Urtid by Gads Forlag

URTID - Historien om Danmark fra stenalder til vikingetid Af Jeanette Varberg © Forfatteren og Gads Forlag A/S, 2021 ISBN: 978-87-12-06514-2 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Lino Vogt Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidefoto: Simon Knudsen Grafisk tilrettelæggelse: Karin Friis Hansen, KonturDesign Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indholdsfortegnelse

Den jyske folkevandring

159

Forord

Romerrigets ekspansion mod nord

167

I skyggen af Rom

177

STENALDER

Våben til krigens gud

187

De første mennesker

Folkevandringstiden

195

En verden af is

Sagnkonger

205

Tundrajægerne

Skovfolket

VIKINGETID

215

Bondestenalder

Vikingetidens begyndelse

217

Den første bonde

Gården, slægten og skibet

223

Fællesskabet

Den nordiske mytologi

231

Rejsen fra stepperne

Kristne frankere og danske hedninge 237 Danmarks første byer

245

BRONZEALDER

Togternes tid

249

En ny tid begynder

Stormen på Paris

257

Slægtens land

Den store hedenske hær

261

Stormænd og sømænd

101

Eventyret i Nordatlanten

265

Pigen fra Egtved

105

Mod Miklagård

271

Egekistegravene

111

Jellingekongerne

275

Den perfekte storm

115

Vølver og skjoldmøer

285

Solens folk

119

Nordsøimperiet

293

Porten til en anden verden

125

Vikingernes sidste slag

303

Fra vikingetid til middelalder

305

JERNALDER

133

Det demokratiske metal

135

Landsbyfællesskabet

141

LITTERATUR BRUGT I

Døden i mosen

145

FORBINDELSE MED

Klankrige og kvægrov

153

BOGENS TILBLIVELSE

INDHOLDSFORTEGNELSE

312

FORORD

Urtiden er den allerførste begyndelses tid. Hos de fleste af jordens folk er det ikke en tid i historisk forstand, men en parallelverden, hvor det hele begyndte. I Australien kaldes det for drømmetid, og det er aboriginernes navn for den tid, hvor de mytiske forfædre vandrede gennem landet og grundlagde de stier, kilder og hellige steder, som stadig benyttes i dag. De satte de første menneskespor i landskabet. Samtidig er det også en tabt tid, der aldrig vender tilbage. Alt liv er i fortællingen om drømmetid en del af et enormt og vidt forgrenet netværk, der kan spores tilbage til den mytiske tid, en slags tid før tiden, hvor forfædrene skabte verden. Urtiden er en tidløs begyndelse, hvor alt opstår i overgangen fra kaos til kosmos. Vores egen fortid har i mange hundrede år været indhyllet i et tilsvarende mytisk mørke, hvor vi ikke kendte vores egen dybe historie. I stedet havde vi folkeminder. Stendysserne på markerne var ifølge de gamle sagn skabt af jætter og trolde, heraf udtrykket jættestue, og fortidens høje gemte på glemte konger og sagnomspundne skatte. Men gennem arkæologi, naturvidenskab og historie er det alligevel lykkedes os at komme tættere og tættere på vores egen drømmetid. Efterladte spor i jorden som grave, stolpehuller efter gamle huse, skatte og ofringer i søer og moser er alle sammen små brikker i et komplekst puslespil, som i sidste ende giver os et billede af vores ældste historie. De seneste årtiers naturvidenskabelige forskning har på mange måder revolutioneret arkæologien. Nye undersøgelser og forskningsresultater har ændret på vores opfattelse af fortidens mennesker. Senest har studier af blandt andet DNA og strontiumisotoper fra gravlagte personer haft en afgørende betydning for den arkæologiske forskning. Studierne giver os en

FORORD

De moderne mennesker, Homo sapiens, vandrede ud af Afrika for ca. 70.000 år siden. Herfra spredte de sig ud over de asiatiske, australske, europæiske og amerikanske kontinenter. Fundene efter de første mennesker er spredte og få, så mange af dateringerne på kortet er behæftet med nogen usikkerhed.

