Kasper_ins.indd 2
03.11.2020 13.36
True Stories
kasper børnebøger
– Mit liv sombørnebøger børnehjemsbarn børnebøger
børnebøger børnebøger Fortalt til Louise Roholte børnebøger
Š 2019 Gads Børnebøger Gads Forlag A/S
børnebøger børnebøger børnebøger børnebøger
Gads Børnebøger Gads Forlag A/S FiolstrÌde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
børnebøger børnebøger børnebøger
Kasper_ins.indd 3
03.11.2020 13.36
Kasper_ins.indd 4
03.11.2020 13.36
Februar 1996, 5 år gammel
Kasper vågner ved, at han snapper efter luft, som om han har haft hovedet under vand for længe. Det har han ikke, for han ligger i sin seng, men det klemmer om brystet, og hans hjerte banker så hurtigt. Der er mørkt omkring ham. Døren er lukket. Det sorte gardin er rullet ned, men han fornemmer alligevel vejkrydset som skiftende blink af rødt, gult og grønt langs de smalle åbninger i siderne. Til gengæld strømmer der en tynd stribe lys fra stuen ind gennem sprækken under den ene plade. Hans værelse er egentlig bare et smalt rum beregnet til opbevaring i bunden af stuen, og skillevæggen er lavet af tynde plader. Det drysser fra dem med hvidt støv, som mor nogle gange støvsuger op, og væggen lukker ikke til, for gulvet skråner. Lyset slipper ind, og det gør larmen også, når de råber. Det gør de nu. Kasper stirrer ud i rummet med tilbageholdt åndedræt. Det gibber i ham, da et brag overdøver stemmerne, og han tæller sekunder i stilheden, som følger. Kroppen ryster, og han lytter intenst efter slag og klask. Det er en farlig stilhed. Den varer måske i fire-fem sekunder. Så bliver
5
Kasper_ins.indd 5
03.11.2020 13.36
den brudt af et højt klir, som om et glas bliver smadret mod gulvet, og Sørens brøl runger mellem væggene. Mors stemme blander sig, men den trænger kun igennem som skingre pip, og Kasper kan ikke høre mere end et par enkelte ord hist og her. Flere brag og mere smadret porcelæn følger. Nu er morens stemme bedende. Det er næsten værre. Kasper lukker øjnene og ønsker, at Søren snart ville forsvinde ned på Det Rene Glas, som han plejer. Og bare Rasmus bliver på sit værelse, indtil han er gået. Rasmus er ni år ældre end Kasper, og det er sket, at han og mors kæreste har været oppe at slås. Det er nok det værste. Kasper kan ikke lide, når Søren en gang imellem slår mor, men han hader det endnu mere, når Rasmus får et par på hovedet. En skygge flimrer i lysstriben på gulvet, og han presser dynen mod munden, da det lyder, som om Søren gentagne gange smadrer sine knytnæver mod et skab eller en skuffe med hule dunk. Slagene er så hårde, at de forplanter sig og får sengen til at ryste. Kaspers krop ryster også. Det flimrer igen, og han lukker øjnene og trækker vejret hurtigt gennem munden. Hans næse er helt stoppet. Endelig bliver døren ud til opgangen smækket i med et brag. Er han væk? Det er han vist, for han hører kun lyden af mors fortvivlede hulk og en stille puslen, som om hun er i gang med at rydde op. Kasper løsner langsomt sit krampagtige greb om dynen og trykker fingerspidserne mod sine ømme lårmuskler.
