Ude af drift

© Alexander James

“Bogen til alle, der har oplevet en eksistentiel krise!

Forestil dig Bridget Jones møder Caitlin Moran: Det er hylende morsomt.”

Julia Lahme

FIND JOB. FIND LIVSFORMÅL. KØB KAFFEF ILTRE.

Lisa Owens (f. 1985) har arbejdet seks år i den engelske forlagsbranche, inden hun selv sprang ud som forfatter.

Hun har læst engelsk på Cambridge University og efterfølgende taget en Master i Creative Writing fra University of East Anglia. Hun bor i London, hvor Ude af drift også udspiller sig.

Claire Flanner y har sagt sit ensformige job op for at finde

ud af, hvad hun vil med sit liv – kun for at opdage, at hun ikke aner, hvor hun skal beg ynde. Imens alle omkring hende lader til at have fundet deres hylde i tilværelsen,

sander Claires h verdag til i pinlige overspringshand linger, café besøg og YouTube. Som m ånederne g år, føler h sig mere og mere un rådvild. Fo r h v o r d a ved man egentlig n , hvem man er, når man ikke kan be svare spørg smålet “Hvad laver du?”

Med skarpsindighed, hjertevarme og masser af selviro ni giver Ude af drift stemm til de spørgsmål, vi alle sammen har stillet os selv, men a e ldrig turdet sig e højt.

UDE AF DRIFT LISA OWENS

PLAN FOR I DAG:

F A E UD T F I R D ENS W O A LIS festlig ende og erhold d n u .” ise “... en n livskr ange r t f ra e Lejlighedss o p e p tt a fa r til r r fo , d r ilgaa Stine P

inger op “Var me og vid spr træfsik ker rp, ska … n fra side The Observer .” sjov igt itt og vanv

Gavin læner sig op ad fitnesscenterets spejl med korslagte arme, mens jeg sætter mig på hug. Da jeg er allernærmest gulvet, stikker han kniven ind.

“Så hvad er det, du laver?”

Inderst inde ved jeg, at det er et uskyldigt spørgsmål, men lige i dette øjeblik, konfronteret med mig selv på hug i spejlet, mens mine lår skælver i oldgammel, halvgennemsigtig lycra, er svaret: Altså, jeg er bare ved at lede efter mit formål i livet simpelthen ikke en mulighed. “Jeg arbejder inden for finans,” siger jeg.

“Super.” Gavin nikker, som om det var præcis det svar, han forventede – og absurd nok er jeg smigret.

ude af drift_TRYK.indd 2

11/05/16 09.51

Lisa Owens

ude af drift PĂĽ dansk ved LĂŚrke Pade

gads forlag

ude af drift_TRYK.indd 3

11/05/16 09.51

Ude af drift er oversat fra engelsk efter Lisa Owens: Not Working Copyright © 2016 by Lisa Owens First published in Great Britain in 2016 by Picador Dansk udgave © 2016 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet.dk, efter design af Joanna Thomson, Pan Macmillan Art Department Forfatterfoto: Alexander James Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN 978‑87‑12‑05144‑2 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

ude af drift_TRYK.indd 4

11/05/16 09.51

1.

Ukrudt Der står en mand uden for min lejlighed iført kakibukser og et enormt ‘Befri Palæstina’-badge.

“Er det dig, der er ejeren?” spørger han, og jeg vender mig om for at se, om han taler til en anden, men der står ingen bag mig. Det giver mig et sekund til at komme i tanker om, hvilken side jeg er på i Israel/Palæstina-konflikten.

“Ja, det tror jeg,” siger jeg, og så med større overbevisning, for nu er jeg sikker: “Ja, det er helt klart mig, der er ejeren.”

Han klør sig på halsen, som er grå af snavs. Hans ører har den samme askegrå farve.

“Du er nødt til at få fjernet buddleiaen. Den er til fare for sikkerheden.”

“Nå, okay,” siger jeg og ser op mod det sted, han peger på, et udspring af gips på ejendommens facade med en pyntede‑ talje på toppen. Jeg har ikke lagt mærke til det før, men nu bliver jeg flov over at se, at malingen er afskallet og beskidt.

Hvis nogen havde bedt mig om at sige, hvad det hed – hvis der havde været en million pund på spil – så ville jeg have

7

ude af drift_TRYK.indd 7

11/05/16 09.51

gættet på, at man kaldte det en balustrade. “Har den ikke et eller andet strukturelt formål?” siger jeg. Han stirrer på mig, mens han hiver i sit skæg, som tynder ud i en smal fletning.

