dansk I serien om Vera Stanhope: Kragefælden I løgnenes spor Skjulte dybder I serien om Matthew Venn: Døden på stranden Hejrens skrig

Tavse stemmer_TRYK.indd 2

23.10.2023 11.24

Ann Cleeves

Tavse stemmer Oversat af Line Beck Rasmussen

GADS FORLAG

Tavse stemmer_TRYK.indd 3

23.10.2023 11.24

Tavse stemmer er oversat fra engelsk efter Silent Voices Copyright © Ann Cleeves, 2011 På dansk ved Line Beck Rasmussen Dansk udgave © Gads Forlag, 2024 Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Omslagsfotos: Alamy og Shutterstock 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06786-3 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Tavse stemmer_TRYK.indd 4

23.10.2023 11.24

Til Tim

Tavse stemmer_TRYK.indd 5

23.10.2023 11.24

Tavse stemmer_TRYK.indd 6

23.10.2023 11.24

Tak Jeg er som altid taknemmelig for det gamle hold – Julie, Catherine, Helen, Roger, Jean, Rebecca, Sara og hendes kollegaer over hele kloden.

Også tak til det nye hold – Elaine, Paul, Brenda og David – der har hjulpet mig med at se på mine personer på en ny måde.

Tavse stemmer_TRYK.indd 7

23.10.2023 11.24

Tavse stemmer_TRYK.indd 8

23.10.2023 11.24

1

V

era svømmede langsomt. En ældre mand med badehætten trukket ned over hovedet som et helt udspændt kondom passerede hende. Han var ikke nogen stærk svømmer, men han var hurtigere end hende. Hun var svømmeverdenens dovendyr. Men hun var alligevel næsten svimmel af anstrengelsen ved at bevæge sig fremad, ved at trække sin krops masse gennem vandet.

Hun hadede følelsen af vand i ansigtet – et enkelt sprøjt og hun forestillede sig, at hun var ved at drukne – så hun foretog langsomme brysttag med hagen nogle centimeter over vandoverfladen i bassinet.

Og gik ud fra, at hun lignede en kæmpe skildpadde.

Det lykkedes hende at hæve hovedet en smule højere, så hun kunne se uret på væggen. Klokken var næsten 12. Snart ville de veltrænede og fantastiske ældre mennesker dukke op til vandaerobic. Kvinderne med lakerede tånegle, blomstrede badedragter og den selvtilfredse indsigt om, at de var den sidste generation, der ville kunne trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet med en vis komfort. Der ville være høj musik, og lyden ville blive forvrænget af det avancerede højtaleranlæg og den forfærdelige akustik i svømmehallen, så det knap ville virke som musik i det hele taget. En ung kvinde i lycra ville råbe. Vera kunne ikke holde tanken ud. Hun havde svømmet sine foreskrevne ti baner.

Eller okay, otte. Hun mestrede ikke selvbedragets kunst, om så hendes liv afhang af det. Og nu, hvor hendes lunger var på overarbejde, og hun hev efter vejret, følte hun virkelig, at hendes liv afhang af det.

Så hul i det! Fem minutter i dampbadet, en superstærk latte og så tilbage til arbejdet.

Svømningen havde været lægens idé. Vera var taget til et rutinetjek og havde forberedt sig på den sædvanlige forelæsning om hendes vægt.

9

Tavse stemmer_TRYK.indd 9

23.10.2023 11.24

Hun løj altid om sit alkoholindtag, men kunne ikke skjule sin vægt.

Lægen var ung, lignede faktisk nærmest et barn, der havde klædt sig ud i respektabelt voksentøj.

“Ved du godt, at du slår dig selv ihjel?” Hun lænede sig ind over skrivebordet, så Vera kunne dufte en diskret voksenparfume og se, at den perfekte hud ikke var dækket af makeup.

“Jeg er ikke bange for at dø,” havde Vera sagt. Hun kunne godt lide at komme med dramatiske erklæringer, men tænkte, at denne nok var sand.

“Det er selvfølgelig ikke sikkert, du dør.” Lægen havde en klar stemme, en smule for meget til den høje side til at være behagelig at lytte til. “I det mindste ikke lige med det samme.” Og hun havde opremset listen over de ubehagelige mulige symptomer, som Veras selvforkælelse ville kunne resultere i. En gammeldags skolepræfekt, der docerede for de yngre elever. “Det er på tide, at du begynder at foretage nogle svære livsstilsvalg, miss Stanhope.”