6
Kasper_ins.indd 6
03.11.2020 13.36
“Shit, mand,” udbryder Rasmus et sted på den anden side af døren. “Idioten har også smadret højtalerne.” “Pas på glasskårene.” “Hvor er det vildt, mand.” “Vi skal have styr på det til i morgen,” siger mor. “Det er vi nødt til, for de kommer jo fra børnehaven, og …” “For helvede da.” “Shh, vi skal ikke vække Kasper,” tysser hun. “Hjælp mig nu bare, så er du sød.” Kaspers krop bliver igen hård og stiv, og han stirrer ud i det mørke rum. Det var det, han tænkte på, da han lagde sig til at sove, og han husker, at han glædede sig. Jytte, Pernille og børnene fra hans stue kommer til varm kakao og lagkage, fordi han har fødselsdag og bliver seks år. Mon de så kommer? Er der overhovedet noget tilbage af stuen, eller har Søren smadret det hele? Kaspers mor og Rasmus taler lavmælt sammen. Et par gange løfter han sig fra madrassen for at gå ind til dem, men han er så træt og øm i kroppen, at han falder tilbage på puden igen. En bil dytter, og en anden gasser op. Lyset skifter. Rødt, gult, grønt, gult. Søren er ikke hans far, men han har kendt ham i et års tid, og han kan godt lide ham. I hvert fald når han er glad. Kaspers far arbejder for et stort bryggeri, og han kører rundt med øl til værtshusene. Det tager hele dagen, for det er ikke bare at sætte varerne af og køre igen. Alle vil have en snak og en øl. Det er en del af jobbet, siger hans far. Kaspers mor
7
Kasper_ins.indd 7
03.11.2020 13.36
og Søren går også tit på værtshus, og nogle gange holder de også selv fest i lejligheden. De fester kommer Kaspers far ikke til, for hans forældre er kun sammen uden Søren. Mon lejligheden bliver klar til, at børnehaven kan komme? Lydene fra stuen blander sig med trafikken på gaden, og den rolige summen luller ham i søvn.
Kasper_ins.indd 8
03.11.2020 13.36
Marts 1996, 6 år gammel
Hullet er så dybt, at skovlen skraber mod fliserne i bunden af sandkassen. Nu kan han ikke komme længere. Kasper lægger den blå plasticskovl fra sig og kigger ned i hullet. Sandet drysser ned fra siderne, og han er ved at klappe dem glatte, da han ud af øjenkrogen opdager, at skovlen forsvinder sammen med en luffe med dinosaurer. Det er Johans luffe. Kasper snurrer rundt, men han rammer kun Johans ene støvle, da han sparker ud efter ham. Det får Johan til at falde ned på knæene med et bump, og Kasper får fat i buksebenet på hans flyverdragt, da han kaster sig frem. Johan skriger og spræller, mens Kasper ormer sig over ham med spidse knæ og albuer for at få fat i skovlen i Johans hånd. “Nej!” hyler Johan. “Av, la’ vær.” Kasper holder Johan nede med knæene og vrister skovlen fri af hans greb med et hårdt ryk. Så maser han Johans ansigt ned i sandet og kravler tilbage til hullet. Det er faldet sammen i den ene side. Kasper skraber bunken af løst sand op, mens Johan hyler og sprutter bag ham, og pædagogerne kommer løbende.