“Det er en ukrudtsplante. Det er ikke meningen, den skal være der,” siger han, og nu forstår jeg det: Øverst på dimsen spirer der en plante frem, et stænk af lilla blomster. Det er ganske kønt.

“Og – undskyld, men hvem er det, du er?” spørger jeg og spekulerer på, om han er fra kommunen, en nabo eller en påtrængende forbipasserende.

“Colin Mason, MBE,” siger han og rækker en støvet hånd frem. Jeg tøver et splitsekund, før høfligheden sætter ind, og jeg giver ham hånden.

“Claire,” siger jeg.

“Skal jeg tage mig af det?” spørger han og nikker op mod buddleiaen. “Jeg kan også male lidt deroppe, når jeg alligevel er i gang.”

“Mmm, ja, der er bare det – jeg er nødt til at tale med min kæreste om det først. Vi deler ejerskabet. Hvordan kommer jeg i kontakt med dig?”

“Jeg er lige i nærheden,” siger han. “Du skal nok støde på mig.”

Jeg går indenfor for at vaske mine hænder og ringe til Luke.

Det er en kvinde, der svarer, hans kollega Fiona.

“Han er lige ved at gøre sig klar til operation,” siger hun.

“Kan jeg bede ham ringe tilbage?”

“Har du noget imod at holde telefonen hen til ham, så jeg lige kan tale hurtigt med ham? To sekunder, det lover jeg.”

Der lyder en fumlen, og så Lukes stemme.

8

ude af drift_TRYK.indd 8

11/05/16 09.51

“Hvad sker der?”

“Der er noget galt med vores lejlighed. Det er en buddleia, der skal fjernes.”

“En hvad?”

Jeg sukker. “Det er noget ukrudt. En ukrudtsblomst med lilla blomster? Fyren udenfor sagde, at den var nødt til at blive ryddet af vejen.”

“Hvad for en fyr?”

“Colin Mason.”

“Hvem er det?”

“Han har en titel. MBE. Han var ret insisterende.”

“Hvad vil du gøre ved det? Skal du ringe til nogen? Kan jeg overlade det til dig? Claire,” siger han, “jeg er nødt til at smutte.”

“Ja, bare overlad det til mig. Hvad kunne du tænke dig til aftensmad?”

“Han kommer ikke hjem til aftensmad,” siger Fiona, “han kommer til at være på arbejde til sent i aften.”

“Nå, okay,” siger jeg. Jeg tænker, at jeg lige vil se det an, det med buddleiaen. Holde øje med, om sagen udvikler sig.

Tog Tre kvinder overfor taler om vejret, som om det er en ven, de ikke bryder sig ret meget om.

“Og så er der også det,” siger den ene og læner sig fortro‑ ligt frem, “at min regel om at vente med strømpebukserne til oktober er gået fuldstændig i vasken.” De andre nikker løs; de lægger deres nylonstrømpeben over kors og skiller dem igen.

9

ude af drift_TRYK.indd 9

11/05/16 09.51

Den anden Min mor ringer til mig i sin frokostpause. Jeg kan høre, hun er på café.

“Hvor er du?” spørger hun, som om det er hende, der kan høre en forvirrende kakofoni i baggrunden i stedet for stilhe‑ den i mit køkken.

“Jeg er hjemme.”

“Aha. Hvordan går det med det-du-ved-nok?”

Hun mener “jobsøgningen”. Utroligt nok er det mindre irriterende, at hun omtaler det sådan, end at hun overhovedet spørger.

“Jamen det går fint. Jeg klør på.”

“Hør her, før du smutter, vil jeg lige høre, hvad du siger til det her. Jeg havde en forfærdelig drøm i nat, hvor jeg så Diane, altså … Diane fra arbejdet. Det var helt sikkert Diane, men i drømmen troede jeg, hun var en anden, en fremmed.”

Indtil nu har jeg kun hørt min mor beskrive hende som “Diane, den sorte kvinde i receptionen”. Jeg har på fornem‑ melsen, at der kommer mere.

“Sjovt nok” – som om det lige er faldet hende ind – “så så jeg faktisk en kvinde, som jeg troede var Diane i byen i går, og gik hen for at sige hej til hende, men så gik det op for mig, at det ikke var hende.” Hun ler. “Claire. Hvad tror du? Tror du, hun ville være blevet fornærmet?”

“Hvem?” siger jeg, fordi jeg ikke kan lade være. “Diane, eller den kvinde, du troede var Diane?”

“Den anden kvinde. Ikke Diane. Tror du, hun ville have 10

ude af drift_TRYK.indd 10

11/05/16 09.51

vidst, at jeg forvekslede hende med en anden – med en anden, der var …”

“En anden, der var farvet?” hjælper jeg.

