Uovervindelig sommer

Uovervindelig sommer er oversat fra engelsk efter Invincible summer Copyright © Alice Adams, 2016 Dansk udgave: copyright © 2017 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Swift hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 97‑887‑12‑05274‑6 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Oversætteren vil gerne takke lektor Troels Christian Petersen fra Niels Bohr Institutet samt chefspecialist Rasmus Gutknecht og senior private banker Jacob Juul Pedersen fra Nykredit for hjælp til relevante passager.

Eventuelle fejl og misforståelser kan desværre udelukkende tilskrives oversætteren eller originalteksten.

Citat på side 106 er fra Shakespeare: Hamlet, oversat af Niels Brunse, Gyldendal, 1997.

uovervindelig sommer_TRYK.indd 4

26/08/16 13.24

ALICE ADAMS

UOVERVINDELIG SOMMER PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E

GADS FORLAG

uovervindelig sommer_TRYK.indd 3

26/08/16 13.24

uovervindelig sommer_TRYK.indd 8

26/08/16 13.24

KAPITEL 9

Bristol, juni 2001 Benedict gned sin ubarberede hage og kiggede dystert rundt i det, han rundhåndet kaldte sit kontor. Det var en ret for‑ herligende betegnelse for et overfyldt skrivebord i kælderen under fysikinstituttet. Kælderen var godt nok det rette sted til at eksperimentere, eftersom det var nemmere at kontrollere lys og temperatur, men det var ved at gå ham på nerverne at tilbringe så meget tid hernede. Hver gang han trådte ud af bygningen, missede han med øjnene som en muldvarp. Han lignede en, der havde været i biografen midt på dagen, og følte sig lige så desorienteret.

Om vinteren gjorde det ham ikke det store, men nu, hvor det var blevet sommer igen, var det knap så sjovt længere. I det mindste skulle han snart på ferie. Han var i gang med at rydde op i bunkerne, arkivere data og kommentere sin kode, til når han skulle tilbage og gøre sin afhandling færdig til ef‑ teråret. Universitetet lå øde hen om sommeren, og om et par uger skulle han til Korfu og være der et godt stykke tid, mere på opfordring fra sine forældre, end fordi han selv var særlig vild med tanken. Det ville sikkert blive meget rart, bare han kunne gafle et værelse, der lå så langt fra hans bror og Carla og deres støjende nyfødte søn som muligt, men han følte sig rastløs og parat til noget nyt.

77

uovervindelig sommer_TRYK.indd 77

26/08/16 13.24

I år var han flyttet tilbage til kollegiet for overbygnings­ studerende for ikke at skulle finde en ny at dele lejlighed med, efter at den sidste var stukket af til Fermilab for at dykke ned i den berusende verden af højenergipartikelfysik, mens han, Benedict, stadig sad her i fangekælderen og spiste Pot Noodles til aftensmad i det kollegiekøkken, der ikke var mærkbart mere hygiejnisk end køkkenet i det kollegium, han havde boet på, lige da han var begyndt at studere.

Som ph.d.-studerende blev man tvunget ind i en slags for‑ længet ungdom, tænkte han sørgmodigt. Han arbejdede med det nyeste nye inden for partikelfysik, og alligevel var der no‑ get helt særligt barnagtigt ved livet som studerende. Samme formiddag havde han fået mail fra Eva, hvilket skete sjældnere og sjældnere, og mailen understregede bare det faktum. Som altid handlede den om alle storbyens fristelser og fornøjelser, store handler, store middage for at fejre dem. Hun nævnte Sylvie, men ikke Lucien, og han spekulerede på, om de egent‑ lig så noget til hinanden mere. Mailen havde ikke rigtig føltes som en mail fra en gammel ven. Der var ingen af de interne vittigheder, de plejede at klemme ind i deres skrivelser til hinanden for at vise, at alt var ved det gamle, at underneden var de stadig Benedict og Eva, som de altid havde været. Men selvfølgelig havde de aldrig rigtig været Benedict og Eva, i hvert fald ikke på den måde, han kunne have tænkt sig, og måske havde hun virkelig forandret sig. Det lød i hvert fald, som om Eva efterhånden gik mere op i frynsegoder end i feltkvanter.

Der havde været det splitsekund for flere år siden, hvor han havde troet, at der måske endelig ville ske noget imellem dem.

Hun var kommet ned til ham på Korfu den sommer, hvor de havde afsluttet grunduddannelsen, og efterhånden som ugen skred frem, var hun blevet mere og mere solbrændt og afslap‑ pet, indtil de den sidste dag var fulgtes fra poolen ind i huset.

78

uovervindelig sommer_TRYK.indd 78

26/08/16 13.24

De var gået igennem døren samtidig, så de næsten sad fast, han i badebukser, og hun i badedragt, og selvom deres kroppe ikke for alvor havde rørt ved hinanden, havde det knitret og knaset af elektricitet imellem dem.

