Valdemar Sejr Imperiebyggeren
Lars Kjær
Valdemar Sejr Imperiebyggeren
Lars Kjær
Valdemar Sejr. Imperiebyggeren
Af Lars Kjær
© 2024 Forfatteren og Gads Forlag
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07581-3
Forlagsredaktion: Peter Bejder Omslagsillustration: Maleriet af Christian August Lorentzen (1749-1828) fra 1809 viser myten om Dannebrog og dansk storhed. I 1815 købte Den Kongelige Malerisamling maleriet, der i dag er hos Statens Museum for Kunst
Omslag: Le bureau
Grafisk tilrettelæggelse: Le bureau
Repro: Narayana Press
Tryk: PNB, Latvia
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
www.gad.dk
Bogen er udgivet med støtte fra
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Augustinus Fonden
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Alfred Good's Fond
Indhold
Jagten
Det er maj måned på en lille ø midt i Valdemar Sejrs imperium. Vejret er mildt, og der dufter af saltvand og forårsskov. Freden brydes af en hjort på flugt, hundeglam, hestehove og råb på dansk, tysk og vestslaviske sprog. Valdemar er i hastigt ridt med sine jægere. Det er sådan, hans undersåtter – og hans fjender – kender ham. Han er altid på vej fremad, og man ved aldrig, hvor man har ham. Men blandt jægerne er der en, der vil sætte den rapfodede Valdemar til vægs, så snart det bliver nat på Lyø. Kronhjorten er jagtdyret over alle: farligt, adræt og ærekært. Riddere som Valdemar spejler sig selv i det stolte dyr. Dets elskovsbrøl er en kærlighedssang, og når hjortene støder gevirerne mod hinanden, brager det, som når ridderne tørner sammen på turneringspladsen. Der kæmpes om kvinder, status og magt. Kronhjorten er et bytte, der er
kongen værdigt. Jagten fører Valdemar og hans mænd gennem skoven, nær stranden og Østersøen. Rundt om det blå hav ligger Valdemars lande. Hvert verdenshjørne bærer vidnesbyrd om, hvordan han i tre årtier har overvundet alle rivaler. I deres sted har han indsat sine slægtninge, sine egne uægte børn og sine søstres sønner.
Skjult under jagttøjet bærer Valdemar et kors. Det er et minde om det hemmelige løfte, han har givet paven om at drage på korstog til Jerusalem. Den Hellige Stad var blevet erobret af den muslimske sultan Saladin i 1187, da Valdemar var en knøs på 19. Løftet er endnu ikke indfriet. Korset er blot af stof, men det føles tungt den dag, for med på jagtekspeditionen er en vaskeægte korsfarerhelt: Valdemars vasal, grev Henrik af Schwerin. Han er en gammel mand, næsten 70, men
Side 8-9. Til venstre for Valdemar Sejr sidder den hvidskæggede Henrik af Schwerin og skuler ondt. Agnes Slott-Møllers (18621937) Kong Valdemar med sin Søn ved Jagtmåltidet på Lyø i Maj 1223 fra 1927 er bygget op over Leonardo da Vincis Den sidste nadver (1498). Valdemar er Kristus, og Henrik er Judas.
Side 11. Mindestenen på Lyø trækker en parallel mellem Valdemar Sejrs fangenskab og tabet af Sønderjylland i 1864. Ideen om en oldgammel modsætning mellem tysk og dansk har formet synet på Valdemar Sejr, men tyskere kæmpede lige så hårdt for Valdemar som danskerne.
Lyø, 6. maj 1223
Jagten
netop hjemvendt fra Det Femte Korstog, hvor han har kæmpet mod Saladins arvinger. Den bedrift overstråler langt Valdemars eget udkantskorstog mod baltiske hedninge. Valdemar har magten, men Henrik æren. Og hvad værre er, mener mange, at Valdemar har gjort Henrik uret. Han har tilranet sig halvparten af grevens slægtsjord. Derfor har Valdemar Henrik med til Lyø, hvor hjorte, dådyr, rådyr og vildheste boltrer sig. Valdemars sam-
tidige, krønikeskriveren Saxo Grammaticus, priser især kongens omgængelige og charmerende natur. Nu skal den bruges til at indfange Henrik. På jagtekspeditionen kan de more sig sammen, forhandle og udsone det onde blod, men det er også en lejlighed til at minde den gamle greve om Valdemars styrke. Med på Lyø er Valdemars kammermester, Andreas – en af Hviderne, Danmarks mægtigste stormandsslægt – og også Valdemars æld-
Valdemar Sejr og hans søstres riger. Rügen var en del af Valdemarernes imperium fra 1168 til 1325. Mecklenburg kom til i 1184, Pommern året efter, Holsten i 1201, og Schwerin i 1214. De blev tabt i 1227. Valdemars indflydelse i Viken (erobret 1204) og Gdańsk (erobret 1210) varierede fra år til år. Estland blev erobret i 1217 og var under dansk kontrol indtil 1346.