URTID

unik indsigt i, hvordan fortidens mennesker rejste både rundt i Danmark og ud i verden, og som noget helt nyt og enestående kan vi for første gang få kendskab til, hvem de gravlagte var i familie med, og tilmed finde spor af ukendte epidemier. Bogens sigte er at give en oversigt over vores oldtid, der løber over mange tusind år, fra stenalder til vikingetid, med udgangspunkt i den lille plet på jorden, som vi i dag kalder Danmark. Engang landfast med England, nu forbundet med hele verden gennem kompleks teknologi. Men samtidig er det også fortællingen om menneskets udvikling og samspil med den natur, vi lever i, og som til alle tider har formet vores måde at være i verden på. Sideløbende har jeg haft et vågent øje på kvindernes historie igennem fortiden, da de i lignende værker ofte kun optræder i skyggen af mændene ud fra den antikverede betragtning, at mændene aktivt formede historien, mens kvinderne fødte børn og passede hjem. Som de følgende sider vil vise, var det ikke helt sådan, det gik til.

FORORD

STENALDEREN

STENALDER 2,5 MIO.-1700 F.V.T.

XXXXX

STENALDEREN

DE FØRSTE MENNESKER

Stenalderen er lang. Det er uden sammenligning den længste periode i menneskeslægtens historie, og den strækker sig over 2,5 millioner år. Vores egen art, Homo sapiens – det tænkende menneske – kom først til for 200.000 år siden, og inden da var store dele af Afrika, Asien og Europa befolket af vores slægtninge. Det hele begyndte i Afrika, hvor de ældste menneskearter udviklede sig på savannen i de østlige dele. De første mennesker, der systematisk begyndte at fremstille og bruge redskaber, kaldes Homo habilis – det skabende menneske. De brugte primitivt tilhuggede håndkiler af sten, og dermed krydsede menneskeslægten for første gang grænsen mellem dyreriget, og hvad der senere skulle komme til at udgøre os. En af menneskeslægtens store fordele er hjernen. På den afrikanske savanne var de tidlige menneskearter i midten af fødekæden. De jagede med primitive redskaber, men var også selv byttedyr. Langsomt gennem en million år udviklede mange forskellige menneskearter sig. Blandt dem var vores forfader Homo ergaster – det arbejdende menneske, opkaldt efter de relativt store stenredskaber, som de efterlod sig. De udviklede sig til forholdsvis høje mennesker, hvor kvinder kunne nå en højde på 160 cm og mændene 180 cm. De besad også den hidtil største hjerne hos et pattedyr af den størrelse. Samtidig blev pelsen erstattet af glat hud med mange svedkirtler. Det gav muligheden for, at Homo ergaster kunne begynde at løbe under den afrikanske sol, det kunne menneskearterne før dem ikke. Han kunne ikke løbe hurtigere end de firbenede rovdyr, men han kunne løbe længere end sine konkurrenter, fordi han kunne svede over hele kroppen og ikke skulle smide sig gispende i skyggen efter en kort intensiv spurt.

DE FØRSTE MENNESKER

Han kunne altså løbe byttedyrene trætte og dermed lettere nedlægge dem. Det gav ham en fordel og dermed også en større adgang til det proteinholdige kød. Den store hjerne gav ham desuden en unik mulighed for at planlægge jagten bedre end nogen anden på savannen. Derudover var Homo ergaster de første til at bruge ild. Sandsynligvis var det første ildstegte dyr resultatet af et uheld efter et lynnedslag, hvor flammerne ved et tilfælde stegte et dyr, som var blevet fanget og dræbt i ilden. Det velsmagende måltid har fået vores smarte forfædre til at tænke, og efterhånden lærte Homo ergaster at mestre ilden til madlavning. Det ældste kendte ildsted er ca. 800.000 år gammelt, men tæmningen af ilden er sandsynligvis foregået langt tidligere. Der er mange fordele ved stegt mad. Dels dør bakterier og parasitter under varmebehandlingen, dels sker der en delvis nedbrydning af kødets fibre. Dermed bliver det meget lettere at tygge og fordøje, og flere kalorier frigives. Beherskelsen af ilden satte sig spor på Homo ergasters fysik. Tarmene forkortedes, og hjernen voksede. En chimpanse bruger i gennemsnit otte procent af sin energi i hviletilstand til hjerneaktivitet mod 25 procent hos moderne mennesker. Chimpansen bruger i stedet energien på større muskler og fordøjelsen.