Benedict rykkede uroligt på sig i stolen for at lette tryk‑ ket på gylpen i sine jeans. Bare tanken om det gav ham både erektion og en skamfuld rødmen, selv nu. Selvfølgelig skulle han bare have kysset hende. Det var ikke nogen ny tanke; det var en, han havde tænkt, tja, måske fire-fem gange om dagen i de tusinde dage, der var gået siden da. Han skulle have kys‑ set hende, men i stedet var han trådt et skridt tilbage, så han næsten, men ikke helt havde strejfet hendes krop med sin egen, og fortryllelsen var blevet brudt, og han havde mumlet en undskyldning, og hun var suset ind på sit værelse.

Gad vide, om han ville dø som en gammel mand, der stadig forbandede sig selv over, at han ikke havde grebet det, der meget vel kunne vise sig at have været hans livs chance. I tre lange år havde han set Eva smægte efter Lucien, mens han selv stort set var blevet ignoreret, og da han endelig fik chancen, lod han den falde på gulvet. Det første år, efter at det skete, følte han et primitivt raseri mod sig selv, som nu stort set havde fortonet sig, men tanken om det var stadig nok til at få ham til at krympe sig over sin egen uformåenhed.

Han skævede til uret på væggen. Klokken var 21. Han kunne lige så godt tage hjem, købe en Pot Noodle i Spar på vejen.

Han ville bare lige sikkerhedskopiere sine data til i morgen og begynde på et svar på Evas mail imens. Benedict tastede kom‑ mandoen og lyttede efter den velkendte lyd inde fra skabet i hjørnet af lokalet, hvor Boris, datahåndteringsrobotten, var ved at sætte i værk. Mængden af data til hans ph.d. om søgningen efter førstegenerations lepto-kvarker i henfaldskanalkollisio‑ ner var så enorm, petabit efter petabit af skidtet, at den ikke 79

uovervindelig sommer_TRYK.indd 79

26/08/16 13.24

kunne gemmes på lokale computere, men blev skrevet over på kassetter, som en robotarm løftede ind og ud af læseren.

Størstedelen af hans tid gik med at skrive computerprogram‑ mer, der kunne sortere de massive datamængder og genkende de mønstre, der var karakteristiske for hans partikel, isolere spor af den imellem alle de andre distraherende og irrelevante data og give ham mulighed for at zoome ind på disse bittesmå signaler og adskille dem fra baggrundsstøjen.

Han klikkede på Evas mail og læste den igen. New York, bla bla, middag med klient, bla bla, bytur med mæglere, bla bla bla. Han var ved at miste hende, så meget stod klart. Hun susede rundt i verden og deltog i vigtige møder og mødtes med folk, der fik ting til at ske, mens han sad og rådnede op i en kælder. Hun nævnte aldrig noget om kærester mere, men han vidste, at de måtte være der et sted, mænd, der kom og gik. Han ville sikkert ikke ane noget om det, før han en dag ville få en bryllupsinvitation ind igennem brevsprækken, og så ville det for alvor være for sent.

En tanke begyndte at forme sig i hans hjerne, mens han trykkede på ‘Svar’. Hvis det var for sent til den tid, betød det så ikke, at det ikke var for sent nu? Hvad nu, hvis en eller anden fremtidig version af ham selv i et eller andet paral‑ lelunivers kiggede på ham nu og skældte ham ud for at være et forbandet fjols, præcis som han selv gjorde med den tre år gamle udgave af sig selv?

Eva, begyndte han dristigt.

Det lyder, som om du ikke laver andet end at arbejde! Har du ferie til gode, som du kan holde her til sommer, og har du i så fald lyst til at besøge mig på Korfu igen, ligesom du gjorde for nogle år siden? Det er 100 år siden, vi har 80

uovervindelig sommer_TRYK.indd 80

26/08/16 13.24

været sammen i længere tid ad gangen, og jeg vil nødig lyde som et tudefjæs, men jeg savner dig. Jeg fortæller dig det aldrig, selvom jeg tit tænker på det, for jeg ved ikke, hvordan du ville have det med det. For fanden da: Jeg ville synes, det var fantastisk, hvis vi kunne hænge ud for alvor her til sommer. Kan du huske, hvor fedt det var sidst? Det lyder sikkert skørt, men der var et øjeblik, måske kan du huske det, hvor vi ligesom blev klemt sam‑ men i en døråbning? Siden da har jeg ærgret mig gul og blå over, at jeg ikke kyssede dig.

Benedict blev distraheret af en knasende lyd henne fra dataska‑ bet. Han kiggede op, men kunne ikke se, der var noget galt, så han vendte tilbage til skærmen og fortsatte.

Nå, men jeg vil ikke sætte vores venskab over styr, så hvis du er totalt uinteresseret, skal du bare sige det, og så nævner jeg det aldrig mere. Men jeg læser dine mails og er ved at indse, at du er på vej væk fra mig, og jeg har ikke lyst til at ende med at ærgre mig endnu mere over bare at have ladet det ske og aldrig have været mand nok til at tale lige ud af posen.

Larmen fra skabet var nu steget til foruroligende styrke og lød mere som en bumpen end som en knasen. Irriteret over at blive distraheret, men tilstrækkelig nervøs over muligheden for, at der var noget galt med skabet, som var fuldt af meget dyrt udstyr, skubbede han tastaturet til side og gik hen for at undersøge det.