“Ahr,” siger min mor, “det er vist ikke så politisk korrekt.

Jeg tror ikke, man må sige ‘farvet’ i vore dage.”

Tog Et par sæder længere henne sidder en gammel mand og strik‑ ker, skaldet og hyggelig med en hvid ulden cardigan. Jeg smiler til ham og hæver øjenbrynene, og i samme øjeblik får jeg øje på øreringene, de lilla dingleøreringe, og det går op for mig, at det slet ikke er en gammel mand, men en kvinde, ikke særlig gammel, måske på min mors alder, som har tabt alt håret. Hun smiler stort til mig, pindene klikker af sted, og jeg sænker ikke øjenbrynene, smiler intenst til mine hænder, som stadig ligger i mit skød.

Middag efter begravelsen Da hovedretten er taget ud, kommer tjenerne – som i virkelig‑ heden bare er teenagere – ind med desserten: dybe tallerkener med smeltende is og frugt, der svømmer i sirup. Jeg sidder ved børnebordet sammen med de andre børn (vi har alle sammen passeret 25). Min fætter Stuart, som under sin habitjakke har en T-shirt på med påskriften ‘No Fear’, spørger mig, hvad jeg laver for tiden.

“Det er jeg lige ved at finde ud af,” siger jeg. Jeg har druk‑ 11

ude af drift_TRYK.indd 11

11/05/16 09.51

ket en masse vin, der bliver ved med at komme mere, og jeg bliver ved med at drikke det. “Jeg sagde mit job op for to uger siden, så jeg kunne bruge noget tid på at prøve at finde ud af, hvorfor jeg er her. Ikke på en religiøs måde, men jeg tror på, at alle har et formål. Altså, ligesom du er skabt til at arbejde med computere. Det giver totalt god mening.” Jeg holder inde, er pludselig bange for, om han er civilingeniør og ikke softwareingeniør, men han nikker.

“Marketing var altså ikke dit kald her i livet.”

“Kreativ kommunikation,” korrigerer jeg.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig rigtig for‑ stået, hvad det betød.”

“Det …” Jeg skal til at kaste mig ud i en forklaring, men så går det op for mig, at jeg måske aldrig behøver forklare det mere. “Det er også lige meget.”

“Der er ikke nogen skeer,” siger Stuart, og jeg vinker en af teenagerne over til os.

“Vil du komme med nogle skeer til os, tak?” Jeg er indigne‑ ret over, at jeg overhovedet skal bede om det, og mit tonefald er behagelig køligt. Drengetjeneren smiler hånligt. Da han kommer tilbage, har han en buket knive i hånden, som han slipper i en sølvkaskade foran mig.

“Ingen skeer tilbage,” siger han, “heller ingen gafler, vi har haft virkelig travlt i dag.”

Jeg ryster på hovedet. “Utroligt,” mumler jeg til Stuart, mens vi deler knivene ud. Jeg skærer en skive af den krym‑ pende ø af is og løfter den forsigtigt op til munden. Jeg kigger over mod det bord, hvor min stakkels mormor sidder. Den 12

ude af drift_TRYK.indd 12

11/05/16 09.51

mand, hun har været gift med i 60 år, er lige lagt i jorden, og hun slikker på en spiddet ferskenhalvdel, som om det var en slikkepind.

Under kaffen holder Stuarts far, onkel Richard, en tale om Gum. Han gør mildt grin med, hvor stolt Gum var af sine “krigsskader” – arrene fra hans mange operationer.

“Han elskede virkelig at vise sine krigsskader frem,” siger jeg til vores bord. Mine kusiner og fætre nikker og smiler, mumler samtykkende. “Og lidt til!” fortsætter jeg og peger ned på mit skød og smiler. “Selv efter hjerteoperationen.”

“Vent lidt,” siger min kusine Faye. “Hvad? Plejede Gum at vise dig sin …” “Åh – nej, nej. ‘Vise’ lyder så – det var ikke, jeg tror ikke, det var med vilje eller noget,” siger jeg. Alle kigger på mig.

Ingen siger noget. “Helt ærligt, det var ikke noget særligt. Over­ hovedet. Jeg syntes altid, det var … er der ingen andre, der har oplevet det? At den ligesom bare plejede at falde med ud?”

Faye ryster på hovedet. Hendes ører, som stikker ud gennem hendes tynde blonde hår, er blevet røde. Jeg kigger rundt på alle de andre kusiner og fætres ansigter: De fleste stirrer ned i deres kaffe. Jeg hælder en pakke sukker ned i min kop og rører rundt med den kniv, jeg har gemt fra desserten.

