Valdemar den Store by Gads Forlag

Lars Kjær Gads Forlag DENVALDEMARSTORE Borgerkrigens barn

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Den Hielmstierne-Rosencronske Stiftelse G.E.C. Gads Fond

Lars Kjær Gads Forlag

VALDEMARDENSTORE

Borgerkrigens barn

Arkonas indtagelse 1169 (1894, udsnit)/ Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Ole Haupt Omslag: Le bureau Grafisk tilrettelæggelse: Le bureau Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, Bosnien-Hercegovina Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Så fremt ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen. www.gad.dk

VALDEMAR DEN STORE

Til Harriet

Indhold1157FesteniRoskilde 8 Skt. Laurentius’ aften 10 Fra1131-1146Kyivtil Fjenneslev 22 Kyivrigets kollaps 24 Nye kirker og gamle høje 36 Sven,1146-1157Knud og Valdemar 52 En velsignet generation 54 Sven den Store 62 Danmark delt 74 Blodgilde og Grathe Hede 88 Imod1157-1166fædrelandets skik 98 Af Guds nåde danskernes konge 100 Konge, kejser og kirkefyrster 116 Ulæselige runer 130 Valdemar og Buris 138

Kirkefest1166-1170og hellig krig 150 Buris’ skygge 152 Slaver og danskere i hellig krig, 1168 158 Kirkefest 174 Frændemorder1170-1178 184 Hvis er Danmark? 186 Frænder og fjender 198 Antikrist1178-1182 210 De hellige døde 212 Borgerkrig i Skåne 220 På randen af katastrofen 230 Blytavlen: en sammenfatning 238 Noter 246 Litteratur 263 Illustrationer 284 Person- og stedregister 286 Tak 295

iFesten1157Roskilde

I 26 år havde Danmark lidt under kampe mellem to grene af kongeslæg ten: på den ene side kong Niels og hans efterkommere, på den anden side hans bror kong Erik 1. Ejegods arvinger. Skridt for skridt havde borgerkrigen undergravet alle hævdvundne regler og normer. En biskop var blevet dræbt, mens han forrettede gudstjeneste, en konge var blevet stukket ned af sine bor

Da de var færdige med at spise, blev bordene fjernet. Nu begyndte man for alvor at drikke. Vikingetidens drikkehorn var gået af mode. Nu drak man af fine bægre af sølv og guld. Inden man drak, rakte man på høvisk vis bægeret til sin bordherre eller borddame eller lod det gå fra hånd til hånd gennem hal len til en ven – eller endda til en gammel fjende, man ønskede at vise respekt. På den måde forsøgte de danske stormænd og -kvinder at styrke den nye fred.

Skt. aftenLaurentius’

Men der var rigeligt med øl til at skylle de salte sild ned. Skt. Laurentius havde et godt øje til danskerne og havde hjulpet dem i kampe mod de slaviske folkefærd mod syd. Til gengæld holdt danskerne hans aften hellig. Det var en dag, hvor man skulle begrave gammelt fjendskab og samles i fred og fordragelighed.

10 Valdemar den Store

Side 8-9. Domkirken i Lund var den mest imponeren de af de hundredvis af kir ker, der rejste sig overalt i Danmark på Valdemars tid. Domkirken var dedikeret til Skt. Laurentius, og konge frænderne mødte talstærkt op, da den blev indviet i september 1145. Dengang havde Knud Magnussen og Sven Eriksen stået forrest. Det var takket være borger krigen, at Valdemar kæmpe de sig frem i første række. Side 11. Blodgildet chokere de både i Danmark og i ud landet. Her har en saksisk krønikeskriver fra 1200-tal let ladet sig inspirere.

Det var ud på eftermiddagen på den anden dags druk, og folk var småfulde. Datoen var den 9. august 1157, og de tre konger, Sven, Knud og Valdemar, var samlet i kongsgården i Roskilde for at fejre, at borgerkrigen (1131-1134 og 11461157) var slut. Det var fastedag, aftenen før Skt. Lau rentius’ dag. Så det eneste kød på bor det var fisk, sild, laks, torsk, ål og gedder.