Benedict slog øjnene op og så flamingopladerne i loftet og kontorets lysstofrør komme til syne. Der var også noget andet, 81

uovervindelig sommer_TRYK.indd 81

26/08/16 13.24

noget, der var mørkt og tåget og tættere på hans ansigt end loftspladerne. Han kæmpede for at fokusere på den automati‑ ske arm, der stak ud fra et hul i skabets krydsfinerdør. Boris.

Det gik op for ham, at det gjorde meget ondt i den ene side af ansigtet, og han tog hånden op til hovedet for at mærke efter.

“Lig stille,” bjæffede en kvindestemme. En kvindestemme var i sig selv et usædvanligt fænomen på hans kontor. Han prøvede at dreje hovedet og stille skarpt på det ansigt, der svævede over ham.

“Hørte du, hvad jeg sagde? Lig stille.” Nu bevægede ansig‑ tet sig ind i midten af hans synfelt, og han så, at det tilhørte Lydia, en anden ph.d.-studerende fra fast stof-teamet længere nede ad gangen.

“Hvad skete der?” Hans stemme var en pinlig kvækken.

Lydia lignede en, der kvalte et smil. “Jeg er bange for, at din robot er blevet for selvstændig. Her bruger jeg mine deduk‑ tionsevner, Watson, men det ser ud, som om den har stukket armen ud gennem døren og har ramt dig i ansigtet. Jeg var lige ved at se til mine galliumarsenidceller, da jeg hørte en masse buldren og så et hyl, og jeg fandt dig liggende her på gulvet og Boris hængende halvvejs ude af skabsdøren. Jeg har slukket for strømmen til dit lokale henne i sikringsskabet; jeg håber i øvrigt ikke, der var noget på din computer, du ikke havde gemt, men Boris lavede nogle ret alarmerende krampetrækninger.”

Benedict begyndte at hale sig selv op fra tæppet.

“Du bliver bare der. Ambulancen kan være her når som helst.”

“Ambulancen?” kvækkede han. “Det er virkelig ikke nød‑ vendigt.”

Mens han kom på benene og viftede Lydias hånd væk, duk‑ kede der to grønklædte ambulancereddere op i døren.

“Patienten er her,” sagde Lydia. “Jeg sagde til ham, han 82

uovervindelig sommer_TRYK.indd 82

26/08/16 13.24

skulle ligge stille. Han er blevet slået bevidstløs af en robot, forstår I.” “Et robotangreb, det må jeg sige,” sagde den ene redder, en stor, gråhåret mand på omkring 50 med en tyk West Countrydialekt. “Dem får vi ikke mange af, det kan jeg godt sige jer.” “Ærlig talt, der er ikke sket noget,” sagde Benedict. “Se, jeg har det fint, jeg mener det, det er bare en hudafskrabning.”

“Det skal vi nok afgøre,” kom det myndigt fra den anden redder, en tynd, ung mand med en stor næse. “Sæt dig i sto‑ len der, og lad mig kigge på dine øjne. Skarpt lys, prøv at lade være med at blinke. Okay, den unge dame fortæller, at du var sendt til tælling. Hvor længe var han bevidstløs?” Det sidste var henvendt til Lydia.

“Højst et par minutter, vil jeg mene,” sagde hun. “Jeg hørte en høj lyd, som må have været robotarmen, der brasede ud gennem skabsdøren, og da jeg kom ind, lå han helt ubevægelig på gulvet. Jeg ringede efter en ambulance, men han åbnede øjnene, næsten lige så snart jeg havde lagt på.”

“Du har fået et slag, men det ser ikke så slemt ud,” sagde den ældre redder. “Men man kan ikke være for forsigtig med hovedskader. Vi må hellere tage ham med.”

“Nej, jeg mener det, jeg har det helt fint,” protesterede Be‑ nedict. “Jeg har absolut ikke brug for at komme på hospitalet.”

“Hm, vi kan vel godt aftale, at hun så tager sig af dig. Vil du holde opsyn med ham i nat, unge dame? Straks få ham på skadestuen, hvis der kommer opkast eller afvigende opførsel?”

Benedict så bønfaldende på Lydia, og hun sukkede. “Ja, jeg kan godt tage ham med hjem i aften. Jeg skal nok holde øje med ham.”

Det var åbenbart nok til at lukke munden på redderne, og de tog deres tasker for at gå. Henne i døren vendte den ældre redder sig imod dem.

83

uovervindelig sommer_TRYK.indd 83

26/08/16 13.24

“Det er altså det, I sidder og roder med hernede?” sagde han misbilligende. “Tosser rundt med robotter? Og til sidst vil de bestemme selv, og så sker der sådan noget her? Jeg skal sige dig en film, du burde se, unge mand. Den hedder Rumrejsen år 2001, og den kan lære dig ét og andet om, hvor meget man skal stole på computere. Mærk dig mine ord: Det betaler sig aldrig at trodse naturen,” tilføjede han dystert, inden han vendte sig og spankulerede væk.

Benedict og Lydia kiggede på hinanden, tog hånden op for munden og ventede begge, til de kunne høre dobbeltdørene for enden af gangen smække i, inden de eksploderede af latter.