Kommissær, havde Vera haft lyst til at sige. Kriminalkommissær Stanhope. Vel vidende at dette barn ikke ville lade sig imponere af titlen.

Så Vera havde meldt sig ind i fitnesscenteret på dette store hotel i udkanten af byen. Centeret havde svømmebassin og spafaciliteter, og de fleste dage sneg hun sig til en time, hvor hun svømmede ti baner. Eller otte. Aldrig mindre end otte, tænkte hun selvretfærdigt.

Hun forsøgte at vælge et tidspunkt, hvor bassinet var tomt. Tidlige morgener og aftner var umulige. Der var omklædningsrummet overfyldt af unge, tynde, solbrændte kvinder, der koblede sig selv til deres iPods og brugte alle maskinerne i fitnessrummet. Hvordan skulle Vera kunne eksponere sine eksemdækkede ben, sin kvabsede mave og sin appelsinhud foran disse kvidrende, fnisende gudinder? Af og til kiggede hun ind i rummet, der lignede et moderne torturkammer med store maskiner og kroppe, der vred sig og hev efter vejret. Mændene glinsede af sved, og hun tog sig i at være fascineret af dem, af musklerne, der smuttede frem og tilbage, de store skuldre og fødderne i træningssko, der hamrede mod løbebåndet.

Normalt ville hun tage i fitnesscenteret midt på formiddagen og 10

Tavse stemmer_TRYK.indd 10

23.10.2023 11.24

snige sig væk fra arbejdet med en undskyldning om et møde. Hun havde valgt et sted, der lå et stykke fra arbejdet. Det sidste, hun ønskede, var at blive genkendt af nogen, hun kendte. Hun havde ikke fortalt kollegaerne, at hun havde meldt sig ind, og selvom de måske havde opfanget lugten af klorin fra hendes hud eller hår, vidste de bedre end at kommentere det. Nu nåede hun bassinkanten og rejste sig for at få vejret. Det ville være umuligt for hende at hive sig selv op over kanten, som hun havde set de unge gøre. Da hun vadede hen til stigen, smed en af de ansatte flydelinjen ned midt i bassinet for at markere, at noget af bassinet nu skulle bruges til vandaerobic. Hun nåede det lige.

Dampbadet duftede af cedertræ og eukalyptus. Dampen var så tyk, at hun til at begynde med ikke kunne afgøre, om der var andre derinde.

Hun havde intet imod at dele rummet med andre kvinder – der var alligevel ikke nogen, der kunne nærstudere hendes krop i detaljer herinde. De ville måske kunne fornemme hendes omfang, men intet andet ved hende. Mærkeligt nok følte hun sig dog sårbar, hvis hun var alene med en mand derinde. Det var ikke, fordi hun frygtede at blive overfaldet eller udsat for upassende berøringer eller muligheden for, at en eller anden skør kugle kunne finde på at blotte sig. Kun en svingdør adskilte dem fra støjen fra bassinet. Et skrig ville få en af de ansatte til at komme løbende med det samme. Og hun havde aldrig været særlig bange for skøre kugler. Men der var en intimitet i rummet, der gik hende på. Hun havde en fornemmelse af, at hun måske ville afsløre sig på en måde, som hun senere ville fortryde, hvis hun indledte en samtale herinde. Næsten nøgen, sløvet af varmen og lugten var det et sted, hvor et møde måske ville kunne føre til afslørende fortroligheder og vanskelige samtaleemner.

Hun så, at hun delte dampbadet med en kvinde, der sad i hjørnet med knæene oppe, så fødderne hvilede på marmorbænken. Hun havde hovedet lænet tilbage, og Vera tænkte, at hun så totalt afslappet ud.

Vera misundte hende. Total afslappelse var en tilstand, som hun sjældent opnåede. Lægebarnet havde foreslået yoga, og Vera var taget til en time, men havde fundet det uudholdeligt kedeligt. Hvordan kunne 11

Tavse stemmer_TRYK.indd 11

23.10.2023 11.24

det på nogen måde være afslappende at holde en stilling i noget, der føltes som timer, at ligge fladt på ryggen, mens tanker og idéer fór rundt i ens hoved og kaldte på handling? Vera satte sig forsigtigt ned på marmoret, der var glat af kondens, men formåede alligevel at lave en lyd, der lød som en våd fis. Ingen reaktion fra den taktfulde kvinde i hjørnet. Vera forsøgte at vippe hovedet tilbage og lukke øjnene, men tanker om arbejde trængte sig på. Der var ingen specifik sag, der generede hende. Der havde været usædvanligt stille på arbejdet siden jul.