Drøm Jeg kører på motorvejen om natten, kan ikke få lygterne til at virke, men alle de andre biler, der passerer mig, har deres 13

ude af drift_TRYK.indd 13

11/05/16 09.51

lygter tændt for fuld skrue, blændende imellem ængstelige mellemrum af mørke.

Kontekst er alt Ifølge en hjemmeside kan Buddleiaen (eller buddlejaen) enten være en smuk, blomstrende havebusk, der tiltrækker mange som­ merfugle, eller en modbydelig, destruktiv, invasiv ukrudtsplante.

Bus Jeg tager bussen hen til det fitnesscenter, jeg ikke rigtig har råd til mere. Jeg vælger en plads ved vinduet og prøver at komme videre med min bog (jeg har været i gang med Ulysses i næ‑ sten ni måneder). Da jeg har læst det samme afsnit fem-seks gange, kigger jeg op, desperat efter en eller anden redning fra ordene. En ældre fyr i dueblå jakke med langt, sparsomt hår kommer langsomt gående ned ad midtergangen. Han kigger rundt efter en plads, men de er alle sammen optaget, og ingen rejser sig, så han sætter en stoisk mine op og griber fat i det nærmeste håndtag. Jeg overvejer at tilbyde ham min plads, men så ville jeg skulle bede kvinden ved siden af mig om at flytte sig. Hun ser vigtig ud, smart klædt på, som om hun er på vej til et møde. Hun er ved at kigge nogle noter igennem, og jeg vil ikke forstyrre hende eller give hende dårlig samvittighed over, at hun ikke selv tilbød sin plads. Jeg vender tilbage til Ulysses og brændende af anstrengelse efter at lade, som om jeg ikke har set den ældre mand, når jeg endelig om 14

ude af drift_TRYK.indd 14

11/05/16 09.51

på næste side. Da kvinden ved siden af mig rejser sig, bliver den gamle mand stående. Jeg ser ham svaje og følge bussens bevægelser, dansende i sine ortopædiske sko.

Fitnesscenter Henne i fitnesscenteret prøver jeg at komme ud af min kon‑ trakt.

“Du er nødt til at vente til den 30. i måneden, hvis du vil meldes ud, og så slutter din kontrakt to måneder derefter,” siger kvinden, på hvis navneskilt der står Frankie. Det er halloween, og hun er klædt ud som heks med hat, kappe og sortlakerede negle. Under kappen har hun en skinnende, sort gymnastikdragt på.

“Men den 30. er først om en måned,” siger jeg. “Kan vi ikke bare lade, som om det er i går?”

“Bare vi kunne!” siger hun og rasler medfølende med en retroblikdåse. Jeg tager en pakke Parma Violets-pastiller og knaser to på én gang.

Hun tjekker sine optegnelser. “Jeg kan se, du ikke har fået din udvidede sundhedstest. Skal vi ikke lave den, nu du er her?” Jeg havde udskudt det, indtil jeg kom i bedre form, for jeg ville gerne have flere point end Luke, men nu er der gået to år, og hvis jeg melder mig ud, kan jeg vel lige så godt få det gjort. Hun kommer ud fra disken og viser mig hen til et bord. Hun tager plastickosten med sig.

Som svar på spørgeskemaet fortæller jeg Frankie, at jeg hverken drikker alkohol eller kaffe, at jeg sover ni timer hver 15

ude af drift_TRYK.indd 15

11/05/16 09.51

nat. Mit blodtryk er fint, og det er min hvilepuls også, men da hun tester mit kondital på løbebåndet, er jeg så ivrig efter at gøre et godt indtryk, at jeg næsten falder ned fra det, og det sortner for øjnene, mens jeg gisper efter vejret.

“Hvor tit siger du, du kommer her?” spørger Frankie og ser på sit clipboard. “Har du overvejet en personlig træner?” Da jeg tager derfra, har jeg meldt mig til tre enetimer med en personlig træner ved navn Gavin til en helt særlig intropris på lidt over 100 pund.

Succes Jeg er ikke sikker på, om min mor har samlet forråd til vores samtale, eller om det er en del af sorgprocessen efter hendes fars død, men når hun ringer til mig for tiden, virker det, som om hun har utrolig meget nyt at berette: “Pippa fra kirken, med i koret, du kender hende godt.

Manden, der er ateist, ham har du nok ikke mødt. Gled og faldt i badet, og nu er det fifty-fifty, om han kommer til at gå igen. Jeg har sendt far hen til John Lewis for at købe en af de der måtter. Man kan ikke være for forsigtig.”