Valdemar Sejr
ste ægtebårne søn, Valdemar den Unge, der selv er en ivrig jæger. Valdemar har kronet sin søn til medkonge. Det bringer orden i arvefølgen, og han får hjælp til at holde styr på det store rige. Men i Danmark er den unge konge efterhånden blevet mere populær end faderen. På trods af de store sejre føler mange sig forsmåede og forbigåede. Hviderne mener, at de – ikke Valdemars halvtyske søskendebørn – burde være kongens nærmeste og mest ærede undersåtter. Netop derfor har den tyske greve, Hviderne og den populære søn godt af at se den 54-årige Valdemar folde sig ud som jæger med et skarpt spyd i hånden.
Øen er ikke stor, og jægeren er erfaren. Byttet har ikke en chance.
Forhandlinger og fest
Efter jagten følger forhandlinger. Der er ingen kongsgård på Lyø, så forhandlingerne foregår i kongens prægtige telte. Sådan er Valdemars liv. Selv om han har opført borge overalt i riget, har han dårligt tid til at overnatte i dem. Han må altid videre, og hoffet og statsapparatet må følge med. Hvile må man få under teltdugen. Vi ved ikke, hvad der blev sagt under forhandlingerne. Det var ikke værd at huske efter den forbrydelse, der fandt sted samme nat. Men vi ved, hvilke dokumenter kongen havde med til Lyø. De angiver rammerne for kongen og grevens diskussioner. Det handlede om jord og magten og retten til at fordele samme. Her var pave Honorius 3.s brev, der bekræftede, at Valdemar
regerede over Nordtyskland med både pavelig og kejserlig velsignelse. Andre pavebreve bekræftede de aftaler, Valdemar havde indgået med tyske biskopper og ordensriddere i Estland. Fra brevene hænger pavens blysegl i røde og gule silketråde, på seglet ses apostlenes fyrster Peter og Paulus. Valdemars brevsamling fortæller, at han ikke er en fremmed tyran, men retmæssig konge i Nordtyskland og Estland, som han også er det i Danmark, Rügen, Mecklenburg og Pommern. Det var nødvendigt at slå fast, for med på Lyø var også en privat aftale mellem Valdemar og hans søstersøn, grev Albert af Orlamünde og Holsten. Aftalen beskrev, hvordan Valdemar og Albert havde fordelt halvparten af Schwerin – Henriks slægtsland – mellem sig, og hvorfor de mente at have krav på det.
De sirligt ordnede breve i kancelliets kister skal holde styr på det hele og indiskutabelt slå fast, hvem der har ret til hvad. Men Henrik af Schwerin kender alt til fyrsters løgne. I Egypten ventede han og de andre korsfarere forgæves på, at kristenhedens konger og kejsere skulle opfylde deres løfter. Det var deres skyld, at korstoget var slået fejl. Henrik ved, at Valdemar ikke har ret til slægtsjorden i Schwerin, uanset hvad brevene siger. På korstoget har han mødt stormænd fra hele Europa og hørt, hvordan de har sat sig op imod tyranniske konger og kejsere. Sådanne retfærdige oprør, mente stormændene, var også en slags korstog, selv hvis den tyranniske konge var nok så salvet og velsignet af kirken.
Det er svært at nå en aftale, men måske kan aftenens fest blødgøre Henrik. En samtidig årbog fortæller, at Valdemar har fået sendt en tøndefuld vin til Lyø – ud over dansk øl. Kongen drikker selv godt til, og man fortæller stolt om de gamle heltekonger Frode Fredegod og Rolf Krake, der begge kunne tage fra ved gildebordet. Når man drikker sig fulde sammen, kun omgivet af sine nærmeste håndgangne mænd, åbner man sig og gør sig sårbar. Det skaber grundlag for, at venskaber kan spire, men kan også blive endnu en lejlighed til at hævde sig. Årbogen fortæller, at Valdemar forsøgte at drikke Henrik under bordet, men Henrik nippede blot til de våde varer.