Men der var altid noget: en kritisk bemærkning på kontoret, mindet om et spor, der burde have været fulgt. Det var på disse tidspunkter med fysisk stilhed, at hendes hjerne var mest aktiv.

Hun åbnede øjnene og sendte kvinden i hjørnet et misundeligt blik. Dampen virkede mindre tyk nu, og Vera kunne se, at kvinden nærmere var midaldrende end ældre. Kort krøllet hår, en ensfarvet blå badedragt. Slank med lange veltrænede ben. Først da, mens en skjult trækvind igen fik dampen til at opløses en smule, gik det op for Vera, at hendes selskab i rummet sad for stille, og at hendes hud var for bleg. Genstanden for Veras misundelse var død.

Tavse stemmer_TRYK.indd 12

23.10.2023 11.24

2

U

de i bassinet var vandaerobicholdet gået i gang med at træne.

Der var musik, selvom man kun kunne høre den dunkende basrytme. Vera kiggede ud gennem det runde vindue i svingdøren. Nede i vandet vred kvinderne deres kroppe og viftede med armene i luften.

Hun bøjede sig ind over liget og mærkede efter pulsen, vel vidende at hun ikke ville finde den. Kvinden var blevet myrdet. Der var blodudtrædninger i det hvide i øjnene og mærker rundt om halsen. Hun vidste, at det var forkert, men en lille stemme i Veras hoved råbte af spænding. Nu tøvede hun. Det sidste, hun ønskede, var at skabe panik. Desuden var hun heller ikke klar til at tage imod læger eller kollegaer iført en sort badedragt, som fik hende til at fremstå som en lille spærreballon. Hun måtte få klædt om først.

En ung kvinde i fitnesscenterets uniform, der bestod af en gul polo og gule shorts, samlede svømmebrædder op på kanten af bassinet.

Vera vinkede hende hen til sig.

“Ja?” En badge, der hang i en nylonsnor om kvindens hals, fortalte, at hun hed Lisa. Hun lod svømmebrædderne falde i en bunke og sendte Vera et professionelt smil.

“Der er en død kvinde i dampbadet.” Baggrundsstøjen var så høj, at Vera ikke var den mindste smule nervøs for, at nogen skulle overhøre, hvad hun sagde.

Men pigen havde hørt hende. Smilet forsvandt. Lisa stirrede på hende, mundlam og forfærdet.

“Jeg er fra politiet,” sagde Vera. “Kriminalkommissær Stanhope.

Bliv stående her. Gå ikke selv ind, og lad ikke andre gå derind.” Stadig ingen respons. Lisa fortsatte med at stirre. “Hørte du, hvad jeg sagde?”

Lisa nikkede. Stadig ude af stand til at tale, lod det til.

13

Tavse stemmer_TRYK.indd 13

23.10.2023 11.24

Omklædningsrummet var næsten tomt, fordi holdundervisningen stadig var i gang. Vera trak sin mobil frem fra skabet og ringede til Joe Ashworth, hendes kriminalassistent. Et øjeblik overvejede hun at lyve. Jeg sad i baren og drak kaffe, da personalet tilkaldte mig efter at have fundet liget. Men det ville selvfølgelig ikke gå. Hun havde svedt i dampbadet, nyst. Hendes DNA ville være i rummet. Sammen med DNA’et fra utallige andre medlemmer af fitnesscenteret. Hvor mange gange havde hun desuden ikke himlet op over de små løgne, som vidner fortalte for at skjule noget pinligt?

Vera trak sine trusser på med den frie hånd. Når først timen var forbi, ville folk stå i kø for at benytte dampbadet, og hun var ikke sikker på, at den lille pige i gult havde, hvad der skulle til for at stoppe dem.

Ashworth besvarede opkaldet.

“Jeg har et mistænkeligt dødsfald,” sagde hun. Ingen grund til at uddybe, hvordan hun var blevet involveret. Hun skitserede detaljerne.

“Sæt maskineriet i gang, og kom selv herned.”

“Hvorfor er det ikke naturligt? Hede, overanstrengelse. Man kunne forestille sig, at der var tale om et hjerteanfald. Måske er der et af centerets medlemmer, der har set for mange politiserier, og lægger to og to sammen og får fem?”