STENALDEREN

Homo erectus dukkede op i Afrika for ca. to millioner år siden. Det ældste fund af arten uden for Afrika er 1,8 millioner år gammelt og stammer fra Europa. Homo ergaster (kaldet erectus uden for Afrika) er den mest succesfulde menneskeart, da den har levet på jorden i næsten to millioner år. De var de første til at tæmme ilden og tilberede stegt mad. – Moesgaard Museum.

Prisen for et godt, stort hoved og for at gå på to ben og have begge hænder fri er velkendte lidelser som hold i ryggen og ondt i nakken. Den ekstra belastning på rygraden gør os den dag i dag sårbare over for den type skader. Kvinderne betalte dog den største pris. Bækkenet blev smallere ved opret gang, og de større hjerner på de nyfødte gav smertefulde fødsler. Menneskeslægtens børn blev på grund af de store hjerner ovenikøbet født meget tidligere i deres udvikling end andre dyrebørn, og dermed blev der stillet meget store sociale krav til gruppen om beskyttelse og forsørgelse af mor og det nyfødte barn. Mennesket blev tidligt i vores historie tvunget til at være socialt for at overleve, og det har efterfølgende vist sig at være en af vores slægts store styrker. For ca. 1,8 millioner år siden udvandrede Homo ergaster som den første menneskeart fra Afrika. Uden for Afrika kaldes arten traditionelt Homo erectus, det oprejste menneske. Det er den mest succesrige menneskeart til dato. Den overlevede på jorden i næsten to millioner år og udvandrede til både Asien og Europa. Vi kan følge deres spor gennem verden ved hjælp af deres stenredskaber og knogler. Den såkaldte acheuléenkultur, efter SaintAcheul ved Amiens i Nordvestfrankrig, karakteriseres netop af sådanne håndkiler, som er fundet så nordligt som i Sydengland og Nordtyskland. Vi har også fundet fire håndkiler i Danmark, der kan tilhøre Homo erectus, men de er fundet som løsfund og ikke i et daterbart jordlag. Dermed kan vi ikke være sikre på, om de er ægte. Det står således stadig hen i det uvisse, om verdens længstlevende menneskeart også færdedes på vores breddegrader for ca. 300.000 år siden. For ca. 400.000 år siden, og alt imens Homo erectus vandrede på tre kontinenter, udviklede en ny art sig i Afrika. Det var Homo sapiens – det

DE FØRSTE MENNESKER

Homo sapiens opstod i Afrika for omkring 300.000 år siden. 100.000 år gamle fund af malede muslingeskaller viser, at vores forfædre i Afrika havde en kompleks social adfærd, en symbolsk forståelse og en højtudviklet teknologisk kultur. – Moesgaard Museum.

