Under ensomme stjerner - uddrag

under ensomme stjerner_TRYK.indd 2

18/05/2017 20.10

Kate Ling

under ensomme stjerner

PÅ DANSK VED LÆRKE PADE

gads forlag

under ensomme stjerner_TRYK.indd 3

18/05/2017 20.10

Under ensomme stjerner af Kate Ling er oversat fra engelsk efter The Loneliness of Distant Beings First published in Great Britain in 2016 by Hodder & Stoughton Copyright © 2016 by Kate Ling Dansk udgave: Copyright © 2017 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05278‑4 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet.dk efter originalt design af Sophie Burdess Omslagsfoto: Ori Gersht Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

under ensomme stjerner_TRYK.indd 4

18/05/2017 20.10

Kapitel 1

Jeg ved, at det er fugle, men kun fordi jeg har fået det at vide. En masse fugle, der sidder på en lang snor og venter, og jeg ved ikke, hvad det er, der til sidst får dem til at lette, men det gør de, alle sammen, på én gang, og flagrer ind i himlen på tusinde småbitte vinger. Og himlen er blå, den himmel, som jeg altid kun har levet udenfor, så blå, og overstrøet med skyer som penselstrøg.

De viser altid det her, det samme filmklip, på den store skærm til begravelser. Jeg tror, vi alle sammen godt fatter metaforen, eller hvad man nu skal kalde det. Så viser de et par billeder af den, der er død, bare et par stykker, typisk et billede fra deres dimission eller et julebal eller iført deres fine gallauniform eller sådan noget. Men denne gang er det anderledes: Lige i starten er der et billede af min oldemor på den planet, hun forlod, med ferskenkinder, solbrun hud, missende med øjnene mod solen, sand klistret fast på benene.

Der kommer en slags gispelyd fra forsamlingen, da de viser det.

Oldemor Bea havde en masse billeder, nogle af dem var trykt på papir, så man kunne holde dem i sin hånd. Holde dem i sin hånd og stirre ind i dem, som om de var vinduer. Og når man så ind i dem, så sad hun der og kiggede ud. Yngre. Nu kigger hun levende ud af dem, selvom hun i virkeligheden er død.

Begravelsen er den samme som de andre. Når vi har lagt de blomster, som Produktion har sendt, rejser vi os op og kigger, kigger

5

under ensomme stjerner_TRYK.indd 5

18/05/2017 20.10

på en kasse, og så holder min morfar en tale. Han nævner ikke engang, at Bea var den sidste her, der nogensinde havde boet på Jorden, men jeg ved, at vi alle sammen tænker det. Jeg ved godt, at det er grunden til, der er kommet så mange i dag. Følelsen af, at det var det – nu er vi på en eller anden måde virkelig alene.

Og så forlader vi alle luftslusen, lader hende blive her og går vores vej. Morfar er den sidste, der går, og det virker, som om han kun husker, at han skal gå, fordi jeg tager hans arm i det øjeblik.

Denne her del af det bliver nok aldrig nemmere, uanset hvor mange gange man gør det.

Sluseportene glider i, og vi kigger ind igennem de tykke, runde vinduer, mens yderdørene åbner sig, begge to på én gang som enorme kæber, og så er hun væk. Derude, flyvende igennem rum‑ met, af sted til guderne må vide hvor. Præcis som før, i virkelig­ heden, men nu gør hun det helt alene.

Jeg hører knap annonceringen om, at nu begynder førstevagten. Jeg forlod mindehøjtideligheden tidligt, men faldt bare i en forfærde‑ lig, dyb zombiesøvn i stedet. Og det er derfor, jeg stadig drømmer, mens jeg tager løbesko og løbetøj på og går mod Hoveddækket, hvor jeg står og gaber så meget, at jeg ryster og har våde øjne, da løberne stryger forbi mig, og jeg blander mig med dem, ligesom at springe på hovedet i en strømmende flod. Jeg har musik på pod’en, men jeg lytter vist ikke engang til det, jeg tænker ikke engang rigtig på noget, da vi løber hen ad Hoveddækket. Det er umuligt ikke at blive forført til at løbe i takt, indtil vi hamrer af sted som en pulserende tromme. Folk, der er på vej hjem fra tredjevagten, går i den ene side, i én lang række med blikket slået ned. Nogle af de larmende, overgearede fyre oppe foran hopper op og rører ved det lavthængende luftkanalsystem, da vi passerer, præcis som

6

under ensomme stjerner_TRYK.indd 6

18/05/2017 20.10

de altid gør, og jeg har lyst til at skrige over den gabende kløft af kedsomhed, som det her er blevet.

Det er doktor Maddox, der har ordineret det. Det er den eneste grund til, at jeg gør det, er nødt til at gøre det, for at holde mig selv ude af Afrettelse. Doktor Mad er ikke tilhænger af længerevarende medicinsk behandling af “børn”, han foretrækker naturlige læge‑ midler, såsom at man fortæller ham alle de forfærdelige ting, der foregår i ens hoved, og løber rundt i meningsløse cirkler, hvilket han påstår vil fremkalde endorfiner, men jeg må sige, at jeg ikke er overbevist endnu. Jeg bruger en del tid på at overveje, om ikke medicinering er en bedre løsning, selv hvis det får en til at føle, at ens hjerne er blevet trukket ud og erstattet med en fugtig svamp.