“Den stakkels kvinde blev kvalt.” Vera vidste, at det var forkert, men hun forventede på en måde, at Ashworth kunne læse hendes tanker, og hun blev altid irriteret, når det blev tydeligt, at det ikke var tilfældet. Desuden ville hun jo aldrig have tilkaldt ham for et hjerteanfald.

“Jeg er lige nede ad vejen,” sagde han. “I det der smarte havecenter for at hente en fødselsdagsgave til min mor. Jeg kan være der om ti minutter.”

Hun afsluttede opkaldet og fortsatte med at tage tøj på. På en eller anden måde var hendes nederdel havnet oven på hendes badedragt og havde nu en fugtig plet bagpå. Det så ud, som om hun havde tisset i bukserne. Hun bandede tavst og gik tilbage til bassinområdet, mens hun gik uden om fodbadet og var yderst bevidst om de utilfredse blikke, hun af den grund fik. Det var ikke et sted for folk, der var påklædte.

Hun måtte finde hotelchefen, men hun ville ikke forlade gernings­stedet. Aerobictimen var på vej mod klimaks. De svansende kvinder – og 14

Tavse stemmer_TRYK.indd 14

23.10.2023 11.24

en eller to herrer – cirklede rundt i bassinet i en conga. Musikken stoppede, og dansen gik i opløsning og blev til en grinende, sludrende bunke. Lycrakvinden råbte ind i sin mikrofon, at de alle havde gjort det rigtig godt, og at hun så frem til at se dem til næste time.

Vera så sit snit og rev mikrofonen ud af instruktørens hånd. Holdt et øjebliks pause. Hun nød altid at være midtpunktet for folks opmærksomhed. Hun var bevidst om, at folk til tider opfattede hende som latterlig, men hun foretrak det fremfor at blive ignoreret.

“Mine damer og herrer.”

De stirrede urolige over forandringen i rutinen på denne kvinde, der så tydeligt ikke passede ind. Hvad foregik der? Måske var det en demonstration. Overvægtige menneskers demokratiske parti, der insisterede på retten til at leve usundt? Det var i hvert fald sådan, Vera vurderede deres reaktion. Men hun havde sit tøj på, hvilket gav hende en følelse af overlegenhed. Herfra kunne hun se de rynkede halse og mormorarmene; hun så ned i deres ufarvede udgroninger.

“Jeg er kriminalkommissær Vera Stanhope fra politiet i Northumbria.” Da hun så op, fik hun øje på Joe Ashworth, der kom ud fra omklædningsrummene sammen med en mand klædt i jakkesæt, som hun gik ud fra måtte være en del af hotelledelsen. Han havde været hurtigere, end hun havde forventet. “Jeg beklager at måtte meddele, at der har været et pludseligt dødsfald i centeret, og jeg vil i den forbindelse bede om jeres samarbejde. Vær venlig at gå tilbage til omklædningsrummene. Når I er klædt på, bedes I vente i loungen en stund, til vi har fået indsamlet nogle oplysninger. Vi håber at ulejlige jer så lidt som muligt, men vi bliver måske nødt til at kontakte jer.”

Hun så ud over vandet på Ashworth og hans ledsager. De nikkede begge for at vise, at de også havde forstået, hvad der blev forventet af dem.

Bassinet tømtes langsomt. De var alle nysgerrige og spændte. Som en flok skolebørn, tænkte Vera. I det mindste havde der ikke været nogen klager over, at de ville være nødt til at vente på at afgive deres vidneudsagn. Det havde de for meget tid og for lidt spænding i deres liv til. Det var svært at tro, at nogen af dem måske var morder.

Ashworth gik hen mod Vera, rundt om bassinet og efterfulgt af jakkesættet. Den fremmede mand var ung, ivrig efter at være til nytte, 15

Tavse stemmer_TRYK.indd 15

23.10.2023 11.24

lille, livlig og rund. Hun var bekymret for, at hotelledelsen ville stå i vejen for efterforskningen – mord var måske ikke ligefrem godt for forretningen – men denne mand virkede lige så spændt som pensionisterne i bassinet. Han stod på tæerne og gned sig i hænderne. Vera syntes, at det virkede, som om han tænkte på, hvilken god historie han nu ville have at fortælle sin kæreste, når han kom hjem i aften; som om han håbede, der måske ville komme et billede af ham i de lokale tv-nyheder. Nu om stunder ville alle have deres femten minutters berømmelse.

“Det her er Ryan Taylor,” sagde Ashworth. “Hotellets souschef.”

“Er der noget, jeg kan gøre, kriminalkommissær?”