12 Valdemar den Store gere, og brødre havde ladet brødre hen rette. Nu havde de danske stormænd fået nok og havde presset de stridende konger til at slutte fred. Men den største forbrydelse ventede stadig. Den fandt sted samme aften, da solen var gået ned. Netop i kongsgården var det svært at glemme borgerkrigens forbrydelser. Sven og Knud havde kæmpet imod hin anden i over et årti, ligesom deres fæd re havde kæmpet mod hinanden. Men Valdemar havde kæmpet for begge. Han var fætter til Sven og var som ham barnebarn af Erik Ejegod. Borgerkrigen begyndte, da Knuds far, Magnus Nielsen, myrdede Valdemars far, Knud Lavard, den 7. januar 1131 i Haraldsted Skov uden for Ringsted, blot et par dage efter Magnus og Knud Lavard havde fejret jul sammen i Roskilde. Som ung mand havde Valdemar stået på Svens side i kampen mod Knud Magnussen, men et fristende tilbud havde fået ham til at skifte hold: Knud Magnussens søster, den smukke Sofia, og som medgift en tredjedel af Knuds gods. Sammen havde Knud og Valdemar tvunget Sven i eksil, indtil lykken igen vendte. Nu sad Valde mar så her, hvor hans far havde siddet før ham, og delte bæger med Knud Mag nussen, sin fars morders søn, og sin for småede fætter Sven. Det var en penibel situation, og de kun ne ikke modstå fristelsen til at prikke til hinanden. Sven bad om at få et skakspil frem, og han pralede af, hvor god han var til spillet. Han tilføjede, at han jo havde haft god tid til at øve sig, efter de to andre havde tvunget ham i eksil. En sanger optrådte med en smædevi se om, hvordan Sven var blevet tvunget på flugt. Folk buhede af sangeren, men Sven tog det pænt og bad ham fortsætte. Han forklarede, at han skam var glad for at tænke tilbage på alle de ulykker, der tidligere havde ramt ham, for nu var den tid Imensovre.var solen gået ned, og fakler blev bragt frem. Svens højre hånd, Det lev, kom ind i hallen og stod tavs, som om han prøvede at få overblik over, hvem der sad hvor. Knud så ham, bredte sin kappe ud og bad ham sætte sig. Det var en venlig gestus over for hans gamle ærkefjendes rådgiver. Detlev takkede nej, gik igen ud, vendte tilbage og sendte Sven et afmålt nik. I hallens halvmørke overså Sven signalet, ind til Knud gjorde ham opmærksom på, at Detlev ville ham et eller andet. Sven rej ste sig, Detlev hviskede til ham, og an dre af Svens mænd stimlede sammen om dem. Da Sven forlod hallen, anede Knud uråd og vendte sig mod Valdemar, tog ham i sine arme og kyssede ham.

131157 Festen i Roskilde

Knud svarede ikke. Forklaringen blev tydelig med det samme.

Selv om middelalderens krigerkultur involverede flere kys og kram mellem mænd, end moderne danskere er vant til, var det alligevel overraskende. Val demar nåede lige at få spurgt hvorfor.

Vi har Valdemars egne ord for, hvad der skete: Bedst som jeg sad og nød et festligt måltid og førte venlig tale, søgte de tro løse mænd, som jeg havde siddet med, pludselig med dragne sværd at gen nembore mig våbenløse mand, jeg som ikke frygtede noget sådant.

Svens bevæbnede mænd trængte ind i hallen, anført af Detlev. Valdemar rea gerede hurtigt. Han ville ikke ende som sin far, forrådt og myrdet. Hurtigt kom han op at stå, og han viklede sin tykke kappe om armen og brugte den til at af værge modstandernes hug. Valdemar gav Detlev et stød i brystet, så han faldt omkuld, men Valdemar selv fik et hug i låret og faldt. Såret skulle han snart bli ve taknemmelig for. Men lige nu gjaldt det om at komme ud af hallen. Valdemar og Detlev kom på benene, og Valdemar skubbede sig frem gennem tumulten, mens Detlev vendte sig imod Valdemars bordfælle. Knud Magnus sen søgte at værge for sig med sin hånd, men det blanke stål skar gennem både hånd og pandebrask. Imens var Valde mar løbet ud af hallen sammen med to af sine mænd. En eller anden forsøg te at gribe fat i Valdemar, men fik kun fat i hans tomme sværdhæng, der blev revet af. Svens mænd begyndte at slå skodderne fra vinduerne, så de kunne se, hvor Valdemar var blevet af. Imens fik Valdemars mænd deres sårede kon ge op på en hest, og han red bort i den lyse sommernat. Valdemar den Store

