The Wager by Gads Forlag

DAVID GRANN

WAGER The

En historie om SKIBBRUD, MYTTERI og MORD

På dansk ved Søren Vinterberg

THE WAGER. EN HISTORIE OM SKIBBRUD, MYTTERI OG MORD

Af David Grann

Oversat fra engelsk af Søren Vinterberg efter David Grann: The Wager. A Tale of Shipwreck, Mutiny and Murder

ISBN: 978-87-12-07668-1

1. udgave, 1. oplag

Omslag: John A. Fontana / Demuth Grafisk Forsidemaleri: Ships in Distress in a Storm, ca. 1720-30 af Peter Monamy © Tate, London / Art Resource, New York Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Kort: Jeffrey L. Ward Illustrationer: Se s. 367 Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: PNB, Letland

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

Tilegnet Kyra, Zachary og Ella

Vi er helten i vores egen historie.

MARY

McCARTHY

Måske er der et uhyre … måske er det bare os.

WILLIAM GOLDING: Fluernes herre

INDHOLD

Forbemærkning 11

Prolog 13

Første del EN VERDEN AF TRÆ

Førsteløjtnant 19 En frivillig velærværdighed 37 Kanonéren 55

Anden del IND I UVEJRET

Bestik uden pejling 75

Uvejret midt i uvejret 89

Alene 99

Smertens Bugt 107

Tredje del SKIBBRUDNE

Vraggods 117

Udyret 125

Vores nye by 131 Havets nomader 141

Herren af Mount Misery 149

Yderligheder 159

Fjerde del FRELSE

Femte del DOMMEN

FORBEMÆRKNING

Jeg må tilstå, at jeg ikke selv var øjenvidne til, at skibet ramte klipperne, eller at mandskabet bandt kaptajnen. Ej heller har jeg oplevet bedrag og mord på første hånd. Men jeg har tilbragt år med at finkæmme de tilbageværende arkivalier: De forvaskede logbøger, den smuldrende brevveksling, de halvt sandfærdige skibsjournaler og dagbøger, de bevarede optegnelser fra den foruroligende krigsret.

Særligt kritisk har jeg gransket beretningerne fra dem, der var involveret, og som ikke alene overværede begivenhederne, men også formede og udløste dem. Jeg har prøvet at samle alle kendsgerninger for at afgøre, hvad der i virkeligheden skete. Alligevel er det umuligt at komme uden om, at de deltagende personers perspektiver er indbyrdes modstridende og til tider i åben polemik. Så i stedet for at udglatte enhver forskel eller yderligere sløre det allerede slørede bevismateriale har jeg prøvet at præsentere alle sider og overlade det til læserne at fælde den endelige dom – historiens dom.

PROLOG

Det eneste upartiske vidne var solen. Den så i dagevis den besynderlige genstand duve op og ned på havet, nådesløst kastet hid og did af blæst og bølger. En gang eller to var fartøjet lige ved at knalde ind i et rev, hvilket kunne være blevet enden på vores historie. Men på en eller anden måde – enten det så skyldtes skæbnen, som nogle senere ville påstå, eller rent held – drev det ind i en vig på Brasiliens sydøstlige kyst, hvor adskillige beboere beså det.

Mere end halvtreds fod lang og ti fod bred var det jo en båd af en eller anden slags – selv om den så ud, som om den var lappet sammen af træ- og stofstumper og derefter mishandlet til ukendelighed.

Sejlene var lasede, bommen var splintret. Skroget var gennemsivet af havvand, og der stod en stank ud af det. De omkringstående kantede sig tættere på og hørte gruopvækkende lyde: trængt sammen om bord befandt der sig tredive mand med kroppe, der næsten var svundet ind til rene knoglerade. Deres tøj var stort set gået i opløsning. Ansigterne var indhyllet i hår så sammenfiltret og salt som tang.