“Ja. Du kan skaffe noget te og kaffe. En masse, og server det i loungen. Med småkager. Sandwicher. Vi kommer til at bede folk blive hængende ret længe, og det er allerede frokosttid. Det er nok bedst at holde dem i godt humør.”

Taylor tøvede.

“Du kan sætte det på deres regning,” sagde hun, da hun opfangede hans tøven. “Med det medlemsgebyr, de betaler på dette sted, har de nok råd til at betale et par klejner for en fancy kaffe.”

Hans ansigt lyste op. En fremmed midaldrende kvindes død var ikke den store tragedie for ham, tænkte hun. Han så det nok snarere som en markedsføringsmulighed. Hun forventede, at han ville forlade dem, men han bevægede sig kun et par meter væk og talte ind i en walkie-talkie, som han havde haft siddende i bæltet.

Lisa stod stadig uden for døren til dampbadet. Hun var bleg. Vera spekulerede på, om hun havde kigget ind ad det lille vindue i døren, eller om hun måske endda havde åbnet døren og kigget ind. Vera ville have forventet, at en ung kvinde som hende reagerede på samme måde, som souschefen havde gjort. Døden ville ikke være virkelig for hende.

Det ville være den første scene i en tv-film.

“Har du rørt ved noget?” spurgte Vera. “Det er okay, hvis du har.

Men du skal fortælle mig det. Fingeraftryk, du ved.” Men ydersiden af døren ville være det eneste sted, de ville kunne få fingeraftryk, tænkte hun. Inde i rummet ville der ikke være den mindste mulighed for det med al den damp. Fingeraftrykspulveret ville blive til en klæbrig masse.

16

Tavse stemmer_TRYK.indd 16

23.10.2023 11.24

Nu talte Lisa endelig. Hendes stemme var lille, skræmt. “Nej,” sagde hun. “Jeg har ikke rørt noget.”

“Er du okay, min ven?”

Den unge kvinde lod til at tage sig sammen og smilede. “Ja. Okay.”

“Har du haft vagt hele dagen?”

“Siden klokken otte i morges.”

Vera trak et par latexhandsker på. Joe havde givet dem til hende tidligere. Han var en rigtig spejder, var han. Altid beredt. Da hun så ned på sine fingre, blev hun mindet om den gamle mand i badehætten. Ville hun kunne genkende ham med hans bukser på? Måske ikke.

Hun åbnede døren til dampbadet. “Tag et kig,” sagde hun. “Du skal ikke være bange. Det er ikke grusomt. Men jeg vil gerne vide, om du genkender hende. Det kunne spare os en pæn rum tid.” Bag Lisas hoved rynkede Joe Ashworth panden og rystede hovedet fuld af misbilligelse og indignation. Han lod til at mene, at kvinder var sarte blomster, der ikke ville kunne overleve uden hans beskyttelse.

“Jeg kender ikke rigtig nogle af deres navne,” sagde Lisa. “Det gør man ikke i bassinet. Hvis man er instruktør, er det lidt noget andet.”

“Du burde alligevel kunne sige, om hun er fast bruger. Hun følger måske også et af dine hold.”

Lisa tøvede og kiggede så ind.

“Har du set hende før?” ville Vera vide. Hvad var der med den pige?

Vera kunne ikke udstå disse svage og hensygnende kvinder.

“Jeg er ikke sikker. De ligner alle sammen hinanden, ikke?” Og Vera tænkte, at det gjorde de vel. Præcis ligesom alle magre unge kvinder for hende lignede hinanden.

“Kan vi få slukket for dampen?” Vera vidste ikke, hvad damp og varme gjorde ved et lig, men hun gik ikke ud fra, at det ligefrem hjalp med at præservere det. “Uden at gå derind, mener jeg.”

Taylor kom springende over til hende. “Selvfølgelig. Jeg sørger for det med det samme.” Han tøvede. “Er der andet, jeg kan gøre for at hjælpe?”

“Jeg går ud fra, at hun døde her til formiddag,” sagde Vera. “Jeg mener, stedet må være blevet gjort rent i løbet af natten. Så ville nogen have bemærket det, hvis hun var i dampbadet på det tidspunkt.”

17

Tavse stemmer_TRYK.indd 17

23.10.2023 11.24

“Selvfølgelig. Helt sikkert.”

Men ordene virkede forcerede. “Stemmer det? Dette er en mordefterforskning. Jeg er ligeglad med jeres hygiejneprocedure.”