Men i hvert fald: Det er derfor, jeg nu løber i kredsløb med alle flyverfyrene fra Teknik og dem, der på en eller anden måde har formået at blive fede trods de elendige rationer, vi får øst op i kantinen. Jeg har gjort det her hver morgen i over et år nu, siden det lykkedes mig at vride mig ud af doktor Mads kløer i Afret‑ telse, hvor jeg sad i fem uger, fordi jeg på en måde bestemte mig for at holde op med at sige noget i et stykke tid og derefter (på en særligt dårlig dag) prøvede at grave mig ud herfra igennem metalvæggene med de bare næver. Det endte med at koste mig samtlige fingernegle, og alle besluttede, at det var, fordi jeg var skør. Men hør her, det er ikke noget, jeg er specielt vild med at tale om, fordi, du ved, det er ret pinligt, og det skabte alt sammen en masse elendige minder, som jeg helst ikke vil tage ejerskab for, uanset hvad doktor Mad siger.

Så jeg løber mine kredsløb og får lov at være normal igen. Jeg får lov til ikke at være skør. Bortset fra, at hvis man er gået fra forstanden én gang, så har man det aldrig, som om det ikke kan ske igen. Man kigger sig altid over skulderen. Løber væk fra det.

7

under ensomme stjerner_TRYK.indd 7

18/05/2017 20.10

For de fleste er det bedste ved kredsløbet det øjeblik, hvor vi rammer Udsigten. Udsigten på Hoveddæk Vest er cirka 100 skridt lang. Der er en banke af forskudte sæder op ad den ene side og noget plads foran til at spadsere på (eller løbe, i vores tilfælde), og når vi passerer igennem, er der gulv-til-loft-høje vinduer med fire lag vakuumforseglet glas til højre og en evighed af galakse, der rammer en lige i synet. Man kan ikke rigtig lade være med at kigge, men det gør ikke rigtig noget for mig i samme grad, som det gør for andre. Det har det i hvert fald ikke gjort indtil for nylig.

I de sidste par uger har vi nærmet os stjernesystemet Huxley, og synet af en rigtig sol har fået mig til at sætte mere pris på denne her udsigt. Det er så længe siden, der har været sol, og på en måde fører det en tilbage til livet, også selvom Huxley er en midaldrende K-dværg og derfor ret lille og tåget. Alligevel bliver man vækket, vækket på et celleniveau, som vi sikkert ikke engang forstår og ikke behøver at forstå. Huxley er det første potentielt livsunderstøttende system, som vi har passeret i 84 år. Og okay, relevansen er begrænset, eftersom vi er et Kontaktfartøj frem for en Pionér, men vi er de første mennesker herude, vi er de første, der passerer igennem dette område, og vi har ingen anelse om, hvad vi måske vil finde, og det er det eneste, der giver mig lyst til at være i live lige nu; det eneste, der giver mig lyst til at være i min egen krop.

Efter løbeturen har jeg ikke specielt meget lyst til at gå tilbage til indkvarteringen, så i stedet går jeg hen og besøger Emme. Vi har ikke været så gode venner på det seneste, og jeg er ret bevidst om, at det skyldes alt det der med, at jeg er sindssyg. Det er problemet med at gå amok: Når man først har gjort det én gang, er der ingen, der nogensinde ser på en på samme måde som før.

Men da jeg trykker på hendes dør, lukker hun mig ind med det

8

under ensomme stjerner_TRYK.indd 8

18/05/2017 20.10

samme, og vi står der i hendes families snævre, grå kabysområde, hvor der er rodet, men heldigvis ingen mennesker.

“Hvor er dine forældre?” spørger jeg, men kommer så tilfældig‑ vis til at tænke på noget andet, så jeg misser hendes svar. Så følger jeg efter hende ind på hendes værelse, hvor vi sætter os på hendes køje, og jeg læner mig ind over mine knæ og kigger ned i gulvet.

“Vil du spille skak?” siger hun.

Jeg nikker og lader mig glide længere tilbage på sengen, læner mig ind mod væggen der, hvor den er kold mod min ryg. Ingen af os siger noget, mens vi loader spillet på vores pods. Men jeg sniger mig til at kigge på hende, og hun sidder og betragter mig.

“Jeg er ked af det med din oldemor Bea,” siger hun.

“Du ved, det er okay, hun var gammel.” Jeg trækker på skuld‑ rene, skærer hende af.

“Mmm,” siger hun. “Men alligevel … Nu, hvor vi skal dimit‑ tere og alt det.”

“Tja, men det går jeg ikke så meget op i, ikke rigtig.”

“Mmm, det gør jeg heller ikke,” siger hun.

Pods’ene bipper, og vi spiller et par træk. Så sætter hun det på pause.

“Okay, faktisk går jeg op i det,” siger hun. “Jeg løj.”

Jeg venter, ser på hende.