Blodgildet i Roskilde blev et vende punkt. Ikke kun i Valdemars liv, men også i Danmarks historie. Få måneder senere besejrede Valdemar Sven i sla get ved Grathe Hede og blev enekonge af Danmark. Valdemar brød med valg kongedømmet, hvor magten havde væ ret delt mellem kongeslægtens mange grene og tingene, de lokale stormandsog bondeforsamlinger. Under Valdemar blev magten samlet i hænderne på kon gen og hans nærmeste, mens tingene mistede kontrol med kongevalget. Ud adtil blev Danmark under Valdemar og hans sønner større, end det havde været siden vikingetiden (ca. 800-1050). Men

14 Valdemar den Store Knud Lavard fra kalkmaleri i Skt. Bendts Kirke i Ring sted. Knud Lavard klædte sig i nyeste tysk mode og bar abodritternes fyrstekro ne – også i Danmark. Under en fest havde hans fætter, den halte Henrik Skadelår, hånet ham og mindet om, at de fine klæder ikke ville værne Knud mod sværd. Knud Lavard skød tilbage, at Henriks bondekluns ikke var bedre. indadtil ledte Valdemars nyskabelser og nådesløse fremfærd til ustabilitet og op rør, og han var snublende tæt på at sæt te det hele over styr igen. Valdemar var barn af borgerkrigen. Det kan ikke undre, at han selv midt un der et fredeligt gilde holdt øjnene åbne og reagerede hurtigt, da han indså, at der var forræderi i luften. Han var et komplekst menneske, der fascinerede og forundrede sine samtidi ge. Han var optaget af Danmarks fortid. Som en anden renæssancekonge sendte han folk ud i landet for at undersøge runeindskrifter. Men han var også betaget af udviklingen i England og Tyskland og indførte nye politiske ritualer og herskabsformer i Danmark. Valdemar hævdede at være personligt udvalgt af Gud, men hans fjender så ham som en tyran, ja endda en Antikrist, en forfører, der ledte riget i fordærv. Valdemar var en dygtig fortæller med sans for historier, der kunne inspi rere, ødelægge og ydmyge. Men han ev nede aldrig at frigøre sig fra borgerkri gens nådesløse logik. Djævelen og kongesønnen Valdemars barndom og ungdom blev formet af optakten til et kongevalg, hvor konkurrencen mellem de forskellige medlemmer af kongeslægten var endt med mord og borgerkrig. I 1100-tallets Danmark kunne ethvert mandligt med lem af kongeslægten stille op som kan didat til tronen på landstingene i Vi borg, Lund og Ringsted, når den gamle konge døde. Efter de sidste vikingetog ter i midten af det 11. århundrede var det foregået i nogenlunde fred og ro. Fem af Sven Estridsens talrige sønner var blevet valgt til konge, den ene efter den anden: Harald Hén, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og endelig Niels. Problemer havde der været. Knud var blevet dræbt af oprørske bønder. Men selve kongevalgene var gået fredeligt for sig. Niels var den sidste af Svensønner ne, og mange tvivlede på, om kunststyk ket kunne gentages med Svens børne børn. To af børnebørnene stod stærkt. Magnus, der var søn af den regerende konge, Niels, og Knud Lavard, hertug af Slesvig og søn af Erik Ejegod. Knud havde styrket sin position med allian cer og erobringer syd for Danmark. Han var blevet anerkendt som fyrste af abod ritterne, et slavisk folk i det, der nu er Nordøsttyskland. Og han var ven med den tyske hersker Lothar 3. og fyrst Var tislav af Pommern. Endelig var han gift med Ingeborg, barnebarn af Volodymyr

151157 Festen i Roskilde

I foråret 1129 angreb de hans allierede, Vartislav af Pommern, og om efteråret giftede Magnus sig med Richiza, datter af den polske fyrste Boleslav 3. Dermed var der skudt en kile ind mellem Knud Lavards vestslaviske alliance og hans svigerfamilie i Kyiv. Den højgravide In

16 Valdemar den Store Monomakh, storfyrste af Kyiv, Østeuro pas mægtigste mand. Niels og Magnus frygtede, at Knud Lavard ville bruge sin nye magt til at tage livet af Magnus og sikre sig selv tronen.