Og: “Gordon, der bor to etager under os, altså, hans svi‑ gersøn – politimanden, ham har jeg fortalt dig om, kan du huske det? Deprimeret. Adskillige forsøg i årenes løb, men de troede, han var kommet over alt det der. Men i hvert fald…” – hun sukker – “så lader det til, at det lykkedes for ham denne gang.”

16

ude af drift_TRYK.indd 16

11/05/16 09.51

Mit næste træk Jeg går hen på en café i nærheden af der, hvor vi bor, og tager min bærbare med, så jeg kan lave lidt karriereresearch. Der sidder omkring otte kvinder ved et af bordene, alle sammen med babyer, og et par af dem ammer. De taler om, hvor in‑ volverede i børnepasningen deres mænd er, og selvom deres iver efter at overgå hinanden gør mig lidt mistænksom, må jeg indrømme, at kvinderne ser virkelig godt ud. Deres hud er fantastisk, og babyerne er alle sammen vildt nuttede – bit‑ tesmå, tavse og tilfredse.

Jeg surfer på kulturhjemmesider for at finde arbejde, men jeg ved ikke, hvad jeg leder efter, og alle mine søgninger ender altid med salgsstillinger eller lederjob, der er langt over mit løntrin. En kvinde, der ser ud til at være på min alder, kom‑ mer ind. Hun har et barn på hoften, en lille pige. Kvinden og pigen har jeans og matchende bretonstribede bluser på, og da kvinden bestiller kaffe, taler hun rent faktisk med fransk accent. Hun sætter sig ved bordet ved siden af mit, og så piler barnet af sted: ind bag disken, ned under bordet, op ad den trappe, hvor der står ‘Ingen adgang’. Hun er skøn; baristaerne har slet ikke noget imod det.

Jeg klikker på beskrivelsen af et job inden for kulturarv, hvor man blandt andet skal skrive teksten til de blå plaketter på bygninger, hvor der har boet betydningsfulde personer. Det kunne jeg helt sikkert godt, tænker jeg, opsummere folk med ganske få ord. Jeg overvejer, hvordan jeg ville blå-plakette folk, jeg kender: Luke: ‘Fremtrædende læge’. Paul: ‘Banebrydende 17

ude af drift_TRYK.indd 17

11/05/16 09.51

kunstner’. Sarah: ‘Bannerfører inden for uddannelse’. Jeg går i stå, da jeg kommer til dem, der arbejder inden for PR og management, og beslutter, at det nok er, fordi de alligevel ikke fortjener en plakette.

Den lille pige står ved mit bord, rækker armene frem og vinker med begge hænder og strålende øjne. Jeg gør det samme, og hun ler, løber sin vej, gemmer ansigtet i sin mors skød og siger: “Maman, Maman!”, og moren, der muligvis endda er yngre end mig, bøjer sig over hende og mumler en strøm af franske gloser ned i sin datters blanke pagehår.

“Måske burde jeg få et barn.” Jeg er ved at sætte i opvaske‑ maskinen efter maden, og Luke ler.

“Med hvem?”

“Altså, jeg mener, at vi burde. Men det ville jo være mig, der skulle have det, ikke? Jeg kunne blive hjemmegående mor.”

“Jeg troede, du var ved at finde dit mål i livet,” siger Luke.

“Jeg troede, det var det, det hele handlede om.” Han breder armene ud mod “alt det her”, som om køkkenet på en eller anden måde indgår i min plan, som om “det her” er det sted, jeg nu altid befinder mig.

“Måske er det mit mål i livet at være mor?”

Luke nikker med store øjne, skubber underlæben frem, tankefuld, men i sidste ende ikke overbevist. Han vinker mig hen til sig, og jeg sætter mig på hans skød, lægger armene om hans hals, hviler min hage på hans skulder.

“Jeg tror, jeg vil begynde at tage fransktimer,” siger jeg.

18

ude af drift_TRYK.indd 18

11/05/16 09.51

“Bygge videre på det, jeg lærte i skolen. Det er ærgerligt at lade al den viden gå til spilde.”

“Mais oui,” siger Luke og trækker mit ansigt hen til sit eget. Han kysser mig med tungen, hvilket betyder, at det ender med sex.

Konkurrence Klokken er 18 på en torsdag, og jeg har måske ikke søgt nogen job, men jeg har til gengæld meldt mig til en konkurrence, hvor man kan vinde en Mini Cooper, to overnatninger i Paris og syv i Miami, gavekort til en værdi af 500 pund til et skandi‑ navisk tøjmærke, et enormt tv (som jeg har planer om at sælge videre), en espressomaskine (som jeg helt sikkert vil beholde), billetter til tre udstillinger, en kasse prosecco, en juicepresser, en designerhåndtaske, en designerjakke, middag for to på en konferenceagtig restaurant i byen, inklusive en velkomstcock‑ tail, men uden vin, medlemskort til en sammenslutning af uafhængige biografer og en VIP-pakke for to til et spabad kun for kvinder, så ingen kan påstå, at dagen har været helt spildt.