“Jeg er ikke klar,” siger hun og efterlader en tavshed, som jeg ikke fylder ud. “Nå, er du da det?”

“Jeg har bare … Jeg tror bare ikke, jeg kan se nogen pointe med at tænke over det, når jeg ikke kan gøre noget for at forandre det.”

“At komme i Tjeneste? Din Forening? Er du slet ikke bekymret ved tanken om nogen af de ting?”

“Hvorfor skulle jeg gide bekymre mig, når det alt sammen kommer til at ske, uanset om jeg vil have det eller ej?”

9

under ensomme stjerner_TRYK.indd 9

18/05/2017 20.10

Hun ser på mig, op fra under øjenbrynene, med stive læber.

Så sætter hun spillet i gang igen, gør et træk, sætter det på pause igen. “Hvem tror du så, du får? Til din Forening?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det er alt sammen så latterligt, så gør det nogen forskel?”

Hun betragter mig med det samme udtryk i sine smukke øjne, der sidder langt fra hinanden.

“Hvornår er du blevet sådan?” spørger hun.

“Hvordan?”

“Som om det hele kan være lige meget.”

Og det er i det øjeblik, at det går op for mig, hvorfor Emme og jeg ikke er kommet godt ud af det med hinanden på det seneste: Hun tror stadig, man kan få denne her meningsløse tilværelse, vi har, til at give mening, og jeg ved allerede, at det kan man ikke.

under ensomme stjerner_TRYK.indd 10

18/05/2017 20.10

Kapitel 2

Min søster, Pandora, blev gift med Cain for næsten et år siden, og nu, som 19‑årig, er hun syv måneder henne. Og hold da helt op, hvor hun hygger sig. Hun laver ikke andet end at grine og producere bittesmåt tøj og invitere alle de unge mødre hjem, så de kan give hende ting og ae hende på maven. Cain synes også bare, det hele er alle tiders. Og tænk, at jeg engang syntes, han var cool. Når jeg ser ham nu, dum som en dør og kælent kurrende om hende og hendes mave, så kan jeg nærmest ikke kende ham. Engang var jeg jaloux på min søster, fordi hendes livspartner faktisk var en helt okay type, og nu er han bare sådan en taber, at jeg nærmest ikke kan klare at se på ham. Pandora er jeg ikke lige så skuffet over, for jeg har altid vidst, hun var åndssvag. Men nogle gange bliver jeg forbløffet over, hvor lidt vi rent faktisk har til fælles. Alle de år i den samme indkvartering, og nu laver hun ikke andet end at strikke små støvler.

Normale mennesker ville for længst være flyttet hen i deres eget familiekvarter, men min søster er ikke normal og har først lige ansøgt om det. Det er, fordi hun lider under den vildfarelse, at vores far og jeg faktisk godt kan lide at have hende lige i nærheden.

Det ved jeg, fordi Cain har fortalt mig, at hun var så bekymret for, hvordan vi ville klare os uden hende, at hun havde planlagt, at de skulle blive boende, selv når barnet var blevet født, til hvilket jeg

11

under ensomme stjerner_TRYK.indd 11

18/05/2017 20.10

svarede, at jeg var langt mere bekymret for, hvordan vi ville klare os MED hende end uden. Jeg mener – det hele er alligevel totalt dysfunktionelt. Min far ved tilsyneladende ikke engang, hvordan han skal sidde imellem os mere, når der er Fritid. I lang tid sad han bare helt tavs, mens vi skændtes hen over hovedet på ham, og som regel sagde han ikke noget, men lo måske bare en gang imellem af noget, vi sagde, og kom med en kommentar i stil med: “Piger, slap nu af.” Vi har altid vidst, at han nærmest godt kunne lide det, især fordi vi begge to kyssede ham på hovedet, før vi gik i seng. Men nu – jeg ved ikke, men det føles, som om Cain og Pandora er åndssvage og kun taler med hinanden, mens far og jeg bare kigger på skærmene, men for det meste sidder jeg bare og tænker på, at Pan er en idiot, fordi hun er så lykkelig ved tanken om den elendige tilværelse, der ligger foran hende.

Så den dag jeg vågner op, og det er min sidste dag i Uddan‑ nelse, håber jeg bare, jeg aldrig bliver som hende; måske håber jeg bare på at nå frem til denne dags aften, uden at min hjerne siver ud ad mit øre.

Først har vi fader Seth, der i bund og grund har brugt de sidste ti år på at fortælle os bibelhistorier og er kommet forbi på denne vores sidste dag i dette trange lille grå lokale for at forklare os om livets mening, eller i hvert fald livets mening ifølge ham. Selvføl‑ gelig er det kun Jonah, der følger med; han er den eneste, der går op i den slags. Altså, Emme tager selvfølgelig noter som en gal, for det gør hun altid, men man kan mærke, hun kører på automatpilot.