Nogle af dem var så svage, at de ikke kunne holde sig oprejst. En af dem drog hurtigt sit sidste suk og døde. Men en skikkelse, der så ud til at have kommandoen, rejste sig med en usædvanlig viljesanspændelse og meddelte, at de var skibbrudne fra His Majesty’s Ship The Wager, et britisk orlogsfartøj.

Da nyheden nåede til England, blev den modtaget med mistro. Under en imperiekonflikt med Spanien var Wager med omkring 250

mand, officerer og mandskab, stævnet ud fra Portsmouth i september 1740 som del af en eskadre på hemmelig mission: At opbringe en spansk galeon fuld af skatte, kendt som ”de syv haves skat.” Tæt ved Kap Horn, på spidsen af Sydamerika, blev eskadren opslugt af en orkan, og man formodede at Wager var sunket med mand og mus. Men 283 dage efter at skibet sidst var blevet set, dukkede disse mænd mirakuløst op i Brasilien.

De havde været drevet i land på en øde ø ud for Patagoniens kyst. De fleste af mandskabet og officererne var bukket under, men enogfirs overlevende havde begivet sig afsted i et nødtørftigt fartøj, delvis sammenflikket af vragdele fra Wager. Presset så tæt sammen om bord, at de knapt nok kunne røre sig, sejlede de gennem truende uvejr og flodbølger, isnende storme og jordskælv. Over halvtreds mand døde under den udmarvende rejse, og da de få overlevende endelig nåede Brasilien tre en halv måned senere, havde de tilbagelagt næsten tre tusind miles – en af de længste rejser, man nogensinde havde set skibbrudne foretage. De blev hyldet for deres snilde og tapperhed. Som flokkens anfører bemærkede, var det svært at tro, at ”det var muligt for noget menneske at udholde de lidelser, vi har døjet.”

Seks måneder senere drev en anden båd i land, denne gang under en snestorm ud for Chiles sydvestlige kyst. Den var endnu mindre, en kano hugget ud af en træstamme og drevet frem af et sejl, der var rimpet sammen af stumper af tæpper. Om bord befandt der sig yderligere tre overlevende, og deres tilstand var endnu mere forfærdelig. De var halvnøgne og udmarvede; omkring deres kroppe sværmede insekterne og sugede af, hvad der var tilbage af kød. En af mændene talte i vildelse og var ”helt ude af sig selv”, som en af hans rejsefæller sagde, ”han kan ikke huske vores navne … og ikke engang sit eget.”

Da disse mænd var kommet til hægterne og vendt hjem til Eng-

land, rejste de en rystende anklage mod de skibsfæller, der var dukket op i Brasilien. De var ikke helte – de var mytterister. I den efterfølgende strid med anklager og modanklager fra begge sider blev det klart, at mens Wagers mandskab og officerer var strandet på øen, havde de kæmpet for at overleve under de mest ekstreme omstændigheder. Udsat for sult og frost byggede de en udpost og forsøgte at genoprette den sømilitære orden. Men efterhånden som deres situation forværredes, sank officererne og besætningen fra Wager – der skulle forestille at bære Oplysningens Fakkel ud i verden – ned i en Hobbes-agtig tilstand af fordærv. Der opstod indbyrdes krigende fraktioner og marodører, skørlevned og mord. Enkelte af dem bukkede under for kannibalismens fristelse. Hjemme i England blev de førende skikkelser fra hver af de to grupper nu sammen med deres tilhængere stillet for en krigsret af Flådeministeriet, Admiralitetet. Retssagen truede med at udstille ikke alene de anklagedes hemmelige væsen, men også den hemmelige tilstand i et imperium, der selv hævdede at udbrede civilisationen. Adskillige af de anklagede udgav deres sensationelle – og vildt modstridende – beretninger om, hvad en af dem kaldte den ”dystre og indviklede” affære. Filosofferne Rousseau, Voltaire og Montesquieu blev påvirket af forlydenderne om ekspeditionen, og det blev Charles Darwin også senere, såvel som to af de syv haves store romanforfattere, Herman Melville og Patrick O’Brian. De mistænktes hovedmål var at påvirke Admiralitetet og offentligheden. En af de overlevende fra det ene hold udfærdigede, hvad han karakteriserede som en ”tro beretning”, og hævdede, at ”Jeg har med pinlig omhu sørget for ikke at indføre ét usandt ord: for falsknerier af nogen som helst art ville være højst absurde i et arbejde, der er skabt for at rense ophavsmandens navn.” Den anden parts anfører hævdede i sin egen beretning, at hans modstandere havde fremsat en ”ufuldkommen beretning” og ”sværtet os med den værste bagvaskelse.” Han svor: ”Vi står eller falder med sandheden; hvis ikke sandheden holder os oprejste, er der intet, der kan.”