9
Kasper_ins.indd 9
03.11.2020 13.36
“Åh, Johan, din lille stakkel,” udbryder Jytte og tager Johan op i sine arme. “Sikke noget.” Kasper genkender Pernilles lilla støvler, da han selv bliver løftet ud af sandkassen. “Slip mig!” “Nej, Kasper,” sukker Pernille. “Vi er nødt til at tale om det, der lige skete, for det er ikke okay, at du slår de andre børn.” “Jeg legede med den!” skriger han. “Det kan godt være, men …” “Jeg legede med den, og han tog den.” Pædagogen hanker op i ham, da han forsøger at orme sig fri. “Så må du stille og roligt bede ham om at give dig den igen.” “Jeg legede med den!” Kasper vrider sig i hendes arme, men hun holder fast, og han kaster sit hoved bagover for at ramme hende i ansigtet. “Hold så op,” råber hun. “Kasper, hold op!” Pernille strammer grebet om hans krop, og Kasper sparker hælene mod hendes skinneben, for fødderne er det eneste, han stadig kan bevæge. “Jeg bliver her med Kasper, indtil han er rolig,” pruster Pernille. “Så kan du vaske Johan.” “Ja, okay,” nikker Jytte. Hendes blik flakker mellem Kasper og Johans
10
Kasper_ins.indd 10
03.11.2020 13.36
ophovnede ansigt, som er dækket af sand og snot. “Hvad er der med dig, Kasper?” spørger Pernille. “Der har ikke været andet end ballade, siden vi var til din fødselsdag.” “Slip mig, din fede so,” råber han. “Dumme, klamme luder.” “Kasper, dog,” siger hun. “Det er nogle meget grimme ord, og sådan taler vi altså ikke til hinanden her.” “Fede, klamme luder.” Kasper krænger hovedet rundt i et forsøg på at bide hende. “Det gør du bare ikke!” hyler Pernille, da hun trækker armen til sig. “Du er jo fuldstændig ude af kontrol.” Av. Læben svier. Kasper rev sig på hendes lynlås, og han får sand og en smag af metal i munden, da han sutter på sin underlæbe. “Fuck dig, luder.” Kasper borer en albue ind mellem Pernilles ribben, og hun slipper ham med et arrigt fnys. “Det er simpelthen …” mumler hun. “Jeg ved snart ikke.” Kasper river skovlen til sig og spæner tværs over legepladsen mod skuret, hvor han gemmer sig mellem løbehjulene og de små ladcykler.
Kasper_ins.indd 11
03.11.2020 13.36
Kasper_ins.indd 12
03.11.2020 13.36
August 1996,
0. klasse, 6 år gammel Børnehaven ligger skråt til højre for skolegården, og Kasper kan se et stykke af hegnet, når han står ved skolens gitterlåge. De fleste i hans klasse virker glade for at gå i skole. Sådan har Kasper det ikke. De skal sidde stille, høre efter og række fingeren op, når de vil have ordet. Det var bedre i børnehaven. Der måtte de lege og være ude. Kasper savner den velkendte rutine, Pernille og de andre voksne. En revnet læderfodbold med gule felter triller tæt forbi ham. Den bliver standset af gitteret og ligger stille i en lille fordybning i asfalten med vand i bunden. “Hey, du der,” råber nogle stemmer bag ham. “Skyd lige bolden herhen, ik’?” Kasper slipper tremmerne og vender sig langsomt om, mens han piller ved et hul i sine shorts. “Hallo?” kalder en dreng. “Spark til bolden.” En flok på fire drenge kigger afventende på ham. De er større end ham. Kasper gætter på, at de går i 2. eller 3., men han er ikke sikker, for han kender kun dem i sin egen klasse.