tænkende menneske – os. For ca. 100.000 år siden opnåede vi så store færdigheder som jægere, at vi bevægede sig fra midten af fødekæden og op til toppen. Hjernen vandt over musklerne, og millioner af års evolution – blandt eksempelvis løver – blev matchet af intelligens på uhørt kort tid set i forhold til andre arters udvikling. På denne tid vandrede de første Homo sapiens ud af Afrika, men de var ikke alene. På det tidspunkt fandtes mindst fem andre menneskearter på kloden. For ca. 70.000 år siden skete endnu en markant ændring hos mennesket. Det fik et kompliceret sprog, udviklede anlæg for kunst, og grunden til begrebet kultur blev lagt. Mennesket evnede herfra at fortælle historier og dermed samle flokken om et større formål end det næste måltid mad. Den fiktive virkelighed, som eksempelvis myter udgør, kan få fremmede mennesker til at arbejde sammen om et fælles mål, samtidig med at man kan få mange til at ændre adfærd hurtigt. Det giver en meget høj grad af tilpasningsevne og innovativ adfærd, der uden sidestykke har gjort mennesket til den mest invasive art på kloden. Kun skarpt fulgt af rotter og kakerlakker. Da mennesket først satte foden uden for Afrika, blev jorden aldrig den samme igen. De omstrejfende grupper af historiefortællende og teknologisk opfindsomme mennesker var den mest anderledes og destruktive kraft, dyreriget nogensinde havde frembragt. Hvor end de kom frem, tvang de andre menneskearter væk. I Mellemøsten og Europa mødte de Homo neanderthalensis – neandertalmennesket – en slægtning, som lignede os meget, men som stadig var en anden art. De havde kraftigere knogler, større muskler og et større kranierumfang. De var perfekt tilpasset jordens svingende klima og de lange, hårde istider. De levede af storvildtjagt og havde en forholdsvis veludviklet redskabsteknologi, som ud over de gammelkendte håndkiler også talte træspyd, flintknive og -skrabere til skindforarbejdning. Neandertalmen-

STENALDEREN

neskene begravede deres døde og har nok haft noget, der ligner et sprog og et fællesskab. Men for ca. 30.000 år siden forsvandt de. En af årsagerne til deres forsvinden kan være, at dyrefaunaen ændrede sig og dermed satte neandertalfolket under pres. Men en mere plausibel forklaring er, at det moderne menneske, Homo sapiens, dukkede op i Europa for ca. 45.000 år siden. Selvom neandertalfolket havde overlevet to istider, måtte de bukke under for presset fra Homo sapiens. Det moderne menneske var neandertalerne overlegent, både hvad angik intelligens og teknologi, og det havde en unik evne til at tilpasse sig nye situationer lynhurtigt, tænke nyt og overleve på den måde. Samtidig har vores art aldrig været

DE FØRSTE MENNESKER

Neandertalerne levede i Europa og Asien og uddøde for ca. 30.000 år siden. Vores evolutionære fætre var lavere end os med kraftigere knogler og et større kranie. Ud fra genetiske undersøgelser ved vi, at neandertalerne var lyse i huden, og nogle af dem havde rødt hår. De første Homo sapiens, der kom til Europa, var derimod mørke i huden. – Moesgaard Museum.

særlig tolerant over for konkurrenter, og en af forklaringerne på neandertalfolkets forsvinden skal nok også findes i indbyrdes kampe mellem de to menneskearter om de bedste jagtmarker. Alligevel viser den nyeste DNA-forskning, at europæere og asiater har mellem en og fire procent neandertal-DNA i kroppen. Dermed har neandertalfolket og Homo sapiens altså også fået børn sammen. Der er ikke fundet sikre spor efter neandertalere i Danmark, men de har været i nabolaget – i Tyskland og i England. De Homo sapiens, der slog sig ned i Vesteuropa, kaldes Cro-Magnonmenneskene, opkaldt efter en hule i det sydvestlige Frankrig, hvor man har fundet deres avancerede stenredskaber. Deres redskabsteknologi var fremragende, men de er måske mest kendt for deres fantastiske kunstneriske evner. Dybt inde i sydfranske og nordspanske huler åbenbarer sig storslåede malerier af store dyreflokke, som drev over de enorme istidssletter. Malerierne har høj kunstnerisk værdi, og i flere tilfælde har kunstnerne udnyttet hulens form og fremspring på vægge og loft til at skabe en form for 3Deffekt. Der kendes i dag mere end 100 af disse huler, som blev udsmykket for mellem 40.000 og 14.000 år siden. Hulerne ligger primært i det vestlige Europas bjerge, men de findes også mod øst helt ovre mod de mægtige Uralbjerge, som vogter grænsen mellem Asien og Europa. Måske blev de malet af istidsjægerne som del af et særligt jagtritual, der skulle påkalde dyrene til de store jagter. Omkring nogle af malerierne har