“Nu, Generation 84, er jeres tid kommet.” Det er lige præcis den slags ævl, fader Seth disker op med jævnligt. Vi er 35 i klassen, vi er mellem 15 og 17, bare det seneste parti arbejdere, der bliver kværnet ud af det, der i virkeligheden er en fabrik. Uddannelse har kun tre klasseværelser, så man tilbringer tre år i Uddannelse

12

under ensomme stjerner_TRYK.indd 12

18/05/2017 20.10

A, tre år i Uddannelse B, tre i C, og så er man ude, og så begynder de at gøre livet uudholdeligt for en ny samling seks- til otteårige, der står på tærsklen til at ønske, de aldrig var blevet født.

Da jeg hører efter igen, er fader Seth ved at have talt sig varm, han stråler igennem skægget, der tilsyneladende er obligatorisk for de fyre, der går op i Gud. “Det her er jeres øjeblik, Generation 84. Jeres livsbane skal lige til at folde sig ud foran jer; det liv, som Gud har valgt til jer.”

Hvilket, du ved, mere bare er ham, der smører tykt på, for Gud har lige præcis NUL at gøre med det, der foregår hernede, og det ved han godt.

“Og i morgen vil I opdage, hvem af jeres klassekammerater der bliver den, der skal ledsage jer ind i voksentiden og forældreskabet, så I kan opfylde livets prægtige formål her på Ventura.”

Hvortil Ezra Lomax siger: “Prøv at lade være med at slås om mig, piger. Desværre er der kun én af jer, der kan blive den hel‑ dige”, hvilket er typisk, og de fleste ler, selvom man kan høre på den måde, flere af pigerne (inklusive Emme) fniser på, at de beder til, det er dem. Idioter. Altså, han er kaptajnens søn, og han er så overbevist om, at han er lækker, at det nærmest lykkes ham at få andre til også at tro det, men det er nogenlunde alt, hvad han har, hvis man lægger det sammen.

Efter fader Seth er det løjtnant Maria Fernanda for sidste gang nogensinde, og mens vi alle sammen tænker på, at vi skal i Tjeneste på mandag, og hvad vi mon får for en opgave, beslutter hun at vise os en video om, hvordan livet udviklede sig på Jor‑ den. Det er en gammel traver; man kan se, den er lavet dengang, de slet ikke havde opfundet alt det her endnu, slet ikke havde overvejet, at de en dag ville pakke 888 mennesker ind i en stor blikdåse og sende den ud i universet og aldrig se den igen. Og

13

under ensomme stjerner_TRYK.indd 13

18/05/2017 20.10

så bruger hun det som udgangspunkt for at sige, hvor heldige vi er, at vi ikke bor som dyr mere, hvor fantastisk det er, at familier bliver designede og regulerede uden de komplikationer, der følger med svingende og kaotiske følelsesmæssige og seksuelle tilknyt‑ ninger, hvor velsignede vi er, fordi Videnskab kommer forbi og støvsuger vores æg, så de kan lave børn for os i en petriskål, et strengt kontrolleret antal i en femårig cyklus, 50 procent hanner og 50 procent hunner, som en eller anden interstellar kvægfarm.

Og som en ekstra bonus behøver vi ikke beskæftige os med al den ulækre uforudsigelighed, sygdom og ufuldkommenhed, der plagede os, dengang vi var rigtige mennesker. Heldige os, for nu har vi kun de sygdomme, vi selv har skabt.

Så har vi den sidste i vor uhellige treenighed: doktor Pen, der viser os PR-videoen for Ventura Communications Incorporated, som vi efterhånden har set en million gange, hvor de afspiller Signalet for os; den pulserende, bølgende lyd, som et helt hold af mennesker allerede har brugt mere end 100 år på at forsøge at afkode (forgæves), og som vi følger hele vejen til Epsilon Eridani, selvom det tager os 350 år hver vej. Bare for at høre, hvad de har at sige, om der overhovedet findes noget “de”, eller om det bare er en eller anden prut af kosmisk feedback. Og jeg mener – på en underlig måde har jeg egentlig altid godt kunnet lide det åndssvage signal, som faktisk er den eneste grund til alt det her, og som jeg vel derfor egentlig burde hade. Det er så stædigt. Det bliver bare ved. Og i over 100 år er der ingen, der har formået at dechifrere koden (hvis der er en kode), og det er bare et sammensurium, et fuldstændigt sammensurium af lyd, og alligevel er der tilstrækkelig mange mennesker, der har troet på det, troet på, at det ville sige os noget, at det fik alt det her til at ske. Det beviser vel egentlig bare, hvor desperate vi er efter ikke at være alene.

14

under ensomme stjerner_TRYK.indd 14

18/05/2017 20.10

Det her er alt sammen optakten til en ufattelig kedelig fest, de holder for os mellem klokken 14 og 15 – lidt karaoke (det er det, vi gør her, når vi skal more os), og så står vi alle sammen totalt akavede rundt omkring, mens vores lærere lader, som om de bliver rørt til tårer, og holder åndssvage taler om hver enkelt af os og om, hvor lykkelige vi bliver.

