Ungeenheden

Ungeenheden_TRYK.indd 2

24.02.2021 09.58

Fine Gråbøl

Ungeenheden roman

Gads Forlag

Ungeenheden_TRYK.indd 3

24.02.2021 09.58

Ungeenheden © Fine Gråbøl og Gads Forlag, 2021 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: LA Graphics Illustration: Sebastien Waknine Forfatterfoto: Daniel Hjorth Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06472-5 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Ungeenheden_TRYK.indd 4

24.02.2021 09.58

Til Viktor

Ungeenheden_TRYK.indd 5

24.02.2021 09.58

Ungeenheden_TRYK.indd 6

24.02.2021 09.58

There’s a room where the light won’t find you Holding hands while the walls come tumbling down.

“Everybody Wants to Rule the World”, Tears for Fears

Ungeenheden_TRYK.indd 7

24.02.2021 09.58

Ungeenheden_TRYK.indd 8

24.02.2021 09.58

Gangens søde lov

Ungeenheden_TRYK.indd 9

24.02.2021 09.58

Ungeenheden_TRYK.indd 10

24.02.2021 09.58

Af alle timer på døgnet kan jeg bedst lide den helt tidlige morgen. Det tidsrum der endnu ikke er dag, men heller ikke er nat. Når klokken bliver fem, kan jeg lade skuldrene falde og se dagen for mig, jeg kan placere mine tanker i rækker og på den måde overskue dem, men om natten hvirvler de som måger om tørt brød i en fedtet by. Jeg kan høre mågernes vinger baske, men jeg kan ikke forudse deres kurs. Waheed spiller 50 Cent meget højt om natten, måske er det sådan han forsøger at snyde sine tanker i en anden retning. Ofte i en grad så bassen får gulvet på mit værelse til at ryste. Han sover hele dagen og vågner omkring klokken toogtyve og skruer op. Der er så lydt at det er som om vi bor på samme værelse, som om vi deler sovesal. Jeg har anskaffet mig ørepropper og brokket mig til aftenpersonalet, møder jeg ham på gangen i dagstimerne, raser jeg. Han går hoppende forbi, ser kærligt på mig og siger hej.

Jeg hilser tilbage med blikket rettet mod punktet over hans hoved. Jeg forsøger at gå så lineært som muligt.

Jeg bryder mig ikke om bevægelser til siden, ligesom jeg ikke bryder mig om følelsernes pludselige spring,

11

Ungeenheden_TRYK.indd 11

24.02.2021 09.58

en bil kører over en fodbold på vejen. Mine daglige rutiner er altafgørende for min overlevelse. Hjertet i hjertet, hvor går vi hen.

12

Ungeenheden_TRYK.indd 12

24.02.2021 09.58

Vi er blevet bosat i dette hus oppe over jorden, på værelser med mange forskellige genstande. Jeg har lettere ved at høre hvad Waheed laver på etagen under mig end hvad Sara laver i rummet ved siden af mig. Jeg kan slet ikke høre Lasse, Hector eller Marie, men de bor også længere nede ad gangen. Vi er tildelt ophold efter §107, et midlertidigt botilbud for unge voksne i alderen atten til tredive år. De resterende etager fra første til fjerde er under §108, permanente boliger. Jeg har ingen planter, af princip ejer jeg ikke ting der kan risikere at dø, det er besværligt, hvad lever evigt, jeg ved det ikke. Sara har mange ting, hun får ofte hjælp af personalet til at holde styr på dem alle, rydde op i dem, placere dem de rigtige steder. Hendes sko er sat i en række ved døren; beige sengetæppe med mønster over sengen. Jeg ved ikke hvordan Waheeds værelse ser ud. Jeg forestiller mig en sofa, et tykt gulvtæppe, jeg ved kun at han har en højtaler, nok to. Etagerne ligner hinanden her på bostedet: mellem fem og ti boliger, et personalekontor, en fælles opholdsstue, rygeraltaner, blanke linoleumsgulve. Mængden af whiteboards er fælles for hele huset. Man har pyntet

13

Ungeenheden_TRYK.indd 13

24.02.2021 09.58

ungeenhedens gang med en Ringenes Herre-plakat, en lænestol og nogle stuepalmer. Ellers ikke mange møbler, hverken i opholdsstuen eller køkkenet. Møbler gør støj, her bliver vi fri for dem.