“Tror du, Boris er blevet beåndet?” spurgte Lydia, da hendes latter havde fortonet sig så meget, at hun havde vejr til at tale.

“Og har besluttet sig for at bringe sin herre og mester til fald og opnå verdensherredømme?” skraldgrinede Benedict og skar så en grimasse, fordi det gjorde ondt i hans hoved.

De kiggede begge over på Boris, der hang slapt ud af hullet i dataskabet og på ingen måde lignede en suveræn, menneske‑ knusende, intelligent livsform, hvorpå de knækkede sammen igen.

“Nå, det må være nok utilstedelig omgang med robotter for i dag, unge mand,” erklærede Lydia. “Kom, lad os pakke dine ting og tage hjem til mig. Vi kan ikke gøre mere ved det nu.

Det må ordnes i kontortiden.” “Åh, du behøver altså ikke holde øje med mig i nat,” sagde Benedict. “Jeg ville bare gerne have dig til at sige det, så de ikke insisterede på at indlægge mig. Jeg har det fint, jeg kan sagtens tage hjem til mig selv nu.”

“Ja, og så skal jeg have dårlig samvittighed resten af livet, når de finder dig død af en blodprop i hjernen i morgen tidlig?

Ellers tak. Du tager med mig hjem, og sådan er dét.”

84

uovervindelig sommer_TRYK.indd 84

26/08/16 13.24

Da Benedict vågnede næste morgen, havde han stadig ondt i hovedet, men om det skyldtes slaget fra Boris, Lydias billige vin, eller at det var blevet hamret ret heftigt ind i hendes sen‑ gegærde, skulle han ikke kunne sige.

Jamen dog, tænkte han og indtog med blikket hendes nøgne krop, som kun delvist var skjult under dynen. Så var man al‑ ligevel ikke bare gamle, generte Benedict.

Okay, det var måske nok hende, der havde løbet stærkest.

Faktisk var hun nok den eneste, der havde løbet, hvis han skulle være helt ærlig, men hans egen præstation havde heller ikke været så ringe. Første gang havde han været lidt for hurtig af begejstring, men det måtte da være blevet opvejet af den anden gang og den tredje og fjerde? Der var måske alligevel visse fordele ved årelang seksuel frustration.

Hun havde været overraskende fræk, hans egne erfaringer kunne slet ikke følge med. Hans kinder glødede ved tanken om det med hendes finger. Det ville man altså aldrig have troet om hende. Men faktisk havde han aldrig rigtig troet noget om hende før. Han vidste, at hun lavede et eller andet med solceller, men det var ikke hans område, og han var sjældent nede i fast stof-afdelingen. Han så på hende igen, betragtede det krøllede brune hår og fregnerne. Hun havde også fregner på armene og ryggen, kunne han se nu. De fik hende på en måde til at se venlig ud, men også ret sexet. Hvorfor havde han aldrig lagt mærke til det før? Til dels fordi hun normalt havde mere tøj på, selvfølgelig, men også fordi han som regel havde for travlt med at tænke på Eva til at lægge mærke til, hvad der foregik lige for næsen af ham.

Eva. Det gav et sæt i ham. Han havde været i gang med at skrive en mail til hende, da Boris var begyndt at bryde sam‑ men … Havde han trykket på ‘Send’? Nej, han var gået over for at se, hvad Boris lavede, og havde ikke skrevet mailen færdig.

85

uovervindelig sommer_TRYK.indd 85

26/08/16 13.24

Og Lydia sagde, at hun havde slukket for strømmen til hele lokalet, så mailen var ikke blevet gemt. En bølge af lettelse skyllede ind over ham. Hvad i alverden havde han tænkt på?

Det var kun idioter, der sendte kærlighedserklæringer til folk, der tydeligvis ikke gengældte kærligheden. Og i øvrigt – se nu her. Der var andre røde køer end præstens.

Lydia syntes at fornemme hans anerkendende blik; hun vendte sig søvnigt, så hendes bryster kom til syne (store og ligeledes fregnede). Hun åbnede øjnene og smilede dovent til ham. Opløftet af hendes dristighed rakte han ud og lod fingrene løbe hen over det venstre bryst, fulgte brystvortens omrids.

“Hvad har du af planer for sommerferien?” spurgte han og nærmede sig. “Har du nogensinde været på Korfu?”

uovervindelig sommer_TRYK.indd 86

26/08/16 13.24

KAPITEL 10

London, september 2001 Den tykke, flødefarvede konvolut lå og lurede i den bunke post, som Eva snuppede fra det fælles konsolbord i opgangen, da hun kom hjem fra arbejde, oven på en stak takeawaymenuer og reklamer for kreditkort. Den sprang straks i øjnene: Hendes navn og adresse stod skrevet i hånden udenpå med sort blæk, kalligrafien var stilig og præcis. Breve med håndskrift udenpå var ved at blive mere og mere sjældne og var som regel et godt tegn, i hvert fald ikke en regning, så det var den første konvo‑ lut, hun åbnede, da hun var kommet ind til sig selv og havde stillet sin taske fra sig. Hun lod kortet glide ud af konvolutten med en behagelig, forventningsfuld fornemmelse og læste det tre gange, før forbløffelse var blevet til chok. Det oplyste hende om, at Mr og Mrs Jeremy Price-Kennington udbad sig fornøjelsen af hendes deltagelse, når deres datter Lydia Sarah blev viet til The Hon. Benedict Michael Waverley i en kirke i Dorset om tre uger. Hun stod stadig i entréen og stirrede på invitationen, da hendes telefon begyndte at ringe.