Arbejde Paul, min ven fra studietiden, er tilbage efter et udenlandsop‑ hold, der har omfattet Berlin, Tokyo, Wien og Johannesburg.

Han er konceptkunstner med et voksende renommé: Jeg er begyndt at se hans arbejde omtalt på blogs (selvom jeg altid finder dem via links på hans egen). Vi aftaler at mødes på en 19

ude af drift_TRYK.indd 19

11/05/16 09.51

billig bar, hvor vi kom i gamle dage, da vi lige var blevet fær‑ dige med universitetet. Jeg plejede at tage turen til London fra mine forældres hus i forstæderne for at gå til jobsamtaler om stillinger, som min sporadiske erhvervserfaring – tjener, babysitter – ikke i overbevisende grad havde klædt mig på til.

Bagefter plejede vi at drukne os i vin og begræde vores tabte ungdom (vi var 21) og rase over, at livet ikke var retfærdigt, hvad mere ville de have os til at gøre, hvorfor var der ingen, der ville give os en chance? Men mens jeg spammede mit CV til samtlige organisationer inden for kunst, reklame og medier, jeg kunne komme i tanker om, var Paul i hemmelighed ved at få tilbudt legater fra prestigefulde kunstakademier over hele verden. Da jeg fandt ud af det, to uger før han tog til New York, følte jeg en dyb, retfærdig harme. Hvor vovede han at have den slags drømme? Hvem havde givet ham lov til at stile så højt? Hvem troede han, han var?

Han kommer iført store støvler med gabende snørebånd, fuldskæg og sit nylange hår trukket tilbage i en lille knold på toppen af hovedet.

“Tillykke med, at du er stået af rotteræset, du lille,” siger han. Han klapper mig også på hovedet, et patroniserende lille show, han altid laver – det er ironisk, men han gør det alligevel hver eneste gang. “Efter alle de år med tomme trusler! Hvad fik dig til at tage springet?”

Jeg fortæller ham om den dag, jeg blev grebet af en stærk impuls til at sluge ting på mit skrivebord: tegnestifter, klatter med abesnot, alt, hvad der kunne være i min mund.

20

ude af drift_TRYK.indd 20

11/05/16 09.51

“Jeg kom så langt, at jeg satte en papirklips på tungen, før det gik op for mig, at der var noget andet, jeg kunne gøre. Så spyttede jeg den ud og gik ind på min chefs kontor og sagde op.”

“Hvordan tog han det?”

“Hun var på ferie, så jeg var nødt til at vente to uger mere.

Men så snart jeg havde truffet beslutningen, var det, som om … jeg havde holdt vejret i årevis uden at vide det og en‑ delig kunne puste ud. Desuden slap jeg for at sluge så meget som en hæfteklamme.”

“Selvmord via bureaukrati: Det kan jeg godt lide,” siger han og nikker anerkendende.

“Hey, den er gratis. Brug den i din næste udstilling.”

“Hm. Det er ikke lige min stil. Men tak,” tilføjer han og rynker øjnene sammen til et smil.

Mariehøner Der er mariehøner overalt; jeg bliver ved med at træde på dem og må fjerne deres knuste kroppe. De kommer ind igennem skydevinduerne og forskrækker mig, når de flyver helt tæt på, summer i mit ansigt som bittesmå droner. Luke siger, at han ikke har set nogen, og jeg spekulerer på, om det bare er mig, de forfølger, eller om det bare er, fordi jeg er for meget hjemme.

Engang flyttede min fars arbejdsplads, og så var vi også nødt til at flytte, og fortovet i vores nye kvarter myldrede med mariehøner. Jeg var ti år, og den eneste ven, jeg fik den sommer, var en dreng ved navn Jeffrey, der boede ved siden af os. Et af 21

ude af drift_TRYK.indd 21

11/05/16 09.51

hans langsigtede projekter gik ud på at indsamle hundredvis af mariehøner i et stort syltetøjsglas igennem flere uger. Da det var fuldt, stak han en tændt tændstik derned. Jeg kan ikke huske, hvad der så skete; det er muligt, at jeg gik min vej, da man begyndte at kunne høre dem poppe, men det kan også sagtens være, at han satte låget på igen, så flammen døde ud.

Store idéer, ringe udførelse, det var på en måde Jeffreys stil.