“Vi har haft nogle problemer med vores rengøringspersonale. Et par af de faste piger er syge. Jeg fik en vikar ind, men han er ikke fantastisk. Jeg siger ikke, at han ikke gjorde rent derinde, men det ville ikke komme bag på mig, hvis han sjuskede lidt for at komme hurtigt hjem.”

“Hvor fandt du ham?”

Vera forsøgte ikke at lyde for interesseret, men mærkede en gnist af spænding. Ny ansat. Død kunde. Det betød ikke automatisk, at der var en forbindelse, men det ville gøre livet en hel del lettere, hvis rengøringsvikaren var tidligere dømt for at slå midaldrende kvinder ihjel. Eller hvis offeret viste sig at være hans ekskone.

“Han er søn af vores receptionist. Universitetsstuderende hjemme på ferie.”

“Okay.” Hun burde have vidst, at livet ikke ville være så let. “Jeg skal tale med ham. Og med alle de andre ansatte, der var på vagt.”

Hun tænkte, at hun hellere måtte stå for samtalerne med personalet.

Overlade de glade gamle fjolser til Ashworth, der havde en engels tålmodighed. “Har du en liste over alle de medlemmer, der er tjekket ind i dag?”

Der var et adgangssystem med kort, der skulle køres igennem en maskine. Hun gik ud fra, at hvert kort havde en individuel chip og ikke blot aktiverede adgangsmøllen.

“Ja,” sagde han, men lød ikke særlig overbevist. “Hele IT-systemet styres fra hovedkvarteret i Tunbridge Wells. Jeg går ud fra, at de har alle oplysningerne.” Vera besluttede, at hun ville sætte Holly på den sag. Det ville være en kedelig opgave at hænge i røret, mens en eller anden IT-nørd udførte sin magi med computeren. Holly, hendes nyeste politiassistent, var ung, køn og klog, og selv uden at kunne se hende ville nørden arbejde hårdt på at bevise, hvor dygtig han var. Holly var også kendt for at have lidt for høje tanker om sig selv, og Vera tildelte hende af og til kedelige opgaver for at minde hende om hendes plads.

“Har folk, der ikke er medlemmer, nogen mulighed for at komme ind i spaområdet?”

18

Tavse stemmer_TRYK.indd 18

23.10.2023 11.24

“Teoretisk set, nej,” sagde Taylor. “Ikke medmindre hun var en gæst, der kom med en af centerets medlemmer. Men så ville vi bede medlemmet om at vise sit eget kort i receptionen og indskrive gæsten.”

Vera genspillede sine egne besøg i centeret i hovedet. Hun skyndte sig altid, kørte ofte kortet omvendt igennem, så møllen ikke ville åbne, og tabte sit håndklæde, fordi hun var forfjamsket, og blokerede dermed for folk bag sig. Men normalt var der en gulklædt kvinde i receptionen ved siden af til at hjælpe.

“Du sagde ‘teoretisk set’,” sagde Vera. “Hvad med i virkeligheden?

Hvor svært ville det være for en svindler at komme ind?”

“Ikke spor. Man ville skulle kende systemet, men der er måder at omgå det på.”

“Såsom?” Der var noget ved den lille, runde mand, der begyndte at irritere hende. Det var hans gode humør, tænkte hun. Intet lod til at gå ham på. Glade mennesker gik hende på nerverne.

“Jo altså, man kunne påstå, at man havde glemt sit kort. Det gør folk hele tiden. Vi beder så personen om at skrive sig ind, men vi tjekker aldrig rigtig, om det navn, der skrives ned, rent faktisk står på vores medlemsliste. Karen ved skranken åbner som regel bare for dem, når de har skrevet deres navn ned.”

“Så man ville kunne skrive sig ind under hvilket som helst navn?”

“Stort set.”

“Hvordan ville man ellers kunne omgå systemet?”

“Låne en kammerats kort. Vi er ret sikre på, at det sker hele tiden, især med de yngre medlemmer. Der er foto på hvert kort, men vi plejer ikke at se på dem. Det er der egentlig mest for at afskrække folk fra at låne kortet ud.” Han virkede ret ubekymret over, at systemet blev misbrugt – lod nærmest til at finde det morsomt.

“Fantastisk,” sagde Vera. “Forbandet fantastisk.” Men i virkeligheden var hun allerede tiltrukket af sagens kompleksitet. Hun var en god efterforsker. Hun fik ikke mulighed for at bevise det ofte nok.

Tavse stemmer_TRYK.indd 19

23.10.2023 11.24