Jeg taler vist ikke ret meget med folk på det her tidspunkt, eftersom det hele er så gennemført bizart. Der er et par af fyrene, som jeg har været gode venner med i umindelige tider, mest fordi jeg godt kan lide videospil, og Emme ikke så godt kan lide dem, men jeg sværger, at jeg ikke engang kan se dem i øjnene nu, hvor det hænger over hovedet på os, at vi i morgen måske finder ud af, at vi skal være mand og kone. Så jeg bliver ved med at kigge ned og holder mig til at hænge i hjørnet sammen med Emme.

“Kom nu, seriøst, hvem tror du, du får?” spørger hun.

Jeg lægger hånden under min hage og ser på hende, forbløffet over, hvor tungt mit hoved føles. “Jeg har jo sagt, at jeg …”

Hun holder hånden i vejret. “Okay, jeg ved det, du er ligeglad.

Men hvem tror du så, jeg får?”

“Jeg ved, at du håber, du får Ezra.”

Hun smiler bredt. “Hvem ville ikke helst det, hva’? Kaptajnens søn. Megalækker.”

Jeg skærer en grimasse. “Emme, har du aldrig lagt mærke til, hvor højt han elsker sig selv?”

Hun trækker på skuldrene. “Jeg ved det, men jeg tror godt, jeg kunne leve med det.”

I samme øjeblik bliver Brandon færdig med sin karaoke og kalder på Emme, fordi det er hendes tur, og mens han står og venter på at række hende mikrofonen, rækker hun hånden ud imod mig.

“Kom, Seren, syng en duet med mig, for gammelt venskabs

15

under ensomme stjerner_TRYK.indd 15

18/05/2017 20.10

skyld,” siger hun, og jeg siger dig, det løber mig faktisk koldt ned ad ryggen.

“Jeg tror, jeg springer over denne her gang,” siger jeg.

“Kom nu,” siger hun og hopper lidt op og ned og tager mig i hånden, men jeg trækker hånden til mig og skuler til hende.

“Nej, Em, jeg mener det.” Så trækker hun på skuldrene og lader kun sit smil falme en lille smule, før hun går op på scenen, hvor hun når at falde ind bogstaveligt talt i sidste sekund. Emme er ikke verdens bedste til at synge, men hun er rimelig god til at ramme tonerne, og hun har så meget selvtillid, at hun får det til at se godt ud. Jeg har altid ønsket, jeg kunne gøre det ligesom hende, men ved de sjældne lejligheder, hvor jeg er blevet overtalt til det, beslutter jeg altid, at jeg kun kan holde til det, hvis jeg optræder som en endnu mørkere og mere indadvendt type, end jeg er i forvejen. Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at more mig – det virker bare ikke som noget, jeg kan. Som noget, jeg er født med.

Eller uden.

Jeg tager mig selv i at kigge rundt på alle de mennesker, jeg har tilbragt hver eneste sørgelige dag med i alt for lang tid, som nu sidder på skriveborde og ser blege ud under de skrappe lamper, og mit blik ender med at hvile på Jonah, der sidder og læser i hjørnet skråt over for mig, formentlig i Biblen, hvis jeg kender ham ret, som om der slet ikke sker noget rundt om ham. Det er underligt, at Ezra og han ser så ens ud, eftersom de er enæggede tvillinger, og alligevel er så vidt forskellige. Så skriver vi alle sammen ånds‑ svage beskeder på hinandens T-shirts, som om al den tid, vi har spildt i det her lille lokale, faktisk har betydet noget som helst af nogen som helst relevans, og så bliver der bippet til andenvagten, og så er vi gudskelov færdige.

under ensomme stjerner_TRYK.indd 16

18/05/2017 20.10

Kapitel 3

Dimissionsdagen. Vi skal have hele pibetøjet på, og det er første gang, jeg nogensinde har været nødt til det, så mit sæt er splin‑ ternyt, frisk fra pakken, skjorte og slips og grå blazer med knapper hele vejen op og den der mærkelige runde hatteting, som har det samme lille Ventura-emblem foran, som vores normale tøj har, men her er det sølvfarvet og metallisk og koldt i stedet for bare indsyet.

Jeg ser på mig selv i spejlet i et stykke tid, mens jeg tænker over det hele, prøver at få det til at trænge ind. Når denne dag er slut, er jeg ikke i Uddannelse længere. Når denne dag er slut, vil jeg være i Tjeneste, to år, obligatorisk, før jeg specialiserer mig. Jeg skal arbejde otte timer i døgnet fem dage om ugen. Når denne dag er slut, vil jeg vide, hvem jeg skal tilbringe mit liv sammen med, få genetisk manipulerede børn med, foregive at elske.