13
Kasper_ins.indd 13
03.11.2020 13.36
“Kom nu.” Hans hænder ryster en smule, da han omhyggeligt placerer bolden foran sig, men han rammer den skævt, og den snurrer forvildet mod drengene i en skør bue. De store børn griner og løber efter den gule bold. “Så I det?” fniser en af dem og kigger på ham over skulderen. “Ja, hold nu kæft en boldmongol,” siger en anden. Kasper vender ryggen til dem for at skjule sine røde kinder. Det giver et sæt i ham, da klokken ringer, og han trasker over gården med bøjet hoved. Der er larm på gangen. Den virker så smal, når alle skal ind på samme tid, og støjen giver ham kvalme. Kasper trækker kun vejret overfladisk, for luften vil ligesom ikke helt ned, og han knytter næverne, da et sjippetov svirper mod hans arm. Hans klasselokale ligger som et af de sidste på den lange gang, og larmen bliver højere for hvert skridt, han tager. Der er trængsel ved døren, men han kan ikke vente på, at det skal blive hans tur, og han maser sig ind mellem ryggene og skubber til dem, som står i vejen. “Av, stop,” hyler Nete. “Det gør ondt.” Kasper tvinger sig gennem den tætpakkede mur af klassekammerater med spidse albuer og voldsomme bevægelser. “Stop så, Kasper.” Nete ømmer sig, og de fleste andre gør plads, så han kan komme frem. Hele hans krop sitrer, da han sætter
14
Kasper_ins.indd 14
03.11.2020 13.36
sig på sin stol. Noget presser på indefra som brus i en rystet sodavand. De slidte gummisko vipper vildt på tværstangen under bordet, og det suser for hans ører, da Gitte dukker op med sit forvaskede stofnet fra Søstrene Grene. “Hov, hvad sker der?” spørger hun og lægger nettet fra sig på katederet. “Hvad er der med dig, Nete?” Nete bryder ud i en hikstende gråd, og Kasper pruster som en tyr, da hun peger på ham. “Det var ham,” gisper hun. “Kasper skubbede mig rigtig hårdt.” Gitte stryger Nete over håret og kigger på Kasper over sine røde briller. “Er det rigtigt?” “Årh, hold dog kæft,” hvæser Kasper. “De kan sgu da bare få røven med sig.” “Kasper,” siger Gitte advarende. “Du ved godt, at du skal tale pænt, for ellers er jeg nødt til at sende dig op til inspektøren.” Kasper trækker på skuldrene og ser Gitte lige i øjnene. “Det kan du sgu da bare gøre.” Gitte er henne ved hans plads med tre lange skridt. “Godt, så er det afgang!” Nete og de andre stirrer på ham med store øjne, da han trasker over mod døren, men han fokuserer på håndtaget og ser ikke på nogen af dem.
Kasper_ins.indd 15
03.11.2020 13.36
Kasper_ins.indd 16
03.11.2020 13.36
November 1997,
7 år gammel, 1. klasse Vinden bider i hans kinder som små issyle, da han drejer om hjørnet, og han borer hænderne dybere ned i lommerne. Der er huller i foret. Kaspers fingre piller ved de løse polyestertråde, og han trækker skuldrene op om ørerne i et gys, da sjappet siver ind i den ene støvle. De kolde vindstød får det til at føles, som om det er frostvejr, men temperaturen ligger over frysepunktet, og sneen i gaderne ligner slushice med cola. Kasper standser ved lyskrydset. Udstødningen fra bilerne fylder luften som en hvid tåge, og han fnyser for at få osen ud af næsen. Kasper har længere til skole, end han plejer, for han bor hos sin far, mens mor er indlagt. Det er et sygehus af en slags. Eller det var det i hvert fald til at starte med. Det er svært at finde ud af, men de har bløde senge på stuerne, og de ansatte er søde og giver ham saftevand. Hans mor tog selv af sted, da hun fik problemer med hjertet, og hun blev så flyttet til en anden stue efter nogle dage. De mente nemlig, at det var bedst, hvis de beholdt hende, og mor syntes heller ikke, at hun var klar til at tage hjem. Så rykkede de hende til
17
Kasper_ins.indd 17
03.11.2020 13.36
det sted, hvor hun er nu. Det er i en bygning, som ligner en borg udefra, men indeni er der lyse vægge, grønne planter og fjernsyn med mange kanaler. Lidt som en blanding mellem et bibliotek og et sygehus, for Kasper ved, at han skal være stille. Ikke noget med at larme og være vild. Der er lange gange og en pæn udsigt fra vinduerne. Hans mor har været indlagt før, men han ved ikke helt hvorfor. Ingen svarer ordentligt, når han stiller spørgsmål. Nu er det bare ham og far, for Rasmus er taget på efterskole. Det er okay. Sådan er det jo også, når han er hos sin far hver anden weekend, men det er alligevel anderledes, fordi han ved, at mor er indlagt. Der er en klump i hans hals, og han har ikke lyst til at spise sine madpakker. Klokken er ti minutter i otte, da han trasker over gården mod den sædvanlige indgang, men han ændrer retning ved hinkeruderne, for han skal jo møde i den anden ende. Det er der, specialklassen holder til. Kasper ved godt, at han er bagud med sine ting, og han er dårligere til at læse og regne end de andre. Det er det ene, men han er også i specialklassen, fordi det sker for tit, at han kommer op at slås. “Kasper,” kalder en stemme. “Hey, Kasper!” Kasper får øje på Lauge og tre andre 7.-klasser, da han vender sig efter lyden, og han nikker til dem. “Kom her,” siger Lauge og vinker. “Kom, vi skal lige tale med dig.”