STENALDEREN

DE FØRSTE MENNESKER

de mennesker, som malede mesterværkerne, signeret deres værker ved at holde den ene hånd med spredte fingre op mod den kolde og fugtige klippevæg og pustet maling ud over den, så et tydeligt negativt håndaftryk stod frem – en underskrift og et vidnesbyrd på, at vi var her engang. Lige siden opdagelsen af hulerne i historisk tid har forskerne forestillet sig, at hulekunstnerne hovedsageligt var mænd. Alt andet virkede ulogisk for den tids arkæologer. Man antog uden nogen form for refleksion, at det var mændene, som lavede stor kunst. Underforstået at kvinderne passede børn som deres primære funktion, de gik ikke på jagt for bagefter at male deres oplevelser med jagtdyrene dybt inde i et hulesystem. Imidlertid viste nye forskningsresultater i 2013, at hænderne i flere af hulerne i Frankrig og Spanien har tilhørt kvinder. Et amerikansk forskerteam målte håndaftrykkenes indbyrdes forhold mellem håndflade og fingerlængde og kørte målingerne igennem en database med mål på nutidshænder. Resultatet viste overraskende, at 75 procent af hænderne tilhørte kvinder. Disse hænder ses blandt andet omkring grå sortplettede heste malet i den sydfranske hule Pech Merle, som blev genopdaget i 1922. Hulekunsten er blevet kaldt for selve begyndelsen på menneskets avancerede kultur, vores grundlæggende selvforståelse som åndfulde og filosofiske væsner og kunstens første store manifestation i verdenshistorien – og den blev primært skabt af kvinder. Fundet af benfløjter i hulerne giver os også en idé om, at musik for første gang i vores historie har haft en særlig betydning. Hulemalerne udskar også små fantastiske figurer af frugtbare kvinder og blandinger mellem dyr og mennesker. Den innovative kultur blomstrede, og for 20.000 år siden tilpassede menneskene sig de vekslende klimaforhold og opfandt nye forfinede jagtredskaber til varierende naturforhold og jagtmuligheder. Den første jagtteknologi med bue og pil udvikledes for omtrent 18.000 år siden, det samme gjorde kastetræet, som gav spyddet større træfsikkerhed. Menneskets jagtteknologi var i rivende udvikling, og noget tyder på, at en større planlægning af jagten også spillede ind sammen med de nye jagtvåben. Det var mennesker som os, der konstant søgte nye jagtmarker og trodsede naturens grænser for, hvor mennesket kan leve. De levede ikke på må og få, men velafbalanceret på den yderste grænse i overensstemmelse med naturen. Det gjaldt om at skaffe føde nok uden selv at gå til. I slutningen af istiden vendte de blikket mod nord og begyndte at vandre.