“Har du også fået en?” spurgte hun, inden Sylvie overhove‑ det kunne nå at sige noget. “En invitation til Benedicts bryllup?

Er det en vittighed eller hvad?”

“Næ, det er åbenbart gravalvorligt,” fortalte Sylvie. “Jeg har lige talt med ham. Vi nåede kun at snakke sammen et øjeblik, 87

uovervindelig sommer_TRYK.indd 87

26/08/16 13.24

før hans udkårne fejede ham væk, så de kunne få talt alvorligt om bordpynten, men åbenbart har han kendt hende i hele ti minutter, hvilket giver god mening, for jeg anede ikke engang, at han havde en kæreste. Gjorde du?”

“Ingen anelse. Jeg kan kun fortælle dig, at hans familie ikke synes, det er bizart at gifte sig absurd ung, det gør de alle sammen. Men der står, at det allerede er om tre uger. Hvad går det ud på?”

“Det upassende hastværk skyldes åbenbart, at de gerne ville gøre det, før det blev for koldt, og så det ikke kommer for meget i vejen for deres afhandlinger. Ved du godt, han snart er færdig med sin ph.d.?”

Eva overvejede det. “Jeg tør vædde med, han har fået et job i CERN og er nødt til at gøre det, før han tager til Schweiz.”

“Hvem er hun i øvrigt, denne Klamydia Prinsesse-Klitoris?”

“Lydia Price-Kennington? Hun skriver også ph.d. på fysik.

Jeg kendte hende lidt, da vi gik på grunduddannelsen. Heste‑ agtig type, overklasseløg på den lidt demonstrative måde, men Benedict er jo heller ikke ligefrem proletar. Han har bare altid båret det lidt pænere end hun. Til forelæsningerne gik der rygter om, at hun knaldede med halvdelen af fyrene på vores årgang, hvilket jeg er sikker på, de var evigt taknemmelige for, eftersom de fleste af dem næppe har scoret andre i den periode.

Så hun burde formentlig få en medalje for tro tjeneste under desperate fysikere.” Eva mærkede, at hun blev mere og mere trist til mode, mens hun talte. “Hun skulle efter sigende være noget af en frækkert, hvis jeg husker ret.”

“Pft, fysikere ville ikke kunne genkende en frækkert, om hun så dansede foran dem iført fiskenet og med favnen fuld af japansk blæksprutteporno. Hun er garanteret en kedelig emhætte, og det vildeste, de laver, er, at han spiller den af i et hjørne af soveværelset, mens hun reciterer primtallene.

88

uovervindelig sommer_TRYK.indd 88

26/08/16 13.24

Hvilket egentlig er rimelig kinky, nu hvor jeg tænker over det, men ikke på den gode måde. Men hallo, er du okay med det? Jeg har på en måde altid troet, at I to ville finde sammen før eller siden.”

“Jeg ved det egentlig ikke,” sagde Eva langsomt. “Det kom‑ mer bare lidt som et chok? Og jeg har altid tænkt … Jeg me‑ ner …” Hvad mente hun? At hun inderst inde var gået ud fra, at Benedict altid ville være der, at tanken om, at han rent faktisk var forelsket i en anden, fremkaldte en overraskende stærk smerte i hendes bryst? Hun lod sætningen hænge i luften.

“Jeg må vel bare vænne mig til det. Nå, men det er også længe siden, vi har fået talt sammen. Hvordan går det med dig?” “Åh, du ved. Jeg har stadig noget midlertidigt på nogle barer, indtil det rent faktisk lykkes mig at sælge nogle malerier.”

Sylvie lød mut.

“Det skal nok komme, vent og se. Og ville det ikke være federe for dig at arbejde på et galleri eller sådan noget indtil da? Du ville måske få nogle gode kontakter. Eller hos en desig‑ ner eller illustrator i det mindste, hvor du kunne bruge dine kunstneriske evner?”

“Jeg prøver at finde noget, men det eneste, man rigtig kan få, er ulønnede praktikstillinger, så man skal stadig skaffe penge til mad og husleje, mens man arbejder gratis. Og selvom man arbejder gratis, vil de have, man har erfaring. Det bider altid sig selv i halen: Man kan ikke få erfaring, før man har erfaring. Jeg var faktisk til samtale på et galleri i Chelsea i går; jeg tænkte, jeg kunne være praktikant om dagen og tage direkte på bartendertjans om aftenen, søvn er også overvur‑ deret, ikke?” Hun lo ikke særlig overbevisende. “Men du skal ikke tro, jeg fik det; de virkede temmelig uimponerede over min middelmådige eksamen i kunsthistorie. Røvhuller. Altså, jeg kunne leve med det, hvis de rent faktisk ville betale for 89

uovervindelig sommer_TRYK.indd 89

26/08/16 13.24

arbejdet, men at bede folk om at arbejde gratis og så rynke på næsen ad ens eksamenskarakterer …”

“Bare vent,” trøstede Eva. “Når du bliver en berømt kunst‑ ner, kan du tage hen og opkøbe galleriet og fyre dem alle sam‑ men. Så kan de være snobbede i rendestenen.”