Fulde og udmattede efter jagt, forhandlinger og fest går Valdemar og hans mænd til ro. Den gamle og den unge konge sover i den samme store seng i kongens telt, så kan alle se, at de står sammen og stoler på hinanden. Omkring midnat sker der pludselig noget. Henriks mænd bevæger sig bevæbnede ud af teltene og trænger ind i Valdemars telt, men her venter en overraskelse. Kongen har måske nok drukket tæt, men han kan stadig slå fra sig. Det er ikke første gang, en tysk greve har troet, at Valdemars drikkeglæde betyder, at han ikke kan forsvare sig. Sidste gang, i 1201, endte det med, at greven blev lagt i lænker, og Valdemar overtog grevens land. Dengang var Valde-
Under Valdemarerne blev den danske kongeslægt nært forbundet med de tyske og skandinaviske fyrsteslægter. Alliancerne muliggjorde Valdemarernes imperium.
mar 33 år og havde lige vundet sit første slag. Siden har han ført krig næsten hvert eneste år. Kammermester Andreas kommer til undsætning, men Henrik har for mange mænd. Valdemar og Andreas bliver begge såret. Henriks mænd tager sig tid til at stjæle kongens sølv og de dyrebare dokumenter. Det kan blive nyttigt i de kampe og forhandlinger, der venter. Mens mørket stadig ligger over Lyø, flygter greven og hans mænd ned til kysten med de to svinebundne konger på slæb. Nogle af mændene hugger hul i skrogene på kongens skibe, mens de andre gør grevens skib klar. Mens skibet sejler afsted over Østersøen, har Valdemar god tid til at overveje, hvad der venter. Hvor stabilt og stærkt er hans tre årtier gamle imperium?
Den overmodige landsfader
Det er over 800 år siden, at Valdemar Sejr –herefter blot Valdemar, mens jeg kalder faderen Valdemar den Store – blev taget til fange på Lyø. Det blev begyndelsen til enden på Valdemars imperium og et vendepunkt i Danmarks historie. Men Valdemar er alligevel med mig konstant, når jeg tager hjem til Danmark fra Storbritannien. Mit pas bærer det skjold med hjerter og løver, som Valdemar og hans bror Knud 6. tog – et skjold, de delte med deres søstre og søstersønner i Tyskland. Allerede i 1200-tallet var løverne i hjerternes milde hegn et symbol, som vi udlandsdanskere kunne bruge til at vise vores bånd til Danmark. Når jeg henter rugbrød hos bageren i
Mariager med mine forældre, parkerer vi ved det gamle rådhus. Det er prydet med et citat fra Valdemars sidste store akt, Jyske Lov: ”Var ei lov i lande da havde hver meest som meest maatte gribe”. Når jeg tager toget til København for at besøge venner, kan jeg på en solskinsdag se Dannebrog vaje ved husene. Myten hævder, at det faldt fra himmelen ned til Valdemar under korstoget i Estland. I København er Jyske Lov der igen. Over indgangen til Københavns byret står det mest berømte citat fra loven: ”Med lov skal man land bygge”.
Det er Valdemar, hans tid og hans imperium, som vi skylder de fleste af de nationale symboler og fortællinger, som er fundamentet for dansk identitet. Det var i hans tid, Saxo Grammaticus færdiggjorde Gesta Danorum (Danernes Bedrifter – 1208), og det er under ham, vi for første gang ser danske stormænd kalde sig selv de ”danske fyrster” – altså i modsætning til alle de andre i imperiet. Det er denne kreative spænding, jeg fortæller om her i bogen. Danskheden tog form i et mangfoldigt rige, hvor tyskere og slaver var lige så vigtige for kongerne som deres danske undersåtter. Jeg kalder riget det valdemarske imperium for at understrege kongeslægtens centrale betydning og for at understrege forskellene mellem imperiet og det danske kongerige. For under Valdemar blev Danmark en del af en ny, stærk og modsætningsfyldt politisk konstruktion.
Valdemar blev født to uger, efter at imperiet var blevet til virkelighed – i sommeren 1168 – lige efter hans far havde lagt Rügen under dansk overherredømme. Ved at gå til hans liv
Det ældste billede af Dannebrog fra 1300-tallet.
Først under Valdemar Atterdag (regent 13401375) begyndte Dannebrog at optræde ved siden af kongernes våbenskjold. Valdemar Atterdag trak nok på inspiration fra Tyskland, hvor kejserne også anvendte en rød fane –nogle gange med kors.
Korstogene
Fra slutningen af det 11. århundrede indtil slutningen af det 13. århundrede tog talrige små og store ekspeditioner afsted fra det kristne Europa for at erobre eller beskytte Jerusalem. De vigtigste korstog har siden fået numre.