Jeg slår “mariehøner skydevinduer” op på nettet og bliver glad over at se, hvor mange resultater der kommer op. “De overvin‑ trer i dine vinduesrammer,” fastslår Quizking2, som er ratet med tre ud af fem stjerner på forummet. Jeg slår overvintring op. “Dvale og udvandring er de bedste måder at overvintre på,” anbefaler Wikipedia. Begge dele lyder ret tillokkende i mine ører.

Wasabi Jeg siger ja til at tage med til en fest hos en af Lukes venner fra skolen. Det er en gruppe, der kun består af finansdrenge, bortset fra Luke: De går med kakibukser eller mørke jeans og knitrende skjorter, og deres kærester er variationer over temaet tynd og solbrun. Jeg mærker deres øjne på mit hår, som er fladere, end jeg godt kunne tænke mig, og min kjole, som ser lidt billig ud i toiletspejlet. Jeg tømte mit første glas prosecco efter at have været der i mindre end fem minutter, og jeg vinkler mit glas for at fange den ophældendes blik og tager imod en opfyldning, hver gang flasken er i nærheden.

22

ude af drift_TRYK.indd 22

11/05/16 09.51

“Virkelig en skam, at I ikke kan komme med til M ­ arbella,” siger en af de kærester, der muligvis hedder Lou. “Luke ar‑ bejder for meget, han trænger til ferie.” Jeg har aldrig hørt noget om en plan, der omhandler “Marbella”, og jeg kan ikke forestille mig noget værre. Jeg er overrasket og glad for, at Luke har undladt at involvere os, for en gangs skyld uden at gøre mig til synderen.

“Ja, det er virkelig en skam,” siger jeg. “Helt sikkert næste gang.”

“Helt sikkert,” siger måske-Lou og scanner lokalet. “Jeg skal lige …” siger hun og smutter videre uden at gide at gøre sig færdig med at finde på en undskyldning.

Jeg sætter mig i en af de enorme lædersofaer ved siden af et langt fad med wasabikugler og kaster nogle i munden.

Lukes ven Nish sætter sig ved siden af mig. Hans krave vender opad, og han har solbriller i panden, selvom vi er indenfor, og det er aften. Ikke desto mindre er han en flink fyr; god til at holde den kørende, når samtalen begynder at dø hen. Han er helt sikkert den bedste af Lukes venner.

“Pas på, de er ligesom crack,” siger han og nikker til fadet.

Jeg ser på ham og rækker ud efter en håndfuld mere, som jeg propper i munden én ad gangen. Mine øjne løber i vand, da jeg kværner dem.

“Hvordan går det?” spørger jeg igennem det brændende grus. “Nogen skandaler?”

Han fører mig ajour med, hvad han ved. Alle skal giftes: Han udpeger fire nyforlovede par og brokker sig over, hvor svært det er at fremmane den forventede begejstring for hver 23

ude af drift_TRYK.indd 23

11/05/16 09.51

ny annoncering. Nish er single og deler mit tungsind omkring det, vi kalder “forlovelsesbrigadens endeløse fremmarch”.

“Min teori er, at det er ligesom, når bedsteforældre dør,” siger jeg. “Når det sker for andre, er det sørgeligt på en vag, universel måde, men grundlæggende er man ligeglad. Men når det sker for en selv, er det bare det vildeste.”

“Ja!” siger Nish. “Præcis!”

“Min morfar er lige død,” siger jeg. “Rart at vide, du er hamrende ligeglad.” Nish ler og puffer til min skulder.

“Hvad går du ellers og laver?” spørger han. Jeg fortæller ham om jobbet med de blå plaketter, som jeg overvejer at søge.

“Måske får jeg selv en blå plakette en dag,” siger jeg. “Claire Flannery, blå plakette-mager, boede i dette hus.”

“Meta,” siger Nish. “Det gik da hurtigt, det med at finde din raison d’etre. Er det ikke kun et par uger siden, du sagde dit job op?”

“Jeg udforsker bare mine muligheder. Det er ikke sikkert, jeg tager jobbet.”

“Hvis du får det tilbudt,” siger han.

Mit glas, der er rimet til med saltede, fedtede fingeraftryk, er tomt. Jeg vifter med det mod Nish. “Vi har et problem.”

Mens han er væk, fortsætter jeg med at arbejde mig igen‑ nem wasabikuglerne. Jeg kan ikke holde op med at proppe dem ind i munden. Nish kommer tilbage, han har fikset en hel flaske prosecco fra køkkenet. Jeg hoster i et forsøg på at overdøve lyden af proppen, der springer, men ender med at få flere til at vende sig om og kigge i stedet for. Nish og jeg ler og skåler, står pinligheden igennem.