De sludrede lidt videre, mens de begge prøvede at peppe samtalen op med en munterhed, som ingen af dem følte, indtil de opgav og sagde farvel. Eva lagde på og sad ved køkkenbordet og kiggede ned på bryllupsinvitationen. Det var altså det. Hun havde mistet Benedict, som altid havde været der for hende.

Der havde været den ene gang, mod slutningen af deres ferie på Korfu, hvor de havde været så tæt på at kysse hinanden. Hvor kunne tingene have været anderledes nu, hvis en af dem faktisk havde taget initiativet. Måske skulle hun have gjort det, men det ville have været så dårlig timing, netop som hun skulle til at flytte til London og begynde sit nye liv. Selvom hun langt om længe var ved at give slip på tanken om Lucien og var kommet tættere på Benedict dengang, havde hun samtidig haft en lille modvilje mod at holde fast i noget fra sit gamle liv, når hun skulle ud på nye eventyr. Hun ville gerne viske tavlen ren og have mulighed for at forme sig selv på ny. Men i de sidste par år var det begyndt at gå op for Eva, at der ikke var særlig mange mænd, der havde Benedicts kvaliteter: hans forpjuskede, gode udseende, hans venlighed, hans blide humor. Hun havde aldrig mødt nogen, hun havde så let ved at tale med. Han var et af den slags mennesker, der vidste alt og havde læst alt, så man aldrig var nødt til at standse op og forklare sig.

Og hvad var det for noget med en adelstitel foran hans navn? Det var han godt nok gået stille med i alle de år. Hvad i alverden dækkede det over? At Hugo havde et sæde i Overhuset eller sådan noget? Det ville sikkert blive afsløret til bryllup‑ pet: Lydia og hendes ambitiøse familie havde tydeligvis ikke 90

uovervindelig sommer_TRYK.indd 90

26/08/16 13.24

tænkt sig at lade Benedict forblive diskret omkring det. Nu er du ondskabsfuld, sagde hun til sig selv. Du aner intet om dem. Det er bare rønnebærrene, der er sure, og du har intet at have det i. Hvis Benedict har fundet en, han elsker, så skal du bare være glad på hans vegne. Han kan ikke vie sit liv til at være dit sikkerhedsnet.

Hun var bare ikke glad. Hun var chokeret og forkvalmet.

“Mener du virkelig, at du ikke vil have en polterabend?” spurgte Eva Benedict, da de banede sig vej igennem det lange græs på Hampstead Heath, ti dage efter at hun havde fået invitationen.

Han smilede. “Vi er i gang. Det her er min polterabend.

Jeg kan ikke komme i tanker om noget, jeg har mere lyst til.

Desuden vil jeg ikke risikere at lade fyrene fra plasmafysik arrangere noget. Det er alt sammen meget morsomt, indtil man vågner op i Utah med en død pigespejder ved siden af sig i sengen.”

“Arh, kom nu.” Eva puffede let til ham med skulderen. “En skovtur er ikke en polterabend. Lad mig i det mindste ringe til Lucien og Sylvie, så vi kan møde dem på en bar. Hvem ved, hvornår du får lov at være sammen med os igen, når først Lydia har viklet dig ind i Hymens lænker.”

“Hm, tja, det kan faktisk godt være, der går et stykke tid,” medgav han. “Jeg har nemlig også en anden nyhed, forstår du.

Efter brylluppet flytter vi til Schweiz.”

Eva standsede op og så på ham. Det muntre udtryk i ansig‑ tet, som hun krampagtigt havde holdt fast i, var lige ved at glide hende af hænde. Han skulle ikke bare giftes, han skulle emigrere. Hun stod virkelig til at miste ham for alvor.

“Du har altså fået job ved CERN? Tillykke,” sagde hun spagt.

“Det fortjener du også. Og Lydia skal med? Hun har ikke noget imod at sætte sit eget liv i bero?”

91

uovervindelig sommer_TRYK.indd 91

26/08/16 13.24

“Hun har besluttet at holde lidt fri. Hun er også ved at blive færdig med sin ph.d., og selv for en fast stof-type er det en ret spændende mulighed at være i CERN et stykke tid. Vi befinder os i en fase, hvor teoretikerne ikke ved, hvilken vej de skal gå, og resultaterne fra den nye partikelaccelerator, LHC, kommer til at afgøre det. Men vi er ikke altid så vilde med, at teoretikerne fortæller os, hvad vi bør komme frem til. Naturen kan godt finde på at overraske os totalt, men uanset hvad vi finder, kommer det til at holde fysikerne vågne til langt ud på natten i meget lang tid fremover.”

Nu gik de forbi badesøerne ved Highgate. Vandet glitrede i efterårssolskinnet, og igennem hækken kunne de se en ældre mand på måske 70, der dykkede ned i mændenes badesø.