14

Ungeenheden_TRYK.indd 14

24.02.2021 09.58

Og fordi jeg aldrig sover om natten og heller aldrig sover om dagen, kommer jeg ofte hos nattevagterne i stue­ etagen. Her kan man få en kop te eller ryge en cigaret med de andre søvnløse beboere fra alle husets etager.

De fleste af nattevagterne har modtaget et kort kursus i NADA, en type akupunktur hvor man får stukket cirka ti nåle i ørerne, baghovedet, nogle gange også lillefingeren, som et alternativ til for eksempel benzodiazepiner, beroligende medicin. Nattevagterne kan desuden låse op for fitnessrummet, hvor der, udover træningsudstyr, er en massagestol. Der er sjældent rigtig gang i huset om natten, de fleste af beboerne sover, og dem som har brug for ekstra støtte i form af medicin eller anden fysisk hjælp, er allerede skrevet ind i arbejdsrutinen.

De er ofte fire på arbejde, alle bærer alarmer i bæltet, det er en anden type pædagoger end dem der arbejder om dagen. En hårdhed man ikke skal forveksle med kulde eller stivhed i blikket, men en rutineret omsorg.

Selvom jeg kan komme ned til personalet i stueetagen, så er det ikke tænkt som en varmestue; natten er til for den sovende, og jeg må så vidt muligt indrette min

15

Ungeenheden_TRYK.indd 15

24.02.2021 09.58

døgnrytme efter det. Hvis vi har brug for NADA, kan vi bare ringe, så kommer de op på værelset. Jeg kan bedst lide Mark, han er smuk og stærk, han har milde blå øjne.

Han er tidligere bokser og fra Kalundborg, han er skaldet med langt skæg, han har friluftstøj på. Hvis ikke Mark er på arbejde, vil jeg slet ikke have besøg af nogen. Det sker en sjælden gang imellem at jeg falder i søvn med nålene, men så lister Mark ind om natten, tager nålene ud en efter en mens jeg sover. Måske vågner jeg, men så giver jeg mig ikke til kende, jeg nyder det tavse løft af baghovedet, de forsigtige fingre om nålene, de små stykker vat om ørerne hvis jeg kommer til at bløde ved udtrækningen, den omhyggelighed der kun kan gives den sovende, et grundigt ansvar.

16

Ungeenheden_TRYK.indd 16

24.02.2021 09.58

Når Mark er på arbejde, drikker vi café crème fra automaten eller boksetræner i fitnessrummet. Jeg har meget vrede og støj i kroppen, derfor bryder jeg mig ikke om opholdsrummet i stueetagen hvor der er fyldt med dimser, planter, spil, bøger. Jeg kunne bedre lide hospitalets værelser, der var næsten ingen genstande, men jeg kunne mindre lide lugten, og det vejer alligevel tungest; på bo­stedet er den ikke så slem. Man har indrettet opholdsstuen så den minder om en café. Lyden af industrikøkkenets opvaskemaskine er næsten konstant. Botilbuddet, både de permanente boliger og unge­enhedens midlertidige boliger, er en slags undersøgelser af hjem. På den måde er opholdsstuen som en endnu ikke påbegyndt forestilling, et udkast til en scenografi. Mark åbner gerne køkkenet for mig om natten, hvis jeg har brug for det. Det har jeg sjældent. På mit værelse har jeg de fleste madvarer jeg skal bruge: krydderboller, rød frugtyoghurt, honning, og hvis jeg skal bruge køkkenet, er det kun for at koge en pose tortellini.