171157 Festen i Roskilde

Knuds venner kaldte det et lovløst mord og gjorde klar til hævn. Men selv Mag nus’ støtter kunne se, at drabet havde smadret freden. Seks lange, blodige år senere forsøgte en af Magnus’ tilhæn gere, en klerk i Roskilde, at forstå, hvor dan det hele var gået så galt. Han men te, at man nu var nået til den sidste tid – optakten til dommedag. Nu gik Satan fri blandt menneskene, og han kunne presse selv en god og dydig kongesøn som Magnus Nielsen til frændemord. Om bogen Der er ikke tidligere skrevet en biografi om Valdemar. Men hans regeringstid har spillet en central rolle i stort set al le fremstillinger af Danmarks middel alderhistorie – fra Saxo Grammaticus’ Danmarkshistorie og frem. Biografi en er den første, der følger Valdemar i øjenhøjde fra hans barndom i Kyiv til den danske trone. Men det er også en kritisk revurdering af hans regering. Fremstillingen bygger på tre an tagelser. For det første var Danmarks politiske system før Valdemar ikke så voldeligt kaotisk, som kilderne fra Val demars kreds gør det til. Lige siden man i renæssancen (ca. 1300-1650) fandt på begrebet middelalder, er perioden ble

Få år efter Valdemars død skrev den danske stor mandssøn og historiker Sven Aggesen, at djæve len især var interesseret i konger. Hvis først kongen blev lokket i fordærv, ville giften sprede sig til resten af folket. geborg drog til Kyiv – sikkert for at dis kutere de politiske problemer med sin far Mstyslav, der havde arvet titlen som storfyrste. Ambitiøse og mistænksomme på beg ge sider hidsede Knud Lavard og Magnus op mod hinanden, men de færreste dan ske stormænd og bønder havde interesse i krig. Under et stort tingmøde pressede stormændene og kongen de to fætre til at sværge, at de ville overholde freden. I et forsøg på at styrke eden med ægte ven skabsbånd inviterede Niels Knud til at fejre jul sammen med ham og Magnus i kongsgården i Roskilde i 1130. Spændingerne ulmede lige under overfladen, og julefesten blev afbrudt af slagsmål mel lem de forsamlede krigsmænd. Allige vel enedes Knud og Magnus om at mø des den 7. januar i Haraldsted Skov for at diskutere deres mellemværende. Knud havde, som aftalt, kun to mænd med sig. Magnus kyssede ham venskabeligt, og så satte de sig ned. Men mens de to fætre talte, sneg bevæbnede mænd sig ind på dem. Da Knud så dem, rejste han sig og greb efter sit sværd. Magnus havde planlagt bagholdet. Han greb fat i hætten på Knuds kappe og hev ham bagover. Knud fik kun sit sværd halvvejs ud af skeden, før Magnus hav de trukket sit og kløvede Knuds hoved –fra venstre øre ned til højre øje.

Det er Saxo Grammaticus’ Danmarks historie (den latinske titel er Gesta Danorum, direkte oversat: Danskernes gerninger), der giver os den detaljerede historie om Blodgildet i Roskilde. Saxo begyndte sin historie i 1180’erne og blev nok færdig omkring år 1208. Saxo var klerk og tjente under Valdemars nære ven og allierede, den sjællandske stormand Absalon, ærkebiskop af Lund. Det var på hans ordre, Saxo skrev. Absalons perspektiv farver hele skildringen af Valdemars regering. Forskere har derfor sat spørgsmålstegn ved, om krøniken er en troværdig kilde til Valdemars tid. Jeg trækker meget på Saxos værk. Det er der tre grunde til. For det første er Saxo uhyre velinformeret. Han havde ikke kun adgang til Absalon, men også til sin egen far og farfars beretninger. De havde begge tjent som krigere i Valde mars følge. Saxo var omhyggelig med sit arbejde. Ud over de mundtlige beretnin ger fra Valdemars nærmeste gennemgik han kronens arkiver. Det er altså en ud præget insiderrapport. På godt og ondt. For det andet var det ikke Valdemar, der var Saxos helt. Det var Absalon. Val demar fremstilles som særdeles fejl barlig – i modsætning til sin velsignede rådgiver. Ironisk nok gør det Saxo til en bedre kilde til Valdemar end til Absa lon. I skildringen af Valdemar har Saxo plads til både lys og skygge. For det tredje stemmer Saxos be retninger i hovedtræk overens med de arkæologiske og skriftlige kilder fra Valdemars regeringstid, de kan sammenlignes med. Den tidligere del af Danmarkshistorien er derimod mere fantasifuld. Saxo iscenesætter og insi nuerer på livet løs, men som historike ren Eric Christiansen har påpeget, lyver Saxo forsigtigt og helst kun, når det dre jer sig om ikkeverificerbare personlige samtaler og antagelser om folks følelser og motivationer. Når det drejer sig om offentlige begi venheder, som hans publikum selv ville have kunnet observere eller få oplysnin ger om andetstedsfra, tager jeg Saxos fremstilling for gode varer. Medmin dre der er meget tungtvejende grunde til andet. Hele vejen forsøger jeg dog at tage forbehold for de greb, Saxo bruger for at farve fremstillingen. Målet er, og det er ikke uden metodiske risici, at gi ve en fremstilling af Valdemars liv uden at lade sig indfange af Saxos retoriske spin.