“Han må være vanvittig,” kommenterede Eva for ikke at skulle finde på noget positivt at sige om, hvor spændende det ville blive for Lydia ved CERN. “Jeg ved godt, det er varmt for september at være, men kan du forestille dig at gøre det der?”

Benedict lo. “Det kan jeg, for det har jeg gjort. Min far ple‑ jede at tage os med herhen, da vi var børn. Mit barndomshjem ligger lige på den anden side af heden, selvom mine forældre mest bor på landet nu. De virkelig dedikerede kommer her og bader hele året.”

“Plejede Hugo at tage jer med herhen? Jeg troede, mændenes badesø var lidt af en homofælde? No offence, dine forældre er alle tiders, men jeg kan lige forestille mig din far harcelere over homoseksuelle. Åh, kan du huske, dengang han troede, at jeg var med i en eller anden kult, fordi jeg var vegetar?” Eva lo.

“Sjovt nok har han aldrig hidset sig særlig meget op over den slags. Jeg ved godt, han er lidt af en gammel reaktionær, men husk på, at han gik på Eton i de klamme, gamle dage, så han ville næppe blive chokeret over en smule homosex, selvom han selvfølgelig ville finde det vældig taktløst at tale åbent om 92

uovervindelig sommer_TRYK.indd 92

26/08/16 13.24

det. Min mor ville nok blive mere chokeret, selvom hun aldrig ville indrømme det. I de sidste par år har hun spurgt ret skarpt til min livsstil et par gange, så jeg tror, Lydia er kommet som noget af en lettelse for hende. Hun har uden tvivl gjort det for at sige, at hun ville elske mig og bakke mig op, selv hvis jeg var til den forkerte side, men hun lignede en, der helst ville være fri for at skulle bevise det. Jeg har tit prøvet at forklare hende, at jeg bare var dårlig til det med damer.” Hans lille latter lød ret trist i Evas ører. “Guderne skal vide, at der gik både år og dag efter den ferie på Korfu, før hun holdt op med at spørge håbefuldt til dig.”

Eva jog en albue i siden på ham. “Og du lovede mig højt og helligt, at de overhovedet ikke ville tænke over, at du fik en ven på besøg.”

“Tja, jeg ville gerne have, du kom, og du ville nok ikke have gjort det, hvis jeg havde fortalt, at min familie havde presset på for at møde dig i evigheder og ville kaste sig over dig som frådende ulve, vel?”

For Eva virkede tanken om den sommer meget fjern nu; den hørte en mere uskyldig tid til, hvor verden havde ligget mindre tungt på hendes skuldre. De gik videre, vævede sig vej fra den asfalterede sti og tværs over en svampet græsmark, indtil de nærmede sig toppen af bakken.

“Skal vi sidde ned et øjeblik?” sagde Eva. “Jeg elsker udsig‑ ten heroppefra.”

De satte sig på græsset og kiggede ud over søerne mod den gamle Witanhurst Mansion og St Michaels kirkespir. Klokken var kun fire om eftermiddagen, men himlen gjorde allerede tilnærmelser mod skumringen med en lilla stribe, en mild på‑ mindelse om, at en varm uge i september ikke betød, at man kunne blive ved med at udskyde efteråret.

“Nu får vi nok ikke rigtig lejlighed til at ses sådan her mere,” 93

uovervindelig sommer_TRYK.indd 93

26/08/16 13.24

sagde Eva, lænede sig tilbage og støttede på albuerne. “Altså, bare være sammen, mener jeg, uden at lave noget særligt, bare gå rundt og tale om alt og intet. Det er åbenbart sådan, det går, når man bliver voksen. Folk glider i hver sin retning.

Nogle gange ser jeg på mit arbejde og min lejlighed og min bil og fatter ikke, at folk forveksler mig med en voksen og giver mig lov til at have alt det. Men det er vel, fordi det er virkeligheden? Nu er det os, der er de voksne.”

Benedict rykkede på sig, så hans ansigt var vendt mod hende frem for udsigten. “Ja, det er det vel. Jeg burde nok ikke ind‑ rømme det, men en gang imellem er jeg skrækslagen. Jeg har brugt hele mit voksenliv indtil nu på at være studerende, og nu skal jeg af sted til et nyt job i et nyt land med en ny kone.”

Eva sukkede. “Det er virkelig en æra, der slutter, ikke? El‑ ler måske er æraen sluttet for længst, uden at det helt er gået op for os endnu. Jeg kommer til at savne dig, Benedict. Det er mærkeligt, men jeg tror faktisk, jeg savner dig allerede, selvom du sidder lige ved siden af mig.”

Det føltes pludselig, som om de sad meget tæt, selvom ingen af dem havde rørt på sig.

Har du virkelig tænkt dig at gøre det igen, spurgte Benedict sig selv. Lade hende gå? I årevis har du ærgret dig over, at du ikke kyssede hende – vil du ærgre dig over det resten af livet?