Kaptajn Katerina Lomax, også kaldet kaptajn Kat, også kaldet betvinger af alt, hvad hun overvåger, og hende, der styrer showet nu, hvor den gamle kaptajn, kaptajn Lee, har været død i fire år, indtager scenen i sin marineblå kommandør-gallauniform. Selvom hun kun er midt i 30’erne og har to underlige børn og en død mand, har hun brugt hele sit liv på at stige fra det ene niveau til det næste, indtil hun tilsyneladende er landet, præcis hvor hun gerne vil være, det vil sige på toppen. Hun er en høj og sindssygt lækker blondine, så man behøver ikke spekulere for meget på,

17

under ensomme stjerner_TRYK.indd 17

18/05/2017 20.10

hvorfor alle de døre har åbnet sig for hende, men uanset hvad, så har hun helt klart gjort det til sin mission at få det maksimale ud af de forhåndenværende muligheder. Min søster synes for eksem‑ pel, at hun nærmest er Gud den Almægtige, men hun har aldrig rigtig kunnet forklare hvorfor eller modbevise min teori om, at hun i virkeligheden bare er ret skræmmende og muligvis ikke helt ved sine fulde fem. Nå, men her står min far ved siden af mig, og Pan står på den anden side af ham sammen med Cain, og min far tager mig i hånden, som vi sidder der i den iskolde træningssal og ser kaptajnen nærme sig talerstolen.

“Som I ved, er det i år 84 år siden, at Ventura forlod Jorden, og der er forventelig 262 år, til vi når vores destination. Vi var det offer, som Jordens befolkning var parat til at bringe for at finde ud af, hvad der eksisterer eller ikke eksisterer i Epsilon Eridani.

Jo, I hørte rigtigt, jeg sagde offer. Jeg benægter ikke, og det vil jeg aldrig gøre, at vi har været nødt til at bringe enorme ofre i denne missions navn.

Da Ventura Communications Incorporated først blev spon‑ sorer for NASA og det europæiske rumagenturs SETI-program, anede man ikke, hvad det ville føre til. Den kodede besked, de opdagede, som stammede fra området omkring stjernesystemet Epsilon Eridani, var bare begyndelsen. Da man i tidernes morgen fik idéen til vores mission, var der en række problemer, der skulle løses. Først var der skibene: kraftige, kernefusionsdrevne, selvfor‑ synende. Evnen til at generere kunstig tyngdekraft. Kapacitet til at dyrke nærmest enhver fødevare syntetisk ud fra en base af fisk og æggeproteiner og til at filtrere vand og luft ad libitum betød, at det eneste svage led i kæden var os, var vores dødelighed. Da det stod klart, at rejsen aldrig ville kunne rummes inden for en enkelt leve‑ tid, blev konceptet med den multigenerationelle besætning født.

18

under ensomme stjerner_TRYK.indd 18

18/05/2017 20.10

Vi er en af de interstellare generationer. Vi har aldrig set Jorden; vi kommer aldrig til at se, hvor vi skal hen. Vi vil aldrig komme til at kende andet end dette skib, der er 84 år inde i en 700 år lang rejse.

Vore børn vil aldrig komme til at kende til andet. Vore forældre kom aldrig til at kende til andet. Det bliver vores efterkommere, der vil nå destinationen, og en dag vil deres efterkommere vende tilbage til Jorden med de mest spændende nyheder, som menneskeheden nogensinde har fået. Men i mellemtiden er det vigtigt, at vi husker, hvem vi er, at vi bærer vort hjems kultur, moral og idealer med os.

At vi stammer fra Jorden, selvom vi aldrig har set den.

Derfor er den Uddannelse, I nu afslutter, fuldstændig afgørende for denne mission, og jeg ved, at hver og en af jer har gjort jeres bedste og sat pris på hvert minut. Nu er det jeres tur til at indtage jeres plads i besætningen, at betale tilbage, at bidrage til jeres samfund og blive så produktivt et medlem af det, som I kan være, og første trin er jeres Tjeneste. To år, hvor I vil arbejde inden for Vedligehold, Produktion, Hushold og andre afdelinger, og hvor I vil bevise, at I er driftssikre, omstillingsparate og hårdtarbejdende, og forhåbentlig finde jeres sande kald.

Mindst lige så vigtig er jeres Forening. I dag vil I finde ud af, hvem af jeres klassekammerater der bliver jeres livspartner. Vores avlsprogram er en af hjørnestenene i vores mission, og vi ved, at I vil spille jeres rolle med stolthed og glæde, præcis som jeres forældre gjorde, og deres forældre før dem.

Så nu er det mig en stor ære at præsentere Dimissionsårgang 84.”

Alle klapper, og jeg har bare lyst til at kaste op. Pan rækker ind over far og klemmer min hånd, mens han knaser mine skulder‑ knogler og smiler – SMILER, for Guds skyld – som om det her kan ende med noget som helst, der ikke er hæsligt. Altså, han har virkelig ingen anelse.

19

under ensomme stjerner_TRYK.indd 19

18/05/2017 20.10

Da jeg igen hører efter talen, viser det sig, at kaptajn Kat faktisk har noget relativt interessant at sige for en gangs skyld.

“Inden vi afslører de nye Foreninger, har vi en særlig meddelelse.