17

Ungeenheden_TRYK.indd 17

24.02.2021 09.58

Jeg har lagt mig på gulvet. Over mig hænger loftet som en fyldt hinde, jeg tynges af vægten og ruller om på maven, trækker mig hen ad gulvet, videre ud på badeværelset, ringer alarm. Jeg kan ikke huske hvordan man taler, jeg ved ikke hvordan man gør, som om der er lukket helt af for stemmen, skulle jeg have brug for den. Personalet hiver min bluse af, den er våd af sved, jeg ryster og flimrer ved synet af badeværelsesloftet, ambulancen kommer.

De løfter min ene arm og så den anden, de ser hvordan armene ikke længere hører til resten af kroppen, det var aldrig meningen, mine arme falder slapt, du kan godt bevæge dig, du ved godt at jeg står lige her, siger de. Lyset fra den lille lommelygte prikker i øjnene, de kommer med en båre, men det er frivilligt, siger de, mit eget frie valg, mit ansigts forbindelser til linoleum, først når de alle er gået, først når de alle sammen er gået, kan jeg få lidt fred herhjemme hvor jeg bor.

18

Ungeenheden_TRYK.indd 18

24.02.2021 09.58

Man bemærker måske ikke med det samme at der er fem individuelle værelser i venstre side, når man kommer fra elevatoren og træder ud på den lange gang.

Et værelse til Lasse, Sara, Hector, Marie, mig. Linoleumsgulvet spejler lysstofrørenes hårde lys. Der høres ingen stemmer, ingen elektriske dialoger fra fjernsyn, ingen faste skridt på gangen, ingen tændte cigaretter på altanen. Jeg har ingen hemmeligheder og derfor ingen historie. Gangens lyskilder har sensorer der reagerer på bevægelser i rummet. Jeg kan se det på lyset og høre det på lampernes mekaniske brummen at nogen er kommet, allerede inden jeg kan høre det på fodtrinnene. I dag er min kontaktperson mødt tidligt ind.

19

Ungeenheden_TRYK.indd 19

24.02.2021 09.58

Thomas sidder ved det aflange tastatur foran computerskærmen på sit kontor og taster. Hans kontor er placeret for enden af gangen, tæt på brandtrappen, skråt over for mit værelse. I det lille vindue mod gården kan jeg se nogen banke et tæppe, lilla syrener blomstrer i nærheden.

Alt skal dokumenteres, sådan er det, siger han mens han løfter hænderne opad og fører skuldrene op til ørerne.

Desværre. Med håndryggen tørrer han en lidt løbende næse, taster videre, ser på mig, drejer om. Vi skal til at begynde på din handleplan. Skrive nogle ting ned der kunne gøre din hverdag lettere. Thomas med de mørkeblå øjne og den blegsorte trøje af uld. Thomas med de stærke hænder og New Balance-skoene, et håndoptrukket ur omkring højre håndled i en rem af kakaofarvet læder, en mørk plet under øjets våde kant, lette brune krøller.

Han er afdelingsleder her på femte, og han er min kontaktperson, personalet var underbemandet da jeg flyttede ind, derfor måtte han træde til. Han foretrækker også at være på gulvet fremfor i administration, det hørte jeg ham fortælle Lars en dag, lyttende igennem døren til kontoret. Man går fra hospitalet til bostedet, fra de

20

Ungeenheden_TRYK.indd 20

24.02.2021 09.58

kvindelige omsorgsarbejdere til de mandlige, fra syge­ plejen til pædagogikken; fra centralvask og nattelamper til kampkroppe og fælles aktiviteter, man omstiller sig. Jeg vil lære at sove, siger jeg, okay, siger Thomas, det kan jeg nok ikke hjælpe dig med, men du kan nævne det for Helle når hun kommer på torsdag, han krydser venstre ben over højre, lader knæet hvile på kontorstolens armlæn.

Der hænger en plakat med Bob Dylans Oh Mercy over hans hoved, Thomas drikker en tår af sin kaffe. Men jeg kan hjælpe dig med at finde ud af hvad vi skal lave når du er vågen. Han lader venstre hånd hvile på den sorte læderindbundne kalender som for at overveje noget, slipper igen, holder på koppen med det yderste af begge hænders fingerspidser.

21

Ungeenheden_TRYK.indd 21

24.02.2021 09.58