Pis, men Lydia, du skal giftes med Lydia, og du elsker Lydia, og hun er … hun er …

Alt imens de tanker løb igennem hans hoved, bevægede hans mund sig meget langsomt nedad, og Evas mund opad, og da først deres læber mødtes, ville det have været vanvittigt, umuligt ikke at kysse hende, skulle han bare have siddet der med sit ansigt over hendes uden at bevæge læberne som en eller anden skør statue, han var af kød og blod, og nu kyssede han hende, og det føltes …

94

uovervindelig sommer_TRYK.indd 94

26/08/16 13.24

“Pis!” skreg Benedict og sprang tilbage, så han kom til at skubbe så hårdt til Eva, at hun næsten væltede om i det lange græs.

“Hvad?” hylede hun.

“Det her! Det kan vi da ikke! Hvad er det, vi laver? Det kan vi ikke.”

“Gud, jeg troede, du var blevet stukket af en bi eller sådan noget. Okay, hør her, tag det roligt, lad os sætte os på bænken og tale om det.”

Men nu var Benedict på benene og skridtede frem og tilbage med hænderne presset mod tindingerne.

“Benedict, så slemt er det ikke. Det er dårlig timing, men sket er sket. Og vi ville begge to gerne have det til at ske.”

“Så enkelt er det ikke.”

Eva tog en dyb vejrtrækning. “Nej, jeg ved godt, at der er Lydia at tage hensyn til. Og brylluppet. Benedict, jeg ved godt, det er verdens dårligste tidspunkt at sige det på, men er det virkelig det, du gerne vil? Jeg har ingen ret til at sige det til dig, men lige siden jeg fandt ud af, at du skulle giftes med hende, har jeg følt mig … jamen, forladt. Jeg havde troet, at du altid ville være der, men nu er jeg ved at miste dig, og jeg har ikke kunnet sove, fordi jeg har ligget og spekuleret på, hvad fanden det er, vi laver. Burde det være os to i stedet? Og jeg ved godt, det er umuligt, at der er Lydia og brylluppet og CERN, men …”

Benedict holdt op med at skridte frem og tilbage; han dre‑ jede omkring og så direkte på hende. “Fuck dig, Eva, fuck dig,” råbte han, så hun fik forskrækkede tårer i øjnene. “Hvordan kan du finde på at gøre det her mod mig nu? Du kunne have gjort det når som helst i løbet af de sidste syv år, og så ville jeg være blevet den lykkeligste mand i verden, men nu?”

Hun rakte ud og prøvede at tage hans hånd. “Benedict, jeg ved godt, det er det dårligste tidspunkt overhovedet, men, åh 95

uovervindelig sommer_TRYK.indd 95

26/08/16 13.24

gud, hvis vi ikke gør det, vil vi så ikke fortryde det resten af vores liv?”

Han trak hånden til sig. “Faktisk kunne timingen godt være endnu dårligere, eller rettere: Timingen er endnu dårligere, end du drømmer om. Lydia er gravid, Eva, hun er gravid. Vi skal have et barn. Og jeg elsker hende, og jeg elsker det barn, og uanset hvor mange år jeg har sukket efter dig, så har det aldrig været ægte. Du har altid været i gang med noget andet, på jagt efter en anden, og det vil du altid være. Men det her, Lydia, barnet, det er ægte. Du har altid kun været en fantasi, jeg havde, og nu er det på tide at blive voksen.”

Eva kunne mærke et hul i brystet, der blev større og større.

“Gud, Benedict, det vidste jeg ikke; jeg sværger, at hvis jeg havde vidst, hun var gravid … Hvorfor har du ikke sagt det?”

“Vi har ikke sagt det til nogen endnu, ikke vores familie, ingen. Der er 12‑ugersscanning i næste uge. Man fortæller det ikke før bagefter.” Han gned sig i øjnene, hans ansigt havde krøllet sig sammen fra det ene øjeblik til det andet. “Ved du hvad, jeg kan ikke det her. Jeg bliver nødt til at gå.”

Nu græd Eva. “Det behøver du da ikke. Vil du ikke være sød at blive? Vi kan tale om det. Jeg er virkelig ked af det. Jeg vil ikke gøre det svært for dig. Jeg behøver ikke engang at tage med til brylluppet.”

“Hvordan vil det se ud, hvis du pludselig ikke kan komme til brylluppet? Hvis vi nogensinde har været rigtige venner, så tager du med, og så er du glad på mine vegne, på vores vegne.

Og du fortæller for guds skyld ikke nogen om det her, ikke engang Sylvie, du kan godt glemme det.” Hans stemme blev roligere, mens han talte, og hun så hans vrede vige for rolig beslutsomhed. “Du ved, jeg holder af dig, Eva, men fra nu af kan det kun være som en ven. Tingene har ændret sig, og nu er det sådan, det må være.”

96

uovervindelig sommer_TRYK.indd 96

26/08/16 13.24

Han bøjede sig ned og kyssede hende på panden, så vendte han sig og gik. Eva kiggede efter ham, ødelagt af sorg og skam og med hjertet hamrende hårdt bag ribbenene. Hun lod sig dumpe ned på en bænk i nærheden og så ham blive mindre, mens han skred målbevidst væk fra hende og ned ad bakken.

Dér blev hun siddende alene, længe efter at han var forsvundet, mens det blev mørkere omkring hende, og hendes hænder blev kolde, og hendes sind følelsesløst.

uovervindelig sommer_TRYK.indd 97

26/08/16 13.24