En af årets kandidater er blevet valgt til en meget særlig skæbne, og jeg er ovenud begejstret for at fortælle jer, at det drejer sig om ingen ringere end min egen søn Jonah Lomax, der er blevet kaldet til et liv inden for præstestanden, hvilket vi naturligvis er meget, meget glade for.” Hun har sådan nogle glitrende tårer, der er perfekt placeret i øjenkrogene, mens hun klapper, og han rejser sig for at gå op på scenen, og vi betragter ham alle sammen med åben mund og polypper. Altså, der er ingen grænser for, hvad det kvindemenneske kan trylle op af hatten. Det er ikke, fordi det er fuldkommen ud af det blå, eftersom han altid har været opslugt af den slags, men det er en alt for bekvem måde at håndtere den tilfældige deling af et æg for 17 år siden på. Og jeg ved ikke en‑ gang, om jeg har ondt af Jonah, da jeg ser ham gå derop og stå og se omtumlet ud, mens fader Seth lægger det lilla skærf om hans hals, eller om jeg i virkeligheden er ufattelig jaloux, fordi han lige har vundet en enkeltbillet ud af det her kaos.

Men der er ikke tid til at tænke nærmere over det. Kaptajn Kat er i sit es, da lyset bliver dæmpet, og erklæringerne om Foreninger begynder. Billederne popper op på storskærmen under stor hujen og bifald. Okay, i det mindste bliver jeg ikke spist af med Arthur (det gør Phoebe), og Erica får Nico (hold kæft, det var den værste).

Emme ved, at det er hendes tur bagefter, og det gør jeg også, og vi fanger hinandens blik, selvom hun sidder helt ovre i den anden ende af rummet sammen med sin mor og far og bedstemor, som er ved at dø af spænding, og så kommer hendes billede. Faktisk er det yndigt, selvom hun godt vidste, hvad det skulle bruges til, og derfor ikke helt kan undertvinge et skrækslagent udtryk i

20

under ensomme stjerner_TRYK.indd 20

18/05/2017 20.10

ansigtet. Og jeg tør næsten ikke kigge på det billede, der dukker op ved siden af hendes … og det er Leon Witney, hvilket jo altså kunne være værre. Han er godt nok underlig og stille og kedelig og stammer, men jeg kigger over på Emme og giver hende tom‑ melfingeren opad, for, hallo, det kunne have været Ezra, hvilket faktisk er det værste, der kunne ske, uanset hvad hun muligvis troede, at hun ønskede sig.

Så, ja, nu har du garanteret allerede regnet det ud, som jeg ikke selv har, og kan gætte, hvis billede der kommer frem ved siden af mit. Først er der et par stykker mere før mig, men så … jep. Du gættede rigtigt. Dér er jeg, irritabel og hvid som en fisk, og dér ved siden af mig er Ezra. Ezra Lomax. Min livspartner. Faren til mine ufødte børn. Og da hans mor annoncerer det, er hun sågar fræk nok til at løfte et øjenbryn, mens hun selv tager det ind. Og så kigger hun på ham, sit afkom, der sidder yderst på første række, hvor hans lyse hår falder helt ned over hans ansigt, da han vender sig for at kigge på mig over skulderen i superslowmotion, og vores blikke mødes i et splitsekund, og så er vi nødt til at gå derop. Vi er faktisk nødt til at rejse os og få vores ben til at fungere og gå derop og modtage vores certifikater, og det sker alt sammen for mig, men det føles mere, som om det sker for en anden, og så er jeg der, så står jeg der sammen med ham, HAM, og varmen fra hans arm blander sig med varmen fra min arm, indtil jeg flytter lidt på den, og selv hen over lyden fra mængden (som jeg i øvrigt ikke kan se, så panikslagen er jeg) kan jeg høre ham, og han – HVAD? – han nynner. Nynner. Ikke en melodi eller noget, bare en lyd, en lang, flad lyd, som en vred bi.

Her er en kort beskrivelse af Ezra Lomax: arrogant, brutal, fuldstændig forelsket i sig selv. Og ved du hvad, jeg står her, og det går langsomt op for mig, at jeg altid har vidst det. Og ikke på

21

under ensomme stjerner_TRYK.indd 21

18/05/2017 20.10

en god måde, mere på den måde, at jeg altid har vidst, at mit liv ikke ville komme til at gå godt.

Og bagefter står vi dér, og det lyder nogenlunde sådan her: Ham: “Nå …”

Mig: “Nå …”

Ham: “Det var da …”

Mig: “Mmm.” Ham: “Det er vel …”

Mig: “Hvad …”

Ham (mens han stikker hænderne i lommerne, fordi han åben‑ bart ikke ved, hvad han ellers skal gøre af dem): “Jeg ved ikke, jeg vil tro …”

Mig: “Hvad?”

Ham (leende): “Hold kæft, jeg ved det ikke engang.”

Og hele tiden vader folk frem og tilbage omkring os, altså, de har haft deres store klappefest, og der er mange, der må tørre øjnene, og jeg burde vel føle, at det her er et stort øjeblik, men faktisk føler jeg mig bare tør i munden, syg, svedig, lidt som om mine øjne ikke fungerer. Måske er det sådan, det føles at have en tumor i hjernen eller sådan noget. Og eftersom alle familier nu samles for at give hinanden akavede knus, dukker min familie også op og kigger på mig, som om de er så bange for, hvad jeg kan finde på, at jeg faktisk ender med at få ondt af dem. Så jeg tvinger mit ansigt til at rette ind i noget, der ligner et smil. Og næsten som om det var det signal, de ventede på, liver de alle sammen op, min far trækker mig ind i et slags hovedfaldsgreb og kysser mig på øjet, Cain lægger den ene arm om mig og trykker Ezra i hånden med den anden, Pan knuser mine hænder og hviner mig ind i ansigtet om, hvor begejstret hun er. Morfar fanger mit blik nede bagfra, hvor han står i Sikkerheds sorte gallauniform, høj og

22

under ensomme stjerner_TRYK.indd 22

18/05/2017 20.10

uigennemtrængelig og med overblik over det hele, og han sender mig et af sine næsten usynlige blink.