Det første korstog (1096-1099) blev ledet af europæiske adelsmænd, der erobrede Jerusalem i 1099 og massakrerede de muslimske og jødiske indbyggere.
Det andet korstog (1147-1150) blev ledet af Ludvig 7. af Frankrig og Konrad 3. af Det Tysk-romerske Rige. Formålet var at hjælpe Jerusalem, men korstoget blev en fiasko.
Det tredje korstog (1189-1192) blev ledet af Frederik Barbarossa, Richard Løvehjerte og Filip 2. Korstoget ville generobre Jerusalem, der var faldet i 1187. Det lykkedes ikke, men mange byer langs Middelhavskysten kom igen under kristen kontrol.
Det fjerde korstog (1202-1204) blev ledet af europæiske adelsmænd. Korstoget skulle have angrebet Egypten inden Jerusalem, men endte i stedet med at erobre det kristne Konstantinopel.
Det femte korstog (1217-1221) var et stort anlagt korstog, der rekrutterede mange europæiske adelsmænd. Man angreb Egypten, men måtte forhandle sig til fred uden nye gevinster.
Det sjette korstog (1228-1229) blev ledet af Frederik 2., der gennem forhandlinger fik Jerusalem tilbage. Den Hellige Stad forblev kristen indtil 1244.
biografisk håber jeg at kunne give en fornemmelse af, hvordan det var at leve i imperiets politiske og kulturelle virkelighed. Valdemar har aldrig været genstand for en videnskabelig biografi, men for 200 år siden skildrede salmedigter og forfatter B.S. Ingemann (1789-1862) hans liv i den forrygende og storsælgende roman Valdemar Seier (1826). Da
Ingemann skrev, var Danmark stadig et imperium, en helstat. Norge var ganske vist tabt i 1814, men Slesvig, Holsten og Lauenborg var i personalunion med Danmark. Ingemann trak på historikere som Peter Frederik Suhm (1728-1798), der i 1808 grundigt havde beskrevet Valdemars regering. For dem forekom både det valdemarske imperium og det
Agnes Slott-Møllers symbolladede portrætter af helte og heltinder gik stik imod tidens smag, hvor mange hellere ville have naturalistiske malerier af det jævne folk. Det endte i en ophidset debat – bondemalerstriden – i 1907, hvorefter Slott-Møller blev frosset ud af det gode selskab. Her tidligt udkast og forstudie til Kong Valdemar med sin Søn ved Jagtmåltidet på Lyø i Maj 1223.
Valdemar Sejr
sammensatte land med tyskere og danskere ganske naturligt. Ingemann hyldede Valdemars tro støtter, hans dansk-tyske søstersønner Albert af Orlamünde og Otto af Lüneburg, som ”et heltepar, lig Absalon og Esbern Snare”, de pæredanske Hvider, der havde kæmpet for Valdemar den Store. Suhm konkluderede, at Valdemars imperium var solidt og stærkt. Det var blot en ”sælsom tildragelse … [der] … skilte riget ved de fleste udenlandske erobringer”.
Men borgerkrigene i 1848-1851 og 1864 ændrede radikalt forståelsen af Valdemars imperium. Traumet over tabet af Slesvig og over de brudte bånd, hvor danskere og tyskere pludselig blev tvunget til at vælge at være enten det ene eller det andet, flød sammen med et mere og mere videnskabeligt historiefags ønske om at finde dybe og strukturelle forklaringer på, hvorfor imperiet var brast sammen. Allerede i 1870 var den sønderjyske historiker A.D. Jørgensen (1840-1897) klar med sit bud: ”for meget tysk blod … var gået over i de vendiske årer”. Den danske erobring af Østersølandene var kommet for sent til at dæmme op for den tyske kolonisation, og derfor blev den danske indflydelse ”vel stor nok for en tid, men den var ikke varig”. Det var, konkluderede Jørgensen, egentlig meget godt. Imperiet ”brast vel ikke uden den smerte enhver stor skuffelse fører med sig, men sikkert nok til held for folk og rige; thi det var ikke mere et vendisk, men et tysk land vi var forenede med”.