18
Kasper_ins.indd 18
03.11.2020 13.36
“Okay.” Kasper glemmer, at hans strømper sjasker rundt i de våde støvler. Kulden er heller ikke så slem mere, og han løfter hovedet og smiler, da han kommer hen til dem. “Hvad er der?” Lauge peger over mod bænkene og den smalle stribe græs i udkanten af skolegården. “Tror du, at du kan skrabe sne nok sammen til en snebold?” spørger han. “Ja,” svarer Kasper. “Tør du så kaste den snebold på vinduet til lærerværelset?” Et smil spiller om Lauges mund, og de andre puffer grinende til hinanden, inden de også begynder at tjatte til ham. “Jo, det tør du godt,” lokker de. “Du er jo en sej fyr, ik’?” “Hmm,” nikker han. “Okay.” “Cool nok,” fniser drengene. Kaspers taske falder fremover og rammer ham i nakken, da han bøjer sig for at samle den smule sne op, som har samlet sig under bænken. Der kommer lidt græs og jord med, og han presser det sammen til en kugle. “Her,” siger Lauge. “Vi har også lavet nogle snebolde til dig.” Kasper kigger på dem. Sneboldene har små, sorte plamager og en kantet overflade, og han er ret sikker
19
Kasper_ins.indd 19
03.11.2020 13.36
på, at de er fulde af sten. Det ser i hvert fald sådan ud. Lauge viser Kasper, hvordan han skal holde sin venstre arm vandret mod maven, og en anden dreng lægger de to snebolde ved hans albue. “Så er du klar,” siger Lauge og giver ham et klap på skulderen. “Sæt i gang.” Lauge og hans slæng trækker over mod halvtaget ved toiletterne. Nogle piger haster mod døren, mens de hviner over tøsneen, og Kasper kaster et blik på Lauge, som smiler stort til ham. Der er kun to-tre meter fra blomsterkummen til vinduet. De hvide lamelgardiner gør det svært at se ind, men han aner nogle skikkelser på den anden side. “Kom nu,” råber Lauge. “Det ringer lige om lidt.” Kasper vejer den første snebold i hånden. I næste nu sender han den gennem luften med et hårdt overhåndskast. Det føles, som om blodet løber hurtigere gennem hans årer, og han lader straks de to snebolde med sten følge lige efter. Der lyder et kæmpe brag, da de rammer vinduet. Først tror han, at stenene smadrede ruden, men den er stadig hel. Et rasende ansigt kommer til syne mellem lamellerne, og sten og tøsne sejler ned ad glasset, da vinduet bliver åbnet. “Hvad i alverden tror du, at du laver?” råber læreren. “Du bliver bare stående lige der.” Kaspers hænder er røde og kolde, og han tørrer dem af i buksebenene, mens han venter på, at de voksne
20
Kasper_ins.indd 20
03.11.2020 13.36
kommer ud. Nu skal han nok op til inspektøren igen. Det var han også i sidste uge, da de store drenge lokkede ham til at skrive grimme ord på væggen på toiletterne. Lauges jakke med militærprint forsvinder om hjørnet, men drengenes latter hænger stadig under halvtaget som et ekko.
Kasper_ins.indd 21
03.11.2020 13.36