Alle tillægger vi de kaotiske begivenheder i vores tilværelse en vis sammenhæng eller betydning. Vi gennemroder de ubearbejdede billeder i vores erindring, udvælger, blankpolerer eller sletter. Vi ender som helte i vores egne historier, så vi kan tillade os at leve med alt, hvad vi har gjort – eller ikke fik gjort.

Men disse mænd troede, at for dem afhang selve livet af de historier, de fortalte. Lykkedes det dem ikke at levere en overbevisende beretning, kunne de blive klynget op i rånokken på et skib og hængt.

Første del EN VERDEN AF TRÆ

FØRSTELØJTNANT

Hver eneste mand i eskadren bar – foruden på sin skibskiste – på sin egen byrdefulde historie. Måske om en ugengældt kærlighed eller en hemmelig fængselsdom, eller om en gravid og grædende hustru efterladt i land. Måske om tørst efter ry og rigdom eller om angst for døden. Det var ikke anderledes for David Cheap, førsteløjtnant på Centurion, eskadrens flagskib. Han var en stor og stærk skotte først i fyrrerne med en lang næse og et intenst blik og på flugt – fra skærmydsler med sin bror om deres arv, fra forfølgende kreditorer og en gæld, der gjorde det umuligt for ham at finde en passende brud. I land virkede Cheap som dømt til undergang, ude af stand til at navigere uden om tilværelsens uventede grundstødninger. Men når han knejsede på skansen af et britisk krigsskib og krydsede verdenshavene med hatten på sned og kikkerten for øjet, strålede han af selvtillid – eller sågar, ville nogle mene, af et vist hovmod. Skibets verden af træ – en verden bundet til flådens strenge regulativer og havets love samt, mest af alt, til det hærdede fællesskab mellem mænd – var blevet hans tilflugt. Pludselig følte han en krystalklar orden, et klart mål. Og Cheaps nyeste udnævnelse tilbød – trods de talløse farer, den medførte, lige fra smitsomme sygdomme og druknedød til fjendtlig kanonild – det han længtes efter: Chancen for endelig at hjembringe den store gevinst og blive kaptajn på sit eget skib, blive en af havets herrer.

Problemet var, at han ikke kunne komme væk fra den forbandede landjord. Han var fanget – virkelig forbandet – i havnen i Portsmouth ud til Den Engelske Kanal og kæmpede febrilsk og forgæves for at få Centurion færdigudrustet og sejlklar. Skibets vældige skrog, 144 fod langt og 40 fod bredt, lå fortøjet ved en bedding. Tømrere, kalfatrere, riggere og snedkere strøg frem og tilbage på dækkene som rotter (dem var der også rigeligt af). En kakofoni af hamren og saven. De brostensbelagte gader langs havnen myldrede af skramlende hjulbøre og hestevogne, dragere, bissekræmmere, lommetyve, sømænd og prostituerede. Nu og da udstødte en bådsmand et skingrende pift, og besætningsmedlemmerne kom tumlende ud af ølboderne, tog afsked med nye eller gamle kærester og skyndte sig til deres afgående skibe for at undgå befalingsmændenes piskeslag.