Smerten over at have tabt sin sønderjyske hjemstavn stråler ud af Jørgensens tekst, men
ideen om uforeneligt tysk og dansk blod trak dybe spor. Et par årtier senere nåede Kristian Erslev (1852-1930) frem til en lignende konklusion i sin Valdemarernes Storhedstid (1898) – bakket op af grundige demografiske studier. Valdemarernes erobringer ”havde helt igennem lidt af den store mangel, sammenlignet med tyskernes, at landvindingerne ikke var ledsagede af kolonisation”. Ingemanns heltepar, Otto og Albert, begyndte at forsvinde ud af den nationale fortælling. Albert manglede en ”levende følelse for, hvad der skyldtes Danmark”, konkluderede folketingsmand og historiker Frede Bojsen (1841-1926) i 1902. Så sent som i 2002 kunne man læse i Gyldendals Danmarkshistorie, at Valdemars imperium var dødsdømt på grund af den manglende kolonisation: ”En lensed fra fyrster i disse lande til en dansk konge skaber ikke danske lande, så lidt som danske kongers lensed til kejseren gjorde de danske lande tyske”. Man talte godt nok ikke længere om ”tysk blod”, men logikken var den samme som A.D. Jørgensens i 1870’erne.
Det er urimeligt at gøre sig munter over gamle danske historikeres forbitrede syn på alt tysk. De dansk-tyske konflikter havde rørt mange af dem direkte. De var heller ikke alene. Fra slutningen af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet opfattede mange historikere de forgangne årtusinders imperier som misfostre. Historiens mål var, at hvert folk skulle have sit eget land og måske nogle kolonier uden for Europa til at tage befolkningspresset og levere råmaterialer
Fra 1870’erne bedømte historikere det valdemarske rige på den nye danske nationalstats præmisser: Var riget velintegreret? Havde det nationsbærende folk, altså danskerne, de nødvendige ressourcer til at holde det sammen? På de præmisser fejlede det selvfølgelig. Men Valdemarerne regerede ikke riget, som om det var et udvidet dansk kongerige, men som et imperium sammensat af forskellige samfund og folkeslag, der hver måtte regeres på forskellig vis. De fleste succesfulde imperier er kendetegnet ved et stærkt center, der regerer imperiets folkeslag gennem alliancer med lo-
kale eliter. I stedet for at forsøge at skabe en sammentømret og ensartet befolkning indretter herskerne deres regering efter de forskellige lokale forhold og fokuserer på, hvordan de nemmest kan sikre sig loyalitet samt økonomiske og militære bidrag. Målt på de præmisser var det valdemarske imperium lovende og livskraftigt.
Arven fra 1864 og de politiske kampe efter Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 19401945 er stadig med til at forme, hvordan vi skriver danmarkshistorie. I 1932 begyndte udgivelsen af Diplomatarium Danicum og Danmarks
Albert af Orlamünde var en af de første – efter Knud 6. og Valdemar –der brugte kongevåbenet med tre løver omgivet af hjerter. Dog havde Alberts skjold kun to løver. Det skulle vise, at han var underordnet sin onkel.
Riges Breve, en samling og oversættelse af alle diplomer (gavebreve og traktater) og størstedelen af brevvekslingen fra dansk middelalder. De to fabelagtigt nyttige værker har siden været rygraden i dansk middelalderforskning. Men ikke alt kom med. Diplomatariet trak grænsen ved Ejderen. Skånelandene og Slesvig kom med, men Valdemars nordtyske territorier og hans slaviske lande blev dømt ude. Det betyder blandt andet, at diplomatariet ikke har plads til brevene fra Valdemars repræsentant i Nordtyskland, hans nevø Albert af Orlamünde – selv ikke i de år, hvor Valdemar sad fanget, og Albert var rigsformynder.
Det er voldsomt, at Danmarks regent ikke er med i kildesamlingerne. Skillelinjen er ellers ikke altid konsekvent. Diplomatariet har hundredvis af dokumenter om Valdemars søster, Ingeborg, og hendes ægteskabskonflikt med kongen af Frankrig, men ingen af Valdemars tyskgifte søstres breve. Beslut-
ningen om at stoppe ved Ejderen har haft alvorlige konsekvenser for dansk middelalderhistorie. Netop fordi Diplomatarium Danicum giver indtryk af at rumme alt af relevans for Danmark, overses det ofte, hvor meget relevant materiale der gemmer sig andre steder –eksempelvis i tyske kildesamlinger. Derfor er der stor grund til at glæde sig over de nybrud, der sker i studiet af det valdemarske imperium i Danmark – hvor navnlig korstogene er blevet genstand for en enorm forskningsindsats – men også i de andre lande, der havde del i imperiet: Norge, Tyskland, Estland og Polen.
Den internationale forskning og de kilder, som ikke fandt plads i diplomatariet, giver tilsammen et nyt billede af det valdemarske imperium. Det var stærkt, kreativt og konfliktfyldt. Og det var et rige, der som kongen aldrig var i ro, men satte afgørende præg på Danmark, danskheden og vores nabolande.