STENALDEREN

EN VERDEN AF IS

I de seneste to millioner år har jordens klima været underlagt et særligt klimafænomen. Af årsager, vi stadig ikke helt har forstået, præges jordens klima af kuldeperioder, også kaldet istider. De har alle haft en varighed på ca. 100.000 år afbrudt af kortvarige mellemistider på mellem 30.000 og 10.000 år. Lige nu lever vi i en mellemistid kaldet Holocæn (det er græsk og betyder en helt ny tid), der begyndte for ca. 11.700 år siden. Hvor længe den vil vare, ved vi endnu ikke. Engang i fremtiden vil isen igen med stor sandsynlighed vokse ud af de norske fjelde, det skotske højland og Alperne og kælve ud i Atlanterhavet. Havstrømmene vil ændres, og havtemperaturen falde drastisk. Sneen vil ikke nå at smelte om sommeren, og jordens temperatur vil sænkes betydeligt. Gletsjerne vil kravle frem over landet, og en ny istid vil igen varsle sit indtog. Det kan ske om 1.000 år eller 10.000 år, for der er intet, som antyder, at de lange istiders æra skulle være forbi. Det er bare et spørgsmål om tid. Danmark fik sin nuværende form efter den seneste istid. I mere end 100.000 år herskede kulde og is på den nordlige halvkugle. Det meste af Danmark havde gentagne gange været dækket af en én kilometer tyk gletsjer af massiv is, som gennem årtusinder bølgede frem og tilbage. Trykket fra og bevægelsen af den grå is kværnede, flåede og formede det landskab, som vi kender så godt i dag. De dybe tunneldale, som nu er bælterne, og de karakteristiske bakker i det danske landskab er drejet efter isens dans hen over jordskorpen. Iskanten skar sig gennem det, der senere skulle gå hen og blive det danske ørige, men som engang var en endeløs og gold tundra, der forbandt Danmark med England og Nordfrankrig. Isen var på sit højeste for mellem 24.000 og 18.000 år siden. I det tidsrum var kun Vestjylland fri af

EN VERDEN AF IS

gletsjeren. Kysten lå langt ude i Atlanten, hvor et endeløst ishav skyllede op på en strand, der nu ligger 90-100 meter under havets overflade. Den seneste istid begyndte at slippe sit tag i Nordeuropa for omkring 14.700 år siden. Gletsjerne trak sig tilbage, og nyt land åbnede sig for istids-

STENALDEREN

Mammutsteppen var rig på dyr under den seneste istid. Den var som den afrikanske savanne, bare iskold. Hulen Pech Merle blev genopdaget i det sydlige Frankrig i 1922. Her har hulekunstnerne malet isstidsslettens dyr, og rundt om dyrene har kunstneren selv sat sit eget håndaftryk. Analyser af hænderne viser, at 75 procent af dem tilhørte kvinder, som dem i hulen her. Billederne blev malet for ca. 25.000 år siden under sidste istid. – Wikimedia Commons.

jægerne. Rensdyrjægere, kaldet magdalénienfolket, trak fra den nordfranske slette op mod Tyskland, Holland og Polen. Istiden havde været en pionertid og den mest vildtrige periode i jægerstenalderen. Senistiden gav optimale betingelser for de store slettedyr i det centrale Europa. Mammut, uldhåret

EN VERDEN AF IS

Venus fra Willendorf er en lille figur på kun 11 cm, men den rummer en detaljerigdom og en kunstnerisk forståelse, som er unik. Den omkring 20.000 år gamle lille kvindefigur er fundet på en boplads i Østrig, hvor istidens jægere har søgt ly for snestorme og varmet sig ved ilden, mens de skabte kunst i verdensklasse. – Naturhistorisches Museum Wien/Scanpix.

næsehorn, irsk kæmpehjort, steppebison, vildheste og renerne nød godt af istidsslettens græshav med mange urter og halvgræsser. De blev jaget af ulv, bjørn, hyæne, løve og mennesket. Det nærmeste, vi kommer istidssletten i dag, er Arktis og Island, men uden de lange arktiske vinternætter, hvor solen helt forsvinder. Derfor har klimaet også været anderledes. Luften har været tør, og der faldt meget lidt nedbør. Fugten var bundet i de store ismasser og i de tunge regnbælter, der hang over Sahara, som dengang var en frodig urskov. Men i slutningen af istiden var det slut. Vegetationen ændrede sig, de store kæmper forsvandt, og klimaet slog kolbøtter. Men det åbnede også op for nyt land. Jordens dybe vinter formede de mennesker, som levede på kanten af isen. Det var overlevelse frem for alt. Hvis man formåede at tilpasse sig isens luner på Nordeuropas frosne tundra, var belønningen endeløse flokke af rener i det yderste nord på kanten af isen, som gav mad og materiale til et godt liv.

STENALDEREN

EN VERDEN AF IS