Jeg ser min far tage Ezras hånd og samtidig dunke ham så hårdt i ryggen, at han vakler et skridt frem. “Gode nyheder,” siger han, formentlig først og fremmest fordi han prøver at overbevise sig selv.

Jeg ved med sikkerhed, at han ikke er vild med hverken Ezra eller hans familie, men jeg kan allerede gætte, at alle andre synes, det er stort, at han er kaptajnens søn, og at, du ved, der måske følger frynsegoder med, men guderne må vide, hvad det er for en slags frynsegoder. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at finde ud af det.

Nå, men i mellemtiden har kaptajn Kat været ovre hos Jonah og lege den stolte mor (alle ved, at han er hendes favorit, selvom hun selvfølgelig ikke havde så meget at vælge imellem, eftersom de begge har deres udfordringer). Men så er hun på vej over til os, og nu står hun der og ånder ind og ud på en underlig melodisk måde og ser på mig med de der små diamantagtige tårer i sine blå øjne.

“Sikke en glæde! Hvor er det et dyrebart øjeblik at stå her og se på hinanden og forudse et helt livs lykke,” siger hun, og jeg tænker på, at min far havde ret, da han sagde, hun var helt oppe på mærkerne. Hun er den type, man kun burde se på en skærm; alvorlig talt, hun er for meget til virkeligheden – for høj, for blond, for meget af det hele. Hun giver hverken Ezra eller mig et knus; i stedet lægger hun en hånd på hver side af vores ansigter og ser fra den ene til den anden, mens hun opfører sig, som om hun skal til at fælde en tåre. Pludselig holder hun min fars hænder imellem sine, så Pans og så Cains, selvom de næsten ikke giver udslag på hendes lystavle, fordi hun i virkeligheden mest er på vej hen til min morfar. “Åh, Joshua,” siger hun, da hun når hen til ham, og lægger en hånd på hans arm der, hvor den holder hans hat fast i siden.

23

under ensomme stjerner_TRYK.indd 23

18/05/2017 20.10

“Hvor er det perfekt! Det havde vi slet ikke turdet håbe på. Vores familier har gennemgået så megen splittelse, så mange prøvelser, og nu kan vi blive hele igen og komme videre sammen. Jeg er i sandhed overvældet af Guds nåde.”

Samtidig holder jeg øje med min morfar, hans blik på Ezra, som bare står og påtager sig sin permanente skulen, som han altid gør, og roder med sit hår, som under alle omstændigheder er latterligt, men helt sikkert er latterligt efter morfars standarder, og man kan se, at han spekulerer på, hvordan det er nået så vidt. Det er mest, fordi han var så gode venner med den gamle kaptajn, kaptajn Lee, fordi de var i Uddannelse sammen, og kaptajn Lee gjorde tingene på en bestemt måde, og siden kaptajn Kat er kommet til, har der været en fornemmelse af noget nyt, men ikke på en god måde, hvis du forstår.

Nå, men alt det her sker, og så er det meningen, vi skal drikke boblevin (vores første officielle alkohol) og spise nogle klamme kager, der har samme farve som råt kød, som er stillet frem på et bord, og så er det vel også meningen, at vi skal mingle, men det gør vi ikke. Eller jeg gør ikke. Jeg bliver bare stående, mens folk snakker rundt om mig, og hver gang nogen siger noget til mig, kan jeg ikke sige andet end: “Hvad?” Jeg siger dig, jeg kan ikke engang høre nogen eller noget. Og på et hæsligt tidspunkt er der en fyr fra Kultur, der går rundt og tager billeder af os alle sammen.

Da han kommer hen til os, går det op for mig, at han vil have et billede af os sammen, som de fremtidige mr. og mrs. Lomax. Så står vi der, og Ezra lægger armen om mig på en måde, så jeg kan lugte ham, den forfærdelige deodorant, han bruger, som er sød med en undertone, der næsten minder om tis. Jeg kan ikke tænke på andet, end dengang vi var på skoleudflugt med Teknik, og vi “for vild” med vilje, fordi han svor, han havde sit eget fartøj, og at

24

under ensomme stjerner_TRYK.indd 24

18/05/2017 20.10

han vidste, hvordan man styrede det, og det viste sig, at det bare handlede om ham og hans klamme flirten. Og nu er vi her, og han har bredt hånden ud på min lænd, og han prikker mig, tap tap tap.

Det betyder sikkert et eller andet på morsesprog, men ikke noget, jeg nogensinde har lyst til at få at vide.

under ensomme stjerner_TRYK.indd 25

18/05/2017 20.10