24

ude af drift_TRYK.indd 24

11/05/16 09.51

“Jeg tror, jeg springer denne her omgang over,” siger Nish og læner sig tilbage i sofaen. “Altså, det med gifteriet. Jeg venter til anden runde, når alle er blevet skilt, og jeg kan vælge og vrage imellem alle jer dejlige damer, når feltet af konkurrenter er snævret ind.” Han siger “jer dejlige damer” på en for-sjovklam-måde.

Jeg har en mistanke om, at Nish er begyndt at fatte interesse for mig, opmuntret af boblerne i flasken. Jeg er hyperbevidst om hans denimlår imod mit, hans øjne på mit ansigt, hans varme ånde.

“Du kan da få noget meget bedre end en fraskilt strandva‑ sker!” siger jeg og føler mig charmerende, uimodståelig. Det er virkelig længe siden, jeg har haft den følelse.

“Jeg har altid godt kunnet lide dig, Claire,” siger han og smiler nu. Hans øjne er blanke, og han lægger hovedet på skrå i min retning, som en hundehvalp.

Senere finder Luke os. Mit hoved ligger på Nishs skulder, Nish har armen om mig, og den tomme flaske ligger for fød‑ derne af os. Jeg kan mærke Nish begynde at spænde.

“Vores taxa venter. Jeg tager den – skal du med, eller har du det lidt for hyggeligt?” Han siger det for sjov; jeg tror, han siger det for sjov, og jeg lægger armene om livet på Nish og hans lyserøde skjorte.

“Nish er bare den bedste!” siger jeg og griner op til Luke, som står med hænderne i lommen. Jeg rejser mig og spiser de sidste wasabikugler: de bittesmå, runkne, grå nogle, jeg har undgået indtil nu. Jeg har måske spist mange hundrede.

“Du spurgte ikke, om jeg var klar til tage af sted,” siger 25

ude af drift_TRYK.indd 25

11/05/16 09.51

jeg, da jeg følger efter ham udenfor. “Du bestilte bare en taxa uden videre. Det gør du altid.”

“Du vil aldrig af sted.”

“Jeg ville ikke engang med. Du skulle bare være glad for, at jeg gerne ville blive,” siger jeg og snubler let over en skæv fortovsflise.

“Blive og flirte med Nish? Du har ret, hvorfor skulle jeg ikke være begejstret for det?”

Da jeg tager min bh af derhjemme, ruller der tre wasabikugler videre ned på gulvet. Jeg kysser Luke, men han vender sig om på siden og slukker lyset, som om han ikke har bemærket, at jeg lægger an på ham.

Tømmermænd Næste dag har jeg det forfærdeligt: dehydreret, og som om mine indvolde er afsvedne. Lige meget hvor meget vand jeg drikker, har det tilsyneladende ingen effekt. Vi spiller et kedeligt slag tennis på den offentlige bane i nærheden af vores lejlighed: Boldene bliver ved med at flyve i hovedet på mig som kæmpestore wasabikugler i et mareridt. Luke vinder overlegent, 6‑0, selvom han gør sig endnu mindre umage end mig.

“Jeg spiser aldrig de tingester mere,” siger jeg. “Jeg vil hel‑ ler aldrig drikke alkohol mere. Festen var ikke det her værd.”

Vi får pasta til aftensmad med et bjerg af parmesan. Luke hælder et glas vin op til sig selv.

26

ude af drift_TRYK.indd 26

11/05/16 09.51

“Er du sikker på, jeg ikke kan friste dig?” spørger han.

“Okay så,” siger jeg, og anden gang hælder jeg selv op.

Frisk og frejdig Det er svært at tro, men der var engang, hvor jeg plejede at stryge mit tøj søndag eftermiddag, hænge det op, nystrøget og parat til arbejdsugen forude.

Mandag morgen Fire nye mails, ingen personlige.

Café Over for mig sidder en yngre mand og læser en matematikbog med et universitetsbiblioteksstempel: side op og side ned med ligninger, ser det ud til. Sådan en kunne jeg godt være sammen med, hvis tingene var anderledes, hvis jeg var single, tænker jeg, og beundrer hans smalle fingre og markante mørke øjenbryn. Boglig (briller), kunstnerisk (armbånd fra festival), udendørsagtig (solbrændt). God til tal, går jeg ud fra, eller i hvert fald villig til at give dem en chance, og guderne skal vide, at jeg ikke er god til tal. Men hans hår – en enorm, elastisk masse, længere og tykkere end mit – det ville i så fald være nødt til at ryge. Jeg prøver at forestille mig ham med kort hår og uden briller, og så går det op for mig, at han ligner Luke på en prik.

27

ude af drift_TRYK.indd 27

11/05/16 09.51