Saxo Grammaticus

Valdemar Den Store

19 Europa i 1157, da Valdemar blev enekonge. Kortet til venstre viser de lande og regioner, der blev særligt vigtige for Valdemar, mens kortet til højre viser betydende steder. 1157 Festen i Roskilde

For det andet har historikere undervurderet, hvor stærk og politisk sammenhængende modstanden mod Valdemar var. De rige kilder til Valdemars regeringstid stammer stort alle fra kon gens kreds. De er usædvanlig rige, fordi der var meget, der skulle retfærdiggøres, og mange kritiske røster, der skulle be svares. Gennem kritikkens aftryk i kil derne kan – og bør – vi prøve at forstå, hvordan Valdemars modstandere og ri valer opfattede ham og hans regime.

For det tredje skal Valdemars rege ring placeres i et internationalt perspek tiv. At Valdemar trak på ideer fra Vest europa, er velkendt, men både han og hans modstandere var dybt involvere de i de politiske intriger i Nordtyskland. Valdemars alliance med den hårdhæn dede hertug af Saksen, Henrik Løve, og Valdemars modstanderes alliancer med hertugens ditto spillede en vigtig rolle i det politiske liv nord for Ejderen. Valde mar kiggede ikke kun mod vest. Han var født og opvokset i Kyiv og bragte erfa ringer med sig til Danmark fra Kyivriget i 1130’erne, hvor riget kollapsede. Som konge forsøgte han ikke kun at besejre slaviske sørøvere, men at bygge alliancer med Danmarks naboer i øst og skabe et dansk-slavisk imperium i Østersøen.

20 Valdemar den Store

Jeg har holdt drøftelser af kilder og forskning på et minimum i bogen. Læ sere, der vil have mere af begge dele, kan finde henvisninger og diskussioner i noterne bagerst i bogen.

På Det Kgl. Bibliotek opbe vares et fragment af Saxos egen kladde til Danmarkshistorien. Der er rettelser og tilføjelser i margenen. vet defineret af, hvad den manglede, og middelalderkonger er blevet bedømt på, i hvor høj grad de evnede at centrali sere magten og bringe samfundet frem ad mod den moderne stat. Men siden år 2000 har historikere med inspirati on fra socialantropologien vist, at man i middelalderen havde sine egne syste mer til at løse konflikter og skabe kon sensus: slægtsfællesskaber, tingmøder og ikke mindst valgkongedømmet. Det kræver en nyvurdering af Valdemars tid og hans indsats.

Der var især tre slaviske folkeslag, der fik afgørende betydning for Danmark i Valdemars tid: abodritterne, der vaklede frem og tilbage mellem kristen dom og hedenskab, pommeranerne, hvis kristne fyrster søgte at udbrede tro en blandt deres befolkning, og endelig de stædigt hedenske rygboere. I dansk historieskrivning slås de tre meget for skellige folk ofte sammen i et som ven dere. Men her i bogen vil jeg følge kil derne fra Valdemars egen kreds. De brugte enten mere præcise betegnelser for folkeslagene eller omtalte dem un der et som slaver. En fællesbetegnelse, der ikke blot omfattede Østersøens folk, men også Valdemar og hans mors slægt.

211157 Festen i Roskilde