Det var januar 1740, og Det Britiske Imperium havde travlt med at mobilisere imod sin lige så imperiale rival, Spanien. Og med et skaktræk, der pludselig havde forbedret Cheaps udsigter, var George Anson, den kaptajn, han gjorde tjeneste under på Centurion, af Admiralitetet blevet udset til kommandør og eskadrechef for fem krigsskibe i kampen mod spanierne. Forfremmelsen var uventet. Som søn af en ukendt landadelsmand beherskede Anson ikke den grad af patronisering og smøring – eller ”indflydelse” som det nok så høfligt blev betegnet – som sendte mange officerer op gennem systemet sammen med deres folk. Anson, som nu var 42, var indtrådt i flåden i en alder af fjorten år og havde gjort tjeneste i næsten tre årtier uden at lede nogen større militær operation eller opbringe en lukrativ prise.

Han var høj og havde et langt ansigt og høj pande, som forlenede ham med en vis fjernhed. Hans blå øjne var uudgrundelige, og han åbnede sjældent munden, undtagen i selskab med enkelte fortrolige venner. Efter at have mødt ham bemærkede en højtstående politiker: ”Anson sagde som sædvanlig ikke meget.” Anson var en endnu sjældnere brevskriver, som om han betvivlede ordenes evne til at viderebringe, hvad han opfattede eller følte. ”Han holdt ikke meget af at læse og endnu mindre af at skrive eller diktere egne breve, og

ved denne tilsyneladende skødesløshed … pådrog han sig manges modvilje,” skrev en slægtning af ham. En diplomat bemærkede spydigt, at Anson kendte så lidt til verden, at han nok havde ”været rundt om den, men aldrig indenfor.”

Ikke desto mindre havde Admiralitetet i Anson fået øje på det, Cheap også havde set i ham på de to år, siden han blev en del af Centurions besætning. Anson beherskede denne verden af træ og, lige så vigtigt, han beherskede sig selv – han forblev kølig og urokkelig under pres. Hans slægtning bemærkede: ”Han havde høje begreber om oprigtighed og ære og praktiserede dem uden undtagelse.”

Foruden Cheap havde han tiltrukket en klike af talentfulde yngre officerer og protegéer, der alle kappedes om hans gunst. En af dem betroede senere Anson, at han følte sig mere forbunden med ham end med sin egen far og ville gøre hvad som helst for at ”leve op til den gode mening, De er så venlig at nære om mig.” Hvis Anson havde held med sig i sin nye rolle som eskadrechef, ville han være i stand til at kåre, hvem han havde lyst til, til kaptajn. Og Cheap, der i begyndelsen havde gjort tjeneste som andenløjtnant, var nu hans højre hånd.

Ligesom Anson havde Cheap tilbragt meget af sit liv til søs, en barsk tilværelse, han først havde håbet at undgå. Som Samuel Johnson engang bemærkede: ”Ingen mand vil blive sømand, hvis han har opfindsomhed nok til at skaffe sig i fængsel; for at være om bord på et skib er at være i fængsel, bare med chancen for at drukne.” Cheaps far havde ejet et stort gods i Fife i Skotland, og en af den slags titler – second Laird of Rossie – som klinger af adel, selv om den ikke helt lever op til det. Hans valgsprog i slyngede bogstaver på slægtens våbenskjold lød: Ditat virtus – ”Dyden beriger.” Han fik syv børn med sin første hustru og, da hun var død, seks til med sin anden, heriblandt David.

I 1705, samme år som David kunne fejre sin otteårs fødselsdag, gik hans far ud for at hente noget gedemælk og faldt død om. Som det var skik, blev det den ældste mandlige arving – Davids halvbror James – der arvede hele godset. Og dermed blev David, af kræfter

uden for hans kontrol, puffet ud i en verden, der var opdelt mellem førstefødte sønner og yngre sønner, mellem dem der har og dem der ikke har. James, der nu var sikkert anbragt som third Laird of Rossie, affandt sig med omvæltningen, men glemte tit at betale de faste ydelser, der var blevet testamenteret til hans halvbrødre og halvsøster: Noget blod var åbenbart tykkere end andet. David var nødt til at finde arbejde og kom i lære hos en købmand, men hans gæld tårnede sig op. Så da han i 1714 rundede sin syttenårs fødselsdag, stak han til søs, en beslutning der selvfølgelig blev hilst velkommen af hans familie – som hans værge skrev til hans storebror: ”Jo før han rejser, desto bedre for dig og mig.”

Efter disse genvordigheder virkede Cheap kun endnu mere opslugt af sine betændte drømme, mere fast besluttet på at overvinde det, han kaldte en ”ulyksalig skæbne.” På egen hånd og ude på havet, fjernt fra den verden han kendte, kunne han vise sit værd i kamp med elementerne – ved at trodse orkaner, besejre fjendtlige skibe og redde sine skibsfæller fra katastrofer.

Men selv om Cheap havde jagtet nogle enkelte sørøvere – heriblandt den enhåndede irer Henry Johnson, der affyrede sin pistol ved at lade den hvile på armstumpen – havde disse tidlige rejser vist sig at være stort set begivenhedsløse. Han var blevet sendt ud for at afpatruljere Vestindien, i reglen betragtet som den værste opgave i flåden på grund af den brede vifte af sygdomme: gul feber, dysenteri, denguefeber, kolera.

Men Cheap havde holdt ud. Var det måske ikke ganske godt? Og yderligere havde han gjort sig fortjent til Ansons tillid og arbejdet sig op til førsteløjtnant. Det hjalp utvivlsomt, at de var fælles om at ringeagte ubesindigt drilleri eller det, Cheap kaldte ”oppustet adfærd.” En skotsk præst, der senere kom Cheap nær, bemærkede, at Anson havde ansat ham, fordi han var ”en fornuftig og vidende mand.” Cheap, denne engang fortabte skyldner, var kun ét trin fra sin eftertragtede kaptajnstitel. Og da krigen med Spanien nu var brudt ud, stod han for at kaste sig ud i flyvefærdig kamp for første gang.

Konflikten var en følge af de endeløse manøvrer mellem de europæiske magter for at udvide deres imperier. De stræbte hver for sig efter at erobre eller kontrollere stadig større bidder af Jorden, så de kunne udbytte og monopolisere andre nationers værdifulde naturressourcer og markedsmuligheder. Som led i den proces undertvang og tilintetgjorde de utallige indfødte folk og retfærdiggjorde deres hensynsløse bjergsomhed – som også omfattede afhængighed af den stadig voksende slavehandel over Atlanten – ved at hævde, at de på en eller anden måde udbredte ”civilisationen” til Jordens formørkede egne. Spanien havde længe været det dominerende imperium i Latinamerika, men Storbritannien, der allerede besad kolonier langs den amerikanske østkyst, var nu på vej op og fast besluttet på at bryde rivalens jerngreb.

I 1738 blev så en kaptajn i den britiske handelsflåde, Robert Jenkins, kaldt til møde i Parlamentet, hvor han skal have hævdet, at en spansk officer havde overfaldet hans brig i det Caribiske Hav, beskyldt ham for at smugle sukker fra Spaniens kolonier og hugget hans venstre øre af. Jenkins skal have fremvist sin afhuggede legemsdel, marineret i et syltetøjsglas, og højtideligt betroet ”min sag til mit land.” Begivenheden fyrede yderligere op under Parlamentet og forfatterne af tidens mange politiske pamfletter, der fik folk til at råbe på blod – øre for øre – og dertil et rigeligt bytte. Konflikten blev kendt som Krigen om Jenkins’ øre.

De britiske myndigheder udtænkte snart en plan om at iværksætte et angreb på et center for Spaniens kolonivælde: Cartagena. Den sydamerikanske by i det Caribiske Hav var det sted, hvorfra meget af sølvet fra minerne i Peru blev udskibet til Spanien i bevæbnede konvojer. Den britiske offensiv – der omfattede en solid flåde på 186 skibe, anført af admiral Edward Vernon – ville blive den største sø- og landoffensiv i verdenshistorien. Men der var desuden en anden, meget mindre operation: Den som blev betroet til kommandør Anson.